Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Kategori: ligestilling (side 1 af 4)

Konkurrence: Vind et skud elitefeminisme

Kan I huske dengang for længe, længe siden i sidste uge, hvor jeg (atter!) gentog, at jeg var fuldt ud villig til at prostituere mig til gengæld for sponsorgaver og ussel mammon? Jo, guderne ovre på Tiderne Skifter/Gyldendal hørte mig såmænd. Og sendte mig fluks ikke ét men TO eksemplarer af deres helt nye feministiske biiibel, ELITEFEMINISTERNE – 25 års udskældt ligestillingsdebat., redigeret af Christine Dreyer Alexandersen og Kirstine Dalsgaard Larsen.

En til mig … og en til en heldig læser. Woop woop!

elitefeministerne er også såkaldt lesbiske

“Elitefeministerne” udkommer først i overmorgen. Så jeg følte mig svært privilegeret, da jeg allerede i går aftes læste knap halvdelen, inden jeg lagde mig til at sove (blundende LL’s hoved er en glimrende bogstøtte).

Min fantastiske veninde har skrevet et af bogens kapitler, men det er ikke kun derfor, bogen gør mig varm om hjertet. Den gør det også, fordi feminismen virkelig er en helt afsindig fin og selvrefleksiv -isme. Ingen aktivister retter som feministerne ind ved kritik, lytter, prøver, ændrer. Og det er helt sikkert et af bevægelsens største akilleshæle. At vi feminister rent faktisk lytter og reflekterer og udvikler. men også det der gør feminisme så fucking sympatisk.

Det handler bogen faktisk også lidt om. Altså det her med feminismens flydende form. Bogen beskriver nemlig (gennem personlige beretninger fra forpersoner og medstiftere) historien om Selskab for Ligestilling (tidl. Kvindeligt Selskab) – helt fra organisationen blev stiftet i begyndelsen af 90’erne som et støtteben til KVINFO, till navneskiftet betød et gevaldigt opgør med 2. bølge-feminismen. Og man bliver ret så varm om hjertet og tænker over sin egen vej til feminismen, mens man læser. Promise.

Selv var jeg sen til at fatte, at det var feminist, jeg var. Lige som jeg var sen til at fatte, at det var lebbe, jeg var. De to ting fulgtes ad. Og selvom jeg – når jeg kigger tilbage – slet ikke er i tvivl om, at jeg altid har tænkt og ageret relativt feministisk (hvis vi øjebliksvist ser bort fra min Barbie-besættelse som jeg stadig er aldeles ustolt af), så var det slet ikke en titel, jeg vedkendte mig, før omtrent da jeg begyndte på uni og mødte min første damekæreste.

Hun blev min indgang til stoffet – og lesbianismen blev et meget direkte værktøj til at forstå ulighed mellem kønnene, og ikke mindst hvor mange normer, der – selv om man er nok så frigjort – bliver lagt ned over et heteroseksuelt parforhold, hvis man ikke er sig dem bevidst (min sidste mandekæreste vovede én gang, mens jeg vaskede op at joke med et eller andet a la “høhø rette plads, kvinde”, hvor jeg flegnede sidelæns, selvom han i virkeligheden havde ytret sig komplet ironisk og påtagende-sig-en-identitet-som-hulemand. Jeg kunne ikke ha’ det. Så meget som et sekund at blive placeret i den kasse.

Og så blev jeg lesbisk. The end.

NÅ. Men lad nu det ligge. I kan vinde en bog, kan I.

I skal bare senest på mandag kl. 12 skrive navnet på den sejeste feminist, I kan komme i tanker om – død eller levende (Joppa) og køn underordnet – i kommentarsporet (husk at kommentere med navn, så jeg kan fange vinderen!).

Så trækker jeg lod blandt alle indlæg mandag efter work. Vinderen får direkte besked.

(PS. Hvis man lægger nok filtre oven på et billede, matcher en orange spisebordsstol faktisk nærmest præcis den røde temafarve på en dansk lebbeblog. Fascinating.)

Ualmindeligt meget information om min fisse

All right. Efter 16 timer med min Diva Cup føler jeg mig som et bedre menneske. Seriøst. Og gid jeg var sponsoreret for denne meddelelse. Selvom Divakopper nok til et helt liv egentlig ville være en ret pauver betaling, idet man nærmest kun skal købe en pr. liv, når nu man er kommet så sent i gang med kopperiet, som jeg er. De anbefaler, at man udskifter hvert tiende år. Og lur mig, om ikke alt det der overgangshejs så småt er indtruffet, når jeg fylder 44?

Det eneste, jeg virkelig kan ærgre mig over er, at jeg har brugt mine (og mine kære forældres) penge på hygiejneudstyr (ja), siden jeg i en alder af 13 fik menstruation DAGEN INDEN TUREN TIL BORNHOLM I SJETTE KLASSE. Seriøst. Har I nogensinde prøvet at hive et Libresse ud af trussen på et af de der ikke-kønsadskilte toiletter, hvor dørene hverken går til loftet eller gulvet, mens alle de søde drenge fra klassen (jaja, late lesbian bloomer, husker I nok) står og børster tænder. Lige. Uden. For. Døren (”døren” skal her sættes i heftige citationstegn. Det var nærmest bare en saloon-indgang).

Det rriiitttsjjj-larmer-riiiittttsssjjjjjj fuldstændigt-riiiijjjttsstjjj-vanvittigt-rijts.

Et hurtigt regnestykke, hvis vi nu siger, at man har menstruation rundt regnet en gang om måneden, giver 22 år x 12 menstruationer = 264 menstruationer á ca. en pakke Tampax stykket. Og hvis nu vi er flinke og siger, man altid kan finde dem på tilbud til 30 kr. (så anerkender vi også, at man måske trods alt ikke bruger en HEL pakke pr. blødning), så har jeg kastet lige knap 8.000 gode danske kroner efter Procter and Gamble, siden den skæbnesvangre dag i cirka 1994, der markerede min indtræden i de såkaldt frugtbare voksnes rækker.

Nu har jeg så købt en damekop. Jeg købte den på Amazon – samme mærke, som man køber herhjemme, men rundt regnet halv pris plus selvfølgelig lidt porto. Jeg valgte lynlevering fra London, for så kunne jeg nå at bruge koppen allerede til den menstruation, der sker i min skede I DETTE ØJEBLIK.

Live-reportage fra lebbe-fissen. Ulla Terkelsen, TV 2, Lebbens Skræv.

Men altså. Nu har jeg opsat to gange og udtaget en gang. Man tømmer vel to-tre gange i døgnet, tænker jeg. Og det går ret så peachy fra første færd. Syv ni tretten. Opsætningen er en lidt speciel oplevelse. Særligt hvis det er lidt tid siden man har haft silikone oppe i skrævet. Det føles lidt fremmedlegeme-agtigt (men sgudda hellere medicinsk silikone end klorbleget vat, egentlig!). Så snart den er placeret – og den placerede praktisk talt sig selv, da jeg lige fik den forbi indgangen (selv i sammenfoldet tilstand er den lidt bredere i omkredsen end en tampon, men også meget blødere) – mærkede jeg den SLET ikke. Som i: endnu mindre end en tampon.

Jeg har altid haft det lidt stramt med den der tamponsnor, hvis man lige fik sat sig forkert eller noget. Ingen snor her. Og heller ikke noget, der så meget som minder om gennemblødning. Og i morges kunne jeg så ellers fjerne den lille gummikop (med lidt besvær, indrømmet – der skulle skubbes mere end forventet med skedemusklerne for at få skidtet ud i lyset. Jeg er overbevist om, at øvelse gør mester). Og dér i koppen lå så ellers bare ret præcist 10 ml. af det reneste, fineste, ikke-koagulerede røde blod (omtrent den modsatte oplevelse af at fjerne en tampon, der er mærkeligt misfarvet), skylle det ud i toilettet, vaske dutten, genplacere den og komme videre med mit liv.

Helt alvorligt. Jeg er blevet et lykkeligere mennesker for 18 britiske pund og lidt fragtpenge. Og som feminist med småkommunistiske tendenser ELSKER jeg, at et fucking privat selskab ikke skal griske sig i min cyklus længere.

HURRA! Den er perfekt. Min lille søde Divakop. Dog er det måske værd at nævne, at jeg ikke hører til blandt heavy-bløderne. Og jeg kan forstå, blandt de af mine veninder der praktisk talt lider af jernmangel (det sagde hun også i går) en gang per måned, at det kan være lidt besværligt, hvis koppen er overfyldt, når den skal fjernes. Jeg oplevede personligt ikke noget der så meget som mindede om lækage, men jeg anerkender udfordringen. Jeg tror dog umiddelbart situationen må kunne løses ved at tømme tiere, men hvad ved jeg.

Og jeg kan helt ærligt slet ikke mærke, jeg har den i. Overhovedet. Jeg har af et par læger gennem årene fået at vide, at min SKEDEKANAL (ja) er relativt smal. Det er mine øregange og næsebor også. Så kan I selv gætte på, hvad der bevirker af nederen ophobninger. Men jeg havde ikke problemer med at placere koppen, ej heller selvom jeg – idet jeg er fyldt 33 – har købt divakop #2 til kvinder, der enten har født, eller er over 30. Og den passer fint i skrævet.

Anyway. Jeg har købt min kop via Amazon.co.uk (igen: gid jeg fik penge for det link, men desværre – jeg er ikke modebloggeragtig nok til at indkassere den slags deals), og den er perfekt. Suk. Hjerte-emoji.

Vi ses til Distortion, ik? I hvert fald en halv time, indtil jeg får et mildt angstanfald og haster hjemover igen.

Om bøf-frisure. Og om at være ene lebbe i hanegården. Og lidt om sexisme. Måske.

Åh ja. Jeg havde jo lovet jer to sjove historier. Hvilket måske er det dummeste i verden, man kan gøre.

Fordi:

1. Det er idiotisk ligefrem at hæve folks forventninger på forhånd.
2. Jeg er en slacker, der tilsyneladende reagerer på lovninger og deadlines med at stikke hovedet i jorden og aldrig nogensinde holde nævnte løfter.

Men altså. Den første sjove historie var faktisk slet ikke så sjov endda, og den har I fået, for det var bare fortællingen om min debut som lesbisk panelist.

Sjov oplevelse nummer to af to (og så får I altså ikke mere!) hændte samme dag som den første, da jeg vendte tilbage til work efter endt paneldebat.

Det er nok vigtigt indledningsvist at slå fast, at staben på mit nye job er noget anderledes kønsmæssigt sammensat end den var på min gamle fashionista-arbejdsplads med massiv overvægt af kvinder.

På mit nye arbejde er vi mig og elleve mænd.

Og jeg må indrømme, at hvor lidt jeg end bilder mig ind, jeg går op i køn, så er det faktisk virkelig befriende at arbejde med mænd. Især det sekund (der indtraf måske fire minutter inde i første arbejdsdag – jeg er ret hurtig til at vifte med lebbeflaget, ved I nok) de fatter, at jeg ikke har nogen som helst seksuel interesse i dem og heller vil behandles som et menneske end som en kvinde.

De er heldigvis mænd af det 21. århundrede – skidesøde og lige så usexistiske som mig. Umiddelbart.

Og det er måske en del af årsagen til, at jeg faktisk har lidt dårlig samvittighed over følgende optrin, der altså fandt sted forleden i frokoststuen:

Kollega er lige blevet klippet. Han “har fået bøf-frisure”, siger han.

Det udtryk kender jeg ikke, og jeg har ikke direkte udsyn til ham, så jeg kan ikke se håret.

Jeg spørger, om det hedder en bøf-frisure, fordi det er den frisure, ‘bøfferne’ nede i træningscentret har?

“Nej,” forklarer han:

“Det hedder bøf-frisure, fordi man er klippet helt kort i siderne og så har sådan en hårbøf liggende oven på hovedet.”

Og så forstår jeg. Og svarer:

“Nåeh. Det kalder jeg bare lebbehår.”

Hvorefter alle ti resterende mænd bryder sammen i grin og råber buuuurn af elvte kollega – ham med bøffen.

Måske er der alligevel noget underliggende sexisme på spil, når jeg faktisk kan få en følelse af at have skammet ham ved at drille og bruge samme jargon, som gutterne konstant fyrer gennem rummet i retning af hinanden men sjældent af mig?

I don’t know.

Det føles ikke homorelateret – mere bare generelt sexistisk i en uskyldig, men alligevel synlig og lidt irriterende, form. Selvom jeg vitterligt afsindigt godt kan lide mine nye kolleger. Og ikke mindst mit nye arbejde.

Valeria Lukyanova – den menneskelige Barbie-dukke

I kender det godt. Det sekund, man søger efter “Ukranian”, og Google hjælpsomt foreslår Ukrainian politics? Ukranian crisis? News? Language? Flag? … og man med skamfuldt bøjet hoved afslutter: “Ukranian … human Barbie doll”.

I har måske endda hørt om hende den ukrainske menneskedukke, Valeria Lukyanova
… Som selv ifølge artiklen i GQ nægter enhver lighed med Barbie og kun har vedkendt sig at have fået lavet én plastikoperation (brysterne).

Trofaste læsere kender min fascination af Barbie. Jeg er ikke så stolt af den, fascinationen, men den er der, og den er betydelig. Derfor googlede jeg også i morges Valeria. Bare for lige at kigge.
Og artiklen fra GQ er faktisk rigtig interessant, blandt andet fordi den sætter fokus på det mærkeligt feministiske i Valerias projekt. 
Jeg kan ikke finde ud af, om det er søgt, men netop i Ukraine hvor piger ‘fødes til at blive hustruer og mødre’, har Valeria faktisk taget en eller anden form for kontrol tilbage. Hun har – med egne ord – ikke formet sig som en dukke for mændenes skyld men snarere for sin egen.

Som artiklen konkluderer:


“Valeria has gotten a degree of power, a degree of control, and a major say in her own destiny. It could be that the world […] have misjudged the Human Barbie in a fundamental way. Her steady drift from reality […] is not about submissiveness, fame, or snagging a husband. It could be about finding a way out, however random, bizarre, and costly the route appears from the outside. It could be about gaining some measure of freedom.”

Det er sgudda et interessant perspektiv. 
Og ret meget et stort fuck you til feminismens svar på den hvide heteroseksuelle mands overtag – nemlig at anskue kårene for kvinder i Østeuropa gennem den vestlige velstillede verdens feminisme. 
Selvfølgelig kan og bør præmissen diskuteres (‘skønhed’ som en way out er vel overordnet anskuet en lidt ærgerlig rute at være tvunget ind på) og debatteres, men interessant er det da. 
Og underligt respektindgydende. 
Et andet afsnit i artiklen, som jeg bed mærke i, er det, der handler om, hvordan en heteroseksuel mand – journalisten i dette tilfælde – reagerer på hendes skønhed. For selvom hun ‘burde’ være idealkvinden, støbt i idealets form, reagerer journalisten sådan her ved deres første møde:

“Her beauty, though I hesitate to use the term, is pitched at the exact precipice where the male gaze curdles in on itself. Her features are the features we men playfully ascribe to ideal women; it’s how we draw them in manga and comics and video games. Except we don’t expect them to comply with this oppressive fantasy so fully. As a result, she almost throws our idea of a supervixen back in our face.”


Anyway. Læs artiklen – den er velskrevet og god. 
Især hvis man er lidt fascineret af det her plastic fantastic-værk. Og får sine fordomme lige tilbage i synet, når man læser, at transformationen ikke er noget, hun har gjort ‘for en mand’. Snarere tværtom. For at slippe for mændene.
At kvinden så er rygende racist sætter vi lige til side. Hun har nogle ret forskruede idealer og forestillinger om skønhed … nå ja og om (host host) dimensioner(!). Men projektet – at tage sin krop tilbage, midlerne underordnet – er da spændende.

“Er I kærester? Hvorfor vil I ikke snakke?”

Det er faktisk ikke sket i hundrede år. Men så i morges havnede jeg atter i en såkaldt homosynlig situation.

LL og undertegnede var kommet så hurtigt ud af døren, at vi havde tid til en kop kaffe på en ellers ret så røvsyg kaffebar i centrum. Så der sad vi. Fordybet i snak med knæene vendt mod hinanden i sofaen for endevæggen. Klokken omtrent ni om morgenen.

Stille og roligt.

… Indtil en gut på omkring 40 år sætter sig i stolene over for. Læner sig frem over bordet – frem mod os.

Jeg tænker først, at manden bare har fundet en af få ledige siddepladser i cafeen og selvfølgelig fred med det. Men så henvender han sig til mig. Og jeg kan mærke, at han er en af dem, der ser to lebber i en halvintim (ikke fysisk intim, dialogisk intim – vi kyssede ikke!) situation og klart mener, der er plads til ham og hans dumme kæft.

Han prøver at komme i snak. Spørger om vi er kærester. Og jeg siger – noget spidst, indrømmet:

“Vi sidder lige og snakker, og vi gider faktisk ikke rigtigt tale med andre. Er det ikke ok?”

Jeg tænker, at det giver ham spillerum nok til – uden ansigtstab – at læne sig tilbage i sædet og drikke resten af sin kaffe i tavshed. Men nej.

“Jamen, hvorfor vil I ikke snakke? Er I kærester? Er det din kæreste?”

Jeg kan mærke, jeg bliver gal. Og svarer. Vredt og konfronterende.

“Det rager, undskyld mig, ikke dig. Men ja, det er min kæreste, og vi sidder lige og taler sammen bare os to og gider faktisk ikke selskab. OK?”

Han bavler videre. Om at jeg er stram og lukket, og LL er smuk og åben. Hvilket han i øvrigt har 200 pct. ret i.

Jeg svarer efterhånden relativt rødglødende, at han måske skal tage min lukkethed som udtryk for, at han ikke er velkommen. At det er uhøfligt at blande sig, når man klart har fået at vide, vi helst er fri. Søger LLs hjælp.

Hvorefter hun læner sig frem. Helt roligt. Beder ham lade os være i fred. Pædagogisk og venligt. Hvorefter han rejser sig og går. Mission fuldført.

Jeg følte mine grænser massivt overskredet. Og min seksualitet synlig og sårbar. Og blev – ikke helt fair, bevares – megagal på LL over, at hun ikke også var gal.

“Det er ikke værd at lade sådan et fjols ødelægge sin morgen,” svarer hun. Og klemmer min hånd.

Og hun har ret. Men jeg kan ikke lade være at læse tusind års kønnet ulighed ind i sådan en situation. For fremmed mand ville aldrig på den måde invadere et heteropars privatsfære.

Det er faktisk ved at være rigtig lang tid siden, jeg sidst følte mig homosynlig, men jeg kan tydeligt mærke, at det vækker en helt dirrende harme i mig, når det sker. Stadigvæk. Jeg har så svært ved bare at se ham som en enlig idiotisk svale og ikke som et symptom på en syg og chauvinistisk verden.

Hvad gør I, når det sker? 

Det skal vi fejre!

Åh! Jeg havde en vidunderlig forlænget weekend i det østrigske. For fanden da. Når man er voksen og arbejdende og kæreste og alt det der, så er det så SYGT privilegeret at have tre dages uforstyrret kvalitetstid med en af de allerældste og bedste.

Vi talte meget om det her med, at spontanitet virkelig er noget, man skal – høhø – planlægge og bevidst prioritere, desto ældre man bliver, fordi der bare er så mange faktorer der fucker med impulsiviteten, når man også skal gå tur med en hund eller afdrage på en lejlighed og sådan.

Men det er slet ikke det, det skal handle om lige nu. For jeg ville faktisk bare lige dele den her glædelige nyhed.

Nu er der nemlig ikke betænkningstid og prøveperiode og hvad har vi, før man som (lesbisk) medmor kan kalde sig, well, medmor.

Min veninde Kosmopolitten har som nævnt tilbragt mange år i Mellemøsten og fortalte mig så sent som her i weekenden, at hun i fx Egypten har oplevet en herlig tradition for at fejre, når tingene går godt. Så vi fejrede fx med champagne lørdag formiddag, at jeg var vågnet helt ustresset og glad efter lidt rigeligt arbejdspres gennem en periode.

Og det, at to kvinder nu kan blive mor og medmor fra fødslen, som Politiken skriver i dag, dét skal da også fejres.

No homo og et sidespor hele vejen til Norge

Jeg faldt over en form for online-tælleapparat forleden. Det vil jeg lige dele med verden. Og jeg skal også nok fortælle, hvad online-tælleapparatet tæller.

Om lidt.

Først vil jeg lige skrive online-tælleapparat en gang mere. Eller to. Online-tælleapparat. Jo flere gange, jeg skriver det, desto mere sikker er jeg på, at der må findes en smartere og mere 21.-århundred-agtig måde at beskrive det.

Vidste I – apropos-ish – at en USB-nøgle hedder en “mindepind” på norsk?

Det er rigtigt. Og det får mig til at holde lidt mere af Norge. Og jeg holder ret meget af Norge i forvejen. Især af Erlend Loe, Singelmann-bloggen og Kings of Convenience. Og også A-Ha. Og Sissel Kyrkjebø sang så fint som Den Lille Norske Havfrue. Og Hamsun. Og Thor Heyerdahl. Og alt det der.

(Jeg stavede ikke “convenience” rigtigt i første forsøg. Måske var min hjerne endda et øjeblik så tabt, at jeg skrev “kongveinience”. Måske. Det får I aldrig svar på)

Nå. Men nu tilbage til … tælleren.

NoHomophobes tæller nemlig, hvor ofte og hvordan fire nedladende homo-begreber bliver benyttet på Twitter, i et forsøg på at afdække “hverdagshomofobi”.

Screenshot, NoHomophobes.com

Det betyder, at man blandt andet lige nu kan se, at:

Faggot er blevet brugt 23.087 gange på Twitter i dag og således fører over begreberne No homo, So gay og dyke.

Det gør mig ret trist, at faggot tilsyneladende er et heeelt legitimt skældsord (“You know a man is a faggot when he drives a Prius”, “Don’t lie to me, you were crying because you’re a faggot”, “You’re such a f***ing faggot”, etc.), og at to heteromænd ikke kan vise hinanden venskabelig kærlighed uden at understrege, at de altså ikke er homoer (“Bro, I miss you man #nohomo”).

Og det er faktisk meget rigtigt, som der står på hjemmesiden, at hverdagsracisme (heldigvis!) ikke tolereres længere, at hverdagssexisme (heldigvis!) også har hårde kår, men at hverdagshomosexisme har relativt frit spillerum stadigvæk.

Den uge, jeg tilbragte som lærervikar (en historie, vi i øvrigt gemmer til en anden god gang) i en syvende klasse, viste i hvert fald med al tydelighed, at bøsse for få år siden var – og velsagtens endnu er – et højt skattet skældsord i den danske folkeskole.

Lad os lave om på det. Please.

Og tjek under alle omstændigheder NoHomophobes ud, det er et tankevækkende projekt, som giver et godt indblik i, hvor hjernedødt visse termer bliver smidt rundt ovre i såkaldt cyberspace.

Nå. Bare hvis det ikke i sig selv var deprimerende nok, at det er fucking mørkt udenfor, selvom klokken knap har passeret fem.

Nå. Men skal vi få gjort en ende på den heteroseksuelle verdensorden?

Okay. Der har jo været TEDx i København for nyligt.

Blandt talerne var seje, seje, seje, seje Mads Ananda Lodahl, der TED-talte om at gøre en ende på den heteroseksuelle verdensorden.

Det er et rimelig heftigt emne. Der ret hurtigt bliver ret indviklet og sådan, jo-jo-men-nu-har-jeg-ikke-lige-læst-Foucault-til-min-morgenkaffe-agtigt. Og derfor er det så heldigt, at man har sat lige netop Mads Ananda Lodahl til at holde foredraget.

For han gør det så ligetil og forståeligt. Se lige talk’en, og vis den også til alle dine straight venner.

De TEDx-talks der får flest views, havner, så vidt jeg er informeret, på forsiden af den rigtige TED-side. I ved, Mads Ananda Lodahl i selskab med Steve Jobs og Al Gore og sådan.

…Så man kan da sagtens lige se videoen både derhjemme og i Paris og på arbejdet og hos kæresten, ikke?

Og kender man ikke konceptet TED, kan man læse mere om det her, men helt kort fortalt er det små snakkevideoer – der er mange virkelig rørende/tankevækkende/inspirerende/fascinerende/smukke/sjove imellem – et menneske med en mikrofon på en scene.

Period.

Kan heterosex være queer?

Jeg vil bare gerne lige anbefale en artikel. Den er god, velskrevet, interessant og skrevet af en af de klogeste undervisere, jeg havde, da jeg gik på uni.

“Så legede vi, at jeg var manden”

God læselyst.

Fra Krammedag til Leg-med-dit-køn-dag. Please?

En af de der dage. Hvor man måtte tale med store bogstaver over for en samarbejdspartner, og det stadig sidder i kroppen fire timer senere.

Åh! Jeg hader at føle mig bisset. Men endnu mere hader jeg at føle mig bisset, når der faktisk absolut ikke er nogen grund til, at det er mig, der skal sidde tilbage med den mundsmag efter endt og irriterende telefonsamtale.

Og så skete det her:

Og så skete det her:
Og så skete det her også ovre på Kvinde kend din krops Facebook
Eftersigende er der tale om en seddel til forældrene i en unavngiven institution et eller andet sted på Sjælland.
… Og nu overvejer jeg seriøst bare at putte mig hjem under dynen. Men jeg har en spinningaftale med Bedstebøssen efter work, og selvom jeg i princippet kan afmelde to timer endnu, ved jeg godt, at den mulighed ikke gør noget som helst bedre.

Åh!

Jeg ville bare sådan ønske, vi kunne holde op med at generalisere og hardcore-opdele i to helt fastlagte køn. Måske bare en enkelt dag til at starte med. Hvad med at indføre en Kønnets Opløsnings-Dag?

Come on. 

Der er både Pandekagedag, Motionsdag og International Krammedag. For ikke at glemme Bowlingens Dag og International Ørnedag. Og Haglbøssens dag. Der er dybest set ikke nogen organisationer, der ikke har lagt beslag på en dag i løbet af året til at pushe deres sag.

Kunne vi så ikke også lave en dag – bare en enkelt – med frihed til at lege med sit køn (ikke på dén måde. Ikke nødvendigvis, i hvert fald)?

En “Vær lige præcis den, du har lyst til”-Dag?

Jeg er sikker på, de fleste ville få smag for det.

Alle mennesker bør få lov at opleve, at de måske/måske ikke rummer præcis lige så mange såkaldt maskuline sider, som de rummer feminine. Måske endda flere. Eller færre. Det er ligemeget. Der skal bare være frihed uden fordomme til at afprøve det hele og finde sig til rette et eller andet sted på et uendeligt spektrum.

Sæt dog mennesket – og for fanden da især børnene! – fri til at afprøve, hvilke kasketter de har det bedst med at sætte på hovedet. Giv os lov til at sample lidt hele vejen rundt fra buffeten.

Og fri mig så i øvrigt fra et lyserødt Wikipedia med fokus på bløde værdier. For fanden da.

Ældre indlæg