Jeg har svært ved at bestige den berygtede bloghest for tiden, kan jeg mærke. Vintersumpen har ramt mig hårdere, end jeg erindrer, den har gjort i mange år. Måske husker jeg forkert, måske handler det om gudsbenådet elendig hukommelse. Men i hvert fald føler jeg mig ikke det mindste morsom these days.

Jeg flygtede fra Jylland tre dage efter jul. Jeg er virkelig (som min kære ven D (som selv er fra Sønderborg, mind!) morede sig over i går) en godt gammeldags selvhadende eksiljyde.

Nogle gange kan jeg få en seriøs form for klaustrofobi af Århus. Men jeg tror måske mere, det handler om ikke at være i (nærheden af) sit hjem. Hvis mit hjem (min seng, mine ting, mine venner) var i Århus, ville følelsen ikke være så intens.

I juledagene skrev et fantastisk væsen, jeg kender, på sin facebook:

“Er det uetisk at have det fremtidsfortsæt at føde sin egen nye familie udelukkende med henblik på at bruge den som et menneskeligt skjold mod den gamle?”


Jeg synes: nej.

Alternativt skulle man føde den, bare så man havde en valid undskyldning for at holde jul i eget hjem frem for i sine forældres. Jeg vil bare gerne være hjemme. Byggeplads eller ej (ja, det blev så ikke i 2012, Håndværkerhylet blev færdig. Men sådan er der så meget).

Men fluks fra Jylland til København, skarpt fulgt af en smuttur på Vela, der igen skuffede. Hvornår holdt Vela op med at være sjov? Folk var så unge. Men. Måske spillede det også lidt ind, at selskabet bestod af mig med akut winter downer syndrome, bedstebøssen i yderst træt udgave, hans veninde, som   var single på kun fjerde dag med naturlige hjertekvaler til følge, og hendes veninde, der egentlig hellere bare ville hjem “fordi hun havde en træningsdate kl. 11 næste formiddag”. OH MY GOD – lesbisk mådehold much?