Der er et bosted for handicappede i karréen over for min. I (på?) bostedet bor der blandt andet en fyr med Down’s Syndrome (store forbogstaver? Små forbogstaver? Engelsk stavemåde? Dansk? Ingen ved det. Ingen.). Jeg har set ham flere gange. Første gang blev jeg lidt bange – for han følger efter mig.

Men første gang, jeg så ham, var det ikke lige så meget ham, der skræmte mig, som det var…hans dukke. Han bærer nemlig konsekvent rundt på en Anna-dukke – du ved: garnhår, venner med Lotte, børnetime i firserne. Den sidder på hans arm som en bugtalerdukke. Det kan også være, det er Lotte, egentlig. Jeg tror aldrig, jeg lærte, hvem af de to der var hvem. Det her er den mørkhårede. Den som altid var lidt striks. Jeg tror altså, det er Anna.

Nå. Men jeg er ikke bange for ham og Anna længere. Her til aften passerede jeg dem på min aftentur med Homohunden. Jeg vinkede til ham. Han greb Annas lille dukkearm og lod hende vinke tilbage til mig. Og så fulgte han ellers – på behørig afstand – efter mig på hele turen rundt i kvarteret med hunden.

Hver gang, jeg drejede om et hjørne, kunne jeg ca. femten meter senere vende mig om og se ham – og dukken – kigge om hjørnet. Dukken først. Den tittede frem med hans hoved gemt bagved. Når de opdagede mig, stak de hovedet tilbage i skjul.

Langt ude, at jeg skriver ‘de’. Men han er selv så pædagogisk og inddragende over for dukken. Så det er jeg åbenbart også.

Anyway. Det er hyggeligt nok. Jeg trives med at være rykket lidt tættere på originalerne her oppe i det aller-allerbagerste hjørne af Vesterbro.