Jeg har jo tidligere nævnt, at jeg får noget, der næsten kunne minde om nydelse, ud af at omtale min kæreste som netop ‘min kæreste’ i en sådan grad, at semifremmede til sidst ser sig nødsaget til at spørge hvad han så er for en, ham min kæreste – hvorefter jeg med et skarpt blik fortæller, at hun er sådan-og-sådan.

Et skarpt blik, vel at mærke, der signalerer lige præcist hvor ekstremt ukorrekt hetereonormativt, det er bare at udgå fra, at min kæreste skulle være en mand, bare fordi jeg har langt hår og gerne går med kjole.
Men nogle har det lige omvendt. De udsætter offentliggørelsen – måske endda i en grad, så det til sidst virker underligt at fortælle at kæresten er kvinde, simpelthen fordi det faktisk havde været mere naturligt at oplysningen var faldet tidligere.

Og det er helt, helt okay. Helt okay. Virkelig. Jeg har dyb respekt for at holde det private privat, hvis man er af den opfattelse, at det private er privat. Hvis I forstår.

Alle har deres egne grænser, og det er vigtig(s)t. Men gad vide, om det gavner Den Store Sag (at alle bliver accepteret på lige fod uden skelen til seksuelle præferencer, køn, hudfarve, fysik, etc.) ikke at spille med åbne kort? Jeg ved det ikke.

En meget klog kvinde, jeg kender, sagde for nylig, at en af årsagerne til, at hun undlader at fortælle, at hun er kærester med en kvinde, er, at hun er blufærdig. Hun er bestemt ejheller standardudgaven af den stereotyp (wifebeater, skægstubbe, piercinger hist og her), der former sig for fordomsfulde fjolsers indre blik, når man siger ‘lebbe’, og hun er ganske enkelt bange for at give stof til dumme mænds fantasier – bange for, at der ville udspille sig alt for livagtigt klare erotiske scener på mændenes nethinder, når de fik den oplysning udleveret.

Jeg forstår godt, hvad hun mener (efter en gang for mange at have kysset min kæreste mere eller mindre uskyldigt – og beruset – på Vesterbros barer kun for at få stillet det næsten nyklassiske spørgsmål “Må jeg komme med jer hjem?”). Og vigtigst af alt er vel, at man fortæller – eller undlader at fortælle – det, man synes er nødvendigt, når man synes, det er nødvendigt.