Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Kategori: normativitet (side 1 af 9)

Øhmn. Kan vi måske holde igen med shamingen … eller skal jeg bare græde mine hvide cis-tårer i stilhed?

Okay. Det her er sådan et træd-særdeles-forsigtigt-indlæg. Og jeg er faktisk i tvivl, om jeg bare burde holde käftan og tjekke mit privilegium. Men jeg faldt lige over den her artikel på Medium.com. Den hedder “To the cis person angrily sharing news of the Trump transgender military ban”.

Og dermed kunne den jo praktisk talt have heddet “Kære såkaldte lebbe”, for jeg var vred og frustreret og delte et indlæg i går, hvor det klart var netop den frustration og vrede, der blev brændstoffet bag. Og selvom jeg er lesbisk, bevares, er jeg stadig cis. Jeg ligner en stereotyp heteroseksuel kvinde. Deri ligger mit privilegium. Og derfor er det en lille smule farligt at skrive følgende.

For artiklen på Medium.com opfordrer til, at alle cis’er, der arrigt delte nyheden om Trumps seneste vanvidsdeklaration, måske skulle tage at kigge indad og se, hvad de selv gør for transkønnede/ikke-binære. Sådan i det daglige. Hvordan de selv aktivt i deres hverdag kunne bidrage til at beskytte og bakke op om transkønnede/ikke-binære. Og det er helt sikkert vigtigt og rigtigt. Vi kan alle sammen gøre mere.

Men nogle gange synes jeg altså også (og nu bliver det farligt), at der i feminismens/kønsaktivismens hellige navn bliver bidt lidt i nogle fodrende hænder (hvis vi et øjeblik kan bruge den metafor uden at lave et hierarki med mere-værd-mindre-værd og ‘fodrer’ og ‘fodret’).

For jeg vil godt vædde med, at der ikke er nogen cis’er, der har delt Trump-nyheden plus en vred kommentar i ond mening. Seriøst.

Og der går altså en lille smule shaming i den nogen gange (i hvert fald anskuet med mit privilegerede, ‘passer-ind-i-de-eksisterende-normer’ cis-blik, som jeg godt ved, jeg skal tjekke, og i stedet lytte til minoriteternes egen stemme. Og jeg er også opmærksom på, at jeg måske græder salte, hvide cis-tårer lige nu).

Men den shaming tror jeg bare ikke nødvendigvis er gavnligt for sagen. Den sag vi jo alle – allies, cis’er, non-binære, transkønnede, LGBTQI*’er og så videre – kæmper på samme side af, når vi bliver frustrerede over Trumps seneste ondskabsaktiviteter. Vi kæmper ‘bare’ med forskellige udgangspunkter.

Jeg ser det også i feministiske fora – at nybegyndere ud i feminismens skønne kunst stiller spage, nysgerrige rookie-spørgsmål, hvorefter de på det nærmeste bliver skriftligt angrebet af garvede feminister eller minoritetsrepræsentanter, der svarer, at disse FANME ikke skal agere Google for sådan en grønskolding, og at man må informere sig selv og komme ind i kampen, når man har educated sig.

Og jeg kan altså være bange for, at det skræmmer nogle potentielle fremtidige mega-allies væk.

Jeg forstår godt, at man som minoritetsrepræsentant kan blive træt og trist over igen og igen at skulle forklare sig. Og jeg forstår godt behovet for det indlæg på Medium.com. Det gør jeg vitterligt. Og jeg anerkender til fulde, at tiden er inde til, at de (vi) privilegerede træder i baggrunden og lader minoritetsstemmerne blive hørt (men så skal jeg måske alligevel bare holde min kæft og slet ikke publicere denne her svada?).

Men feminisme, antiracisme, krop- og kønsaktisme ligger mig meget på sinde. Det er kampe, jeg ønsker, at vi vinder, fordi det er det bedste for kollektivet – selvom jeg helt personligt (med undtagelse måske af kropskampen, idet jeg som plussize falder uden for idealet) kunne leve tilbagelænet og lykkeligt no matter what. Så jeg kæmper som allieret. Og jeg prøver at lytte. Og nu græder jeg lige lidt flere hvide cis-tårer afslutningsvist:

… Men kan vi ikke prøve med guleroden frem for skampisken af og til? Blive bedre til at skille modstandere fra uvidende/nyslåede allierede?

Og lad os så lige afslutningsvist huske:

*Tilføjelse: Og som klog bloglæser lige tilføjede henne på Facebook: “Det er svært at være allieret men husk *insert kærligt-skammende pegefinger* det er sværere at være dem man er allieret for.” Det kan næsten ikke siges sandere, vel?

Har man kun bollet, hvis der har været penetration?

I lørdags tog jeg jo en impromptu bar-crawl med et par af de gode, og sandelig om ikke snakken faldt på, hvorvidt lebber kan bolle. Altså bolle-bolle.

Bøssen i selskabet mente, at med mindre der er tale om penetration, hedder det “at dyrke sex”. Ikke bolle. Og han begrundede, så vidt min alko-tågede hjerne erindrer, udsagnet med, at en af hans heteroveninder ikke tæller de mænd med på sin bollelisten, som ikke har haft deres pik oppe i hende.

For bare at tale lige ud af posen, ik’?

Men sådan leger vi altså ikke i lebbeland. Jeg vil mene, at jeg har bollet med/været i seng med alle de kvinder, der har rørt ved min fisse, hud mod hud. Men sjovt nok tæller jeg på præcis samme måde som bøssens veninde, hvis vi kigger på mine hetero encounters.

Det generer mig, kan jeg mærke. Fordi det vel handler om en eller anden helt dybt funderet iboende heteronormativitet. Eller det modsatte? Barren for, hvornår man boller, er sat lavere med damer? Men er det godt eller skidt? Jeg er for træt til at tage stilling.

Om ekskærester. I Lebbeland.

Det virker ikke okay at skrive et blogindlæg om noget andet end alt det tragiske, der udspillede sig i går og i nat. Men jeg er så mæt af danskheds-gradbøjninger – om fx hudfarver, der kan være “arabiske men lysere end normalt”. Hvad fanden foregår der? Bør man ikke – præcis som i alle andre minoritetssammenhænge – forsøge at pakke generaliseringerne, mærkaterne og normerne væk? Bare lidt?

Please.

Hvis jeg – apropos – derimod skulle sætte en lillebitte mærkat på min weekend, skal der stå “ekskærester” på den.

Fredag drak jeg en fyraftensøl, der blev til en fire-fem stykker, med min første damekæreste. Lad os kalde hende KB. Vi var sammen i tre år og brugte nogle timer på at remminiscere over hvor sindssygt unge og lidt dumme (søde), vi var.

Det var helt vildt rart at se hende – det sker for sjældent – fordi der var så meget, hun lærte mig – og fordi hun var prøveklud for så mange af mine helt tidligere og allerførste lesbiske erfaringer. Og jeg mener ikke kun alle dem i soveværelset (som dengang også agerede stue, garderobe og spisekrog, fordi vi boede på hvert vores lejede værelse i hvert vores bofællesskab. Fordi vi var 24).

Der er noget ømt over de der tidlige seriøse forhold. Fordi man er så defineret af sine første erfaringer. Der er bare ikke rigtigt noget, der trumfer at opleve ting for første gang, vel? Alt det næste er sammenligninger.

Nå. Siden drønede jeg hjem til LL, hentede Bedstebøssen med på vejen og så X Factor med rødvin i glasset. Og hverken værre eller bedre gik det, end at den der gruppe, som Blachman har samlet, og som lidt prætentiøst bare hedder deres efternavne, sang Fleet Foxes. Og ikke en hvilken som helst Fleet Foxes-sang, men den som jeg med min anden damekæreste øvede en yndig flerstemmig version af, mens vi stadig var sammen.

Jeg husker tydeligt, at vi engang i – hvad? 2009? 2010? – da vi var kærester, tilfældigt var ude at spadsere på Amager Fælled og bemærkede nogle lange, lange køer foran DR Byen.

Vi gik derover og opdagede, at køerne skyldtes X Factor-auditions, og debatterede længe, om vi skulle stille op. Med Fleet Foxes-sangen. Fordi vi ikke sang decideret dårligt/falsk, og fordi vores seksualitet potentielt kunne være en forlomme til i hvert fald én enkelt tv-appearance.

Lebbeduoen.

Og hun så åbenbart også X Factor i fredags. For netop, som jeg greb min telefon for at smide hende en sms (selvom vi faktisk ikke har snakket sammen i mange måneder), om at nogen havde stjålet vores glory, bippede en besked ind på iphonen og kom mig i forkøbet:

Det gør mig enormt glad, at jeg er på venskabelig talefod med mine ekskærester. Selvom det vel i lebbeland er mere reglen end undtagelsen.

Og det er da ikke altid nemt, bevares, men LL er et omtrent tusind gange større menneske end mig. Hun er virkelig chill-faktor 20. Det er dejligt. For hun skulle dælme lige prøve at være über friendly med sine ekser, så ville jeg freake. For sindssygt. Be warned.

NB: I øvrigt var det der med “trygt mellem to mænd” en hentydning til Thomas Blachmans ret irriterende kommentar til netop trioen og dennes kvindelige medlem, der stod i midten under deres optræden. Jeez.

Nu som paneldeltager. Kvalifikation? Lebbe.

En af mine allerbedste veninder arbejder på psykologifakultetet ved det amerikanske universitet her i København. For et par uger siden spurgte hun mig, om jeg ville sidde med i et panel, som en af professorerne ville stable på benene denne uge i forbindelse med psykologiundervisningen.

“Hvorfor mig?” spurgte jeg meget naturligt.

“Fordi du er lebbe,” svarede min veninde.

Godt så.

Jeg skulle, forklarede veninde, være der for at repræsentere noget diversitet. Godt så (igen).

Da jeg efterfølgende i mailudveksling med underviseren fortalte, at jeg altså først var sprunget ud som 24-årig, så jeg ikke var sikker på, hvor godt det passede ind i emnet, fik jeg følgende svar retur:

“Not only is it OK, it is PERFECT. I would be eager for you to share this transition with the class as it is most likely that one of these young women will experience a similar transition.”

Den perfekte lebbe-transition. Skidegodt.

Og så mødte jeg ellers op forleden i Vestergade og trådte ind i et rum med knap 30 21-årige amerikanske (udelukkende kvindelige, i øvrigt) studerende.

Spottede straks på forreste række en seriøst turbo dyke.

Vi snakker korthårsfrisure, t-shirt med oprul på ærmerne, trainers og en gevaldig bredstilling i cowboybukserne. Ingen korslagte knæ her. Nå jo, og ikke mindst en holdning, der blev lidt mere rank og nysgerrig, da jeg som en del af min oplæg nævnte, at jeg var lesbisk.

Jeg fortalte min historie og gjorde et stort nummer ud af at være komplet naturlig omkring det her med at være homo. Fortalte om min kæreste, og om hvor helt almindeligt et liv, jeg har – fik endda hele flokken til at grine et par gange – blandt andet da jeg sagde:

” … And shortly after breaking up with my then-girlfriend I met my current girlfriend [LL]. And as good lesbians of course we bought a dog after having dated for three months.”

Transatlantiske lebbeklichéer for the win.

Og det var alt sammen rigtig fint og skidesjovt. Men dagen blev først noget helt ganske særligt, da jeg efter dobbelt-applaus og afsluttende spørgsmål fandt min jakke og var på vej ud af klasselokalet og tilbage på work.

Her stoppede en lidt forsagt kvinde – en af de studerende – mig i døren.

Jeg havde godt bemærket hende – hun sad lidt tilbage i rummet og havde kortklippet afro og sine Beats-høretelefoner hængende om halsen. Hun var den eneste anden på holdet, jeg helt umiddelbart havde skudt til at være lesbisk.

Hun kunne ikke kigge mig ind i øjnene. Var bare helt forsagt. Men mens hun kiggede halvt ned og halvt hen over skulderen på mig, fik hun fremstammet med verdens mindste stemme, at det virkelig havde betydet meget for hende, at jeg var en del af panelet:

“Jeg er ikke vant til at se mig selv repræsenteret. Det var virkelig rart,” fik hun hvisket.

Jeg spurgte hende lige ud af posen om hun var gay – jeg tænkte, at jeg ville gøre alt, der stod i min magt for at signalere, at det ikke er noget, man skal være bange for at snakke om, endsige flov over. Sgu!

Hun svarede (selvfølgelig) bekræftende, hvortil jeg udbrød:

“That’s GREAT!”

Hun viste sig at være fra Sydstaterne (“the deep-deep South”, som hun sagde), hvor man ikke just råber højt om sin seksualitet – især ikke hvis den afviger – og hun tilføjede:

“I just never really told anyone.”

Hun havde altid vidst hun var lebbe. Men hun havde slet ikke vovet at tænke over det, før hun fyldte 18. Hvor hun havde turdet mærket efter, men stadig holdt det for sig selv. Og nu var hun i København og havde været til en række arrangementer i Pride-ugen!

Et par af de andre paneldeltagere snakkede i forbindelse med deres fortælling om “adult transition” meget om den der store post-gymnasiale dannelsesrejse, alle danske unge fra et bestemt segment lige som har været på. Til Australien eller Indien eller Peru. Og om, hvor meget den rejse har formet dem.

Jeg har altid tænkt det som lidt banalt – det der, “jeg backpackede gennem Bolivia, og nu er jeg et helt andet menneske” – og jeg har ikke selv nogensinde rejst i længere end tre uger (hvis vi ser bort fra det år, jeg tilbragte i Odense), selvom jeg har været aldeles langt væk på mine kortere rejser.

Men efter at have mødt en kvinde som hende den unge lesbiske amerikaner kunne jeg pludselig forstå, hvor stor betydning det kan have at komme væk fra sine vante omgivelser og spejle sig i noget andet end sine nærmeste.

Og mit hjerte blødte en lille smule.

Nej. Lebben vælger *ikke* sine kampe (om mandagen)

Aha. Om mandagen er jeg så typen, der ikke vælger mine kampe. Tilsyneladende.

Var forbi døgnapoteket efter verdens længste arbejdsdag i går. På vegne af LL, der lå og vred sig hjemme i dobbeltsengen. Og ikke på den gode måde.

Bad om uspecificeret lægemiddel mod ondskab.

Apotekerdame: “Er det til dig?”

Mig: “Nej, det er til min kæreste.”

Apotekerdame: “Aha, så tænker jeg ikke, at der er noget graviditet inde i billedet [haha].”

Mig (demonstrativt og lidt for højt i tyst aftenapotek): “Øh. Det kunne der nu så sådan set godt have været, for min kæreste er en kvinde. Men nej. Der er ikke noget graviditet inde over.”

Apotekerdame: “Har han prøvet at tage medicin mod xxx før?”

Mig (come nu on): “Ja. Det har hun.”

Egentlig var der ikke noget at være flov over. Men jeg følte alligevel – da jeg bevægede mig fra skranken – lidt som typen der lige skulle råbe op om, at jeg diggede the punani ved enhver given lejlighed.

Også selvom jeg jo egentlig bare insisterede-agtigt på, at apotekerdame skulle se sin egen normative tilgang til sit fag i øjnene. Vi er ikke alle sammen kærester med mænd, iveller?

Note to self: Dit valg af pronomen handler ikke om mig.

Det her er så motherfucking dybt. Virkelig skarpt og præcist og meget, meget klogt.

Læs lige denne her kronik i Politiken, den hedder “Brug et kønsneutralt sprog” og gav mig lidt at tænke over.

Og når du har læst hele kronikken via linket ovenfor. Så læs lige konklusionen en ekstra gang:

“Jeg ønsker mig en debat, hvor man forstår, at et kønsneutralt sprog ikke handler om mænd og kvinder. Det handler om alle dem, der ikke er mænd og kvinder, og som derfor bliver tvunget til at springe ud af et urimeligt skab og ind i en verden, hvor det burde være en selvfølge at blive anerkendt på lige fod med alle andre – også i sproget.”

Mig gav det stof til eftertanke, fordi jeg vist selv er halvskyldig i at føle behov for – og krav om – at diskutere andre individers valg af pronomen. Selvfølgelig åbent og anerkendende. Men stadig diskuterende. Hvilket i sig selv er en form for – hmm – sætten-spørgsmålstegn-ved. Ikke-accept midt i accepten.

Jeg bliver alt for ofte for tiden konfronteret med mine egne firkantede normkasser, hvor meget jeg end gør for at undslippe dem.

Tak for kronikken, kloge menneske!

Det lesbiske parforholds matrix

Jeg hører jo stadig Dan Savage hver eneste uge. Det har aldrig været nogen hemmelighed. I sidste uge (eller var det i denne?) talte han om det her med roller i lesbiske parforhold.

Det tog vist sit udspring i, at der var en lebbe, der ringede ind, fordi hendes biseksuelle (CIS-kvinde)kæreste gjorde meget ud af hele tiden at sætte sig selv i den meget ‘feminine’ rolle i forholdet.

Noget med at gøre sig lækker (lingeri, etc.) på en måde, lebben aldrig havde oplevet tidligere (fuldblodslesbiske) kærester gøre, og på en måde, lebben synes konnoterede heterorelation. Hun følte, at bi-kæresten benyttede nogle tegn, som passede dårligt ind i en lebberelation.

… Agtigt og kort fortalt, ikk’?

De – Dan og hans til lejligheden indkaldte ekspert, Arielle Scarcella, der er en virkelig charmerende homo-vlogger (det er et ord) – konkluderede, at der nok faktisk ikke var nogle (homo?)forhold, der kunne bære, at det altid var den samme part, der ‘toppede’/var den aktive/handlende/’maskuline'(undskyld)/dominerende.

Og det fik mig til at tænke.

For faktisk tror jeg, det er meget sandt. Et lynhurtigt dyk ned i min egenindsamlede empiri – tre længere parforhold med tre på mange måder meget forskellige kvinder – fortæller mig i hvert fald, at der ofte er en eller anden form for – hmm – tovtrækkeri going on.

Jeg har nok altid været den (umiddelbart og synligt) mest ‘feminine’ i mine parforhold (bemærk: jeg bruger termerne “maskulint” og “feminint” i store fede gåseøjne og håber, alle faste læsere ved, at jeg ikke tror på noget som helst iboende kvindeligt og mandligt, der afhænger af vedhænget i trussen – eller manglen på samme. Både på trusser og vedhæng).

Jeg har sagt det før og siger det lige igen: Jeg går i kjoler, elsker min flydende eyeliner, har langt hår og bilder mig stadig ind, at jeg er ‘sådan en der går i høje hæle’, selvom det er seriøst længe siden, jeg har styltet den sidst.

Jeg kan godt lide, når mine kærester synes, jeg er sexet (whaaaat. Du er da vist helt speciel på det punkt, hva’?).

Og jeg føler mig personligt sexet, når jeg har sorte blonder inderst og røde læber yderst. Og jeg bilder mig ind, at mine kærester gennem årene er enige. Omvendt synes jeg klart, mine kærester (aaalle mine kærester) er mest sexede, når de har noget helt andet tøj på. Jeg er fx ret vild med noget så simpelt som en hvid hipstertrusser på min dame. Og kan skrive under på, skulle jeg mene, at hun også føler sig noget mere sexet i en sådan, end hun ville gøre med røde læber og hofteholder. Ikke at jeg ville være afvisende over for den påklædning på hende. Hun ville rocke den. Men. I ved.

Anyway.

Jeg kan godt lide at blive passet på – noget man vel typisk ville tilskrive ‘det feminine’ (stadig: gåseøjne). Mine kærester kan også godt lide at blive passet på. Muligvis har balancen været mere ‘jeg passes’/’de passer’ i begyndelsen og så udjævnet sig nærmest til 50/50 både/og hverken/eller, efterhånden som parforholdet har udviklet sig.

Måske efterhånden som man lærer det, der ligger under overfladen af feminine tegn, bedre at kende?

Men det er i den sammenhæng, at der har eksisteret det her lidt pudsige tovtrækkeri af og til. For hvem passer på hvem, når begge er pylrede?

Hos os skiftes vi til at bestemme. Både i og uden for soveværelset. Heldigvis.

Jeg havde på et tidspunkt en elsker, som var helt ovre i den anden grøft. Som udelukkende handlede i herretøjsbutikker, som gav mig teatersminke (teatersminke!), da jeg efter en uplanlagt sleep-over spurgte, om hun havde en mascara, jeg kunne låne? Ingen makeup i dén husholdning.

Hun var samtidig også meget artikuleret om, hvilken rolle hun gerne så mig i – og hvilken hun til gengæld kunne indtage.

Og det var faktisk helt vildt usexet. Først var det spændende, for nøjjjj hvor var der bare plads til, at jeg kunne være kvinde med et gigantisk K forrest. Plads til at blive passet på og forkælet. Nøjjj, hvor passede mine kjoler og hæle bare godt ind i en eller anden tilstræbt heteroseksuel relationsnorm.

Men så blev det … ulideligt.

Fordi jeg ikke er kvinde med stort k, når det kommer til stykket (primært fordi ‘kvinde med stort k’ ikke fucking findes). For jeg går ganske rigtigt i kjole, men jeg har ikke de karaktertræk, der – så’n rent stereotypt og normativt – passer til den mundering.

For jeg synes, det er fint nok at blive knaldet med en strap-on – men jeg synes også, det er ret sjovt og sexet at være den, der har den … strappet on.

Og det er faktisk derfor (og så fordi kvinder bare er wauuuw), tror jeg, at jeg har haft det markant meget bedre i (de fleste) forhold med kvinder end jeg havde det i forhold med mænd. Fordi det er min – personlige – oplevelse, at jeg her har mere plads til albuerum sammen med kvinder. Til at være gal og højtråbende og bestemme. Alle de dejlige egenskaber, vi alle sammen rummer og som ikke (ifølge normen i hvert fald) passer ned i en kjole.

Men måske siger det faktisk bare allermest om de mænd, jeg var sammen med back then? Eller om mig og mit frirum til at være mig.

Min første mor-casting. Eller: Lebben som tredje brik i bøssernes kernefamilie.

Shit maaaan. Jeg tror, jeg har været til mor-casting uden at ville – endsige vide – det.

Perifær bøsseven fra gaaaamle dage skrev ud af det blå på Facen. Om vi skulle ses næste uge?

Klart, vi skulle!

Vi når at mødes og tale sammen i ti minutter max, før han fortæller, at han og manden gennem årevis går i børnetanker. I en grad, vel at mærke, hvor min gamle ven har været ude og snakke med regnbueforældre for at blive klogere på mulighederne. Og kender alt til lovgivning om rugemødre og til ret og rimelighed i forbindelse forældrefordeling i homofamilier.

Og så spurgte han, hvor jeg stod på det område?

Jeg fremlagde som så ofte før (det er nærmest blevet en af de der småirriterende automattaler, som man tager en dyb indånding for at kunne fuldføre i ét åndedrag), hvordan jeg simpelthen ikke ved, hvad jeg vil.

… Og børn er jo søde, men seriøst jeg synes næsten dagligt, at det er (for) meget arbejde og ansvar at have en hund. Og måske vil jeg slet ikke have børn men er bare så fedtet ind i samfundsnormer og semifremmede, der tillader sig at stille et opfølgende spørgende ‘hvorfor’, når man svarer negativt på, om man har børn.

Og så sad vi lidt der.

Og så snakkede vi lidt om løst og fast og sommerferie. Og så skiltes vi. Og først da jeg kom hjem, og LL spurgte, om det havde været hyggeligt, faldt tiøren.

Eller er jeg bare paranoid / har alt for høje tanker om mig selv?

Jeg kunne selvfølgelig spørge ham. Om det var det, der var hans mission. Men det virker også lidt konfronterende, gør det ikke?

Der kom et lesbisk brev (Juhu. Det er min yndlingsbrevtype)

Det sker jo, at jeg får brev fra frustrerede lebber. Det ELSKER jeg. Forleden fik jeg følgende:

Jeg tror personligt godt, at unavngiven lebbe (hendes identitet er selvfølgelig jeres yndlingslebbe bekendt) kan vænne sig til, at homodamer mestendels gerne liiiige vil have afklaret, om det her fører til noget med en flyttebil (eller i hvert fald et fælles hundehvalpsindkøb, host-host) inden for nærmeste fremtid.

Jeg husker i hvert fald ikke mange second-lebbedates, hvor der ikke faldt et par ord om, hvordan man så sit liv forme sig (børn? karriere? bolig?).

I øvrigt slog det mig i dag, at andelsbolig-ladcykel-bulldog(s) må være urbane homoers pendant til villa-volvo-vovhund. Jeg er herresat.

Jeg tror nu i øvrigt ikke, der blev diskuteret fremtidsplaner på min og LL’s anden date. Endsige evalueret efter første. Jeg var alt for panisk over at havne i nyt forhold så kort efter at have afsluttet mit forrige (megalesbisk, i øvrigt – sådan at være single i mindre en måned mellem sine langtidsforhold) til at kunne tale om den slags. Men har garanteret talt en masse om følelser alligevel.

Så det.

LL er i øvrigt herredårlig til at snakke om følelser. På nær når jeg har mine dramadage (ca. hver anden dag. Hver dag i kritiske uger), og hun pinner mig til sengen og siger, at hun altså gerne vil være min kæreste. Når nu det her med at dele hjem og kærlighed med mig tilsyneladende ikke er nok til at få mig overbevist. Tilsyneladende.

Jeg er sandsynligvis verdens dårligste kæreste. Og mindst stabile menneske. Eller i hvert fald mest usikre. Der kan seriøst gå mindre end to minutter, fra LL serverer morgenmad og kys for mig på sengen, til jeg er stensikker på, hun er ved at forlade mig.

Kudos til hende for at holde stand. Hun er sød nok.

Nå. Men kan I ikke lige hjælpe ny-lebben ovenfor? Hvad kan hun forvente – går der konsekvent følelser i den på second date i Lebbeland?

REGNBUEFLAGET SGUDDA

Hof-vittigheden i den her lille lesbiske husholdning er, at jeg ikke kan møde en kvinde, der er:

a. Korthåret
b. Iklædt vindjakke
c. Og/Eller vandreinspireret fodtøj

… uden straks at udbryde til Livslebben, at der da  være tale om en lebbe.

Og jeg har så sjældent ret, at det næsten gør ondt.

(Dog er jeg naturligvis påståelig nok til – når jeg tager fejl – at tilføje et, “hun ved det nok bare ikke selv. Endnu.”, når jeg igen får afkræftet mine lebbemistanker.)

Forleden var vi på hundetur i Søndermarken, min dame og jeg. På vej ud af parken møder vi en kvinde med en lille mops. Jeg skyder på, hun var i midttrediverne. Kvinden, forstås. Hunden var så vidt jeg husker knap halvandet år gammel.

Vi snakker. Erfaringsudveksler, hunde-roser gensidigt. Klap-klap og nårrrhhh.

Og så går vi videre. LL siger:

” … Hvornår falder den så?”

“Falder hvad?“, spørger jeg.

“Bemærkningen.”

Jeg er komplet clueless, indtil hun svarer:

“Bemærkningen om hendes seksualitet.”

“Nååååååå. Tror du, hun var lebbe?“, spørger jeg – ivrigt (jeg elsker at møde lebber. Jeg gider/kan ikke forklare det).

Det viser sig, at jeg – måske fordi hendes hund var så sød, eller bare fordi jeg er homonormativ, og kvinden var langhåret – har overset det halvstore regnbueflag, hun havde syet fast på brystet af sin vindjakke(!).

Og bukserne var vist også ret praktiske.

Og min gaydar er igen gjort helt igennem til skamme.

Ældre indlæg