Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Fra ilden tilbage i asken

Søndag på den måde, hvor jeg har catchet up på det meste af tredje sæson af GIRLS og det, der allerede findes af fjerde sæson.

Min bedste ven siger, jeg er Hannah Horvath op af dage. Og jeg kan godt se ligheden: Småbuttet, selvcentreret, dramatisk, narcissistisk, neurotisk og – hvis jeg må tilføje – ret så charmerende.

Yndlingscitatet, der lige så godt kunne handle om mig, er der hvor Shosh skælder Hannah ud med følgende svada (som jeg citerer frit fra hukommelsen):

“Jeg har aldrig mødt en, der var så selvoptaget som dig. Jeg tror, jeg drukner i mit eget opkast, hvis jeg skal lytte én gang til til dig, der fortæller, hvordan du lettere end andre får blå mærker.”

Det kunne lige så godt have været Bedstebøssen, der sagde det til mig.

Jeg elsker at høre mig selv tale. Og elsker at blive lyttet til. Og har altid en følelse af, at mine historier helt bestemt er lidt mere interessante end resten af selskabets.

Og jeg kan stadig huske dengang, jeg sagde til min daværende kæreste, at jeg havde hørt mig selv på bånd, og seriøst aldrig ville kunne holde ud at have en kæreste, der var lige så sjovt som mig(!).

Skaden var ligesom sket, da jeg fattede, hvor sindssygt usympatisk mine ord var.

Jeg havde glemt hvor god den serie er. Og bliver lidt misundelig over, at jeg slet ikke fattede, hvor fedt det var at være 24.

Jeg havde tiårs-reunion med den lille gruppe, som jeg startede et – ret tåbeligt men også ret så fint – skoleblad med på studenterkursus i begyndelsen af mine tyvere. Jeg fortalte den gamle flok, at jeg vitterligt ikke husker særligt meget af, hvordan timerne egentlig foregik.

Hvortil den ene svarer:

“Det giver meget god mening – du kom jo altid lige fra Stereobar.”

Det er en sandhed – omend med modifikationer. For det var nok mest om fredagen, jeg til tider lugtede af frisk sex og gammel sprut i timerne.

For jeg levede virkelig tyverne fuldt ud. Jeg har nok måske bare glemt det lidt. Men mine tyvere var lidt som Hannahs og hendes crowds.

Byture, walks-of-shame, pizzaer i sengen med bedstevennerne. Tudeture på sofaerne hos dem, der havde deres shit together allerede da og var flyttet sammen med kæresten (som de naturligvis forlængst har forladt og erstattet med en anden) og huskede at købe mælk.

Det kan godt gøre mig glad. Når jeg har stilleweekender med lørdagsbesøg af mødre med deres fantastiske seksårige og gennem en helt uge har ligget i min seng mens klokken stadig noget-med-22, fordi jeg har været træt og gerne vil være frisk til arbejde. Og økologisk oksekød og opvaskemaskine.

Og løbeture.

Egentlig var det det her liv, jeg drømte om i mine tyvere. Det trygge og rare. Men nu er det det, jeg nogle gange – i hvert fald meta – bliver sindssyg af. Hvor kedelig har man lov at være? Og hvor glad har man lov til at være over at have et liv med faste rutiner og ro?

2 Kommentarer

  1. “Og økologisk oksekød og opvaskemaskine” -> rammende kriterier, når det gælder graden af voksenhed/modenhed/ansvarlighed, rammende og morsomme!! 🙂

  2. Man har lov til at være præcis lige så kedelig/glad, som man har lyst til at være 🙂 Det er det gode ved at være rigtig voksen 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

*