Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Kategori: konkurrence (side 1 af 2)

Så er det fanme fundet en vinder

Min ryg er stadig en drillepind, og det betyder, at sådan noget som at trække en konkurrencevinder prioriteres efter katteøvelser, minigåture, liggen-på-siden-med-dum-bold-mellem-knæene (ekstrasurt, når nu der er så mange meget, meget sjovere ting, man kunne proppe mellem knæene). I ved.

Men nu har jeg ved benhård lodtrækning fundet en vinder, og vinderen bleeeeeev (drumroll) …

“M”

M stod bag følgende historie, som virkelig også er tankevækkende:

Det er ikke min, så det er lidt snyd, men nu får du den alligevel. Jeg hørte fra et par år siden historien her fra en bekendt, der arbejdede på Sex & Samfund: De laver jo hvert år nogle fine materialer til skolebørn, som hvert år i uge 6 får en færdig pakke med info og oplæg til debat om krop og køn og seksualitet m.m.
S&S har kontorer i Kbh, men laver jo materialer til hele landet, så de besluttede et år at teste deres materiale i.. Tårs, tror jeg det var. Eller en eller anden anden meget lille, meget jysk by. Og dét var en øjenåbner! For det viste sig, at de arme unge i Tårs simpelthen ikke engang forstod materialet.
Der var f.eks. den fine case-story om Line og Ayse der blev kærester – og her havde S&S jo tænkt at de var vældig fremme i skoene og _både_ tog minoritetsbaggrund og homoseksualitet op – men i Tårs konstaterede man simpelthen, at eftersom Line var en pige, måtte Ayse være en mand, og så var det som om spørgsmålene i S&S’s fine hæfte bare blev lidt sære. Og der var flere andre historier, der faldt helt til jorden, bare fordi navnene på de unge i historierne var så åbenlyst københavnske, da de kom uden for København, at de overhovedet ikke virkede som særligt relevante eller sandsynlige historier i Tårs. (“Klart nok, at Sylvester og Nor kysser – med de navne _måtte_ de jo være lidt til en side..”)
Så de gode Sex&Samfund-medarbejdere måtte tage hjem igen, let rystede, og konstatere at deres materialer var nogenlunde lige så ubrugelige i Tårs som de var åbenlyst nødvendige…!
… og jeg syntes bare at det var sådan en fin historie, ikke bare om heteronormativitet og minoriteter, men også om københavner-normativitet og kulturforskelle i lille DK.

TILLYKKE, M – jeg har også smidt dig en mail, så vi kan få bogen sendt af sted i din retning!

VIND: “Upassende opførsel” af Mads Ananda Lodahl

Jeg har været blogfraværende – og livsfraværende helt generelt – siden 21. december. Den skæbnesvangre torsdag stod jeg nemlig op, nay, kravlede op fra mit influenzaleje. For jeg kunne pludselig ikke gå. Ikke uden så voldsomme smerter, at jeg begyndte at tude, i hvert fald. Det der kønne scenarie, hvor LL måtte hjælpe mig op fra toilettet, efter jeg under ypperlige støn havde forrettet min nødtørft. Sexet, I know.

En laaang juleuge med panodiler og luther’sk selvpineri (“du kan træne det væk! Flere lændeøvelser! Det skal gøre ondt, før det blive godt!”) senere drønede jeg efter nytår til kiropraktor og fik diagnosen diskusprolaps. Eller diskusprotrusion,  nobody knows, og man kan apparently ikke sådan lige røngtenfotografere gravide typer, viser det sig.

Kiropraktoren gav mig i øvrigt tørt besked om, at min uge med lændeøvelser og selvpåført tvungne gåture havde haft nogenlunde samme virkning som at “kradse med neglen i et åbent sår”. Så jeg blev beordret to ugers komplet 100 pct. liggende hvile … og her ligger jeg sådan set endnu – blot med tiltagende længere ture (som i: nu kan jeg gå – varsomt – rundt om blokken med kun to time-outs med sidden-på-hug, lænende mig op af elkasser og nedløbsrør/gå op ad trappen uden at begynde at tude). Fremskridt!

Så. Jeg burde have haft masser af tid til at læse hele Mads Lodahls nye bog “Upassende opførsel” (med den vidunderlige undertitel “100.000 ord imod den heteroseksuelle verdensorden”) forfra OG bagfra.

Essaysamlingen præsenterer 50 tekster og 435 sider om køn og seksualitet og væver en dyb og grundig forståelse af queer-teori og LGBT-historie sammen med Mads’ personlige erfaringer og refleksioner. Bogen kommer vidt omkring både historisk, teoretisk og i forhold til forskellige identiteter og er både lettilgængelig og næsten skønlitterær i sit sprog. Altsammen vidunderlige kvaliteter ved en god, klog bog – ikke sandt? 

Jeg er imidlertid bare kun nået halvvejs gennem bogen. Af samme årsag som jeg ikke har skrevet så meget som to sammenhængende såkaldt lesbiske blogord: Det har gjort ondt at befinde mig i samme stilling i mere end ti minutter af gangen, og det gør det fucking svært at koncentrere sig om noget som helst.

For det er ved gud(!) ikke hverken interessen eller emnet, der har gjort læsningen langsommelig. Seriøst.

Jeg er muligvis Mads’ største fan. Jeg elsker hans simple, ligefremme formidling, og ‘Upassende opførsel’ er – præcis lige som alt forudgående fra Mads’ hånd – krydret med tonsvis af letforståelige eksempler på normativ tænkning, hentet direkte fra virkeligheden. Jeg sluger den. Det går bare langsommere end vanligt.

Så måske kommer du, kære læser, mig i forkøbet. Jeg har nemlig, sædvanen tro, fået lov at udlodde et eksemplar til en heldig blogfølger.

SÅDAN VINDER DU UPASSENDE OPFØRSEL:

Jeg udpeger vinderen om en uge ved lodtrækning, så skriv din skønneste/værste/sjoveste/nyligste/kedeligste oplevelse med heteronormativitet i kommentarfeltet – og husk at skrive din emailadresse (den bliver ikke offentliggjort på bloggen!), så deltager du automatisk.

Vinderen findes mandag d. 29. januar kl 23.59.

Og hvis du ikke kan vente EN HEL UGE med at læse, så udkommer “Upassende opførsel” også i dag på Forlaget Solidaritet (med forord af sexologiprofessor Christian Graugaard og 15 tegninger af Halfdan Pisket). Du kan fx købe den her. Den koster 200 spir.

KONKURRENCE: Når læselebben fejrer sommerferie, drypper det på degnen (jer!)

(Der er en konkurrence nedenfor. Så du kan jo bare skippe forbi alt det her sniksnak, hvis du kun er her for at vinde.)

Jeg tilbragte sidste uge på en vaskeægte tour-de-dansk-sommer-force. Vi pakkede bilen med kroket, hunde, optimistisk løbetøj (der stadig ligger aldeles ubrugt i kufferten, surprise) og den her bunke sommerlæsestof (hvor Zadie Smiths “Swing Time” endda mangler, for den blev – i samme sekund, jeg var færdig med den – lånt videre med store, varme anbefalinger!):

… og så drog vi ellers først til Skagen til svigerforældrene og siden til Kalundborg i sommerhus med yndlingsbøsserne og usandsynlige mængder rosévin. LL og jeg ankom lidt senere på dagen end bøsserne – så de havde handlet. Herunder ni flasker rosé, en flaske gin og en sixpack, ’så vi havde alkoholforsyninger til et par dage’. Klip til fuldetossedans ved totiden og ni tomme vinflasker.

Jeg er begavet med junifødselsdag og ønsker mig altid gode bøger. Til sommerferien. Bunken ovenfor er årets høst. Plus det løse. Den næstøverste, Mithu M. Sanyals “Voldtægt”, fik jeg endda to gange. Dels af de rare mennesker på Tiderne Skifter og dels af min rare veninde, der jo ikke kunne vide, at de søde forlagstyper havde sendt mig et eksemplar til anmeldelse (… OG LOVET MIG ET TIL UDLODNING TIL JER). Jeg glæder mig sindssygt meget til at læse den. Men jeg tænkte, vi kunne gøre det til sådan lidt et fællesprojekt.

Så: KONKURRENCE: VIND “VOLDTÆGT” af MITHU M. SANYAL

Sådan deltager du:

Du, kære læser, skal såmænd bare skrive et lille pip af en slags – anything goes (men *host-host* ros er naturligvis altid skønno) – i kommentarfeltet nedenfor (og husk at oplyse din emailadresse – den bliver ikke offentliggjort på bloggen, men jeg skal jo gerne kunne give vinderen besked!) senest onsdag d. 19. juli klokken 12, så trækker jeg lod blandt deltagerne, og en heldig vinder får altså et eksemplar af Sanyals nye og meget roste (se bare Politikens anmeldelse) sendt direkte til døren!

Jeg glæder mig sindssygt meget til at læse den. Voldtægtsdebatten ligger mig inderligt på sinde, og jeg er på halen over Politikens Roskilde-dækning i år, #roskildeudensamtykke, som har været DYBT tiltrængt. Og vi er ikke færdige med at snakke om voldtægt endnu (heller ikke på Rossen, at dømme ud fra facebookkommentarer under artiklerne, der starter med diverse udgaver af noget, der lettest kan oversættes med et “nu er det ikke for at victim blaime, men …”). Så jeg glæder mig til at parallellæse Sanyals bog sammen med en heldig læser, og forhåbentligt blive endnu klogere.

Nu er jeg hjemme på Vesterbro igen. Og savner allerede Kaluntenborg. Og bøsserne. Og ikke mindst Dragsholm Slot, hvor vi indtog fredagens overdådige michelinmåltid i Slotskøkkenet.

Som I ved, er LL og jeg nogle madører, og det er bøsserne M&M også. Vi har alle prøvet vores bidder af det europæiske michelinkøkken, og ikke desto mindre var vi helt enige om, at menuen ‘Tid&Sted’ på Dragsholm Slot er i top-tre over bedste madoplevelser, like, ever. Wow, hvor var det vildt. Her er et billede af min tallerken efter hovedretten, der bestod af den bedste rødbedesymfoni, du ikke kan forestille dig. Jeg måtte tøjle mig for ikke at slikke den ren. Tallerkenen, forstås.

 

Konkurrence: Vind et skud elitefeminisme

Kan I huske dengang for længe, længe siden i sidste uge, hvor jeg (atter!) gentog, at jeg var fuldt ud villig til at prostituere mig til gengæld for sponsorgaver og ussel mammon? Jo, guderne ovre på Tiderne Skifter/Gyldendal hørte mig såmænd. Og sendte mig fluks ikke ét men TO eksemplarer af deres helt nye feministiske biiibel, ELITEFEMINISTERNE – 25 års udskældt ligestillingsdebat., redigeret af Christine Dreyer Alexandersen og Kirstine Dalsgaard Larsen.

En til mig … og en til en heldig læser. Woop woop!

elitefeministerne er også såkaldt lesbiske

“Elitefeministerne” udkommer først i overmorgen. Så jeg følte mig svært privilegeret, da jeg allerede i går aftes læste knap halvdelen, inden jeg lagde mig til at sove (blundende LL’s hoved er en glimrende bogstøtte).

Min fantastiske veninde har skrevet et af bogens kapitler, men det er ikke kun derfor, bogen gør mig varm om hjertet. Den gør det også, fordi feminismen virkelig er en helt afsindig fin og selvrefleksiv -isme. Ingen aktivister retter som feministerne ind ved kritik, lytter, prøver, ændrer. Og det er helt sikkert et af bevægelsens største akilleshæle. At vi feminister rent faktisk lytter og reflekterer og udvikler. men også det der gør feminisme så fucking sympatisk.

Det handler bogen faktisk også lidt om. Altså det her med feminismens flydende form. Bogen beskriver nemlig (gennem personlige beretninger fra forpersoner og medstiftere) historien om Selskab for Ligestilling (tidl. Kvindeligt Selskab) – helt fra organisationen blev stiftet i begyndelsen af 90’erne som et støtteben til KVINFO, till navneskiftet betød et gevaldigt opgør med 2. bølge-feminismen. Og man bliver ret så varm om hjertet og tænker over sin egen vej til feminismen, mens man læser. Promise.

Selv var jeg sen til at fatte, at det var feminist, jeg var. Lige som jeg var sen til at fatte, at det var lebbe, jeg var. De to ting fulgtes ad. Og selvom jeg – når jeg kigger tilbage – slet ikke er i tvivl om, at jeg altid har tænkt og ageret relativt feministisk (hvis vi øjebliksvist ser bort fra min Barbie-besættelse som jeg stadig er aldeles ustolt af), så var det slet ikke en titel, jeg vedkendte mig, før omtrent da jeg begyndte på uni og mødte min første damekæreste.

Hun blev min indgang til stoffet – og lesbianismen blev et meget direkte værktøj til at forstå ulighed mellem kønnene, og ikke mindst hvor mange normer, der – selv om man er nok så frigjort – bliver lagt ned over et heteroseksuelt parforhold, hvis man ikke er sig dem bevidst (min sidste mandekæreste vovede én gang, mens jeg vaskede op at joke med et eller andet a la “høhø rette plads, kvinde”, hvor jeg flegnede sidelæns, selvom han i virkeligheden havde ytret sig komplet ironisk og påtagende-sig-en-identitet-som-hulemand. Jeg kunne ikke ha’ det. Så meget som et sekund at blive placeret i den kasse.

Og så blev jeg lesbisk. The end.

NÅ. Men lad nu det ligge. I kan vinde en bog, kan I.

I skal bare senest på mandag kl. 12 skrive navnet på den sejeste feminist, I kan komme i tanker om – død eller levende (Joppa) og køn underordnet – i kommentarsporet (husk at kommentere med navn, så jeg kan fange vinderen!).

Så trækker jeg lod blandt alle indlæg mandag efter work. Vinderen får direkte besked.

(PS. Hvis man lægger nok filtre oven på et billede, matcher en orange spisebordsstol faktisk nærmest præcis den røde temafarve på en dansk lebbeblog. Fascinating.)

Alt der handler om fisser og fisk er sjovt. Nærmest.

Åh. Hvor er I skønne. For fanden da. Jeg er decideret forelsket i jeres konkurrencebidrag. Hvert og et.

Men en vinder – og kun én – af den store forkromede OITNB-konkurrence skal jo altså alligevel findes. Selvom jeg ville ønske, jeg kunne dele yogamåtter ud til jer alle sammen.
Besvarelserne var mange, og især tre af dem var jeg vild med. Dels var der den med det blonde hår mellem skamlystlæberne. Fordi jeg simpelthen må give dig, deltager, og din ligeledes kort- og mørkhårede kæreste så mange kudos for ikke at stejle i den situation. Jeg ved, at jeg nok havde insisteret på lidt mere drama over at finde fremmede hovedhår mellem min dames ben.

Dels var der en besvarelse, der blev mig overleveret på mailen, og som således desværre ikke er at finde i kommentarsporet. Men heri beskrives kort fortalt en kvinde, der af en engelsktalende elsker fik sin fisse beskrevet som “the sea”.

Det er ikke blot poetisk, men også underligt præcist. Våd, uendelig, levende, dyb og … salt?

Men vinderen er ikke desto mindre en sent ankommet nordjysk deltager. Og vi bliver i det våde element. For det skal handle om fisk, som Den Hemmelige Nordjyde skriver:

Vi er på første date, og jeg har inviteret ud på en om ikke fin (der er grænser på et su-budget), men respektabel og en ganske okay (sagde nordjyden!) restaurant, og hun proklamerer højlydt og selvsikkert, at hun ikke spiser fisk andre steder end mellem en kvindes lår. Jeg kunne være kravlet ned mellem sprækkerne i gulvbrædderne, men det gik jo hverken værre eller bedre end at vi endte der, hvor hun “kunne spise fisk”.

Vi når lidt videre og hun går ned og går i gang, og det hele er for så vidt meget godt, jeg har ikke den store erfaring og ikke det store sammenligningsgrundlag. Der går lidt tid, og jeg bliver opmærksom på de her uunderlige lyde hun laver, mens hun gør, hvad hun nu gør. Det lyder simpelthen så mystisk, mit fokus er væk – i hvert fald fra det jeg burde fokusere på, og jeg får sagt “jeg håber ikke den slår for meget med halen”. Forvirringen i hendes øjne, da hun dukkede op i de der 3 sek det tog før 10 øren faldt, var det hele værd. Vi endte med at grine lidt af det hele.

Jeg er vild med analogien, der lige bliver taget et skridt(!) længere ud, og derfor bliver det nordjyden, der løber med sejren, yogamåtten, Netflix-abonnementet og alt det andet Litchfield-lir/gear. Fordi det altid er sjovt, når lebber taler om fisse og fisk i samme sætning. Markant mere morsomt end når heteromænd laver sammenligningen, fx.

Tillykke! (Og smid mig en mail på mitsaakaldtlesbiskeliv@gmail.com så sender jeg dine oplysninger videre til Netflix-damen!)

Den Store Såkaldt Lesbiske OITNB-konkurrence 2015

Kender I den der følelse af at ligge i det lokale træningscenter i downwardfacingdog og dvæle ved numsen i yogabuksen foran? Og ved den tilhørende dame med sexet korthårsfrisure? Og (igen) stille sig selv det evigt frustrerende spørgsmål, ”is she, or isn’t she?”
Fanden være med korthårede heterokvinder.
Nå men okay. Nu kan vi hjælpe opklaringsprocessen en lille smule på vej. Måske i hvert fald. For de gode mennesker henne på Netflix har nemlig spurgt, om jeg kunne have lyst til at udlodde en lille Litchfield-pakke med både orange trusser, en OITNB-hættetrøje og ikke mindst en orange “Property of Litchfield”-YOGAMÅTTE. Og kan vi så ikke aftale, at hvis man har en OITNB-yogamåtte, så er man friggin’ lebbe?

Sgudda.

Netflix smider også et halvt års abonnement til deres formidable tjeneste i puljen, så der er rig mulighed for at se mere Orange … Eller for at prøve kræfter med deres nye semilesbiske serie Sense8 (som jeg personligt altså måtte opgive efter første afsnit, fugtig dildo til trods. Magen til pauvert skuespil).
Så hermed lyder startskuddet til:

DEN STORE SÅKALDT LESBISKE LITCHFIELD-KONKURRENCE 2015

Præmiepakken (der også omfatter et halvt års abonnement til Netflix)

Og hvordan vinder man så den STORE SÅKALDT LESBISKE LITCHFIELD-PAKKE?
Jo. Kan I huske der i sidste sæson, hvor Poussey siger til sin militærbaseflirt, at hun har ”spektakuläre Titten”. Det er en flot kompliment. Og et smukt udsagn i det hele taget.
Og for at vinde skal du i kommentarfeltet nedenfor besvare følgende:

Hvad er den sjoveste/mest kiksede bemærkning, du nogensinde har fået/givet i sengen?

Jeg kan for det gode eksempels skyld lægge ud med at oplyse, at jeg engang var sammen med en dj, der gav mig oralsex og halvvejs kiggede op fra dybet og råbte mod loftet: 

”JEG ELSKER BARE SMAGEN AF FISSE.”
Stik den, ellers tager jeg yogamåtten selv. 

Kreativitet belønnes naturligvis. Og på lebbelivet foregår tingene, som I ved, ikke ved uvildige lodtrækninger. Lebbelivet er et diktatur, og jeg bestemmer. 
Hvis du ikke har lyst til at sætte dit navn under kommentaren (ja, jeg satser på svar, der er SÅ saftige), så smid mig en mail på mitsaakaldtlesbiskeliv@gmail.commed navnet på, hvem der gemmer sig bag kommentaren.
Sidste chance for at være med er — NB! FORLÆNGET TIL SØNDAG D. 21. JUNI KL 20! (Tidligere deadline var fredag d. 19. juni kl. 12.)
(Og for en god ordens skyld: Jeg har ikke fået en skid for at udlodde konkurrencen. Ikke engang min egen yogamåtte. Så det.)
Pøjpøj!

And the winners are …

Så er jeg så småt blevet ædru og kan trække vinderne af den fantastiske Netflix-konkurrence.

Shit, det var en god lesbisk fødselsdagsfest i går, alligevel. Startede med glamourøse pre-party cocktails (ren Sex and the City) på Chicky Grill:

Og derfra til fest på Nørrebro i godt selskab af den slags man for en god dels vedkommende faktisk bare ser alt for sjældent. Men det giver heldigvis mulighed for gode gensyn. Som det i går.

Nå. Men nu sidder jeg under dynen med tungt hoved og resterne af den pizza, som LL meget, meget betænksomt købte til mig i går aftes. Og som jeg frådede gode dele af, da jeg kom hjem ved halv fem-tiden i morges. LL er drønet ud i verden for at købe elektroniske dingenoter til sit nye projekt: Musikanlæg til christianiacyklen. Jeg fik ondt i hovedet, da viste mig et diagram over, hvor man skulle sætte ledninger med krokodillenæb(?) fast på en sær metalplade og forsøgte at forklare mig, hvilke udgange der hørte til hvilke … dimser.

Men!

Vi kan vist ikke trække den længere … her kommer de tre vinderhistorier (OG! Vinderne skal lige smide mig en mail på mitsaakaldtlesbiskeliv@gmail.com – så finder vi ud af detaljerne).

Disse to historier har vundet et halvårsabonnement til Netflix (begrundelse i kursiv):

Anonymos lesbos skriver: 

Min mor: “det er godt at have en veninde at trøste sig med hvis man ikke er så vild med sex, ikk?” (tak mor, du har forstået alt)

Mødre, for fanden. Der er bare pakket så meget misforstået hensyn og benhård fordomsfuldhed ned i så få ord ovenfor. Du har fortjent lidt OITNB at trøste dig på. Tillykke!


Anonym skriver:
Fremmed flirtende heteropige på nevermind: Du er helt sikkert ikke bøsse.
Mig: Jo, det er jeg faktisk.
Heteropige (nu venindeflirtende): Ej, det kan man altså bare overhovedet ikke se. Er du ikke glad for at jeg troede det?

Mig (afvisende): Nææ.
Heteropige (nu fornærmet): Ej, det var altså et kompliment. Bøsser elsker bare at få at vide at de ser straight ud.

Bare for lige at illustrere, at det faktisk ikke er et must at være lebbe for at vinde denne konkurrence. WTF!? Igen misforstået hensyn. Hvad SKER der for at skære alle over en kam? Du må hjem og straight (lezzy?) acte foran lidt OITNB. Tillykke!
Og nu til det vigtigste. Historien nedenfor har vundet et abonnement til Netflix OG en megaflot orange, stor-i-størrelsen-og-ikke-så-flatterende fangedragt. TILLYKKE!

xx
Sidste privatfest jeg var til, faldt jeg i snak med kvinde jeg ikke kender. Under small talk nævner jeg at min forlovede er akønnet og forklarer på opfordring lidt om hvad det vil sige. Jeg havde fået lidt øl, så jeg citerer måske ikke helt korrekt, men en bid af samtalen gik ca sådan her:
Fremmed person: “Men man har jo enten mandlige eller kvindelige kønsdele.”
Mig: “Eller både og, ingen af delene eller noget der imellem. Men det er vel ligegyldigt i din dagligdag hvad folk har eller ikke har, så længe du ikke har tænkt dig at have sex med dem?”
FP: “Det kan du have ret i, vi skal behandle folk lige. …men du sagde at der ikke er noget galt med din forlovede, så han eller hun må jo have enten det ene eller det andet dernede. Hvad har din kæreste mellem benene?”
Mig: “Jeg synes det er pænt grænseoverskridende at du spørger ind til og tænker på min forlovedes kønsdele! Hvorfor er det så vigtigt for dig at vide?”
Hun svarede noget med, at det er fordi hun ikke ved hvilken kasse hun skulle placere min bedre halvdel i. Tro det eller ej, men efter lidt tid fik jeg hende faktisk til at se, at de kasser netop er problemet…og jeg undgik at svare på hendes mærkelige spørgsmål.

Hovedvinderhistorien vinder faktisk ikke så meget på grund af selve historien ovenfor, som egentlig mest bare er superdeprimerende – shit, hvor stødende. Hvad man dog ikke skal lægge ører til (men godt, du sagde fra!). Nej, den vinder i højere grad på grund af kommentaren under historien, der bare så fint lige skyder pointen helt hjem i mål. Jeg ved stadig heller ikke, om anonym mente det seriøst eller prøvede at være morsom. Come nu on:



Du har sgu fortjent – iklædt orange kedeldragt – at tømme Netflix for ikke blot OITNB men også alle (yderst lindrende) hundehvalpeprogrammer. Intet afhjælper idiotisk grænseoverskridende adfærd som lidt hundehvalp.

Igen understreger jeg:

I, skønne vindere, skal lige smide mig en mail på mitsaakaldtlesbiskeliv@gmail.com – så får I detaljerne vedr. abonnementet, og xx: Dig skal jeg selvfølgelig have en postadresse på også, så fangedragten kan blive sendt af sted!

Stor og uflatterende. Men hey! – Stadig orange.

“Den er stor i størrelsen og ikke helt vildt flatterende,” lyder beskrivelsen fra Netflix’ danske PR.

Men!

Det skal ikke afholde mig fra at udlodde den i tilgift ovre i den her konkurrence.

Det betyder, at vinderen (kun en) – altså vedkommende med den allerbedste/-værste historie – kan se OITNB gratis det kommende halve år iført en vaskeægte OITNB-fangedragt. Kedeldragt. Kald den, hvad du vil.

Og de to runners-up vinder altså stadig et halvårsabonnement til Netflix. Bare ikke dragten.

Jeg trækker vinderne i morgen eftermiddag!

Nyt legetøj. Til nogen.

2xHomohund har fået nyt legetøj.
LL har været en tur i MaxiZoo og købe bidestærkt trækkegummi.
Hun kalder den konsekvent for deres nye double dong.
Jeg gider ikke snakke om det.

I øvrigt er der skidegodt gang i konkurrencen lige her – så vi lader den sgu løbe ugen ud. Jeg trækker med andre ord en vinder ved fyraftenstid fredag d. 13.
… Og så kan jeg fortælle, at Netflix er så søde, at de har smidt en bonusgave oven i – så vi kører én hovedpræmie = halvårsabonnement OG en vaskeægte OITNB-fangedragt (hæ!) … og så to runners-up, der ‘kun’ vinder abonnementet. Sgu!

Værsgo: Vind et halvt års gratis Netflix (ja, det betyder OITNB ad libitum!)

Hurra!

Netop som jeg havde trykket ‘udgiv’ på det forrige indlæg, fik jeg en mail fra Netflix.

Og:

Jeg har fået lov at udlodde 3 x GRATIS (gratis, lebber – gratis!) halvårs-abonnementer!

Fordi alle (eller i hvert fald tre mere end før denne konkurrence) skal have mulighed for at se den nye fantastiske sæson af Orange Is The New Black. Og når du er færdig med at se OITNB (igen og igen og igen og igen), kan jeg varmt anbefale alle deres programmer om hundehvalpe. Jeg mener det.

Anyway!

Du har chancen for at få dine (forhåbentligt) lange fingre med (forhåbentligt) kortklippede negle i et af abonnementerne – du skal bare svare på følgende i kommentarfeltet nedenfor:

Hvad er det mest upassende homorelaterede spørgsmål, en nysgerrig heterotype nogensinde har bedt dig besvare? (Og det er for nemt at skrive, “nå, men hvem er så manden?”)

Jeg kan selv kaste følgende i puljen:

God venindes bryllup. Bordherre har opført sig eksemplarisk hele aftenen. Bordherre får femte glas god rød under vesten. Bordherre spørger: “Bruger I så altid legetøj?”

Godt så.

Det med småt: Jeg tager mig – som forventet (og sædvanlig) – den frihed benhårdt at vælge de tre vindere ud fra aldeles objektive kriterier som fx “synes jeg indlægget er sjovt?”. Demokrati og lodtrækning kan gå hjem og vugge sin mormor i en teske.

Og husk nu – I skal altså bare lyve, hvis jeres reelle oplevelser er for røvsyge. En god historie er bedre end en sand historie. Som jeg altid har sagt.

Tilføjelse: Jeg trækker vinderne ved fyraftenstid fredag d. 13. juni!

Netflix har ikke betalt mig for dette indlæg – jeg får ikke selv andet end selvfølgelig glæden ved at give ud af konkurrencen. Faktisk betaler jeg såmænd troligt mit abonnement af egen (okay, LLs) lomme hver eneste måned. Og det med stor fornøjelse, endda.

Ældre indlæg