Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Kategori: Uncategorized (side 1 af 6)

Nostalgi-romantik og lidt om denne såkaldte lebbes sidste-første date

I dag er det præcis syv år siden, jeg skrev det første OG det andet indlæg på bloggen. Og det er seks år, en måned og seks dage siden jeg mødte LL for første gang. Den 9. april markerer nemlig ikke bare tyskernes besættelse af Danmark men også min besættelse af LL.

Der gik en måned fra jeg første gang fragtede hende hjem fra byen bag på min cykel (en tidlig morgentime efter en alt andet end ædruelig lørdag i april), før vi så hinanden igen.

Jeg var på det tidspunkt særdeles nyslået single og meget sikker på, at jeg under ingen omstændigheder skulle kaste mig direkte ind/ud i et nyt forhold. Skulle lige mærke vandene og sample lidt af det hele først, jo. Men LLs glemte ørering lå alligevel der på sengebordet (hun sværger, hun ikke glemte den med vilje, meeeeeeen … ) og mindede om en ret så vild nat. Og morgen. Så jeg fandt hende. Havde hun efterladt sit nummer? Stalkede jeg mig vej? Foregik det på Facebook eller sms? Jeg husker det faktisk ikke.*

Men vi aftalte i hvert fald, at hun kunne hente sin glemte ørering sent torsdag den 12. maj, når jeg kom fra koncert med perifær bekendt på Ideal Bar.

Jeg drak mig mod til. Var topnervøs. LL ringede på, og vi sad længe og spyttede i hver vores drink i hver vores ende af min sofa. Indtil LL – heldigvis! – blev utålmodig og kyssede mig bagover til mit hoved ramte armlænet.

Derfra så vi hinanden ti gange fra 12. maj til 1. juni. Og 20 gange i juni.

Og vi kyssede videre under hele Roskilde Festival. Ikke på Roskilde Festival. Under. Det var nemlig det år, hvor Roskilde og resten af Sjælland forsvandt i regn. Jeg havde pakket min taske og fra skuffen opstøvet mine mest slidte Converser, der kunne ofres til Smattens guder.

Jeg skulle med toget mod Roskilde, jeg skulle baaare lige kysse LL farvel under et tæppe på den huleagtige omend gigantiske altan i min lillebitte lejlighed rundt om hjørnet fra Istedgade. Men:

  1. Regnen ville ikke stoppe
  2. Der var jo ingen LL på Rossen

Så jeg gjorde det, som forelskede mennesker nogle gange gør. Jeg skuffede mine venner for at blive under tæppet på altanen, mens meldingerne om syndflodstilstande og oversvømmelser tikkede ind på telefonen. Regnen blev min undskyldning, men vi vidste godt alle sammen, at LL var forklaringen.

Samtidig var jeg komplet ude af stand til at kalde hende min kæreste.

Jeg kunne ikke. Vi var for forskellige, det var for kort tid siden, jeg og min ekskæreste havde gjort det forbi, jeg skulle ikke være kærester med nogen! LL var ikke inviteret med, da jeg holdt rundt fødselsdag i slutningen af juni (selvom der ventede 30 røde roser fra hende foran min dør på dagen, da jeg kom fra arbejde). Jeg var forvirret ad helvede til, for samtidig skete der et eller andet helt grundkemisk, når jeg var tæt på hende.

Fra den 4. juli 2011 er der ikke flere date-optegnelser i min grønne kysse-googlekalender, som jeg siden midten af nullerne har opdateret med noter om erobringer, der ellers ville være gået i glemmebogen.**

Til gengæld er det i min officielle røde kalender markeret, at jeg var en uge på meditationsretræte frem til den 22. juli. En uge i tavshed, der gav ro til mit hoved. Jeg tog direkte ud til LL, da jeg kom hjem.

Og om søndagen er der bare den her optegnelse i kalenderen:

For da skrev jeg et godt gammeldags kærestebrev til LL. Mens hun lå ved siden af mig. Vil du være min kæreste? Sæt kryds: ja, nej. Hun satte kryds ved ja. Så godt og vel tre måneder efter vores første møde var det officielt. Vi var kærester. Vi fejrer årsdag den 24. juli. Men egentlig kunne vi gøre det samme den 9. april og den 12. maj. Så. Det.

Hip hurra for os. Ikke fordi i dag som sådan markerer noget som helst ‘os’. Men fordi hver dag markerer noget os. Især oven på verdens værste 2016.

*Men Facebook husker alt, og jeg søgte lige i verdens længste Messengertråd og blev klogere. Da jeg blev træt af at scrolle bagud prøvede jeg i stedet med en søgning på “hej [LLs navn]”. Og der var bid: Jeg kontaktede LL via Messenger dengang i maj 2011. Med en tåkrummende pinlig besked skåret over kammen, “hej, jeg ved ikke om det er din, men jeg har fundet en ørering under min seng, og så mange overnattende gæster har jeg heller ikke …”. Hun svarede elegant, hvorpå jeg rodede mig ud i noget med, at hun jo ku’ komme forbi og hente den, men at jeg så ikke kunne love ikke at invitere hende på et glas rødvin eller to … ÅH. Flovt. Og sødt. Sødflovt. Sovt. Flødt.

**Under min søgning laaaangt tilbage i hookup-kalenderarkiverne fandt jeg i øvrigt både noter som “Kyssede med dumme-X”, “Knaldede Y der var gift” og mere upræcise erindringer som “Whatshisname til kollefesten” eller “lægen”.

Kønsforræderi, The Handmaid’s Tale, Tjetjenien og Eurovision (eller: Vi kommer vidt omkring)

Nå, menøhhh. Ser I “The Handmaid’s Tale“? Den formidable nye urovækkende dystopi af en HBO-serie? Nej? Så kom i gang!

Den handler om en ikke-så-fjern fremtid, hvor fertiliteten har sparket sig i en nærmest lodret kurve mod 0 pct. Så de kvinder, der stadig kan føde levende børn, bliver brugt som en slags avlsslaver for rige par, der ikke selv kan reproducere. Det hele startede i øvrigt lige så stille med, at kvinderne blev udelukket fra arbejdsmarkedet, frataget retten til ejendom og så – step-by-step – strammes grebet, der skues tilbage mod sært religiøse gamle dyder og eksempelvis lesbiske (‘kønsforrædere’) bliver iskoldt henrettet. Med mindre de selvfølgelig:

  1. Retter ind efter normen og gør op med deres forrykte afviger-fortid
  2. Er i stand til at føde børn

Serien er fuldstændigt overdrevet god. (Foruden en helt vildt spændende historie hører det i øvrigt også til på plus-siden, at Samira Wiley (kendt – og elsket – som Poussey i OITNB) spiller hovedpersonens kønsforræderiske veninde).

Fuldstændigt overdrevet god, ja. Og det siger jeg med fast blik og fuld overbevisning efter blot tre afsnit. Men hvorfor er den så god?

Jo. Det er der mange årsager til. Men det skyldes blandt andet, at det er så komplet urealistisk en historie. Altså det er jo totalt langt ude at forestille sig en verden, hvor en gal leder med forskruede idealer lige så langsomt tier/slår de minoriteter og myndighedspersoner ihjel, hvis overbevisning, han ikke deler.

Det kunne jo aldrig ske i virkeligheden. Vel?

On a totally unrelated note:

I ved godt, at de har initieret en decideret homoudrydning i Tjetjenien. Og for at føje spot til skade melder verificerede kilder (det lyder som fake news, men den er god forfærdeligt rædselsfuld nok) endda, at de tjetjenske myndigheder opfordrer de homoseksuelles familier til at slå deres eget kød og blod ihjel. Det er mere uhyggeligt, end jeg kan rumme.

Det creeper mig for sindssygt ud, når ‘reglerne ikke bliver overholdt’. Altså. Selv i krig er der regler. Udbrød hun barnligt naivt. Og Rusland forholder sig – næsten som man kunne forvente – totalt tavst. Det er jo en vanvittigt effektiv kampagne. Det her med at involvere familierne. 

Jeg tror faktisk, de tjetjenske myndigheder med deres aktion vil have udpræget succes med at få homoseksualitet til at ophøre med at eksistere i Tjetjenien. Jeg er fx ret sikker på, at en Gallup-undersøgelse henholdsvis før og efter, man indfører massehenrettelser af alle ‘kønsforrædere’, på fortryllet vis vil illustrere et betydeligt fald i antallet af homoseksuelle. Like magic!

Så! Støt lige Amnesty Internationals underskriftindsamling mod bortførelse og henrettelser af homoseksuelle mænd i Tjetjenien. (Og hvis nogen hører om andet, man kan gøre for at hjælpe – så del i kommentarfeltet!).

OG – igen – totaaalt ikkerelateret til ovenstående:

På lørdag er det jo tid til homojul internationalt melodunse aka Eurovision 2017. Traditionen tro mødes vi en ordentlig flok homoer hjemme hos os og live-kommenterer os gennem tre(?) timers balkjoler, fails og ballader.

Men i år foregår Eurovision i Ukraine. Og selvom man sikkert kan sige mange grimme ting om homonattelivet i Herning, så tror jeg alligevel, jeg ville foretrække Boxen frem for Kiev. 

I morges kunne P1 således fortælle flere slemme historier alene fra de seneste to uger – blandt andet den om et lesbisk par, der på et weekendophold i Ukraine blev overfaldet. Hvorfor? Well, fordi de besvarede et par andre restaurantgæsters spørgsmål om ‘hvor deres mænd var?’ med et ærligt, “der er ikke nogen mænd.” 

Kapow.

Så Eurovision – homohøjtiden – bliver altså i år fejret i et land, hvor programmmets kernepublikum er i konstant fare, og hvor det knapt er muligt at gennemføre en 200 meter pride-parade uden voldelige overfald. Skål.

Verden er af f***ing lave.

Syvårs-blogilæum 🍾

I næste uge er det syv år siden, jeg skrev mit første indlæg her på Lebbelivet. Helt præcist fejrer jeg syvårsdag med mig selv tirsdag den 16. maj 2017. Mit forhold til bloggen har således varet godt et år længere end mit længste parforhold. Den oplysning kan du bare bruge til lige det, du nu har lyst til.

Der har helt sikkert været perioder med mere aktivitet, end der er lige nu. Men det er alligevel lidt sygt, at bloggen faktisk ville gå i første klasse, hvis den var et barn. Til gengæld ville den også være et totalt fejlernæret barn, der blev stopfodret nogle måneder og gik sulten i seng hver eneste aften på andre tidspunkter.

Så det er nok meget godt, at bloggen bare er en blog. #dybt

Seksårs-kedelighed

Ved I, hvorfor jeg ikke lebbeblogger særlig meget? Jo. Fordi jeg har været lebbekærester med min lebbekæreste i groft sagt seks år. Og ved I, hvad det mest spændende, der sker i ens lebbeforhold efter seks år, er?

Jo, det er, at man skifter sengetøj på LL’s dyne og kun den (fordi der var spildt noget utidigt på den), mens hun aftenlufter hundene. Og man så bagefter går og skuler misundeligt til den – altså dynen – og bliver lidt sur over, at HUN får rent sengetøj på, når JEG ikke gør (fordi jeg var for doven til at skifte begge).

Men så kommer man i tanker om minder Livslebben mig pænt om dengang, jeg helt for realz begyndte at tude, fordi det halve blødkogte æg var så smilende, at det gled ned af rugbrødsmaden (“fordi du havde kommet så meget mayo under, skat”). NED. AD. RUGBRØDSMADEN. Og man husker, at LL endnu ikke er skredet – til trods for, at denne type tudeture ikke er decideret atypiske.

Og så er det egentlig fair nok med det rene dynebetræk på en mandag.

PS. Hvis man sætter bindestregen forkert i overskriften, hedder indlægget pludselig “seksår-SKEDElighed”.

Kliché-fælden over alle klichefælder

“Lad os droppe julegaverne og bare give hinanden dem her”

Sådan lød det enstemmigt og med tydelig lettelse i begge vores enige stemmer, da LL og jeg i november fandt nogle afsindigt smukke lamper til entréen – aka seneste renoveringsprojekt. Og den tro levede jeg så lykkeligt – og gentagne gange bekræftet – i lige indtil i går aftes, sent, hvor LL med bekymrende/mistænkeligt lumsk smil spørger, “om jeg glæder mig til, ikke at få julegave?”.

Og der stod jeg så med alt min usle overskæg i brevkassen, velvidende at LL drager mod Jylland i morgen tidlig. Og at min dagen-før-dagen-før-dagen ganske som forventet blev så tætpakket, at der hverken var tid til overbevisende kreagaver eller helt reelt at købe noget gennemtænkt.

HVAD GØR MAN? Jeg harrrrrr tolv timer (hvoraf jeg forventer at sove de syv).

Tour-de-homo (som i de gode gamle dage)

Efter at have set (og mega-/meta-snakket) SKAM i godt selskab et sted på Nørrebro fredag aften, begik jeg den fejl/genistreg at skrive til Bedstebøssen på vej hjem ved midnatstid (vi må i øvrigt snart finde et nyt pseudonym til ham, for han HADER ‘Bedstebøssen’ af et halvskidt hjerte).

Ville bare lige høre (fra min sure cykeltur der foregik i fastfrosset tredje gear), om han var færdig til julefrokost, og om vi skulle tage en enkelt (bare en enkelt!), inden vi drog Vesterbro-over. Han var frisk, og vi mødtes foran Cosy, der var lidt for hektisk (vi stak lige hovedet indenfor men vendte om i døren – for skingert og tæt), snuppede i stedet en øl på Kiss Kiss.

Og hvis du ikke kender Kiss (Kiss), er det ikke nødvendigvis, fordi du ikke kender Kiss … Kiss, men mest bare fordi Kiss/Kiss Kiss sandsynligvis ikke hed Kiss (Kiss), da du var der for tre måneder siden. Det er den der ultrageneriske homobar på førstesalen et par numre længere henne end Masken Bar i Studiestræde. Der hvor der er ret mange bøsser i aldersgruppen 50+ som mest kommer der, synes det, fordi man må ryge indenfor. Hvilket i øvrigt er et kendetegn ved nærmest samtlige byens bøssebarer, går det i skrivende stund op for mig.

Jeg afslog blankt, da BB stille det forsigtige spørgsmål: ” … shot?”. Men en enkelt var alligevel ikke nok, så vi pakkede vores sager og tog bare lige én enkelt mere på … Gay CPH. Og hvis du ikke ved, hvad Gay CPH er, så er det, fordi du nok er lige så gammel som mig og dermed aldrig nogensinde helt kommer til at give slip på, at det er Dunkel, der hører til i de lokaler i Vester Voldgade. Og så er Gay også bare lige så tilpas anonymt, at det i virkeligheden ligner en hvilken som helst homoklub, man kan google sig frem til i en fremmed storby verden over. Blåt neonlys, Nicki Minaj på anlægget (jeg klager ikke) og øl i plastikglas, der siger ‘klak’ og ikke ‘klink’, når man skåler.

Men ind af døren trådte tre skønne halvbekendte bøsser (ikke at forveksle med Fem Fine Frøkner. Og ja, det var en reference til SKAM). Og de tog ikke tequila-nej for et svar, og snart var klokken fem, og vi var på – surprise – Nevermind.

Og min aften var fuldendt det øjeblik, jeg var trådt ind af døren til min egen lille bøssede homostambar og:

1) Havde vejret stemningen

2) Hilste på de yderligere syv skønne bøsser, jeg kendte på skønne Never

3) Vendte rundt for at smide taske og frakke i garderoben, og en lille og hip – plus ganske androgynkøn … og ret ung – lebbe greb min arm med et “Går du allerede?”. Jeg svarede med et hurtigt, øhmn nej og hvorfor? Hvortil hun svarede, så en 35-årig homodame blev smigret helt i knæ, at hun bare ville være ked af, hvis jeg gik uden vi havde talt sammen.

Jaja. Det sker garanteret for andre lebber hele tiden. Men for den her midaldrende kærestekedelige af slagsen sker der seriøst(!) aldrig. Og varmer derfor desto mere.

Nå, men da jeg havde vekslet en hel 50’er til lidt opbevaringsplads ude bagved, lånt min pudder til smuk ung bøsse på herretoilettet, og var tilbage på dansegulvet, var jeg nu snart så optaget af danseri, at det blev ved snakken … om snakken.

Og da jeg vågnede lørdag havde jeg faktisk slet ikke tømmermænd. Næsten.

Et af de der indlæg, der starter med The Wire og slutter med et rant om ordet “lesbisk”

Nå. Fordi der ikke er nok Westworld, og fordi LL ikke er hoppet på SKAM, har denne lille lesbiske husholdning endelig kastet sig over The Wire (jeg dukker mig lige, mens seriefeinschmeckere kaster sko i hovedet på mig, fordi jeg endnu ikke har set bedste HBO-serie nogensinde). Vi når ikke langt ind i første sæson, før det viser sig, at den ene kriminalinspektør er lesbisk. “Hun er lesbisk,” siger jeg. “Hun er lesbisk!”

LL mumler et, “mhmhm”. Nogle scener s(c)enere, skal lebben Kima forklare ny kollega, at hun foretrækker the poon. Kima er i øvrigt sygt lækker og ligner en blanding mellem Nicki Minaj (*swoon*) og en … lebbe.

Kima the wire lesbian

Og det bliver tåkrummende. Ikke i serien, men i mig. Fordi der stadig, efter ti års lesbianisme på egen krop, er et eller andet fordækt over ordet. Lesbisk.

Det er som om (og jeg beklager over for tudsegamle læsere, hvis jeg har skrevet præcis det samme før) at det bare aldrig udelukkende er en nøgtern, ligegyldig beskriver, ik’? Det er altid en lille smule intimt. Som om man ikke kan sige “lesbisk” uden at hinte til sex.

I formelle sammenhænge, hvor jeg skal nævne min kæreste, sniger jeg mig altid udenom ordet. “Min kæreste er en kvinde”, “jeg er homo”, “min kæreste hun hedder …”. Som om selv “jeg er til kvinder” er mindre slibrigt end “lesbisk”. Lesbisk konnoterer sex. Også når man egentlig bare snakker om seksualitet. Ik?

It never gets old

Yup. Hun sad der. Gjorde Marie Key. Og beskedens afsender kunne senere samme mandag under spøgelsestur med hundene i tusmørket på kirkegården (creepy) fortælle, at MK lignede en ret præcis blanding af samtlige mine ekskærester. Bare med briller.

Fra toget

Jeg sidder i toget fra Århus efter at have tilbragt en long overdue weekend i et sommerhus på Djursland med kær gammel veninde. Og hvis min mor fik nys om, at jeg havde krydset Storebælt uden at lægge vejen forbi hende, ville hun muligvis (nope, sandsynligvis) slå hånden af mig. Så da veninde vendte hjem til søndags(og fødselsdags!-)familielivet i en lejlighed i MIDTBYEN (hvem sagde centrum?), slog hun vejen forbi min kære moders adresse og smed mig + 2xHomohund af til tidlig aftensmad og gåtur, inden jeg måtte vende næsen hjemover i semitomt IC3 Lyn.
Min elskede, elskede mor og jeg gik en tur forbi et plejecenter et par gader fra, hvor hun bor. Hvorpå hun udbryder:
”DER MÅ I (aka mig og min bror) ALTSÅ IKKE PLACERE MIG, NÅR JEG BLIVER GAMMEL”
Jeg svarer prompte, at det skal vi da nok selv bestemme, og det kan være, vi finder et endnu værre sted til hende, bare fordi vi kan. Måske skal vi allerede nu gå i gang med at researche Verdens Værste Ældreboliger, faktisk. 
Men så bliver jeg alligevel nysgerrig, for hvad er der egentlig galt med netop det plejehjem – to gader fra hendes elskede bopæl i grønne omgivelser og sådan?
”Jo, jeg vil på et regnbueplejehjem,” svarer mor-egernet.
”De vil sgudda ikke ha’ dig, du er jo ikke homo,” svarer jeg.
”Nej. Men jeg vil have ordentlig mad. Jeg tåler ikke sådan noget koteletter i fad og medister. Det tror jeg ikke, de serverer på regnbueplejehjem.”

Alligevel vildt, at der kan være så mange bizart opdigtede ideer i så rummeligt et lille dannet (vegetar!-)væsen.

Den anden lebbetest

Du spørger: Er hun lebbe?

Jeg svarer – uden at tøve – hvis minimum halvdelen af vores fælles Facebook-venner er lebber: Ja.

Ældre indlæg