Netop-ish hjemvendt fra Berlino (ikke at forveksle med Berlingo som er en bilmodel fra … Toyota, har jeg lyst til at sige. Eller måske Citroen).

Med begyndende symptomer på samme influenza, som Bedstebøssen greb dernede, og som jeg ellers hårdnakket påstod, at jeg ikke havde pådraget mig. Den dag, Nemesis ikke bider mig bagi, giver jeg en kage.

Og jeg skal skrive en ansøgning, som ikke bare skal skrives men faktisk også skal være god. Gab. Og lige nu overspringshandler jeg – og har lyst til at fortælle jer alt om ret forrygende “Homosexualität_en”-udstilling på det historiske museum i Berlin. Eller bare til at tage ind og se den der rollerderby-MIX-film i Empire med efterfølgende rulleskøjteopvisning. Fordi rulleskøjtelebber er noget af det sejeste.

Men jeg kan bare sidde her med min dumme hovedpine og begyndende tilstoppede næse. Og være klog på skrift. Og ikke engang klog på bloggen men klog på suck-ass-ansøgningsmåden. Som ikke er min yndlings.

Og en af dem, der er mine yndlings, har lige kastet gult snask op ud over dynen og ligger nu og putter på min fod, måske fordi vedkommende har spist en lort, og jeg håber, de kloge er klar over, at jeg ikke mener LL men naturligvis den gamle af homohundene, som i øvrigt har en slags jubilæum i dag, fordi det er lige præcis fire år siden, LL og jeg hentede ham i et køkken ude i Dragør og helt forsigtigt puttede ham ind til os i bussen helt ind til Ørstedsparken, hvor han for første gang fik lov til at lege i begyndende brune blade i en vaskeægte homohave.

(Flot. Hele afsnittet ovenfor er én lang sætning. Den struktur skal jeg nok lige pakke sammen, inden jeg går i ansøgnings-gang, ik?)

Sikken redelighed.

Og nu går den altså ikke længere, hvis den dumme ansøgning skal være færdig på denne side af midnat. Og det skal den. Igen: suk. Og jeg vil værdsætte selv den mindste violin lige nu. Hvis den spiller for mig. Kun for mig. Kun for mig.