Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Kategori: klitoris

Et voila: LE CLITORIS!

Okay. den her lille animationsfilm er – med undtagelse af der, hvor klitfinderne planter deres flag lige midt i ærten, hvilket går direkte i mine knibeøvelser, avs! – simpelthen så fin.

Hvor er klitorisser bare seje. Måske skulle man opkalde nogen efter den. Klitorissa. Det er da sødt.

Og så vil jeg lige prale af at have den måske eneste danske blog, der aktivt bruger tagget ‘klitoris‘. Flot, mig.

 

Le clitoris – Animated Documentary (2016) from Lori Malépart-Traversy on Vimeo.

Jeg har opfundet det bedste klitoris-synonym i 2015. Og 2016, nok.

Hver eneste morgen når jeg cykler på arbejde, tænker jeg på bloggen. Med et stik af dårlig samvittighed, som jeg (og I der stadig holder ud) efterhånden har vænnet mig (jer) til.

Men mere, faktisk, med et stik af ærgrelse, fordi jeg vitterligt hader at nedprioritere alt det, der (også) gør mig glad. Som for eksempel at skrive af karsken bælg. Og som for eksempel at bruge udtrykket af karsken bælg. Det bruger jeg yderst sjældent i mit ellers nok så kommunikative nye arbejde.

Jeg holder sindssygt meget af mit nye arbejde. Men jeg har ikke arbejdet så meget nogensinde før. Og alligevel har jeg en evig følelse af ikke at gøre nok. Det er hårdt, og jeg øver mig hver eneste dage i at navigere det. Og ikke ende på gulvet.

Der er flere af dem, jeg holder allermest af, der har været nede at vende med stress på det seneste. På sygemeldingsmåden. Og det gør mig så ondt, at det skal ende der. Og jeg forstår det bare så godt. Vi er på hele tiden.

Når vi åbner vores computer klokken kvart over ti om aftenen for at skrive et lille blogindlæg, så ping’er chatsystemet med arbejdsrelaterede beskeder, jeg sagtens kunne kaste mig over lige nu (og måske også lige gjorde. Bare lige fem minutter).

Det hele gnatter sammen.

Og når man faktisk er i så privilegeret en situation, at man har et arbejde, der er – dare I say – sjovt, så er det nogle gange svært at forstå, at man bliver nødt til at holde fri.

Og få gjort et blogindlæg af nogle af de tonsvis af mininoter, jeg gemmer i usete, fjerne hjørner af harddisken. Som for eksempel denne, griflet ned i dag i et arbejdstanketomt øjeblik:

Man kunne egentlig godt kalde sin klitoris for sin like-button.

Gad vide om det kommer bag på nogle, at jeg er beskæftiget i et spændingsfelt i nærheden af noget social media-relateret?
Men helt alvorligt, det er faktisk et ret godt begreb?
Og det er bare en af mange noter, jeg har gnidret ud og aldrig kommer til at følge helt til dørs. Fx hørte jeg Marie Keys nye album i sidste uge. Og jeg tog mig selv i øjebliksvist at se mig splattet tilbage til 6. klasse, hvor jeg var dybt forelsket i John Lennon. Der på det tidspunkt havde været død i godt og vel fjorten år. Og jeg så den der fantastisk sengefredsdemonstration, han lavede med Yoko. Hvor de blandt andet dyrker sex?
Og efterfølgende skrev i min dagbog (og dette er blandt årsagerne til, at jeg – ikke en men to gange pænt sagde tak-men-nej-tak til at deltage i DRs take på Mortified Nation (se det!!). Jeg er ikke parat. Jeg er stadig 13 år. For fanden da.)
“Kære John [ja, min dagbog var dedikeret til John Lennon. Og hvad så?]. Det er jo ikke fordi jeg er jaloux på dit og Yokos forhold, men …”
Jeg havde har det svært, når de stjerner, jeg ser op til og føler en slags sjælebeslægtethed med, pludselig ikke synger om ulykkelig kærlighed længere. Og pludselig synger om et “du” og ikke et “hun” (bemærkede I også det skift fra seneste album til det nyeste?). Eller fx går i seng med deres koner for åben skærm. Den slags.
På den måde er jeg nok lidt stalker-syg.
PS. Jeg taler lige om verdens sjoveste melodunte-fejring i homoselskab en anden dag.

Clitoris gigante

Okay.

En eller anden facebooktype delte følgende billede tidligere i dag. Jeg har glemt hvem.

Jeg synes, billedet var flot og fint og sjovt. Og et udmærket eksempel på, hvor dirty en mind, jeg går rundt med.

Så jeg højreklikkede for at lave en “søg efter dette billede på Google”. Fordi jeg ville vide, hvor det stammede fra.

Det sjove, der så skete, var alle de “visually similar images“, der dukkede op.

Det er sgudda det tætteste, man kommer på pornoløst pornografisk indhold.

Jeg fandt i øvrigt aldrig ud af, hvor billedet stammede fra. Kun at det hang tæt sammen med søgeordskonstellationen “clitoris gigante”. Hvilket egentlig er ret misvisende.

Så det.