Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Fra lesbisk venlighed til kutprutter. Et studie i ufrivillig stream of consciousness.

Jeg var til yoga i går. Jeg har nemlig langt om længe fundet et sted, hvor kvaliteten af undervisningen overgår min indædte angst for kutprutter (det hed det altså på min efterskole i slut-halvfemserne. I ved, når man ved et uheld – eller med fuldt overlæg – pruster luft ud af kussen).

Et yogacenter, hvor man ikke behøver at føle sig som verdens stiveste menneske, fordi alle andre tilstedeværende er gået i spagat, allerede inden timen er gået i gang. Og hvor stillinger og ind-/udånding bliver pædagogisk forklaret, fordi samtlige deltagere ikke har været på tomåneders bikram-ophold i Indien.

Hurra!

Og glad tog jeg derfra efter veludført downward-facing dog, hvor mine hæle kun var omtrent tredive centimeter fra måtten. Og ja – det sagde hun ganske rigtigt også i går.

Ringede til Livslebben, og sandelig om ikke det passede præcis med, at hun var i parken med Homohunden.

(Må lige indskyde, at jeg både er stolt og flov over, at de tre navngivne væsner på bloggen er: Livslebben – LL, Bedstebøssen – BB (som i øvrigt har udtrykt meget klart og præcist, at han hader sit pseudonym. Oh well. Synd, at det ikke er hans blog, hva’) og Homohunden – HH. Bogstavrim. Jeg synes, det er formidabelt)

Jeg drønede op af bakken på min cykel. Kyssede og sendte gentagne gange LL af sted på jagt efter homohunden, der er lige så glad for damer som sine ejere. Kræet måtte hentes i alle fire verdenshjørner efter at have jagtet et stykke særligt lækkert hunhundehale.

Og apropos damer, der elsker damer (en titel, som Stieg Larsson i øvrigt overvejede til fjerde bind i trilogien. Inden han indså, at der ikke bare sådan lige kan være fire bind i en trilogi. Parentes i parentesen: Too soon?).

… Og SÅ var der ellers lebbefest i hundeskoven. Eller. Jeg gætter i hvert fald på, at yderligere to hundelufterpar var mere end bare veninder. Også uden at have set hverken snav eller anden form for kærlig kropskontakt.

Første par var ret unge og havde en halvstor hund, som forfra lignede en pageklippet kvinde, der kunne hedde Dorte eller Bodil eller Tove. Hvilket i øvrigt er sjovt, fordi jeg er næsten sikker på, at jeg for halvandet års tid siden delte gade med et lebbepar, der havde en hund med netop det navn. Altså Dorte eller Bodil eller Tove. Eller et andet lignende godt mor-agtigt-plus-halvtreds-årig-folkeskolelærer-navn.

(Selvom ansigtsblindhed forhindrer mig i at sige det med absolut sikkerhed, tror jeg, der her var tale om et andet par. Jeg synes ikke, hunden lignede.)

Nå. Sidespor.

Lebberne i parken sad med kyske ti centimeter mellem sig. Kyssede ikke og var begge to så tilpas laid-back hippe, at det var svært at skelne strikket tophue fra decideret lesbisk hovedbeklædning. Eller klassiske homo-trainers fra smarte New Balance-sneakers. Men jeg tror alligevel, de var et par. De var fx meget fælles om Projekt Hund.

Råbte lige meget på (af) den, når kræet gøede for højt. Svarede i kor, hvor gammel den var. Og sådan. Og sad lidt for længe og lidt for små-tavse på en træstub i en begyndende dunkel park til bare at være veninder. Veninder snakker mere.

Næste levende lebbebillede var lidt ældre end mig og LL. Måske startfyrrerne. Måske ikke kærester. Men klart lebber. Vi snakker vandrestøvler og kansasjakker* (oh! Eller var der blot tale om endnu en hipsteruniform – alting bliver rodet sammen nu om stunder. Og ja. Jeg skrev lige ‘nu om stunder’. Fordi I bare skal tro, jeg er start-30’er-lebbe. I virkeligheden er jeg din mormor).

Og frem for alt udviste begge par – men især #2 – den der helt klassiske lebbevenlighed.

Nu er det mine fordomme, der taler. Men lebber – især dem, der har krydset de 40 – er bare som regel helt vildt venlige over for andre kvinder.

Jeg kan godt lide det. For jeg tror, de flirter. Men jeg tror omvendt også, at alle, der nogensinde har textet mig en blinkesmiley, udelukkende har været ude på at komme i trusserne på mig. Og at alle der lægger en kommentar på bloggen er en lille smule forelskede i mig. Og at de par stykker af jer, der rent faktisk har skrevet, at I er forelskede i mig – altså i blog-mig – (og ja. Det er sket. Mit ego er aldrig blevet det samme siden) sandsynligvis aldrig nogensinde kommer til at elske andre. På den måde er jeg lidt … dum.

Ghaar! Sidespor igen!

I hvert fald: Lebber er som udgangspunkt megavenlige over for andre kvinder. Og måske især andre lebber. Det er det der sære solidaritetsbånd, som man bliver frygteligt – omend totalt uretmæssigt – såret over, når andre lebber ikke anerkender.

*Ha. Eller “sådan en mørkeblå kviltet joggingjakke”, som min veninde – og stolt landbobarn – M. stadig griner af, at jeg kaldte den termojakke, jeg havde gaflet i en genner for år tilbage.

Og i dette øjeblik vil jeg gerne undskylde for ovenstående virvar af indskud og parenteser og dårlig onkelhumor. Jeg har – afsløring! – forberedt dette indlæg på forhånd. “I går” er faktisk “i dag”. Eller “i nat!”. Det er sent. Det er nat. Jeg sover nu. Og fortryder i morgen. Som er i dag. Og carpe diem og alt det pjat.

8 Kommentarer

  1. Mnjaah, det er måske ikke det mest træfsikre indlæg fra din hånd, jeg nogensinde har læst.

    Øh … og?!

    Du kan jo skrive as you fucking please i belejlig anonymitet 😉

  2. 'Kæft en flot word spacing, jeg kører der, alligevel.

  3. Lheppekoret. Leppekoret. Hebbekoret. Anyways – jeg kan li' det!

    Og yesss for taramasalata. Jeg grinede højt. Her er opskriften: http://greekfood.about.com/od/dipsspreadspures1/r/taramosalata.htm

    Og du må gerne få navnet på yogaparadiset, men så skal du skrive mig en mail – jeg føler ikke for at lægge navnet på centret her i sporet, for vi er kun omtrent syv på holdet = outing-risiko er aaaalt for overhængende (Samt: Er ikke helt parat til at vinke med min child's pose-røv foran ukendte lebber.)

    …Og så ikke et ondt ord om Nicki Minaj i øvrigt: http://mitsaakaldtlesbiskeliv.blogspot.dk/2013/01/postbud.html

  4. Bestemt ikke fisseworld, nej. Der blev jeg tværtimod totalt afskrækket af læreren.

    Og ja, for øvrigt: Når lebber siger, de “har gaydar”, mener de faktisk bare, at de er i stand til at se, om andre kvinder har kort eller langt hår. True story.

  5. Jeg har lige genlæst ovenstående. Og jeg er målløs over hvor…mål-løst indlægget er. Tal lige om at starte i øst og slutte i vest. Pinligt.
    Og ja – jeg bliver også en stirrebombe, når der er lebbelir i luften. Lebbelir her forstået som to damer, der holder i hånden. I'm easily entertained…

  6. Jeg vil gerne tilmelde mig lebbeheppekoret af dem (jeg ville have skrevet heppekoret af lebber, men den lå jo LIGE til højrebenet), der har indrømmet, at de er forelskede i dig. Jeg svinger mellem at ville være dig og ville have dig. Sådan er det vist med de fleste celeb crushes, er det ikke?! Og alle de der teenageforelskelser, man havde i sine veninder. Suk. Ps. Vil også gerne have navnet på et eneste yogacenter i hele verden, hvor instruktøren ikke bare modtager alle småforvirrede deltagere med et “namaste”, slår dumt på en gong-gong og straks efter beder alle om at indtage “tadamasalaaah”-stillingen. For den ved vi jo alle sammen hvad er. Og lad os så bruge en time på at glemme, at vi er i netop FW på Gasværksvej, der stinker af testosteron-sved, og Nicki Minaj brøler ud af højttalerne lige på den anden side af døren.

  7. Haha hvor er det sjovt! Og hvor fanden har du fundet god yoga? Vel ikke fw på gasværksvej?
    Desuden er det ikke alle lebbers gaydar som virker. Jeg bliver altid skudt til at være lesbisk, selvom jeg er hetro. Måske er det dét korte hår?

  8. Åh, haha, hvorfor dælen var det ikke mig, der fandt på den med Stieg Larsson?!!!

    Nå, men vil bare bakke dig op i, at lebber har lebbesensorer, der omgående begynder at transmittere til pandelapperne, så snart andre lebber eller lebbeattrapper og -simuli viser sig.

    Således også Ladyen og jeg. HOLDNUKÆFT, hvor vi reagerer, når to kvinder holder i hånd for øjnene af os. Eller bare ser ud, som om de kunne finde på det.

    Lebbealert!

    Samtidig med, at vi naturligvis føler os krænket big time, hvis andre vover at sende os et blik, når VI holder i hånd.

    Hmmmm … måske er det tid til selvransagelse 😉

Der er lukket for kommentarer.