Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Kategori: TV (side 1 af 4)

Hjælp til dame-onani?

Okay-okay, det er en ret clickbait-ish overskrift. Undskyld. Men den er faktisk alligevel ret så rammende. For jeg HAR brug for jeres hjælp, og det HANDLER om kvinder, der onanerer.

Here goes:

Det sker, som I måske ved, at jeg – når tiden tillader det (efterhånden sjældent) – bidrager til seriedækningen i et dansk medie. Jeg har taknemmeligt frie hænder, og nu skal jeg nok skrive lidt om kvindelig onani i tv-serier. Med eksempler på både virkelig god, rammende, realistisk og sexet solosex … og det modsatte: Tåkrummende stereotyp, kikset, corny og urealistisk ditto.

Jeg tænker SATC, The L Word, Orange is the New Black, GIRLS … men har I flere eksempler? Hvornår har det været steaming hot, og hvornår har det været håbløst?

Hjælp?

Skal vi virkelig klappe i hænderne over Pixars animerede homokortfilm i 2017?

// Disclaimer: Jeg har – efter at have udgivet indlægget nedenfor – erfaret, at jeg har været aaaalt for hurtig på homoaftrækkeren. “In a Heartbeat” er nemlig, viser det sig, ikke en Pixar-produktion. Men derimod en Kickstarter-finansieret “in the style of Pixar”-kortfilm. Fordi der har været nok mennesker, der mente, verden havde brug for en homotegnefilm til, at projektet kunne crowd-fundes. Og det er jo sådan set meget sympatisk. Så nedenstående multinational-koncern-pink-washing-kritik kan I i princippet stikke skråt op. Det er reelt fake news. Bare kald mig Breitbart. //

Har I set den? ‘In a Heartbeat’ – den nye ‘animated short’ fra Pixar? Også kaldet Pixars take på en #evak? Ellers kan I se den nedenfor. Den er megasød. Og jeg tudede også lidt. Men.

Jeg synes helt ærligt, at den lugter en lille smule af pink-washing. Pixar er sgu hoppet en postgang for sent på mangfoldighedsbussen til, at filmen bør gå viralt og “tage internettet med storm” (som BoredPanda rapporterer).

Here’s why:

a) Filmen røvsyg, sådan rent  narrativt (Spoiler alert): Dreng er forelsket i dreng. Dreng tør ikke helt vise sin forelskelse. Dreng ender ved et uheld med at blæse sin forelskelse ud over hall’en på deres skole. Drengs hjerte brister. Dreng bliver flov og flygter ud bag et træ. Anden dreng opsøger ham og heler hans hjerte. Love. The End.

b) Animationsstilen er gammeldags (tænk tidlig Toy Story blandet med et SpongeBob SquarePants-agtigt 2D-hjerte).

c) Havde historien handlet om heteroseksuel forelskelse, ville den være endt i papirkurven på Pixars pitch-kontor. Den er simpelthen for tynd. Og det er simpelthen ikke længere sensationelt nok at to fyre er forelskede til, at det kan bære en i forvejen tynd historie.

Hvis Pixar havde lavet den her kortfilm for ti år, nay, fem år siden. Så havde jeg måske været på halen over progressiv amerikansk multikoncern.

Men nu er de jo bare medløbere.

Det er lidt som med den flotte regnbuefarvede Tuborg Pride Edition-dåse. Jeg blev så glad, da jeg så den. For de drikker Tuborg i stor stil i både Rusland og Tyrkiet. Som i: i stor stil(!).

Men ved I hvad? Jeg forhørte mig hos bekendt på Carlsberg (der jo ejer Tuborg), og Pride-udgaven bliver udelukkende lanceret på det danske marked. Det bliver altså ingen regnbuedåser på Den Røde Plads. Og det hele bliver sgu lidt fladt, når Tuborg samtidig er garant for de mest stereotype mandehørmsreklamer.

Og det er fanme for nemt at købe ind i homohypen men ikke walk-the-walk hele vejen ud i de afkroge, hvor det er reelt svært at være homo og kontroversielt, når en gigakoncern viser sine sande (regnbue)farver. Ligesom det også er for let at lave en homokortfilm knap et år efter, at hele verden har heppet på #Evak, og efter at HBO har fornyet “Looking” i hvert fald én gang.

Og bare fordi DET ER FØRSTE GANG, PIXAR VISER HOMOKÆRLIGHED, så skal vi altså ikke klappe i hænderne, når de gør det alt, alt for sent (og i øvrigt lader skærmen gå i sort inden det afsluttende filmkys, så vi blot ser de to homodrenges hjerter forenes mod en sort baggrund. Gab. De har sgudda snavet på tegnefilm lige siden #udensamtykke-kysset i Tornerose).

Nå. /rant over. Her er filmen:

Øhhm. Hvad skete der lige med Orange is the New Black?

Jeg har ligget i sengen med Alle Influenzaers Moder (trademark pending) den seneste lille uges tid. Fået set/sovet mig gennem hele den nye sæson af House of Cards (og lovprist guderne for ‘Skip intro’-funktionen!).

Og så har LL og jeg pligt-set Orange Is The New Black.

Og jeg mener virkelig pligt-set. For er luften ikke bare komplet gået af den ballon? Efter første afsnit måtte vi google, om serien havde fået ny instruktør eller forfatter, men ingen af delene er tilfældet. Den er bare pludselig tam, B-film-agtig, langsommelig og overspillet. Jeg har kun ytret et lillebitte ‘høhø’ der, hvor Blanca får en makeover, hvilket afføder kommentaren: “Blanca! Your eyebrows. They’re … plural.”

Men jeg må ( … stadig) med skam i stemmen erkende, at jeg synes hende der nazien Brandy er afsindigt pænt. Altså. Sådan helt vildt. Ja. Kort fortalt er hun vel bare lige præcis så pæn, at man kan se igennem fingre med, at hun spiller en mildt talt temmelig ubehagelig white supremacy-type.

Billedet nedenfor har jeg lånt på IMDB, hvor jeg også kan læse mig frem til, at det er navnet Asia Kate Dillon, jeg skal hviske i mine drømme lige præcist lavt nok højt nok til, at LL måske finder på at tatovere noget dybt (og helst ikke nazistisk, please!) poesi på halsen. Jeg kan endvidere forstå, at jeg måske i stedet for OITNB skulle kaste mig over serien Billions, hvori Asia Kate Dillon spiller en tilsyneladende dejligt lesbisk* (og ikke bare forvirrende skinheadet) karakter.  Hvem ved noget om den?

*I stand corrected. Det viser sig, at Asia Kate Dillons rolle i Billions faktisk er den første ikke-binært definerede karakter på mainstream-tv, like, ever. Hvilket er stort. Og i hvert fald vigtigt nok til, at jeg ikke fejlagtigt skal udråbe vedkommende som lesbisk. Men pæne er de(!) altså alligevel. Og det viser sig endda også, at Asia Kate Dillon selv identificerer sig som non-binær. Så lesbiske er de i hvert fald ikke. Men ikke dermed komplet umulige at få på balkortet, skulle jeg mene. Hvis vi ser bort fra de der små detaljer med, at de er hollywoodkendte og sandsynligvis angivet på flere fantasibalkort verden over, end jeg tør tænke på.

Kønsforræderi, The Handmaid’s Tale, Tjetjenien og Eurovision (eller: Vi kommer vidt omkring)

Nå, menøhhh. Ser I “The Handmaid’s Tale“? Den formidable nye urovækkende dystopi af en HBO-serie? Nej? Så kom i gang!

Den handler om en ikke-så-fjern fremtid, hvor fertiliteten har sparket sig i en nærmest lodret kurve mod 0 pct. Så de kvinder, der stadig kan føde levende børn, bliver brugt som en slags avlsslaver for rige par, der ikke selv kan reproducere. Det hele startede i øvrigt lige så stille med, at kvinderne blev udelukket fra arbejdsmarkedet, frataget retten til ejendom og så – step-by-step – strammes grebet, der skues tilbage mod sært religiøse gamle dyder og eksempelvis lesbiske (‘kønsforrædere’) bliver iskoldt henrettet. Med mindre de selvfølgelig:

  1. Retter ind efter normen og gør op med deres forrykte afviger-fortid
  2. Er i stand til at føde børn

Serien er fuldstændigt overdrevet god. (Foruden en helt vildt spændende historie hører det i øvrigt også til på plus-siden, at Samira Wiley (kendt – og elsket – som Poussey i OITNB) spiller hovedpersonens kønsforræderiske veninde).

Fuldstændigt overdrevet god, ja. Og det siger jeg med fast blik og fuld overbevisning efter blot tre afsnit. Men hvorfor er den så god?

Jo. Det er der mange årsager til. Men det skyldes blandt andet, at det er så komplet urealistisk en historie. Altså det er jo totalt langt ude at forestille sig en verden, hvor en gal leder med forskruede idealer lige så langsomt tier/slår de minoriteter og myndighedspersoner ihjel, hvis overbevisning, han ikke deler.

Det kunne jo aldrig ske i virkeligheden. Vel?

On a totally unrelated note:

I ved godt, at de har initieret en decideret homoudrydning i Tjetjenien. Og for at føje spot til skade melder verificerede kilder (det lyder som fake news, men den er god forfærdeligt rædselsfuld nok) endda, at de tjetjenske myndigheder opfordrer de homoseksuelles familier til at slå deres eget kød og blod ihjel. Det er mere uhyggeligt, end jeg kan rumme.

Det creeper mig for sindssygt ud, når ‘reglerne ikke bliver overholdt’. Altså. Selv i krig er der regler. Udbrød hun barnligt naivt. Og Rusland forholder sig – næsten som man kunne forvente – totalt tavst. Det er jo en vanvittigt effektiv kampagne. Det her med at involvere familierne. 

Jeg tror faktisk, de tjetjenske myndigheder med deres aktion vil have udpræget succes med at få homoseksualitet til at ophøre med at eksistere i Tjetjenien. Jeg er fx ret sikker på, at en Gallup-undersøgelse henholdsvis før og efter, man indfører massehenrettelser af alle ‘kønsforrædere’, på fortryllet vis vil illustrere et betydeligt fald i antallet af homoseksuelle. Like magic!

Så! Støt lige Amnesty Internationals underskriftindsamling mod bortførelse og henrettelser af homoseksuelle mænd i Tjetjenien. (Og hvis nogen hører om andet, man kan gøre for at hjælpe – så del i kommentarfeltet!).

OG – igen – totaaalt ikkerelateret til ovenstående:

På lørdag er det jo tid til homojul internationalt melodunse aka Eurovision 2017. Traditionen tro mødes vi en ordentlig flok homoer hjemme hos os og live-kommenterer os gennem tre(?) timers balkjoler, fails og ballader.

Men i år foregår Eurovision i Ukraine. Og selvom man sikkert kan sige mange grimme ting om homonattelivet i Herning, så tror jeg alligevel, jeg ville foretrække Boxen frem for Kiev. 

I morges kunne P1 således fortælle flere slemme historier alene fra de seneste to uger – blandt andet den om et lesbisk par, der på et weekendophold i Ukraine blev overfaldet. Hvorfor? Well, fordi de besvarede et par andre restaurantgæsters spørgsmål om ‘hvor deres mænd var?’ med et ærligt, “der er ikke nogen mænd.” 

Kapow.

Så Eurovision – homohøjtiden – bliver altså i år fejret i et land, hvor programmmets kernepublikum er i konstant fare, og hvor det knapt er muligt at gennemføre en 200 meter pride-parade uden voldelige overfald. Skål.

Verden er af f***ing lave.

Homohelbredelsen

Har I set den? Dokumentaren Homohelbredelsen? På DR?

Jeg så den med milde tømmermænd i søndags (efter glimrende lørdags-glimmerfest i mere end én forstand – både Guldmineparty OG melodunsefejring).

Og jeg er ret målløs. Dels fik jeg totalt squad envy. Christine har jo et lebbe-entourage, som vi andre kun kan drømme om (no offense, venner). Jeg fik også lidt tattoo envy. Pæn vinge på vingen, alligevel. Og så ville jeg da heller ikke skælde ud, hvis jeg så lige så sej ud på et longboard.

Men dokumentaren gav mig til gengæld ikke det mindste frikirke-envy.

Det er meget svært at se dokuen så’n 100 pct. objektivt, når man selv:

1) Blev døbt som 12-årig for at få gaver … og formede helligånden i fimoler som en del af konfirmationsforberedelsen hos ret laid-back kvindelig(!) præst.

2) Er homo.

Men for mig virker det at fravælge sin seksualitet for resten af livet simpelthen som at give thumbs up til at få skåret et raskt ben af og så bare acceptere, at man nok kommer til at gå lidt træls til sine dages ende. Skodanalogi. Beklager.

Og næstekærlighed og religion begynder bare at klinge en lille smule hult, når gud (whoever she is) kun kan acceptere dig fuldstændigt med hud og hård og helt og betingelsesløst, som den du er, hvis du, well … ikke er den, du er.

Men det, der for mig virker så vildt er, at Christine i dokumentaren synes enormt velreflekteret. Hun er jo selv driften bag dette ønske om at smide sin seksualitet fra sig. Det siger hun jo. Selvom det er svært ikke at mistænke et helt livs indoktrinering for at være den sande driver bag beslutningen.

Og samtidig tager hun jo nul bullshit fra de to vanvittige homohelbredere og deres sindssyge amerikanske manipulation. Og er heller ikke bange for at gå farmand på klingen og stille spørgsmål ved, hvorfor han ikke kunne acceptere hendes tidlige teenagekæreste på lige fod med søskendes heterokærester.

Jeg er både:

1) Meget bekymret for Christine (fordi hun virker så glad og tilpas i sin homotilværelse)

2) Meget sikker på, hun nok skal klare den

3) Meget bange for at sætte ord på, at jeg er meget sikker på, hun nok skal klare den, fordi det lyder patroniserende, og hvordan kan JEG være så sikker på, at min sekulære homofile vej gennem livet er den rigtige?!

Jeg har brug for at diskutere det. Og hvis nogen (who am I kidding, naturligvis er der nogen), der kender Christine, så fortæl hende lige, at hun er megasej (og fortæl mig, hvor historien ender? Er hun stadig sammen med sin søde kæreste? Er hun stadig homo?)

Mordet på Jannick – hvad synes I?

Shit fuck lort shit fuck lort shit fuck lort shit fuck lort shit fuck lort shit fuck lort shit fuck lort shit fuck lort shit fuck lort shit fuck lort shit fuck lort shit fuck lort shit fuck lort shit fuck lort shit fuck.

[still fra dokumentaren]

Jeg var bare lige helt uskyldigt forbi ovre på Facebook. Og så linkede DR3 til en helt ny dansk dokumentar, der hedder “Mordet på Jannick“. Og jeg var lige i humør til lidt godt krimidrama a la Serial, så jeg trykkede uforvarende play her fra sengen, mens LL arbejdede i stuen.

Jeg nåede cirka et kvarter ind i den noget mystisk opstillede drabssag, før jeg regnede ud, hvordan historien hang sammen.

Hvis du helst vil se dokumentaren spoiler-frit, så kan du se den på DR’s hjemmesiden (indtil 14. oktober 2015) LIGE HER.

… og så tales vi bare ved bagefter.

Hvis du kan klare mine tanker om den, så læs videre (men hvis ikke du kender handlingen, så synes jeg helt sikkert, du skal se dokumentaren, før du fortsætter!).

– SPOILERS NEDENFOR –

For shit for helvede da. Efter 25 minutter hørte LL mig sige “fuck” første gang. Og så kom de bare, udbruddene, som perler på et hvidt nylonreb: “shit”, “åhnej”, “nejnejnej”. Og. Så. Fremdeles. Det var umuligt ikke at sige det højt.

Til sidst kom LL ind, mens jeg sad med tårerne dryppende fra hagen og tudede, som blev jeg nappet hårdt i det-der-hud-på-indersiden-af-overarmen. Helt hulkende.

Dokumentaren handler om Michelle.

Der levede sit kun 19 år lange liv som Jannick, en lidt utilpasset (og det tror da fanden) og enormt sympatisk, elskelig knægt. Indtil det ikke gik længere. Michelle ville ud. Og det hjerteskærende indre tovtrækkeri var for hårdt for et plaget sind, så Jannick tog sit liv og blev først i kisten velsignet som Michelle.

Familien var slet ikke klar over, hvor alvorligt det var – jo, der havde været pigetøj i den nederste skuffe på gamer-værelset og snak om en ftm-operation. Men Jannick var fåmælt, Michelle kom kun frem om natten, og alvoren trængte aldrig igennem. Ikke før det var for sent, i hvert fald.

Den dokumentar er simpelthen så ufatteligt bevægende.

Klart, den er skruet sammen med en vis grad tåreperseri for øje. Men, helt ærligt, held og lykke med at strikke en dokumentar om et selvmord sammen uden en vis grad af melankoli! Og det er faktisk lige meget – det generer ikke oplevelsen.

For dokumentarens udtryk ændrer ikke på, at Michelle måske kunne have været reddet, hvis transkønnethed (og her er jeg som vanligt skidebange for at komme til at bruge den forkerte term, men jeg er sikker på, jeg har læsere der kan rette mig?) ikke var så fucking tabubelagt.

Hvis ikke kønssystemet var så fucking binært.

Jeg tror ikke, Michelles familie skal bebrejde sig selv. Skønt jeg godt forstår, det kan være svært, nej, umuligt, at lade være. For de slår mig – alle hendes nærmeste – som helt vildt rummelige. I hvert fald i et ulideligt blankpoleret bakspejl.

Kudos til DR for at tage et alvorligt emne op. Kudos for deres henvisning til Livslinjen (telefon: 70 201 201). Lidt mindre kudos for framingen i begyndelsen med, at Michelle slog Jannick ihjel. Den har jeg lidt svært ved at sluge, den formulering. Men alt, der kan sætte fokus på det her emne, er velkomment.

Pis. Jeg googlede lige “transkønnet vs. transseksuel” og havnede på et forum, som jeg simpelthen ikke vil værdige den trafik, et link kunne give. En oprigtigt nysgerrige spørger skriver “Hvad er forskellen på transseksuel og transkønnet? Jeg troede det var det samme, men det er det er det vidst ikke?”

… Hvortil næste svar i tråden lyder: “Der er ingen. Det er lige nasty!”
Jeg kan næsten ikke bære, at det må være variationer af det samme svar, der også har mødt Jannick online, hvor han tilbragte en væsentlig del af sin tid (og også fandt en tutorial til, hvordan man udfører en holdbar reb-løkke. For helvede). 
I afskedsbrevet stod, at han havde båret rundt på sin hemmelighed i 13 år. Fra han var seks fucking år gammel. Internettet er blevet førstelærer. Det er næsten ikke til at holde ud, at internettet kan være så gennemgribende ondskabsfuld og forfejlet en skolemester. Fucking røvhuller.
Sig noget pænt til en teenager i morgen. Man ved fanme aldrig, hvad de går og gemmer på.
Og! Se dokumentaren straks! (Linket er her, hvis du lige har sådan en dag, hvor du er for doven til at scrolle op igen).

Hvil i fred, Michelle.

Om Tegan og Sara og Oscar og Oscar og Oscar og Østrig.

Vågnede klokken otte søndag morgen efter rødvinstung middag om lørdagen og var helt frisk.

Lige indtil jeg tog en lur … og så lige en til i løbet af eftermiddagen. Men de var godt givet ud, de 2xMorfar, for omtrent klokken 21 bestilte vi pizza, smækkede gæstemadrassen ind i stuen, smed en dyne henover nysankommet bedstebøsse (som I muligvis tror er min eneste ven) og tændte for Oscarerne. Alle de oscarer. Flertal.

Jeg nåede at se det meste af den røde løber, før jeg måtte melde mig ud af ræset og overlade stuen til de iblandt os, der havde lidt mere humane mødetider mandag. Men vågnede med jævne mellemrum natten igennem ved klapsalver og jubelråb. Og havde naturligvis sat vækkeren til halv seks, så jeg kunne overvære de vigtigste uddelinger med de hårdføre i stuen.

Men alt det tilside.

Så I Tegan & Sara?

De ownede det show. Livslebben kan beholde J. Los uendelige kavalergang helt for sig selv. Hvis jeg må hoppe i smokingbuksen på hende til venstre. Ja. Præcis som med Nik og Jay har jeg stadig absolut ingen ide om, hvem der er hvem.

Jeg gætter på, at lebbelebben er Tegan. Men det er måske bare, fordi jeg synes det navn er mest androgynt. Lige som jeg tror, Nik er den skaldede, fordi Nik lyder som et mere skaldet navn. I ved.

Hæ. Vores internet svigter lidt lige nu, hvilket betyder at hver eneste gang, jeg gør wifi-udfald i stuen (som fx uploader billeder af lebber på røde lebbere. Ha. Løbere.) starter LLs afsnit af Dancemoms forfra. Jeg kom til at råbe til hende, at det måske var guds måde at sige, hun skulle se noget mere berigende.

Nå. Videre.

Jeg vidste i øvrigt allerede fredag, da kollega hostede, som havde hendes lunger bestemt sig for at forlade kroppen med mellemstation i svælget, at det snart var min tur. Så at jeg holdt helt til tirsdag var faktisk et mirakel. Men tirsdag tilbragte jeg kampsvedende og -sovende på matriklen, med blot en enkelt bøn til universet:

Lad mig blive rask til på lørdag.

Og hvorfor er netop lørdag skæringsdato, spørger du? Jo, fordi jeg lørdag tager min dame under armen og drager på ski i det østrigske. Det bliver hylt. Som vi sagde i Århus i firserne.

Så hvis der er radiotavshed galore hele næste uge, så er det 1) derfor … og 2) ikke noget, I ikke har oplevet før.

Og jeg er i øvrigt nogenlunde influenzaovenpå igen allerede. Tak fordi I spørger.

Vela, dagbøger og kendisdrømme

Okay – en lille servicemeddelelse til alle lebber, der måske alligevel tænkte, at de gerne ville ud og måske også gerne ville være kendte. Følger nedenfor. Først en anekdote om mig. Naturligvis.

Jeg vil nemlig også gerne være kendt (og kan godt se det ironiske i dén udmelding, tilføjede den anonyme bloggerlebbe), men da to producere – i øvrigt uafhængigt af hinanden – spurgte mig, om jeg ville medvirke i en eller anden ny DR-satsning, satte jeg alligevel foden ned med et høfligt (og ikke ikke-smigret) nej tak.

Programmet handler, så vidt jeg er informeret, om at DR vil bede en række danskere læse op fra deres teenage-/pubertetsdagbøger.

Og det er jeg simpelthen ikke parat til. Derfor takkede jeg nej.

Jeg tænkte længe over det, men jeg er simpelthen stadig for meget 13 år indvendig til at forholde mig distanceret og håhåhå-hvor-var-jeg-dog-ung-og-naiv-dengang-agtigt til egne syvendeklassesskriverier.

Al den weltschmerz.

… Som jo stadig er der, altså weltschmerz’en. Både i mig i dag og bøgerne dengang (for, omg hvor jeg skrev meget dagbog. Jeg havde helt sikkert også haft en blog, hvis internettet havde været en ting i Aarhus i start-halvfemserne. Så tak for, det ikke var det.)

Nå – Men hermed opfordringen, som blev sendt til min mitsaakaldtlesbiskeliv@gmail.com-inbox (som i øvrigt gerne tager imod masser af post fra alle søder lebber) fra en producer, der hedder Petruska, som by the way er et ret nice navn (og prisen for fleste indskudte sætninger går tilllllll…).

“PERSONER SØGES TIL FILMOPTAGELSER
Hej alle sammen,

Vi skal bruge en masse dejlige mennesker af alle eller intetkøn til optagelserne af en ny kortfilm!

Scenerne, der er tale om, udspiller sig på baren Vela på Vesterbro og finder sted onsdag den 17. december i tidsrummet 8:30-13:00 og/eller 13:00-21:00.

I korte træk handler filmen om en ung pige med mellemøstlig baggrund, som finder ud af, at hun er homoseksuel.

Vi har desværre ikke mulighed for at betale honorar, men vi sørger for at hygge om jer med kaffe, snacks og et måltid.

Hvis det lyder som noget, du kunne have lyst til, må du meget gerne sende en mail til mig på petruskapeters@gmail.com med en kort beskrivelse af dig selv, telefonnummer og et vellignende billede.

Transparent. En(dnu) en anbefaling.

Ej. Har I set Transparent? Jeg er lige præcis to afsnit fra at have slugt hele første (og indtil videre eneste, men Amazon har vist allerede lovet en sæson to) sæson på omtrent en enkelt aften.

Og jeg er helt forgabt.

Transparent handler – for de håbløst uindviede – om en far til tre voksne børn, der i en ret sen alder, han er vel i 70’erne?, springer ud som transkønnet.

Det er så smukt og rørende og trist og livsbekræftende og tankevækkende, og hvad har vi.

Jeg ved ikke, om jeg bare er et sted lige nu, der er en lille smule skrøbeligt, eller om jeg bare har andendagstømmermænd af værste skuffe. Men i hvert fald skal jeg godt nok tage mig sammen for ikke at få våde øjne over melankolske pianorenderinger af “Somebody That I Used To Know” som den der følger på scenen, hvor alle tre børn skrider fra deres fars talentshow (“Trans Got Talent”).

Serien skildrer seksualitet i alle mulige afskygninger, der er lesbianisme, næ-egentlig-ikke-så-meget-bøsserepræsentation (eller husker jeg galt?) og masser af mere eller mindre udpræget heteroseksualitet også. Og det er fedt. Klart. Men det er faktisk mere al identitetssnakken og ikke mindst undertonen af … tristesse, der betager mig.  Sådan en dyb, ulykkelig ensomhed, der alligevel ikke kan stoppe karaktererne fra at følge deres hjerters veje.

Transparent kan streames via Amazon, hvis nogen skulle være interesserede. Men gem den til en dag med overskud. Tror jeg nok.

*edit: Har rettet transseksuel til transkønnet to steder i teksten!

Åhhhhhh … jeg *elsker* vandmelon.

Jeg nævnte vist seje, seje, seje Arielle Scarcella forleden. Og så kom jeg jo – i overspringshandlingens hellige navn – til at … klikke mig videre og videre og videre fra hendes videoer.

Særligt spændende blev det, da jeg klikkede mig forbi Harts youtube.

Hart er med i en god bid af Arielles små videoer (som altså virkelig er værd at lægge vejen forbi), og Hart er oven i købet ret så cute – så glæden var stor, da jeg opdagede, at hun har sin egen channel. Og den voksede (glæden, perverts) yderligere, da det viste sig, at hun også er sjov og MEGAsej på body positivity-måden i sine egne videoer.

Selvom jeg lidt føler, jeg går på rov i kuvøsen. Hun er – hvad? – tyve?

Ældre indlæg