Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Kategori: Rusland (side 1 af 3)

WTF, Rusland + Kudos, Cane

Influenza + nyt job + forpligtelser til højre og venstre = manglende bloggeroverskud. Men her er jeg igen. Trods alt.

Lige for tiden er jeg i en form for permanent state of you-must-be-kidding, når jeg læser homonyheder.

Skal vi tale lidt om en liste i russisk Maxim, der tilgiver en række kendte bøsser deres homoseksualitet, fordi disse stygge syndere trods alt har bragt god kunst til bordet:

The Russian edition of Maxim publishes list of “Gays we respect” 

WTF, Rusland.

Jeg er nået til et sted, hvor det mest bare er hovedrysten, jeg har til overs for deres balladerier. Lige indtil jeg stopper op og blot et øjeblik kommer i tanker om, hvor friggin’ creepy, det egentlig er, at et gigantisk land (hurtig googling: 143+ millioner mennesker. Oh yes.) bare har trukket ned over befolkningens hoveder, at homoseksualitet er syndigt/forbudt/strafbart. Hvis vi regner med de berømte 10 pct. af befolkningen, så er der omtrent 14 millioner mennesker i Rusland, som er meget, meget direkte berørt af den fuldstændigt fucked up lovgivning.

Nå jo.

På den dejlige side af sagerne, har tidligere X-factorvinder Cane besluttet at være talsperson for en form for kønnets opløsning herhjemme. Se artiklen her.

Jeg har den dybeste respekt for hen, og uden at det skal lyde alt for akademisk højpandet overklassefeministisk, så er det FANME vigtigt, at lige præcis et så folkeligt ikon som Cane tager bladet fra munden.

Selvfølgelig kommer vi i artiklen ikke uden om en masse mudder i pronominerne og deadnaming (hvilket jeg for nyligt lærte, det hedder, når man bruger en kønsopløst persons “døde” (tidligere) navn. Og jeg har ikke engang bevæget mig ned i kommentarerne. Turde ikke. Men det, at Cane insisterer på ikke at være transkønnet, ikke at være en mand, er så vildt og modigt og ganske fantastisk. Al opbakning herfra.

(Og ikke at det selvfølgelig skal komme an på det, men Cane behøvede altså heller ikke decideret at kredse timevis omkring min seng, før hen blev budt ombord. Så det.)

Russersøstre med siamesisk fletning. Og sådan.

Huhada.

Sjældent har jeg da ligget så brak, som jeg gjorde i går oven på Melodi-selskabelighed af dimensioner i lørdags.

Sikken fest. Både på tv og i de nørrebro’ske stuer.

Måtte sende LL i byen for at hente hunde i går. Jeg havde rigeligt at gøre med at få verden til at holde op med at dreje rundt.

Muligvis var tømmermænd dog iblandet en skefuld influenzasymptomer, for jeg har godt nok brugt en god del af dagen i dag på at spørge kollegerne, om der ikke var særligt koldt på kontoret denne mandag?

Eller er jeg virkelig blevet så slatten, at jeg kører todagestømmermænd?

Ha.

Jeg troede faktisk, jeg var hjemme i min seng med shawarma i mundvigen ved midnatstid efter melodunse, men jeg kan se, at jeg har liket på livet løs henne på Facen klokken både nul-tre og nul-fire natten til søndag, så måske er det ok, at jeg først vågnede kl. 15 i går.

Og:

1. Så var det jo faktisk bare den helt rigtige sang der vandt. Åh, hvor var det rørende. Altså.

2. Så har jeg tænkt meget over, om det var upassende, at mennesker buede af russiske tvillinger med siamesisk fletning. Og jeg er nået frem til, at jeg stadig ikke synes, det er upassende. Havnede vist i mild diskussion allerede i lørdags med den holdning men vover at fastholde den.

Flere siger, at “det da ikke skal gå ud over de stakkels søstre, at Putin er en nar”.

Men helt alvorligt. Jeg synes faktisk i dette tilfælde, at man – når man stiller op som repræsentant for sit land – har truffet beslutning om at tage de (verbale) slag, det måtte medføre.

Var det også synd, hvis seerne havde stemt med fusserne og tildelt russerne de frygtede nul point? Er det ikke det samme?

Og tænk engang, hvis russiske tvillinger havde medbragt egen homodemo. Altså et lille subtilt antirussisk oprør. Det kunne de jo godt. Regnbueneglelakken er efterhånden en gammel kending. Jovist – med fare for landsforvisning.

Men stadigvæk.

Er jeg på glatis? Har jeg ikke tænkt mine argumenter igennem? Er jeg småsadistisk anlagt, når det kommer til antirussisk propaganda?

Om sygdom og snævertsyn. I nævnt rækkefølge.

Jeg er syg. Får lyst til at skrive ‘igen’ – har jeg ikke været meget syg på det seneste? Influenza på den der ondskabsmåde, hvor hovedet eksploderer og kvalmen stiger i halsen.

Og jeg er strandet hos LL, hvilket for så vidt er fint nok, fordi hun i modsætning til mig har et fjernsyn. Men hvad fanden er der ved at have et fjernsyn, når der er OL ud over det hele?

En måske/måske ikke betænksom bekendt mindede mig i den forbindelse om TV3play og Paradise Hotel. Og nu er jeg hooked.

Så kan LL få lov at se curling, når engang hun kommer hjem.

“Det er en rigtig gentleman-sport,” sagde hun (til min store begejstring), da hun for tyvende gang forsøgte at forklare mig reglerne. Jeg synes, det er en rigtig dum sport.

Og bevares, det er da meget fint, at der ikke er nogen dommer, fordi spillerne selv finder ud af det hele. Men måske også et ret tydeligt symptom på en ualmindelig uinteressant sportsgren.

Og spillerne ligner noget fra it-support.

Til gengæld så jeg noget freestyle-skiløb for kvinder mellem to x dybe lure, hvor en af løberne – en cis-kvinde – for foden af banen holdt en seddel op for kameraet, hvor der stod noget i stil med:

“Alles Gute zum Geburtstag, Amanda!”

Plus en masse hjerter. Og kommentator #1 foreslår, at det nok var en fødselsdagshilsen til kæresten derhjemme, hvorefter kommentator #2 svarer:

“Amanda!? Det er da et pigenavn, så er det vel ikke kæresten.”

Magen til snævertsyn.

Åh ja. Den svenske træner havde i øvrigt regnbuefarvede handsker på. Jeg tror bestemt, det var med vilje.

Nå. Men nu har jeg lånt damens gigantiske høretelefoner, og så vil jeg se, hvordan det mon ender med hende lebben Nadia, mens LL laver chai-te med marshmallows til alle syge.

Jeg har lige brugt begrebet cis-kvinde for første gang. Det skal jeg nemlig øve mig i at integrere i mit ordforråd. Det er et godt ord.

Olympiade i dårlige beslutninger

Jeg ser ikke OL. Det interesserer mig almindeligvis ikke det mindste at følge de såkaldte Lege.

Men i år holder jeg øje. Omend mest via Buzzfeed og Twitter, fordi jeg vil se alle de gange, Rusland dummer sig. Hvis PR-dumhed var en olympisk disciplin, havde Rusland gode odds.

I har garanteret allerede set videoen fra det canadiske Institut for Diversitet og Inklusion? Med bobslædekørerne? Åh, den er sød. Og jeg fik totalt lyst til at høre noget mere Human League.

Og på samme måde, er I garanteret totalt på forkant med, hvilken dragt den tyske delegation havde iklædt sig til åbningsceremonien? Den er da regnbuefarvet … er den ikke? Jo, den er sgudda så.

Og så er der alle #sochiproblems-skandalerne henne på Twitter. Hoteller, hvor lobbyen ikke er bygget færdig, eller hvor dørhåndtagene falder af værelserne. Eller kablerne hænger ud af væggene. Nå ja, eller hvor 11 journalister fra CNN Sports har fået … ét værelse. Til deling.

Oh yes.

Og hvad med åbningsceremonien hvor Rusland havde fået løgnelebbe-gruppen t.A.T.u. til at optræde?

Seriøst. Hvem er Sochi-kommunikationschef? Hende (eller ‘ham’, det er Rusland, who am I kidding?) gad jeg virkelig godt møde.

Det er jo for vildt, hvis der helt alvorligt er en PR-type derovre, der har tænkt, “Ah! Vi får en (phony) lebbeduo til at åbne ballet, så holder homoprotesterne garanteret op.” Åh gud, hvor kortsigtet.

Nå ja. Og så var det også lidt sødt, at det-der-med-ringene gik galt:

Ha.

Sidesporsfest. Men trods alt sidesporsfest med Marie Key som ikke-så-hemmelig gæst.

Nå. Marie Key spiller på Vega i aften. Det er praktisk talt i min forhave. Men jeg har ikke fattet en skid, og nu er koncerten udsolgt.

Upassende.

Men lige meget hvad, så er det i virkeligheden også bare totalt lige meget, sagde ræven, for der er skruet 100 pct. ned for al socialiseren, indtil 2xHund har lært at styre deres handicap og holder gaffen lukket, når de er alene hjemme.

En uge. Please. Giv mig mit liv tilbage.

Nå. Men da jeg var ude at lufte Homohunden i frokostpausen, gik jeg og spekulerede på, om Marie Key mon cykler til Vega, når hun skal spille koncert.

Der er jo ikke nogen grund til at ankomme i heftig tourbus, når man bare kan hoppe på raceren henne fra hvor-hun-nu-bor. Sikkert på Østerbro eller Christianshavn. Hun slår mig ikke som en Vesterbro-lebbe. Hun har ligesom for meget integritet. Hun kan bære Østerbro, kan Marie Key. Og Nørrebro er bare for obvious.

Jeg forestiller mig (altid. hver dag. uden stop), at Marie Key kører på en racercykel.

Men. Måske tager hun taxa. Selvom det ville være lidt for irriterende, fordi hun så måske ville synge den der Sanne Salomonsen-sang som blev skamspillet for en tre års tid siden på Vela, og som min daværende kæreste og jeg vist nok omdøbte til “I en Fakta”. Fordi det faktisk er en bedre love story.

Hold kæft, en(dnu en) sidesporsfest, jeg holder.

Og nu får Marie Key fanme også det tag, hun har fortjent. Sgu.

Hvis vi begynder med lesbisk håndbold og slutter med Dita von Teese, så er I helt med, ikke?

Jeg får slet ikke skrevet lige så meget, som jeg gerne ville. Og den dårlige samvittighed hamrer på yderdøren, og jeg prøver ikke at lytte. Og jeg skylder stadig de trofaste lidt bevis for min diminutive Ruslands-demo.

Men.

Jeg har en hundehvalp. For eksempel. Og det er så fucking fedt. Og hårdt og røvsygt. Og meganuttet. I vilkårlig rækkefølge.

Lige nu ser LL – you guessed it – håndbold.

Kort efter vi havde mødt hinanden (og efterfølgende ca. en gang i kvartalet) tog vi en semi-ophedet diskussion om, hvorvidt der var større repræsentation af lebber i kontaktsport, end i den såkaldt virkelige verden.

Hun mente – og mener – nej og har en vis førstehåndserfaring (der dog hendes … førstehåndsmøder (host-host) … taget i betragtning taler til min fordel).

Jeg mener klart ja – og peger en flot finger i retning af Anja Andersen og co.

Vi bliver helt sikkert aldrig enige, med mindre nogen kan lægge iskoldt fakta på bordet, for vi var lige igennem den igen. Og nu har jeg lige googlet “Line Jørgensen lesbian”. Og nynner TV2 imens.

Jeg blev ikke klogere. LL mener at vide, at Line Jørgensen (Voldum) helt sikkert ikke er lesbian. Men med de skuldre og den fremtoning er jeg stærkt i tvivl, ikke desto mindre.

Nå.

Men derudover var jeg til julefrokost i fredags. Og lå brak det meste af lørdagen – med undtagelse af de plus/minus fyrre gange jeg og LL stod uden for døren helt tyste og øvede alene hjemme med 2xbulldog.

Det gik pissegodt. Hvilket forhåbentlig betyder mere hundefrit parforhold til mig. Juhu! Det kan måske lyde kontraintuitivt, men en del af årsagen til, at vi erhvervede Hund#2, var faktisk, så Homohunden kunne lade os være i fred engang imellem. Please.

Og det ser ud til, det virker. Problematisk er det dog, at Mindstehunden reagerer med kraftig gøen på sexscener i film. Vi så otte afsnit af The Tunnel (den fransk/britiske udgave af Broen, som jeg aldrig lige fik set) i går – tømmermænd, sagde jeg jo – og når der blev knaldet på skærmen, blev der gøet i stuen.

Den reaktion skal vi liiige have hevet ud af kræet snarest, tænker jeg.

Jeg forlod i øvrigt fredagens julefrokost ved totiden, da resten af festen tog videre til parallelfrokost i modebranchen. Jeg mødtes med BB og tilbragte dernæst to spritstive timer på Cosy, og de var godt givet ud.

Vi mødte nemlig fx en flok bøsser, der insisterede på, at jeg mindede svært om Dita von Teese. Hvilket bestemt er en kompliment, der ikke har anden klangbund i virkeligheden end en rød læbestift og en sirligt sat rockabilly-inspireret pandekrølle.

Men tak alligevel, dejlige mænd.

Så det.

Og nu har jeg for øvrigt oprettet tagget ‘håndbold’. Fordi man fanme ikke kan drive en lebbeblog uden. Sgudda.

Jeg er altså ikke død. Eller sibirisk fængslet. Bare doven.

Fuck, hvor er I søde. Jeg har det godt! Så godt. Ingen grund til bekymring. Jeg har bare været såkaldt lesbisk doven og absolut uden spændende historier. I skal nok få lidt af Ruslandssagaen på et tidspunkt, men ikke lige nu.

Puhada.

Jeg holdt julefrokost for en 10-12 af de bedste i fredags. Tror vi talte tre bøsser, seks lebber og så heterofolk forresten. Og som min skønne veninde S. skrev dagen efter:

Der blev snakket om ejerlejlighed vs. andel til første ret, pensionsopsparing til næste, men da der kom svin og risalamande på bordet, blev der naturligvis talt om anal dobbeltfisting og om, hvorvidt, det er ok at bruge beskrivelsen ‘fræk’ om sin egen far? (jeg siger – stadig – nej)

Et af mine absolutte favoritøjeblikke var klart, da jeg skulle finde noget Rihanna på iPad’en og erfarede, at seneste søgning i Spotify var efter noget så specifikt som “music”. Åh gud.

Ved totiden dukkede flere gode mennesker op, og jeg tror nok, vi hørte Trololo. Flere gange. Og dansede pardans.

Og da det blev lørdag, og jeg faldt i middagssøvn op af LLs ryg til nogle halvgamle afsnit af en halvdårlig serie om en flok venner i New York, var jeg meget, meget glad for, at jeg klokken halv fem om morgenen trods alt lukkede festen med ordene “Men hvorfor skulle jeg dog tage på Nevermind nu?”

Så det lod jeg bøsserne om, og som LL også så rigtigt bemærkede, så havde jeg jo vitterligt ikke noget at tage på Nevermind efter – for det er faktisk ikke nødvendigt at blive danse-afvist af flere sure damer lige nu.

Trololololoooo

Jeg har lavet et lille homo-oprør i dag. Midt på pladsen foran Vinterpaladset. Og oprør er et enormt stort ord at bruge i denne sammenhæng. Så det undskylder jeg på forhånd.

En lillebitte museagtig og halv(hel!)hemmelig aktion er nok en mere rammende beskrivelse.

I skal nok få mere at vide, men det kræver en lidt mere stabil internetforbindelse, end jeg har til rådighed i dette øjeblik, så I må lige tøjle nysgerrigheden lidt endnu.

Til gengæld er jeg sgu ret betaget af Skt. Petersborg. Jeg havde forventet mere Polen og har fået mere Budapest. Sådan hvis jeg lynsnapt skal beskrive Ruslands næststørste og megetmegetmeget smukke by.

Skt. Petersborg giver mig gevaldigt lyst til at nynne Trololo-sangen over alt, hvor jeg går og står. Hele tiden. Jeg har den konsekvent på hjernen. Så det kan jeg jo meget passende sørge for, I også får. Bemærk hvordan han nærmest ikke bevæger munden.

Det er for sindssygt.


Min dejlige ven M. og jeg var i sommerhus for halvandet års tid siden, hvor vi tilberedte en hel middag til titimersversionen af Trololo. Den udgave vil jeg skåne jer for, men man får altså reeet godt hoftevug i kartoffelskrælningen af den.

Bare en form for køkkentip.

Beluga i Petrograd. På lesbisk, selvfølgelig.

Nu er jeg i Rusland. Sgu. På et af de gamle femstjernede hoteller i Skt. Petersborg. Marmor og mahogni er en form for nøgleord.

Og ja, jeg har udsigt til en katedral med flødeskumskupler. Tak fordi du spurgte.

Jeg har lige en times arbejde foran mig, inden jeg kan holde søndag, men dernæst har jeg så sandelig planer om et karbad, og så har jeg ellers lige bestilt en roomservice-sandwich. Selvom jeg kort overvejede bare at køre 100 gram Beluga-kaviar på forretningskortet. 40.000 rubler (eller knap 7.000 kr.). Come nu on. Småpenge.

Nå!

Min mor synes i øvrigt, jeg skulle rejse som single. Og da jeg havde problemer med Viber i taxaen til hotellet, og min mægtig flinke russiske rejseguide, hvis navn jeg vil lade være usagt, idet det simpelthen er så russisk, at det lyder som en vittighed, prøvede at hjælpe mig, nåede jeg også lige at tænke, om han undrede sig over, hvem kvinden på det lille foto, der flankerer LL’s kontaktdata, som jeg så ivrigt prøvede at sms’e, var.

Men det blev ikke relevant. Han spurgte ikke.

Og jeg tænker egentlig også bare at spille med åbne kort. Måske i første omgang køre med den småsubtile term “partner” i stedet for “girlfriend”, men hvis de spørger – så får de altså sanningen, som man siger i seje Sverige.

Anyway. Hvad skal jeg huske at opleve i Skt. Petersborg?

Helt vildt åben (for oprørske forslag)

Nå. Men jeg har skrevet en mail i dag. Og sendt den til LGBT. Og. Hvis I har bud, byder jeg også dem meget velkomne!

Ældre indlæg