Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Kategori: metasnak (side 1 af 5)

Lesbiske næsten-afsløringer på Amigo Bar.

Guddddddd. Jeg har helt glemt at fortælle om utroligt sært sammentræf, der hændte for lige præcis en uge siden. Det kan I altså godt glæde jer til, skulle jeg hilse og sige.

Okay. Torsdag i sidste uge havde vi workmiddag. Vi var på Les Trois Cochons – de tre grise – på Værnedamsvej, og jeg var den eneste der skulle have rokkevinge og således ikke entrecôte. Jeg er ellers, tror jeg, den eneste der rent faktisk kan udtale entrecôte. Arngtrøkåt. Right?

Derfra tog vi på Amigo Bar. Mit forslag. Vi var eneste ankomne ud over et par bøsser, der hang i baren, men vi startede festen, for nørderne fra work skal altid bestille shots. Mange shots, og jeg blev så frygteligt fuld, at jeg vraltede derfra ved totiden på den der måde, hvor jeg ikke helt kan huske, hvilken vej jeg cyklede hjem.

Fredag tog to kolleger på skift lur med den mindste af homohundene på maven i mødelokalesofaen. Og vi andre så ligblege og coladrikkende til.

Shit mand.

Men fra jeg tog hjem fra Amigo Bar, og til jeg tog på arbejde svinske fem timer senere, hændte der det, at jeg modtog følgende besked på Facebook:

Og det i sig selv er selvfølgelig mildt sagt ikke imponerende. Idet mit fulde navn i sagens natur fremgår af dankortets forside.

Det mærkværdige er, at beskedens afsender er en vis lebbe, der i tidernes morgen faktisk – så vidt jeg husker – var den første, der var dedikeret nok lebbelivsfan til at gennemføre lidt research a la Holmes (Sherlock, ikke John) og afdække min SANDE IDENTITET … Som hun afslørede for mig pr. mail til min store begejstring engang for flere år siden.

Vi har aldrig mødt hinanden, og gjorde det så altså heller ikke denne gang. Men soooooon. Sooooon.

HOV!

I øvrigt er hun en af de seje, seje lebber bag Danmarks nye fantastiske lebbeblogkollektiv Lesbiske Noter, som jeg jo lidt har en finger (ikke sådan en finger) med i spillet om tilblivelsen af. Det er nemlig mig, der har formidlet den første kontakt imellem damerne, som jeg virkelig beundrer for deres forrygende skriverier!

Læs med der. Bare glem mig (ej please nej). Red dig selv – følg Lesbiske Noter … og læs i øvrigt lidt flere roser af deres koncept lige her på Lebbelivet.

Wow – hun er (heller) ikke død (denne gang)!

[advarsel – undskyldnings-rant coming up]
Jeg er virkelig ikke perfektionist. Overhovedet. Tror jeg. Men der må alligevel et eller andet sted inden i mig sidde en lille bitte høne med en eller anden form for forventninger til, hvad fanden der ryger ud på denne jo ellers fuldstændigt anonyme kanal. 
For det er sgu en eller anden form for forventningspres, der gør det svært for mig at holde lortet ved lige for tiden. 
Jeg kunne jo sagtens skrive noget. Bare noget. 
Men jeg vil gerne holde det on point – lesbisk, I ved. Og mit liv er simpelthen bare ikke spor lesbisk (hvis vi ser bort fra det der med min sengekammerat hjemme på Vesterbro).
Nyt arbejde fylder så meget, at jeg vitterligt går kold klokken 22, med mindre jeg hiver mig selv op i de der stride sorte hår, som bliver ved at vokse frem fra min hage. Hvis ikke jeg sørger for at komme af sted til en aftale, som er forplanlagt, og som giver mig så tilpas dårlig samvittighed at aflyse, at jeg holder ud, så ser jeg kun mine kolleger og Livslebben.
Og selvfølgelig Bedstebøssen, som af uransaglige årsager formår at møve sig ind (og tak for det) i min kalender hver uge. Vi har både set Hunger Games og spist på Galathea-Kroen sammen den seneste uge. Rijstaffel, så sandelig. Undersaltet rijstaffel. Så det.
Vi diskuterede i øvrigt længe, hvorfra ristaflen stammede. Havde en god snak om, hvor sygt racistisk det egentlig var, at vi var sikre på, det var kinesisk. Noget med ris. For karry og chutney lugter egentlig mere af Indien.
Og så var det, vi kom i tanker om det der lille “j” der har sneget sig ind. Rijs. Det er sgudda hollandsk. Er det ikke?
Da jeg var barn og boede i kollektiv, kan jeg huske, jeg elskede rijstaffel. Fordi man: 
1) sad på gulvet og spiste det (don’t ask why)
2) selv måtte komme præcis det oven på, man havde lyst til. Jeg overdoserede nok især rosinerne og dåseananassen ret heftigt. 
Okay. Sidespor. Vi kom fra det med travlheden og den fejlskudte selvopfattelse:
Men den såkaldte lebbe, der cykler af sted om morgenen, er milevidt fra at være den samme, som hende, der får fri fra work om eftermiddagen. Hvis morgenlebben bestemmer, så skal der helt sikkert trænes om aftenen. Hvis klokken 18-lebben bestemmer, så skal der helt sikkert indtages kalorier og ikke snakkes for meget. Og så er der gå-i-seng-lebben. Der synes det er en sygt god ide at sætte vækkeur til klokken seks og løbe en tur. Og endeligt har vi stå-op-lebben, der snoozer halvanden time væk. Hver fucking morgen.
Jeg bruger nok bare ganske enkelt så groft af min kreative energi i arbejdsøjemed, at der ikke er mere at vride af efter arbejde. Men jeg tænker seriølle på bloggis hver eneste dag. Og på jer. Og på at jeg føler, jeg skuffer. I hvert fald mig selv. Undskyld, mig (og jer).

Planløst på alle måder

Det er en milliard år siden, jeg har haft en weekend uden en eneste plan på programmet. Men denne weekend stod der med store fede typer i både min og LL’s kalender: LAV INGEN AFTALER.

Det betød, at vi foruden herlig tur i solen lavede god mad og drak drinks, mens vi så britisk krimiserie og faktisk kun befandt os i sengen hele dagen.

Vi var også lige ovre i supermarkedet for at hente æblejuice til verdens bedste ingefærdrink, dog, og havde 2xHomohund med.

Vi krydsede vejen lige foran to kvinder, der slog mig som lesbiske. Altså ikke sådan av-for-fanden-slog mig. De lignede bare lebber. Ik’.

De vendte sig om og kiggede efter os tre gange. Kiggede på hundene. Og på os.

Det sker relativt ofte, at verdens to mest nuttede hunde får lange blikke. Men når det er lebber, der kigger, så får jeg altid sådan en krybende fornemmelse af, at de kigger, fordi de læser med på bloggen og genkender beskrivelsen af de to franske vindundre.

Hvilket i øvrigt nok siger mere om mig og hastigt tiltagende storhedsvanvid end om sandheden. Jeg er simpelthen så stolt af mine 498 (so fucking close) fans henne på Facen, at jeg er ved at dø.

DØ, siger jeg.

Shitshitshit, nu gentjekkede jeg lige, og I er blevet til 500, mens jeg kiggede væk! Åh! Jeg er lykkelig nu. Sikken søndagssurprise.

Tak for fanden. Af hjertet.

OMG. Lebben outet ude i virkeligheden.

Ih! Jeg har så travlt – også med at skrive om al den kærlighed – og det betyder, at jeg helt har glemt at fortælle, at jeg blev outet fredag aften.

Altså. Der var ikke som sådan nogen, der pegede på mig og råbte “hun er lesbisk” (jeg er typisk selv så hurtig til at råbe op om det, at det er svært at komme mig i forkøbet). Nej, det var sgu bloggen!

For første gang nogensinde blev jeg koblet med Mit Såkaldt Lesbiske Liv ude i virkeligheden.

Der var drinks på work efter fyraften, og en øl blev hurtigt til rigtig mange og musikquiz og nye kolleger og højt humør. Senere på aftenen drog vi videre på en cocktailbar nede ved kanalerne. Snakken går, og det er alt i alt bare rigtigt fornøjeligt. Omkring midnatstid er der opbrudsstemning. Selv skulle jeg jo ligesom bare hjem, så jeg kunne være nogenlunde frisk til lørdagens kærlighedsekstravaganza, og de andre ville vist videre på some bar or other.

Og der sidder vi så. Mig og ny – i øvrigt skideflink – kollega, idet han læner sig frem med følgende ord og et sigende blik – jeg citerer frit efter hukommelsen, der på daværende tidspunkt muligvis er lidt sløret af stærke sager i martiniglas:

“Du skriver jo pissegodt.”

Jeg svarer med et kort tak og tænker, at jeg jo også har lidt en kommunikationsstilling, så mon ikke det er det, han hentyder til?

Men han fortsætter:

“Jeg kender til bloggen.”

Øhmmwhat?

Han lover straks – i øvrigt uden at jeg behøver at bede ham om det – at holde tæt over for de resterende kolleger, der heldigvis ikke lytter med på samtalen. Og egentlig er han bare fuld af komplimenter og beundring. Det viser sig, at han har en god lebbeveninde, som for tusind (eller i hvert fald et enkelt) år siden regnede min sande identitet ud.

Hun sendte dengang en mail til mig med sit bud, jeg bekræftede og kaldte hende en snu ræv, hvilket i øvrigt betød, at jeg fik det her virkelig fine billede retur:

Men hvordan hun har koblet, at det er mig, der er begyndt på hendes kammerats arbejde – det blev faktisk aldrig gjort mig klart. Må lige diskret-tjekke med ny kollega næste gang, vi fulder os.

Ej. Er vi virkelig kun tre lebbebloggere?

Nå men jeg kan se, at der under et tidligere indlæg bliver spurgt til, om jeg kender andre danske lebbeblogs?

Svaret er et – nærmest – rungende nej.

For jeg kender faktisk kun de to, der allerede nævnes i kommentarfeltet (Yup, I’m gay og De Syrlige Drops), men læser desværre ikke nogle af dem fast. De er bestemt fine men rammer bare ikke lige i plet for mig. Måske er det noget med alder – YIG er vist noget yngre end mig, og DSD lidt ældre og i hvert fald lidt mere sådan en med børn, hvilket jeg mildest talt ikke er.

Der er egentlig heller ikke rigtigt nogle andre blogs, jeg læser sådan fast-fast. På nær måske (den nu hedengangne eller hvad?) Dines the Infotainer og i lidt mindre grad også de andre, der nævnes på læselisten. Især selvfølgelig The Vintage Hausfrau, som min gode gamle Århus-bästis Julia står bag.

MEN DET ER JO IKKE LEBBEBLOGS.

Så helt alvorligt. Gør lige spørgende læser (og undertegnede lebbeblogger) en tjeneste og kast flere danske lebbeblogs i hendes (jaja, og min) retning – det er nærmest samfundstjenstligt. 

Jeg har ikke tid til at skrive det her.

Nu har jeg været i sommerhus. Og tilbage på arbejde i en uge. En af de travleste arbejdsuger, jeg har haft i månedsvis. Men det er godt nok.

Selvom mit sociale liv lider lidt. Nåede kun lige en middag i anlednings af yndlingsbøssens fødselsdag forleden. Og så selvfølgelig selvsamme bøsses store fødselsdagsfest i går aftes. I en park. Med øl. Flertal. Meget flertal.

Og det var slet ikke meningen, det skulle være så hyggeligt. Det var slet ikke meningen, at klokken skulle blive tre om natten, før Livslebben fragtede mig og hundene hjem i ladcyklen (med kort stop-over på Kebabistan selvfølgelig).

For jeg har ikke tid til tømmermænd. Arbejd’-arbejd’.

Shit, jeg lider af GEAGS. Græsset-Er-Altid-Grønnere-Syndrom, forstås. Foruden WCSD, som Dan Savage (ja, jeg er stadig på ham her tre år senere) har lært mig at jeg lider af. Worst-Case-Scenario-Disease, selvfølgelig.

Jeg er nemlig virkelig en klovn til at få aftaler i kalenderen. Sådan helt generelt. Eller i hvert fald en klovn til at overholde dem. For når de er i kalenderen, aftalerne, så stresser jeg helt sindssygt over dem og kommer endog af og til til at aflyse. Uden anden grund end at jeg er en bekymret lille pissemyre. Fordi jeg ikke kan overskue noget. Noget.

Omvendt, når jeg så har så travlt, at jeg faktisk ikke kan  at have playdates med gode venner, så laver jeg ikke andet end at savne dem. Og sms’e dem og lave fremtidige aftaler med dem. Aftaler, vel at mærke, der er seriøst i risikozonen for at stå for aflysningsskud, når tiden atter er til den slags. Dumhed galore.

Nå. Back to work.

OLS – Oplysning til Lebber om Samfundet

Engang skrev jeg meget og åbent om sex. Det kan jeg faktisk godt savne lidt. Men hvorfor gør jeg det så ikke bare?

Det er der flere årsager til, men det handler blandt andet om, at bloggen har vokset sig større. Og måske også lidt om, at jeg har vokset mig ældre og mere voksen og kedelig og fast parforholdsagtig. For mit sexliv hænger jo ret uløseligt sammen med Livslebbens. Og hun er noget mere … diskret … end mig.

Men det handler mest om det første. Det med bloggens størrelse.

Det er nemlig ikke længere kun forsigtige lebber, der finder bloggen. Nu er det også nysgerrige mænd. Heteroseksuelle mænd, som helt tydeligt får et eller andet behov stillet ved at sende mig anonyme forespørgsler (klassikere som ”hvordan gør du”, fx) på mail eller i kommentarfeltet. Og det har jeg som udgangspunkt ikke noget imod at svare på, hvis der er tale om almen OLS (oplysning til lebber om samfundet).

Men jeg gider sgu ikke rigtig være genstand for en eller anden unavngiven dudes lyster.

Måske er det sygt knibsk, men det er faktisk rigtig træls at få mails med spørgsmål, som man i første omgang håndterer på infomåden (jo, nu skal du høre, det du kan gøre, er, at du kan …) og så får man mails retur, der beder om uddybende svar … på ophidselsesmåden.

Jeg er ikke en servicelebbe på dén måde.

Min første mor-casting. Eller: Lebben som tredje brik i bøssernes kernefamilie.

Shit maaaan. Jeg tror, jeg har været til mor-casting uden at ville – endsige vide – det.

Perifær bøsseven fra gaaaamle dage skrev ud af det blå på Facen. Om vi skulle ses næste uge?

Klart, vi skulle!

Vi når at mødes og tale sammen i ti minutter max, før han fortæller, at han og manden gennem årevis går i børnetanker. I en grad, vel at mærke, hvor min gamle ven har været ude og snakke med regnbueforældre for at blive klogere på mulighederne. Og kender alt til lovgivning om rugemødre og til ret og rimelighed i forbindelse forældrefordeling i homofamilier.

Og så spurgte han, hvor jeg stod på det område?

Jeg fremlagde som så ofte før (det er nærmest blevet en af de der småirriterende automattaler, som man tager en dyb indånding for at kunne fuldføre i ét åndedrag), hvordan jeg simpelthen ikke ved, hvad jeg vil.

… Og børn er jo søde, men seriøst jeg synes næsten dagligt, at det er (for) meget arbejde og ansvar at have en hund. Og måske vil jeg slet ikke have børn men er bare så fedtet ind i samfundsnormer og semifremmede, der tillader sig at stille et opfølgende spørgende ‘hvorfor’, når man svarer negativt på, om man har børn.

Og så sad vi lidt der.

Og så snakkede vi lidt om løst og fast og sommerferie. Og så skiltes vi. Og først da jeg kom hjem, og LL spurgte, om det havde været hyggeligt, faldt tiøren.

Eller er jeg bare paranoid / har alt for høje tanker om mig selv?

Jeg kunne selvfølgelig spørge ham. Om det var det, der var hans mission. Men det virker også lidt konfronterende, gør det ikke?

Porno som selskabsleg og lort som lagen-aktivitet. Eller not.

Altså. Jeg laver også rigtig, rigtig meget megaalvorligt og ægte arbejde på mit job. Det lover jeg. Det er bare sjældent de beretninger, der er sjovest at fortælle her.

I fredags snakkede vi fx om scat. Altså lortesex. Og det fik mig til at tænke.

Åbenhed og ggg til trods må jeg nemlig se i øjnene, at dér går der altså en eller anden form for grænse for mig. Lige der ved lorten. Og ikke tidligere end der, egentlig.

I ved – hvis en kæreste viste sig at være til fx voksenbabyleg (hypotetisk!), så tror jeg godt, jeg kunne æde alle mine fordomme og gøre det for hendes skyld.

Umiddelbart tror jeg ikke, jeg personligt ville blive opstemt af det, selvom det selvfølgelig er umuligt at spå om. For sex handler jo også om at se sin partner blive tændt, og hvis det var voksenbleer og overdimensionerede pusleborde, der rokkede hendes båd, så kan det da godt være, entusiasmen kunne smitte. Bevares.

Men lort.

Dér står jeg altså af og får lyst til at sige ‘adddd’, selvom jeg selvfølgelig lader være, fordi det er fucking respektløst.

(Undskyld-undskyld-undskyld til LL, hvis hun læser med og har undertrykt og hemmeligholdt en indædt hang til bæ-sex i alle disse år. Vi kan godt prøve. Prøve. Eller. Åh. Helst ikke. I øvrigt har jeg også allerede spurgt. Og LL insisterer på, at lort altså ikke gør det for hende. Heller ikke voksenbaby. Siger hun. Siger hun).

Nå.

Men det snakkede vi altså om på work i dag. Det startede med, at en kollega i en eller anden sammenhæng sagde Centipede, hvortil en anden spørgende svarede “Human Centipede?”, og en tredje – rammende! – tilføjer: “det er den klammeste film, jeg nogensinde ikke har set.”

Og da gik det op for mig, at den klammeste film, jeg personligt ikke har set, må være (trommehvirvel):

“Two girls, One cup”

Link-klikkeri og googlesøgninger er på eget ansvar. Jeg har ikke selv været forbi. Jeg kender storylinen, dog. Og holder af at kunne kalde det “storylinen”, når nu den – ifølge troværdige kilder – lyder nogenlunde sådan her:

En pige skider i en kop, en anden pige drikker (spiser?) koppens indhold. Og brækker sig (selvfølgelig). I koppen. Hvorefter pige #1 spiser (drikker?) den klumpede refill. Og brækker sig. I koppen. Og så fremdeles.

Flot.

Nå. Derfra gik snakken over porno. Ja. Jeg har et ret fedt arbejde. Vi kom blandt andet forbi pandaporno, idet det viser sig at en af de eneste måder, man kan få de fine sort/hvide bamser til at yngle i fangenskab, er ved at vise dem porno med pandaer, der knalder i det fri.

Det er sgudda fedt.

Vi talte om, hvorvidt der også laves menneske/panda-porno. Hvortil fantastisk kollega svarede:

“Jeg er sikker på, at der et eller andet sted derude befinder sig en panda-sexslave, som bliver brugt i porno.”

Og ellers må der jo helt bestemt eksistere porno med mennesker, der har sex med andre mennesker iklædt pandakostumer. Apropos fastelavn. Og apropos fastelavn og pandaer: En anden kollegas kæreste var faktisk klædt ud som panda på sit arbejde i fredags. Viser det sig. Så det.

Nå.

Men derfra fortalte kollega om en mægtig sjov selskabsleg, som jeg helt klart skal lege, næste gang den står på druk.

Legen går kort fortalt ud på at finde på så langt ude afsindig en fetich, at den umuligt kan eksistere i pornografiform. Og så at tjekke – fx på Pornhub – om den kan findes. Eksisterer den, drikker man.

Og som kollega slutteligt understregede:

“Alt findes. Alt.”

Noget om royal homofili og fladskærme. Fordi fredag.

Sådan. Nu er der flyttet en fladskærm (ha! Jeg skrev “fladskræm”. Passende) ind i det lille hjem, som jeg om tre timer og 42 minutter officielt deler med Livslebben. Det er vildt nok.

Og fladskræmslet er for øvrigt slet ikke hverken så stort eller slemt, som jeg var bange for.

Lige nu gør LL rent i sin gamle lejlighed (jeg tilbød at hjælpe. Det gjorde jeg altså), og jeg passer hunde og smiler, hver gang jeg tænker på de omtrent ti millioner gange, vi sagde “hjem” og “hjemme hos os” i den lejede kassevogn, som LL hentede mig i efter arbejde.

Og apropos arbejde brugte vi frokostpausen på at tale om royale homoer på work i dag.

Det hele startede med, at jeg vovede at nævne, at jeg synes Lordes debutalbum er pissegodt. Og at jeg er vild med “Royals”. Stadigvæk, ja.

Og.

Fordi jeg gerne ender som vittighedens numse, gik der omtrent to sekunder, fra den bekendelse faldt, til der sad tre kolleger og skraldgrinende blev enige om, at jeg sad derhjemme hver aften med tylskørt og tiara og græd ned i mine havregryn, mens jeg nynnede “I’ll never be roooyal, rooooyal”.

Ren voksenmobning.

Jeg modsatte mig naturligvis. For selvfølgelig kan jeg nå at blive kongelig. Lad os fx sige, at Mary smutter fra Frede, eksemplificerede jeg.

“… Og at du holder op med at være lebbe,” indskød min kollega, H.

God pointe.

Og så talte vi ellers om alle de taxachauffører, H. har talt med, og som må have koordineret deres røverhistorier ret præcist … med mindre der rent faktisk er noget om de-der-rygter, der siger, at Prins Henrik fra tid til anden får unge mænd fragtet på erotiske besøg på en eller anden yacht nord for København.

Har I hørt noget om det?

Egentlig er det vildt at tænke på, at danske kongelige faktisk er længere nede på evolutionstrappen end amerikanske fodboldspillere, når det kommer til seksualitet og åbenhed om samme.

Hvor kunne det bare være helt fantastisk fedt, hvis en af prinserne – eller et par af de unger, kronprinseparret har spyttet ud – viser sig at være homoer.

Åh, manner.

Ældre indlæg