Havde lebberne K. og E. til middag i går.

(Køkkenalrummet bliver, hvis det skulle være gået nogens næser forbi, indviet med manér i disse dage.)

K. og E. har fundet sammen igen efter otte måneder hver for sig. De kyssede første gang (i anden omgang altså) til min indflytterfest i december og har ikke rigtigt kunnet holde fingrene(!) fra hinanden siden. Selvom “vi er altså ikke kærester, vi dater bare”. Right.

Men så – klokken tre i nat på Lesbisk Kaffe – kunne E. (med heftigt sejlende øjne) proklamere, at K. havde spurgt om de skulle være kærester (igen). Sødt og meget rigtigt. Og – nå ja – tillykke.

Vi spiste og snakkede om livet, døden, kærligheden og Blachman, og aftalte engang over midnat at mødes med et par flere på Lesbisk Kaffe.

Jeg har, som nævnt, tendens til angst, når mange lebber er samlet på et sted. Jeg har undersøgt det tidligere, men lige nu er jeg for doven til at spore linket til et evt. tidligere indlæg desangående. Jeg tror, det handler om, at deres – lebbernes – blik på en eller anden måde er mit male gaze. Det blik, jeg spejler mig i, og altså det blik, der vejer mig og potentielt finder mig for let (I wish. I ved, hvad jeg mener).

Da vi ankom til LK var der proppet. Vi overså vist et skilt i vinduet om “Lukket – privat arrangement” og trådte direkte ind i mit værste lebbemareridt:

Totusind (plus/minus) unge, smukke damer, der gjaldede gigahøjt, spillede sære (øl)spil og fyldte så meget, at man ikke kunne klemme sig forbi dem uden at påberåbe sig deres opmærksomhed. Scary shit.

Men vi fik møvet os op i baglokalet, fandt et bord, købte et hold mango dreams (hvad er det med lebber og tacky drinksnavne – “jordbærkys”, anyone?) og kævlede derudaf. Vi var asociale. Men det var resten af gæsterne også, så det er vel fint nok.