Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Kategori: typisk lesbisk (side 1 af 14)

Underskriftindsamling til fordel for et boycot af pubertetsdrenge, der ligner sygt lækre voksenlebber

I går indtog jeg regnbueresterne fra lørdagens melodunsekomsammen, hvor vi formåede at proppe otte homoer (plus det løse) ind på de godt og vel seks kvadratmeter, vores spritnye (og her mener jeg faktisk ‘sprit-‘ og ikke ‘splinter-‘) tv-stue måler.

(Indlægget fortsætter under følgende – uforholdsmæssigt gevaldige – billede af noget surt OG regnbuefarvet slik, der var så kunstigt, at det fik selskabets gravide deltager til efter et enkelt stykke, da skålen blev budt rundt igen, at udbryde et høfligt, “nej tak, jeg har vist fået min ration farvestoffer nu” )

Jeg er stadig især blæst bagover af rumænsk aggressiv-jodling (nu ved jeg hvordan de skælder ud i Alperne). Don’t say it. Jodle It. Jeg stemte to gange på den. Selvom man ikke kan. Det vil jeg da rent ud sagt skide på. Fatter stadig ikke hvordan sejren kunne gå til påtaget portugisisk Édith Piaf-emo, når man kunne have præmieret et sådant yodelaiiåh-mesterværk.

Sangen fik i øvrigt en ekstradimension af, at jeg præcis en uge tidligere havde tilbragt fire timer i Cinemateket med at jodle derudaf til en sing-a-long-karaokeudgave af The Sound of Music. High on a hill was a lonely goatherd. Uden så meget som et gran af ironi i øvrigt.

Nå jo. Og så var Eurovisionens bulgarske indslag jo bare ét langt lesbisk mindfuck. Min hjerne nægtede i hvert fald pure at acceptere, at det var en 17-årig knejt ved navn Kristian og ikke en – yderst attraktiv – lebbe omkring de 28, der sang “Beautiful Mess”.

Men altså. Hvis jeg havde en krone for hver eneste gang, jeg har vendt mig om efter hot lebbe på gaden kun for at erfare, at jeg i virkeligheden småpædofilt har sendt lange blikke efter semipubertær gymnasiedreng …

… Så ville jeg i hvert fald have 40 kroner.

 

 

Gåde: Hvad kan få en lebbe til at råbe “MÅSKE”?

Og så var det, at BT skrev en artikel med følgende ret så lokkemadsagtige – omend megalange – overskrift:

“Kvinden er sat i verden for at sige ja til sin mand, og manden er sat i verden for at sige nej til sin kvinde!”

En artikel vel at mærke, som jeg i øvrigt slet ikke synes, I skal værdige med et klik, for bag linket finder I bare endnu mere munddiarré a la: “I det daglige oplever jeg, hvorledes mænd underlægger sig deres kvinders behov; behovet for at passe børnene på kvindens måde. Hvad børnene kan tåle, eller ikke tåle, er bestemt at kvinderne, selv for drengebørnene. Den såkaldte moderne mand er blevet kvindeliggjort i en sådan grad, at han ikke selv er i stand til at se det. Spørgsmålet er så, om det er evolution eller manipulation?”

Er sikker på, der har siddet nogen på webredaktionen og trykket ‘publicér’-knappen i bund og efterfølgende med Mr. Burns-fingertromme-fakter udbrudt et, “and now we wait [for the feminazis to attack]”.

Og således hidkaldt må jeg simpelthen sige, at den overskrift i hvert fald i min lille lesbiske husholdning havde nærmest fatale konsekvenser.

Hvorfor? Jo. Fordi der kun bliver angivet, hvad mænd skal sige til deres kvinder og vice versa. Ikke et ord om, hvad kvinder skal sige til deres kvinder.

Så nu stritter LL og jeg bare rundt om hinanden og råber “MÅSKE!”, indtil vi modtager nærmere ordrer.

Fem ting, jeg er glad for, at der ikke er nogen, der tæller

  1. Hvor mange lakridspiber, der var i skuffen på work henholdsvis i går (før jeg ‘arbejdede sent’) og i dag
  2. Hvor mange forskellige sange, LL og jeg synger om (og ikke mindst for) vores hunde. Og på hvor mange forskellige melodier
  3. Hvor mange få (milli)sekunder, det tog for mig at gætte, at der var tale om Billy Joels “Uptown Girl” i musikquizzen på skihotellet i Tignes i marts
  4. Hvor mange få gange jeg har brugt mit fitnessabonnement siden januar
  5. Hvor mange penge jeg i weekenden brugte på, at den samme taxachauffør fragtede mig: a) Fra Nevermind og hjem b) Fra hjem til Nørrebro for at hente glemt nøgle c) Fra Nørrebro og hjem igen

Er ‘Den Usunde Ske’ helt særligt lesbisk?

I fredags var det godt vejr. Så direkte fra arbejde var det planen at mødes med LL på Oscar og drikke en fyraftensøl.

Da jeg parkerede cyklen på hjørnet af Regnbuepladsen gik det (igen) op for mig, at jeg er blevet … ældre. For ti år siden var Oscar lidt noget, vi i min omgangskreds rynkede brynene (næsen?) over. Folk på Oscar var gamle og kiksede. I ved.

Og i dag er der få steder, jeg føler mig så behageligt tilpas som der. Det skulle da lige være Nevermind.

Man har et standpunkt. Og sådan.

Da jeg spejdede efter LL og erfarede, at jeg var kommet hende i forkøbet, gik en af hendes veninder mig i møde. Et helt lille lesbisk selskab inklusiv flere af LL’s venner okkuperede nemlig et par borde i de sene solstråler.

Jeg slog mig ned, LL stødte til, øllene smagte godt, og pludselig var klokken tæt på midnat.

Det meste af selskabet var brudt op, men vi sad en lille flok på fem tilbage. To af dem, der var gået, var gået sammen. Og det var åbenbart lidt overraskende. Uden at kende detaljerne sådan helt til bunds, blev det mig i hvert fald forklaret, at de to lesbiske singleveninder (der i øvrigt er nærmest præcis samme type: små og vanvittigt veltrænede, tilbagestrøget hår, godt med knald på teinten og læderjakker) havde forladt selskabet samtidig – for “måske/måske ikke at ligge i ske”, som en af de tilbageværende funderede.

Naivt spørger jeg:

“Jamen, det er der vel heller ikke noget galt med? Det lyder da meget hyggeligt at ligge i ske.”

Hvorpå en af de tilbagevendende, lad os kalde hende KL (Klogelebben), så rigtigt svarer:

“Ja. Med mindre det er en usund ske.”

Og det måtte jeg jo give Klogelebben ret i.

Den usunde ske er virkelig … usund. Og måske endda ret så lesbisk? Jeg er personligt verdensmester i usund ske, når jeg er single. Hellere en usund ske end ingen ske, synes at være min (og en række andre (lebbers?)) logik.

I kender det måske? 
De der skeer som nok lidt i hvert fald for en periode forhindrer, at man kommer ud og oplever det der store, fordi man – lige meget hvor meget man siger højt, at det jo bare er midlertidigt og no strings attached og ingen følelser og slet ikke kærestemateriale – alligevel (og “man” kan her 1:1 erstattes med “jeg”) typisk kommer til at føle et eller andet for en hvilken som helst kvinde, man giver så meget tid, nærhed og intimitet.

Giver det mening?

I øvrigt resulterede øl i den aftensol, der forsvandt omtrent klokken ni og efterlod en flok lebber siddende rystefrysende i hårdnakket insisteren på at det altså VAR sommer, i at jeg har tilbragt resten af weekenden under dynen med lange baner af snot hængende ud af næsen og faktisk feber.

Det var stadig det hele værd.

Frozen, frigide lebber og voksenaftaler

Lige vågnet op med en god dosis af verdens mest privilegerede følelse i maven. Resten af maven er proppet med rødvin og ceviche oven på formidabelt middagsselskab i går aftes.

Jeg har brugt de seneste par uger (måske endda måneder?) på at fundere over, at 30’erne lidt har indhentet mig efterhånden.

… Uden at jeg rigtigt har bemærket transitionen, er byture og forfester (det koncept, altså!) blevet afløst af middage og decideret nedskrevne kalenderaftaler alle fredage flere måneder frem i tiden.

I går spiste vi (jeg er apparently blevet sådan en, der bare gør det nemt og siger “vi” fra begyndelsen) på Østerbro hos et par bøsser med et par lebber plus det løse. Endda et par lebber, som jeg ikke blot aldrig tidligere havde hilst på, men også et par lebber, der var omtrent ti år ældre end mig og ret seje. Men heldigvis også helt enormt søde på en aldeles ikke intimiderende måde.

Snakken faldt – naturligvis – i aftnens løb på det vanvittige postyr omkring den der Frozen-koncert, hvortil en af voksenlebberne nævnte, at hele Frozen jo er én stor spring ud-historie: “Let it go!”

OMG.

Jeg havde aldrig hørt den tolkning, men det er åbenbart halv-alment kendt. Elsa, snedronningen gør endelig op med heteroforventningerne og sådan.

“Men hvorfor flytter hun så op på det bjerg,” spurgte en af bøsserne?

Fordi hun er kold og frigid. Hun er jo lesbisk, hun har ikke brug for det der sex, det er slut nu, lesbian bed death, lød mit svar, som derfra blev en form for aftnens tørt-ironiske samtale-hjørnesten.

Kender I det?

At der altid er én vittighed, som bliver en slags omdrejningspunkt, man kan vende tilbage til. Jeg elsker det. Det giver samtaleselskaber en harmoni og struktur, der næsten minder om et standup-show. Og næste gang man ses er det glemt. Så det gælder om at gribe fast og presse den citron for al saft og kraft, mens man kan.

Som aftnen skred frem steg selskabets promille, som det sig hør og bør, men den her lille arbejdslebbe (der – hey! – havde været oppe klokken 06 for at løbe) var mest bare træt.

Så mens resten af selskabet snakkede om Nevermind, pakkede hun lige så stille sammen.

Eller, først blev der faktisk snakket Jolene og Kødbyen, indtil en af voksenlebberne skar igennem og sagde, “I ved jo, at vi ender på Nevermind alligevel, så hvorfor ikke bare tage den direkte vej og droppe svinkeærinderne?”, og således  stoppede diskussionen.

Men jeg tog min LL og 2xBulldog (der ikke blot var inviteret men krævet medbragt) og gik mod Nørreport. Men Nørreport var lukket, LLs cykel punkteret, og taxaerne ignorerede benhårdt vores lille menageri, så det endte med følgende noget usikre men dog ret nuttede set-up:

Mig på min cykel med Homohunden i kurven og LL på bagagebæreren med mindstehunden i favnen.

Noget slingrende (både i hovedet og på cykelstien) nåede vi Vbro i godt behold. Så det.

Og tænkt så ellers lige lidt mere over det der med Frozen, mens jeg pakker tømmermænd og hvad-har-vi sammen og får konstrueret en indkøbsseddel til i aften, hvor det er hos os middagsselskabet skal stå.

Middagsselskabermiddagsselskabermiddagsselskaber.

Nørd vs. Lebbe, eller: “Mine fingre fejler ikke noget.”

Af og til består en del af mit arbejde i at teste nye versioner af en helt bestemt iPhone app sammen med nørderne oppe fra udviklingsteamet.

Jeg er nemlig berømt vidt og bredt som master-crasheren, der kan få alt til at gå i stykker. Det gør mig til et bundsolidt og nærmest uundværligt test-subject, når man skal sikre sig at noget elektronisk vitterligt er komplet umuligt at smadre.

Således sad vi der om mødebordet, og pludselig gad app’en ikke lege på min telefon. Jeg rapporterer min fejl til nørderne, der ikke forstår, hvad der kan være galt.

Så en af dem siger, halvt i sjov:

“Er du sikker på, det ikke er din finger, der er noget galt med?”

Jeg tager en dyb indånding. Fanger hans blik.

Holder en middellang kunstpause og kan se, hvordan han 1) fortryder sit ordvalg, og 2) ikke helt ved, om vi kan tage den hele vejen ud over kækhedsrampen.

Men det kan vi. For jeg svarer:

“Honey. Tro mig. De her fingre fejler absolut ikke noget. Der er i hvert fald hidtil ingen, der har beklaget sig.”

Nørd: 0 / Lebbe: 1

Burde tagge indlægget under “subtile insinueringer”.

Om ekskærester. I Lebbeland.

Det virker ikke okay at skrive et blogindlæg om noget andet end alt det tragiske, der udspillede sig i går og i nat. Men jeg er så mæt af danskheds-gradbøjninger – om fx hudfarver, der kan være “arabiske men lysere end normalt”. Hvad fanden foregår der? Bør man ikke – præcis som i alle andre minoritetssammenhænge – forsøge at pakke generaliseringerne, mærkaterne og normerne væk? Bare lidt?

Please.

Hvis jeg – apropos – derimod skulle sætte en lillebitte mærkat på min weekend, skal der stå “ekskærester” på den.

Fredag drak jeg en fyraftensøl, der blev til en fire-fem stykker, med min første damekæreste. Lad os kalde hende KB. Vi var sammen i tre år og brugte nogle timer på at remminiscere over hvor sindssygt unge og lidt dumme (søde), vi var.

Det var helt vildt rart at se hende – det sker for sjældent – fordi der var så meget, hun lærte mig – og fordi hun var prøveklud for så mange af mine helt tidligere og allerførste lesbiske erfaringer. Og jeg mener ikke kun alle dem i soveværelset (som dengang også agerede stue, garderobe og spisekrog, fordi vi boede på hvert vores lejede værelse i hvert vores bofællesskab. Fordi vi var 24).

Der er noget ømt over de der tidlige seriøse forhold. Fordi man er så defineret af sine første erfaringer. Der er bare ikke rigtigt noget, der trumfer at opleve ting for første gang, vel? Alt det næste er sammenligninger.

Nå. Siden drønede jeg hjem til LL, hentede Bedstebøssen med på vejen og så X Factor med rødvin i glasset. Og hverken værre eller bedre gik det, end at den der gruppe, som Blachman har samlet, og som lidt prætentiøst bare hedder deres efternavne, sang Fleet Foxes. Og ikke en hvilken som helst Fleet Foxes-sang, men den som jeg med min anden damekæreste øvede en yndig flerstemmig version af, mens vi stadig var sammen.

Jeg husker tydeligt, at vi engang i – hvad? 2009? 2010? – da vi var kærester, tilfældigt var ude at spadsere på Amager Fælled og bemærkede nogle lange, lange køer foran DR Byen.

Vi gik derover og opdagede, at køerne skyldtes X Factor-auditions, og debatterede længe, om vi skulle stille op. Med Fleet Foxes-sangen. Fordi vi ikke sang decideret dårligt/falsk, og fordi vores seksualitet potentielt kunne være en forlomme til i hvert fald én enkelt tv-appearance.

Lebbeduoen.

Og hun så åbenbart også X Factor i fredags. For netop, som jeg greb min telefon for at smide hende en sms (selvom vi faktisk ikke har snakket sammen i mange måneder), om at nogen havde stjålet vores glory, bippede en besked ind på iphonen og kom mig i forkøbet:

Det gør mig enormt glad, at jeg er på venskabelig talefod med mine ekskærester. Selvom det vel i lebbeland er mere reglen end undtagelsen.

Og det er da ikke altid nemt, bevares, men LL er et omtrent tusind gange større menneske end mig. Hun er virkelig chill-faktor 20. Det er dejligt. For hun skulle dælme lige prøve at være über friendly med sine ekser, så ville jeg freake. For sindssygt. Be warned.

NB: I øvrigt var det der med “trygt mellem to mænd” en hentydning til Thomas Blachmans ret irriterende kommentar til netop trioen og dennes kvindelige medlem, der stod i midten under deres optræden. Jeez.

De (aller-)allerværste lesbiske barer

Okay. Først og fremmest to anbefalinger:

1. Hvis ikke, I allerede er nede med Autostraddle, så er det bare med at komme … ned. Autostraddle er det velsagtens største lesbiske site out there, og de laver pissegode, dybe og sjove artikler. Klart anbefalingsværdigt!

2. Hvis I kan lide podcasts, og lige som undertegnede bare venter på næste episode af Serial (ja, det halvnye skud på This American Life-stammen har totalt afløst Savage Lovecast på toppladsen af min favoritliste) … Så håber jeg, at I også engang imellem trykker play på The Double X Gabfest. Det er ikke topprofessionelt og nogle gange lidt for snakkeagtigt, men faktisk samtidig et meget fint feministisk input to-go. 

Mens man venter. På Serial. Som I selvfølgelig hører. Ikke?
Nåmenokay, i hvert fald afslutter de tre snakkehoveder i Double X altid programmet med en række anbefalinger af alt fra bøger til artikler til musik til podcasts til standup-comedy. Og i forrige uge anbefalede deres lebberedaktør – og det er nu, de to punkter ovenfor bindes sammen, parat? – følgende artikel på Autostraddle:
The Worst Lesbian Bars
Journalisten bag denne artikel har simpelthen gennemgået samtlige skodanmeldelser af amerikanske lebbebarer på Yelp
Og det er så sjovt, tag fx denne beskrivelse af en ikke navngiven bar (frit oversat af undertegnede):
“Vi ankom omkring klokken halv tolv og skulle mødes med en ven til en drink, fordi “det her er stedet, hvor alle kommer.” Well. Hvis det her er alle, så opgraderer jeg mit Netflix-abonnement.”
… eller den her:
“Du tager ikke på club for at høre “The Macarena” eller Will Smiths “Getting Jiggy With It” på CD.”
Hele listen er hi-larious, og så fik den mig naturligvis til lige at tjekke Yelp-anmeldelserne af vores egne nationale homobeværtninger. 
Der er nærmest for få til, at det kan betale sig at anonymisere dem. Men jeg har gjort det alligevel. Ingen grund til at hænge hypotetiske barer, der i teorien kunne være indrettet i tidligere bordeller, ud offentligt, vel?
Og jeg faldt alligevel over et par fantastiske one-liners. De får lov til at stå på engelsk. 
Mit Såkaldt Lesbiske Liv præsenterer:
Det siger turisterne om vores homobarer!
  1. “You have to really like women to even want to sit here for a while.”
  2. “It’s a pretty little place but it’s tiny and there are grope-y old ladies. There are also very young, eager kids. Just another gay night in the great L word.”
  3. “If you’ve never been to a female equivalent of a meat market gay bar – here it is.”
  4. “It’s good fun for a night but I can’t imagine coming here more than once.”
  5. “A lot of femmes. If you’re a butch, you’ll probably get lucky easily. The women there are gay but nearly never queer. A bit too serious, but you won’t find better in the country.” 
… Og så lige den rigtigt sure, gæt selv hvor denne gæst har været:
“The wardrobe is exactly on the opposite side of the entrance, so everybody must walk between dancers in order to go in and out the club. That’s awful. But the most annoying thing of that place is the music: 80s and 70s trash and pop music that only an old man can remember … and even the DJ was not able to “synchronize” the rhythm between a song and the next one, generating a sense of disorder and frustration every time a new rhythm arrive on the dance floor.”
Som podcast-redaktøren kærligt udtrykker had/kærlighedsforholdet til lebbebarer:
Lesbian bars are awful. But they’re our awful.

Besøg af Satans oldemor, aka PMS

Lykke kan man ikke købe for penge, siges det.

Bevares.

Men for penge kan man fx købe en hotelovernatning, når begge lebber på matriklen rammes af massiv PMS samtidig. Og det er faktisk også en form for lykke. I modsætning til synkroniseret menstruation.

Disclaimer: Det har vi altså aldrig gjort. Trods alt. Men når vi bliver rige …

Givskud Zoo. Typisk. Fucking. Lesbisk.

Jeg smuttede lige forbi en ret så lesbisk facebookgruppe forleden. Jeg likede den. Og – vupti – dukkede følgende recommendations op til mig: 

Jeg griner og græder på samme tid. Det er så … præcist. Og tænk engang at Facebook har en algoritme, der i praksis kan fortælle mig, at “Other lesbians also liked …”

Det er da ret vildt. Og det andet vilde er dette:

Givskud Zoo.

Jeg har været der. Måske to gange endda. Men ikke som sådan i lesbisk øjemed. Har dog måske haft damekæreste med til familiehejs i Givskud Zoo engang. Så det.

Min hjerne slår folder på sig selv i forsøget på at gennemskue det homorelaterede ved den dyrepark?

Hvorfor dukker Givskud Zoo op side om side med Anne Linnet, Linda P., Marie Key og (for crying out loud) Sarah-fra-X-Factor?

Linse Kessler kan vi også godt snakke lidt om. Hun er på en eller anden måde en ret perfekt stødpude (bryst-pun intended) mellem lebberne til venstre og så dyreparken. Hun er lige dele lebbeikon (tænker jeg) og dyreven, ikke?

Men jeg er stadig forvirret. Og like’de i øvrigt ikke Givskud Zoo.

Ældre indlæg