Okay. Jeg ved ikke, om I kan huske, at jeg for en tid (læs: seks måneder-agtigt) tilbage faciliterede kontakt mellem en flok lebber, der gerne ville i gang med at blogge?

Den kontakt er nu blevet til noget, der er milevidt fra og mange niveauer over det, jeg præsterer her i mit hjørne af internettet. Virkelig.

Tjek lige Lesbiske Noter ud med det samme, hvis den ikke allerede er på læselisten. Jeg mener det.

De er syv faste bidragydere på Lesbiske Noter, men hvis man har hemmeligheder og sladder og den slags, kan man få lov til at være med på gæstemåden. Meget sympatisk. Mere sympatisk en Lebbelivet, hvor jeg egenrådigt og med grov censur bestemmer, hvad der finder vej til spalterne.

Jeg kender ikke personligt nogle af damerne bag bloggen, men den ene af dem har jeg været lidt i kontakt med, da jeg jo lige som stod for at sende mails fra alle de interesserede videre.

Og nu har jeg faktisk mødt hende. I virkeligheden.

Lad os kalde hende LS. Hun vil nemlig også gerne være anonym, fordi hun skriver omtrent lige så raunchy, som jeg gjorde, da jeg var ung og kåd (og single) for knap fire år siden.

LS kontaktede mig i begyndelsen af året, fordi hun kunne huske noget med, at jeg havde en Orange is the New Black-fangedragt? Som hun måske kunne låne? Til at imponere nogen til noget kostumefest? Nogle lebber? Ja?

Hun tog desværre fejl. Fangedragten blev udloddet i konkurrencen i sommer og har det, tror jeg, rigtig godt i Sydhavnen et sted.

Jeg har således ikkun en hættetrøje med Litchfield-fangenummer. Som med min ret så femme og ret så entydigt sorte garderobe ret hurtigt blev nedgraderet til løbetrøje.

Men selvom fangedragten bestemt havde været sjovere, ville LS alligevel gerne låne det grå jerseyhyl. Så en trist hverdagsaften i januar, hvor jeg og LL havde besøg af bedstebøssen (jeg har altså andre venner), kom hun forbi for at låne den.

… Og vi havde allerede en rødvin åben, så hvorfor blev hun ikke lige og drak et glas med og fortalte lidt om sig selv. Og så kunne vi jo lige så godt åbne en flaske til. Og en til. Og snart var vi hverdagssejlende på den måde, hvor det blev ret tydeligt hvem af os, der var 22 (LS) og hvem af os, der snart ikke kan løbe fra at være midt-i-trediverne (os andre). Man holder ikke nødvendigvis sin brandert pænere med alderen, må konklusionen lyde.

Men hun fik sweatshirten med. Og også en GAVE. En vaskeægte og (så vidt jeg husker) ubrugt finger-vibrator … Som hun kunne udlodde i en konkurrence på Lesbiske Noter. Jeg fik selv legetøjet til en lesbisk sexfest, jeg bidrog til at arrangere for snart mange år siden. Det var tider.