Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Kategori: om mig (side 1 af 27)

Romantisk peak hour

Mit romantiske liv peaker lige nu. Har netop inviteret LL til kalenderbegivenheden “VVS’eren kommer og kigger på radiatoren” fra kl. 7.00-7.15 i morgen.

I markedet for en stegepande

Scener fra et ægteskab:

I onsdags havde Livslebben købt lækre mørksejfileter med hjem fra fiskehandleren. Men fileterne gik i stykker under stegningen, og det var pandens skyld. “Den her pande ryger UD, når jeg er færdig”, skældte LL.

Fisken smagte nu altså dejligt alligevel – med løg og broccolisalat til.

Men da jeg morgenen derpå gik ned med skrald, tog jeg på LL (bare på hendes ord, dirty minds) og hev den udskældte synder af en stegepande med ned.

Stolt berettede jeg, da vi begge kom fra work, at panden var røget ud (signal: jeg er en dygtig kæreste, der lytter). Men – “så har vi jo ikke nogen pande”, kvitterede LL. Den skulle jo ikke smides ud, før vi havde købt en ny, vel, ubetænksomme såkaldte lebbe. Det kunne du vel have sagt dig selv.

Det korte af det lange er: Jeg i markedet for en stegepande.

Dagen i dag får karakteren 8/10*

Jeg betragter dagen i dag som en succes og tildeler den karakteren 8/10. Hvorfor? Jo, fordi jeg i TRE af hinanden aldeles uafhængige sammenhænge har skrevet det smukke lydmalende ord (eller: onomatopoietikon.  Look it up) “åhhhuwåååå”.

  • Dels i forbindelse med Ulla Pia-slagerhittet ‘Hele ugen alene’.
  • Dels i forbindelse med TV-2-klassikeren “De første kærester på månen”
  • Og dels i forbindelse med 90’er-baskeren “Jeg troede, du var hos Michael” (stadig en god sang).

Hertil fik jeg positiv respons på følgende går-den-så-går-den-bestilling til LL, som i øvrigt befandt sig mindre end en meter fra mig, da jeg skrev den:

OG så er dagen i dag også dagen, hvor min mor, min søde, røde, neurotiske økomor (har jeg nogensinde fortalt om min barndom? Hvor man fik ravkæder (flertal) om halsen, hvis man hostede (“de varmer”) og dråber af græskarkerneekstrakt at gurgle i, hvis man havde blister i munden (du har – jeg lover dig – aldrig prøvet noget så bittert. Din tunge bliver til en lille krøllet rosin)) kommer hjem efter tre ugers pensionistferie i Andalusien. Med daglige instagrambilleder (flertal) af … døre som følger (“jeg samler på døre”).

Hun er noget af det bedste i verden. Og kun ca. 38 pct. kuk-kuk.

Og så har vi også fået nye VINDUER i dag. Og der var kun hul direkte ud til regnvejret i en times tid. Succes!

Og Enhedslisten er ikke gået tilbage i København.

OG der kommer Bagedyst i aften.

*Ej. Jeg opgraderer fanme til 9/10.

Den tykkeste metafor i byen

I nat drømte jeg, at Riccos Kaffebar havde åbnet en ret træls, larmende Joe & the Juice-agtig filial i vores stue. Uden at spørge om lov. Så der var fyldt med kække, uhhhmpti-uhhhmpti-technomænd og gæster, der kæderøg i vores hjem.

Jeg måtte trække cafemanageren ved øret ned til kommunen for at få ham til at forstå, at man ikke bare kunne invadere andres bolig på den måde uden en tilladelse.  /Drøm slut.

… Men ud over det er jeg sikker på, at min underbevidsthed er totaaalt okay med den livmoder-invasion of the body snatchers-situation, jeg har kørende.

Ville ønske, at mit drømme-selv formåede at parafrasere på et lidt højere niveau end 8.-klasses dansktime.

Afsluttede i øvrigt natten med at drømme, at det regnede store, fede kakerlakagtige (godt ord igen) biller fra himlen uden mulighed for at søge ly. Nå jo, og at verden blev oversvømmet på katastrofefilmmåden. Vi kom med andre ord smukt igennem i hvert fald et par af de syv plager.

Hovedet langt oppe i røven

Der er en naturlig årsag til, at jeg ikke har blogget en skid på det seneste. Eller en helt vildt unaturlig årsag, egentlig. For der er noget stort, som fylder virkelig meget, og som jeg ikke lige har kunnet dele på bloggen. Og som medfører daglige udvekslinger a la denne mellem LL og jeg:

Ja. Der gror et lillebitte menneske i min mave. Sgu. Og ja, vores default-emoji er et hjerte. Corny shit. Næsten lige så corny som at lebberne skal være forældre engang til foråret.

Man har et standpunkt, til man tager et nyt … og sådan.

Det er fucked up, nyt og stadig alt for teoretisk til, at jeg kan andet end at lave sjov med det. Og jeg har været oprigtigt bange for at breake det herinde, fordi jeg jo dermed indtager et temmelig nyt standpunkt. Men ovenpå et 2016, der var det mest rædsomme, vi kollektivt og LL i særdeleshed har oplevet nogensinde, var der bare et eller andet, der forrykkede sig. Der var måske nok bare pludselig plads til at tænke lidt længere og større, end jeg ellers almindeligvis bryder mig om. Fordi jeg blev konfronteret med en reel risiko for at miste min elskede (og det er altså udmærket brændstof til livsrevision, hvis det nu absolut skal være). Så vi begyndte at tale om muligheden i vinter. Sådan lige så forsigtigt og hvis-og-hvis.

Og så gik det hverken værre eller bedre, end at en perifær bekendt nogenlunde samtidig henvendte sig, fordi han var skruk og havde os i kikkerten som potentielle mor-targets, og det satte yderligere skub i tankerne. Det endte nu ikke med ham men i stedet med en herlig mand, som vi efter få forfejlede forsøg formåede (firdobbelt allitteration – jeg elsker mig!) at date os frem til på Regnbuebarn.dk.

LL og jeg har nemlig hele tiden – og heldigvis – været ret enige om, at hvis det skulle være, skulle det være med en donor, som barnet kunne lære at kende helt fra begyndelsen. Omvendt har vi været lorne ved at involvere vores bedstebøsser i projektet. Helt egoistisk vil jeg nok bare gerne kunne nyde mine venner uden logistik-udfordringer og potentielle sengetids-/glutendiskussioner.

Metoden var den gammeldags med kop, sprøjte og benene opad. Jeg troede ikke et sekund på, at det kunne virke. Lidt for hokuspokus-festligt, ik’? Men spermens veje er (åbenbart) uransaglige, og guds egen opskrift foolproof. Og efter to måneder var der bid. Og nu bor der på fjerde måned et begyndende menneske i min mave. Til scanningen lå fostertypen med hele hånden inden i kæften (like mother like baby) og gad ikke rigtigt stå op til fotografering klokken otte om morgenen (like mother like baby). Men da divaen m/k/* endelig berigede os med sit selskab var det tydeligt, at høn har arvet LLs flotte høje kindben.

Anyways. Vi er pænt oppe at køre, og øjeblikkene, hvor jeg tuder og råber “IKKE ALLIGEVEL! IKKE ALLIGEVEL!” tegner sig kun for cirka 35 pct. af det samlede billede … så alt er fint. Og LL har allerede købt ternede mini-Vans i størrelse ‘tre måneder’. Sindssygt fornuftigt, alligevel, at indkøbe mærkevarefodtøj til en, der ikke kan gå.

Rengørings-chicken

Mig og LL har gang i en slags uudtalt rengørings-chicken lige for tiden. Der står en gryde med nogle efterhånden udefinerbare rester i vores køleskab. Den stinker.

I ved – den stinker så meget, at man lige visualiserer hvor mælken står og trækker vejret dybt ind, inden man åbner lågen på klem, vrikker kartonen ud og smækker efter sig og drejer sig rundt og puster ud. For at undgå at maven når at vende sig på hovedet ved lugten.

Vi var ude i en lignende omgang for en måneds penge siden. Måske var det gryderet med kål. Der klarede jeg den. Med nød og næppe.

Så denne gang må det være LivsLebbens tur. Og indtil hun klarer den, er lidt opkast bagerst i munden hver morgen når jeg hælder A38 op, en billig pris at betale.

Team Hurricane, tætpakket Tour de Jylland og travlhed

Foruden en intens og tætpakket tour-de-Jylland i weekenden har LL og jeg nærmest kun set hinanden på tomandshånd i søvne de seneste uger. Alt for travlt program og alt for lange dage har medført dybt, dybt damesavn. Mandag aften var LL fx arbejdstypen, så jeg havde bedstebøssen på besøg til Team Hurricane (se den!) og den udsøgte specialitet 12-kroners-frostlasagne-fra-Føtex (som manden i øvrigt selv fik lov at hjembringe til matriklen). Det smagte af tomatpure drysset sparsomt med oksekød og melklister.

Team Hurricane gav lige dele tro på og tillid til næste generation (at høre 15-årig queer sige ‘ej, det var megasexistisk, det der’, varmer denne midaldrende lebbes hjerte) … og en klar, nærværende følelse af ikke selv at være 15 år længere. Og gud-ske-tak-og-lov-for-det, for fanden da. For den der dybe tristesse og sorgfulde ensomhedsfølelse endda lige midt i en kærlig venindeflok – shit, hvor jeg dog kender og husker den. Det var så motherfucker smertefuldt at være stor teenager.

For mit vedkommende fortsatte den smerte faktisk et stykke ind i tyverne. Jeg har taget min tørn med antidepressiv medicin, tudeture og sortsind. Jeg kan godt genkende det i personerne i filmen. Men også den ILD, der er i et sorgfuldt sind. Det BEHOV for at skabe, udtrykke, eksekvere. Og det er fanme stærkt. Og en erfaring man tager med sig videre. Man skal bare sørge for at bevæge fremad, hvis man overhovedet kan. For det bliver bedre. Promise.

For mit vedkommende blev det måske faktisk endda bedre, da jeg opdagede, jeg var til piger. Den slutning har jeg egentlig aldrig draget før. Men måske faldt der et eller andet på plads, da jeg begyndte at gå i seng med damer i stedet for mænd?

Og i morgen aften skal vi bare holde om. Altså mig og LL. Det glæder jeg mig til.

Ved I hvad ægte kærlighed *ikke* er?

Ægte kærlighed er ikke, når jeg i mit ansigts sved (og på all of otte minutter, hvilket er en præstation i sig selv) tilbereder et lækkert, velsmagende, gourmant og varmt måltid bestående af færdigravioli, færdig-ostesauce og frostbroccoli.

… Og så LL ikke engang gider spise op.

Og – adspurgt, hvad hun synes om min (michelinstjerneværdige) kreation – svarer, “well … det er ikke det bedste måltid, jeg har fået i mit liv.”

Og efterfølgende – anmodet om at formulere sig lidt mere glasset-halvt-fuldt-agtigt – svarer “okay. Det er heller ikke det værste måltid, jeg har fået i mit liv.”

Utak er verdens løn.

Til gengæld skal jeg på lørdag endelig(!) indløse min fødselsdagsgave fra selvsamme LL: Tastingmenuen på Kiin Kiin, den eneste thai-køkken michelinrestaurant i verden uden for Thailand. Jeg forvente at trille derfra og bøvse korianderbøvser tre dage derpå.

Og hvis I vil vide, hvad der ellers sker i denne lebbes liv, så kan jeg oplyse jer om, at jeg i morges gled i en hundelort og nærmest forstrak en sene i mit venstre lår i et forsøg på at holde mig lodret. Og jeg har også genset otte ud af ni sæsoner af The Office. Så.

Kulturella not-so-much

Bedstebøssen troede – fejlagtigt – at vi skulle være finkulturelle (uden om Mamma Mia-oplevelsen) denne weekend. Og det troede jeg måske også. Men det var kun indtil jeg erfarede:

  1. At THE MAMMA MIA EXPERIENCE finder sted i Gröna Lund
  2. At Gröna Lund er et tivoli a la Bakken med forlystelser og alting

“Og alting”

Så nu er lørdagsplanen at prøve rutchebaner fra morgenstunden og lige indtil Niko byder indenfor på den græske taverna, der danner baggrundtæppet for aftenens underholdning. Men mon ikke vi når noget Moderna Museum om fredagen. Med mindre vi bare skal fika på Bjørn & Bennys hotel.

Shit, jeg glæder mig.

Breaking: I DAG KOMMER LL HJEM

Nu har LL været væk i næsten en uge. Og det har været cirka fem dage for længe. Selvom jeg har nået både koncerter med svenske 90’er-antikviteter på Loppen, middage med work, besøg hos moren i det jyske samt hos barslende veninde i det svenske. Egentlig ret effektive seks solodage, jeg har holdt mig.

Men nu er det også nok med det. Og frem for alt nok med billeder fra pools med bjergudsigt, som LL har haft den frækhed at sende mig i tide og utide. #notokay.

Til gengæld så drager jeg udenlands på fredag – jeg og Bedstebøssen fejrer jo forsinket kobberbryllup i Sverige. Ja, det er hermed (mere end) 12,5 år siden, vi slog os ned i samme rundkreds under rusdagene på obskurt humanistisk KUA-studie og faldt i snak, fordi vi havde den samme hvide klaptelefon fra Sony Ericsson … den dér, der “lidt lignede noget fra Apple”. Som min indgangsreplik ifølge BB lød. Jeg er sikker på, jeg indledte med noget langt mere sofistikeret.

Trofaste læsere ved allerede, at vi skal bo på Abba-hotellet og have the full Mama Mia!-experience. Det bliver så godt. Altså, sådan helt vildt godt. Især fordi vi – konsekvent! – i vores mailkorrespondance med Abba-menneskerne har underskrevet med et “And: Thank you for the music!”. Jeg synes personligt det er et ret smukt touch.

Vi har i øvrigt gjort det meget klart for både hotel og eventmennesker, at vi er i den svenske hovedstad for at fejre vores kopparbröllup … så vi satser stærkt på en vis grad af særbehandling af det deeejlige brudepar. Med andre ord: Dyb skuffelse hvis der ikke er strøet rosenblade ud over sengen/stillet en brudesuite til rådighed.

Nå. Men nu lander LL altså lige om lidt. Det er to timer siden, hun gik offline på Messenger, og det betyder, at hun nu er to timer tættere på mig! 😍

 

Ældre indlæg