Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Kategori: transkønnethed

Øhmn. Kan vi måske holde igen med shamingen … eller skal jeg bare græde mine hvide cis-tårer i stilhed?

Okay. Det her er sådan et træd-særdeles-forsigtigt-indlæg. Og jeg er faktisk i tvivl, om jeg bare burde holde käftan og tjekke mit privilegium. Men jeg faldt lige over den her artikel på Medium.com. Den hedder “To the cis person angrily sharing news of the Trump transgender military ban”.

Og dermed kunne den jo praktisk talt have heddet “Kære såkaldte lebbe”, for jeg var vred og frustreret og delte et indlæg i går, hvor det klart var netop den frustration og vrede, der blev brændstoffet bag. Og selvom jeg er lesbisk, bevares, er jeg stadig cis. Jeg ligner en stereotyp heteroseksuel kvinde. Deri ligger mit privilegium. Og derfor er det en lille smule farligt at skrive følgende.

For artiklen på Medium.com opfordrer til, at alle cis’er, der arrigt delte nyheden om Trumps seneste vanvidsdeklaration, måske skulle tage at kigge indad og se, hvad de selv gør for transkønnede/ikke-binære. Sådan i det daglige. Hvordan de selv aktivt i deres hverdag kunne bidrage til at beskytte og bakke op om transkønnede/ikke-binære. Og det er helt sikkert vigtigt og rigtigt. Vi kan alle sammen gøre mere.

Men nogle gange synes jeg altså også (og nu bliver det farligt), at der i feminismens/kønsaktivismens hellige navn bliver bidt lidt i nogle fodrende hænder (hvis vi et øjeblik kan bruge den metafor uden at lave et hierarki med mere-værd-mindre-værd og ‘fodrer’ og ‘fodret’).

For jeg vil godt vædde med, at der ikke er nogen cis’er, der har delt Trump-nyheden plus en vred kommentar i ond mening. Seriøst.

Og der går altså en lille smule shaming i den nogen gange (i hvert fald anskuet med mit privilegerede, ‘passer-ind-i-de-eksisterende-normer’ cis-blik, som jeg godt ved, jeg skal tjekke, og i stedet lytte til minoriteternes egen stemme. Og jeg er også opmærksom på, at jeg måske græder salte, hvide cis-tårer lige nu).

Men den shaming tror jeg bare ikke nødvendigvis er gavnligt for sagen. Den sag vi jo alle – allies, cis’er, non-binære, transkønnede, LGBTQI*’er og så videre – kæmper på samme side af, når vi bliver frustrerede over Trumps seneste ondskabsaktiviteter. Vi kæmper ‘bare’ med forskellige udgangspunkter.

Jeg ser det også i feministiske fora – at nybegyndere ud i feminismens skønne kunst stiller spage, nysgerrige rookie-spørgsmål, hvorefter de på det nærmeste bliver skriftligt angrebet af garvede feminister eller minoritetsrepræsentanter, der svarer, at disse FANME ikke skal agere Google for sådan en grønskolding, og at man må informere sig selv og komme ind i kampen, når man har educated sig.

Og jeg kan altså være bange for, at det skræmmer nogle potentielle fremtidige mega-allies væk.

Jeg forstår godt, at man som minoritetsrepræsentant kan blive træt og trist over igen og igen at skulle forklare sig. Og jeg forstår godt behovet for det indlæg på Medium.com. Det gør jeg vitterligt. Og jeg anerkender til fulde, at tiden er inde til, at de (vi) privilegerede træder i baggrunden og lader minoritetsstemmerne blive hørt (men så skal jeg måske alligevel bare holde min kæft og slet ikke publicere denne her svada?).

Men feminisme, antiracisme, krop- og kønsaktisme ligger mig meget på sinde. Det er kampe, jeg ønsker, at vi vinder, fordi det er det bedste for kollektivet – selvom jeg helt personligt (med undtagelse måske af kropskampen, idet jeg som plussize falder uden for idealet) kunne leve tilbagelænet og lykkeligt no matter what. Så jeg kæmper som allieret. Og jeg prøver at lytte. Og nu græder jeg lige lidt flere hvide cis-tårer afslutningsvist:

… Men kan vi ikke prøve med guleroden frem for skampisken af og til? Blive bedre til at skille modstandere fra uvidende/nyslåede allierede?

Og lad os så lige afslutningsvist huske:

*Tilføjelse: Og som klog bloglæser lige tilføjede henne på Facebook: “Det er svært at være allieret men husk *insert kærligt-skammende pegefinger* det er sværere at være dem man er allieret for.” Det kan næsten ikke siges sandere, vel?

Trump gør det igen

Jeg er ikke den første og heller ikke den sidste, der siger det her. Og jeg er ikke engang tilnærmelsesvist den, der formår at sige det mest elegant – endsige den der siger det mindst klichebåret. Men.

Donald Trump gør mig bange.

Jeg kan snildt grine af SNLs parodier og al hans håndtryks-ståen-forrest-på-gruppebilledet-wrestle-fjollethed. Men man må ikke glemme, at der bag alle fjollerierne sidder en gal mand. Med magt. Med mest magt i verden.

I ved det nok allerede – jeg læste det netop på BuzzFeed – men here goes: Mr. President of the USA har besluttet, at transkønnede ikke længere er velkomne i det amerikanske militær.

Han sendte følgende melding ud over tre tweets (!) i morges, US time:

“After consultation with my Generals and military experts, please be advised that the United States Government will not accept or allow // Transgender individuals to serve in any capacity in the U.S. Military. Our military must be focused on decisive and overwhelming // victory and cannot be burdened with the tremendous medical costs and disruption that transgender in the military would entail. Thank you.”

Jeg er pacifist til benet med roser i geværet og alting, og for min skyld kunne vi snildt *nedlægge* militæret. Imagine if we could. Men det er for så vidt underordnet i den her sammenhæng. For her må vi forholde os til tingenes tilstand. Militæret er en kæmpeinstitution i USA – og en institution, der er forbundet med ære og stolthed og support-the-troops og thank-you-for-serving.

Og den institution vil man med ovenstående vedtagelse udelukke en række mennesker fra at være en del af. Med verdens dummeste begrundelse: For det er altså ualmindeligt fucked up at bruge begreber som “disruption” som argument mod transkønnede i militæret. Det handler jo alt sammen om at fremmedgøre. Understrege et ‘dem’ og et ‘os’.

Fy fan, det er ufint. Læs artiklen her.

WTF, Rusland + Kudos, Cane

Influenza + nyt job + forpligtelser til højre og venstre = manglende bloggeroverskud. Men her er jeg igen. Trods alt.

Lige for tiden er jeg i en form for permanent state of you-must-be-kidding, når jeg læser homonyheder.

Skal vi tale lidt om en liste i russisk Maxim, der tilgiver en række kendte bøsser deres homoseksualitet, fordi disse stygge syndere trods alt har bragt god kunst til bordet:

The Russian edition of Maxim publishes list of “Gays we respect” 

WTF, Rusland.

Jeg er nået til et sted, hvor det mest bare er hovedrysten, jeg har til overs for deres balladerier. Lige indtil jeg stopper op og blot et øjeblik kommer i tanker om, hvor friggin’ creepy, det egentlig er, at et gigantisk land (hurtig googling: 143+ millioner mennesker. Oh yes.) bare har trukket ned over befolkningens hoveder, at homoseksualitet er syndigt/forbudt/strafbart. Hvis vi regner med de berømte 10 pct. af befolkningen, så er der omtrent 14 millioner mennesker i Rusland, som er meget, meget direkte berørt af den fuldstændigt fucked up lovgivning.

Nå jo.

På den dejlige side af sagerne, har tidligere X-factorvinder Cane besluttet at være talsperson for en form for kønnets opløsning herhjemme. Se artiklen her.

Jeg har den dybeste respekt for hen, og uden at det skal lyde alt for akademisk højpandet overklassefeministisk, så er det FANME vigtigt, at lige præcis et så folkeligt ikon som Cane tager bladet fra munden.

Selvfølgelig kommer vi i artiklen ikke uden om en masse mudder i pronominerne og deadnaming (hvilket jeg for nyligt lærte, det hedder, når man bruger en kønsopløst persons “døde” (tidligere) navn. Og jeg har ikke engang bevæget mig ned i kommentarerne. Turde ikke. Men det, at Cane insisterer på ikke at være transkønnet, ikke at være en mand, er så vildt og modigt og ganske fantastisk. Al opbakning herfra.

(Og ikke at det selvfølgelig skal komme an på det, men Cane behøvede altså heller ikke decideret at kredse timevis omkring min seng, før hen blev budt ombord. Så det.)

Lebben er en mundkartoffel, eller: Tanker om transkønnethed

Jeg ville så sindssygt gerne sige noget klogt om transkønnethed. For fucking hell hvor jeg sympatiserer med transkønnede.

Men. Netop når det drejer sig om transkønnethed ved trofaste læsere godt, at jeg tit vakler lidt. Er tøvende usikker. Jeg har funderet over, hvorfor jeg har svært ved at nærme mig emnet, og er nået frem til, at det handler om, at jeg er sygt bange for at træde forkert.

Jeg betragter mig selv som – nej, fuck it, jeg ER – feminist, ligeretsforkæmper, helt ude yderst på den røde fløj, ret så politisk korrekt og 100 pct. sexpositiv.

Men jeg er også bearbejdet gennem 34 år til at passe ind i det her binære kønssystem med dets til tider triste normer og og dumme benspænd. Og derfor har jeg kartofler i munden, der gør at jeg nogle gange kommer til at bruge forkert pronomen om transkønnede.

Fordi jeg er en klovn til at tale før jeg tænker. Og jeg er ikke modig/tålmodig nok i min hverdag til at bruge “hen” og skulle forsvare/forklare hver tredje sætning til fremmede samtalepartnere i mit professionelle liv.

Og jeg er også typen, der synes at den der Jannick-dokumentar var virkelig rørende, lige indtil jeg læste, at mit store idol Mads Ananda Lodahl kritiserede den i Information. Og så følte jeg mig simpelthen så dum og banal og ukristisk. Selvom jeg faktisk havde tænkt et par af de samme tanker – netop at vinklingen på, at det var Michelle, der “slog Jannick ihjel” var liiige skarp nok. For at sige det mildt.

Jeg kender ingen transkønnede. Gid jeg gjorde. For det ville nok afhjælpe lidt af mit dårlige selvværd omkring at tale om transkønnede. Give mig en større naturlighed.

Og jeg ved ikke nok om sexologisk klinik og udredningsprocesserne forud for kønsskifteoperationer. Faktisk er jeg i tvivl, om kønsskifteoperation er den korrekte term?

Jeg er bare en stor mundkartoffel, for fanden.

Jeg har ikke på egen krop oplevet så meget som en lillebitte flig af de udfordringer, der følger med livet som transkønnet. Der er jeg virkelig en hvid heteroseksuel mand til sammenligning. Og det gør mig bange for at italesætte/gøre mig klog på det liv, som jeg forestiller mig må være så uendeligt hårdt. Og som kræver et mod at leve i, som jeg faktisk er i tvivl om, hvorvidt jeg ville være i stand til at mønstre, hvis jeg i stedet for at være så relativt cis’et var transkønnet.

Men det rører mig ikke desto mindre dybt, at der ikke bare kan være plads til, at køn (gender) er et spektrum – eller endnu bedre: så flydende, at det faktisk ville være nemmere slet ikke at tale om det som noget, der hænger sammen med de kønsdele, der gemmer eller ikke gemmer sig i fremmede menneskers trusser.

Det lyder banalt, men KAN FOLK IKKE BARE LADE ANDRE FOLK VÆRE I FRED FOR HELVEDE?

Snæversyn giver mig ingen mening. Jeg forstår ikke, hvorfor det kan være så vigtigt, hvordan andre mennesker lever deres liv, det gældende både seksualitet og kønsselvforståelse (i mangel af bedre ord). Når de ikke generer nogen. Og her skal “generer” erstattes med fx “er voldelig over for”/”chikanerer” … og ikke med fx “provokerer mig af uforklarlige årsager”/”er ikke pænt at se på”.

Men jeg vil så gerne blive klogere – og sidst, jeg skrev om transkønnethed gjorde I mig klogere med jeres kommentarer. Jeg lærte fx endelig forskellen på “transkønnet” og “transseksuel” … og glemmer  den aldrig igen (og heller ikke hvorfor det er vigtigt at holde sig til termen “transkønnet”, når man snakker kønsidentitet – se kommentarfeltet).

Så fortæl mig gerne alt hvad I ved. Eller henvis til gode websteder med sympatisk information. Al viden er velkommen.

Kald mig Caitlyn

Siden sidst:

1. Caitlyn Jenner debuterer som Caitlyn Jenner i ret så lækker form på forsiden af Vanity Fair. Det gør hun godt.

2. Jeg har købt en Diva Cup, og den leveres ekstrahurtigt via Amazon med levering onsdag. En dags tid inde i næste cyklus. Og cirka tyve års tamponforbrug for sent, tænker jeg.

3. Jeg stemmer på Enhedslisten. Som ved samtlige tidligere valg. Og jeg befinder mig for første (valg)gang på en arbejdsplads, hvor alt vest for Venstre betragtes som naivt, dumt og praktisk talt latterligt. Der er totalt konsensus (mig undtaget) om, at en skatteprocent på nul er lykken.

Og jeg er en kryster, der ikke tør tage diskussionen. Fordi jeg ved, jeg bliver følelsesladet. Ligesom jeg blev det, da den fine syriske advokatfamilie fik asyl i Assens. Jeg tror, mange som mig må have fældet en tåre over den scene i bedste DR1-sendetid.

Og jeg vil gerne give public service en giga-high five for deres “Da krigen kom til Toftlund” (ja, jeg har brugt min aften på flow-tv) – for den slags tv bliver ikke lavet uden moralsk og økonomisk støtte. SGU. Især rørende når TV-Avisen ti minutter senere kunne berette om 17 bådflygtninge, der ikke havde klaret turen fra Egypten til Italien. Præcis samme rute som syrerne i Toftlund. Det er fucking alvor det her.

Transparent. En(dnu) en anbefaling.

Ej. Har I set Transparent? Jeg er lige præcis to afsnit fra at have slugt hele første (og indtil videre eneste, men Amazon har vist allerede lovet en sæson to) sæson på omtrent en enkelt aften.

Og jeg er helt forgabt.

Transparent handler – for de håbløst uindviede – om en far til tre voksne børn, der i en ret sen alder, han er vel i 70’erne?, springer ud som transkønnet.

Det er så smukt og rørende og trist og livsbekræftende og tankevækkende, og hvad har vi.

Jeg ved ikke, om jeg bare er et sted lige nu, der er en lille smule skrøbeligt, eller om jeg bare har andendagstømmermænd af værste skuffe. Men i hvert fald skal jeg godt nok tage mig sammen for ikke at få våde øjne over melankolske pianorenderinger af “Somebody That I Used To Know” som den der følger på scenen, hvor alle tre børn skrider fra deres fars talentshow (“Trans Got Talent”).

Serien skildrer seksualitet i alle mulige afskygninger, der er lesbianisme, næ-egentlig-ikke-så-meget-bøsserepræsentation (eller husker jeg galt?) og masser af mere eller mindre udpræget heteroseksualitet også. Og det er fedt. Klart. Men det er faktisk mere al identitetssnakken og ikke mindst undertonen af … tristesse, der betager mig.  Sådan en dyb, ulykkelig ensomhed, der alligevel ikke kan stoppe karaktererne fra at følge deres hjerters veje.

Transparent kan streames via Amazon, hvis nogen skulle være interesserede. Men gem den til en dag med overskud. Tror jeg nok.

*edit: Har rettet transseksuel til transkønnet to steder i teksten!

Det sure (Paypal) med det søde (Mads Ananda Lodahl).

Et af de mest interessante mennesker i dansk LGBTQ-politik er Mads Ananda Lodahl. Hvis ikke du allerede følger ham og projektet Almindelig.com (PS. domænenavne, jeg godt gad eje for 500 dask, tak), så er det bare om at komme i gang – han er også på Facebook.

Mads er en af de der typer, hvor jeg nogle gange bare tager mig selv i fuldstændigt ukritisk at like alt, hvad han smider på Facebook, fordi jeg har så stor tillid til, at vi er enige.

Og nu har han lavet en guide til trans-etikette. Og det er pissegodt. Jeg blev klogere, og selvom jeg stadig – præcis som han helt pædagogisk og venligt forstår i indlægget – er fyldt med irriterende spørgsmål skåret over “men hvordan …”-læsten, så ved jeg udmærket godt, at jeg ingen som helst ret har til svaret. Nødvendigvis.

Og jeg ved, at de spørgsmål er præcis lige så upassende som alle de gange (og det er flere end kan tælles på én hånd) jeg er blevet spurgt til, hvem der er manden i mit og LL’s forhold – eller hvordan “vi gør det”.

Tak til seje Mads. Og nu ville jeg lige bestille 100 gratis queer-klistermærker (du kan også!), men mig og Paypal bliver aldrig venner og er efter dette forsøg på en portooverførsel faktisk på grænsen til fjender, efter at jeg prøvede at tilføje nyt-men-ikke-så-nyt visakort og nu får en foruroligende fejlmelding om, at jeg ikke kan tilføje kortet til min konto, fordi kortet allerede er i brug på en anden konto.

Det var så den aften, der uforudset endte i bureaukratisk tovtrækkeri med amerikansk (men garanteret Cayman Islands-headquarter’et) betalingsløsningsbusiness.

Og det her blev så – lige så uforudset lige dele Mads Ananda Lodahl-roser og Paypal-sviner. Så det.

Uh! Trans-drama på den finkulturelle måde.

Har I set, at Det Kongelige Teater sætter Boys Don’t Cry op i marts?

Det glædede jeg mig da faktisk helt vildt meget til at se. Indtil jeg tjekkede en sindssygt klog bekendts kommentar. Der er nemlig et par problemer, som meget sej facebook-ven noterede, og som jeg (flovt) totalt overså, da jeg læste om forestillingen.

I forestillingsbeskrivelsen lyder det nemlig sådan her:

” … der er bare et lille problem. Brandon er i virkeligheden en pige, og selv om hun gør alt for at skjule det med både brystbind, en sok i bukserne og hemmeligholdelse af sine menstruationer, kommer sandheden til sidst frem.”

Og videre:

“Lana nægter at se virkeligheden i øjnene og Tom og John er rasende over at være blevet narret . Sammen drager de ud for at give Brandon en lærestreg, hun sent vil glemme.”

Og den duer altså ikke.

For dels er Brandon FANME ikke ‘i virkeligheden en pige’. Brandon er en mand. En transmand, bevares. Men en mand, sgu!

Og så kan vi måske også lige tale lidt om at kalde voldtægt og mord for ‘en lærestreg’. Hmm. Ind i kampen, Kongelige Teater.

Årh ja – giv lige plads.

Her er en virkelig fin og i øvrigt supervelskrevet og -reflekteret artikel om de udfordringer, det medfører at være forælder til et barn med en kønsidentitet, der falder uden for normen:

Lillesøster blev født som dreng

Jeg kan ikke helt blive klog på, om det nu også er Havfrue-moderen, der er kilde på Informations historie, men hele det her med som forældre at have nosser (m/k) til at gøre op med kønsdikotomien er simpelthen bare så helt enormt respektindgydende.

For af og til virker det lidt som om, al nysgerrighed omkring at lege med kønsidentitet stopper, når man formerer sig.

Det er med andre ord OK at kalde sin hunhund for Herbert. Men selv udtalte feministforældre vægrer sig for en god dels vedkommende ved at putte deres Herbert-baby i en lyserød sparkedragt. Legen og udforskningen stopper med børnene.

Og så er der bare de forældre, hvor der ikke er nogen vej udenom. Så er der bare en mor som Informations “Line”, der kan se, hvor ulykkelig hendes datter bliver over sine xy-kønstegn. Og som tager konsekvensen.

Respekt, for fanden da.

Men hvis flere undlod at være så skideangste for at proppe drengebørnene i prinsessekjoler, kan det være, at kommentarfeltet under artiklen på Informerens hjemmeside (og i tråden under linket til artiklen på Facebook) ikke ville køre ud af en ligegyldig biologitangent. Det handler – for mig at se – ikke om at skifte kønskasse men mere om at udvide etiketterne, skabe flere etiketter i en grad, så etiketterne til sidst blev så mangfoldige, at de overflødiggør sig selv.

Lidt med kønsbetegnelser på samme måde som med seksualitetsbetegnelser, egentlig.

Tænk bare på LGB, der blev til LGBT, der blev til LGBTQ, der blev til LGBTQI, der atter blev til LGBTQIA.*

Man kan grine af behovet for at inkludere intet mindre end syv seksuelle minoriteter i forkortelsen, men lad os da for fanden udvide endnu mere, så remsen til sidst bliver så lang og hukommelses-/tidskrævende, at den bliver umulig og overflødiggør sig selv – og dermed (kan man håbe) behovet for den slags ligegyldig indeksering.

Det er da en ret fin tanke.

Og gem så lige kommentarsporet fra lillesøsterartiklen til en dag, hvor du har mægtig meget overskud. Suk.

*LGBTQIA = lesbian, gay, bisexual, transsexual, queer, intersex + asexual.