Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Firsernes anti-AIDS-aktivister var lavet af ufortyndet sejhed. Fact.

Jeg er ved at læse en bog. Eller – jeg er ved at læse en hel bunke. Men jeg er især i gang med én bog, der er så klog, at:

  1. Den tager mig en rum tid at fortære
  2. Den side-for-side minder mig om, at det er ved at være ti år siden, jeg sidst beskæftigede mig med akademiske tekster.

En bog med fodnoter, I ved. Og kildehenvisninger!

Den hedder The Life and Death of ACT UP/LA  og er en vild gennemgang af de seneste 30 års anti-AIDS-aktivisme. For de uindviede (= mig før jeg modtog bogen) er ACT UP en forkortelse for ‘Aids Coalition to Unleash Power’ (de kunne noget med akronymer i firserne). Således er bogen et langt, crazy ride gennem koalitionens modige kampe, der blandt andet inkluderede:

  • Protester mod den katolske kirke, der notorisk nægtede at anbefale safe sex
  • Aktivisme mod FDA (fødevaremyndighederne), der var sygt sløve til at få godkendt AIDS-medicin (har hele tiden lyst til at synge “Hey! Hey! FDA, how many people did you kill today”?)
  • At få myndighedernes øjne op for, at AIDS ikke var en fucking bøssesygdom, men også smittede heteroer (ffs)

Med andre ord: Perfekt Pride-læsning! (Glæder vi os til på lørdag? Gør vi? Ja? Mig finder I som vanligt inklusiv udklædte hunde på Vesterbro. Mild, ikke-diagnosticeret, bevares, socialfobi umuliggør paradekørsel, men mit entourage og jeg følger efter optoget og rammer Pisserenden, når der har passeret så tilpas med alkohol under vesten, at 50.000 mennesker – forhåbentligt flere iklædt DR-trøjer – virker som en overskuelig havefest.

Anyways. Jeg fik ACT UP-bogen tilsendt fra de rare mennesker i Cambridges presseafdeling, og – lidt som det bliver tydeligt i den Radiolab-episode, jeg nævnte i går (hvis ikke I har hørt den, så kom i gang … og vent med at læse videre, til I er færdige, for der venter en spoiler ret forude) – så skal vi fanme ikke glemme, hvor kort tid det er siden, vi fik tilkæmpet os de skide rettigheder … og ej heller ksal vi så meget som fem sekunder slå ud af hovedet, at bøsser i vores levetid (firserbarn her!) – i vores levetid! – er blevet anset for ganske kuk-kuk (intet svensk pik-pun intended) og helst ikke skulle nærme sig hverken børn eller militær (læs selv Informations fine Pride-artikel).

Full disclosure – der er altså aftner, hvor Jesper Stein-krimien kalder højere på mig end tætskrevne universitetssider, indrømmet, men jeg er for realz meget opslugt af bogen. For er det ikke bare sjovt/trist/tankevækkende, at venstrefløjsaktivisme (inklusiv anti-AIDS-varianten, viser det sig) apparently ikke kan eksistere uden interne kampe (hørte jeg nogen hviske ‘intersectionality’?). Jeg har været inde på det mange gange før, men det er bare som om, at det godes kamp nogle gange er ‘for god af sig’. Fordi der visse steder på venstrefløjen bare eksisterer en lydhørhed, der er megasympatisk, og som jeg ikke ville være foruden – men som også kan risikere at spænde ben for (hurtig!) fremdrift, fordi vi altid bliver nødt til at stoppe op og lyyytte til kritikken af vores handlinger – for ellers er vi jo ikke bedre end vores modstandere!

PS. Prøv at se, hvor klog/spændende bogen ser ud:

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

*