Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Kategori: identitet (side 1 af 7)

Øhmn. Kan vi måske holde igen med shamingen … eller skal jeg bare græde mine hvide cis-tårer i stilhed?

Okay. Det her er sådan et træd-særdeles-forsigtigt-indlæg. Og jeg er faktisk i tvivl, om jeg bare burde holde käftan og tjekke mit privilegium. Men jeg faldt lige over den her artikel på Medium.com. Den hedder “To the cis person angrily sharing news of the Trump transgender military ban”.

Og dermed kunne den jo praktisk talt have heddet “Kære såkaldte lebbe”, for jeg var vred og frustreret og delte et indlæg i går, hvor det klart var netop den frustration og vrede, der blev brændstoffet bag. Og selvom jeg er lesbisk, bevares, er jeg stadig cis. Jeg ligner en stereotyp heteroseksuel kvinde. Deri ligger mit privilegium. Og derfor er det en lille smule farligt at skrive følgende.

For artiklen på Medium.com opfordrer til, at alle cis’er, der arrigt delte nyheden om Trumps seneste vanvidsdeklaration, måske skulle tage at kigge indad og se, hvad de selv gør for transkønnede/ikke-binære. Sådan i det daglige. Hvordan de selv aktivt i deres hverdag kunne bidrage til at beskytte og bakke op om transkønnede/ikke-binære. Og det er helt sikkert vigtigt og rigtigt. Vi kan alle sammen gøre mere.

Men nogle gange synes jeg altså også (og nu bliver det farligt), at der i feminismens/kønsaktivismens hellige navn bliver bidt lidt i nogle fodrende hænder (hvis vi et øjeblik kan bruge den metafor uden at lave et hierarki med mere-værd-mindre-værd og ‘fodrer’ og ‘fodret’).

For jeg vil godt vædde med, at der ikke er nogen cis’er, der har delt Trump-nyheden plus en vred kommentar i ond mening. Seriøst.

Og der går altså en lille smule shaming i den nogen gange (i hvert fald anskuet med mit privilegerede, ‘passer-ind-i-de-eksisterende-normer’ cis-blik, som jeg godt ved, jeg skal tjekke, og i stedet lytte til minoriteternes egen stemme. Og jeg er også opmærksom på, at jeg måske græder salte, hvide cis-tårer lige nu).

Men den shaming tror jeg bare ikke nødvendigvis er gavnligt for sagen. Den sag vi jo alle – allies, cis’er, non-binære, transkønnede, LGBTQI*’er og så videre – kæmper på samme side af, når vi bliver frustrerede over Trumps seneste ondskabsaktiviteter. Vi kæmper ‘bare’ med forskellige udgangspunkter.

Jeg ser det også i feministiske fora – at nybegyndere ud i feminismens skønne kunst stiller spage, nysgerrige rookie-spørgsmål, hvorefter de på det nærmeste bliver skriftligt angrebet af garvede feminister eller minoritetsrepræsentanter, der svarer, at disse FANME ikke skal agere Google for sådan en grønskolding, og at man må informere sig selv og komme ind i kampen, når man har educated sig.

Og jeg kan altså være bange for, at det skræmmer nogle potentielle fremtidige mega-allies væk.

Jeg forstår godt, at man som minoritetsrepræsentant kan blive træt og trist over igen og igen at skulle forklare sig. Og jeg forstår godt behovet for det indlæg på Medium.com. Det gør jeg vitterligt. Og jeg anerkender til fulde, at tiden er inde til, at de (vi) privilegerede træder i baggrunden og lader minoritetsstemmerne blive hørt (men så skal jeg måske alligevel bare holde min kæft og slet ikke publicere denne her svada?).

Men feminisme, antiracisme, krop- og kønsaktisme ligger mig meget på sinde. Det er kampe, jeg ønsker, at vi vinder, fordi det er det bedste for kollektivet – selvom jeg helt personligt (med undtagelse måske af kropskampen, idet jeg som plussize falder uden for idealet) kunne leve tilbagelænet og lykkeligt no matter what. Så jeg kæmper som allieret. Og jeg prøver at lytte. Og nu græder jeg lige lidt flere hvide cis-tårer afslutningsvist:

… Men kan vi ikke prøve med guleroden frem for skampisken af og til? Blive bedre til at skille modstandere fra uvidende/nyslåede allierede?

Og lad os så lige afslutningsvist huske:

*Tilføjelse: Og som klog bloglæser lige tilføjede henne på Facebook: “Det er svært at være allieret men husk *insert kærligt-skammende pegefinger* det er sværere at være dem man er allieret for.” Det kan næsten ikke siges sandere, vel?

Fra stress til meta-stress til ro til meta-ro (som faktisk er lige så godt som ro)

Jeg synes, det er pissesvært at være i trediverne. Sådan rigtigt i trediverne. Det var herrenemt at være tredive. Og enogtredive. Men treogtredive er altså en kælling.

Pludselig ligger hele resten af ens liv bare en lille smule og viser sig frem på stien foran. Hejhej, sådan ender det!

Jeg har – det ved I – haft en lang periode med stort stress. Over alt det med børn. Fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ville, og alligevel følte, jeg måtte tage stilling.

Vi snakker stress i en grad, så jeg kunne vågne om natten med hjertebanken over noget, der kun kunne defineres som lige dele 1) ubehag over ikke at have børn og 2) ubehag over ikke at have lyst til at have børn.

Til sidst tog vi en snak. Af den store slags, gjorde LL og jeg.

For måske vil jeg gerne have de børn. Børn er jo pissesøde. Jeg vil bare ikke have dem nu. Der er ikke plads til dem, hverken tidsmæssigt, følelsesmæssigt … eller pladsmæssigt (for hvor skulle jeg så gøre af mit tøj? Prioriteter.).

Og snakken endte simpelthen så fint. Med et håndslag. Og med kys. Men håndslaget var faktisk vigtigst. For vi besluttede – meget blabla-agtigt – at vi bestemmer os for, hvad vi gør, når jeg fylder 35. Ikke “inden jeg fylder 35”, nej – når. 

Og det smarte ved den lille sondring mellem “inden” og “når” er, at den betyder, jeg slet ikke behøver stresse mere. Lige nu. Det er helt ok, jeg ikke har lyst til at få børn lige nu, og det betyder ikke nødvendigvis, at jeg har truffet et stort forkromet valg om resten af mit liv. Jeg kender i øvrigt forbløffende mange, der fødte deres første kiddo omkring de 36-37. Alt i orden.

Det lyder garanteret sygt og hjernespinsagtigt, men det har på en eller anden måde givet mig en gevaldig (og tiltrængt) ro i hovedet. Nu er al metapanikken (panik over ikke at være panikken) lige som lagt på hylden. Indtil jeg fylder 35.

Halvandet skønne, rolige år. Og så tager vi den.

Og jeg ved godt, at I gerne vil spørge, “jojo, men hvad med LL, hvad vil hun?”. Og I får ikke svaret, for jeg har lovet min LL at holde hende så vidt muligt ude af bloggen. I hvert fald i den slags store, nære spørgsmål.

Hun er noget mindre ekshibitionistisk anlagt end undertegnede, og jeg øver mig i at respektere, at det ikke er alle, der bare som tommelfingerregel er helt ok med, at man deler deres hemmeligheder online. Og at man ikke altid ved, hvad dem, man elsker, betragter som personligt. Fordi man måske ikke selv ser de samme elementer som synderligt private.

Lige præcis den opsang har jeg fået af samtlige de kærester, jeg har haft i mit voksenliv: At jeg kæfter op om ting, der er fortalt mig i fortrolighed.

Og det skærer mig i hjertet hver gang, fordi jeg vitterligt ikke tænker det som en udlevering, mens jeg … udleverer.

Det hænger nok sammen med, at jeg personligt er ret okay med, at folk deler mine mere eller mindre pinagtige anekdoter, hvis jeg da ikke oven i købet kommer dem i forkøbet og selv underholder med dem først.

Og derfor glemmer jeg, at det ikke er alle, der er fino-fino med, at jeg hænger deres beskidte (eller bare helt rene og fine men (åbenbart) stadig private) tøj til tørre ude i den del af offentligheden, der udgør min sociale sfære.

Det eneste, der er værre end at blive bebrejdet, at man har fortalt noget, der (i bagklogskabens klare lys) ikke var for alles ører, er at få en hørt tydeligt hemmelig anekdote fortalt af sin significant other – fulgt op med beskeden: “og det er altså ikke noget, du skal sige til nogen.”

Som om jeg var sådan en, der gik og gjorde det. Men det er jeg. Jeg nægter åbenbart bare selv at betragte mig som en sådan. Så det.

Og derfor må I gætte jer til LL’s børnestandpunkt (jeg kan bare give et lille hint: Det er verdens sødeste).   

Overspring og FKA Twigs og sexet. Much wow.

Jeg overspringshandler lige nu. Helt vildt. Har tusind opgaver at se til. Men må lige have ud, hvor herresexet FKA Twigs er.

Og var.

… Altså til koncerten i søndags på Vega sammen med samtlige hipsters i en radius af tre cykelstyroverskæg fra Istedgade.

Jeg tog mig selv i at stå og glo med min fadøl presset mod underlæben på en måde, jeg ikke bare finder utiltalende men også ret så flov. Faktisk. Følte, at jeg stod der med en gevaldig lady boner midt på Store Vega og alle kunne se det.

Samme følelse som dengang i tiende på efterskolen – i øvrigt omtrent ti år før jeg sprang ud, men følelsen var der alligevel – når alle skulle røre ved hinandens bryster, og jeg et eller andet sted godt vidste, det vakte noget andet i mig at røre ved roomiens attributter, end det gjorde når gestussen blev gengældt af veninden.

Jeg må for alt i verden ikke afsløre andet end nøgtern venskabelighed.

Men fuck, hvor var hun sej. Altså. Jeg har skamhørt hendes “LP” på det seneste, og selvom det ikke fangede mig hverken første eller anden gang, og det stadig falder mig svært at synge med på det, så sidder de der bare – sangene. Fast, fast, fast i mit hoved.

Og således fik jeg overspringet mig igennem 14 linjer (rimelig overspringshandlingsagtigt at tælle linjer, by the way) på mindre end fem minutter.

Og kan så returnere til det rigtige arbejde. Når lige jeg har luftet hundene (du skal altid bare lige, Alfons Åberg).

(Og jeg skal nok skrue lidt ned for kursiveringerne. Fra og med i morgen. Ik’?)

Det sure (Paypal) med det søde (Mads Ananda Lodahl).

Et af de mest interessante mennesker i dansk LGBTQ-politik er Mads Ananda Lodahl. Hvis ikke du allerede følger ham og projektet Almindelig.com (PS. domænenavne, jeg godt gad eje for 500 dask, tak), så er det bare om at komme i gang – han er også på Facebook.

Mads er en af de der typer, hvor jeg nogle gange bare tager mig selv i fuldstændigt ukritisk at like alt, hvad han smider på Facebook, fordi jeg har så stor tillid til, at vi er enige.

Og nu har han lavet en guide til trans-etikette. Og det er pissegodt. Jeg blev klogere, og selvom jeg stadig – præcis som han helt pædagogisk og venligt forstår i indlægget – er fyldt med irriterende spørgsmål skåret over “men hvordan …”-læsten, så ved jeg udmærket godt, at jeg ingen som helst ret har til svaret. Nødvendigvis.

Og jeg ved, at de spørgsmål er præcis lige så upassende som alle de gange (og det er flere end kan tælles på én hånd) jeg er blevet spurgt til, hvem der er manden i mit og LL’s forhold – eller hvordan “vi gør det”.

Tak til seje Mads. Og nu ville jeg lige bestille 100 gratis queer-klistermærker (du kan også!), men mig og Paypal bliver aldrig venner og er efter dette forsøg på en portooverførsel faktisk på grænsen til fjender, efter at jeg prøvede at tilføje nyt-men-ikke-så-nyt visakort og nu får en foruroligende fejlmelding om, at jeg ikke kan tilføje kortet til min konto, fordi kortet allerede er i brug på en anden konto.

Det var så den aften, der uforudset endte i bureaukratisk tovtrækkeri med amerikansk (men garanteret Cayman Islands-headquarter’et) betalingsløsningsbusiness.

Og det her blev så – lige så uforudset lige dele Mads Ananda Lodahl-roser og Paypal-sviner. Så det.

Nu som paneldeltager. Kvalifikation? Lebbe.

En af mine allerbedste veninder arbejder på psykologifakultetet ved det amerikanske universitet her i København. For et par uger siden spurgte hun mig, om jeg ville sidde med i et panel, som en af professorerne ville stable på benene denne uge i forbindelse med psykologiundervisningen.

“Hvorfor mig?” spurgte jeg meget naturligt.

“Fordi du er lebbe,” svarede min veninde.

Godt så.

Jeg skulle, forklarede veninde, være der for at repræsentere noget diversitet. Godt så (igen).

Da jeg efterfølgende i mailudveksling med underviseren fortalte, at jeg altså først var sprunget ud som 24-årig, så jeg ikke var sikker på, hvor godt det passede ind i emnet, fik jeg følgende svar retur:

“Not only is it OK, it is PERFECT. I would be eager for you to share this transition with the class as it is most likely that one of these young women will experience a similar transition.”

Den perfekte lebbe-transition. Skidegodt.

Og så mødte jeg ellers op forleden i Vestergade og trådte ind i et rum med knap 30 21-årige amerikanske (udelukkende kvindelige, i øvrigt) studerende.

Spottede straks på forreste række en seriøst turbo dyke.

Vi snakker korthårsfrisure, t-shirt med oprul på ærmerne, trainers og en gevaldig bredstilling i cowboybukserne. Ingen korslagte knæ her. Nå jo, og ikke mindst en holdning, der blev lidt mere rank og nysgerrig, da jeg som en del af min oplæg nævnte, at jeg var lesbisk.

Jeg fortalte min historie og gjorde et stort nummer ud af at være komplet naturlig omkring det her med at være homo. Fortalte om min kæreste, og om hvor helt almindeligt et liv, jeg har – fik endda hele flokken til at grine et par gange – blandt andet da jeg sagde:

” … And shortly after breaking up with my then-girlfriend I met my current girlfriend [LL]. And as good lesbians of course we bought a dog after having dated for three months.”

Transatlantiske lebbeklichéer for the win.

Og det var alt sammen rigtig fint og skidesjovt. Men dagen blev først noget helt ganske særligt, da jeg efter dobbelt-applaus og afsluttende spørgsmål fandt min jakke og var på vej ud af klasselokalet og tilbage på work.

Her stoppede en lidt forsagt kvinde – en af de studerende – mig i døren.

Jeg havde godt bemærket hende – hun sad lidt tilbage i rummet og havde kortklippet afro og sine Beats-høretelefoner hængende om halsen. Hun var den eneste anden på holdet, jeg helt umiddelbart havde skudt til at være lesbisk.

Hun kunne ikke kigge mig ind i øjnene. Var bare helt forsagt. Men mens hun kiggede halvt ned og halvt hen over skulderen på mig, fik hun fremstammet med verdens mindste stemme, at det virkelig havde betydet meget for hende, at jeg var en del af panelet:

“Jeg er ikke vant til at se mig selv repræsenteret. Det var virkelig rart,” fik hun hvisket.

Jeg spurgte hende lige ud af posen om hun var gay – jeg tænkte, at jeg ville gøre alt, der stod i min magt for at signalere, at det ikke er noget, man skal være bange for at snakke om, endsige flov over. Sgu!

Hun svarede (selvfølgelig) bekræftende, hvortil jeg udbrød:

“That’s GREAT!”

Hun viste sig at være fra Sydstaterne (“the deep-deep South”, som hun sagde), hvor man ikke just råber højt om sin seksualitet – især ikke hvis den afviger – og hun tilføjede:

“I just never really told anyone.”

Hun havde altid vidst hun var lebbe. Men hun havde slet ikke vovet at tænke over det, før hun fyldte 18. Hvor hun havde turdet mærket efter, men stadig holdt det for sig selv. Og nu var hun i København og havde været til en række arrangementer i Pride-ugen!

Et par af de andre paneldeltagere snakkede i forbindelse med deres fortælling om “adult transition” meget om den der store post-gymnasiale dannelsesrejse, alle danske unge fra et bestemt segment lige som har været på. Til Australien eller Indien eller Peru. Og om, hvor meget den rejse har formet dem.

Jeg har altid tænkt det som lidt banalt – det der, “jeg backpackede gennem Bolivia, og nu er jeg et helt andet menneske” – og jeg har ikke selv nogensinde rejst i længere end tre uger (hvis vi ser bort fra det år, jeg tilbragte i Odense), selvom jeg har været aldeles langt væk på mine kortere rejser.

Men efter at have mødt en kvinde som hende den unge lesbiske amerikaner kunne jeg pludselig forstå, hvor stor betydning det kan have at komme væk fra sine vante omgivelser og spejle sig i noget andet end sine nærmeste.

Og mit hjerte blødte en lille smule.

Note to self: Dit valg af pronomen handler ikke om mig.

Det her er så motherfucking dybt. Virkelig skarpt og præcist og meget, meget klogt.

Læs lige denne her kronik i Politiken, den hedder “Brug et kønsneutralt sprog” og gav mig lidt at tænke over.

Og når du har læst hele kronikken via linket ovenfor. Så læs lige konklusionen en ekstra gang:

“Jeg ønsker mig en debat, hvor man forstår, at et kønsneutralt sprog ikke handler om mænd og kvinder. Det handler om alle dem, der ikke er mænd og kvinder, og som derfor bliver tvunget til at springe ud af et urimeligt skab og ind i en verden, hvor det burde være en selvfølge at blive anerkendt på lige fod med alle andre – også i sproget.”

Mig gav det stof til eftertanke, fordi jeg vist selv er halvskyldig i at føle behov for – og krav om – at diskutere andre individers valg af pronomen. Selvfølgelig åbent og anerkendende. Men stadig diskuterende. Hvilket i sig selv er en form for – hmm – sætten-spørgsmålstegn-ved. Ikke-accept midt i accepten.

Jeg bliver alt for ofte for tiden konfronteret med mine egne firkantede normkasser, hvor meget jeg end gør for at undslippe dem.

Tak for kronikken, kloge menneske!

Det lesbiske parforholds matrix

Jeg hører jo stadig Dan Savage hver eneste uge. Det har aldrig været nogen hemmelighed. I sidste uge (eller var det i denne?) talte han om det her med roller i lesbiske parforhold.

Det tog vist sit udspring i, at der var en lebbe, der ringede ind, fordi hendes biseksuelle (CIS-kvinde)kæreste gjorde meget ud af hele tiden at sætte sig selv i den meget ‘feminine’ rolle i forholdet.

Noget med at gøre sig lækker (lingeri, etc.) på en måde, lebben aldrig havde oplevet tidligere (fuldblodslesbiske) kærester gøre, og på en måde, lebben synes konnoterede heterorelation. Hun følte, at bi-kæresten benyttede nogle tegn, som passede dårligt ind i en lebberelation.

… Agtigt og kort fortalt, ikk’?

De – Dan og hans til lejligheden indkaldte ekspert, Arielle Scarcella, der er en virkelig charmerende homo-vlogger (det er et ord) – konkluderede, at der nok faktisk ikke var nogle (homo?)forhold, der kunne bære, at det altid var den samme part, der ‘toppede’/var den aktive/handlende/’maskuline'(undskyld)/dominerende.

Og det fik mig til at tænke.

For faktisk tror jeg, det er meget sandt. Et lynhurtigt dyk ned i min egenindsamlede empiri – tre længere parforhold med tre på mange måder meget forskellige kvinder – fortæller mig i hvert fald, at der ofte er en eller anden form for – hmm – tovtrækkeri going on.

Jeg har nok altid været den (umiddelbart og synligt) mest ‘feminine’ i mine parforhold (bemærk: jeg bruger termerne “maskulint” og “feminint” i store fede gåseøjne og håber, alle faste læsere ved, at jeg ikke tror på noget som helst iboende kvindeligt og mandligt, der afhænger af vedhænget i trussen – eller manglen på samme. Både på trusser og vedhæng).

Jeg har sagt det før og siger det lige igen: Jeg går i kjoler, elsker min flydende eyeliner, har langt hår og bilder mig stadig ind, at jeg er ‘sådan en der går i høje hæle’, selvom det er seriøst længe siden, jeg har styltet den sidst.

Jeg kan godt lide, når mine kærester synes, jeg er sexet (whaaaat. Du er da vist helt speciel på det punkt, hva’?).

Og jeg føler mig personligt sexet, når jeg har sorte blonder inderst og røde læber yderst. Og jeg bilder mig ind, at mine kærester gennem årene er enige. Omvendt synes jeg klart, mine kærester (aaalle mine kærester) er mest sexede, når de har noget helt andet tøj på. Jeg er fx ret vild med noget så simpelt som en hvid hipstertrusser på min dame. Og kan skrive under på, skulle jeg mene, at hun også føler sig noget mere sexet i en sådan, end hun ville gøre med røde læber og hofteholder. Ikke at jeg ville være afvisende over for den påklædning på hende. Hun ville rocke den. Men. I ved.

Anyway.

Jeg kan godt lide at blive passet på – noget man vel typisk ville tilskrive ‘det feminine’ (stadig: gåseøjne). Mine kærester kan også godt lide at blive passet på. Muligvis har balancen været mere ‘jeg passes’/’de passer’ i begyndelsen og så udjævnet sig nærmest til 50/50 både/og hverken/eller, efterhånden som parforholdet har udviklet sig.

Måske efterhånden som man lærer det, der ligger under overfladen af feminine tegn, bedre at kende?

Men det er i den sammenhæng, at der har eksisteret det her lidt pudsige tovtrækkeri af og til. For hvem passer på hvem, når begge er pylrede?

Hos os skiftes vi til at bestemme. Både i og uden for soveværelset. Heldigvis.

Jeg havde på et tidspunkt en elsker, som var helt ovre i den anden grøft. Som udelukkende handlede i herretøjsbutikker, som gav mig teatersminke (teatersminke!), da jeg efter en uplanlagt sleep-over spurgte, om hun havde en mascara, jeg kunne låne? Ingen makeup i dén husholdning.

Hun var samtidig også meget artikuleret om, hvilken rolle hun gerne så mig i – og hvilken hun til gengæld kunne indtage.

Og det var faktisk helt vildt usexet. Først var det spændende, for nøjjjj hvor var der bare plads til, at jeg kunne være kvinde med et gigantisk K forrest. Plads til at blive passet på og forkælet. Nøjjj, hvor passede mine kjoler og hæle bare godt ind i en eller anden tilstræbt heteroseksuel relationsnorm.

Men så blev det … ulideligt.

Fordi jeg ikke er kvinde med stort k, når det kommer til stykket (primært fordi ‘kvinde med stort k’ ikke fucking findes). For jeg går ganske rigtigt i kjole, men jeg har ikke de karaktertræk, der – så’n rent stereotypt og normativt – passer til den mundering.

For jeg synes, det er fint nok at blive knaldet med en strap-on – men jeg synes også, det er ret sjovt og sexet at være den, der har den … strappet on.

Og det er faktisk derfor (og så fordi kvinder bare er wauuuw), tror jeg, at jeg har haft det markant meget bedre i (de fleste) forhold med kvinder end jeg havde det i forhold med mænd. Fordi det er min – personlige – oplevelse, at jeg her har mere plads til albuerum sammen med kvinder. Til at være gal og højtråbende og bestemme. Alle de dejlige egenskaber, vi alle sammen rummer og som ikke (ifølge normen i hvert fald) passer ned i en kjole.

Men måske siger det faktisk bare allermest om de mænd, jeg var sammen med back then? Eller om mig og mit frirum til at være mig.

Der kom et lesbisk brev (Juhu. Det er min yndlingsbrevtype)

Det sker jo, at jeg får brev fra frustrerede lebber. Det ELSKER jeg. Forleden fik jeg følgende:

Jeg tror personligt godt, at unavngiven lebbe (hendes identitet er selvfølgelig jeres yndlingslebbe bekendt) kan vænne sig til, at homodamer mestendels gerne liiiige vil have afklaret, om det her fører til noget med en flyttebil (eller i hvert fald et fælles hundehvalpsindkøb, host-host) inden for nærmeste fremtid.

Jeg husker i hvert fald ikke mange second-lebbedates, hvor der ikke faldt et par ord om, hvordan man så sit liv forme sig (børn? karriere? bolig?).

I øvrigt slog det mig i dag, at andelsbolig-ladcykel-bulldog(s) må være urbane homoers pendant til villa-volvo-vovhund. Jeg er herresat.

Jeg tror nu i øvrigt ikke, der blev diskuteret fremtidsplaner på min og LL’s anden date. Endsige evalueret efter første. Jeg var alt for panisk over at havne i nyt forhold så kort efter at have afsluttet mit forrige (megalesbisk, i øvrigt – sådan at være single i mindre en måned mellem sine langtidsforhold) til at kunne tale om den slags. Men har garanteret talt en masse om følelser alligevel.

Så det.

LL er i øvrigt herredårlig til at snakke om følelser. På nær når jeg har mine dramadage (ca. hver anden dag. Hver dag i kritiske uger), og hun pinner mig til sengen og siger, at hun altså gerne vil være min kæreste. Når nu det her med at dele hjem og kærlighed med mig tilsyneladende ikke er nok til at få mig overbevist. Tilsyneladende.

Jeg er sandsynligvis verdens dårligste kæreste. Og mindst stabile menneske. Eller i hvert fald mest usikre. Der kan seriøst gå mindre end to minutter, fra LL serverer morgenmad og kys for mig på sengen, til jeg er stensikker på, hun er ved at forlade mig.

Kudos til hende for at holde stand. Hun er sød nok.

Nå. Men kan I ikke lige hjælpe ny-lebben ovenfor? Hvad kan hun forvente – går der konsekvent følelser i den på second date i Lebbeland?

En slags “Find Lebbe-Holger”. Og jeg vandt.

Jeg har fundet hende! Ja. Jeg har fundet den anden lebbe på Vesterbro, der også fra tid til anden lufter to franske bulldogs. Og nej. Jeg mener ikke den lebbe, som jeg deler seng med. Og som fra tid til anden lufter vores franske bulldog. Jeg mener ikke LL, nej.

Nå men så så man lige mig ræse fra work for at lufte hunde, der nægtede at lægge en lort, inden LL skulle af sted til træning. Fint nok. Jeg havde en hel episode af Dan Savage (jeg har, fordi jeg ikke er en næriglebbe, købt abonnement på the magnum edition. Du burde gøre det samme – det er alle pengene værd!) til gode. Kunne sagtens høre den, mens jeg luftede kræene.

Kastede dem forbi Enghaveparken med først Dan og siden LL (“skat, hvis man ikke kan cykle hjem efter spinning, bliver man så hentet?” – svaret er nej) i ørerne.

Og der stod hun så. I al sin (i øvrigt – bevares – ganske tiltrækkende) lesbiske glory. Inklusiv stretch i øreflippen og ikke decideret uinteressante piercinger i munden.

Lang snak om hunde. Og igen den her kriblen i fingrene … efter at åbenbare for hende, at jeg altså OGSÅ var lebbe, selvfølgelig. Hun fik sagt “ex girlfriend” om damen, jeg tidligere har mødt samme meganuttede hunde i selskab med (‘Livet som hundeejer’ for 500 kr., tak. Man kender hundene men ikke ejerne. Klassisk.)

Og jeg fik (pyhada) naturligvis sneget ind, at jeg også foretrak den punani.

Hvorfor fanden er det så vigtigt? Hvorfor kunne jeg slet ikke lige klare tanken om at dele en fredelig hundesnak med fremmed lebbe uden behov for at forklare at jeg altså delte hendes udmærkede seksuelle standpunkt? Hvad sker der?

Men hey. Hun var ikke bedre selv – hun smed faktisk ex girlfriend-kortet først. Kom ikke her.

Vi lebber kan bare tilsyneladende rigtig rigtig rigtig godt lide at bekende (hele den regnbuefarvede) kulør.

“Er I kærester? Hvorfor vil I ikke snakke?”

Det er faktisk ikke sket i hundrede år. Men så i morges havnede jeg atter i en såkaldt homosynlig situation.

LL og undertegnede var kommet så hurtigt ud af døren, at vi havde tid til en kop kaffe på en ellers ret så røvsyg kaffebar i centrum. Så der sad vi. Fordybet i snak med knæene vendt mod hinanden i sofaen for endevæggen. Klokken omtrent ni om morgenen.

Stille og roligt.

… Indtil en gut på omkring 40 år sætter sig i stolene over for. Læner sig frem over bordet – frem mod os.

Jeg tænker først, at manden bare har fundet en af få ledige siddepladser i cafeen og selvfølgelig fred med det. Men så henvender han sig til mig. Og jeg kan mærke, at han er en af dem, der ser to lebber i en halvintim (ikke fysisk intim, dialogisk intim – vi kyssede ikke!) situation og klart mener, der er plads til ham og hans dumme kæft.

Han prøver at komme i snak. Spørger om vi er kærester. Og jeg siger – noget spidst, indrømmet:

“Vi sidder lige og snakker, og vi gider faktisk ikke rigtigt tale med andre. Er det ikke ok?”

Jeg tænker, at det giver ham spillerum nok til – uden ansigtstab – at læne sig tilbage i sædet og drikke resten af sin kaffe i tavshed. Men nej.

“Jamen, hvorfor vil I ikke snakke? Er I kærester? Er det din kæreste?”

Jeg kan mærke, jeg bliver gal. Og svarer. Vredt og konfronterende.

“Det rager, undskyld mig, ikke dig. Men ja, det er min kæreste, og vi sidder lige og taler sammen bare os to og gider faktisk ikke selskab. OK?”

Han bavler videre. Om at jeg er stram og lukket, og LL er smuk og åben. Hvilket han i øvrigt har 200 pct. ret i.

Jeg svarer efterhånden relativt rødglødende, at han måske skal tage min lukkethed som udtryk for, at han ikke er velkommen. At det er uhøfligt at blande sig, når man klart har fået at vide, vi helst er fri. Søger LLs hjælp.

Hvorefter hun læner sig frem. Helt roligt. Beder ham lade os være i fred. Pædagogisk og venligt. Hvorefter han rejser sig og går. Mission fuldført.

Jeg følte mine grænser massivt overskredet. Og min seksualitet synlig og sårbar. Og blev – ikke helt fair, bevares – megagal på LL over, at hun ikke også var gal.

“Det er ikke værd at lade sådan et fjols ødelægge sin morgen,” svarer hun. Og klemmer min hånd.

Og hun har ret. Men jeg kan ikke lade være at læse tusind års kønnet ulighed ind i sådan en situation. For fremmed mand ville aldrig på den måde invadere et heteropars privatsfære.

Det er faktisk ved at være rigtig lang tid siden, jeg sidst følte mig homosynlig, men jeg kan tydeligt mærke, at det vækker en helt dirrende harme i mig, når det sker. Stadigvæk. Jeg har så svært ved bare at se ham som en enlig idiotisk svale og ikke som et symptom på en syg og chauvinistisk verden.

Hvad gør I, når det sker? 

Ældre indlæg