Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Kategori: stereotyper (side 1 af 11)

Øhmn. Kan vi måske holde igen med shamingen … eller skal jeg bare græde mine hvide cis-tårer i stilhed?

Okay. Det her er sådan et træd-særdeles-forsigtigt-indlæg. Og jeg er faktisk i tvivl, om jeg bare burde holde käftan og tjekke mit privilegium. Men jeg faldt lige over den her artikel på Medium.com. Den hedder “To the cis person angrily sharing news of the Trump transgender military ban”.

Og dermed kunne den jo praktisk talt have heddet “Kære såkaldte lebbe”, for jeg var vred og frustreret og delte et indlæg i går, hvor det klart var netop den frustration og vrede, der blev brændstoffet bag. Og selvom jeg er lesbisk, bevares, er jeg stadig cis. Jeg ligner en stereotyp heteroseksuel kvinde. Deri ligger mit privilegium. Og derfor er det en lille smule farligt at skrive følgende.

For artiklen på Medium.com opfordrer til, at alle cis’er, der arrigt delte nyheden om Trumps seneste vanvidsdeklaration, måske skulle tage at kigge indad og se, hvad de selv gør for transkønnede/ikke-binære. Sådan i det daglige. Hvordan de selv aktivt i deres hverdag kunne bidrage til at beskytte og bakke op om transkønnede/ikke-binære. Og det er helt sikkert vigtigt og rigtigt. Vi kan alle sammen gøre mere.

Men nogle gange synes jeg altså også (og nu bliver det farligt), at der i feminismens/kønsaktivismens hellige navn bliver bidt lidt i nogle fodrende hænder (hvis vi et øjeblik kan bruge den metafor uden at lave et hierarki med mere-værd-mindre-værd og ‘fodrer’ og ‘fodret’).

For jeg vil godt vædde med, at der ikke er nogen cis’er, der har delt Trump-nyheden plus en vred kommentar i ond mening. Seriøst.

Og der går altså en lille smule shaming i den nogen gange (i hvert fald anskuet med mit privilegerede, ‘passer-ind-i-de-eksisterende-normer’ cis-blik, som jeg godt ved, jeg skal tjekke, og i stedet lytte til minoriteternes egen stemme. Og jeg er også opmærksom på, at jeg måske græder salte, hvide cis-tårer lige nu).

Men den shaming tror jeg bare ikke nødvendigvis er gavnligt for sagen. Den sag vi jo alle – allies, cis’er, non-binære, transkønnede, LGBTQI*’er og så videre – kæmper på samme side af, når vi bliver frustrerede over Trumps seneste ondskabsaktiviteter. Vi kæmper ‘bare’ med forskellige udgangspunkter.

Jeg ser det også i feministiske fora – at nybegyndere ud i feminismens skønne kunst stiller spage, nysgerrige rookie-spørgsmål, hvorefter de på det nærmeste bliver skriftligt angrebet af garvede feminister eller minoritetsrepræsentanter, der svarer, at disse FANME ikke skal agere Google for sådan en grønskolding, og at man må informere sig selv og komme ind i kampen, når man har educated sig.

Og jeg kan altså være bange for, at det skræmmer nogle potentielle fremtidige mega-allies væk.

Jeg forstår godt, at man som minoritetsrepræsentant kan blive træt og trist over igen og igen at skulle forklare sig. Og jeg forstår godt behovet for det indlæg på Medium.com. Det gør jeg vitterligt. Og jeg anerkender til fulde, at tiden er inde til, at de (vi) privilegerede træder i baggrunden og lader minoritetsstemmerne blive hørt (men så skal jeg måske alligevel bare holde min kæft og slet ikke publicere denne her svada?).

Men feminisme, antiracisme, krop- og kønsaktisme ligger mig meget på sinde. Det er kampe, jeg ønsker, at vi vinder, fordi det er det bedste for kollektivet – selvom jeg helt personligt (med undtagelse måske af kropskampen, idet jeg som plussize falder uden for idealet) kunne leve tilbagelænet og lykkeligt no matter what. Så jeg kæmper som allieret. Og jeg prøver at lytte. Og nu græder jeg lige lidt flere hvide cis-tårer afslutningsvist:

… Men kan vi ikke prøve med guleroden frem for skampisken af og til? Blive bedre til at skille modstandere fra uvidende/nyslåede allierede?

Og lad os så lige afslutningsvist huske:

*Tilføjelse: Og som klog bloglæser lige tilføjede henne på Facebook: “Det er svært at være allieret men husk *insert kærligt-skammende pegefinger* det er sværere at være dem man er allieret for.” Det kan næsten ikke siges sandere, vel?

Lad mig gerne være i fred med mit Public Display af homo-Affection

For et par uger siden var jeg i sommerhus med kær gammel veninde, som jeg simpelthen ser for sjældent – i hvert fald for sjældent på den der intense tomandsmåde, der lidt kendetegnede tyvernes venindeforhold. Korte cafeture bliver der af og til tid til, når vi en sjælden gang imellem befinder os på samme side af Storebælt uden business- eller familieforpligtelser. Bare sjældent de der lange kævlere, hvor man rent faktisk bliver klog på, hvad den anden reelt går og roder med.
Men fanme nej. Så let slipper knap tyve års venskab altså ikke fra os. Så i hendes tætpakkede familiebil (der vel at mærke var pakket med dyner, gin og tonic. Ikke med børn) drog vi mod et svigerfamiliært sommerhus og pimpede til tonerne af vor ungdoms Belle & Sebastian, Magnetic Fields og Morrissey. Som vi i øvrigt ikke har rykket os en tomme væk fra. Jeg prøvede faktisk at introducere veninde for Nicki Minaj. Hun gled ligesom af på det.
Nå.
Men vi kom på et tidspunkt i løbet af knap 48 timers maratonsamtale til at snakke om det her med hypersensitive homoer. Hvordan man nogle gange som homo kommer til at tage det mere nært end man (måske!) behøver, når fremmede – garanteret velmenende – heteroseksuelle allierede påtaler, hvor ”søde man ser ud”, som man sidder der og holder i hånd o. lign.
Veninde er, vil jeg mene, så langt ude i heterohjørnet af Kinsey-skalaen, som det er fysisk muligt.
For ville man ikke sige det samme til et heteroseksuelt romantisk solnedgangstableau? Altså påtale nuttethedsfaktoren? Jeg tror nej. Jeg tror, at den situation, der udløser – hvad der for afsenderen føles som – en neutral kompliment (og komplimenter kan vi vel aldrig få for mange af, vel?) slet ikke ville blive registreret, hvis det var et helt almindeligt dødeligt mand-og-kvinde-par der sad der og holdt om i fredagssolen.
Veninde var uenig. Og eksemplificerede med udgangspunkt i sine egne handlinger (hun er fantastisk sød til at rose og anerkende, når hun bemærker noget fint). Hun ville – og har tidligere – påtale begge typer situationer. , når nu det sker respektfuldt og anerkendende?

Men er min veninde normen? Og hvorfor kan jeg ikke sætte en finger på, hvorfor det alligevel føles lidt særligt synligt, når fremmede italesætter ens homo-PDA … når nu det sker respektfuldt og anerkendende?

GIV ELSA EN DAMEKÆRESTE

Har I set, at #giveelsaagirlfriend hitter på Twitter i dag?

Jeg er vild med det. Og i sagens natur stor fortaler for homorepræsentation i mainstreammedier. Og nææææsten endnu større fan af alt, der er animeret. Jeg genser – og jeg lyver ikke – Skønheden og Udyret mindst en gang om året, når jeg er ked af det. Meget trygt. Vild med Disney, Pixar og Dreamworks. Og elsker selvfølgelig også alt det der Nightmare Before Christmas-, Mary & Max-, Triplets of Belleville-, Frankenweinie-værk.

Nå men altså. I lørdags var jeg i biografen og se ANGRY BIRDS THE MOVIE MED DANSK TALE 2D. Og jeg skal nok nå frem til pointen.

(Det var i øvrigt samme dag som jeg stod fadder (modder?) for bedstevenindens lille søde jordbærblonde baby (og nu venter spændt på, at baby ringer og udspørger mig om nadverbord og alt det der). Var meget nervøs for, om præst ville spørge mig, hvorvidt jeg var medlem af folkekirken for efterfølgende at smide mig på porten, men heldigvis er det der fadder (modder?) mest for syns skyld. Tror jeg. Nå. Sidespring.)

Jeg så ANGRY BIRDS THE MOVIE MED DANSK TALE 2D med dejlig veninde + venindes to børn, og den var … ganske og aldeles rædselsfuld. Nåede end ikke halvt i mål med middelmådigt forsøg på at vride et par års yderligere merchandise-salg ud af en allerede falleret finsk mobilspil.

Og nu når jeg til pointen.

For der er i filmen (hashtag-spoiler-alert!) et fuglepar, der mister deres lille fugleunge. Og jeg troede i så, så, så lang tid, at det var et lebbefuglepar. Hvilket gjorde mig glad og måske havde fået mig sneget op på et ikke-negativt antal stjerner i min samlede anmeldelse af ANGRY BIRDS THE MOVIE MED DANSK TALE 2D.

Hvorfor troede jeg, fuglene var lesbiske?

Jo.

1) Fuglen med den lyseste stemme var større end fuglen med den mørkeste stemme
2) Begge fugle var blå og havde laaaange øjenvipper
3) Jeg kan godt selv se, at homofordommene er strong with this one

Men til slut blev fuglene tiltalt hhv. Hr. og Fru. Og smadrede således mit spinkle håb (og filmens sidste chance for bare et score et enkelt pluspoint).

Og NU til pointen.

For helt alvorligt. Der skal så lidt til. Og man bliver så glad. Altså når homoer i popkultur spiller helt almindelige mennesker.

Jeg gik og lyttede til (nyt yndlingspodcast) Flash Forward forleden. Scenen var sat på en first date i fremtiden, hvor præmissen ligesom var, at man hver især kendte sit eget præcise dødstidpunkt og derfor måske skulle afveje den slags tidligt i et parforhold. Og parret på deres første date var i dette scenarie to kvinder. Og det var så lillebitte en detalje. Men så fint. Fordi det bare var helt normalt. Det kunne have været hvem-som-helst. Homoer! Heteroer! Mennesker!

… Og derfor gad jeg godt, at Elsa fra Frozen fik en damekæreste. For – som det så sandt bliver nævnt – kan det virkelig være sandt, at det i Disney-regi skal være mere almindeligt, at man falder for et UHYRE end for en af samme køn? Se, jeg sagde det jo. Jeg skulle nok få flettet mig tilbage til en slags pointe.

I øvrigt synes jeg, hvis ret skal være ret, at Frozen er noget af det ringeste, Disney har lavet længe. Så den samme dag, som jeg så Brave. Og JEG ved i hvert fald godt, hvem jeg helst ville knalde. Uden at det skal lyde (alt for) pædo.

One-night-stand eller bare ansigtsblind?

Det der øjeblik, hvor man ser coverfotoet på MIX COPENHAGENs Pride-event ovre på Facebook. Og indser, at man kun har knaldet én af lebberne på billedet (vistnok. Ansigtsblindhed er lidt en x-faktor i den her leg) .

… #fail?

Gæt et event.

(Nedenstående = et eksempel på min aldeles uskyldige og temmelig snedige henvisning til weekendens store virale og aldeles grufulde begivenhed. Som straks besudles af veninde med en dirty mind.)
Hvad hjertet er fuldt af …

Og svaret er i øvrigt nej. Gæt igen.

#imangelafhajikon

Frozen, frigide lebber og voksenaftaler

Lige vågnet op med en god dosis af verdens mest privilegerede følelse i maven. Resten af maven er proppet med rødvin og ceviche oven på formidabelt middagsselskab i går aftes.

Jeg har brugt de seneste par uger (måske endda måneder?) på at fundere over, at 30’erne lidt har indhentet mig efterhånden.

… Uden at jeg rigtigt har bemærket transitionen, er byture og forfester (det koncept, altså!) blevet afløst af middage og decideret nedskrevne kalenderaftaler alle fredage flere måneder frem i tiden.

I går spiste vi (jeg er apparently blevet sådan en, der bare gør det nemt og siger “vi” fra begyndelsen) på Østerbro hos et par bøsser med et par lebber plus det løse. Endda et par lebber, som jeg ikke blot aldrig tidligere havde hilst på, men også et par lebber, der var omtrent ti år ældre end mig og ret seje. Men heldigvis også helt enormt søde på en aldeles ikke intimiderende måde.

Snakken faldt – naturligvis – i aftnens løb på det vanvittige postyr omkring den der Frozen-koncert, hvortil en af voksenlebberne nævnte, at hele Frozen jo er én stor spring ud-historie: “Let it go!”

OMG.

Jeg havde aldrig hørt den tolkning, men det er åbenbart halv-alment kendt. Elsa, snedronningen gør endelig op med heteroforventningerne og sådan.

“Men hvorfor flytter hun så op på det bjerg,” spurgte en af bøsserne?

Fordi hun er kold og frigid. Hun er jo lesbisk, hun har ikke brug for det der sex, det er slut nu, lesbian bed death, lød mit svar, som derfra blev en form for aftnens tørt-ironiske samtale-hjørnesten.

Kender I det?

At der altid er én vittighed, som bliver en slags omdrejningspunkt, man kan vende tilbage til. Jeg elsker det. Det giver samtaleselskaber en harmoni og struktur, der næsten minder om et standup-show. Og næste gang man ses er det glemt. Så det gælder om at gribe fast og presse den citron for al saft og kraft, mens man kan.

Som aftnen skred frem steg selskabets promille, som det sig hør og bør, men den her lille arbejdslebbe (der – hey! – havde været oppe klokken 06 for at løbe) var mest bare træt.

Så mens resten af selskabet snakkede om Nevermind, pakkede hun lige så stille sammen.

Eller, først blev der faktisk snakket Jolene og Kødbyen, indtil en af voksenlebberne skar igennem og sagde, “I ved jo, at vi ender på Nevermind alligevel, så hvorfor ikke bare tage den direkte vej og droppe svinkeærinderne?”, og således  stoppede diskussionen.

Men jeg tog min LL og 2xBulldog (der ikke blot var inviteret men krævet medbragt) og gik mod Nørreport. Men Nørreport var lukket, LLs cykel punkteret, og taxaerne ignorerede benhårdt vores lille menageri, så det endte med følgende noget usikre men dog ret nuttede set-up:

Mig på min cykel med Homohunden i kurven og LL på bagagebæreren med mindstehunden i favnen.

Noget slingrende (både i hovedet og på cykelstien) nåede vi Vbro i godt behold. Så det.

Og tænkt så ellers lige lidt mere over det der med Frozen, mens jeg pakker tømmermænd og hvad-har-vi sammen og får konstrueret en indkøbsseddel til i aften, hvor det er hos os middagsselskabet skal stå.

Middagsselskabermiddagsselskabermiddagsselskaber.

Min første mor-casting. Eller: Lebben som tredje brik i bøssernes kernefamilie.

Shit maaaan. Jeg tror, jeg har været til mor-casting uden at ville – endsige vide – det.

Perifær bøsseven fra gaaaamle dage skrev ud af det blå på Facen. Om vi skulle ses næste uge?

Klart, vi skulle!

Vi når at mødes og tale sammen i ti minutter max, før han fortæller, at han og manden gennem årevis går i børnetanker. I en grad, vel at mærke, hvor min gamle ven har været ude og snakke med regnbueforældre for at blive klogere på mulighederne. Og kender alt til lovgivning om rugemødre og til ret og rimelighed i forbindelse forældrefordeling i homofamilier.

Og så spurgte han, hvor jeg stod på det område?

Jeg fremlagde som så ofte før (det er nærmest blevet en af de der småirriterende automattaler, som man tager en dyb indånding for at kunne fuldføre i ét åndedrag), hvordan jeg simpelthen ikke ved, hvad jeg vil.

… Og børn er jo søde, men seriøst jeg synes næsten dagligt, at det er (for) meget arbejde og ansvar at have en hund. Og måske vil jeg slet ikke have børn men er bare så fedtet ind i samfundsnormer og semifremmede, der tillader sig at stille et opfølgende spørgende ‘hvorfor’, når man svarer negativt på, om man har børn.

Og så sad vi lidt der.

Og så snakkede vi lidt om løst og fast og sommerferie. Og så skiltes vi. Og først da jeg kom hjem, og LL spurgte, om det havde været hyggeligt, faldt tiøren.

Eller er jeg bare paranoid / har alt for høje tanker om mig selv?

Jeg kunne selvfølgelig spørge ham. Om det var det, der var hans mission. Men det virker også lidt konfronterende, gør det ikke?

Facebook, lebbe-brudeparret … og katten i favnen?

Fødselsdags-/Skt. Hansfejring endte simpelthen så fantastisk i går. Med rose og Kronenbourg … og poker! Og et improviseret Skt. Hansbål, der måske mest var en halv chili (heksen) på det ene gasblus. Vi nåede aldrig i Enghaveparken.

Jeg har i virkeligheden set uhyggeligt få af alle de fødselsdagsbål, der hvert år tændes landet over i min ære. Men lad nu det ligge.

Har I set den nye “Pride”-stickerpakke i chatten ovre på Facebook?

Jeg synes, den var ret sød. Indtil jeg så lebbebrudeparret (første billede, nederste venstre hjørne). Sådan helt tæt på.

HVAD FANDEN?

Jeg synes faktisk, de helt generelt holder sig meget elegant for fine til at køre løs på stereotypen. Men hallo. Kat? Lebber med kat? Det tangerer sgudda fordom af øverste skuffe.

Jeg får sådan en (sikkert i øvrigt lige så fordomsfuld) ide, om at det må være bøsser, der har lavet ikonerne. Det må være noget, der sidder fast inden i mig fra dengang for mange år siden, hvor jeg sad i Ørstedsparken med en håndfuld bøsser (tilfælde) og rejste mig for at tage hjem til min kæreste. Og blev mødt med spørgsmålet,

“Nå, skal du hjem og dyrke friktionssex?”

Jeg ved godt, det var for sjov. Men jeg synes ikke, det var sjovt. Jeg synes det var nedladende. Og lidt irriterende på samme måde, som når rendyrkede bøsser siger “adddddrrr” ved tanken om fisser. Og lidt lige som stereotyp-katten på brudedamerne ovenfor.

Måske er jeg bare nærtagende. Og måske er nogle af bøsserne lige så nedladende stereotypt fremstillet. Jeg kan bare ikke se det, fordi jeg ikke føler mig personligt ramt.

Åh.

And the winners are …

Så er jeg så småt blevet ædru og kan trække vinderne af den fantastiske Netflix-konkurrence.

Shit, det var en god lesbisk fødselsdagsfest i går, alligevel. Startede med glamourøse pre-party cocktails (ren Sex and the City) på Chicky Grill:

Og derfra til fest på Nørrebro i godt selskab af den slags man for en god dels vedkommende faktisk bare ser alt for sjældent. Men det giver heldigvis mulighed for gode gensyn. Som det i går.

Nå. Men nu sidder jeg under dynen med tungt hoved og resterne af den pizza, som LL meget, meget betænksomt købte til mig i går aftes. Og som jeg frådede gode dele af, da jeg kom hjem ved halv fem-tiden i morges. LL er drønet ud i verden for at købe elektroniske dingenoter til sit nye projekt: Musikanlæg til christianiacyklen. Jeg fik ondt i hovedet, da viste mig et diagram over, hvor man skulle sætte ledninger med krokodillenæb(?) fast på en sær metalplade og forsøgte at forklare mig, hvilke udgange der hørte til hvilke … dimser.

Men!

Vi kan vist ikke trække den længere … her kommer de tre vinderhistorier (OG! Vinderne skal lige smide mig en mail på mitsaakaldtlesbiskeliv@gmail.com – så finder vi ud af detaljerne).

Disse to historier har vundet et halvårsabonnement til Netflix (begrundelse i kursiv):

Anonymos lesbos skriver: 

Min mor: “det er godt at have en veninde at trøste sig med hvis man ikke er så vild med sex, ikk?” (tak mor, du har forstået alt)

Mødre, for fanden. Der er bare pakket så meget misforstået hensyn og benhård fordomsfuldhed ned i så få ord ovenfor. Du har fortjent lidt OITNB at trøste dig på. Tillykke!


Anonym skriver:
Fremmed flirtende heteropige på nevermind: Du er helt sikkert ikke bøsse.
Mig: Jo, det er jeg faktisk.
Heteropige (nu venindeflirtende): Ej, det kan man altså bare overhovedet ikke se. Er du ikke glad for at jeg troede det?

Mig (afvisende): Nææ.
Heteropige (nu fornærmet): Ej, det var altså et kompliment. Bøsser elsker bare at få at vide at de ser straight ud.

Bare for lige at illustrere, at det faktisk ikke er et must at være lebbe for at vinde denne konkurrence. WTF!? Igen misforstået hensyn. Hvad SKER der for at skære alle over en kam? Du må hjem og straight (lezzy?) acte foran lidt OITNB. Tillykke!
Og nu til det vigtigste. Historien nedenfor har vundet et abonnement til Netflix OG en megaflot orange, stor-i-størrelsen-og-ikke-så-flatterende fangedragt. TILLYKKE!

xx
Sidste privatfest jeg var til, faldt jeg i snak med kvinde jeg ikke kender. Under small talk nævner jeg at min forlovede er akønnet og forklarer på opfordring lidt om hvad det vil sige. Jeg havde fået lidt øl, så jeg citerer måske ikke helt korrekt, men en bid af samtalen gik ca sådan her:
Fremmed person: “Men man har jo enten mandlige eller kvindelige kønsdele.”
Mig: “Eller både og, ingen af delene eller noget der imellem. Men det er vel ligegyldigt i din dagligdag hvad folk har eller ikke har, så længe du ikke har tænkt dig at have sex med dem?”
FP: “Det kan du have ret i, vi skal behandle folk lige. …men du sagde at der ikke er noget galt med din forlovede, så han eller hun må jo have enten det ene eller det andet dernede. Hvad har din kæreste mellem benene?”
Mig: “Jeg synes det er pænt grænseoverskridende at du spørger ind til og tænker på min forlovedes kønsdele! Hvorfor er det så vigtigt for dig at vide?”
Hun svarede noget med, at det er fordi hun ikke ved hvilken kasse hun skulle placere min bedre halvdel i. Tro det eller ej, men efter lidt tid fik jeg hende faktisk til at se, at de kasser netop er problemet…og jeg undgik at svare på hendes mærkelige spørgsmål.

Hovedvinderhistorien vinder faktisk ikke så meget på grund af selve historien ovenfor, som egentlig mest bare er superdeprimerende – shit, hvor stødende. Hvad man dog ikke skal lægge ører til (men godt, du sagde fra!). Nej, den vinder i højere grad på grund af kommentaren under historien, der bare så fint lige skyder pointen helt hjem i mål. Jeg ved stadig heller ikke, om anonym mente det seriøst eller prøvede at være morsom. Come nu on:



Du har sgu fortjent – iklædt orange kedeldragt – at tømme Netflix for ikke blot OITNB men også alle (yderst lindrende) hundehvalpeprogrammer. Intet afhjælper idiotisk grænseoverskridende adfærd som lidt hundehvalp.

Igen understreger jeg:

I, skønne vindere, skal lige smide mig en mail på mitsaakaldtlesbiskeliv@gmail.com – så får I detaljerne vedr. abonnementet, og xx: Dig skal jeg selvfølgelig have en postadresse på også, så fangedragten kan blive sendt af sted!

REGNBUEFLAGET SGUDDA

Hof-vittigheden i den her lille lesbiske husholdning er, at jeg ikke kan møde en kvinde, der er:

a. Korthåret
b. Iklædt vindjakke
c. Og/Eller vandreinspireret fodtøj

… uden straks at udbryde til Livslebben, at der da  være tale om en lebbe.

Og jeg har så sjældent ret, at det næsten gør ondt.

(Dog er jeg naturligvis påståelig nok til – når jeg tager fejl – at tilføje et, “hun ved det nok bare ikke selv. Endnu.”, når jeg igen får afkræftet mine lebbemistanker.)

Forleden var vi på hundetur i Søndermarken, min dame og jeg. På vej ud af parken møder vi en kvinde med en lille mops. Jeg skyder på, hun var i midttrediverne. Kvinden, forstås. Hunden var så vidt jeg husker knap halvandet år gammel.

Vi snakker. Erfaringsudveksler, hunde-roser gensidigt. Klap-klap og nårrrhhh.

Og så går vi videre. LL siger:

” … Hvornår falder den så?”

“Falder hvad?“, spørger jeg.

“Bemærkningen.”

Jeg er komplet clueless, indtil hun svarer:

“Bemærkningen om hendes seksualitet.”

“Nååååååå. Tror du, hun var lebbe?“, spørger jeg – ivrigt (jeg elsker at møde lebber. Jeg gider/kan ikke forklare det).

Det viser sig, at jeg – måske fordi hendes hund var så sød, eller bare fordi jeg er homonormativ, og kvinden var langhåret – har overset det halvstore regnbueflag, hun havde syet fast på brystet af sin vindjakke(!).

Og bukserne var vist også ret praktiske.

Og min gaydar er igen gjort helt igennem til skamme.

Ældre indlæg