Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Kategori: normativitet (side 2 af 9)

Valeria Lukyanova – den menneskelige Barbie-dukke

I kender det godt. Det sekund, man søger efter “Ukranian”, og Google hjælpsomt foreslår Ukrainian politics? Ukranian crisis? News? Language? Flag? … og man med skamfuldt bøjet hoved afslutter: “Ukranian … human Barbie doll”.

I har måske endda hørt om hende den ukrainske menneskedukke, Valeria Lukyanova
… Som selv ifølge artiklen i GQ nægter enhver lighed med Barbie og kun har vedkendt sig at have fået lavet én plastikoperation (brysterne).

Trofaste læsere kender min fascination af Barbie. Jeg er ikke så stolt af den, fascinationen, men den er der, og den er betydelig. Derfor googlede jeg også i morges Valeria. Bare for lige at kigge.
Og artiklen fra GQ er faktisk rigtig interessant, blandt andet fordi den sætter fokus på det mærkeligt feministiske i Valerias projekt. 
Jeg kan ikke finde ud af, om det er søgt, men netop i Ukraine hvor piger ‘fødes til at blive hustruer og mødre’, har Valeria faktisk taget en eller anden form for kontrol tilbage. Hun har – med egne ord – ikke formet sig som en dukke for mændenes skyld men snarere for sin egen.

Som artiklen konkluderer:


“Valeria has gotten a degree of power, a degree of control, and a major say in her own destiny. It could be that the world […] have misjudged the Human Barbie in a fundamental way. Her steady drift from reality […] is not about submissiveness, fame, or snagging a husband. It could be about finding a way out, however random, bizarre, and costly the route appears from the outside. It could be about gaining some measure of freedom.”

Det er sgudda et interessant perspektiv. 
Og ret meget et stort fuck you til feminismens svar på den hvide heteroseksuelle mands overtag – nemlig at anskue kårene for kvinder i Østeuropa gennem den vestlige velstillede verdens feminisme. 
Selvfølgelig kan og bør præmissen diskuteres (‘skønhed’ som en way out er vel overordnet anskuet en lidt ærgerlig rute at være tvunget ind på) og debatteres, men interessant er det da. 
Og underligt respektindgydende. 
Et andet afsnit i artiklen, som jeg bed mærke i, er det, der handler om, hvordan en heteroseksuel mand – journalisten i dette tilfælde – reagerer på hendes skønhed. For selvom hun ‘burde’ være idealkvinden, støbt i idealets form, reagerer journalisten sådan her ved deres første møde:

“Her beauty, though I hesitate to use the term, is pitched at the exact precipice where the male gaze curdles in on itself. Her features are the features we men playfully ascribe to ideal women; it’s how we draw them in manga and comics and video games. Except we don’t expect them to comply with this oppressive fantasy so fully. As a result, she almost throws our idea of a supervixen back in our face.”


Anyway. Læs artiklen – den er velskrevet og god. 
Især hvis man er lidt fascineret af det her plastic fantastic-værk. Og får sine fordomme lige tilbage i synet, når man læser, at transformationen ikke er noget, hun har gjort ‘for en mand’. Snarere tværtom. For at slippe for mændene.
At kvinden så er rygende racist sætter vi lige til side. Hun har nogle ret forskruede idealer og forestillinger om skønhed … nå ja og om (host host) dimensioner(!). Men projektet – at tage sin krop tilbage, midlerne underordnet – er da spændende.

Singlemænd, stribede stiletter og tørre nætter. Det er der, lebberne vil have.

Jeg har for en stund afbrudt AdBlocker på Facebook. Fordi jeg bare godt gad se, hvordan sitet tager sig ud for almindeligt dødelige mennesker, der ikke har fundet det smarteste (gratis, lebber! Gratis!) værktøj, der overhovedet eksisterer til Chrome.

Det tager sig så, viser det sig, så tåbeligt ud, at man snart sagt græmmes. Nu er jeg ikke en af dem, der flaunter hverken mine seksuelle eller romantiske præferencer, endsige har tilsluttet mig horderne af facebooktyper, der skilter med min “is now in a relationship with”-status nogetsteds.

Men tænk sig, at deres algoritme alligevel ikke er solid nok til at gennemskue, at jeg er til damer?

Altså. I en evig crawlen gennem min side burde Facebook være stødt på ord som “lesbisk”, “homo” og ikke mindst “Regnbueplads” bare den seneste uge.

Og alligevel er det her de reklamer, der bliver mig vist:

Det er jo for vildt. To gange singlesites med billeder af mænd, jeg ikke engang i mine heterodage ville have skænket to på hinanden følgende blikke.

Jeg var meget til britpop og lidende øjenbryn dengang. Fyrene til højre ser alt for sunde ud.

Og så har vi et par stiletter, hvis væsentligste kvalitet tilsyneladende er, at de er billige. At designet fint stemmer overens med prislappen, lader vi passere.

Dog kunne man måske påpege, at Facebook havde fanget, at jeg er mere lipstick end butch. Jævnfør hæle frem for trainers.

Men jeg tror desværre. det er for flotte tanker at have om mediet, at de tager højde for den slags minoritetsbaserede subgrupper. Jeg tror hælene hænger sammen med mit køn. Som jeg viiiist har opgivet (tjekker lige. Nej. Fanme. Jeg har ikke opgivet mit køn. Altså er Facebook klog nok – eller jeg normativ nok – til at fange mit køn ud fra mine oplysninger. Men ikke at jeg er lebbe.

Nu føler jeg pludselig, at det er mig, der har gjort noget galt. Har jeg ikke været lesbisk nok på min profil? Og hvor lesbisk er lesbisk nok? Og eksisterer der et for lesbisk? I think not. I think bestemt not.)

Og så endeligt DryNites. Jeg håbede sådan, at produktet var et tisselagen af den slags, man trods alt kunne drømme om blev kanaliseret i min reklameretning, fordi Facebook tænkte, at jeg var ret kinky. Men nej. Der er tale om bleer i størrelser der mildt talt ikke lapper over med min. Og altså en direkte markedsføring til moren i mig. Hun findes bare ikke.

[Genstarter AdBlock]

Årh ja – giv lige plads.

Her er en virkelig fin og i øvrigt supervelskrevet og -reflekteret artikel om de udfordringer, det medfører at være forælder til et barn med en kønsidentitet, der falder uden for normen:

Lillesøster blev født som dreng

Jeg kan ikke helt blive klog på, om det nu også er Havfrue-moderen, der er kilde på Informations historie, men hele det her med som forældre at have nosser (m/k) til at gøre op med kønsdikotomien er simpelthen bare så helt enormt respektindgydende.

For af og til virker det lidt som om, al nysgerrighed omkring at lege med kønsidentitet stopper, når man formerer sig.

Det er med andre ord OK at kalde sin hunhund for Herbert. Men selv udtalte feministforældre vægrer sig for en god dels vedkommende ved at putte deres Herbert-baby i en lyserød sparkedragt. Legen og udforskningen stopper med børnene.

Og så er der bare de forældre, hvor der ikke er nogen vej udenom. Så er der bare en mor som Informations “Line”, der kan se, hvor ulykkelig hendes datter bliver over sine xy-kønstegn. Og som tager konsekvensen.

Respekt, for fanden da.

Men hvis flere undlod at være så skideangste for at proppe drengebørnene i prinsessekjoler, kan det være, at kommentarfeltet under artiklen på Informerens hjemmeside (og i tråden under linket til artiklen på Facebook) ikke ville køre ud af en ligegyldig biologitangent. Det handler – for mig at se – ikke om at skifte kønskasse men mere om at udvide etiketterne, skabe flere etiketter i en grad, så etiketterne til sidst blev så mangfoldige, at de overflødiggør sig selv.

Lidt med kønsbetegnelser på samme måde som med seksualitetsbetegnelser, egentlig.

Tænk bare på LGB, der blev til LGBT, der blev til LGBTQ, der blev til LGBTQI, der atter blev til LGBTQIA.*

Man kan grine af behovet for at inkludere intet mindre end syv seksuelle minoriteter i forkortelsen, men lad os da for fanden udvide endnu mere, så remsen til sidst bliver så lang og hukommelses-/tidskrævende, at den bliver umulig og overflødiggør sig selv – og dermed (kan man håbe) behovet for den slags ligegyldig indeksering.

Det er da en ret fin tanke.

Og gem så lige kommentarsporet fra lillesøsterartiklen til en dag, hvor du har mægtig meget overskud. Suk.

*LGBTQIA = lesbian, gay, bisexual, transsexual, queer, intersex + asexual.

Sidesporsfest. Men trods alt sidesporsfest med Marie Key som ikke-så-hemmelig gæst.

Nå. Marie Key spiller på Vega i aften. Det er praktisk talt i min forhave. Men jeg har ikke fattet en skid, og nu er koncerten udsolgt.

Upassende.

Men lige meget hvad, så er det i virkeligheden også bare totalt lige meget, sagde ræven, for der er skruet 100 pct. ned for al socialiseren, indtil 2xHund har lært at styre deres handicap og holder gaffen lukket, når de er alene hjemme.

En uge. Please. Giv mig mit liv tilbage.

Nå. Men da jeg var ude at lufte Homohunden i frokostpausen, gik jeg og spekulerede på, om Marie Key mon cykler til Vega, når hun skal spille koncert.

Der er jo ikke nogen grund til at ankomme i heftig tourbus, når man bare kan hoppe på raceren henne fra hvor-hun-nu-bor. Sikkert på Østerbro eller Christianshavn. Hun slår mig ikke som en Vesterbro-lebbe. Hun har ligesom for meget integritet. Hun kan bære Østerbro, kan Marie Key. Og Nørrebro er bare for obvious.

Jeg forestiller mig (altid. hver dag. uden stop), at Marie Key kører på en racercykel.

Men. Måske tager hun taxa. Selvom det ville være lidt for irriterende, fordi hun så måske ville synge den der Sanne Salomonsen-sang som blev skamspillet for en tre års tid siden på Vela, og som min daværende kæreste og jeg vist nok omdøbte til “I en Fakta”. Fordi det faktisk er en bedre love story.

Hold kæft, en(dnu en) sidesporsfest, jeg holder.

Og nu får Marie Key fanme også det tag, hun har fortjent. Sgu.

Hvis vi begynder med lesbisk håndbold og slutter med Dita von Teese, så er I helt med, ikke?

Jeg får slet ikke skrevet lige så meget, som jeg gerne ville. Og den dårlige samvittighed hamrer på yderdøren, og jeg prøver ikke at lytte. Og jeg skylder stadig de trofaste lidt bevis for min diminutive Ruslands-demo.

Men.

Jeg har en hundehvalp. For eksempel. Og det er så fucking fedt. Og hårdt og røvsygt. Og meganuttet. I vilkårlig rækkefølge.

Lige nu ser LL – you guessed it – håndbold.

Kort efter vi havde mødt hinanden (og efterfølgende ca. en gang i kvartalet) tog vi en semi-ophedet diskussion om, hvorvidt der var større repræsentation af lebber i kontaktsport, end i den såkaldt virkelige verden.

Hun mente – og mener – nej og har en vis førstehåndserfaring (der dog hendes … førstehåndsmøder (host-host) … taget i betragtning taler til min fordel).

Jeg mener klart ja – og peger en flot finger i retning af Anja Andersen og co.

Vi bliver helt sikkert aldrig enige, med mindre nogen kan lægge iskoldt fakta på bordet, for vi var lige igennem den igen. Og nu har jeg lige googlet “Line Jørgensen lesbian”. Og nynner TV2 imens.

Jeg blev ikke klogere. LL mener at vide, at Line Jørgensen (Voldum) helt sikkert ikke er lesbian. Men med de skuldre og den fremtoning er jeg stærkt i tvivl, ikke desto mindre.

Nå.

Men derudover var jeg til julefrokost i fredags. Og lå brak det meste af lørdagen – med undtagelse af de plus/minus fyrre gange jeg og LL stod uden for døren helt tyste og øvede alene hjemme med 2xbulldog.

Det gik pissegodt. Hvilket forhåbentlig betyder mere hundefrit parforhold til mig. Juhu! Det kan måske lyde kontraintuitivt, men en del af årsagen til, at vi erhvervede Hund#2, var faktisk, så Homohunden kunne lade os være i fred engang imellem. Please.

Og det ser ud til, det virker. Problematisk er det dog, at Mindstehunden reagerer med kraftig gøen på sexscener i film. Vi så otte afsnit af The Tunnel (den fransk/britiske udgave af Broen, som jeg aldrig lige fik set) i går – tømmermænd, sagde jeg jo – og når der blev knaldet på skærmen, blev der gøet i stuen.

Den reaktion skal vi liiige have hevet ud af kræet snarest, tænker jeg.

Jeg forlod i øvrigt fredagens julefrokost ved totiden, da resten af festen tog videre til parallelfrokost i modebranchen. Jeg mødtes med BB og tilbragte dernæst to spritstive timer på Cosy, og de var godt givet ud.

Vi mødte nemlig fx en flok bøsser, der insisterede på, at jeg mindede svært om Dita von Teese. Hvilket bestemt er en kompliment, der ikke har anden klangbund i virkeligheden end en rød læbestift og en sirligt sat rockabilly-inspireret pandekrølle.

Men tak alligevel, dejlige mænd.

Så det.

Og nu har jeg for øvrigt oprettet tagget ‘håndbold’. Fordi man fanme ikke kan drive en lebbeblog uden. Sgudda.

Helt enkelt: Byt tøj og lign en lebbe på under fem minutter.

Jeg kan faktisk rigtig godt lide den her fotoserie. Fordi den er fin, og fordi damerne bliver toplækre i deres kæresters tøj. Kunstneren/fotografen bag hedder Hana Pesut, og du kan finde flere tøjbyttebilleder via linket lige her.

Sincerelyhana.com

Dog må jeg – når jeg ser ned over rækken af switcharoo-billeder – sande, at min såkaldte gaydar er helt og holdent bundet op på, at jeg skyder alle kvinder i mandetøj til at være lebber.

Og det er vel trods alt ikke helt nok. Og temmeligt normativt, ville nogen måske endog tilføje.

Manden på fotoet ovenfor ligner i øvrigt i høj grad (og lav opløsning) en ung udgave af min far. Sært nok. Kvinden ligner ikke min mor, dog. Bare sådan fyi.

Typisk Lesbisk på puden

Jeg var til middag hos Bedstebøssen i går med et par fælles venner. Frygteligt hyggeligt, selvom jeg blev frygteligt træt frygteligt (relativt) tidligt.

Egentlig havde jeg glædet mig til at skulle ud-ud, men da snakken faldt på en fødselsdagsfest i Kødbyen ved 01.30-tiden, havde jeg allerede ligget på BBs seng i et kvarter og puttet med lukkede øjne, mens jeg lyttede til de andres efterhånden noget afsporede samtale om begrebet “Fisselette” og om, hvorvidt det er ok at bruge den betegnelse om en helt bestemt type bøsser.

Så vidt jeg husker, handlede det om, at BB blev stødt, fordi vores (hetero)veninde brugte begrebet i vores snak. Hvilket affødte en lang samtale om, hvorvidt det måske er ok at bruge den slags betegnelser, så længe man selv tilhører minoriteten, men ikke når man selv sidder lunt og godt i majoritetens trygge gyngesofa.

Jeg tror egentlig ikke selv, jeg har taget stilling. Rigtigt. Nå jo! Nu kan jeg huske, hvor snakken startede. Det handlede om det her med at out’e sig på sin arbejdsplads. På min arbejdsplads – og nok også i min branche generelt – er det ret nemt. Alle på mit arbejde ved, at jeg er homo, og det er der alt rigelig plads til.

Men har man som homo decideret pligt til også at opmærksom på sine seksuelle præferencer – også hvis man fx 1) ikke har en kæreste og derfor ikke har en særligt udvalgt person at benævne “hun” eller “han”, når man taler om sine weekendplaner, eller: 2) arbejder med mennesker, der – hypotetisk – bruger betegnelser som “fisselette” eller bare befinder sig i den anden ende af et givent holdnings/fordomsspektrum?

Jeg tror, jeg mener ja. Det skal man sgu. Fortælle hvilket køn man kysser med. For alles bedste. Ideelt for at dræbe nogle fordomme.

Men jeg ved også godt, det ikke er så nemt.

Nå, men derfra bevægede vi os naturligt videre henover alt, der handler om pligt til/ansvar for at råbe vagt i gevær, hvis nogen opfører sig politisk ukorrekt in any way. Når man hører mennesker bruge begrebet “fisselette”, fx.

Jeg får personligt herredårlig samvittighed, hvis jeg ikke påtaler det, når jeg hører nogen sige noget racistisk/sexistisk/homofobisk. Men – indrømmet – det sker, at jeg ikke orker eller synes, det er det værd.

Og så er der de tilfælde, hvor man taler med nogle, man ved, at man deler værdier og holdninger med. Hvor man ved, at ens samtalepartner (bare) bruger termen “betonlebbe”for lynhurtigt at forklare en helt bestemt type, som vi straks kan se for vores indre blik. En form for kommunikationseffektivisering.

Og der skilles vandene. Skal man eller skal man ikke sige fra der?

Jeg har en veninde, der er 100 pct. imod brug af alle nedsættende termer i alle sammenhænge. Inklusiv såkaldt “for sjov”. Og det har jeg meget dyb respekt for. Selv er jeg nok lidt mere loose i det. Men det er jeg faktisk ikke sikker på, jeg bør være.

Nå. Meget passende faldt jeg semi-i-søvn på den her fine pude hos BB:

Så da de andre begyndte at snakke om høje sko og dans, kapitulerede jeg og vendte snuden hjemover.

Og i dag passer det mig faktisk fint, at der ligger en lille hund og sover på mine tæer, og at jeg mest bare skal koncentrere mig om at vaske op og spise sushi med Seinfeld og Zoey Dechanel.

Lejrliv for drenge, der kan lide lyserød

I har sikkert set det her – Politiken bragte fotos derfra forleden og samme fotoserie har også cirkuleret på Slate.

Men! En amerikansk summer camp har gjort det til sin opgave at tage et gedigent opgør med genusnormer og alt det pjank. Her får drengene lov at lave modeshow, sminke sig og proppe viskestykker på hovedet, så det ligner, de har langt hår.

I reportagen på Slate bliver camp’en kaldt You Are You, men det er ikke dens rigtige navn, for selvom drengene i lejren er sat 100 pct. fri fra trange ideer om drengeleg, så skal de stadig beskyttes ude i den såkaldt virkelige verden, hvor knægte i Disney-prinsesse-natkjoler ikke altid bliver behandlet lige kærligt.

Billederne (tip: der er flere på Slate end på Politiken) er sindssygt rørende. Og projektet er prisværdigt. Men for fanden, tænk hvis en dag, det også bliver okay også at give sin søn neglelak på i børnehave ude i det der, de kalder samfundet. Civilisationen. Tsk-tsk.

Og bemærk i øvrigt, at der står i begge artikler, at det ikke nødvendigvis er alle børnene, der vokser op og kommer til at identificere sig som enten homoer eller transer – måske er det for fanden bare en fase (eller måske er det bare helt okay hele sit lange liv som heteroseksuel mand at tage kjole på engang imellem!).

Tag den nu med ro.

Der er smukkere uden for skabet. Selv i en overfyldt 1A’er i morgentrafikken

Vel hjemme fra Paris og meget klogere på retail … og på Martha Stewarts skræv, som jeg havde frit udsyn til, da hun blev interviewet på konferencens første dag. Bevismateriale, værsågod – hun sad ikke med kysk samlede ben hele tiden, men jeg fik ikke foreviget trussen, desværre:

Nå.

Men det er – tro det eller lad være – ikke det, det skal handle om.

For i morges sad jeg så i 1A, fordi jeg var for doven til at hente min cykel (der er strandet foran LL’s opgang) med en ret sød homohund på skødet, da den ældre dame på sædet overfor pegende udbrød:

”Ih, sådan en (læs: fransk bulldog) var der også med bussen i går!”

Pudsigt nok fortalte Livslebben netop i går aftes om en ældre gangbesværet kvinde, der altid var med bussen om morgenen, og som hun havde haft en snak med om blandt andet Homohunden (som LL havde æren af at have med under armen den dag).

Okay, men jeg svarede damen:

”Ja, men det kan sagtens være, det er den samme hund, du har set, for min kæreste tager denne bus om morgenen.”

Shit. Og der fik jeg så lige – uden egentlig at ville det – sat mig selv i en af de her ufrivillige outing-situationer. Understreget af, at morlil helt klassisk svarede:

”Nej, for det var en kvinde, der havde hunden med i går.”

Jeg tog en dyb indånding i den tavse og temmelig fyldte bus. Og svarede – som jeg har lovet mig selv altid at gøre fremover:

”Ja, men jeg er faktisk kæreste med en kvinde, så det er nok hende, du har mødt.”

(Ydrk. Hej alle medpassagerer, nu ved I at jeg er lebbe. Det føles lidt grænseoverskridende.)

Men hey – igen fik jeg bevist, at det aldrig er værd at tie. For den ældre dame svarede lige så frejdigt:

”Jamen så er det da helt sikkert hende, jeg har mødt. Det er godt nok en sød hund, men er den ikke tung at bære rundt på for jer?”

Og så forløb snakken videre som om intet var homo-hændt.

Det er i bund og grund oftest mine egne fordomme om andres fordomme, der bremser mig fra at spille med åbne seksualitetskort. Og det er slet ikke det værd. For de negative kommentarer, når man rent faktisk sidder over for et andet menneske og kigger dette ind i øjnene, mens man fortæller, at man er homo, er forsvindende få.

Og de gode ud-af-skabet-oplevelser venter bare på os derude.

Jeg er homo. I ved det bare ikke.

Jeg havnede på bar med et par af de andre konferencedeltagere foruden min gode kollega H. i forgårs.
Der sad vi så på et parisisk gadehjørne, mig og H., og så en belgisk gut iklædt gråt skinnende jakkesæt med stelløse briller + en spansk kvinde i powersuit fra Desigual eller noget der minder om.
Spansk skørhedstøj, erindrer jeg, at en spanskofil (ja) eks og jeg døbte det efter en shoppingtur i Barcelona. I Spanien er det nemlig seriøst svært at opstøve en neutral beklædningsgenstand uden efterfølgende at dreje den om og finde noget spraglet blomstertryk på ryggen. Med andre ord: 
Ornamentering er ingenlunde et fy-ord i spanske millionbyer.
Nå. På baren talte vi naturligvis om homorettigheder, og jeg føler vitterligt ikke, at det var mig, der pushede den agenda. Men det kommer meget ofte til at handle om ligestilling på den ene eller den anden måde, når jeg taler med fremmede. 
Også selvom det kun var mig og H., der vidste, jeg var lebbe. Det sagde jeg ikke højt.
Mærkeligt, hvordan det pludselig kan virke privat at afsløre sin seksualitet.
Okay. Sidespor.
Jeg kom fra det her med, at det er sært, at det altid kommer til at handle om forholdsvis betændte emner med risiko (mulighed! Mulighed!) for at komme rigtig barskt op at værdidiskutere, når jeg sidder med ved bordet.
Jeg tror ikke, det er min skyld.
Okay, måske fik jeg på et tidspunkt spurgt retorisk, om de andre mon vidste, at det var fuldt lovligt at nægte at servere for homoer i 27 (eller er det 29?) ud af 50 stater i USA.
Jo! Nej! Nu kan jeg huske det.
Vi startede faktisk med at snakke om børn. Om adoption, og frk. Barcelona fortæller om en gay guy hun kender i USA, som via en klinik i Californien har sammensat sit lille idealbarn i maven på en fremmed rugemor.
Totalt webshopping med ni måneders levering.
Bare vælg øjenfarve, hårfarve, forældres IQ, forældres baggrund, kropsbygning, højde, så sørger vi for resten og leverer til din hjemmeadresse.
Og så kom vi til at tale om frk. Barcelonas børn. Hendes datter går i børnehave med en pige, der er adopteret fra Rusland til et spansk bøssepar.
Nu må homoparret så bare desværre seriøst overveje, hvordan de skal forholde sig, hvis det her russiske lovforslag omkring tvangsfjernelse af børn fra homoer bliver gennemført.
For, hvad jeg ikke lige hverken fik med sidst, jeg nævnte det (eller for den sags skyld overhovedet var klar over), er, at lovforslaget er stillet med fucking tilbagevirkende kraft. Og gælder uden for Rusland også.
Ja. Din bange antagelse er helt korrekt.
Det betyder ganske rigtigt, at det spanske homopar i Spanien kan risikere at miste deres datter, selvom hun har været hos dem i Barcelona i to år.

Shit, det er noget scary hejs.
Ældre indlæg Nyere indlæg