Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Kategori: mit parforhold (side 1 af 9)

Derfor elsker jeg LL. Kogt ned til seks ord og et emoji

Jeg er besat af vafler for tiden. Tror, det startede med en venindes forespørgsel om en brunchdate flankeret af mundvandsinducerende instagrambilleder af sprøde belgiske vafler med alskens lykke og kærlighed som topping. Dernæst læste jeg, at man kan lave SUNDE vafler af banan og chiafrø og helt uden sukker. Så det var nærmest dumt ikke at investere i en sådan kilde til fremtidig stensikker fitness. Host-host.

Så jeg var i markedet for et vaffeljern.

Men denne købetrang optrådte, forstås, i kombination med, at jeg er nærig. Og – relativt – decemberfattig, før december overhovedet er gået i gang. Og at skabene i vores miniaturesamtalekøkken allerede bugner af så ufatteligt et væld af køkkenredskaber, at de er svære at lukke. Slowjuicer, toastjern, brødrister and all.

Jeg befandt mig med andre ord i et af mit livs nok største dilemmaer. “To vaffeljern or not to vaffeljern?”, som en eller anden halvdramatisk gut vist engang ytrede oppe på Kronborg.

Og så er det nogle gange bare rart med lidt bekræftende opbakning hjemmefra. At erfare, at vi er fuldkommen på linje, når det drejer sig om at prioritere det store og væsentlige i vores lesbiske husholdning. At vi lige som ved, hvad der er essentielt for at drive et fornuftigt køkken:

…. Og nu er vaffeljern indkøbt med (forhåbentlig) lynhurtig levering i morgen – here’s to hoping, PostNord!

Nostalgi-romantik og lidt om denne såkaldte lebbes sidste-første date

I dag er det præcis syv år siden, jeg skrev det første OG det andet indlæg på bloggen. Og det er seks år, en måned og seks dage siden jeg mødte LL for første gang. Den 9. april markerer nemlig ikke bare tyskernes besættelse af Danmark men også min besættelse af LL.

Der gik en måned fra jeg første gang fragtede hende hjem fra byen bag på min cykel (en tidlig morgentime efter en alt andet end ædruelig lørdag i april), før vi så hinanden igen.

Jeg var på det tidspunkt særdeles nyslået single og meget sikker på, at jeg under ingen omstændigheder skulle kaste mig direkte ind/ud i et nyt forhold. Skulle lige mærke vandene og sample lidt af det hele først, jo. Men LLs glemte ørering lå alligevel der på sengebordet (hun sværger, hun ikke glemte den med vilje, meeeeeeen … ) og mindede om en ret så vild nat. Og morgen. Så jeg fandt hende. Havde hun efterladt sit nummer? Stalkede jeg mig vej? Foregik det på Facebook eller sms? Jeg husker det faktisk ikke.*

Men vi aftalte i hvert fald, at hun kunne hente sin glemte ørering sent torsdag den 12. maj, når jeg kom fra koncert med perifær bekendt på Ideal Bar.

Jeg drak mig mod til. Var topnervøs. LL ringede på, og vi sad længe og spyttede i hver vores drink i hver vores ende af min sofa. Indtil LL – heldigvis! – blev utålmodig og kyssede mig bagover til mit hoved ramte armlænet.

Derfra så vi hinanden ti gange fra 12. maj til 1. juni. Og 20 gange i juni.

Og vi kyssede videre under hele Roskilde Festival. Ikke på Roskilde Festival. Under. Det var nemlig det år, hvor Roskilde og resten af Sjælland forsvandt i regn. Jeg havde pakket min taske og fra skuffen opstøvet mine mest slidte Converser, der kunne ofres til Smattens guder.

Jeg skulle med toget mod Roskilde, jeg skulle baaare lige kysse LL farvel under et tæppe på den huleagtige omend gigantiske altan i min lillebitte lejlighed rundt om hjørnet fra Istedgade. Men:

  1. Regnen ville ikke stoppe
  2. Der var jo ingen LL på Rossen

Så jeg gjorde det, som forelskede mennesker nogle gange gør. Jeg skuffede mine venner for at blive under tæppet på altanen, mens meldingerne om syndflodstilstande og oversvømmelser tikkede ind på telefonen. Regnen blev min undskyldning, men vi vidste godt alle sammen, at LL var forklaringen.

Samtidig var jeg komplet ude af stand til at kalde hende min kæreste.

Jeg kunne ikke. Vi var for forskellige, det var for kort tid siden, jeg og min ekskæreste havde gjort det forbi, jeg skulle ikke være kærester med nogen! LL var ikke inviteret med, da jeg holdt rundt fødselsdag i slutningen af juni (selvom der ventede 30 røde roser fra hende foran min dør på dagen, da jeg kom fra arbejde). Jeg var forvirret ad helvede til, for samtidig skete der et eller andet helt grundkemisk, når jeg var tæt på hende.

Fra den 4. juli 2011 er der ikke flere date-optegnelser i min grønne kysse-googlekalender, som jeg siden midten af nullerne har opdateret med noter om erobringer, der ellers ville være gået i glemmebogen.**

Til gengæld er det i min officielle røde kalender markeret, at jeg var en uge på meditationsretræte frem til den 22. juli. En uge i tavshed, der gav ro til mit hoved. Jeg tog direkte ud til LL, da jeg kom hjem.

Og om søndagen er der bare den her optegnelse i kalenderen:

For da skrev jeg et godt gammeldags kærestebrev til LL. Mens hun lå ved siden af mig. Vil du være min kæreste? Sæt kryds: ja, nej. Hun satte kryds ved ja. Så godt og vel tre måneder efter vores første møde var det officielt. Vi var kærester. Vi fejrer årsdag den 24. juli. Men egentlig kunne vi gøre det samme den 9. april og den 12. maj. Så. Det.

Hip hurra for os. Ikke fordi i dag som sådan markerer noget som helst ‘os’. Men fordi hver dag markerer noget os. Især oven på verdens værste 2016.

*Men Facebook husker alt, og jeg søgte lige i verdens længste Messengertråd og blev klogere. Da jeg blev træt af at scrolle bagud prøvede jeg i stedet med en søgning på “hej [LLs navn]”. Og der var bid: Jeg kontaktede LL via Messenger dengang i maj 2011. Med en tåkrummende pinlig besked skåret over kammen, “hej, jeg ved ikke om det er din, men jeg har fundet en ørering under min seng, og så mange overnattende gæster har jeg heller ikke …”. Hun svarede elegant, hvorpå jeg rodede mig ud i noget med, at hun jo ku’ komme forbi og hente den, men at jeg så ikke kunne love ikke at invitere hende på et glas rødvin eller to … ÅH. Flovt. Og sødt. Sødflovt. Sovt. Flødt.

**Under min søgning laaaangt tilbage i hookup-kalenderarkiverne fandt jeg i øvrigt både noter som “Kyssede med dumme-X”, “Knaldede Y der var gift” og mere upræcise erindringer som “Whatshisname til kollefesten” eller “lægen”.

Berlin, karriere og navnet på min førstefødte.

Jeg er bombet. Vanvittigt bombet. Heldigvis har jeg ferie. Hele denne uge, faktisk. Og så en uge tilbage på work. Og så ti dages ferie. Og så starter jeg fanme nyt job. Et nyt og temmelig ambitiøst og lidt angstprovokerende men virkelig sejt sted.

For første gang i min såkaldte karriere skal jeg ikke arbejde i en iværksætteragtig mellemstor virksomhed, men derimod i en af de virkelige store. På corporate-måden. Sygt nok.

Jobskifte fik i øvrigt min fantastiske veninde A til at skrive følgende. Hendes med gråt:

Min talrige pops skyldes, at A på daværende tidspunkt var bristefærdigt gravid. Og burde poppe. Straks. Så jeg bidrog med lidt facebook-heppekor.

Måske virkede det, for nu er hun ikke gravid længere. Nu har hun nemlig født en lille datter, der med A’s vanligt forfejlede (og afsindigt elskelige!) sms-tasterier var “54 kg ved fødslen”.

Mon ikke damen mente centimeter?

Og bare fordi hun helt sikkert har for meget ammehjerne til at indvende noget – Endnu et eksempel på hvor meget dechifrering, det kræver at chatte med A:

Nå. Men nok om navnet på mit potentielle afkom. Ville i øvrigt have foreslået A det skønne dobbeltnavn til sin (på daværende tidspunkt) ufødte datter. Hvis ikke det var fordi, hun allerede havde lagt sig fast på noget (endnu) pænere. Og fordi hun pure havde ignoreret undertegnedes talrige opfordringer til at opkalde ungen efter … mig, selvfølgelig.

Anyways.

Fordi mit nye liv som konsulent (apropos arbitrære jobtitler) begynder lige om lidt, tager LL og jeg simpelthen helt spontant til Berlin i morgen. Den der med at trænge til at instagramme lidt fra et fremmed land. I ved. Og drikke noget apfelschorle + det, der er stærkere.

Egentlig ville vi bare have været på kanotur i vores miniferie. Fordi Susåen virkede som et overskueligt feriemål, og fordi det var på høje tid, at den her lille lesbiske husholdning føjede en Trangia og noget myggespray med datostempel efter 2011 til maskinparken.

Men så så vi vejrudsigten. Der simpelthen ser så ærgerlig ud, at det kun er dens egen mor, der kan elske den.

… Og – huhej – fik vi homohundene afsat til en fast passer (af den type, der klapper i hænderne, når vi spørger, om hun har tid, og tak for det!), booket et par billetter og et temmelig fancyt hotelværelse mellem Mitte og Kreuzberg, og nu tager vi simpelthen til Berlin.

Og det føles faktisk meget godt at bevæge sig sådan semirigtigt væk. LL og jeg trænger lidt til noget hånd-i-hånd-tid under (trods alt lidt) varmere himmelstrøg. 

Status [i mangel af overskrift-fantasi]

Jeg kører Roskilde Festival på voksenmåden. Sover hjemme og tager bad hver dag. I et rigtigt bad. Med fliser og hårprodukter og privatliv.

LL er i Spanien. Og det er virkelig heldigt, for begge mine to andre kærester er jo på Roskilde.

Og det ville bare have været super-awkward at stå der foran Marie i går, og så hun lige slog to gange på mikrofonen oppe fra Orange og afbrød “Uden Forsvar” med et:

“Øhmm, [Indsæt mit navn her], hvad fanden? Hvem er det, du står og kysser med dernede til højre for scenen? Jeg troede, vi var exclusive? What?”

Piiiiiiinligt.

Jeg er i øvrigt nærmest lige vågnet. I min seng. I rent sengetøj. Uden den der insisterende sveddråbe, der tvinger øjnene op ved at trille ned over kinden når man ligger og ellers har sparket sin sovepose af under polyesterteltdugen.

Jeg vågnede med bankende hjerte, fordi jeg havde drømt, at klokken var lidt i syv, aften. Hvilket ville betyde, at jeg glippede MIN ANDEN KÆRESTE (ud af tre). Som går på Orange kl. 19.15.

Jeg glæder mig som et lille barn. Jeg er besat – ja, besat, – af Nicki Minaj. Hun er den der seje pige i klassen som vil skide på, om man må ryge i skolegården. Tror jeg.

SÅ. I’ve got that going on.

LL har i øvrigt lige skrevet fra España, at jeg skal nyde en dag med min “second girlfriend”. På den måde er hun rummelig nok.

PS. Man ved, man er lebbeblogger, når man allerede har oprettet tagget “Marie Key”.

PPS. Selvom jeg lige er vågnet, er jeg ret sikker på, min promille ikke ville tillade, at jeg satte mig bag rattet.

PPPS. Så det.

Frozen, frigide lebber og voksenaftaler

Lige vågnet op med en god dosis af verdens mest privilegerede følelse i maven. Resten af maven er proppet med rødvin og ceviche oven på formidabelt middagsselskab i går aftes.

Jeg har brugt de seneste par uger (måske endda måneder?) på at fundere over, at 30’erne lidt har indhentet mig efterhånden.

… Uden at jeg rigtigt har bemærket transitionen, er byture og forfester (det koncept, altså!) blevet afløst af middage og decideret nedskrevne kalenderaftaler alle fredage flere måneder frem i tiden.

I går spiste vi (jeg er apparently blevet sådan en, der bare gør det nemt og siger “vi” fra begyndelsen) på Østerbro hos et par bøsser med et par lebber plus det løse. Endda et par lebber, som jeg ikke blot aldrig tidligere havde hilst på, men også et par lebber, der var omtrent ti år ældre end mig og ret seje. Men heldigvis også helt enormt søde på en aldeles ikke intimiderende måde.

Snakken faldt – naturligvis – i aftnens løb på det vanvittige postyr omkring den der Frozen-koncert, hvortil en af voksenlebberne nævnte, at hele Frozen jo er én stor spring ud-historie: “Let it go!”

OMG.

Jeg havde aldrig hørt den tolkning, men det er åbenbart halv-alment kendt. Elsa, snedronningen gør endelig op med heteroforventningerne og sådan.

“Men hvorfor flytter hun så op på det bjerg,” spurgte en af bøsserne?

Fordi hun er kold og frigid. Hun er jo lesbisk, hun har ikke brug for det der sex, det er slut nu, lesbian bed death, lød mit svar, som derfra blev en form for aftnens tørt-ironiske samtale-hjørnesten.

Kender I det?

At der altid er én vittighed, som bliver en slags omdrejningspunkt, man kan vende tilbage til. Jeg elsker det. Det giver samtaleselskaber en harmoni og struktur, der næsten minder om et standup-show. Og næste gang man ses er det glemt. Så det gælder om at gribe fast og presse den citron for al saft og kraft, mens man kan.

Som aftnen skred frem steg selskabets promille, som det sig hør og bør, men den her lille arbejdslebbe (der – hey! – havde været oppe klokken 06 for at løbe) var mest bare træt.

Så mens resten af selskabet snakkede om Nevermind, pakkede hun lige så stille sammen.

Eller, først blev der faktisk snakket Jolene og Kødbyen, indtil en af voksenlebberne skar igennem og sagde, “I ved jo, at vi ender på Nevermind alligevel, så hvorfor ikke bare tage den direkte vej og droppe svinkeærinderne?”, og således  stoppede diskussionen.

Men jeg tog min LL og 2xBulldog (der ikke blot var inviteret men krævet medbragt) og gik mod Nørreport. Men Nørreport var lukket, LLs cykel punkteret, og taxaerne ignorerede benhårdt vores lille menageri, så det endte med følgende noget usikre men dog ret nuttede set-up:

Mig på min cykel med Homohunden i kurven og LL på bagagebæreren med mindstehunden i favnen.

Noget slingrende (både i hovedet og på cykelstien) nåede vi Vbro i godt behold. Så det.

Og tænkt så ellers lige lidt mere over det der med Frozen, mens jeg pakker tømmermænd og hvad-har-vi sammen og får konstrueret en indkøbsseddel til i aften, hvor det er hos os middagsselskabet skal stå.

Middagsselskabermiddagsselskabermiddagsselskaber.

Alene hjemme er SÅ okay

Jeg har med fuldt overlæg forsinket min påskejyllandsafrejse en enkelt dag, fordi det betyder, at jeg har hytten helt for mig selv fra nu af, og indtil jeg hopper på noget offentligt transport mod Århus i morgen formiddag.

LL og jeg havde kær ven til middag og rødvin (flertal) i går. Det blev sent.
Egentlig var der en anden aftale på tapetet, men da klokken slog 16, og jeg stadig havde i hvert fald to timers arbejde foran mig, før jeg kunne råbe påskeferie(-ish), aflyste vi lortet. 
Hjemmeaften.
… Men da jeg så var ovre og handle til noget sen aftensmad til ved ottetiden, møder jeg sandelig kær ven i Rema, og kær ven er rastløs, og kær ven lokker (“men skal vi ikke pimpe bare en liiiiille smule?”), så et hurtigt opkald til LL senere, står den på indkøb til middag til tre, jeg lægger lidt ekstra rødvin i kurven og ender med at kæve og kævle til de små timer.
Kær ven, der er rimelig powersingleagtig på langtidsmaner spurgte i aftnens løb, om vi – mig og LL – ikke kommer til at savne hinanden, når nu vi tager til hver vores familier over påsken?
Hvilket resulterede i to lesbiske blikke, skamfuldt rettet mod bordet. 
For lige meget, hvor meget vi elsker hinanden, så kan det faktisk være helt ualmindeligt rart efter fire år med lidt alone time af og til. Som i: virkelig rart.
Så jeg smed LL+2xHomohund på et tog mod hovedbanen, og nu har jeg tænkt mig at tage et langt og varmt bad, lægge en sort ansigtmaske, varme rester i mikroen og se alt det House of Cards, jeg mangler, mens jeg fylder HELE sengen.
Og selvfølgelig kommer jeg da til at savne min dame. Men lige nu har jeg det rimeligt ok med at være helt alene. Bare HoC ikke er for uhyggeligt.

Om ekskærester. I Lebbeland.

Det virker ikke okay at skrive et blogindlæg om noget andet end alt det tragiske, der udspillede sig i går og i nat. Men jeg er så mæt af danskheds-gradbøjninger – om fx hudfarver, der kan være “arabiske men lysere end normalt”. Hvad fanden foregår der? Bør man ikke – præcis som i alle andre minoritetssammenhænge – forsøge at pakke generaliseringerne, mærkaterne og normerne væk? Bare lidt?

Please.

Hvis jeg – apropos – derimod skulle sætte en lillebitte mærkat på min weekend, skal der stå “ekskærester” på den.

Fredag drak jeg en fyraftensøl, der blev til en fire-fem stykker, med min første damekæreste. Lad os kalde hende KB. Vi var sammen i tre år og brugte nogle timer på at remminiscere over hvor sindssygt unge og lidt dumme (søde), vi var.

Det var helt vildt rart at se hende – det sker for sjældent – fordi der var så meget, hun lærte mig – og fordi hun var prøveklud for så mange af mine helt tidligere og allerførste lesbiske erfaringer. Og jeg mener ikke kun alle dem i soveværelset (som dengang også agerede stue, garderobe og spisekrog, fordi vi boede på hvert vores lejede værelse i hvert vores bofællesskab. Fordi vi var 24).

Der er noget ømt over de der tidlige seriøse forhold. Fordi man er så defineret af sine første erfaringer. Der er bare ikke rigtigt noget, der trumfer at opleve ting for første gang, vel? Alt det næste er sammenligninger.

Nå. Siden drønede jeg hjem til LL, hentede Bedstebøssen med på vejen og så X Factor med rødvin i glasset. Og hverken værre eller bedre gik det, end at den der gruppe, som Blachman har samlet, og som lidt prætentiøst bare hedder deres efternavne, sang Fleet Foxes. Og ikke en hvilken som helst Fleet Foxes-sang, men den som jeg med min anden damekæreste øvede en yndig flerstemmig version af, mens vi stadig var sammen.

Jeg husker tydeligt, at vi engang i – hvad? 2009? 2010? – da vi var kærester, tilfældigt var ude at spadsere på Amager Fælled og bemærkede nogle lange, lange køer foran DR Byen.

Vi gik derover og opdagede, at køerne skyldtes X Factor-auditions, og debatterede længe, om vi skulle stille op. Med Fleet Foxes-sangen. Fordi vi ikke sang decideret dårligt/falsk, og fordi vores seksualitet potentielt kunne være en forlomme til i hvert fald én enkelt tv-appearance.

Lebbeduoen.

Og hun så åbenbart også X Factor i fredags. For netop, som jeg greb min telefon for at smide hende en sms (selvom vi faktisk ikke har snakket sammen i mange måneder), om at nogen havde stjålet vores glory, bippede en besked ind på iphonen og kom mig i forkøbet:

Det gør mig enormt glad, at jeg er på venskabelig talefod med mine ekskærester. Selvom det vel i lebbeland er mere reglen end undtagelsen.

Og det er da ikke altid nemt, bevares, men LL er et omtrent tusind gange større menneske end mig. Hun er virkelig chill-faktor 20. Det er dejligt. For hun skulle dælme lige prøve at være über friendly med sine ekser, så ville jeg freake. For sindssygt. Be warned.

NB: I øvrigt var det der med “trygt mellem to mænd” en hentydning til Thomas Blachmans ret irriterende kommentar til netop trioen og dennes kvindelige medlem, der stod i midten under deres optræden. Jeez.

Fra stress til meta-stress til ro til meta-ro (som faktisk er lige så godt som ro)

Jeg synes, det er pissesvært at være i trediverne. Sådan rigtigt i trediverne. Det var herrenemt at være tredive. Og enogtredive. Men treogtredive er altså en kælling.

Pludselig ligger hele resten af ens liv bare en lille smule og viser sig frem på stien foran. Hejhej, sådan ender det!

Jeg har – det ved I – haft en lang periode med stort stress. Over alt det med børn. Fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ville, og alligevel følte, jeg måtte tage stilling.

Vi snakker stress i en grad, så jeg kunne vågne om natten med hjertebanken over noget, der kun kunne defineres som lige dele 1) ubehag over ikke at have børn og 2) ubehag over ikke at have lyst til at have børn.

Til sidst tog vi en snak. Af den store slags, gjorde LL og jeg.

For måske vil jeg gerne have de børn. Børn er jo pissesøde. Jeg vil bare ikke have dem nu. Der er ikke plads til dem, hverken tidsmæssigt, følelsesmæssigt … eller pladsmæssigt (for hvor skulle jeg så gøre af mit tøj? Prioriteter.).

Og snakken endte simpelthen så fint. Med et håndslag. Og med kys. Men håndslaget var faktisk vigtigst. For vi besluttede – meget blabla-agtigt – at vi bestemmer os for, hvad vi gør, når jeg fylder 35. Ikke “inden jeg fylder 35”, nej – når. 

Og det smarte ved den lille sondring mellem “inden” og “når” er, at den betyder, jeg slet ikke behøver stresse mere. Lige nu. Det er helt ok, jeg ikke har lyst til at få børn lige nu, og det betyder ikke nødvendigvis, at jeg har truffet et stort forkromet valg om resten af mit liv. Jeg kender i øvrigt forbløffende mange, der fødte deres første kiddo omkring de 36-37. Alt i orden.

Det lyder garanteret sygt og hjernespinsagtigt, men det har på en eller anden måde givet mig en gevaldig (og tiltrængt) ro i hovedet. Nu er al metapanikken (panik over ikke at være panikken) lige som lagt på hylden. Indtil jeg fylder 35.

Halvandet skønne, rolige år. Og så tager vi den.

Og jeg ved godt, at I gerne vil spørge, “jojo, men hvad med LL, hvad vil hun?”. Og I får ikke svaret, for jeg har lovet min LL at holde hende så vidt muligt ude af bloggen. I hvert fald i den slags store, nære spørgsmål.

Hun er noget mindre ekshibitionistisk anlagt end undertegnede, og jeg øver mig i at respektere, at det ikke er alle, der bare som tommelfingerregel er helt ok med, at man deler deres hemmeligheder online. Og at man ikke altid ved, hvad dem, man elsker, betragter som personligt. Fordi man måske ikke selv ser de samme elementer som synderligt private.

Lige præcis den opsang har jeg fået af samtlige de kærester, jeg har haft i mit voksenliv: At jeg kæfter op om ting, der er fortalt mig i fortrolighed.

Og det skærer mig i hjertet hver gang, fordi jeg vitterligt ikke tænker det som en udlevering, mens jeg … udleverer.

Det hænger nok sammen med, at jeg personligt er ret okay med, at folk deler mine mere eller mindre pinagtige anekdoter, hvis jeg da ikke oven i købet kommer dem i forkøbet og selv underholder med dem først.

Og derfor glemmer jeg, at det ikke er alle, der er fino-fino med, at jeg hænger deres beskidte (eller bare helt rene og fine men (åbenbart) stadig private) tøj til tørre ude i den del af offentligheden, der udgør min sociale sfære.

Det eneste, der er værre end at blive bebrejdet, at man har fortalt noget, der (i bagklogskabens klare lys) ikke var for alles ører, er at få en hørt tydeligt hemmelig anekdote fortalt af sin significant other – fulgt op med beskeden: “og det er altså ikke noget, du skal sige til nogen.”

Som om jeg var sådan en, der gik og gjorde det. Men det er jeg. Jeg nægter åbenbart bare selv at betragte mig som en sådan. Så det.

Og derfor må I gætte jer til LL’s børnestandpunkt (jeg kan bare give et lille hint: Det er verdens sødeste).   

Og barnet (der er et beer pong-hold) skal hedde …

Vi var jo som sagt eneste lebber til beer pong-festen. Og jeg havde hele ugen pralet på kontoret med, hvor sej (og lesbisk) min kæreste var til at kaste med runde ting.

Jeg havde ligesom brug for at afbøde stødet. For der kom jo også helt fremmede. Og jeg kunne godt regne ud, at segmentet nok ikke lige var af den homo-tunge slags.

Så jeg valgte at kalde vores beer pong-hold sådan her – og fandt (naturligvis) også på taglinen:

Så var isen ligesom brudt, og lesbianisme var blevet italesat af fisens ejermand som noget man faktisk gerne må snakke om.

Og den gik rent ind!

PS. Det er ikke min håndskrift. Seriøst. Min er grim(mere).
PPS. Vi kom næsten i finalen og hentede uendelige kudos, da vi rent faktisk var alvorligt på nippet til at slå CEO’en (som er gammel fraternity-knægt) ud af semifinalen.

Gyngerne og karrusellerne og ondskabslebben (mig)

Shit maaan. Er I trætte af at høre mig sige “arbejde”?

Jeg har lyst til at skrive, at jeg slet ikke har et liv. Men det er faktisk megaløgn. Og der sker ting.

I lørdags var jeg fx til beer pong tournament hos en af mine (stadig ret) nye kolleger.

Med LL. Det var lidt spændende.

Og jeg var en seriøs kælling, da vi skulle ud af døren. Fordi jeg hele tiden havde forestillet mig, at LL ville tage sin grønternede flannelskjorte ud over sin hvide t-shirt.

Men så tog hun en denimskjorte på i stedet for. Til mørke bukser. Altså.

Det var jeg så lige præcis så ekstremt godt et menneske, at jeg naturligvis gav højlydt udtryk for min utilfredshed med. Hvilket resulterede i … at hun skiftede. Heldigvis grinede vi af det. Sådan lidt. Men jeg vidste virkelig godt, jeg pressede den til kællingegrænsen lige der. Til gengæld havde jeg købt en cykel til hende samme dag.

Det gav nok lidt plus på kontoen.

For hvor romantisk og nuttet og dejligt det end er at blive fragtet rundt i christianiacyklen, når man skal til fest sammen, lige så nederen er det, når LL laver en semi-Irish exit (altså hun sagde farvel til mig og dem der stod nærmest – lavede bare ikke lige hele runden, vel) omkring klokken midnat og således ville have efterladt mig uden et ride. 

Hvis det da ikke lige var fordi, hun faktisk kunne tage sin helt egen cykel hjem for første gang i tusind år. Yeah.

Gyngerne og karrusellerne og sådan.

I dette tilfælde er gyngerne mig, der er fashion-nazistkæreste med grønternede præferencer. Og karrusellen er at jeg også lidt er sugar mama.

Og i næste indlæg fortæller jeg, hvad vores (mit og LLs) beer pong-hold hed. Og om vi vandt. I må gerne gætte.

Nu tager jeg i bio med Bedstebøssen og Min Nye Ven. Homoerne på tur, kunne man kalde vores nærtforestående besøg på en beværtning på Vesterbro.

(og hey – venne-bulking ftw. Jeg får kun set alle mine gode mennesker lige for tiden, hvis jeg grupperer dem. Heldigvis kan de godt lide hinanden.)

Ældre indlæg