Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Kategori: krop (side 1 af 4)

Lesbisk konference og/eller kult med Sofie Hagen som ypperstepræstinde

Jeg havde for cirka tusind år siden købt to billetter til ultraseje Sofie Hagens standup-show på Bremen i går. Jeg havde med andre ord købt mine billetter, da det der interview landede i Informeren og resulterede i, at showet blev rykket først fra lille forhalsscene til stor sal og siden blev meldt totalt udsolgt og flankeret af endnu et show dagen inden.

Jeg havde altså billetter til det rigtige show. Ikke til ekstraudgaven. Totalt firstmover.

Jeg havde købt en billet til mig og en til LL (som jeg funderer alvorligt på at omdøbe til DIE LEBENLESBEN. Det er pænt ik’?). Og vi glædede os som sindssyge.

I forgårs da vi havde gode venner til middag, glædede vi os stadig, for LL viste svage friskhedstegn, her knap en uge før Riget indleder planlagt atomkrig mod hendes fænomenale legeme.

Men i går var den gal. Feber og ubehag holdt LL i sengen. Hun insisterede imidlertid på, at jeg skulle tage af sted. RED DIG SELV! Så jeg inviterede i elvte time min veninde A med. A har jeg efterhånden kendt i mere end halvdelen af mit liv. Hvilket er en pænt syg tanke. Hun er noget af mit yndlings. Men lad nu det ligge.

A og jeg indfandt os før showstart på vores pladser.

Straks efter kom først én lebbebekendt hen forbi og sagde hej. Lige efter stødte endnu en perifær bekendt i udpræget lebbeantræk til med knus og hilsner til undertegnede, og knap gik der et minut, før tredje lebbebekendt (tilfældigvis med sæder på samme række som vores) indløste knuser på vej forbi (apropos: Jeg ved stadig ikke, hvad der er kutyme, når nogen skal forbi på biografsæderækken. Røv mod røv? Front mod røv? Skræv mod skræv?).

Min 100 procent heteroseksuelle (men til gengæld militant feministiske) veninde A var altså på mindre end to minutter vidne til tre tilfældige lebbemøder. Hvilket fik hende til at kigge mildt talt mistroisk på mig, som havde jeg konspiratorisk hevet hende med ind til en eller anden form for homokult-event.

Hun har (vist?) aldrig været med på Vela.

Alternativt tænkte hun (måske), at jeg var klodens mest populære lebbe. Men i virkeligheden var jeg jo bare taberen, der tog tidligt plads i salen og således kunne holde siddende audiens. For alle lebber kender hinanden. Det var i hvert fald tilsyneladende ikke på Bremen i går, at dén fordom skulle afkræftes.

Anyways. Sofie Hagen sparkede i øvrigt på det groveste røv. Hun er mit nye idol. Selvom jeg nærmest kunne være hendes mor. Hvis jeg havde fået hende som syvårig. Det vil sige ved en form for jomfruelig ufrugtbar befrugtning omtrent seks år før, jeg fik min første menstruation (dagen inden den obligatoriske bornholmerlejrtur i sjette klasse, for øvrigt. Tak for dén timing, blødningsguder).

Hvis I får mulighed for at se hendes show Bubblewrap, skal I virkelig springe til – magen til empowering og hylende morsom halvanden time har jeg ikke nydt … længe. Disclaimer: Hverken Sofie Hagen eller showet er lesbisk. Men det er ikke uden grund, at showet (obviously!) tiltrak et massivt lebbefølge. Stærke kvinder og sådan.

Og selvom telefonen var på vibration og ikke bare full-on lydløs-lydløs som vanligt, og selvom 15 pct. af mine tanker gik til hende hjemme i sengen på Vesterbro, var det alligevel forrygende forløsende at grine og tænke (85 pct.) ligegyldige tomhjernede ikke-kræfttanker. Bare lige nogle timer.

PS. Jeg begik lige den rookie mistake at google “lesben german” for at tjekke hvilket køn, “lesben” er. Gæt selv hvor mange grammatiklinks, der dukkede op versus hvor mange porno-ditto. Svaret er ingen. Ingen grammatiklinks. Min fornuft, som jeg ikke har synderligt stor tillid til, fortæller mig i øvrigt, at “lesben” nok er hunkøn. Så. Det.

Ualmindeligt meget information om min fisse

All right. Efter 16 timer med min Diva Cup føler jeg mig som et bedre menneske. Seriøst. Og gid jeg var sponsoreret for denne meddelelse. Selvom Divakopper nok til et helt liv egentlig ville være en ret pauver betaling, idet man nærmest kun skal købe en pr. liv, når nu man er kommet så sent i gang med kopperiet, som jeg er. De anbefaler, at man udskifter hvert tiende år. Og lur mig, om ikke alt det der overgangshejs så småt er indtruffet, når jeg fylder 44?

Det eneste, jeg virkelig kan ærgre mig over er, at jeg har brugt mine (og mine kære forældres) penge på hygiejneudstyr (ja), siden jeg i en alder af 13 fik menstruation DAGEN INDEN TUREN TIL BORNHOLM I SJETTE KLASSE. Seriøst. Har I nogensinde prøvet at hive et Libresse ud af trussen på et af de der ikke-kønsadskilte toiletter, hvor dørene hverken går til loftet eller gulvet, mens alle de søde drenge fra klassen (jaja, late lesbian bloomer, husker I nok) står og børster tænder. Lige. Uden. For. Døren (”døren” skal her sættes i heftige citationstegn. Det var nærmest bare en saloon-indgang).

Det rriiitttsjjj-larmer-riiiittttsssjjjjjj fuldstændigt-riiiijjjttsstjjj-vanvittigt-rijts.

Et hurtigt regnestykke, hvis vi nu siger, at man har menstruation rundt regnet en gang om måneden, giver 22 år x 12 menstruationer = 264 menstruationer á ca. en pakke Tampax stykket. Og hvis nu vi er flinke og siger, man altid kan finde dem på tilbud til 30 kr. (så anerkender vi også, at man måske trods alt ikke bruger en HEL pakke pr. blødning), så har jeg kastet lige knap 8.000 gode danske kroner efter Procter and Gamble, siden den skæbnesvangre dag i cirka 1994, der markerede min indtræden i de såkaldt frugtbare voksnes rækker.

Nu har jeg så købt en damekop. Jeg købte den på Amazon – samme mærke, som man køber herhjemme, men rundt regnet halv pris plus selvfølgelig lidt porto. Jeg valgte lynlevering fra London, for så kunne jeg nå at bruge koppen allerede til den menstruation, der sker i min skede I DETTE ØJEBLIK.

Live-reportage fra lebbe-fissen. Ulla Terkelsen, TV 2, Lebbens Skræv.

Men altså. Nu har jeg opsat to gange og udtaget en gang. Man tømmer vel to-tre gange i døgnet, tænker jeg. Og det går ret så peachy fra første færd. Syv ni tretten. Opsætningen er en lidt speciel oplevelse. Særligt hvis det er lidt tid siden man har haft silikone oppe i skrævet. Det føles lidt fremmedlegeme-agtigt (men sgudda hellere medicinsk silikone end klorbleget vat, egentlig!). Så snart den er placeret – og den placerede praktisk talt sig selv, da jeg lige fik den forbi indgangen (selv i sammenfoldet tilstand er den lidt bredere i omkredsen end en tampon, men også meget blødere) – mærkede jeg den SLET ikke. Som i: endnu mindre end en tampon.

Jeg har altid haft det lidt stramt med den der tamponsnor, hvis man lige fik sat sig forkert eller noget. Ingen snor her. Og heller ikke noget, der så meget som minder om gennemblødning. Og i morges kunne jeg så ellers fjerne den lille gummikop (med lidt besvær, indrømmet – der skulle skubbes mere end forventet med skedemusklerne for at få skidtet ud i lyset. Jeg er overbevist om, at øvelse gør mester). Og dér i koppen lå så ellers bare ret præcist 10 ml. af det reneste, fineste, ikke-koagulerede røde blod (omtrent den modsatte oplevelse af at fjerne en tampon, der er mærkeligt misfarvet), skylle det ud i toilettet, vaske dutten, genplacere den og komme videre med mit liv.

Helt alvorligt. Jeg er blevet et lykkeligere mennesker for 18 britiske pund og lidt fragtpenge. Og som feminist med småkommunistiske tendenser ELSKER jeg, at et fucking privat selskab ikke skal griske sig i min cyklus længere.

HURRA! Den er perfekt. Min lille søde Divakop. Dog er det måske værd at nævne, at jeg ikke hører til blandt heavy-bløderne. Og jeg kan forstå, blandt de af mine veninder der praktisk talt lider af jernmangel (det sagde hun også i går) en gang per måned, at det kan være lidt besværligt, hvis koppen er overfyldt, når den skal fjernes. Jeg oplevede personligt ikke noget der så meget som mindede om lækage, men jeg anerkender udfordringen. Jeg tror dog umiddelbart situationen må kunne løses ved at tømme tiere, men hvad ved jeg.

Og jeg kan helt ærligt slet ikke mærke, jeg har den i. Overhovedet. Jeg har af et par læger gennem årene fået at vide, at min SKEDEKANAL (ja) er relativt smal. Det er mine øregange og næsebor også. Så kan I selv gætte på, hvad der bevirker af nederen ophobninger. Men jeg havde ikke problemer med at placere koppen, ej heller selvom jeg – idet jeg er fyldt 33 – har købt divakop #2 til kvinder, der enten har født, eller er over 30. Og den passer fint i skrævet.

Anyway. Jeg har købt min kop via Amazon.co.uk (igen: gid jeg fik penge for det link, men desværre – jeg er ikke modebloggeragtig nok til at indkassere den slags deals), og den er perfekt. Suk. Hjerte-emoji.

Vi ses til Distortion, ik? I hvert fald en halv time, indtil jeg får et mildt angstanfald og haster hjemover igen.

Note to self: Dit valg af pronomen handler ikke om mig.

Det her er så motherfucking dybt. Virkelig skarpt og præcist og meget, meget klogt.

Læs lige denne her kronik i Politiken, den hedder “Brug et kønsneutralt sprog” og gav mig lidt at tænke over.

Og når du har læst hele kronikken via linket ovenfor. Så læs lige konklusionen en ekstra gang:

“Jeg ønsker mig en debat, hvor man forstår, at et kønsneutralt sprog ikke handler om mænd og kvinder. Det handler om alle dem, der ikke er mænd og kvinder, og som derfor bliver tvunget til at springe ud af et urimeligt skab og ind i en verden, hvor det burde være en selvfølge at blive anerkendt på lige fod med alle andre – også i sproget.”

Mig gav det stof til eftertanke, fordi jeg vist selv er halvskyldig i at føle behov for – og krav om – at diskutere andre individers valg af pronomen. Selvfølgelig åbent og anerkendende. Men stadig diskuterende. Hvilket i sig selv er en form for – hmm – sætten-spørgsmålstegn-ved. Ikke-accept midt i accepten.

Jeg bliver alt for ofte for tiden konfronteret med mine egne firkantede normkasser, hvor meget jeg end gør for at undslippe dem.

Tak for kronikken, kloge menneske!

Driften mod brysterne.

Okay. Der er noget, der ligger mig på sinde. Og har gjort det i et stykke tid. Og er svært og kompliceret.

Det handler om sexisme. Eller altså om “kvinden som objekt” og “the male gaze” og alt det her. Og puhada, hvor er det syndigt. Mest handler det egentlig om bryster.

Åh, de bryster.

Jeg er med i en Facebook-gruppe, hvis formål er at sætte fokus på hverdagssexisme. I ved – dumme silikonebrystreklamer i det offentlige rum, idioter der siger “det er bare så typisk kvinder” og den slags.

Som jeg alt sammen tager totalt afstand fra.

Men.

Nogle gange bliver det bare rigtig, rigtig svært at være lebbe i den sammenhæng. Ikke så meget på grund af det her med ‘typisk kvinder’ … men mere det her med når dumme mænd udstilles og udskældes, fordi de behandler hende med kavalergangen med større omtanke end hende uden. Og kommer til at kigge.

For det kan man altså godt komme til, når man godt kan lide bryster (og ikke mindst folk med bryster).

Man må ikke og man bør ikke. Men det kan altså godt ske alligevel. Og selvfølgelig er der pæne og mindre pæne måder at gøre – og italesætte – det på. Men jeg kan ikke bare slukke for den drift mod brysterne.

DRIFTEN MOD BRYSTERNE.

Og det bilver herreakavet at prøve. Fordi jeg virkelig finder det vanskeligt at holde øjenkontakt med dig og samtidig koncentrere mig om vores samtale, når de er lige dernede.

Og det er ikke OK. Var jeg en mand kunne jeg ikke skrive det her uden at verbale slag. Og jeg føler mig creepy og ubehagelig og der er dømt selvhad for alle pengene.

Men lige lidt hjælper det.

For jeg kan bare så godt lide de bryster. Og jeg kommer til at kigge på dem. Og jeg ved godt, det er creepy. Og jeg prøver ikke at lade mig blikfange.

Men … bryster!

Nøgen – Grim. Pæn. Grim. Pæn. Pæn. Pæn. Pæn. Smuk.

I har garanteret alle sammen set de her vidunderlige billeder, som fotografen Gracie Hagen har taget af nøgne kroppe i henholdsvis stolte og mere – populært anskuet – bøvede positurer.

De er helt fantastiske, synes jeg. Især når man når dertil, hvor ens medieprægede perfektionssøgende øje faktisk sagtens kan se, hvor smukke de aammenkrummede, skrutryggede kroppe også er.

Gracie Hagens projekt er, har jeg læst mig frem til, at vise, hvordan man kan manipulere kroppen til at være æstetisk henholdsvis indbydende og mindre indbydende. Og hvor meget en god holdning kan hjælpe den slags på vej.

Men det synes jeg faktisk slet ikke er hele det projekt, man er vidne til – og det tror jeg egentlig også fotografen påpeger – for i ligeså høj grad handler det om kroppens mange udtryk. Mangfoldighed og skønhed, skønhed, skønhed.

Se alle billederne her – der er virkelig mange fine!

Og så kan vi altid tale om kønshår en anden dag. Det er der dæleme ikke meget af.

Sig ja til kjolen, mother of all dykes

Okay.

Nu ved jeg ikke, om I har Netflix. Og nu ved jeg heller ikke, om I har knækket koden til at switche IP-adresse, så I kan se aaaalle de fantastiske amerikanske reality-programmer, man ikke kan se på Netflix fra Danmark.

Men jeg har både det ene og det andet.

Og det betyder, at min mandagsslapperaften (som i øvrigt blev indledt med årets første løbetur, så kom ikke her og sig grimme ting om, at jeg spiste cheerios til aftensmad) bliver brugt i selskab med anden sæson af et ganske afskyeligt, komplet ligegyldigt og ganske … ganske vidunderligt tv-format, der hedder (mundret):

“Say YES to the Dress – Bridesmaids’ Edition”

Intelligent mandagsunderholdning.

Her følger vi i en kjolesalon de flokke af brudepiger, der har indvilliget i at betale $200-1000 for en satin(og/eller chiffon)sag, de ikke selv vælger. Og det er ganske fornøjeligt.

Særligt sødt bliver det i andet afsnit af anden sæson, hvor en mægtig rar brudekvindes mægtig rare brudepigetvillingesøster skal i en kjole … for første gang i femten år, vel at mærke. Søsteren er nemlig kamplesbisk og har sin ligeså kamplesbiske kæreste med i brudesalonen.

Det er et virkelig sødt og helt enormt hjertevarmt lille optrin, der udspiller sig omkring det her med at tage en kjole på for et andet menneskes skyld, lige meget hvor utilpas man føler sig. Og sjovt at se, hvordan kropsholdning og mimik (nå ja og frisure) kan gøre, at to enæggede tvillingekvinder kan se  forskellige ud.

Og så i øvrigt også kudos til amerikansk ligegyldighedsfjernsyn for rent faktisk at behandle homoseksualitet aldeles fordomsfrit – det bliver ligesom bare fremlagt som endnu en udfordring i brudesalonen – ligesom dagen før, hvor en maid of honor og bedsteveninde gennem årevis kun ville være med i brudeselskabet, hvis hun måtte have en pink kjole på. Selvom alle andre skulle have grå kjoler på. Totalt de store konflikter, der bliver løst alligevel.

Nå, men det var bare det.

Transkønnet åbenhed = Respekt!

Shit. Shit, shit, shit, shit.

Jeg er mundlam lige nu. Og har en lille smule våde øjne. Jeg blev anbefalet at tjekke Oliver Pantheras YouTube-kanal, og jeg er simpelthen så rørt.

Oliver er født pige og transitionerede, så vidt jeg har forstået, for et års tid siden. Før det identificerede han sig som lesbisk. 
Det, der rører mig, er … well, det hele.

Dels hans åbenhed, der er sindssygt respektindgydende (og måske/måske ikke efterlader kujon’ske anonyme lebbebloggere med en lille smule skamfuldt varme kinder). Men også den naturlighed, han beskriver sin situation med.

Jeg så lige et klip, hvor han introducerer sin (kvindelige) kæreste, der – som han med et grin beskriver – kom til den LGBT-cafe, han driver i Århus, og “troede hun var lesbisk”!
Og de er bare så fantastisk søde. Oliver spørger hende på et tidspunkt, hvordan det er at date en transfyr? Hvortil kæresten svarer – helt fantastisk fint – at:

“Det er vel meget almindeligt.” 

Altså. Hvis der fandtes ét eneste rigtigt svar på det spørgsmål, så måtte det da være lige præcis det. Bilder jeg mig ind uden i virkeligheden at vide en skid. Åh, hvor godt, manner!
Jeg vil ikke afsløre mere, men bare lige bede alle om at se både kæresteklippet, men også den lidt længere video nedenfor, der beskriver op- og nedturene og alle de indre konflikter, der selvfølgelig også følger med skiftet. 
Jeg er dybt, dybt imponeret. Og husk også lige at klikke jer over på YouTube og gi’ Oliver noget virtuel love.

Glatbarberet, trimmet eller urskov?

Jeg har fået et brev. Og et spørgsmål. Kort og lige til sagen. Sådan her lyder det:

Nuvel. 
Godt spørgsmål. Og jeg vil ingenlunde gøre mig klog på “hvad kvinder foretrækker”, for mon ikke, der er temmeligt delte meninger om den sag?
Men! Personligt er jeg ikke til glatbarberede fisser overhovedet. 
Jeg synes, det er ret usexet, faktisk, når en voksen kvinder lidt ligner et lille barn mellem benene. Men der er bestemt delte meninger, og jeg har været sammen med kvinder, der foretrak den frisure både på sig selv og på deres elskere. Det kunne de nu godt pakke sammen, når det var mig, de var i trusserne på. Jeg synes slet ikke, det er rart at være glatbarberet, så den stil har jeg faktisk ikke kørt i virkelig mange år. 
Jeg synes, det kradser. – Ud over at det ikke behager mig rent æstetisk, altså.
Egentlig kan jeg rigtig godt lide at kigge på urskoven, som du kalder den. Jeg synes, der er noget formidabelt naturligt over en god 70’er-busk, men rent logistisk foretrækker jeg ved nærkontakt et noget mere trimmet … havebed. 
Mest fordi det er lidt irriterende at få hår i munden. 
Så en trimmet trekant – gerne relativt korthåret der, hvor der skal være plads til min tunge. Det må være svaret. Men jeg taler absolut kun for mig selv. Dog har jeg indtryk af, at de fleste af mine veninder – lebber såvel som heteroer – dyrker nogenlunde samme klipning. En kontrolleret naturlighed. Så at sige.

Med veninden under bruseren – I ved godt hvad jeg mener. Måske.

Nå. Men jeg startede så dagen med en spinningtime klokken syv.

Pause. Pause. Pause.

For første gang i to år.

Pause (der fx kan udnyttes til at indsætte passende mængder applaus).

Nu sidder jeg i høje hæle (for første gang i i hvert fald to måneder) på mit kontor og sveder al min nøje påførte ansigstcreme lige ned i culturaen. Egentlig er det skyr. Men pludselig virkede det svært prætentiøst at spise skyr oven på en spinningtime. Så jeg løj. Men det er altså skyr. Endda økologisk.

Fuck dig, Lebbe (altså mig).

Nå. Reelt set begynder arbejdsdagen først om tretten minutter, så et blogindlæg er vel egentlig på sin plads – især fordi jeg har været totalt fraværende de seneste to dage på grund af venindebesøg helt fra Århus. Veninde-med-baby-besøg. Nårrh.

Nå. Men spinning gik glimrende, skodform til trods.

Og til spinningtimer er alle kvinder lebber. Lidt som med katte i mørket. Seriøst. Mennesker med bryster ser aldrig heteroseksuelle ud i cykeltøj.

Fint med mig.

Efter timen skulle jeg i bad, men jeg var faktisk kun kommet op og af sted (jeg stod op, da vækkeuret ringede kvart over seks! Åh nej. Nu løj jeg igen. Jeg snoozede én gang. Men hallo! Fireogtyve minutter over nul-sex er vel også en slags bedrift), fordi jeg havde aftalt med min veninde S., at nu – NU – gjorde vi det sgu. Kom af sted sammen.

… Så jeg endte med at bade på mit arbejde.

Fordi jeg pludselig synes, det var frygteligt akavet at skulle stå under bruser med god gammel veninde, der endda kender mig helt tilbage fra mine heteroseksuelle dage. Gad vide hvor nylesbisk mine gamle venner egentlig anskuer mig, her syv-otte år inde i mit homoforetagende?

Well. Det var ikke så meget for mig, jeg tænkte det ville blive akavet, egentlig. Bevares, jeg er ret blufærdig et eller andet sted derinde bag ved al sprøjeorgasmesnakken, men det var faktisk mere fordi, jeg ville være ked af, hvis S. troede, at jeg stod og seksuella-vurderede (det er et ord) hende. For det gør jeg altså ikke, når jeg står under bruseren

… Ikke med mine veninder i hvert fald. Seriøst. Og nu lyver jeg ikke. Jeg har en meget klar mental barriere, der adskiller veninder og potentielle elskere.

Måske handler afgrænsningen også meget om, at jeg foretrækker mine damer bredskuldrede, korthårede og i sneakers, og selvom S. nyligt har tillagt sig en – i øvrigt meget klædelig (hvis du læser med, S.!) – kort page, så kvalificerer hun altså ikke.

Nå + i øvrigt:

Da jeg åbnede døren til badet, efter jeg var kommet i tøjet og var ved at frisere mig, møder nyansat praktikant selvfølgelig ind i samme sekund. Og nu er jeg sikker på, hun tror, jeg bor her helt hemmeligt. Jeg havde lyst til at løbe efter hende og råbe, at jeg altså bare havde været til spinning.

Men var det ikke netop det, man ville bruge som undskyldning, hvis man boede på sit kontor?

Fredagsporno er tilbage. På lebbemåden. Inklusiv saks.

Jeg havde sgudda lovet jer, at I måtte se de illustrationer, der kom ud af endnu en herlig, semivåd og stormfuld homoaften tidligere på sommeren.

Mig, Lebberne K.+E. samt Bedstebøssen talte jo den aften om, hvorvidt det var muligt at holde om hinanden, mens man saksede (eller tribbede, eller hvad det nu hedder).

Og her er så forsøget på at illustrere tribbing henholdsvis med og uden omfavnelse:

Jeg synes, der er flere ting, man bør bide mærke i på tegningen – foruden selvfølgelig den Såkaldte Lebbes vilde illustrator-skills
Nemlig: 
1. Der er naturligvis tegnet en lille prut ind på det øverste billede. Så vidt jeg husker på opfordring af Lebben K. Sygt voksent.
2. Den ene lebbe på tegningen er korthåret, og den anden er langhåret. Hvor hetero-homo-normativt. Undskyld. Men jeg kan godt lide korthårede kvinder, og jeg er selv langhåret.
3. …Hvilket det hår, der har sagt farvel til mit hoved og placeret sig på tværs af tegningedamernes skridt, også vidner om. Fældnings-klamhed. Undskyld igen.
4. Lyset på Cafe Sommerstedet en skændsel = Undskyld rådden billedkvalitet.
Ældre indlæg