Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Kategori: hunde (side 1 af 4)

Fem ting, jeg er glad for, at der ikke er nogen, der tæller

  1. Hvor mange lakridspiber, der var i skuffen på work henholdsvis i går (før jeg ‘arbejdede sent’) og i dag
  2. Hvor mange forskellige sange, LL og jeg synger om (og ikke mindst for) vores hunde. Og på hvor mange forskellige melodier
  3. Hvor mange få (milli)sekunder, det tog for mig at gætte, at der var tale om Billy Joels “Uptown Girl” i musikquizzen på skihotellet i Tignes i marts
  4. Hvor mange få gange jeg har brugt mit fitnessabonnement siden januar
  5. Hvor mange penge jeg i weekenden brugte på, at den samme taxachauffør fragtede mig: a) Fra Nevermind og hjem b) Fra hjem til Nørrebro for at hente glemt nøgle c) Fra Nørrebro og hjem igen

Slet ikke lesbisk nok.

Jeg har passet min ven og faste hundeluftpartner-in-crimes lille damebulldog et døgns penge. Og har således erfaret, at min hundegrænse går ved lige præcis to styks. 

OMG, hvor er jeg simpelthen alt for lesbisk (I ved, det er kun rigtige kvinder, der kan holde styr på flere ting på samme tid) til at multitaske mig gennem tre hundesnore.
Dels er der det stigma, der følger lige i røven på professional dog walker-looket.
Og dels er der den der følelse, når hende den ret så cute lebbe, som man altid møder, når man lufter, og som har sin egen franske bulldog, kommer cyklende forbi, og man har lyst til at råbe efter hende, at man altså IKKE er en crazy hunde-hoarder, der ikke forstår at stoppe i tide men simpelthen bare hvert andet år  tilegne sig endnu fransk til flokken.
Jeg så på et tidspunkt et hundeprogram (for sådan en er jeg åbenbart), hvor der var en dame, der havde fem hunde. Og beskrev dem – hende og hundene tilsammen, altså – som “KOBBELET”. Altså. At de var ET HUNDEKOBBEL.
Hende vil jeg aldrig blive til. Aldrig.

(Og det der med Orange Is The New Black (som dem, der ikke følger mig på Facebook, måske ikke ved, har jeg smugset de første 6 afsnit af tredje sæson som en slags ”tak for lebbeindsatsen, kammerat” fra Netflix). Det skal nok komme. Men jeg må ikke endnu. Ingen spoilers før juni, siger PR-typerne. Og jeg retter naturligvis ind.)

Hundelegetøj eller sexlegetøj?

Jeg ville have svoret, jeg allerede havde skrevet om det. Altså om, hvor meget hundelegetøj og lebbesexlegetøj helt generelt ligner hinanden.

Men det må have været et af de mange indlæg, der blev ved tanken.

Eller også er søgefunktionen her på bloggen så elendig/mine sprogblomster så upræcise, at jeg seriøst ikke kan finde indlægget ved hjælp af gloser som “sexlegetøj”, “hundelegetøj” eller det mundrette: “dildo”.

Men nu er CollegeHumor jf. BuzzFeed i hvert fald kommet mig i forkøbet med den store test:

HUNDELEGETØJ ELLER SEXLEGETØJ? 

Helt alvorligt: Homohundene EJER legetøjet på den der første gif. Spoiler alert: Det er hundelegetøj.  Det ER hundelegetøj.

… Og det var decideret flovt første gang vi havde nyt bekendtskab på besøg og “legetøjet” lå på sengen. Hvor 2xHomohund gerne slæber det op. Jeg LOVER, det er sådan, det hænger sammen. Lover.

OMG! Hun er i live. Og hun ser fisser. Allesteder.

(Undertitel: Verdens mest strategisk velplacerede harpiksklat. Like, ever.)

Shit maaan. Jeg har så usandsynligt travlt for tiden. Travlt på den måde, hvor der sker så mange vigtige og uudsættelige ting i løbet af dagen, at man ikke kan sove om natten, og så kan man ikke blogge den efterfølgende aften, fordi man er for kvadret.

Nå.

Men i dag var jeg den eneste fra min afdeling, der ikke var lykkeligt ferieramt, så jeg arbejdede hjemme. Eller det vil sige, jeg arbejdede ude. Ovre i parken. Trådløse forbindelser og netværk-via-iPhone for the win.

Jeg havde naturligvis 2xHund med. Og tilbragte ca. lige så lang tid med at skrive vigtige mails som med at hive deres dumme snuder ud af buskadser (med menneskelort. MENNESKELORT. Jeg ved, det ikke var et dyr, der havde skidt inde mellem træerne, for dyr bruger – typisk – ikke toiletpapir. Har jeg hørt.)

Og på en af mine vandringer kiggede jeg ned. På en “træstub” (jeg bruger sjældent gåseøjne, men her synes jeg, de passer ind. Og helst skal I se mig for jeres indre blik gøre stooore ruuuunde øjne og air quote derudaf).

Denne her træstub. Eller hvad fanden I vil kalde den. Jeg ved godt, hvad jeg ville kalde den.

Ja. Jeg vil kalde det direkte adgang til at give moderjord en ordentlig omgang oralsex. Naturen har humor. Og supplerer med harpiks på de helt rigtige steder.

Og hvis Freud begynder at kæfte op om associationer og sådan, så kan I lige bede ham om at tie stille. Det der. Det kan der ikke være nogen tvivl om, hvad ligner. Iveller?

God weekend!

Skoddyr.

Kom hjem efter endt arbejdsdag. En af de travle. Låste mig ind i lejligheden. Blev mødt af to fuldstændigt opkørte hunde … og dette syn:

Man må alligevel beundre graden af omhyggelighed. Lortehunde. Ikke en men to lp’er fuldstændigt smadrede. Yderligere fem godt gennemgnavede i hjørnerne.

Som for at sige undskyld stæsede Mindstehunden ind og hentede et par trusser i vasketøjskurven. Smed dem samarbejdsvilligt for mine fødder som en form for offergave.

Nej. Nej. NEJ.

Suk. På vej hjem var jeg i tvivl, om jeg nu også havde fortjent indisk til aftensmad. Det er jeg egentlig ikke længere. Og jeg har også fortjent en mangolassi. En stor mangolassi.

En slags “Find Lebbe-Holger”. Og jeg vandt.

Jeg har fundet hende! Ja. Jeg har fundet den anden lebbe på Vesterbro, der også fra tid til anden lufter to franske bulldogs. Og nej. Jeg mener ikke den lebbe, som jeg deler seng med. Og som fra tid til anden lufter vores franske bulldog. Jeg mener ikke LL, nej.

Nå men så så man lige mig ræse fra work for at lufte hunde, der nægtede at lægge en lort, inden LL skulle af sted til træning. Fint nok. Jeg havde en hel episode af Dan Savage (jeg har, fordi jeg ikke er en næriglebbe, købt abonnement på the magnum edition. Du burde gøre det samme – det er alle pengene værd!) til gode. Kunne sagtens høre den, mens jeg luftede kræene.

Kastede dem forbi Enghaveparken med først Dan og siden LL (“skat, hvis man ikke kan cykle hjem efter spinning, bliver man så hentet?” – svaret er nej) i ørerne.

Og der stod hun så. I al sin (i øvrigt – bevares – ganske tiltrækkende) lesbiske glory. Inklusiv stretch i øreflippen og ikke decideret uinteressante piercinger i munden.

Lang snak om hunde. Og igen den her kriblen i fingrene … efter at åbenbare for hende, at jeg altså OGSÅ var lebbe, selvfølgelig. Hun fik sagt “ex girlfriend” om damen, jeg tidligere har mødt samme meganuttede hunde i selskab med (‘Livet som hundeejer’ for 500 kr., tak. Man kender hundene men ikke ejerne. Klassisk.)

Og jeg fik (pyhada) naturligvis sneget ind, at jeg også foretrak den punani.

Hvorfor fanden er det så vigtigt? Hvorfor kunne jeg slet ikke lige klare tanken om at dele en fredelig hundesnak med fremmed lebbe uden behov for at forklare at jeg altså delte hendes udmærkede seksuelle standpunkt? Hvad sker der?

Men hey. Hun var ikke bedre selv – hun smed faktisk ex girlfriend-kortet først. Kom ikke her.

Vi lebber kan bare tilsyneladende rigtig rigtig rigtig godt lide at bekende (hele den regnbuefarvede) kulør.

REGNBUEFLAGET SGUDDA

Hof-vittigheden i den her lille lesbiske husholdning er, at jeg ikke kan møde en kvinde, der er:

a. Korthåret
b. Iklædt vindjakke
c. Og/Eller vandreinspireret fodtøj

… uden straks at udbryde til Livslebben, at der da  være tale om en lebbe.

Og jeg har så sjældent ret, at det næsten gør ondt.

(Dog er jeg naturligvis påståelig nok til – når jeg tager fejl – at tilføje et, “hun ved det nok bare ikke selv. Endnu.”, når jeg igen får afkræftet mine lebbemistanker.)

Forleden var vi på hundetur i Søndermarken, min dame og jeg. På vej ud af parken møder vi en kvinde med en lille mops. Jeg skyder på, hun var i midttrediverne. Kvinden, forstås. Hunden var så vidt jeg husker knap halvandet år gammel.

Vi snakker. Erfaringsudveksler, hunde-roser gensidigt. Klap-klap og nårrrhhh.

Og så går vi videre. LL siger:

” … Hvornår falder den så?”

“Falder hvad?“, spørger jeg.

“Bemærkningen.”

Jeg er komplet clueless, indtil hun svarer:

“Bemærkningen om hendes seksualitet.”

“Nååååååå. Tror du, hun var lebbe?“, spørger jeg – ivrigt (jeg elsker at møde lebber. Jeg gider/kan ikke forklare det).

Det viser sig, at jeg – måske fordi hendes hund var så sød, eller bare fordi jeg er homonormativ, og kvinden var langhåret – har overset det halvstore regnbueflag, hun havde syet fast på brystet af sin vindjakke(!).

Og bukserne var vist også ret praktiske.

Og min gaydar er igen gjort helt igennem til skamme.

Skidegodt. Ski-de-godt.

Det der øjeblik, hvor man på sygdomstredjedagen med sygdomstredjedags-fedtet hår og sygdomstredjedags-kvalmeklump-i-halsen trækker røjsere og den usle trenchcoat ud over nattøjet og går tur med hundene. På Vesterbro.

… Og Homohunden så pludselig trækker venstre bagben op under sig på den måde, der plejer at signalere av-for-fanden-så-hold-dog-lidt-igen-med-det-vejsalt-det-svider-ad-helvede-til-i-trædepuderne-for-satan. Og som almindeligvis ret let kan afhjælpes med lidt hurtige strøg hen over poten. For lige at tage det værste salt – eller tjekke for glasskår.

Nå.

I dag lærte jeg så, at jeg lige fremover skal kigge på poten, mens jeg tørrer. Så jeg ikke som i dag står med lort på fingrene, fordi Homohunden faktisk også er hygiejnisk nok til at trække poten utilfredst op under sig, når han træder i egne efterladenskaber.

Opfulgt selvfølgelig af mig i uskøn dans rundt om eget taljemål for med højre hånd at fiske en hundepose (troede I seriøst, jeg var sådan en, der lige havde en kleenex i jakkelommen?) op af venstre lomme, mens jeg vifter med lortefingrene og forsøger at tørre det værste af i en træstamme (for fuck’s sake). Og udstøder små væmmelseslyde. Og prøver ikke at kigge rundt for at tjekke om nogen har fulgt optrinnet.

Med andre ord: Jeg har tørret hundelort af fingrene med en plastikpose i dag. Hvad har du bedrevet?

Åh ja. Og det var også i dag, der var lukket for det varme vand fra 8-16. Skidegodt. Pun intended.

Sidesporsfest. Men trods alt sidesporsfest med Marie Key som ikke-så-hemmelig gæst.

Nå. Marie Key spiller på Vega i aften. Det er praktisk talt i min forhave. Men jeg har ikke fattet en skid, og nu er koncerten udsolgt.

Upassende.

Men lige meget hvad, så er det i virkeligheden også bare totalt lige meget, sagde ræven, for der er skruet 100 pct. ned for al socialiseren, indtil 2xHund har lært at styre deres handicap og holder gaffen lukket, når de er alene hjemme.

En uge. Please. Giv mig mit liv tilbage.

Nå. Men da jeg var ude at lufte Homohunden i frokostpausen, gik jeg og spekulerede på, om Marie Key mon cykler til Vega, når hun skal spille koncert.

Der er jo ikke nogen grund til at ankomme i heftig tourbus, når man bare kan hoppe på raceren henne fra hvor-hun-nu-bor. Sikkert på Østerbro eller Christianshavn. Hun slår mig ikke som en Vesterbro-lebbe. Hun har ligesom for meget integritet. Hun kan bære Østerbro, kan Marie Key. Og Nørrebro er bare for obvious.

Jeg forestiller mig (altid. hver dag. uden stop), at Marie Key kører på en racercykel.

Men. Måske tager hun taxa. Selvom det ville være lidt for irriterende, fordi hun så måske ville synge den der Sanne Salomonsen-sang som blev skamspillet for en tre års tid siden på Vela, og som min daværende kæreste og jeg vist nok omdøbte til “I en Fakta”. Fordi det faktisk er en bedre love story.

Hold kæft, en(dnu en) sidesporsfest, jeg holder.

Og nu får Marie Key fanme også det tag, hun har fortjent. Sgu.

Hvis vi begynder med lesbisk håndbold og slutter med Dita von Teese, så er I helt med, ikke?

Jeg får slet ikke skrevet lige så meget, som jeg gerne ville. Og den dårlige samvittighed hamrer på yderdøren, og jeg prøver ikke at lytte. Og jeg skylder stadig de trofaste lidt bevis for min diminutive Ruslands-demo.

Men.

Jeg har en hundehvalp. For eksempel. Og det er så fucking fedt. Og hårdt og røvsygt. Og meganuttet. I vilkårlig rækkefølge.

Lige nu ser LL – you guessed it – håndbold.

Kort efter vi havde mødt hinanden (og efterfølgende ca. en gang i kvartalet) tog vi en semi-ophedet diskussion om, hvorvidt der var større repræsentation af lebber i kontaktsport, end i den såkaldt virkelige verden.

Hun mente – og mener – nej og har en vis førstehåndserfaring (der dog hendes … førstehåndsmøder (host-host) … taget i betragtning taler til min fordel).

Jeg mener klart ja – og peger en flot finger i retning af Anja Andersen og co.

Vi bliver helt sikkert aldrig enige, med mindre nogen kan lægge iskoldt fakta på bordet, for vi var lige igennem den igen. Og nu har jeg lige googlet “Line Jørgensen lesbian”. Og nynner TV2 imens.

Jeg blev ikke klogere. LL mener at vide, at Line Jørgensen (Voldum) helt sikkert ikke er lesbian. Men med de skuldre og den fremtoning er jeg stærkt i tvivl, ikke desto mindre.

Nå.

Men derudover var jeg til julefrokost i fredags. Og lå brak det meste af lørdagen – med undtagelse af de plus/minus fyrre gange jeg og LL stod uden for døren helt tyste og øvede alene hjemme med 2xbulldog.

Det gik pissegodt. Hvilket forhåbentlig betyder mere hundefrit parforhold til mig. Juhu! Det kan måske lyde kontraintuitivt, men en del af årsagen til, at vi erhvervede Hund#2, var faktisk, så Homohunden kunne lade os være i fred engang imellem. Please.

Og det ser ud til, det virker. Problematisk er det dog, at Mindstehunden reagerer med kraftig gøen på sexscener i film. Vi så otte afsnit af The Tunnel (den fransk/britiske udgave af Broen, som jeg aldrig lige fik set) i går – tømmermænd, sagde jeg jo – og når der blev knaldet på skærmen, blev der gøet i stuen.

Den reaktion skal vi liiige have hevet ud af kræet snarest, tænker jeg.

Jeg forlod i øvrigt fredagens julefrokost ved totiden, da resten af festen tog videre til parallelfrokost i modebranchen. Jeg mødtes med BB og tilbragte dernæst to spritstive timer på Cosy, og de var godt givet ud.

Vi mødte nemlig fx en flok bøsser, der insisterede på, at jeg mindede svært om Dita von Teese. Hvilket bestemt er en kompliment, der ikke har anden klangbund i virkeligheden end en rød læbestift og en sirligt sat rockabilly-inspireret pandekrølle.

Men tak alligevel, dejlige mænd.

Så det.

Og nu har jeg for øvrigt oprettet tagget ‘håndbold’. Fordi man fanme ikke kan drive en lebbeblog uden. Sgudda.

Ældre indlæg