Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Kategori: Marie Key (side 1 af 2)

Boyfriend.dk-erotik og Gaystortion

Siden sidst:

Kender du nogen, der kalder deres fisse for ‘calzonen’? Ellers vil jeg godt trademarke.

Sidste weekend oprettede mig og min kære veninde K en fake boyfriend.dk-profil. Bare så vi kunne snage. Vi erfarede, at folk, der lægger erotiske billeder i deres galleri, typisk glemmer at tjekke baggrunden for Fætter BR-poser, medicinglas, snavsetøj og så fremdeles. Jeg blev i øvrigt meget bekymret for alle de nøgenbilleder-med-ansigter, man finder på boyfriend.dk. I disse hævnpornotider.

Gaystortion i Flensborggade var sjovt for alle på nær de her ca. 29 unger:

Eller måske var det faktisk også meget sjovt for dem.

Jeg holdt i øvrigt en slags effektiviseret LEAN-fest til Distortion på Vesterbro: Jeg ankom klokken kl. 19.15, var sejlende beruset kl. 20, gik hjem kl. 22.30 og sov så tungt kl. 23, at LL ikke kunne få liv i mig, selv da hun viftede en durumrulle under min næse.

Men hvor var det dog sjovt. Da de første par øl var kommet under vesten i hvert fald. Jeg tog hjem fra arbejde ved 18-tiden, fjernede en rugbrødsmad med fiskefrikadelle, tog pink læbestift på og vidste sådan ciiiirka, hvor mit gang (eller mit crowd eller mit slæng, hvis I forstår så’n en lille en) befandt sig (læs: i Flensborggade). Så jeg tænkte, at jeg da sagtens bare kunne gå af sted hjemmefra ædru og alene og uden præcise directions.

Den tanke fortrød jeg bitterligt, da jeg ramte Enghave Plads. Og yderligere, da jeg ramte Istedgade. Og fuldkomment, da jeg nåede Flensborggade og med rystende hænder måtte finde et hjørne med ryg mod mur og forsøge at overskue mængderne. Nåede flere gange at overveje at gå hjem igen. Så. Mange. Mennesker.

Meget overvældende omstændigheder for ædru type.

Men så kom først én skøn bøssebekendt og snart endnu en og fire og seks til, og så åbnede jeg den øl, som jeg (hvor grinagtigt) synes, det var for stigma at åbne, mens jeg stod alene. Omgivet af drikfældige/allerede druknede homoer. Flot.

Åh! Jeg føler mig simpelthen så hjemme, når jeg er sammen med mine homoer. Det er en vild og grænsende til sappy følelse af at høre til. Vi dannede en cirkel og grinede, så vi spyttede ned i vores plastikshotreagensglas.

Og i dag har jeg ondt i hovedet og lyst til at spise hele verden. Med salt på og dyppet i friture.

Status [i mangel af overskrift-fantasi]

Jeg kører Roskilde Festival på voksenmåden. Sover hjemme og tager bad hver dag. I et rigtigt bad. Med fliser og hårprodukter og privatliv.

LL er i Spanien. Og det er virkelig heldigt, for begge mine to andre kærester er jo på Roskilde.

Og det ville bare have været super-awkward at stå der foran Marie i går, og så hun lige slog to gange på mikrofonen oppe fra Orange og afbrød “Uden Forsvar” med et:

“Øhmm, [Indsæt mit navn her], hvad fanden? Hvem er det, du står og kysser med dernede til højre for scenen? Jeg troede, vi var exclusive? What?”

Piiiiiiinligt.

Jeg er i øvrigt nærmest lige vågnet. I min seng. I rent sengetøj. Uden den der insisterende sveddråbe, der tvinger øjnene op ved at trille ned over kinden når man ligger og ellers har sparket sin sovepose af under polyesterteltdugen.

Jeg vågnede med bankende hjerte, fordi jeg havde drømt, at klokken var lidt i syv, aften. Hvilket ville betyde, at jeg glippede MIN ANDEN KÆRESTE (ud af tre). Som går på Orange kl. 19.15.

Jeg glæder mig som et lille barn. Jeg er besat – ja, besat, – af Nicki Minaj. Hun er den der seje pige i klassen som vil skide på, om man må ryge i skolegården. Tror jeg.

SÅ. I’ve got that going on.

LL har i øvrigt lige skrevet fra España, at jeg skal nyde en dag med min “second girlfriend”. På den måde er hun rummelig nok.

PS. Man ved, man er lebbeblogger, når man allerede har oprettet tagget “Marie Key”.

PPS. Selvom jeg lige er vågnet, er jeg ret sikker på, min promille ikke ville tillade, at jeg satte mig bag rattet.

PPPS. Så det.

Når man tager kærligheden med sig hjem

Jeg er i den privilegerede situation, at jeg faktisk har en hel lille håndfuld veninder, som jeg simpelthen ikke kan ranginddele i en grad, så jeg kan kalde kun en enkelt for den bedste. De er alle sammen … den bedste.

Men en af disse, skønne A., blev gift på Nørrebro i går.

A. har jeg kendt i lige godt halvdelen af mit liv. Og der var en periode i årene før vi flyttede hjemmefra og således boede i hver vores ende af landet, hvor vores forældre måtte lægge begrænsninger på vores telefonsamtaler – vi fik et loft på en times sladder per dag.

Senere rykkede vi heldigvis begge til København, og i lange perioder har jeg nærmest boet hos hende, når mit eget liv blev for sprælsk og festligt, og A. repræsenterede ro, tryghed og familie med slumretæpper og te. Jeg tror ikke, der er ret mange, der kender mig så godt som A., og der er heller ikke ret mange, jeg på samme måde, som jeg gør med A., altid ved lige præcis, hvor jeg har. Hun har bare altid været der, når lortet brændte på.

Og i går blev hun så ellers gift med sin dejlige, dejlige mand, ved verdens fineste ceremoni på en meget smuk plet i hovedstaden.

Og jeg holdt tale (og var så rørt at jeg tudede allerede da jeg testede mig gennem mit oplæg med LL som publikum om formiddagen). Og drak mig fuld. Frygteligt fuld.

LL og jeg sad ved det bedste bord, blandt andet sammen med et par af de lebber, der udgør en stor del af kernen i de tilbagevendende homomiddage, jeg vist har nævnt en gang eller fire, og som har taget en næsten rituel form her efter fem år.

Og det var så skønt. Og kærlighedfuldt. (Og helt fantastisk fedt at være til bryllup med ikke bare brudeparrets fantastiske venner men faktisk også en god del af sine egne fantastiske venner.)

Det smukkeste øjeblik – hvis vi lige ser bort fra gommens tale til bruden, brudens sang til gommen, forældrenes taler til deres unger, kyssene, maden, lanternerne og alt det andet – var dog helt klart, da vi omkring midnatstid rejste os fra bordet, og der så småt blev skruet op for musikken.

I ved, det der punkt, hvor dansegulvet er meget tomt, og alle lige skal dyppe tæerne, inden de springer helt ud i trinnene.

Hverken det første nummer, der blev smidt på anlægget, eller det efterfølgende var der synderligt meget gang i danseriet til. Men så var der pludselig Marie Key for fuld udblæsning.

Uden Forsvar … og så ellers fire lebber (de to på denne adresse inklusive) i en rundedans, vi heldigvis godt alle sammen kunne se det komiske i: Så stod lebberne der. Og dansede til Marie Key.

Bagefter dansede vi til virkelig, virkelig meget andet og fandt vist først hjemad, da personalet begyndte at vende stole og slukke stearinlys – og brudeparret forlængst havde kastet håndklædet i ringen.

Åh.

Gid alle i verden ville invitere mig med til deres bryllupper. Hvis ikke lige der var de der regler om, at man ikke må have sort tøj på, ville det virkelig være den perfekte fest. Hver gang. Så meget kærlighed. Og ikke mindst så meget kærlighed, man tager med sig hjem fra sådan en fest.

Det er så magisk.

Man kan nærmest ikke lade være at blive en lille bitte smule ny-vild med sin egen LL, når man tilbringer en hel dag i sådan en vidunderlig rus af romantik.

Hvem er de seje lebber?

Jeg og LL trodsede ondskabsregnen i går og tog til middag med en flok gode lebber på Nørrebro.

Blandt emnerne til debat var dette vigtige:

Hvem er egentlig de seje lebber i vores generation?

Emnet kom på bordet, fordi vi snakkede om Djuna Barnes’ nye bog og derfra om Rosa Lux og Anne Mie Dreves, som vi alle sammen så enormt meget op til for nogle år tilbage. Og bevares, de er stadig mægtig seje – det er ikke sådan, det skal forstås.

Men de er også alle tre lige en tand ældre end os – mere slut-trediverne end starttrediverne. Hvilket sandsynligvis også var en del af fascinationen, da man stod der på Dunkel og til Suicide Sundays på Vela og kendte dem en lille smule.

Hvem er egentlig de celebre (foruden de om bordet samlede, forstås) lebber i min generation – de start-1980’er-fødte?

Jeg kan slet ikke komme i tanker om, hvem der kan snuppe titlen? Har vi nogle dj’s og kunstnere i begyndelsen af trediverne, som bør nævnes? Forfattere og musikere? Filosoffer og clubkids?

MARIE KEY, sgudda. Hun må nævnes (ofte). Det er ikke for sjov, hun har sit eget tag her på bloggis.

Men hun er måske trods alt ikke så smart-i-en-fart-gå-i-byen-kendt, som de tre ovenfor. Hendes tøj er i hvert fald ikke helt lige så hipt. Men hvem er der ellers?

Sidesporsfest. Men trods alt sidesporsfest med Marie Key som ikke-så-hemmelig gæst.

Nå. Marie Key spiller på Vega i aften. Det er praktisk talt i min forhave. Men jeg har ikke fattet en skid, og nu er koncerten udsolgt.

Upassende.

Men lige meget hvad, så er det i virkeligheden også bare totalt lige meget, sagde ræven, for der er skruet 100 pct. ned for al socialiseren, indtil 2xHund har lært at styre deres handicap og holder gaffen lukket, når de er alene hjemme.

En uge. Please. Giv mig mit liv tilbage.

Nå. Men da jeg var ude at lufte Homohunden i frokostpausen, gik jeg og spekulerede på, om Marie Key mon cykler til Vega, når hun skal spille koncert.

Der er jo ikke nogen grund til at ankomme i heftig tourbus, når man bare kan hoppe på raceren henne fra hvor-hun-nu-bor. Sikkert på Østerbro eller Christianshavn. Hun slår mig ikke som en Vesterbro-lebbe. Hun har ligesom for meget integritet. Hun kan bære Østerbro, kan Marie Key. Og Nørrebro er bare for obvious.

Jeg forestiller mig (altid. hver dag. uden stop), at Marie Key kører på en racercykel.

Men. Måske tager hun taxa. Selvom det ville være lidt for irriterende, fordi hun så måske ville synge den der Sanne Salomonsen-sang som blev skamspillet for en tre års tid siden på Vela, og som min daværende kæreste og jeg vist nok omdøbte til “I en Fakta”. Fordi det faktisk er en bedre love story.

Hold kæft, en(dnu en) sidesporsfest, jeg holder.

Og nu får Marie Key fanme også det tag, hun har fortjent. Sgu.

Lille Lebbelyd #2

Nå. Så gør jeg det igen – det, jeg er bedst til: Snakker med mig selv om ingenting, mens ingen hører efter.

Så flot.

Jeg tror, det bliver bedre, desto længere man lytter … jeg skal nok lige snakke mig varm (og efterredigering – dét er jeg sgu for fin til).

Anyways. Det handler om søgeord – altså de søgninger, folk foretager på Google, hvorfra de havner på bloggen. Måske mit yndlingsemne og kilde til absolut evig morskab.

Relevante indlæg:

Ornespray, for fanden

Mit hjerte tilhører Marie Key (og alle andre lebber, der synger om romantiske ting)

Hvis blikke kunne dømme og noget om blodpik vs. kødpik

Og der kommer garanteret flere til, som jeg har glemt, hvis I gider minde mig om det?

Noget om Roskilde og lebber og bedstebøsser

Uhada. 
Da der pludselig viste sig en helt lille bitte mulighed for, at Lebben alligevel skulle på Rossen, fløj følgende udveksling frem og tilbage mellem Bedstebøssen og undertegnede henne på Facebook. 
Jeg har centreret teksten, fordi jeg synes, det ville gøre sig godt i digtform. Måske.
(Og kan I så krydse fingre for, at alting går igennem, så jeg kan hænge ud i Smatten med Marie Key og Rihanna i weekenden?)
Lebben:
Hvis det nu var, jeg kom af sted, ville jeg altså mægtig gerne høre Marie Key ved middagstid fredag.
BB:
Ja, det vil du vel.
Så kom over i køen til Rihanna bagefter. Jeg skal i Pitten.
Har det lidt, som om Rihanna bliver højdepunktet i mit liv. Mærkelig følelse.

Lebben:

Ja. 
Det skal nok blive vildt.
Jeg vil med i Loungen. Jeg mener Pitten.
(holdkæftlebbe)

BB:

Potato-potato.
Du mener Fitten, tror jeg.

Lebben:

Det tror jeg også.

BB:

Jeg vil også med i Fitten.

Lebben:

Mener du fissen eller fitnesscentret? 
Jeg kommer i tvivl?

BB:

Fissen.

Lebben:

Det mente jeg nok.
Det her ryger på bloggen.

BB:

Det er godt.
(…Og hvis ikke jeg kommer af sted, bliver det sikkert også bare en dum, kedelige og ganske…ganske vidunderlig festival. Det erindrer jeg i øvrigt, at jeg ordret skrev sidste år også. Men jeg tager forhåbentligt fejl. Så uopfindsom kan jeg ikke leve med at være)

“Hun spillede bordfodbold på en [unavngiven] bar i København.” Godt så.

Nå. Men i mangel af et liv, sad jeg lige og læste et – i øvrigt glimrende – interview med Marie Key (hvem ellers?) på Politiken.

Den første halvdel af portrættet er – nærmest bemærkelsesværdigt – fri for referencer til seksualitet. Men så afsløres alt – alt – ellers i følgende afsnit:

“En vinteraften i februar 2009 stod [Marie Key] med en veninde på en bar i København og spillede bordfodbold og drak øl, da lynet slog ned via musikken fra højttalerne. Det var lyden af Medinas gennembrudshit ‘Kun for mig’, og den rene, kølige lyd og den sårbare stemme fik Marie Key til at stoppe op.”

Hold nu kæft, Vela, hvor er du dårlig til at gemme dig.
Læs interviewet her – det er godt.

Fredagsporno – eller: Ud&Se med Lebberne

Er det kun mig, der har bemærket, at Ud&Se kører lesbisk tema i år? Jeg er VILD med det.

For godt en måned siden så jeg, at nogen havde efterladt februarudgaven med Marie Key på forsiden i stueetagen af den bygning, hvor jeg arbejder.

Jeg gik forbi bladet to dage i træk (hej til rengøringspersonalet, by the way), før jeg tog det med mig op.

Gemte det i tasken, til jeg kom hjem. Hvorefter jeg åbnede og lynlæste portrættet (det var ret kedeligt), lige inden jeg skulle ud af døren.

Da jeg var på vej hjemmefra, top-travl og godt i gang med at smække bag mig, styrtede jeg alligevel tilbage og lukkede bladet i, så det ikke lå opslået på Marie Key-portrættet. Fordi jeg synes det var flovt, hvis nogen skulle opdage det.

Det var faktisk det, jeg efterfølgende var mest flov over: At jeg tilsyneladende er så bevidst besat, at jeg forsøger at skjule besættelsen. (Især fordi jeg i virkeligheden ikke er så besat. S’jøst. Jeg kan godt selv se, det lyder som en stor fed løgn. Men! Jeg har faktisk fx ikke billedgooglet hende nogensinde før i dette øjeblik, hvor jeg skulle finde coverbilledet. Jeg kan bare nogle gange virkelig godt lide at gøre en god historie bedre. Halvdelen af hvad jeg skriver er på bloggen er heftigt pyntet og pumpet. Jeg lyver med andre ord hurtigere end berømte ponyer kan løbe.)

Linda P. faldt jeg over her til aften, da jeg var på vej hjem med toget fra spontan-tur i Amager Strandpark og verdens bedste selskab.

Jeg troede først, at forsidemodellen var ham-der-fra-Sort-Sol-hedder-han-måske-Steen-Jørgensen-jeg-gider-ikke-lige-google-selvom-det-havde-været-hurtigere-end-at-skrive-den-her-idiotiske-bindestregssætning.

Hun får lov at være godnatlæsning (som vi kalder det) snart. Altså Linda P. Hun er ret hot på det billede.
 

Med Marie Key som borddame

I morgen skal jeg til noget gallamiddag. På en fucking onsdag. Og jeg har netop erfaret, at selveste Marie Key er nomineret til en af de priser, der bliver uddelt.

Hvem skal man knalde for at få adgang til bordplanen?

På den anden side: Who am I kidding? – hver eneste gang, jeg gennem mit liv har været i nærheden af et bare semikendt menneske, er jeg gået i baglås. Især hvis det var en, jeg så lidt op til.

Og det bliver ikke bedre, når jeg optræder i kombinationen:

1. Ædru (i hvert fald ved ankomsten)
2. Med højt hår og angst for læbestift på fortænderne

Ældre indlæg