Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Kategori: mit parforhold (side 2 af 9)

Savn og alt det der med græsset, der er grønnere.

Jeg oplever separationsangst af højeste karat lige nu. Det er virkelig sygt. Helt ind i hjertet.

Livslebben er på sit værksted og bliver der sandsynligvis hele natten, for hun har en deadline i morgen tidlig og alt rigeligt at se til.

Og jeg ligger her i dobbeltsengen (eller hvad man nu kalder den bredde, som LL og undertegnede altid kommer i tvivl om er en 140, 160 (eller måske endda en 180?) centimeters sag, når vi står i IKEA og skal købe et nyt lagen (jeg ville ønske jeg kunne skrive Georg Jensen Damask, men who am I kidding?). Ej. Sgu. Den er en 160 cm. Jeg er næsten sikker. Og lige præcis ikke neurotisk nok til at hente målebåndet.

Nå, men her fra mit leje oplever jeg det dybeste savn, jeg kan beskrive. Det hænger nok lidt sammen med førnævnte andendagstømmermænd, men det gør jeg ikke følelsen mindre virkelig. Der var intet jeg heller ville lige nu end at krybe helt ind i LL’s armhule, der hvor der er allermest trygt, når man er lidt mandagstræt og trist og tom.

Og mon ikke behovet blot bliver desto større af, at det for første gang i tusind år faktisk ikke er en mulighed?

… Det værste er nemlig, at vi nok er blevet lige gode nok til at tage hinanden lidt rigeligt for givet, når vi er sammen. Eller også går der bare for lang tid mellem, vi rent faktisk prioriterer at ses. Altså sådan rigtigt. Ikke bare at putte, hænge ud, stene, sove … men rent faktisk prioritere decideret os-tid.

Jeg har aldrig tidligere haft en kæreste så længe, som jeg har haft LL. Mit længste forhold før LL nåede kun lige at runde tre år, og ellers er det længste, jeg har prøvet omkring de to.

LL og mig har været sammen i godt og vel tre og et halvt år efterhånden. Selvfølgelig inklusiv et gevaldigt bump in the road i sommeren i fjor.

Og der indtræffer nok noget hverdag omtrent på dette tidspunkt, tror jeg. Noget hverdag, som jeg halvdelen af tiden elsker og trives fantastisk i, og som jeg den anden halvdel af tiden hader. Og beskylder LL for at være hovedårsagen til. Hvilket trods alt ikke er helt rimeligt (det er jeg dog et stort nok menneske til at anerkende her i mit lille vesterbro’ske savnfængsel).

Så det.

Men nu kan jeg dvæle lidt i mit eget savn og lære det, kan jeg.

Og der var på et eller andet tidspunkt en der sagde, at – og nu bliver jeg bange for, at kilden er et eller andet sygt corny, som I kan huske, men jeg ikke kan, men det må jeg leve med, for jeg synes faktisk det var så fint og præcist et billede – måske er græsset grønnere på den anden side af hækken, fordi du har glemt at vande din egen plæne?

Og det kunne en eller anden sikkert amerikansk advokatserie jo måske nok have ret i. 

Besøg af Satans oldemor, aka PMS

Lykke kan man ikke købe for penge, siges det.

Bevares.

Men for penge kan man fx købe en hotelovernatning, når begge lebber på matriklen rammes af massiv PMS samtidig. Og det er faktisk også en form for lykke. I modsætning til synkroniseret menstruation.

Disclaimer: Det har vi altså aldrig gjort. Trods alt. Men når vi bliver rige …

Når man tager kærligheden med sig hjem

Jeg er i den privilegerede situation, at jeg faktisk har en hel lille håndfuld veninder, som jeg simpelthen ikke kan ranginddele i en grad, så jeg kan kalde kun en enkelt for den bedste. De er alle sammen … den bedste.

Men en af disse, skønne A., blev gift på Nørrebro i går.

A. har jeg kendt i lige godt halvdelen af mit liv. Og der var en periode i årene før vi flyttede hjemmefra og således boede i hver vores ende af landet, hvor vores forældre måtte lægge begrænsninger på vores telefonsamtaler – vi fik et loft på en times sladder per dag.

Senere rykkede vi heldigvis begge til København, og i lange perioder har jeg nærmest boet hos hende, når mit eget liv blev for sprælsk og festligt, og A. repræsenterede ro, tryghed og familie med slumretæpper og te. Jeg tror ikke, der er ret mange, der kender mig så godt som A., og der er heller ikke ret mange, jeg på samme måde, som jeg gør med A., altid ved lige præcis, hvor jeg har. Hun har bare altid været der, når lortet brændte på.

Og i går blev hun så ellers gift med sin dejlige, dejlige mand, ved verdens fineste ceremoni på en meget smuk plet i hovedstaden.

Og jeg holdt tale (og var så rørt at jeg tudede allerede da jeg testede mig gennem mit oplæg med LL som publikum om formiddagen). Og drak mig fuld. Frygteligt fuld.

LL og jeg sad ved det bedste bord, blandt andet sammen med et par af de lebber, der udgør en stor del af kernen i de tilbagevendende homomiddage, jeg vist har nævnt en gang eller fire, og som har taget en næsten rituel form her efter fem år.

Og det var så skønt. Og kærlighedfuldt. (Og helt fantastisk fedt at være til bryllup med ikke bare brudeparrets fantastiske venner men faktisk også en god del af sine egne fantastiske venner.)

Det smukkeste øjeblik – hvis vi lige ser bort fra gommens tale til bruden, brudens sang til gommen, forældrenes taler til deres unger, kyssene, maden, lanternerne og alt det andet – var dog helt klart, da vi omkring midnatstid rejste os fra bordet, og der så småt blev skruet op for musikken.

I ved, det der punkt, hvor dansegulvet er meget tomt, og alle lige skal dyppe tæerne, inden de springer helt ud i trinnene.

Hverken det første nummer, der blev smidt på anlægget, eller det efterfølgende var der synderligt meget gang i danseriet til. Men så var der pludselig Marie Key for fuld udblæsning.

Uden Forsvar … og så ellers fire lebber (de to på denne adresse inklusive) i en rundedans, vi heldigvis godt alle sammen kunne se det komiske i: Så stod lebberne der. Og dansede til Marie Key.

Bagefter dansede vi til virkelig, virkelig meget andet og fandt vist først hjemad, da personalet begyndte at vende stole og slukke stearinlys – og brudeparret forlængst havde kastet håndklædet i ringen.

Åh.

Gid alle i verden ville invitere mig med til deres bryllupper. Hvis ikke lige der var de der regler om, at man ikke må have sort tøj på, ville det virkelig være den perfekte fest. Hver gang. Så meget kærlighed. Og ikke mindst så meget kærlighed, man tager med sig hjem fra sådan en fest.

Det er så magisk.

Man kan nærmest ikke lade være at blive en lille bitte smule ny-vild med sin egen LL, når man tilbringer en hel dag i sådan en vidunderlig rus af romantik.

Positiv særbehandling til LL og undertegnede (og tak for det)

Ih! Jeg har helt glemt at fortælle om Rom. Eller – vigtigere – om turen derned. Eller. Helt præcist om vejen gennem security i Kastrup.

I lufthavnen på vej mod Rom og miniferie tog vi os nemlig ualmindeligt god tid til både kaffe og en croissant (pænt optur, at Lagkagehuset har åbnet filial på vej til Terminal 3. Så kan man lige fyre alle de penge af, man ellers sparer ved at sidde på plastiksæder hos Norwegian, på en trekantsandwich og en Christianshavnertærte).

Således opdagede vi en kende sent, at der herskede totalt kaos oppe på lufthavnens førstesal – køen ville tage omtrent 25 minutter. Hvilket rundt regnet var den tid, vi havde til at nå ud til vores gate.

(Apropos lavprisflyveri: klart det er billigere, når man praktisk talt skal gå halvdelen af vejen til Rom gennem syntettæppebelagte lufthavnsgange.)

Og der stod vi så. Og trippede. Nogle af os mere end andre. De af os (hint: ikke mig), der rent faktisk har 50 pct. sydlandsk blod i årerne, har nemlig også et noget mere, hmm, abstrakt begreb om tid, end de af os, der bare ligner, vi er af mellemøstlig afstamning (seriøst. Hvis jeg havde en tier for hver gang, jeg er blevet tiltalt på arabisk og tyrkisk i København (nå ja, og i Cairo, Marrakech, Tunis og ikke mindst Alanya), ville jeg have måske 1.000 kroner).

Nå. Men vi trippede, gjorde vi. Lige indtil vi kom så tæt på boardingpas-scannerne, at jeg øjnede en mulighed:

CPH Fast Track-indgangen! Man har vel ikke været frontseat-VIP-fashion week-type for ingenting.

(Det her indlæg kunne også godt have heddet: “Alle veje fører til Rom. Men især the fast track.”)

Jeg gik målrettet mod kvinden, der vogtede fast track-lanen. LL fulgte efter.

Og nu sker det sjove og måske (ret sikkert, mener LL) lesbiske:

For kvinden var helt obvious til samme ende af genusspektret som LL og undertegnede. Vi snakker mohawk måske en lille stretch i øreflippen – og under alle omstændigheder den version af lufthavnsuniformen med bukser frem for den med pencilskørt.

Der var altså meget lidt tvivl.

Jeg spørger hende (helt diskret og uden så meget som at antyde min egentlige mission. På den måde er jeg ret snedig):

“Hvor lang tid tror du, vi skal sætte af til at nå til Gate xx?” (tilføjet blafren med de øjenvipper, som vist aldrig har scoret mig særligt meget hverken her eller der. Sad smiley. En stor flirt bliver jeg vist aldrig.)

Hun svarer, at det nok tager ca. 20 minutter og kigger først på mig og så på LL. Som hun i grove træk kunne dele frisør med. Og så tilbage på mig.

Og så tilføjer hun:

“Er det bare jer to? Så kan I tage fast lanen. Men kun fordi … (hurtigt blik fra mig til LL til vores hænder i hinandens) … det er jer.”

“Det er jer!”

Og så hastede vi ellers igennem security som de VILP’s (Very Important Lezzie People), vi nu engang er.

Og der gik faktisk en dags tid, før vi kom til at snakke om, om der nu også var tale om positiv særbehandling. LL er helt overbevist. Hun siger, at hun nogle gange, når vi er sammen og møder åbenlyse lebber, oplever, at de ikke fatter, at jeg er lebbe, førend de får øje på hende. Det samme skete åbenbart i lufthavnen.

Lektien må være altid at holde sin LL i hånden. Ikke?

Disclaimer: Jeg har desværre ikke fået så meget som et lillebitte gavekort til lufthavnslagkagehuset for det her indlæg. Det kunne fan’me ellers have klædt dem. Til gengæld har en, jeg kender perifært, fået et gavekort på 300 kr. til McDonalds, efter han for nyligt fandt et stort, fedt og ret uhyggeligt glasskår i en af deres burgere. Det er sjældent, jeg siger det, men: Man skulle have boet i USA. Så var man nok blevet millionær på det fund. Tænker jeg.

Jeg har i øvrigt tagget det her indlæg som “diskrimination”, fordi det er det tag, jeg har, der kommer tættest på “antidiskrimination”. Så det.

Det lesbiske parforholds matrix

Jeg hører jo stadig Dan Savage hver eneste uge. Det har aldrig været nogen hemmelighed. I sidste uge (eller var det i denne?) talte han om det her med roller i lesbiske parforhold.

Det tog vist sit udspring i, at der var en lebbe, der ringede ind, fordi hendes biseksuelle (CIS-kvinde)kæreste gjorde meget ud af hele tiden at sætte sig selv i den meget ‘feminine’ rolle i forholdet.

Noget med at gøre sig lækker (lingeri, etc.) på en måde, lebben aldrig havde oplevet tidligere (fuldblodslesbiske) kærester gøre, og på en måde, lebben synes konnoterede heterorelation. Hun følte, at bi-kæresten benyttede nogle tegn, som passede dårligt ind i en lebberelation.

… Agtigt og kort fortalt, ikk’?

De – Dan og hans til lejligheden indkaldte ekspert, Arielle Scarcella, der er en virkelig charmerende homo-vlogger (det er et ord) – konkluderede, at der nok faktisk ikke var nogle (homo?)forhold, der kunne bære, at det altid var den samme part, der ‘toppede’/var den aktive/handlende/’maskuline'(undskyld)/dominerende.

Og det fik mig til at tænke.

For faktisk tror jeg, det er meget sandt. Et lynhurtigt dyk ned i min egenindsamlede empiri – tre længere parforhold med tre på mange måder meget forskellige kvinder – fortæller mig i hvert fald, at der ofte er en eller anden form for – hmm – tovtrækkeri going on.

Jeg har nok altid været den (umiddelbart og synligt) mest ‘feminine’ i mine parforhold (bemærk: jeg bruger termerne “maskulint” og “feminint” i store fede gåseøjne og håber, alle faste læsere ved, at jeg ikke tror på noget som helst iboende kvindeligt og mandligt, der afhænger af vedhænget i trussen – eller manglen på samme. Både på trusser og vedhæng).

Jeg har sagt det før og siger det lige igen: Jeg går i kjoler, elsker min flydende eyeliner, har langt hår og bilder mig stadig ind, at jeg er ‘sådan en der går i høje hæle’, selvom det er seriøst længe siden, jeg har styltet den sidst.

Jeg kan godt lide, når mine kærester synes, jeg er sexet (whaaaat. Du er da vist helt speciel på det punkt, hva’?).

Og jeg føler mig personligt sexet, når jeg har sorte blonder inderst og røde læber yderst. Og jeg bilder mig ind, at mine kærester gennem årene er enige. Omvendt synes jeg klart, mine kærester (aaalle mine kærester) er mest sexede, når de har noget helt andet tøj på. Jeg er fx ret vild med noget så simpelt som en hvid hipstertrusser på min dame. Og kan skrive under på, skulle jeg mene, at hun også føler sig noget mere sexet i en sådan, end hun ville gøre med røde læber og hofteholder. Ikke at jeg ville være afvisende over for den påklædning på hende. Hun ville rocke den. Men. I ved.

Anyway.

Jeg kan godt lide at blive passet på – noget man vel typisk ville tilskrive ‘det feminine’ (stadig: gåseøjne). Mine kærester kan også godt lide at blive passet på. Muligvis har balancen været mere ‘jeg passes’/’de passer’ i begyndelsen og så udjævnet sig nærmest til 50/50 både/og hverken/eller, efterhånden som parforholdet har udviklet sig.

Måske efterhånden som man lærer det, der ligger under overfladen af feminine tegn, bedre at kende?

Men det er i den sammenhæng, at der har eksisteret det her lidt pudsige tovtrækkeri af og til. For hvem passer på hvem, når begge er pylrede?

Hos os skiftes vi til at bestemme. Både i og uden for soveværelset. Heldigvis.

Jeg havde på et tidspunkt en elsker, som var helt ovre i den anden grøft. Som udelukkende handlede i herretøjsbutikker, som gav mig teatersminke (teatersminke!), da jeg efter en uplanlagt sleep-over spurgte, om hun havde en mascara, jeg kunne låne? Ingen makeup i dén husholdning.

Hun var samtidig også meget artikuleret om, hvilken rolle hun gerne så mig i – og hvilken hun til gengæld kunne indtage.

Og det var faktisk helt vildt usexet. Først var det spændende, for nøjjjj hvor var der bare plads til, at jeg kunne være kvinde med et gigantisk K forrest. Plads til at blive passet på og forkælet. Nøjjj, hvor passede mine kjoler og hæle bare godt ind i en eller anden tilstræbt heteroseksuel relationsnorm.

Men så blev det … ulideligt.

Fordi jeg ikke er kvinde med stort k, når det kommer til stykket (primært fordi ‘kvinde med stort k’ ikke fucking findes). For jeg går ganske rigtigt i kjole, men jeg har ikke de karaktertræk, der – så’n rent stereotypt og normativt – passer til den mundering.

For jeg synes, det er fint nok at blive knaldet med en strap-on – men jeg synes også, det er ret sjovt og sexet at være den, der har den … strappet on.

Og det er faktisk derfor (og så fordi kvinder bare er wauuuw), tror jeg, at jeg har haft det markant meget bedre i (de fleste) forhold med kvinder end jeg havde det i forhold med mænd. Fordi det er min – personlige – oplevelse, at jeg her har mere plads til albuerum sammen med kvinder. Til at være gal og højtråbende og bestemme. Alle de dejlige egenskaber, vi alle sammen rummer og som ikke (ifølge normen i hvert fald) passer ned i en kjole.

Men måske siger det faktisk bare allermest om de mænd, jeg var sammen med back then? Eller om mig og mit frirum til at være mig.

Der kom et lesbisk brev (Juhu. Det er min yndlingsbrevtype)

Det sker jo, at jeg får brev fra frustrerede lebber. Det ELSKER jeg. Forleden fik jeg følgende:

Jeg tror personligt godt, at unavngiven lebbe (hendes identitet er selvfølgelig jeres yndlingslebbe bekendt) kan vænne sig til, at homodamer mestendels gerne liiiige vil have afklaret, om det her fører til noget med en flyttebil (eller i hvert fald et fælles hundehvalpsindkøb, host-host) inden for nærmeste fremtid.

Jeg husker i hvert fald ikke mange second-lebbedates, hvor der ikke faldt et par ord om, hvordan man så sit liv forme sig (børn? karriere? bolig?).

I øvrigt slog det mig i dag, at andelsbolig-ladcykel-bulldog(s) må være urbane homoers pendant til villa-volvo-vovhund. Jeg er herresat.

Jeg tror nu i øvrigt ikke, der blev diskuteret fremtidsplaner på min og LL’s anden date. Endsige evalueret efter første. Jeg var alt for panisk over at havne i nyt forhold så kort efter at have afsluttet mit forrige (megalesbisk, i øvrigt – sådan at være single i mindre en måned mellem sine langtidsforhold) til at kunne tale om den slags. Men har garanteret talt en masse om følelser alligevel.

Så det.

LL er i øvrigt herredårlig til at snakke om følelser. På nær når jeg har mine dramadage (ca. hver anden dag. Hver dag i kritiske uger), og hun pinner mig til sengen og siger, at hun altså gerne vil være min kæreste. Når nu det her med at dele hjem og kærlighed med mig tilsyneladende ikke er nok til at få mig overbevist. Tilsyneladende.

Jeg er sandsynligvis verdens dårligste kæreste. Og mindst stabile menneske. Eller i hvert fald mest usikre. Der kan seriøst gå mindre end to minutter, fra LL serverer morgenmad og kys for mig på sengen, til jeg er stensikker på, hun er ved at forlade mig.

Kudos til hende for at holde stand. Hun er sød nok.

Nå. Men kan I ikke lige hjælpe ny-lebben ovenfor? Hvad kan hun forvente – går der konsekvent følelser i den på second date i Lebbeland?

Altså … der er vel ikke nogen, der er manden. Vel?

Der var arbejdsfestivitas i torsdags. Det er sgudda pudsigt, at vi – hver eneste gang kollegerne (og jeg selv, bevares) får blot et enkelt glas rødvin indenbords – skal tale om homoseksualitet.

Selve spørgsmålet “men hvem er så manden?” faldt (heldigvis) ikke. Men alle metaspørgsmålene – der nærmest er de samme, bare afledt af hvor dumt det er, det her med at tro, at nogen er manden – faldt.
I ved:
“Altså, der er vel ikke reelt set nogen, der er manden?” (spørgsmålstegn)
“I kan vel netop bestemme, hvem der er manden” (for en mand skal der jo for helvede være)
Jeg svarer pædagogisk, at vi nok som to kvinder har en helt anden frihed til selv at definere vores roller. Og at der selvfølgelig ikke er nogen, der er manden. Men muligvis nogle (i traditionel og normativ forstand) maskuline egenskaber, som vi forhandler mere om, end man måske gør i en klassisk heteroseksuel konstellation. Og sådan.
Jeg spekulerer for tiden meget over, hvorfor jeg blogger mindre. Men jeg tror – nogle gange – lidt, det skyldes, at jeg føler, jeg har oplevet alting. Fordi jeg jo som I ved er 200 år gammel. Eller også er heteroer bare sygt kedelige. Og stiller de samme spørgsmål – i mit segment blot indpakket i misforstået åbensind, som spørgsmålene ovenfor vidner om.
Eller hvad?
Jeg har fødselsdag i morgen, og jeg glæder mig til at se alle de bål, I til min ære brænder af rundt omkring. Jeg ved godt, at lebberne fester (for mig, forstås) på Amager Strand, men jeg har faktisk aldrig selv fejret Sankt Hans derude. Havner oftest i Enghave Parken eller Frederiksberg Have. Er det en fejl? Bør selv en menneskesky neurotikerlebbe bevæge sig til homo-Sankt Hans i morgen? 

Lesbisk & mistroisk i forholdet 1:1

Jeg ved ikke, om I ved det.

Men jeg har  jo valgt at slå følge med en lesbisk gourmand. Ja. Livslebben er sådan helt afsindigt god til at lave mad – på den måde, hvor selv fucking kogte ris smager bedre, når hun tilbereder dem. Jeg er i løbet af de seneste tre år blevet degraderet til en form for opvasker. Og det er for det bedste, vi kan jo ikke spise rugbrødsmadder hver dag. Vel?

Nå. Men i går aftes biksede hun lige en hurtig salat sammen af noget bulgur og feta og værk (suppe på et søm), vi tøjrede hundene i den sidste sol og indtog aftensmaden udendørs omme bag karréen på græshøjen. I ved.

Den ene hund parkerede sig op af hendes ben, den anden lagde sig med en pind i græsset på min modsatte side. Mit hoved lå på LLs skulder, hendes hånd på mit ben. Sol i ansigtet.

Og der sad vi så et øjeblik – helt mætte og tilfredse.

En kvinde stoppede op en fem meters penge fra os. Smilede. Og da hun gik videre forbi os, kiggede hun op og sagde, “I ser simpelthen så dejlige ud”.

Først blev jeg glad. På den selvfede måde. For vi var sgudda et lille lebbeidyllisk postkort i det øjeblik.

Men bagefter kom jeg i tvivl, om jeg burde være blevet lidt forarget. For gav du, fremmede dame, egentlig min kæreste og undertegnede en kompliment, eller var der bare tale om politisk korrekt solen sig i egen åbenhed? Ville du have italesat scenariet, hvis LL (eller jeg) havde været en mand?

Åh, den lesbiske mistroiskhed.

Jeg valgte nu faktisk bare at gribe komplimentet og gå med det. For vi var fan’me søde.

Hvor ulesbisk.

Jeg har svært ved at blogge for tiden. Og det er der en grund til. En herredårlig grund tilmed. Men en grund, trods alt:
Jeg har det nemlig bare sådan helt igennem ganske fantastisk godt. Tak. Jeg sagde jo, det var en dårlig grund.
Alt det her skriveri falder mig nok bare generelt nemmere, i de (tilbagevendende, I’m sure) perioder, hvor jeg går og tænker neurotiske, halvangste bekymringstanker – om det så i sidste ende er den tristesse, der kommer til udtryk i mine ord eller ej.
Men i disse uger kører det bare. Det hele. Mit liv er skønt og – med undtagelse af mit valg af sengekammerat – ualmindeligt lidt lesbisk. 
Og det betyder, at der ikke er så meget at skrive om. Andet end alt det kedelige:
Jeg holder påskeferie med stort P. Havde lige præcis tre feriedage, der skulle afvikles inden maj, hvilket betød, at forlænget skærtorsdagslangfredagspåskemandagsweekend blev til lang, lang, lang … dare I say it? … ferie. 
Ti dage. Sgu. 
Havde 5xYndlingshomoer forbi til påskefrokost i sidste weekend (og har praktisk talt levet af resterne hele ugen. Så. Meget. Mad. Hvor kom de seks forskellige slags ost fra? Vi spiste sgudda ikke ost i lørdags, gjorde vi?). 
På Bedstebøssens opfordring mødtes vi allerede klokken 15 lørdag eftermiddag. Og det var så-så-så godt, når vi nu knap kunne få snøvlet os færdige til at tage på Blok66 klokken tre om natten. Knap tolv timers fortættet samvær senere.
Men ej heller det var synderligt lesbisk. Bevares, vi var seks lebber (plus naturligvis BB) om bordet, men vi var nok mest bare venner. Mere venner end homoer lige den dag. 
Snakkede meget om Ukranian Human Barbie og normcore. Eller Enorme Kåre, som vi bare kalder ham. Og meget lidt om særligt meget andet. Så vidt jeg husker. 
Og sådan er det bare med alting. Ulesbisk og uinteressant og helt og aldeles ualmindeligt dejligt og let.
Jeg er underligt nyforelsket i Livslebben (der dog i disse dage har tilladt sig (hvor vover hun) at drage Jyllands-over). Der er bare så meget kærlighed og alt det der hele tiden. Forståelse. Nærhed. Igen: Kedeligt. Sødt, men kedeligt. For jer, altså. Ikke for mig. Nej nej. Jeg er helt opslugt.
Lige nu har jeg og en anden af mine virkelig gode bøsser fået lov at låne Bedstebøssens sommerhus på Vestsjælland, mens BB selv føjter rundt med familien i det nordafrikanske. 
Og vi slapper af. Får sovemærker på kinderne af spontane middagslure i sofaer. Sol-ømme øjne af læsning på terassen. Blå tænder. Af indlysende årsager. 
Men det er ikke spor homoseksuelt. Faktisk nærmest det modsatte. Sådan at dele en queen (pun not intended) sizeboxmadras med en mand. En mand! 
Eneste umiddelbare minus i dette øjeblik er egentlig, at jeg savner LL. Sådan helt ubeskriveligt. Og hundene. Som hun har taget med sig over til noget svigerfamilie, der nærmest hellere vil høre om dem, end om hvordan LL har det, når de ringer. 
Men det er god savn. 
Mere savn på: 
”Juhu, ingen grund til panik, for når vi hver især returnerer til hovedstaden, bor vi jo sammen og elsker hinanden, så jeg nyder bare lige at være lige præcis her, hvor jeg er”-måden 
… end savn på: 
“Avavavav jeg kan ikke være til stede i mit liv af bar’ savn, det er jo komplet uudholdeligt, jeg må hellere ringe til hende igen og igen og igen”-måden. 
Sidstnævnte er helt enormt trættende, jo. For mig, for LL og ikke mindst for dem, vi respektivt befinder os i selskab med i den givne situation.
Så det.
Der er sket et eller andet mærkeligt, som selvfølgelig ikke nødvendigvis er permanent (sagde pessimisten), men som jeg ikke desto mindre tillader mig at nyde i fuldfede inhaleringer lige så længe, som det varer ved. 
Noget u-angst. Noget, der vist handler om en helt ny og spændende tryg ro omkring kærlighed. 
… En tryghed, der gør, at jeg pludselig ikke freaker blot ved tanken om udeblevne sms’er, når LL sidder midt i påskefrokost med gamle venner fra en anden tid og ditto del af landet. 
Og netop den pludselige ro og plads, jeg mærker (så længe den varer ved! Pessimistlebben fornægter sig ikke), betyder på nærmest magisk vis, at sms’erne kommer. I lind og kærlig strøm. Og at opkaldene falder oftere. Fordi de ikke presses frem, og fordi de ikke – i fald de forsinkes af jysk svigerfamilies ændrede tidsplaner – følges af udskældt strafferi.
Mærkeligt selvopfyldende profeti. Begge veje. Sort snak. Undskyld.
Det handler selvfølgelig mest om en tillid dels til LL men i endnu større grad til mig selv, tænker jeg. Der er for fanden ikke partout lighedstegn mellem en forsinket sms og et forlist forhold. Breaking! En kortfattet & smileyfattig tekstbesked betyder ikke nødvendigvis, at nogen elsker mig mindre. Det er nyt for mig. Men sundt for alle.
Nå. Men jeg har det med andre ord skidegodt. Er det ikke bare kedeligt?

Intet nyt fra Vesterbrofronten. Tak.

Der er simpelthen så meget, jeg gerne vil skrive. Men jeg har så sindssygt travlt.

Jeg vil gerne skrive om hende lebben, der har sendt bud efter min adresse, så hun kan sende mig en hjemmelavet gave som tak for det råd (kort fortalt: drik dig fuld og knald den nærmeste lebbe), der hjalp hende ud af skabet (her et år senere er hun i lykkeligt lebbeforhold, nårrhh).

Og om de der fantastiske portrætter af butch-lebber, hvor jeg har lyst til at knalde hver og en.

Og ikke mindst om polemikken om Regnbuepladsen og idioterne i SparNord (gid, den homofobiske tåbebank må miste alle deres DINK-kunder i det lyserøde segment som følger!).

Og jeg ville nævne den nye halvdanske lebbefilm Dual, som jeg egentlig (fordi jeg er sygt vigtigt VIP-blogger) var inviteret til forpremiere på men glippede, fordi jeg har så fuldstændigt afskyeligt sindssygt travlt. Men den ser fin ud – jeg så traileren, da jeg i sidste uge var forbi Vester Vov Vov og se Only Lovers Left Alive (hvis nogen nogensinde har været skæbnesbestemt til på et eller andet tidspunkt i sin karriere at skulle spille vampyr, er det sgudda Tilda Swinton).

Der er simpelthen bare så meget på mit bord these days (og nej, det er faktisk ikke kæreste-sammenflytnings-kedeligheds-skoen, der trykker, som en kommenterende medlæser spurgte – tværtimod.

Faktisk har min Livslebbe og jeg haft lige præcis et par af den slags uger, hvor det er SÅ fantastisk at bo sammen, fordi vi ikke rigtigt ville se hinanden, hvis ikke det var fordi vi faldt i søvn i samme seng om natten. Det er røvssygt.

Men jeg har ved siden af i forvejen absurd travlt arbejde fået en lille og helt fantastisk bi-tjans, som jeg desværre ikke kan afsløre nærmere om, da I simpelthen så hurtigt ville finde MIN SANDE IDENTITET, så. Men det er noget nær drømme-bitjansen, omend den har bidraget til arbejdsnætter mere end én gang.

Så det. Alt vel ved Vesterbro-fronten. Skal nok øve mig i blogging snart igen.

Ældre indlæg Nyere indlæg