Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Kategori: Livslebben (side 1 af 2)

Derfor elsker jeg LL. Kogt ned til seks ord og et emoji

Jeg er besat af vafler for tiden. Tror, det startede med en venindes forespørgsel om en brunchdate flankeret af mundvandsinducerende instagrambilleder af sprøde belgiske vafler med alskens lykke og kærlighed som topping. Dernæst læste jeg, at man kan lave SUNDE vafler af banan og chiafrø og helt uden sukker. Så det var nærmest dumt ikke at investere i en sådan kilde til fremtidig stensikker fitness. Host-host.

Så jeg var i markedet for et vaffeljern.

Men denne købetrang optrådte, forstås, i kombination med, at jeg er nærig. Og – relativt – decemberfattig, før december overhovedet er gået i gang. Og at skabene i vores miniaturesamtalekøkken allerede bugner af så ufatteligt et væld af køkkenredskaber, at de er svære at lukke. Slowjuicer, toastjern, brødrister and all.

Jeg befandt mig med andre ord i et af mit livs nok største dilemmaer. “To vaffeljern or not to vaffeljern?”, som en eller anden halvdramatisk gut vist engang ytrede oppe på Kronborg.

Og så er det nogle gange bare rart med lidt bekræftende opbakning hjemmefra. At erfare, at vi er fuldkommen på linje, når det drejer sig om at prioritere det store og væsentlige i vores lesbiske husholdning. At vi lige som ved, hvad der er essentielt for at drive et fornuftigt køkken:

…. Og nu er vaffeljern indkøbt med (forhåbentlig) lynhurtig levering i morgen – here’s to hoping, PostNord!

Ved I hvad ægte kærlighed *ikke* er?

Ægte kærlighed er ikke, når jeg i mit ansigts sved (og på all of otte minutter, hvilket er en præstation i sig selv) tilbereder et lækkert, velsmagende, gourmant og varmt måltid bestående af færdigravioli, færdig-ostesauce og frostbroccoli.

… Og så LL ikke engang gider spise op.

Og – adspurgt, hvad hun synes om min (michelinstjerneværdige) kreation – svarer, “well … det er ikke det bedste måltid, jeg har fået i mit liv.”

Og efterfølgende – anmodet om at formulere sig lidt mere glasset-halvt-fuldt-agtigt – svarer “okay. Det er heller ikke det værste måltid, jeg har fået i mit liv.”

Utak er verdens løn.

Til gengæld skal jeg på lørdag endelig(!) indløse min fødselsdagsgave fra selvsamme LL: Tastingmenuen på Kiin Kiin, den eneste thai-køkken michelinrestaurant i verden uden for Thailand. Jeg forvente at trille derfra og bøvse korianderbøvser tre dage derpå.

Og hvis I vil vide, hvad der ellers sker i denne lebbes liv, så kan jeg oplyse jer om, at jeg i morges gled i en hundelort og nærmest forstrak en sene i mit venstre lår i et forsøg på at holde mig lodret. Og jeg har også genset otte ud af ni sæsoner af The Office. Så.

Breaking: I DAG KOMMER LL HJEM

Nu har LL været væk i næsten en uge. Og det har været cirka fem dage for længe. Selvom jeg har nået både koncerter med svenske 90’er-antikviteter på Loppen, middage med work, besøg hos moren i det jyske samt hos barslende veninde i det svenske. Egentlig ret effektive seks solodage, jeg har holdt mig.

Men nu er det også nok med det. Og frem for alt nok med billeder fra pools med bjergudsigt, som LL har haft den frækhed at sende mig i tide og utide. #notokay.

Til gengæld så drager jeg udenlands på fredag – jeg og Bedstebøssen fejrer jo forsinket kobberbryllup i Sverige. Ja, det er hermed (mere end) 12,5 år siden, vi slog os ned i samme rundkreds under rusdagene på obskurt humanistisk KUA-studie og faldt i snak, fordi vi havde den samme hvide klaptelefon fra Sony Ericsson … den dér, der “lidt lignede noget fra Apple”. Som min indgangsreplik ifølge BB lød. Jeg er sikker på, jeg indledte med noget langt mere sofistikeret.

Trofaste læsere ved allerede, at vi skal bo på Abba-hotellet og have the full Mama Mia!-experience. Det bliver så godt. Altså, sådan helt vildt godt. Især fordi vi – konsekvent! – i vores mailkorrespondance med Abba-menneskerne har underskrevet med et “And: Thank you for the music!”. Jeg synes personligt det er et ret smukt touch.

Vi har i øvrigt gjort det meget klart for både hotel og eventmennesker, at vi er i den svenske hovedstad for at fejre vores kopparbröllup … så vi satser stærkt på en vis grad af særbehandling af det deeejlige brudepar. Med andre ord: Dyb skuffelse hvis der ikke er strøet rosenblade ud over sengen/stillet en brudesuite til rådighed.

Nå. Men nu lander LL altså lige om lidt. Det er to timer siden, hun gik offline på Messenger, og det betyder, at hun nu er to timer tættere på mig! 😍

 

Græsenke for nærmest evigt (no jinx)

Fordi jeg nok er verdens bedste kæreste (fact), stod jeg op klokken kvart over fem i morges (mens det stadig var mørkt, for god’s sake) for at køre LL til Kastrup, så hun kunne nå check-in klokken nul-seks-nul-dut.

Og som om det ikke var alt rigeligt, 1) at sende LL sydpå til Søster Lystig i en hel uge, og 2) at stå op klokken fucking.fem … jo, så tog jeg sandelig også lige på vejen hjem til Vesterbro en umotiveret halvtimes-detour til Hvidovre/Avedøre, fordi jeg åbenbart er ude af stand til at aflæse to meter høje motorvejsskilte med afkørsler mod København. FML.

Og hun skal være væk en uge. Eller i hvert fald seks dage. Og så længe tror jeg faktisk ikke, vi har været væk fra hinanden i seks år. Og jojo, det har vi jo nok. Og jeg skrev sikkert præcis det samme sidst, hun tog væk uden mig. Men der er godt nok langt til Spanien. GODT nok.

Når Berlingo *ikke* bare er en kæk måde at sige Berlin på.

Argh. Jeg vil gerne snart skrive noget sjovt og opløftende. Men mit liv går sin slagne voksengang, og det mest spændende, der sker, er at LL er ved at få mig overtalt til at lease en Citroen Berlingo (som jeg sent i går fik kaldt en ‘Toyoto Berlinga’, hvormed jeg afslørede mit indgående kendskab til biler).

Selvom Berlingoen faktisk er den eneste bilmodel, jeg aktivt afskyer. Og dermed faktisk nok den eneste bilmodel, jeg har et egentlig forhold til.

Men LL udfører jo håndens arbejde (og ikke kun i soveværelset, hvis I forstår sådan en lille én), så hun har brug for lidt ekstra bagtil (og ikke kun i soveværelset, hvis I forstår SÅDAN en lille en). Og jeg har veto’et en varevogn uden bagsæde, for (og det her ER et validt argument) hvad gør vi så, når Bedstebøssen gerne vil med i IKEA? Hva? Svar lige på det.

Nå jo. Og så har vi købt en kolonihave. Der skal sættes i stand, selvfølgelig. Ellers kunne vi da knapt genkende os selv. For nu er vi jo så småt færdige med at renovere håndværkerhylet, og jeg er åbenbart trådt ind i et parforhold hvor perioder uden DIY-projekter og kun med Netflix, chill og bliss er en utopi.

Ja! Men vi har simpelthen fået et frimærke med græs i en københavnsk forstad cirka 30 minutters cykeltur fra Vesterbro. Og hun hedder Slap a’, og dén titulære opfordring kommer vi nok en skønne dag til at kunne efterleve, når vi (og her er ‘vi’ brugt ret løst) er færdige med at rive en væg ned og genopføre en anden, bygge en terrasse, sætte en havedør i, gennemluge en have, bygge et soveværelse … plus det løse, I ved. Ej. Jeg overdriver. Slap a’ er noget af det hyggeligste, jeg har mødt og skal bare have lidt kærlighed, så er den potte ude.

Anyways. I nat skal vi sove der for første gang. Sååååeeøhh. Over and out, lebber!

Ægte love

Ægte kærlighed er at ringe til sin LL for at bede hende tage et par flade sko med, når hun henter mig fra work, så vi kan kolonihavespionere på grusede ujævne havegange. Og hun så allerede har startet bilen og er på vej. Med Converser i bagagerummet, vel at mærke, fordi hun efter seks års parforhold bare som udgangspunkt antager, at jeg har gakkede sko på, som jeg reelt ikke kan gå i ude i virkeligheden. Men som ser afsindigt pæne ud på vejen til kaffemaskinen og tilbage igen.

Ægte kærlighed er i øvrigt også, at hun ALDRIG siger, “men sådan en har du jo allerede”, når man har forelsket sig i en ny sort kjole.

Lebben som dronning (Ingrid)

Nå jo. Under vores londoneventyr besøgte vi et britisk supermarked. Tesco måske. Eller Sainsbury’s. Bagefter gik vi hjem ad Hackney Road, hvor jeg var lige ved at skvatte, fordi jeg vred om på foden.

Irriteret udbrød jeg, hvordan fanden jeg kunne være så klodset?

Hvortil LL svarede, at det for hende havde føltes lidt som at være dronning Ingrids hofdame at være med mig i Tesco. Fordi jeg havde vandret rundt ad alle supermarkedsgangene og uforvarende verfet varer ned af hylderne med min indkøbskurv. Hvorefter LL pænt havde gået i røven af mig og samlet op. Præcis som Ingrids kleptomanineutraliseringsassistent. Godt ord i øvrigt.

Dagen efter vred jeg endda om på foden igen – denne gang med decideret styrt som resultat. Og noget der her – nogle dage senere – lidt føles som en mild forstuvning. Havde lyst til at råbe til de andre fodgængere, at jeg altså ikke var (specielt) fuld. Præcis som de talrige gange, jeg tidligere er styrtet. Også flere gange i fodgængerfelter (‘fodgængeroverfelter’? Nej. Det hedder det ikke) foran rækker af ventende biler med fuldt publikum. I ædru tilstand.

Åh, det er så pokkers flovt at være voksen (i flade sko) og skvatte rundt og slå hul på knæene. Men hypermobile ankler og håndled har gennem årene resulteret i så mange forstuvninger, at fødderne nogle gange bliver til elastikker. Og når man går i fremmed storby, der fordrer op-ad-kiggen (så man ikke går glip af flotte huse), kan det have nærmest fatale konsekvenser, hvis fortov byder på blot bittesmå ujævnheder. Jeg er den ultimative kombination af grundklodset og hypermobilklodset. En slags kun delvist undskyldelig klodsethed.

Apropos – kan I huske det her børnehavedigt:

Yksi kaksi
kilimilimaksi
Esrom pyt

Hvis man googler det (for at finde ud af, om det måske betyder noget på finsk – altså noget mere end, “en, to, kilimilimaksi, Esrom pyt”. Fordi man er en slags uofficiel verdensmester i overspringshandlinger), så er øverste sponsorerede link til en børneseng, der hedder Kili. Og hvad kan vi så lære af det? Jo. Relevante brugerdefinerede søgeordsannoncer will only take you so far.

Men hvorfor synes jeg, at det børnehavedigt burde have noget med London at gøre? Sært. Eller næ – for lidt yderligere googlen (eller, vi kan kalde det ‘research’, host-host) ledte mig tilbage på sporet. En anden børneremse lyder nemlig:

Ejsikkelej sikke Londonton
Kilimili maksi
Kuksi kaksi

Esrom pyt

… Og der har vi da London! Ton.

Yes. Og hermed slutter dagens indføring i rim og remser fra nittenfirserne. Følg med i morgen (eller en anden dag, no pressure) for yderligere ikke-spor-spild-af-tid-som-du-kunne-have-brugt-på-reelt-at-blive-klogere.

Er der nogle London-lebber på linjen?

Så for den da. Jeg har brug for jer! Det her envejsforhold skal gerne lige udvikle sig midlertidigt dialogisk. Som man siger. Så kan vi også lige en gang for alle få tjekket, om kommentarfeltet ikke virker, eller om I bare virkelig ikke elsker mig/findes derude bag skærmen længere.

Sidste år i januar var LL og jeg i London. Det blev en nærmest komplet fiaskoferie med ganske få lyspunkter. Hvorfor? Jo. Vi kom retur præcis én dag før LLs første bekymrende besøg hos vagtlægen, tre dage før hun blev hentet i ambulance og kørt på Hvidovre, og tre uger før hun fik konstateret kræft … og altså tog vi til London omtrent samtidig med, at 2016 besluttede sig for at blive til lort.

Med andre ord bar vores romantiske getaway i høj grad præg af seriøs skidtmadset LL og meeeget underskudsagtig såkaldt lebbe, der nærmest mente, at LL bevidst saboterede weekendophold med alle sine opdigtede lidelser (I behøver slet ikke spørge – jeg er naturligvis sådan retrospekt helt vildt stolt over den opførsel, der til fulde beviser, hvor skønt et menneske, jeg er).

Nå! Men nu tager vi revanche, og vi har allerede titusind gode tips til, hvor vi skal spise mad henne.

… Men hvor skal vi danse, og hvor skal vi indtage cocktails? Jeg har brug for info om luskede London’ske lebbehuler i Danmarks femte største by (seriøst).

Med andre ord: Hvor i London danser damer, der danser med damer?

Stik mig dine bedste lesbiske london-tips!

Nostalgi-romantik og lidt om denne såkaldte lebbes sidste-første date

I dag er det præcis syv år siden, jeg skrev det første OG det andet indlæg på bloggen. Og det er seks år, en måned og seks dage siden jeg mødte LL for første gang. Den 9. april markerer nemlig ikke bare tyskernes besættelse af Danmark men også min besættelse af LL.

Der gik en måned fra jeg første gang fragtede hende hjem fra byen bag på min cykel (en tidlig morgentime efter en alt andet end ædruelig lørdag i april), før vi så hinanden igen.

Jeg var på det tidspunkt særdeles nyslået single og meget sikker på, at jeg under ingen omstændigheder skulle kaste mig direkte ind/ud i et nyt forhold. Skulle lige mærke vandene og sample lidt af det hele først, jo. Men LLs glemte ørering lå alligevel der på sengebordet (hun sværger, hun ikke glemte den med vilje, meeeeeeen … ) og mindede om en ret så vild nat. Og morgen. Så jeg fandt hende. Havde hun efterladt sit nummer? Stalkede jeg mig vej? Foregik det på Facebook eller sms? Jeg husker det faktisk ikke.*

Men vi aftalte i hvert fald, at hun kunne hente sin glemte ørering sent torsdag den 12. maj, når jeg kom fra koncert med perifær bekendt på Ideal Bar.

Jeg drak mig mod til. Var topnervøs. LL ringede på, og vi sad længe og spyttede i hver vores drink i hver vores ende af min sofa. Indtil LL – heldigvis! – blev utålmodig og kyssede mig bagover til mit hoved ramte armlænet.

Derfra så vi hinanden ti gange fra 12. maj til 1. juni. Og 20 gange i juni.

Og vi kyssede videre under hele Roskilde Festival. Ikke på Roskilde Festival. Under. Det var nemlig det år, hvor Roskilde og resten af Sjælland forsvandt i regn. Jeg havde pakket min taske og fra skuffen opstøvet mine mest slidte Converser, der kunne ofres til Smattens guder.

Jeg skulle med toget mod Roskilde, jeg skulle baaare lige kysse LL farvel under et tæppe på den huleagtige omend gigantiske altan i min lillebitte lejlighed rundt om hjørnet fra Istedgade. Men:

  1. Regnen ville ikke stoppe
  2. Der var jo ingen LL på Rossen

Så jeg gjorde det, som forelskede mennesker nogle gange gør. Jeg skuffede mine venner for at blive under tæppet på altanen, mens meldingerne om syndflodstilstande og oversvømmelser tikkede ind på telefonen. Regnen blev min undskyldning, men vi vidste godt alle sammen, at LL var forklaringen.

Samtidig var jeg komplet ude af stand til at kalde hende min kæreste.

Jeg kunne ikke. Vi var for forskellige, det var for kort tid siden, jeg og min ekskæreste havde gjort det forbi, jeg skulle ikke være kærester med nogen! LL var ikke inviteret med, da jeg holdt rundt fødselsdag i slutningen af juni (selvom der ventede 30 røde roser fra hende foran min dør på dagen, da jeg kom fra arbejde). Jeg var forvirret ad helvede til, for samtidig skete der et eller andet helt grundkemisk, når jeg var tæt på hende.

Fra den 4. juli 2011 er der ikke flere date-optegnelser i min grønne kysse-googlekalender, som jeg siden midten af nullerne har opdateret med noter om erobringer, der ellers ville være gået i glemmebogen.**

Til gengæld er det i min officielle røde kalender markeret, at jeg var en uge på meditationsretræte frem til den 22. juli. En uge i tavshed, der gav ro til mit hoved. Jeg tog direkte ud til LL, da jeg kom hjem.

Og om søndagen er der bare den her optegnelse i kalenderen:

For da skrev jeg et godt gammeldags kærestebrev til LL. Mens hun lå ved siden af mig. Vil du være min kæreste? Sæt kryds: ja, nej. Hun satte kryds ved ja. Så godt og vel tre måneder efter vores første møde var det officielt. Vi var kærester. Vi fejrer årsdag den 24. juli. Men egentlig kunne vi gøre det samme den 9. april og den 12. maj. Så. Det.

Hip hurra for os. Ikke fordi i dag som sådan markerer noget som helst ‘os’. Men fordi hver dag markerer noget os. Især oven på verdens værste 2016.

*Men Facebook husker alt, og jeg søgte lige i verdens længste Messengertråd og blev klogere. Da jeg blev træt af at scrolle bagud prøvede jeg i stedet med en søgning på “hej [LLs navn]”. Og der var bid: Jeg kontaktede LL via Messenger dengang i maj 2011. Med en tåkrummende pinlig besked skåret over kammen, “hej, jeg ved ikke om det er din, men jeg har fundet en ørering under min seng, og så mange overnattende gæster har jeg heller ikke …”. Hun svarede elegant, hvorpå jeg rodede mig ud i noget med, at hun jo ku’ komme forbi og hente den, men at jeg så ikke kunne love ikke at invitere hende på et glas rødvin eller to … ÅH. Flovt. Og sødt. Sødflovt. Sovt. Flødt.

**Under min søgning laaaangt tilbage i hookup-kalenderarkiverne fandt jeg i øvrigt både noter som “Kyssede med dumme-X”, “Knaldede Y der var gift” og mere upræcise erindringer som “Whatshisname til kollefesten” eller “lægen”.

HVEM HAR TAGET JERES LEBBE OG ERSTATTET HENDE MED EN KIKSET HÅBLØS ROMANTIKER?

Ved I, hvad man lærer at nyde, når nu størstedelen af 2016 har været så gigantisk en kælling, som tilfældet er? Jo. Man lærer at nyde, når der bare er RO PÅ.
Jeg er ramt af helt tåbelig forelskelsesfølelse i disse dage. Det er nærmest plat efter fem år, men jeg kan faktisk næsten ikke vente, til jeg har fri fra work, fordi jeg bare gerne vil hjem til min LL.
Selvom LL efterhånden har været til både sin første og sin anden post-kræft-kontrol med positive (altså negative altså gode altså kræften holder sig væk altså positive!) scanningsresultater, er hun ikke rask endnu. Det glemmer alle, der ikke selv har haft sygdommen tæt inde på livet nok lidt. Også dem, der ellers er tæt på os og vil os det så, så godt. Måske netop FORDI de vil os det så, så godt. For nu, hvor det kemorelaterede ligesom er bag os (SYV NI TRETTEN), så vil alle (også vi!) bare helst have, at alting er normalt igen. 
Men det er det ikke. Energien – i bogstavelig og overført betydning – er en helt anden. På godt og ondt.
Men fucking hell hvor jeg dog elsker hende. Jeg er ikke typen, der kaster om mig med ’for evigt’, ’til døden os skiller’ og sådan. Det er jeg nok for meget skilsmissebarn til. 

Den der tro på, at kærlighed kan vare et helt liv, har jeg altid fundet ret så naiv. Og jeg har nok også haft tendens til lynhurtigt at nedtone, når andre har givet udtryk for langvarige planer på mit forholds vegne. Også når det var LL, der gjorde det. Mit glas er bare sjældent halvt fuldt. Jeg føler troen på kærligheden heftigt og øjebliksvist – ikke kontinuerligt og roligt.
Men da LL forleden sagde til fælles bekendt, at hun satanedeme havde tænkt sig, at hun og jeg var 4ever, så følte jeg pludselig slet ikke den der indre modstand med behov for at relativere og opremse forholdsregler. Overhovedet. Jeg var bare enig. Sådan helt nøgternt enig i, at vi kommer til at være sammen resten af livet. Ingen dikkedarer eller lyserødt. Bare faktum. That’s how it is. Og da gik det op for mig, at sådan har jeg faktisk set på os længe. Uden at lægge mærke til det. Længere end bare de hektiske kærlighedsøjeblikke, jeg hidtil har kendt til.
Det lyder egentlig afsindigt uromantisk, men når man er mig og i de fleste af livets henseender nærmest altid har en kvart mental fod (en tanke-storetå?) ude af bagdøren med kig på det-der-nabogræs, der bare er så sygt grønt, så er det ret vildt, at nogen pludselig kan sige ’for evigt’, uden at alt i mig gibber.
Man skal måske kende mig og mine evindelige ifs & buts for helt at forstå, hvor dybtfølt jeg mener det her. 
Men når jeg tænker på LL i den skide hvide hospitalsseng i vinter, så skriger mit hjerte til mig, at jeg skal have hende helt tæt på i meget, meget lang tid. Så tæt, at det uvægerligt får hende til at udbryde et stakåndet, ”du maser mig, baby!”. 
BARE KRAMME.

De der busture hjem fra Hvidovre og siden Riget i vintermørke er totalt surreelle minder allerede. Men når man husker dem, så husker man også hvor lidt man ønsker at være uden sin LL. Og så elsker man nok bare lige lidt højere.
Ældre indlæg