Jeg ved godt, at halvdelen af mine indlæg er hamrende nostalgiske og røvkedelige plus navlebeskuende. Men spring-ud-historier er bare godt stof – især når folk reagerer så forskelligartet, som de gør.

Anyways. Jeg kom pludselig i tanker om min vidunderlige veninde A’s mor og om hendes ord, da A dengang for en seks-syv år siden annoncerede, at nu var jeg, hendes gode veninde, altså blevet kærester med en dame.

A er den veninde, jeg har tilbragt flest telefoniske timer sammen med. Måske også flest face-to-face-timer, egentlig.

Vi gik i sin tid på efterskole sammen, og efter endt ophold flyttede hun tilbage til Sjælland, mens jeg tog kampen op på (og med) gymnasiet i Århus (der holdt jeg ud et år, for øvrigt. Så “tog jeg orlov”. Og endte med den fri ungdomsuddannelse og så et studenterkursus irriterende mange år senere. Dumme Lebbe).

A og jeg talte i telefon sammen hver dag. Hver. Dag. Og det var altså før mobilen. Eller lige præcis samtidig med den. Der var én på efterskolen, der havde mobiltelefon. Jeg fik min første i 1.G. Jeg havde “en Mobilix” (det var dengang man kunne vælge imellem TO modeller, når man købte sit abonnement. Og de hed det samme som selskabet. Sødt nok.). A havde en Sonofon, fordi Sonofon havde sådan et fint logo med en delfin. Hun havde Unibank, fordi deres logo var en enhjørning. Sødt nok.

OMG, jeg husker pludselig: Til sidst kørte A’s forældre hende sgudda til Århus og debatterede alvorligt med mine forældre muligheden for, at hun kunne flytte ind på gæsteværelset ved siden af mit værelse i mine forældres bungalow. Fordi det sandsynligvis ville blive billigere at leje et værelse, end at finansiere vores crazy telefonregninger. Det endte heldigvis med, at jeg i stedet flyttede til København. Klogt.

Anyway. Vi besøgte naturligvis hinanden hver weekend (jeg lover altså, at der ikke var noget hankypanky – selvom jeg egentlig i bakspejlet er ret sikker på, A havde været game, hvis jeg havde foreslået det – men det var jeg da aaaalt for genert til. Det jeg prøver at sige er, at A var en slut. Og at jeg ved, at hun læser med her.

I øvrigt var jeg ikke kun for genert, men også for heteroseksuel. Vi var med andre ord bare venner, A og jeg.

Anyway. Disse besøg i hinandens barndomshjem gør, at jeg den dag i dag nyder hendes forældres selskab rigtig meget – og omvendt. På alle leder, hendes forældre nyder mit, A nyder mine forældres, mine forældre nyder A’s. Er I med? (Min mor kalder stadig A. for sin steddatter.)

Derfor havde A’s mor selvfølgelig også en holdning, da jeg sprang ud omtrent otte år efter vores første møde. Holdningen var denne:

“Ja? Lesbisk? Ih, hvor dejligt. Det kan jeg sagtens forstå. Hun (mig) har også altid været så boheeeeeme.”

Sådan sagde hun ifølge A, og med “bohème” tror jeg mest, moderen mente, at jeg havde mørkt hår og lidt ligner en jøde i den rigtige lyssætning. Eller en roma.

(Er det virkelig bohème at være lebbe?)