Jeg var på Chateau Motel i fredags. Gudfrimigvel. Først var jeg til jubilæumsfest for unavngiven københavnerpublikation, der lancerede deres magasin nummer 100. Derefter altså til fødselsdag for unavngiven dj på hovedstadens nye klub på det gamle Pan.

Jeg kom hjem spritstiv og stopmæt ved halv to-tiden uden at have brugt en krone. Der var ganske enkelt gratis burgere, øl og cocktails, hvor end man vendte sig hen på årets sidste rigtige sensommerdag.

En sand succesaften på den lesbiske målestok.

Men Chateau Motel var rimelig heteroseksuelt. Og en udmærket reminder om, hvor sjældent jeg egentlig går i byen-byen (Nevermind og Oscar fraregnet), og hvor endnu mere sjældent jeg går i heterobyen.

For nogle uger siden var jeg til et andet arrangement, hvor en cis-fyr lagde an på mig. Meget åbenlyst, endda. Det sker aldrig. Seriøst. Der er aldrig. nogen. sinde. mænd, der bager på mig. Og pludselig i det øjeblik gik det op for mig, at årsagen måske skal findes i det faktum, at jeg møder ualmindeligt få heteroseksuelle mænd i mit arbejds- og selskabsliv. Og altså ikke nødvendigvis i, at jeg er grim som arvesynden og har udstråling som en stuebirk. Så det.

Dog fandt mig og bedstebøssen hele vejen op i et lyserødt karaokerum aller øverst på chateauet, hvor vi skrålede til Sia, så min stemme helt forsvandt. Og så tog jeg hjem.