Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Det lesbiske parforholds matrix

Jeg hører jo stadig Dan Savage hver eneste uge. Det har aldrig været nogen hemmelighed. I sidste uge (eller var det i denne?) talte han om det her med roller i lesbiske parforhold.

Det tog vist sit udspring i, at der var en lebbe, der ringede ind, fordi hendes biseksuelle (CIS-kvinde)kæreste gjorde meget ud af hele tiden at sætte sig selv i den meget ‘feminine’ rolle i forholdet.

Noget med at gøre sig lækker (lingeri, etc.) på en måde, lebben aldrig havde oplevet tidligere (fuldblodslesbiske) kærester gøre, og på en måde, lebben synes konnoterede heterorelation. Hun følte, at bi-kæresten benyttede nogle tegn, som passede dårligt ind i en lebberelation.

… Agtigt og kort fortalt, ikk’?

De – Dan og hans til lejligheden indkaldte ekspert, Arielle Scarcella, der er en virkelig charmerende homo-vlogger (det er et ord) – konkluderede, at der nok faktisk ikke var nogle (homo?)forhold, der kunne bære, at det altid var den samme part, der ‘toppede’/var den aktive/handlende/’maskuline'(undskyld)/dominerende.

Og det fik mig til at tænke.

For faktisk tror jeg, det er meget sandt. Et lynhurtigt dyk ned i min egenindsamlede empiri – tre længere parforhold med tre på mange måder meget forskellige kvinder – fortæller mig i hvert fald, at der ofte er en eller anden form for – hmm – tovtrækkeri going on.

Jeg har nok altid været den (umiddelbart og synligt) mest ‘feminine’ i mine parforhold (bemærk: jeg bruger termerne “maskulint” og “feminint” i store fede gåseøjne og håber, alle faste læsere ved, at jeg ikke tror på noget som helst iboende kvindeligt og mandligt, der afhænger af vedhænget i trussen – eller manglen på samme. Både på trusser og vedhæng).

Jeg har sagt det før og siger det lige igen: Jeg går i kjoler, elsker min flydende eyeliner, har langt hår og bilder mig stadig ind, at jeg er ‘sådan en der går i høje hæle’, selvom det er seriøst længe siden, jeg har styltet den sidst.

Jeg kan godt lide, når mine kærester synes, jeg er sexet (whaaaat. Du er da vist helt speciel på det punkt, hva’?).

Og jeg føler mig personligt sexet, når jeg har sorte blonder inderst og røde læber yderst. Og jeg bilder mig ind, at mine kærester gennem årene er enige. Omvendt synes jeg klart, mine kærester (aaalle mine kærester) er mest sexede, når de har noget helt andet tøj på. Jeg er fx ret vild med noget så simpelt som en hvid hipstertrusser på min dame. Og kan skrive under på, skulle jeg mene, at hun også føler sig noget mere sexet i en sådan, end hun ville gøre med røde læber og hofteholder. Ikke at jeg ville være afvisende over for den påklædning på hende. Hun ville rocke den. Men. I ved.

Anyway.

Jeg kan godt lide at blive passet på – noget man vel typisk ville tilskrive ‘det feminine’ (stadig: gåseøjne). Mine kærester kan også godt lide at blive passet på. Muligvis har balancen været mere ‘jeg passes’/’de passer’ i begyndelsen og så udjævnet sig nærmest til 50/50 både/og hverken/eller, efterhånden som parforholdet har udviklet sig.

Måske efterhånden som man lærer det, der ligger under overfladen af feminine tegn, bedre at kende?

Men det er i den sammenhæng, at der har eksisteret det her lidt pudsige tovtrækkeri af og til. For hvem passer på hvem, når begge er pylrede?

Hos os skiftes vi til at bestemme. Både i og uden for soveværelset. Heldigvis.

Jeg havde på et tidspunkt en elsker, som var helt ovre i den anden grøft. Som udelukkende handlede i herretøjsbutikker, som gav mig teatersminke (teatersminke!), da jeg efter en uplanlagt sleep-over spurgte, om hun havde en mascara, jeg kunne låne? Ingen makeup i dén husholdning.

Hun var samtidig også meget artikuleret om, hvilken rolle hun gerne så mig i – og hvilken hun til gengæld kunne indtage.

Og det var faktisk helt vildt usexet. Først var det spændende, for nøjjjj hvor var der bare plads til, at jeg kunne være kvinde med et gigantisk K forrest. Plads til at blive passet på og forkælet. Nøjjj, hvor passede mine kjoler og hæle bare godt ind i en eller anden tilstræbt heteroseksuel relationsnorm.

Men så blev det … ulideligt.

Fordi jeg ikke er kvinde med stort k, når det kommer til stykket (primært fordi ‘kvinde med stort k’ ikke fucking findes). For jeg går ganske rigtigt i kjole, men jeg har ikke de karaktertræk, der – så’n rent stereotypt og normativt – passer til den mundering.

For jeg synes, det er fint nok at blive knaldet med en strap-on – men jeg synes også, det er ret sjovt og sexet at være den, der har den … strappet on.

Og det er faktisk derfor (og så fordi kvinder bare er wauuuw), tror jeg, at jeg har haft det markant meget bedre i (de fleste) forhold med kvinder end jeg havde det i forhold med mænd. Fordi det er min – personlige – oplevelse, at jeg her har mere plads til albuerum sammen med kvinder. Til at være gal og højtråbende og bestemme. Alle de dejlige egenskaber, vi alle sammen rummer og som ikke (ifølge normen i hvert fald) passer ned i en kjole.

Men måske siger det faktisk bare allermest om de mænd, jeg var sammen med back then? Eller om mig og mit frirum til at være mig.

7 Kommentarer

  1. Åh! Hvor godt! Og hvis du vidste, hvor glad jeg bliver for alle – ALLE! – breve, jeg får, så ville du aldrig tøve med at maile. TAKTAKTAK!

  2. Ja det kender jeg alt for godt. Jeg har et par gange ville sende dig en mail hvor jeg ville prise din blog over alt, men hvor lille “før teenage mig” så trådte i karakter og sagde “Nej, det kan du altså ikke, hvad nu hvis hun ikke kan lide dig, eller det som du skriver? Det ville jo være forfærdeligt”, og har så slettet mine emails igen. Så selvværd åh ja.

    Din blog rammer som altid lige i centrum. Jeg er selv lige begyndt at date (ja, vi har både været i Ikea og Ilva sammen), en som aldrig har været i noget højere end et par træsko, så helt fantastisk læsning i dag.

  3. ÅHMANNER. Mange tak. Jeg bliver altid meget forundret, når der er nogle derude, som kan lide den. Det er jo bare mig. Selvværdet, du ved.

  4. Åh Gud (eller rettere Gudinde…) hvor jeg dog elsker din blog.

  5. Åh, hvor har du ret. Og hvor er jeg glad for, at nogen satte ord på det, man af og til har svært ved at forklare dem, der siger, at “du ma da være kvinden i forholdet..?”.

    Eller, måske er jeg glad for, at det netop var dig, der satte ord på det. Havde det været enhver anden, er jeg bange for, at jeg havde haft tendens til at henkaste det som endnu en gang kønsrolle-bavl. Selvom dine “feminine” og “maskuline” plusord skrives (og læses) med gåseøjne på størrelse med Rundetårn, er det befriende, at du stadig tør bruge dem. Specielt i en ny kontekst.

  6. Jo helt klart! Jeg tror bare ikke jeg forstår, hvorfor nogle tilstræber at egenskaberne skal dikotomisk opdeles, så halvdelen tilhører den ene part (i et forhold). Det fedeste er jo at blive set som menneske uanset om man roder med stemmejern eller glattejern. Men det der ovenfor er virkelig strøtanker fra en træt lille lesbisk høne. Undskyld!

  7. Har vi inderst inde ikke allesammen brug for at være kvinde med stort K ligeså vel som vi har brug for at være hende der kan fikse vandhanen og få låget af det pokkers marmeladeglas? Ping-pong – det er det vi vil have i forhold… 😉

Der er lukket for kommentarer.