Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Kategori: lesbisk (side 2 af 11)

Om bøf-frisure. Og om at være ene lebbe i hanegården. Og lidt om sexisme. Måske.

Åh ja. Jeg havde jo lovet jer to sjove historier. Hvilket måske er det dummeste i verden, man kan gøre.

Fordi:

1. Det er idiotisk ligefrem at hæve folks forventninger på forhånd.
2. Jeg er en slacker, der tilsyneladende reagerer på lovninger og deadlines med at stikke hovedet i jorden og aldrig nogensinde holde nævnte løfter.

Men altså. Den første sjove historie var faktisk slet ikke så sjov endda, og den har I fået, for det var bare fortællingen om min debut som lesbisk panelist.

Sjov oplevelse nummer to af to (og så får I altså ikke mere!) hændte samme dag som den første, da jeg vendte tilbage til work efter endt paneldebat.

Det er nok vigtigt indledningsvist at slå fast, at staben på mit nye job er noget anderledes kønsmæssigt sammensat end den var på min gamle fashionista-arbejdsplads med massiv overvægt af kvinder.

På mit nye arbejde er vi mig og elleve mænd.

Og jeg må indrømme, at hvor lidt jeg end bilder mig ind, jeg går op i køn, så er det faktisk virkelig befriende at arbejde med mænd. Især det sekund (der indtraf måske fire minutter inde i første arbejdsdag – jeg er ret hurtig til at vifte med lebbeflaget, ved I nok) de fatter, at jeg ikke har nogen som helst seksuel interesse i dem og heller vil behandles som et menneske end som en kvinde.

De er heldigvis mænd af det 21. århundrede – skidesøde og lige så usexistiske som mig. Umiddelbart.

Og det er måske en del af årsagen til, at jeg faktisk har lidt dårlig samvittighed over følgende optrin, der altså fandt sted forleden i frokoststuen:

Kollega er lige blevet klippet. Han “har fået bøf-frisure”, siger han.

Det udtryk kender jeg ikke, og jeg har ikke direkte udsyn til ham, så jeg kan ikke se håret.

Jeg spørger, om det hedder en bøf-frisure, fordi det er den frisure, ‘bøfferne’ nede i træningscentret har?

“Nej,” forklarer han:

“Det hedder bøf-frisure, fordi man er klippet helt kort i siderne og så har sådan en hårbøf liggende oven på hovedet.”

Og så forstår jeg. Og svarer:

“Nåeh. Det kalder jeg bare lebbehår.”

Hvorefter alle ti resterende mænd bryder sammen i grin og råber buuuurn af elvte kollega – ham med bøffen.

Måske er der alligevel noget underliggende sexisme på spil, når jeg faktisk kan få en følelse af at have skammet ham ved at drille og bruge samme jargon, som gutterne konstant fyrer gennem rummet i retning af hinanden men sjældent af mig?

I don’t know.

Det føles ikke homorelateret – mere bare generelt sexistisk i en uskyldig, men alligevel synlig og lidt irriterende, form. Selvom jeg vitterligt afsindigt godt kan lide mine nye kolleger. Og ikke mindst mit nye arbejde.

Nu som paneldeltager. Kvalifikation? Lebbe.

En af mine allerbedste veninder arbejder på psykologifakultetet ved det amerikanske universitet her i København. For et par uger siden spurgte hun mig, om jeg ville sidde med i et panel, som en af professorerne ville stable på benene denne uge i forbindelse med psykologiundervisningen.

“Hvorfor mig?” spurgte jeg meget naturligt.

“Fordi du er lebbe,” svarede min veninde.

Godt så.

Jeg skulle, forklarede veninde, være der for at repræsentere noget diversitet. Godt så (igen).

Da jeg efterfølgende i mailudveksling med underviseren fortalte, at jeg altså først var sprunget ud som 24-årig, så jeg ikke var sikker på, hvor godt det passede ind i emnet, fik jeg følgende svar retur:

“Not only is it OK, it is PERFECT. I would be eager for you to share this transition with the class as it is most likely that one of these young women will experience a similar transition.”

Den perfekte lebbe-transition. Skidegodt.

Og så mødte jeg ellers op forleden i Vestergade og trådte ind i et rum med knap 30 21-årige amerikanske (udelukkende kvindelige, i øvrigt) studerende.

Spottede straks på forreste række en seriøst turbo dyke.

Vi snakker korthårsfrisure, t-shirt med oprul på ærmerne, trainers og en gevaldig bredstilling i cowboybukserne. Ingen korslagte knæ her. Nå jo, og ikke mindst en holdning, der blev lidt mere rank og nysgerrig, da jeg som en del af min oplæg nævnte, at jeg var lesbisk.

Jeg fortalte min historie og gjorde et stort nummer ud af at være komplet naturlig omkring det her med at være homo. Fortalte om min kæreste, og om hvor helt almindeligt et liv, jeg har – fik endda hele flokken til at grine et par gange – blandt andet da jeg sagde:

” … And shortly after breaking up with my then-girlfriend I met my current girlfriend [LL]. And as good lesbians of course we bought a dog after having dated for three months.”

Transatlantiske lebbeklichéer for the win.

Og det var alt sammen rigtig fint og skidesjovt. Men dagen blev først noget helt ganske særligt, da jeg efter dobbelt-applaus og afsluttende spørgsmål fandt min jakke og var på vej ud af klasselokalet og tilbage på work.

Her stoppede en lidt forsagt kvinde – en af de studerende – mig i døren.

Jeg havde godt bemærket hende – hun sad lidt tilbage i rummet og havde kortklippet afro og sine Beats-høretelefoner hængende om halsen. Hun var den eneste anden på holdet, jeg helt umiddelbart havde skudt til at være lesbisk.

Hun kunne ikke kigge mig ind i øjnene. Var bare helt forsagt. Men mens hun kiggede halvt ned og halvt hen over skulderen på mig, fik hun fremstammet med verdens mindste stemme, at det virkelig havde betydet meget for hende, at jeg var en del af panelet:

“Jeg er ikke vant til at se mig selv repræsenteret. Det var virkelig rart,” fik hun hvisket.

Jeg spurgte hende lige ud af posen om hun var gay – jeg tænkte, at jeg ville gøre alt, der stod i min magt for at signalere, at det ikke er noget, man skal være bange for at snakke om, endsige flov over. Sgu!

Hun svarede (selvfølgelig) bekræftende, hvortil jeg udbrød:

“That’s GREAT!”

Hun viste sig at være fra Sydstaterne (“the deep-deep South”, som hun sagde), hvor man ikke just råber højt om sin seksualitet – især ikke hvis den afviger – og hun tilføjede:

“I just never really told anyone.”

Hun havde altid vidst hun var lebbe. Men hun havde slet ikke vovet at tænke over det, før hun fyldte 18. Hvor hun havde turdet mærket efter, men stadig holdt det for sig selv. Og nu var hun i København og havde været til en række arrangementer i Pride-ugen!

Et par af de andre paneldeltagere snakkede i forbindelse med deres fortælling om “adult transition” meget om den der store post-gymnasiale dannelsesrejse, alle danske unge fra et bestemt segment lige som har været på. Til Australien eller Indien eller Peru. Og om, hvor meget den rejse har formet dem.

Jeg har altid tænkt det som lidt banalt – det der, “jeg backpackede gennem Bolivia, og nu er jeg et helt andet menneske” – og jeg har ikke selv nogensinde rejst i længere end tre uger (hvis vi ser bort fra det år, jeg tilbragte i Odense), selvom jeg har været aldeles langt væk på mine kortere rejser.

Men efter at have mødt en kvinde som hende den unge lesbiske amerikaner kunne jeg pludselig forstå, hvor stor betydning det kan have at komme væk fra sine vante omgivelser og spejle sig i noget andet end sine nærmeste.

Og mit hjerte blødte en lille smule.

Ej. Er vi virkelig kun tre lebbebloggere?

Nå men jeg kan se, at der under et tidligere indlæg bliver spurgt til, om jeg kender andre danske lebbeblogs?

Svaret er et – nærmest – rungende nej.

For jeg kender faktisk kun de to, der allerede nævnes i kommentarfeltet (Yup, I’m gay og De Syrlige Drops), men læser desværre ikke nogle af dem fast. De er bestemt fine men rammer bare ikke lige i plet for mig. Måske er det noget med alder – YIG er vist noget yngre end mig, og DSD lidt ældre og i hvert fald lidt mere sådan en med børn, hvilket jeg mildest talt ikke er.

Der er egentlig heller ikke rigtigt nogle andre blogs, jeg læser sådan fast-fast. På nær måske (den nu hedengangne eller hvad?) Dines the Infotainer og i lidt mindre grad også de andre, der nævnes på læselisten. Især selvfølgelig The Vintage Hausfrau, som min gode gamle Århus-bästis Julia står bag.

MEN DET ER JO IKKE LEBBEBLOGS.

Så helt alvorligt. Gør lige spørgende læser (og undertegnede lebbeblogger) en tjeneste og kast flere danske lebbeblogs i hendes (jaja, og min) retning – det er nærmest samfundstjenstligt. 

Det lesbiske parforholds matrix

Jeg hører jo stadig Dan Savage hver eneste uge. Det har aldrig været nogen hemmelighed. I sidste uge (eller var det i denne?) talte han om det her med roller i lesbiske parforhold.

Det tog vist sit udspring i, at der var en lebbe, der ringede ind, fordi hendes biseksuelle (CIS-kvinde)kæreste gjorde meget ud af hele tiden at sætte sig selv i den meget ‘feminine’ rolle i forholdet.

Noget med at gøre sig lækker (lingeri, etc.) på en måde, lebben aldrig havde oplevet tidligere (fuldblodslesbiske) kærester gøre, og på en måde, lebben synes konnoterede heterorelation. Hun følte, at bi-kæresten benyttede nogle tegn, som passede dårligt ind i en lebberelation.

… Agtigt og kort fortalt, ikk’?

De – Dan og hans til lejligheden indkaldte ekspert, Arielle Scarcella, der er en virkelig charmerende homo-vlogger (det er et ord) – konkluderede, at der nok faktisk ikke var nogle (homo?)forhold, der kunne bære, at det altid var den samme part, der ‘toppede’/var den aktive/handlende/’maskuline'(undskyld)/dominerende.

Og det fik mig til at tænke.

For faktisk tror jeg, det er meget sandt. Et lynhurtigt dyk ned i min egenindsamlede empiri – tre længere parforhold med tre på mange måder meget forskellige kvinder – fortæller mig i hvert fald, at der ofte er en eller anden form for – hmm – tovtrækkeri going on.

Jeg har nok altid været den (umiddelbart og synligt) mest ‘feminine’ i mine parforhold (bemærk: jeg bruger termerne “maskulint” og “feminint” i store fede gåseøjne og håber, alle faste læsere ved, at jeg ikke tror på noget som helst iboende kvindeligt og mandligt, der afhænger af vedhænget i trussen – eller manglen på samme. Både på trusser og vedhæng).

Jeg har sagt det før og siger det lige igen: Jeg går i kjoler, elsker min flydende eyeliner, har langt hår og bilder mig stadig ind, at jeg er ‘sådan en der går i høje hæle’, selvom det er seriøst længe siden, jeg har styltet den sidst.

Jeg kan godt lide, når mine kærester synes, jeg er sexet (whaaaat. Du er da vist helt speciel på det punkt, hva’?).

Og jeg føler mig personligt sexet, når jeg har sorte blonder inderst og røde læber yderst. Og jeg bilder mig ind, at mine kærester gennem årene er enige. Omvendt synes jeg klart, mine kærester (aaalle mine kærester) er mest sexede, når de har noget helt andet tøj på. Jeg er fx ret vild med noget så simpelt som en hvid hipstertrusser på min dame. Og kan skrive under på, skulle jeg mene, at hun også føler sig noget mere sexet i en sådan, end hun ville gøre med røde læber og hofteholder. Ikke at jeg ville være afvisende over for den påklædning på hende. Hun ville rocke den. Men. I ved.

Anyway.

Jeg kan godt lide at blive passet på – noget man vel typisk ville tilskrive ‘det feminine’ (stadig: gåseøjne). Mine kærester kan også godt lide at blive passet på. Muligvis har balancen været mere ‘jeg passes’/’de passer’ i begyndelsen og så udjævnet sig nærmest til 50/50 både/og hverken/eller, efterhånden som parforholdet har udviklet sig.

Måske efterhånden som man lærer det, der ligger under overfladen af feminine tegn, bedre at kende?

Men det er i den sammenhæng, at der har eksisteret det her lidt pudsige tovtrækkeri af og til. For hvem passer på hvem, når begge er pylrede?

Hos os skiftes vi til at bestemme. Både i og uden for soveværelset. Heldigvis.

Jeg havde på et tidspunkt en elsker, som var helt ovre i den anden grøft. Som udelukkende handlede i herretøjsbutikker, som gav mig teatersminke (teatersminke!), da jeg efter en uplanlagt sleep-over spurgte, om hun havde en mascara, jeg kunne låne? Ingen makeup i dén husholdning.

Hun var samtidig også meget artikuleret om, hvilken rolle hun gerne så mig i – og hvilken hun til gengæld kunne indtage.

Og det var faktisk helt vildt usexet. Først var det spændende, for nøjjjj hvor var der bare plads til, at jeg kunne være kvinde med et gigantisk K forrest. Plads til at blive passet på og forkælet. Nøjjj, hvor passede mine kjoler og hæle bare godt ind i en eller anden tilstræbt heteroseksuel relationsnorm.

Men så blev det … ulideligt.

Fordi jeg ikke er kvinde med stort k, når det kommer til stykket (primært fordi ‘kvinde med stort k’ ikke fucking findes). For jeg går ganske rigtigt i kjole, men jeg har ikke de karaktertræk, der – så’n rent stereotypt og normativt – passer til den mundering.

For jeg synes, det er fint nok at blive knaldet med en strap-on – men jeg synes også, det er ret sjovt og sexet at være den, der har den … strappet on.

Og det er faktisk derfor (og så fordi kvinder bare er wauuuw), tror jeg, at jeg har haft det markant meget bedre i (de fleste) forhold med kvinder end jeg havde det i forhold med mænd. Fordi det er min – personlige – oplevelse, at jeg her har mere plads til albuerum sammen med kvinder. Til at være gal og højtråbende og bestemme. Alle de dejlige egenskaber, vi alle sammen rummer og som ikke (ifølge normen i hvert fald) passer ned i en kjole.

Men måske siger det faktisk bare allermest om de mænd, jeg var sammen med back then? Eller om mig og mit frirum til at være mig.

OLS – Oplysning til Lebber om Samfundet

Engang skrev jeg meget og åbent om sex. Det kan jeg faktisk godt savne lidt. Men hvorfor gør jeg det så ikke bare?

Det er der flere årsager til, men det handler blandt andet om, at bloggen har vokset sig større. Og måske også lidt om, at jeg har vokset mig ældre og mere voksen og kedelig og fast parforholdsagtig. For mit sexliv hænger jo ret uløseligt sammen med Livslebbens. Og hun er noget mere … diskret … end mig.

Men det handler mest om det første. Det med bloggens størrelse.

Det er nemlig ikke længere kun forsigtige lebber, der finder bloggen. Nu er det også nysgerrige mænd. Heteroseksuelle mænd, som helt tydeligt får et eller andet behov stillet ved at sende mig anonyme forespørgsler (klassikere som ”hvordan gør du”, fx) på mail eller i kommentarfeltet. Og det har jeg som udgangspunkt ikke noget imod at svare på, hvis der er tale om almen OLS (oplysning til lebber om samfundet).

Men jeg gider sgu ikke rigtig være genstand for en eller anden unavngiven dudes lyster.

Måske er det sygt knibsk, men det er faktisk rigtig træls at få mails med spørgsmål, som man i første omgang håndterer på infomåden (jo, nu skal du høre, det du kan gøre, er, at du kan …) og så får man mails retur, der beder om uddybende svar … på ophidselsesmåden.

Jeg er ikke en servicelebbe på dén måde.

Min første mor-casting. Eller: Lebben som tredje brik i bøssernes kernefamilie.

Shit maaaan. Jeg tror, jeg har været til mor-casting uden at ville – endsige vide – det.

Perifær bøsseven fra gaaaamle dage skrev ud af det blå på Facen. Om vi skulle ses næste uge?

Klart, vi skulle!

Vi når at mødes og tale sammen i ti minutter max, før han fortæller, at han og manden gennem årevis går i børnetanker. I en grad, vel at mærke, hvor min gamle ven har været ude og snakke med regnbueforældre for at blive klogere på mulighederne. Og kender alt til lovgivning om rugemødre og til ret og rimelighed i forbindelse forældrefordeling i homofamilier.

Og så spurgte han, hvor jeg stod på det område?

Jeg fremlagde som så ofte før (det er nærmest blevet en af de der småirriterende automattaler, som man tager en dyb indånding for at kunne fuldføre i ét åndedrag), hvordan jeg simpelthen ikke ved, hvad jeg vil.

… Og børn er jo søde, men seriøst jeg synes næsten dagligt, at det er (for) meget arbejde og ansvar at have en hund. Og måske vil jeg slet ikke have børn men er bare så fedtet ind i samfundsnormer og semifremmede, der tillader sig at stille et opfølgende spørgende ‘hvorfor’, når man svarer negativt på, om man har børn.

Og så sad vi lidt der.

Og så snakkede vi lidt om løst og fast og sommerferie. Og så skiltes vi. Og først da jeg kom hjem, og LL spurgte, om det havde været hyggeligt, faldt tiøren.

Eller er jeg bare paranoid / har alt for høje tanker om mig selv?

Jeg kunne selvfølgelig spørge ham. Om det var det, der var hans mission. Men det virker også lidt konfronterende, gør det ikke?

Hold nu kæft med de sammenligninger. Sagde lebben til sig selv.

Der var siiindssygt mange lebber i København i pinsen. Eller også har de været her hele tiden og benyttede bare solskinsvejret til at komme frem fra deres … huller.

Der passerede et lebbepar med barnevogn forbi mig om søndagen på Frederiksberg et sted. Og de så noget så søde og voksne ud. Jeg tog mig selv (that’s what she said) i at tænke, åh – gid min egen lille homokonstellation så blot tilnærmelsesvis lige så sød ud.

Og så kiggede jeg ned af mig selv. Som jeg sad der på christianiacykelladdet med vind i håret, smil om læben, to topnuttede hunde foran mig og verdens bedste lebbe ved styret bag mig. På vej ud i det blå med kirsebær og kolbekaffe.

Og så gav jeg mig selv:

1. Et halvhårdt mentalt slag i baghovedet over evig-pessimisme og undervurdering af egne omstændigheder.

2. Lov til at nyde, at alt faktisk bare er helt vildt godt og fint. Uden sammenligning.

En slags “Find Lebbe-Holger”. Og jeg vandt.

Jeg har fundet hende! Ja. Jeg har fundet den anden lebbe på Vesterbro, der også fra tid til anden lufter to franske bulldogs. Og nej. Jeg mener ikke den lebbe, som jeg deler seng med. Og som fra tid til anden lufter vores franske bulldog. Jeg mener ikke LL, nej.

Nå men så så man lige mig ræse fra work for at lufte hunde, der nægtede at lægge en lort, inden LL skulle af sted til træning. Fint nok. Jeg havde en hel episode af Dan Savage (jeg har, fordi jeg ikke er en næriglebbe, købt abonnement på the magnum edition. Du burde gøre det samme – det er alle pengene værd!) til gode. Kunne sagtens høre den, mens jeg luftede kræene.

Kastede dem forbi Enghaveparken med først Dan og siden LL (“skat, hvis man ikke kan cykle hjem efter spinning, bliver man så hentet?” – svaret er nej) i ørerne.

Og der stod hun så. I al sin (i øvrigt – bevares – ganske tiltrækkende) lesbiske glory. Inklusiv stretch i øreflippen og ikke decideret uinteressante piercinger i munden.

Lang snak om hunde. Og igen den her kriblen i fingrene … efter at åbenbare for hende, at jeg altså OGSÅ var lebbe, selvfølgelig. Hun fik sagt “ex girlfriend” om damen, jeg tidligere har mødt samme meganuttede hunde i selskab med (‘Livet som hundeejer’ for 500 kr., tak. Man kender hundene men ikke ejerne. Klassisk.)

Og jeg fik (pyhada) naturligvis sneget ind, at jeg også foretrak den punani.

Hvorfor fanden er det så vigtigt? Hvorfor kunne jeg slet ikke lige klare tanken om at dele en fredelig hundesnak med fremmed lebbe uden behov for at forklare at jeg altså delte hendes udmærkede seksuelle standpunkt? Hvad sker der?

Men hey. Hun var ikke bedre selv – hun smed faktisk ex girlfriend-kortet først. Kom ikke her.

Vi lebber kan bare tilsyneladende rigtig rigtig rigtig godt lide at bekende (hele den regnbuefarvede) kulør.

REGNBUEFLAGET SGUDDA

Hof-vittigheden i den her lille lesbiske husholdning er, at jeg ikke kan møde en kvinde, der er:

a. Korthåret
b. Iklædt vindjakke
c. Og/Eller vandreinspireret fodtøj

… uden straks at udbryde til Livslebben, at der da  være tale om en lebbe.

Og jeg har så sjældent ret, at det næsten gør ondt.

(Dog er jeg naturligvis påståelig nok til – når jeg tager fejl – at tilføje et, “hun ved det nok bare ikke selv. Endnu.”, når jeg igen får afkræftet mine lebbemistanker.)

Forleden var vi på hundetur i Søndermarken, min dame og jeg. På vej ud af parken møder vi en kvinde med en lille mops. Jeg skyder på, hun var i midttrediverne. Kvinden, forstås. Hunden var så vidt jeg husker knap halvandet år gammel.

Vi snakker. Erfaringsudveksler, hunde-roser gensidigt. Klap-klap og nårrrhhh.

Og så går vi videre. LL siger:

” … Hvornår falder den så?”

“Falder hvad?“, spørger jeg.

“Bemærkningen.”

Jeg er komplet clueless, indtil hun svarer:

“Bemærkningen om hendes seksualitet.”

“Nååååååå. Tror du, hun var lebbe?“, spørger jeg – ivrigt (jeg elsker at møde lebber. Jeg gider/kan ikke forklare det).

Det viser sig, at jeg – måske fordi hendes hund var så sød, eller bare fordi jeg er homonormativ, og kvinden var langhåret – har overset det halvstore regnbueflag, hun havde syet fast på brystet af sin vindjakke(!).

Og bukserne var vist også ret praktiske.

Og min gaydar er igen gjort helt igennem til skamme.

Singlemænd, stribede stiletter og tørre nætter. Det er der, lebberne vil have.

Jeg har for en stund afbrudt AdBlocker på Facebook. Fordi jeg bare godt gad se, hvordan sitet tager sig ud for almindeligt dødelige mennesker, der ikke har fundet det smarteste (gratis, lebber! Gratis!) værktøj, der overhovedet eksisterer til Chrome.

Det tager sig så, viser det sig, så tåbeligt ud, at man snart sagt græmmes. Nu er jeg ikke en af dem, der flaunter hverken mine seksuelle eller romantiske præferencer, endsige har tilsluttet mig horderne af facebooktyper, der skilter med min “is now in a relationship with”-status nogetsteds.

Men tænk sig, at deres algoritme alligevel ikke er solid nok til at gennemskue, at jeg er til damer?

Altså. I en evig crawlen gennem min side burde Facebook være stødt på ord som “lesbisk”, “homo” og ikke mindst “Regnbueplads” bare den seneste uge.

Og alligevel er det her de reklamer, der bliver mig vist:

Det er jo for vildt. To gange singlesites med billeder af mænd, jeg ikke engang i mine heterodage ville have skænket to på hinanden følgende blikke.

Jeg var meget til britpop og lidende øjenbryn dengang. Fyrene til højre ser alt for sunde ud.

Og så har vi et par stiletter, hvis væsentligste kvalitet tilsyneladende er, at de er billige. At designet fint stemmer overens med prislappen, lader vi passere.

Dog kunne man måske påpege, at Facebook havde fanget, at jeg er mere lipstick end butch. Jævnfør hæle frem for trainers.

Men jeg tror desværre. det er for flotte tanker at have om mediet, at de tager højde for den slags minoritetsbaserede subgrupper. Jeg tror hælene hænger sammen med mit køn. Som jeg viiiist har opgivet (tjekker lige. Nej. Fanme. Jeg har ikke opgivet mit køn. Altså er Facebook klog nok – eller jeg normativ nok – til at fange mit køn ud fra mine oplysninger. Men ikke at jeg er lebbe.

Nu føler jeg pludselig, at det er mig, der har gjort noget galt. Har jeg ikke været lesbisk nok på min profil? Og hvor lesbisk er lesbisk nok? Og eksisterer der et for lesbisk? I think not. I think bestemt not.)

Og så endeligt DryNites. Jeg håbede sådan, at produktet var et tisselagen af den slags, man trods alt kunne drømme om blev kanaliseret i min reklameretning, fordi Facebook tænkte, at jeg var ret kinky. Men nej. Der er tale om bleer i størrelser der mildt talt ikke lapper over med min. Og altså en direkte markedsføring til moren i mig. Hun findes bare ikke.

[Genstarter AdBlock]

Ældre indlæg Nyere indlæg