Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Kategori: lesbisk (side 1 af 11)

Underskriftindsamling til fordel for et boycot af pubertetsdrenge, der ligner sygt lækre voksenlebber

I går indtog jeg regnbueresterne fra lørdagens melodunsekomsammen, hvor vi formåede at proppe otte homoer (plus det løse) ind på de godt og vel seks kvadratmeter, vores spritnye (og her mener jeg faktisk ‘sprit-‘ og ikke ‘splinter-‘) tv-stue måler.

(Indlægget fortsætter under følgende – uforholdsmæssigt gevaldige – billede af noget surt OG regnbuefarvet slik, der var så kunstigt, at det fik selskabets gravide deltager til efter et enkelt stykke, da skålen blev budt rundt igen, at udbryde et høfligt, “nej tak, jeg har vist fået min ration farvestoffer nu” )

Jeg er stadig især blæst bagover af rumænsk aggressiv-jodling (nu ved jeg hvordan de skælder ud i Alperne). Don’t say it. Jodle It. Jeg stemte to gange på den. Selvom man ikke kan. Det vil jeg da rent ud sagt skide på. Fatter stadig ikke hvordan sejren kunne gå til påtaget portugisisk Édith Piaf-emo, når man kunne have præmieret et sådant yodelaiiåh-mesterværk.

Sangen fik i øvrigt en ekstradimension af, at jeg præcis en uge tidligere havde tilbragt fire timer i Cinemateket med at jodle derudaf til en sing-a-long-karaokeudgave af The Sound of Music. High on a hill was a lonely goatherd. Uden så meget som et gran af ironi i øvrigt.

Nå jo. Og så var Eurovisionens bulgarske indslag jo bare ét langt lesbisk mindfuck. Min hjerne nægtede i hvert fald pure at acceptere, at det var en 17-årig knejt ved navn Kristian og ikke en – yderst attraktiv – lebbe omkring de 28, der sang “Beautiful Mess”.

Men altså. Hvis jeg havde en krone for hver eneste gang, jeg har vendt mig om efter hot lebbe på gaden kun for at erfare, at jeg i virkeligheden småpædofilt har sendt lange blikke efter semipubertær gymnasiedreng …

… Så ville jeg i hvert fald have 40 kroner.

 

 

One-night-stand eller bare ansigtsblind?

Det der øjeblik, hvor man ser coverfotoet på MIX COPENHAGENs Pride-event ovre på Facebook. Og indser, at man kun har knaldet én af lebberne på billedet (vistnok. Ansigtsblindhed er lidt en x-faktor i den her leg) .

… #fail?

Utroskab (undskyld).

Ej okay. Den overskrift var rent klik-madding. Undskyld.

… Jeg ville bare lige sige, at jeg næsten ikke kan kigge min kæreste, Poussey, i øjnene lige for tiden.

Fordi hun ved, at jeg ved, at hun ved, at jeg ikke tænker på hende længere. Når vi ligger der med hånden begravet i hinandens lyserøde Litchfield-licenserede trusser, tænker jeg kun på Stella.

Oh my god. Stella.

Jeg googlede lige – muligvis som lebbe #1.000.000 – “Ruby Rose lesbian”. Og fik svaret. Hun spiller på vores hold. Og jeg er ved at dø over, at de tatoveringer er fucking ægte. Inklusiv ninja turtle-tatoveringen. For fanden.

Jeg ved ikke, om jeg er den sidste i universet, der hører om Ruby Rose, men det gør ikke oplevelsen mindre fornøjelig. Shit, hun er lækker. Selvom jeg er helt sikkert er mere til hendes rugged fængselslook end de der modellashots med pink læber, som hun præsterede i FHM (wtf, FHM, i øvrigt?).

Undskyld, Poussey. Du vil altid have en plads i mit hjerte, ik?

… Og hvem sørger så lige for at få strikket noget fan fiction sammen, hvor Poussey og Stella ender i et supply closet sammen? Chop-chop.

Er ‘Den Usunde Ske’ helt særligt lesbisk?

I fredags var det godt vejr. Så direkte fra arbejde var det planen at mødes med LL på Oscar og drikke en fyraftensøl.

Da jeg parkerede cyklen på hjørnet af Regnbuepladsen gik det (igen) op for mig, at jeg er blevet … ældre. For ti år siden var Oscar lidt noget, vi i min omgangskreds rynkede brynene (næsen?) over. Folk på Oscar var gamle og kiksede. I ved.

Og i dag er der få steder, jeg føler mig så behageligt tilpas som der. Det skulle da lige være Nevermind.

Man har et standpunkt. Og sådan.

Da jeg spejdede efter LL og erfarede, at jeg var kommet hende i forkøbet, gik en af hendes veninder mig i møde. Et helt lille lesbisk selskab inklusiv flere af LL’s venner okkuperede nemlig et par borde i de sene solstråler.

Jeg slog mig ned, LL stødte til, øllene smagte godt, og pludselig var klokken tæt på midnat.

Det meste af selskabet var brudt op, men vi sad en lille flok på fem tilbage. To af dem, der var gået, var gået sammen. Og det var åbenbart lidt overraskende. Uden at kende detaljerne sådan helt til bunds, blev det mig i hvert fald forklaret, at de to lesbiske singleveninder (der i øvrigt er nærmest præcis samme type: små og vanvittigt veltrænede, tilbagestrøget hår, godt med knald på teinten og læderjakker) havde forladt selskabet samtidig – for “måske/måske ikke at ligge i ske”, som en af de tilbageværende funderede.

Naivt spørger jeg:

“Jamen, det er der vel heller ikke noget galt med? Det lyder da meget hyggeligt at ligge i ske.”

Hvorpå en af de tilbagevendende, lad os kalde hende KL (Klogelebben), så rigtigt svarer:

“Ja. Med mindre det er en usund ske.”

Og det måtte jeg jo give Klogelebben ret i.

Den usunde ske er virkelig … usund. Og måske endda ret så lesbisk? Jeg er personligt verdensmester i usund ske, når jeg er single. Hellere en usund ske end ingen ske, synes at være min (og en række andre (lebbers?)) logik.

I kender det måske? 
De der skeer som nok lidt i hvert fald for en periode forhindrer, at man kommer ud og oplever det der store, fordi man – lige meget hvor meget man siger højt, at det jo bare er midlertidigt og no strings attached og ingen følelser og slet ikke kærestemateriale – alligevel (og “man” kan her 1:1 erstattes med “jeg”) typisk kommer til at føle et eller andet for en hvilken som helst kvinde, man giver så meget tid, nærhed og intimitet.

Giver det mening?

I øvrigt resulterede øl i den aftensol, der forsvandt omtrent klokken ni og efterlod en flok lebber siddende rystefrysende i hårdnakket insisteren på at det altså VAR sommer, i at jeg har tilbragt resten af weekenden under dynen med lange baner af snot hængende ud af næsen og faktisk feber.

Det var stadig det hele værd.

Om ekskærester. I Lebbeland.

Det virker ikke okay at skrive et blogindlæg om noget andet end alt det tragiske, der udspillede sig i går og i nat. Men jeg er så mæt af danskheds-gradbøjninger – om fx hudfarver, der kan være “arabiske men lysere end normalt”. Hvad fanden foregår der? Bør man ikke – præcis som i alle andre minoritetssammenhænge – forsøge at pakke generaliseringerne, mærkaterne og normerne væk? Bare lidt?

Please.

Hvis jeg – apropos – derimod skulle sætte en lillebitte mærkat på min weekend, skal der stå “ekskærester” på den.

Fredag drak jeg en fyraftensøl, der blev til en fire-fem stykker, med min første damekæreste. Lad os kalde hende KB. Vi var sammen i tre år og brugte nogle timer på at remminiscere over hvor sindssygt unge og lidt dumme (søde), vi var.

Det var helt vildt rart at se hende – det sker for sjældent – fordi der var så meget, hun lærte mig – og fordi hun var prøveklud for så mange af mine helt tidligere og allerførste lesbiske erfaringer. Og jeg mener ikke kun alle dem i soveværelset (som dengang også agerede stue, garderobe og spisekrog, fordi vi boede på hvert vores lejede værelse i hvert vores bofællesskab. Fordi vi var 24).

Der er noget ømt over de der tidlige seriøse forhold. Fordi man er så defineret af sine første erfaringer. Der er bare ikke rigtigt noget, der trumfer at opleve ting for første gang, vel? Alt det næste er sammenligninger.

Nå. Siden drønede jeg hjem til LL, hentede Bedstebøssen med på vejen og så X Factor med rødvin i glasset. Og hverken værre eller bedre gik det, end at den der gruppe, som Blachman har samlet, og som lidt prætentiøst bare hedder deres efternavne, sang Fleet Foxes. Og ikke en hvilken som helst Fleet Foxes-sang, men den som jeg med min anden damekæreste øvede en yndig flerstemmig version af, mens vi stadig var sammen.

Jeg husker tydeligt, at vi engang i – hvad? 2009? 2010? – da vi var kærester, tilfældigt var ude at spadsere på Amager Fælled og bemærkede nogle lange, lange køer foran DR Byen.

Vi gik derover og opdagede, at køerne skyldtes X Factor-auditions, og debatterede længe, om vi skulle stille op. Med Fleet Foxes-sangen. Fordi vi ikke sang decideret dårligt/falsk, og fordi vores seksualitet potentielt kunne være en forlomme til i hvert fald én enkelt tv-appearance.

Lebbeduoen.

Og hun så åbenbart også X Factor i fredags. For netop, som jeg greb min telefon for at smide hende en sms (selvom vi faktisk ikke har snakket sammen i mange måneder), om at nogen havde stjålet vores glory, bippede en besked ind på iphonen og kom mig i forkøbet:

Det gør mig enormt glad, at jeg er på venskabelig talefod med mine ekskærester. Selvom det vel i lebbeland er mere reglen end undtagelsen.

Og det er da ikke altid nemt, bevares, men LL er et omtrent tusind gange større menneske end mig. Hun er virkelig chill-faktor 20. Det er dejligt. For hun skulle dælme lige prøve at være über friendly med sine ekser, så ville jeg freake. For sindssygt. Be warned.

NB: I øvrigt var det der med “trygt mellem to mænd” en hentydning til Thomas Blachmans ret irriterende kommentar til netop trioen og dennes kvindelige medlem, der stod i midten under deres optræden. Jeez.

Singlelebber snakker stadig om sex. For your information.

Okay. Om to dage er det en måned siden, I hørte fra mig sidst. Jeg har holdt en slags semibevidst blogfri. Fordi jeg trængte. Eller, egentlig var det ikke som sådan blog-fri, jeg trængte til, men jeg trængte noget så grusomt til at holde computerfri, når jeg havde fri-fri.

Jeg kører den ned med titimers arbejdsdage og har gjort det i efterhånden en del måneder. Som følger har jeg hverken været verdens bedste kæreste, ven … eller menneske. 

Og sådan skal det ikke være. 

Lige nu kan og vil jeg ikke skære ned på arbejdet. Det skal nok komme en dag. Og jeg vil ikke være mindre kæreste og ven. 

Og derfor lider bloggen. Men jeg vil ikke lukke den. Fordi jeg faktisk elsker den. Helt vildt højt. Min lille legeplads.
SÅ! Hvis vi nu aftaler, at I får et indlæg om ugen – flere når jeg orker – kan vi så ikke stadig være bedstevenner? Så vil jeg til gengæld fortælle jer om min lesbiske nytårsfest, der stak mere af, end jeg havde forventet.
LL og undertegnede skulle have en flok af hendes damer til middag. 

Jeg havde opstillet alle mulige nervøsitetskriterier (ikke noget abegilde, folk skal tage videre og feste, ikke for meget larm, jeg vil som den eneste have fuld tilladelse til at forlade festen, fordi jeg er en dramaqueen, der har krav på helt særlige omstændigheder, der ikke gælder for andre. Og sådan). 

Hvorfor alle disse regler? Fordi jeg var pisseangst for at feste med otte mennesker, som ikke var mine egne rigtige venner. Okay syv. Og så selvfølgelig en enkelt der har været min kæreste i 3+ år. Men alligevel!
Det endte naturligvis som den slags typisk gør:
Som et abegilde, hvor folk dansede i sofaen til den lyse morgen, hvor jeg selv stod for at smadre aftenens eneste glas, hvor jeg larmede ad helvede til og excellerede som 30-second-dj … og først forlod festen, da jeg gik kold i min seng ved femtiden.
Fantastisk aften. 

Og fordi jeg åbenbart kun selv kender lebber af racen fast-parforhold-på-femte-år, var det ualmindeligt forfriskende at feste med en flok singledamer.
Fordi der så bliver snakket om skægpest over østerserne: 

Haha – Den der med at kollega venligt gør en opmærksom på lette hudafskrabninger om munden og spørger bekymret til forkert valg af creme og parfumeallergi? … Når der i realiteten bare er tale om følgeskader oven på en nat fyldt med cunnilingus. 

Smukt. 

Af en eller anden grund er de første sandheder, der ryger af bordet, når man går fra date-fasen til fast parforholdsfasen, alle dem der handler om sex. Detaljeret sex. 

Hvorfor snakker vi aldrig mere om sex?

De (aller-)allerværste lesbiske barer

Okay. Først og fremmest to anbefalinger:

1. Hvis ikke, I allerede er nede med Autostraddle, så er det bare med at komme … ned. Autostraddle er det velsagtens største lesbiske site out there, og de laver pissegode, dybe og sjove artikler. Klart anbefalingsværdigt!

2. Hvis I kan lide podcasts, og lige som undertegnede bare venter på næste episode af Serial (ja, det halvnye skud på This American Life-stammen har totalt afløst Savage Lovecast på toppladsen af min favoritliste) … Så håber jeg, at I også engang imellem trykker play på The Double X Gabfest. Det er ikke topprofessionelt og nogle gange lidt for snakkeagtigt, men faktisk samtidig et meget fint feministisk input to-go. 

Mens man venter. På Serial. Som I selvfølgelig hører. Ikke?
Nåmenokay, i hvert fald afslutter de tre snakkehoveder i Double X altid programmet med en række anbefalinger af alt fra bøger til artikler til musik til podcasts til standup-comedy. Og i forrige uge anbefalede deres lebberedaktør – og det er nu, de to punkter ovenfor bindes sammen, parat? – følgende artikel på Autostraddle:
The Worst Lesbian Bars
Journalisten bag denne artikel har simpelthen gennemgået samtlige skodanmeldelser af amerikanske lebbebarer på Yelp
Og det er så sjovt, tag fx denne beskrivelse af en ikke navngiven bar (frit oversat af undertegnede):
“Vi ankom omkring klokken halv tolv og skulle mødes med en ven til en drink, fordi “det her er stedet, hvor alle kommer.” Well. Hvis det her er alle, så opgraderer jeg mit Netflix-abonnement.”
… eller den her:
“Du tager ikke på club for at høre “The Macarena” eller Will Smiths “Getting Jiggy With It” på CD.”
Hele listen er hi-larious, og så fik den mig naturligvis til lige at tjekke Yelp-anmeldelserne af vores egne nationale homobeværtninger. 
Der er nærmest for få til, at det kan betale sig at anonymisere dem. Men jeg har gjort det alligevel. Ingen grund til at hænge hypotetiske barer, der i teorien kunne være indrettet i tidligere bordeller, ud offentligt, vel?
Og jeg faldt alligevel over et par fantastiske one-liners. De får lov til at stå på engelsk. 
Mit Såkaldt Lesbiske Liv præsenterer:
Det siger turisterne om vores homobarer!
  1. “You have to really like women to even want to sit here for a while.”
  2. “It’s a pretty little place but it’s tiny and there are grope-y old ladies. There are also very young, eager kids. Just another gay night in the great L word.”
  3. “If you’ve never been to a female equivalent of a meat market gay bar – here it is.”
  4. “It’s good fun for a night but I can’t imagine coming here more than once.”
  5. “A lot of femmes. If you’re a butch, you’ll probably get lucky easily. The women there are gay but nearly never queer. A bit too serious, but you won’t find better in the country.” 
… Og så lige den rigtigt sure, gæt selv hvor denne gæst har været:
“The wardrobe is exactly on the opposite side of the entrance, so everybody must walk between dancers in order to go in and out the club. That’s awful. But the most annoying thing of that place is the music: 80s and 70s trash and pop music that only an old man can remember … and even the DJ was not able to “synchronize” the rhythm between a song and the next one, generating a sense of disorder and frustration every time a new rhythm arrive on the dance floor.”
Som podcast-redaktøren kærligt udtrykker had/kærlighedsforholdet til lebbebarer:
Lesbian bars are awful. But they’re our awful.

Det blev langt. Men hey – så er der også billeder.

Huha. Hamburg. Det var sidste weekend.

Og med vanligt held (ikke uligt det, Bedstebøssen lagde for dagen, da vi var i Marokko for en tre års tid siden, og han bestilte to returbilletter til os. Vel at mærke med ud- og hjemrejse samme dag) strejkede Deutsche Bahn på livet løs, netop den fredag vi skulle af sted.

Dog var der heldigvis sat busser ind fra rundt regnet Nykøbing Falster, så vi byttet vores bordreservation på fin restaurant i en hambursk bankbox fredag aften til om lørdagen og indtog istedet vores tinbryllupsmiddag (det er ti år, hvis du skulle spørge fra nogen) i om muligt endnu finere omgivelser:

Jeg vidste ikke, hvilken der var wienerschnitzlen, og hvilken der var fiskefileten. Seriøst.

Afficionados vil nok ganske rigtigt genkende etablissementet som cafeteriaet på Rødby-Puttgarten-færgen.

Faktisk blev vi allerede, da vi skulle ombord på bussen fra Nykøbing anbefalet at hoppe ombord på bagerste bus. Men den så så proppet ud. Så vi valgte den forreste – til chaufførens tydelige overraskelse. Denne forreste bus indeholdt nemlig, erfarede vi, et fodboldhold og et par kasser bajer eller mange med samt et minianlæg af en slags. Vi snakker tur med herreholdet til Hamburg.

Havde vi – BB og undertegnede – nu forestillet os, at vi skulle sidde med næsen i hver vores roman, havde vi ikke været blege for næsevrængeri og sure miner.

Men heldigvis havde vi faktisk sat den første flaske champagne til livs allerede på togstrækningen fra Hovedbanen (det er ikke hver dag, man fejrer tiårsdag), og var således i mindst lige så højt humør som selskabet. Vi bød dem også på fint at drikke.

Holddaop, hvor fint.

Og sådan nåede vi langt mere opstemte og besofne frem til Hamburg Hauptbahnhof, end vi havde forventet at være med fire timers forsinkelse og busrøv. Vi droppede vores tasker forbi meget fint hotel, som vi havde bestilt værelse på i gensidig enighed om, at vi fanme var voksne og havde råd til den slags (hvilket vores respektive bankbøger har lidt ondt i maven over her to uger senere).

Tog en enkelt drink i baren og en taxa til Skt. Georg. Det kvarter, vi havde fået udpeget som det homoseksuelle.

Håhåhå. Og i dette øjeblik går der noget tåbeligt op for mig. For i fuldskabsiver besluttede vi da vist, hvis ikke min hukommelse bedrager mig, at lade som om, vi var ægte ægtefolk på hotellet. Således tjekkede vi ind som et brudepar, hvorefter vi på vej fra hotellet spørger samme receptionspersonale, som vi knap en time tidligere har omtalt hinanden “my husband” og “my wife” overfor, hvor vi finder homokvarteret.

Vi ville være verdens værste spioner. I hvert fald efter champagne, jägerbombs og tyske hoteldrinks.

Nå, Men af sted med os til Skt. Georg. Derfra ind på nærmeste bar med en regnbuevimpel. Derfra hurtigt rendez-vous med to unge bøsser og en bartender, der fortæller om en formidabel niårsjubilæumsfest på et sted hvis navn, det netop tog mig tyve minutters aktiv Google Street View-tid at genkalde mig: Stedet hed Fundbureau (hjørnet Stresemannstraße / Max-Brauer-Allee), og festen var for klubben Mis-Shapes og ganske, ganske forunderlig. På den der måde, hvor der for en gangs skyld (som det aldrig rigtigt er tilfældet i København) er plads til alle. Alle.

Og høj musik og små rum og graffiti og homoer og heteroer og øl i små tykke flasker og beton på gulvet og musik, musik, musik.

Og SHIT, hvor er der mange pæne lebber i Tyskland. Bliver forundret, hver gang jeg nærmer mig vore naboer mod syd. Og tænker igen med en lille smule fortrydelse på, at jeg aldrig har været single, lesbisk og i Tyskland på samme tid. Men heldigvis er jeg jo godt dækket ind derhjemme. Og kigge, dét må man. Og alt det der, man glæder sig over og siger til sig selv, og som betyder, at man faktisk tager hjem fra byen, når man bliver træt og ikke, når de sidste går hjem.

Og træt, det blev jeg. Klokken omtrent halv seks. Efter 12 timers party, hvis vi regner en ganske festligt togtur med. Og det gør vi.

Fik slæbt BB med mig, fandt en kebab med noget kål og forsøgte vores held (i ved – intet) i tre forskellige af de der fabuløse fotoautomater. De slugte vel i alt 8 af vores surttjente euro uden at spytte et eneste bryllupsbillede retur.

I stedet snappede jeg dette foto uden på en af automaterne. Det gjorde mig glad i min lykkelige tyske morgenrus, og det gør mig stadig glad lige nu. Es gibt mehr Lesben (und Leben) als du denkst.

Og mere om Hamburg en anden dag. Og om denne senest overståede weekend, som bød på så meget kærlighed og mad og alting, at det næsten er for meget af det gode. Og må man egentlig være så heldig?

Overspring og FKA Twigs og sexet. Much wow.

Jeg overspringshandler lige nu. Helt vildt. Har tusind opgaver at se til. Men må lige have ud, hvor herresexet FKA Twigs er.

Og var.

… Altså til koncerten i søndags på Vega sammen med samtlige hipsters i en radius af tre cykelstyroverskæg fra Istedgade.

Jeg tog mig selv i at stå og glo med min fadøl presset mod underlæben på en måde, jeg ikke bare finder utiltalende men også ret så flov. Faktisk. Følte, at jeg stod der med en gevaldig lady boner midt på Store Vega og alle kunne se det.

Samme følelse som dengang i tiende på efterskolen – i øvrigt omtrent ti år før jeg sprang ud, men følelsen var der alligevel – når alle skulle røre ved hinandens bryster, og jeg et eller andet sted godt vidste, det vakte noget andet i mig at røre ved roomiens attributter, end det gjorde når gestussen blev gengældt af veninden.

Jeg må for alt i verden ikke afsløre andet end nøgtern venskabelighed.

Men fuck, hvor var hun sej. Altså. Jeg har skamhørt hendes “LP” på det seneste, og selvom det ikke fangede mig hverken første eller anden gang, og det stadig falder mig svært at synge med på det, så sidder de der bare – sangene. Fast, fast, fast i mit hoved.

Og således fik jeg overspringet mig igennem 14 linjer (rimelig overspringshandlingsagtigt at tælle linjer, by the way) på mindre end fem minutter.

Og kan så returnere til det rigtige arbejde. Når lige jeg har luftet hundene (du skal altid bare lige, Alfons Åberg).

(Og jeg skal nok skrue lidt ned for kursiveringerne. Fra og med i morgen. Ik’?)

Er du lebbe og gift? Eller kender du en, der er?

Jeg har fået en mail, der lyder sådan her:

“Danmarks Statistik har netop offentliggjort en rapport, der viser, at der er sket en stigning i antallet af enten registrerede partnerskaber eller ægteskaber blandt kvinder.

I den forbindelse er min radiomakker, Frederik, og jeg i gang med et radioindslag, hvor vi søger et lesbisk par, der har indgået et registrerede partnerskab eller er blevet gift.

Grunden til, at jeg skriver til dig, er for at høre, om du har kendskab til et lesbisk par, der enten er i et registrerede partnerskab eller i et ægteskab?

Vi vil gerne snakke med dem, om hvordan de mødte hinanden, de udfordringer, man måske møder på vejen som lesbisk par, eller om deres eventuelle bryllup.

Det skal kun bruges til en skoleopgave.”

Jeg er ikke registreret sammen med LL nogen som helst steder på nær på postkassen. Og jeg tvivler endda lidt på, at det nogensinde kommer til at ske (selvom jeg ville sige YES i et heartbeat, hvis du læser med, LL!). For jeg tror lidt, vi begge har en ret irriterende romantisk ide om, at det er den anden, der skal fri. Men altså.
Jeg har heller aldrig været til lebbebryllup (sad smiley). 
Så jeg ved ikke en skid. Men måske er der nogen af jer, der kan hjælpe? 
Hvis du er lebbe og erklæret for rette ægtefolk at være, kan du smide en mail til Josephine, der læser journalistik og skal bruge DIG. Du kan gøre det på jofog13(at)student.sdu.dk
Ældre indlæg