Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Kategori: om mig (side 1 af 27)

Jeg har fået en baby

Ja. Jeg skød en lille tøs ud af min skede uden anden bedøvelse end en varmepude her for en lille måned siden. Hun er usandsynligt sød. Og usandsynligt tidskrævende.

Nå. Men en fødsel er lidt sådan en 24-timers øvelse i, hvor langt man kan strække grænserne for sin egen blufærdighed. Startede med at jeg fik et lavement i stikpilleform og således tilsølede en ble, liggende på siden med LL i hånden siddende foran mig. Og sluttede med seks minutters pressefase, hvorpå min datter blev lagt på maven af mig og kvitterede for selve livet med at skide mig, sig selv og hospitalets pæne dynebetræk op og ned ad ryggen.

Så. Lort var ligesom et gennemgående tema.

Herefter hidkaldte jordemoderen i øvrigt sin obviously lesbiske kollega, der skulle bistå med at placere fire sting i mit mellemkød. Hvorpå de skiftevis stak en finger op i mit røvhul – to gange hver – og imponerede roste min formidabelt stærke lukkemuskel.

Hvilket nu står øverst på min liste over tvivlsomme komplimenter.

Men selvsamme analmuskulatur kommer mig til gode i dag. Baby har nemlig besluttet sig for kun at gide sove PÅ mig. Og så er det udmærket at kunne påføre sig selv lidt mild forstoppelse ved at udsætte det toiletbesøg, man trænger så frygteligt(!) til. Blot med viljens magt. Og en stærk lukkemuskel.

PS. Er dette indlæg i virkeligheden ren humble brag?

Status – fem minutter i baby

Hej lebber. Om max et par uger har jeg en baby. Tre dage til termin. Hvordan det går med det hele, spørger du? Jo. Lad mig opsummere:

  • Halsbrand, i en grad jeg ikke troede var mulig.
  • Hæmorider. Flertal. ’nuff said.
  • Konstante menstruationsagtige murrende smerter.
  • En bøvlende baby i maven, der vil skide på, om hendes boksetræning går ud over min blære.
  • Massiv kløe over hele kroppen (hvorfor snakker ingen om kløen?!) – kradsede mig seriøst til blods forleden og bad i mit hysterianfald LL om at LOVE mig, at der ikke fandtes en type minibiller, hvis fineste formål er at kravle rundt under huden på gravide lebber.
  • En vom, der har sat en stopper for ikke bare liggen-på-maven (yndlings-skrivestilling dermed sat ud af spil) men fanme også for liggen-på-ryggen, fordi tung mave apparently blokerer en eller anden nerve i ryggen, hvilket bevirker, at arme og hænder bliver følelsesløse i løbet af fem minutters tid.
  • Nætter med max to timers sammenhængende søvn af gangen, fordi enten tissetrang eller hvalfølelsen, når man skal vende sig rundt er verdens ondeste vækkeur.

Graviditet er med andre ord f***ed up. … Men selvfølgelig har jeg også udsigt til at føde verdens nok sødeste baby om ganske få uger.

Jeg har som den idiot af en violinspillende græshoppe, jeg nu engang er, skubbet alle gravidlektier foran mig. Bevares. Vi har gået til fremragende fødselsforberedelse på Frederiksberg (jeg vil virkelig anbefale stedet varmt  til andre forældre in spe, og måske især homoforældre – Mamaprofylax.dk – som især skal roses, fordi kursuslederjordemoderen gjorde et rigtigt stort nummer ud af at være inkluderende og sige ‘partner’ i stedet for far … også selvom samtlige de andre seks par på vores hold var dirrende heteroseksuelle). Men jeg har øvet min vejrtrækning (“det er rigtig godt, hvis I bruger 10 minutter hver dag på at træne vejtrækningsøvelserne”) lige præcis nul gange, siden vi stoppede. Og selvom jordemoderdamen forærede os fancy “Vulva Lip Balm” i moderigtig rosa dåse, så mellemkød kan blive masseret smidigt, inden der skal passere en vandmelon gennem fødekanalen, har jeg masseret mig hele … én gang. Men der er altså også meget tv, der skal ses, og kulhydratholdige morgenmadsprodukter, der skal spises, når man sådan er på barsel. Så det er sgudda klart, jeg ikke har tid til den slags.

Jeg barsler i øvrigt med et indlæg til lesbiske par, der ønsker at hjemmeinseminere med kendt donor. En slags guide. Det er en større omgang. Men ikke desto mindre vigtig. For der er mange lovgivningsmæssige faldgruber og blindgyder, som man for guds skyld bør kende, før man overhovedet går i gang med at prøve at blive gravid.

Men det tager lidt tid at få færdigt, fordi det skal være så grundigt som muligt. Så! Hvis du/I overvejer lesbisk familieudvidelse v/ hjemmeinsemination, og du endnu ikke kan finde mit indlæg om det, så smid mig lige en mail på: mitsaakaldtlesbiskeliv@gmail.com – for I MÅ IKKE(!) gå i gang med projekt hjemmeinsemination, før I kender mest muligt til reglerne vedr. forældremyndighed i den sammenhæng. Jeg mener det. Det er kompliceret. Men det er meget, meget vigtigt.

HVOR ER BUTCH-DAMERNE?

… Spektret er bredt – fra det næsten drag king’ede med smoking og lommetørklæde til en hoodie og et par hængerøvsbukser. Jeg er faktisk til det hele. Men hvis jeg skal vælge, så tager jeg Danielle Cooper og Ali Medina. Så kan I slås om resten, I vælger bare her:

WHERE HAVE ALL THE BUTCH DYKES GONE?

Nu jeg tænker over det, går det op for mig, at jeg nok egentlig har været tiltrukket af butch kvinder længere tid, end jeg har været (erkendt) lesbisk.

Jeg er fx aldrig blevet specielt genert, når jeg var omkring (objektivt såvel som subjektivt) smukke mænd, ikke engang dengang jeg levede som heteroseksuel. Deres flirt gjorde mig klodset og stiv, og ikke på den søde måde. Til gengæld er jeg altid blevet forfærdeligt genert og forfjamsket (‘fjalet’ som vi siger i min familie) i selskab med butch kvinder. Jeg oplever, at hele spekret af ‘masculine presenting’ kvinder ofte har en måde at behandle mig på, som får sådan en sårbar damsel-in-distress frem i mig, som jeg ellers sjældent levner plads til. Den måde tomboy’ede kvinder flirter er bare helt særlig – og galanteriet i deres handlinger gør mig blød i knæene. De ønsker en side frem i mig, som jeg kun i deres selskab formår at omfavne.

Jeg bliver stadig frygteligt genert og selvbevidst, når butchede kvinder flirter. Men nu er jeg blevet bedre til at spille med. Og jeg kan godt lide den kvinde, jeg bliver – eller giver mig selv lov at være – i selskab med butchede eller maskulint presenting lesbiske.

Jeg har været sammen med flere relativt tomboy’ede kvinder – og ufatteligt sexet er den altså, den der tvetydige maskulinitet, der får glimtene af kvinde i butches til at virke desto tydeligere. Den skrøbelighed, de (selvfølgelig) også rummer. Det er sexet, fordi deres leg med/udfordring af normerne giver mig plads til at rumme hele spektret også. For det meste, i hvert fald. For jeg så en – i øvrigt rigtig sød – butch’et kvinde på et tidspunk, som var meget insisterende på en lidt rigid opdeling af kønsrollerne. Der var ikke plads til gråzoner, hendes drøm var, at jeg var kvinden, og hun … well, butchen. Det blev kedeligt, fordi det jo netop er friheden til at sample, der – i min optik! – gør det så skideskønt at være lesbisk.

Vi har som lesbiske hele spektret til vores rådighed. Vi behøver ikke at bekymre os om en eller anden #masculinitysofragile. Vi bestemmer selv, om vi begge skal gå med bukser og bage kage, eller om det er hende i kjolen, der skal fange edderkopper og sætte lamper op. Alle egenskaber fra alle hylder i den heterokedelige tombola tilhører os begge to. Os alle sammen.

(Disclaimer: Og jeg er selvfølgelig klar over, at der er masser af heteroforhold, hvor der hersker samme frihed, som jeg oplever i mine lesbiske forhold, og jeg er klar over, at der er kvinder, der trives godt og frit i heteroforhold, og at der findes heteromænd, som er pisseligeglade med og upåvirkede af, at det er deres kærester, der har værktøjsbæltet på. Men jeg var personligt ikke i stand til at finde den frihed med mænd. Sandsynligvis fordi jeg hele tiden var, du ved, lesbisk. Jeg kan huske, at jeg mange gange har tænkt, “hvordan gør de det? Hvordan formår de at være så naturlige og afslappede i et forhold til en mand?”)

For mig var det – og det har jeg skrevet mange gange før, det ved jeg – en befrielse at slippe ud af heteroparforholdets rigide rollefordeling. Jeg har mere plads til at handle autonomt nu, end jeg nogensinde havde med mænd. Og det handler med garanti mest om, at jeg bare ikke skulle være sammen med mænd. Jeg havde i mine få og mislykkede heteroforhold en evig følelse af, at jeg skulle passe ind i en kasse, som ikke faldt mig naturlig. At jeg skulle være kvinden. Hele pakken. Hvordan fanden man så ellers er det. Det var vist ikke noget, mine mandekærester afkrævede mig – hverken udtalt eller uudtalt – men det var noget, jeg forventede af mig selv, og som gjorde det svært at være den jeg er. Jeg er et relativt ambitiøst, utålmodigt og handlende menneske, hvilket ikke var værdier, jeg dengang kunne finde ud af at passe ind i en heterorelation. Fordi min fornemmelse var, at jeg ikke kunne være både skrøbelig og handlende. Fordi det – normativt anskuet – efterlod klassisk feminine værdier som mådehold og passivitet til min partner.

I mine lesbiske forhold, jeg har haft tre længerevarende af slagsen, har der altid været plads til at jeg rummede det hele. Så jeg sammen med kvinder blev en udgave af mig, som jeg meget bedre kunne lide, fordi der er plads til det hele. Der er dage, hvor jeg holder døren for LL, passer på hende og rummer hendes skrøbelighed. Og der er dage, hvor hun går forrest, kurtiserer mig helt ind til benet og får mig til at mærke, at der er en, der griber mig, når jeg falder. Vi skiftes til at være stærke, og det elsker jeg virkelig.

Halvvejs

Nu er jeg halvvejs. Lige præcis. Har tyve ugers gravidtid bag mig og tyve uger forude.

Status er, at jeg mærker uhyggeligt lidt til projektet – med undtagelse af det, jeg – i forsøget på at beskrive en for mig helt ny følelse over for en læge – fik beskrevet som ‘milde-konstante-skvatte-med-skridtet-først-ned-på-tværstangen-af-en-herrecykel’-smerter. Alternativt “blevet-gennembollet-en-hel-weekend-med-noget-der-nok-var-lidt-større-end-nødvendigt”-smerter. Eller “har-glemt-pudebukser-til-dobbeltspinningtimen”-smerter. Eller bare ‘Fissesmerter’, når jeg taler med mine nærmeste. De kloge siger, det er noget med bækkenet. Men jeg er ikke hårdt ramt, og det er jeg meget glad for.

Fik dog fødeerfaren veninde til at love mig, at man ikke på noget tidspunkt i løbet af en graviditet kommer til at høre sine egne knogler knirke. Hvilket, viser det sig, er en oprigtig frygt, jeg åbenbart går rundt med. Knirkende knogler er creepy.

Anyways. Jeg ser, frankly, mest gravid ud på kinderne. Og så pruster jeg pludselig som en lille pony, når jeg skal gå op ad trapperne til tredje. Uden at man altså kan se andet på mig, end at jeg potentielt er gået lidt rigeligt til risalamanden i december. Glæder mig til tid med babybump og dermed valid undskyldning for at tiltuske mig seniorsæde i bussen og spise for to.

 

Romantisk peak hour

Mit romantiske liv peaker lige nu. Har netop inviteret LL til kalenderbegivenheden “VVS’eren kommer og kigger på radiatoren” fra kl. 7.00-7.15 i morgen.

I markedet for en stegepande

Scener fra et ægteskab:

I onsdags havde Livslebben købt lækre mørksejfileter med hjem fra fiskehandleren. Men fileterne gik i stykker under stegningen, og det var pandens skyld. “Den her pande ryger UD, når jeg er færdig”, skældte LL.

Fisken smagte nu altså dejligt alligevel – med løg og broccolisalat til.

Men da jeg morgenen derpå gik ned med skrald, tog jeg på LL (bare på hendes ord, dirty minds) og hev den udskældte synder af en stegepande med ned.

Stolt berettede jeg, da vi begge kom fra work, at panden var røget ud (signal: jeg er en dygtig kæreste, der lytter). Men – “så har vi jo ikke nogen pande”, kvitterede LL. Den skulle jo ikke smides ud, før vi havde købt en ny, vel, ubetænksomme såkaldte lebbe. Det kunne du vel have sagt dig selv.

Det korte af det lange er: Jeg i markedet for en stegepande.

Dagen i dag får karakteren 8/10*

Jeg betragter dagen i dag som en succes og tildeler den karakteren 8/10. Hvorfor? Jo, fordi jeg i TRE af hinanden aldeles uafhængige sammenhænge har skrevet det smukke lydmalende ord (eller: onomatopoietikon.  Look it up) “åhhhuwåååå”.

  • Dels i forbindelse med Ulla Pia-slagerhittet ‘Hele ugen alene’.
  • Dels i forbindelse med TV-2-klassikeren “De første kærester på månen”
  • Og dels i forbindelse med 90’er-baskeren “Jeg troede, du var hos Michael” (stadig en god sang).

Hertil fik jeg positiv respons på følgende går-den-så-går-den-bestilling til LL, som i øvrigt befandt sig mindre end en meter fra mig, da jeg skrev den:

OG så er dagen i dag også dagen, hvor min mor, min søde, røde, neurotiske økomor (har jeg nogensinde fortalt om min barndom? Hvor man fik ravkæder (flertal) om halsen, hvis man hostede (“de varmer”) og dråber af græskarkerneekstrakt at gurgle i, hvis man havde blister i munden (du har – jeg lover dig – aldrig prøvet noget så bittert. Din tunge bliver til en lille krøllet rosin)) kommer hjem efter tre ugers pensionistferie i Andalusien. Med daglige instagrambilleder (flertal) af … døre som følger (“jeg samler på døre”).

Hun er noget af det bedste i verden. Og kun ca. 38 pct. kuk-kuk.

Og så har vi også fået nye VINDUER i dag. Og der var kun hul direkte ud til regnvejret i en times tid. Succes!

Og Enhedslisten er ikke gået tilbage i København.

OG der kommer Bagedyst i aften.

*Ej. Jeg opgraderer fanme til 9/10.

Den tykkeste metafor i byen

I nat drømte jeg, at Riccos Kaffebar havde åbnet en ret træls, larmende Joe & the Juice-agtig filial i vores stue. Uden at spørge om lov. Så der var fyldt med kække, uhhhmpti-uhhhmpti-technomænd og gæster, der kæderøg i vores hjem.

Jeg måtte trække cafemanageren ved øret ned til kommunen for at få ham til at forstå, at man ikke bare kunne invadere andres bolig på den måde uden en tilladelse.  /Drøm slut.

… Men ud over det er jeg sikker på, at min underbevidsthed er totaaalt okay med den livmoder-invasion of the body snatchers-situation, jeg har kørende.

Ville ønske, at mit drømme-selv formåede at parafrasere på et lidt højere niveau end 8.-klasses dansktime.

Afsluttede i øvrigt natten med at drømme, at det regnede store, fede kakerlakagtige (godt ord igen) biller fra himlen uden mulighed for at søge ly. Nå jo, og at verden blev oversvømmet på katastrofefilmmåden. Vi kom med andre ord smukt igennem i hvert fald et par af de syv plager.

Hovedet langt oppe i røven

Der er en naturlig årsag til, at jeg ikke har blogget en skid på det seneste. Eller en helt vildt unaturlig årsag, egentlig. For der er noget stort, som fylder virkelig meget, og som jeg ikke lige har kunnet dele på bloggen. Og som medfører daglige udvekslinger a la denne mellem LL og jeg:

Ja. Der gror et lillebitte menneske i min mave. Sgu. Og ja, vores default-emoji er et hjerte. Corny shit. Næsten lige så corny som at lebberne skal være forældre engang til foråret.

Man har et standpunkt, til man tager et nyt … og sådan.

Det er fucked up, nyt og stadig alt for teoretisk til, at jeg kan andet end at lave sjov med det. Og jeg har været oprigtigt bange for at breake det herinde, fordi jeg jo dermed indtager et temmelig nyt standpunkt. Men ovenpå et 2016, der var det mest rædsomme, vi kollektivt og LL i særdeleshed har oplevet nogensinde, var der bare et eller andet, der forrykkede sig. Der var måske nok bare pludselig plads til at tænke lidt længere og større, end jeg ellers almindeligvis bryder mig om. Fordi jeg blev konfronteret med en reel risiko for at miste min elskede (og det er altså udmærket brændstof til livsrevision, hvis det nu absolut skal være). Så vi begyndte at tale om muligheden i vinter. Sådan lige så forsigtigt og hvis-og-hvis.

Og så gik det hverken værre eller bedre, end at en perifær bekendt nogenlunde samtidig henvendte sig, fordi han var skruk og havde os i kikkerten som potentielle mor-targets, og det satte yderligere skub i tankerne. Det endte nu ikke med ham men i stedet med en herlig mand, som vi efter få forfejlede forsøg formåede (firdobbelt allitteration – jeg elsker mig!) at date os frem til på Regnbuebarn.dk.

LL og jeg har nemlig hele tiden – og heldigvis – været ret enige om, at hvis det skulle være, skulle det være med en donor, som barnet kunne lære at kende helt fra begyndelsen. Omvendt har vi været lorne ved at involvere vores bedstebøsser i projektet. Helt egoistisk vil jeg nok bare gerne kunne nyde mine venner uden logistik-udfordringer og potentielle sengetids-/glutendiskussioner.

Og nu bor der på fjerde måned et begyndende menneske i min mave. Til scanningen lå fostertypen med hele hånden inden i kæften (like mother like baby) og gad ikke rigtigt stå op til fotografering klokken otte om morgenen (like mother like baby). Men da divaen m/k/* endelig berigede os med sit selskab var det tydeligt, at høn har arvet LLs flotte høje kindben.

Anyways. Vi er pænt oppe at køre, og øjeblikkene, hvor jeg tuder og råber “IKKE ALLIGEVEL! IKKE ALLIGEVEL!” tegner sig kun for cirka 35 pct. af det samlede billede … så alt er fint. Og LL har allerede købt ternede mini-Vans i størrelse ‘tre måneder’. Sindssygt fornuftigt, alligevel, at indkøbe mærkevarefodtøj til en, der ikke kan gå.

Rengørings-chicken

Mig og LL har gang i en slags uudtalt rengørings-chicken lige for tiden. Der står en gryde med nogle efterhånden udefinerbare rester i vores køleskab. Den stinker.

I ved – den stinker så meget, at man lige visualiserer hvor mælken står og trækker vejret dybt ind, inden man åbner lågen på klem, vrikker kartonen ud og smækker efter sig og drejer sig rundt og puster ud. For at undgå at maven når at vende sig på hovedet ved lugten.

Vi var ude i en lignende omgang for en måneds penge siden. Måske var det gryderet med kål. Der klarede jeg den. Med nød og næppe.

Så denne gang må det være LivsLebbens tur. Og indtil hun klarer den, er lidt opkast bagerst i munden hver morgen når jeg hælder A38 op, en billig pris at betale.

Ældre indlæg