Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Fra et sted til et helt andet. Og det slutter med en (varm!) anbefaling.

Jeg har rykket mit vækkeur ind i vores walk-in-closet.

Ja, du hørte rigtigt. Walk-in-closet. LL har lavet ekstrarummet om til et walk-in-closet. Det var så godt nok, viser det sig, en gigantisk fejl (min, bevares), fordi det faktisk er en meget, meget ødsel brug af otte kvadratmeter. Så det bliver lavet om i nær fremtid. Men så længe det varer og sådan (prik prik prik).

Nå.

Men jeg har altså rykket mit elskede wake-up-light-fra-Philips ind i garderoben.

Så jeg ikke kan nå det fra sengen. Smart.

Jeg tror nok, LL syntes, det var ret sindssygt: Som om det skulle kunne gøre en forskel på mine morgenrutiner, at jeg ikke længere bare kunne dappe mig til ti minutters ekstra på langs direkte fra dynerne.

Men hun må æde sin gamle hat, må hun:

I tirsdags var jeg ude at løbe fra morgenstunden (i øvrigt er det jødiske afsnit af Vestre Kirkegård i grå morgentåge ikke så creepy, som man måske kunne tro).

Og i morges hoppede jeg direkte over i svømmehallen (efter lige at have haft samtlige enkeltdele ude af min undertøjsskuffe i forsøget på at finde bortkommen badedragt. Måtte tage til takke med prikket bikini til sidst. Men kom af sted! Trods alt).

Og der stod jeg så ude foran et par minutter i halv syv sammen med de andre morgentyper. Inden jeg drønede gennem badeafsnittet (jajaja, jeg vaskede mig grundigt på alle de afmærkede steder på figuren og alt det) og som den allerførste dyppede mine morgentæer i bassinet, der var helt blikstille oven på natten (i hvert fald indtil jeg plaskede mig i).

Juhu.

Og nu er kunsten så bare ikke at tro, jeg er sådan en motionstosse, der skal sætte verdens største og mest crazy mål for mig selv.

Et godt eksempel på, hvor galt det kan gå med dét, er fx, da Bedstebøssen og jeg var ude at løbe sammen i sommer – første løbetur i hundrede år – og allerede efter 200 meter snakkede vi om, at vi måske skulle melde os til en halvmarathon. Bare en halv. For hvor svært kunne det være, når nu vi allerede … kunne løbe tohundrede meter.

Det der med at pushe egne forventninger så højt til vejrs, at man er fuldstændig 100 pct. sikker på ikke at kunne indfri dem – det øver jeg mig i at lade være med.

Og det gør jeg blandt andet med hjælp fra verdens sejeste personlige træner.

(Det bliver lidt anbefalingsagtigt herfra og ud, men læs lige med alligevel. For det er faktisk vigtigt)

Nina Q kan nemlig noget, som jeg aldrig har oplevet før med nogen som helst forsøg på dialog med nogen om træning.

Hun hev fat i mig i foråret – vi er gode gamle bekendte – fordi hun vidste, jeg skrev Lebbelivet.

Hun ville gerne starte en blog, hvor hun kunne videregive sine råd om sundhed og motion – hun er uddannet fitnessinstruktør og snart også terapeut – og ville gerne i gang med promoveringen i god tid.

… Så jeg gav hende mine få sporadiske tips, og til gengæld gav hun mig så et tilpasset træningsforløb, hvor vi træner sammen fra tid til anden, og jeg altid lige kan sende hende et billede eller en trist smiley på en dårlig dag og få lidt opbakning retur.

Den aftale er jeg i øvrigt ret sikker på, hun har med alle sine kunder. Og den gør en verden til forskel.

Og så tvinger hun mig ned i tempo:

Jeg er typen, der – når jeg træner (og der går ofte længe imellem) – helst skal have ondt og være ved at brække mig bagefter. Ellers føles det ikke, som om jeg har gjort noget. Ikke nok i hvert fald.

Men Nina er langsomt ved at lære mig, at det er meget bedre at lytte lidt til sig selv og søge at få energi ud af sin træning i stedet for at gå efter at være helt drænet efter sine strabadser. Det er så svært. Men så berigende.

Hun tvang mig til at stoppe, før jeg var helt ødelagt – jeg var ikke engang halvt ødelagt! – sidst vi besøgte Fitnessdk. Og fik mig til at føle, det var okay.

Jeg tager hendes input med mig hver dag og det gør mig gladere, end jeg har været længe. Altså, at jeg sådan kunne forlade svømmebassinet efter 25 minutter og blot 700 meters bryst og fortælle mig selv, at jeg er fucking sej, i stedet for at råbe indvendig, at jeg er en taber, fordi jeg ikke lige tog en hel kilometer, nu jeg var i gang.

Tak, Nina!

1 Kommentar

  1. Åh suk – er alle efterhånden i topform? Jeg starter på mandag. Eller 1. januar…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

*