Noget, jeg virkelig elsker, er når jeg – i selskab med en anden lebbe – har et såkaldt lesbisk øjeblik. Det kan være, hvis vi aer en kat, eller hvis vi taler lidt for meget om menstruation, babyer, følelser eller tøj.

Så kigger vi på hinanden hen over katten og siger (helst i kor): “lesbian moment!”.

Jeg tror ikke, jeg kan være homoseksuel uden at være meta omkring det. Jeg tror egentlig heller ikke, jeg kan være homo sapiens uden at være meta omkring det. Nogle gange føler man sig bare så friggin’ toplesbisk. Det fylder bare så meget, at man har placeret sig (eller naturligt og biologisk fra fødslen – whatever – er blevet placeret) i en kategori, som flertallet har – om ikke fordomme over for så i hvert fald en klar ide om, hvordan opfører sig.

I går talte jeg med en kær veninde om børneopdragelse. Vi er meget, meget ens. Bekymrer os nok mere om hvad andre tænker om os, end flertallet gør. Hun fortalte, at hende og hendes (i øvrigt mandlige) kæreste næsten dagligt evaluerer deres opdragelsestaktik. Det er sgudda sødt.