Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Kategori: Hahaha (side 1 af 7)

Lektie for livet: Always bring Beyoncé (or a unicorn)

Som min kære gamle ven K også helt tørt afslutter chatten: “ha”.

 

Tænk hvis …

Tænk hvis Simon Emil Ammitzbøll var blevet kærester med Linda P! ?

Jeg skrev i øvrigt ‘Simon Email’ i både første OG andet forsøg ovenfor. Rimeligt 1998’er-agtigt mellemnavn alligevel.

Lebberne i et mislykket forsøg på fine dining/drinking

I weekenden spiste vi på en virkelig god og Zagat-smart italiensk restaurant i London. Til kaffen ville vi have en lille avec og valgte en, der hed noget autentisk a la “Liquirizia-de-la-et-eller-andet”. Den smagte himmelsk. Altså sådan virkelig, uhm! Ja, jeg tror endda, vi bestilte en ekstra omgang.

Efterfølgende er det gået op for mig, at vi nok bare har siddet og følt os helt fancy, mens vi nød Italiens svar på et gajolshot.

Anyways. Restauranten hedder Briciole og ligger i (kedelige) Marylebone. Den er ikke helt billig, men du skal bestille deres burrata og deres spækkebræt med charcuterie-som-helt-sikkert-hedder-noget-smart-og-ikke-fransk-på-italiensk.

Sex som et jordskælv. Bogstaveligt talt.

Kan I huske den nat, der var vaskeægte (omend lillebitte) jordskælv i København? I 2008 eller sådan noget?

Jeg delte på det tidspunkt en lejlighed i Nordvest med en studieveninde, og vi semivågnede begge af miniskælvene. Jeg tænkte – helt groggy, mens sengen rystede – før jeg faldt i søvn igen:

“Well. Det er nok bare et S-tog.”

Først om morgenen da jeg vågnede rigtigt, gik det op for mig, at der egentlig ikke var synderligt meget S-togtrafik i nærheden af lejligheden. Og at jeg da slet ikke boede oven på rumsterende undergrundstog.

Min roomie derimod kunne dagen-derpå fortælle, at hun også var vågnet af rystelserne. Hun havde bare tænkt:

“Åh. Lebben har jo lige fået ny kæreste. Det er nok bare dem, der knalder. Godt for dem.”

Begge var i sagens natur gode logiske (omend forkerte) slutninger, der foruroligende nok også fortæller mig, at hverken jeg eller min daværende roomie nogensinde ville overleve, hvis der en dag var sådan rigtigt fare på færde. Ikke hvis vi sov i hvert fald.

Underskriftindsamling til fordel for et boycot af pubertetsdrenge, der ligner sygt lækre voksenlebber

I går indtog jeg regnbueresterne fra lørdagens melodunsekomsammen, hvor vi formåede at proppe otte homoer (plus det løse) ind på de godt og vel seks kvadratmeter, vores spritnye (og her mener jeg faktisk ‘sprit-‘ og ikke ‘splinter-‘) tv-stue måler.

(Indlægget fortsætter under følgende – uforholdsmæssigt gevaldige – billede af noget surt OG regnbuefarvet slik, der var så kunstigt, at det fik selskabets gravide deltager til efter et enkelt stykke, da skålen blev budt rundt igen, at udbryde et høfligt, “nej tak, jeg har vist fået min ration farvestoffer nu” )

Jeg er stadig især blæst bagover af rumænsk aggressiv-jodling (nu ved jeg hvordan de skælder ud i Alperne). Don’t say it. Jodle It. Jeg stemte to gange på den. Selvom man ikke kan. Det vil jeg da rent ud sagt skide på. Fatter stadig ikke hvordan sejren kunne gå til påtaget portugisisk Édith Piaf-emo, når man kunne have præmieret et sådant yodelaiiåh-mesterværk.

Sangen fik i øvrigt en ekstradimension af, at jeg præcis en uge tidligere havde tilbragt fire timer i Cinemateket med at jodle derudaf til en sing-a-long-karaokeudgave af The Sound of Music. High on a hill was a lonely goatherd. Uden så meget som et gran af ironi i øvrigt.

Nå jo. Og så var Eurovisionens bulgarske indslag jo bare ét langt lesbisk mindfuck. Min hjerne nægtede i hvert fald pure at acceptere, at det var en 17-årig knejt ved navn Kristian og ikke en – yderst attraktiv – lebbe omkring de 28, der sang “Beautiful Mess”.

Men altså. Hvis jeg havde en krone for hver eneste gang, jeg har vendt mig om efter hot lebbe på gaden kun for at erfare, at jeg i virkeligheden småpædofilt har sendt lange blikke efter semipubertær gymnasiedreng …

… Så ville jeg i hvert fald have 40 kroner.

 

 

Fem ting, jeg er glad for, at der ikke er nogen, der tæller

  1. Hvor mange lakridspiber, der var i skuffen på work henholdsvis i går (før jeg ‘arbejdede sent’) og i dag
  2. Hvor mange forskellige sange, LL og jeg synger om (og ikke mindst for) vores hunde. Og på hvor mange forskellige melodier
  3. Hvor mange få (milli)sekunder, det tog for mig at gætte, at der var tale om Billy Joels “Uptown Girl” i musikquizzen på skihotellet i Tignes i marts
  4. Hvor mange få gange jeg har brugt mit fitnessabonnement siden januar
  5. Hvor mange penge jeg i weekenden brugte på, at den samme taxachauffør fragtede mig: a) Fra Nevermind og hjem b) Fra hjem til Nørrebro for at hente glemt nøgle c) Fra Nørrebro og hjem igen

Lebbens store gaveguide

Jeg er verdens mest elendige gavegiver. Seriøst. Jeg kan ikke finde ud af at give gode gaver, endsige huske hvad folk ønsker sig. Har dyb respekt for den type mennesker, der lige har et google-dokument liggende, som de opdaterer, hver gang deres nærmeste i forbifarten får nævnt, hvad de går og drømmer om. Så de et halvt år senere kan tage røven og give den drømmegave, modtageren allerede har glemt, de fantaserede om. Jeg er mere sådan en lillejuleaftenspaniktype. Så det.

Men! Her er fem gaveforslag til lebben i dit liv. De ville i hvert fald bringe glæde, hvis lebben i dit liv var mig. Men det er hun jo nok ikke.

(Og præcis som tilfældet oftest (nærmest altid) er, så er jeg ikke sponseret/intimmasseret. Ingen penge eller produkter eller tjenesteydelser (host-host) har skiftet hænder, og der er ikke nogen, der har slikket mig i øret til gengæld for indlægget.)

You’re welcome.

Gaveforslag #5

Nanna Grü er en sej, århusiansk celebberity (see what I did there?) + kvinden bag one woman-bandet Not Daisy, der netop har selvudgivet en dejlig cd. Køb den via Not Daisys facebookside (og giv hende et like med på vejen ved samme lejlighed) før din lebbenabo.

Gaveforslag #4

Queer Jihads “Se! Den heteroseksuelle verdensorden går i stykker!” er vigtig og i øvrigt dansk. Og psst! Hvis du køber bogen inden d. 15. december via almindelig.com sender seje Mads Ananda Lodahl gratis antihomofobiske klistermærker med! De vil garanteret se flotte ud på indersiden af din lebbehadende onkels toiletdør. Og han gætter aldrig, hvordan de er havnet der.


billede lånt fra queer-jihad.blogspot.dk

Gaveforslag #3
Til femmen i dit liv. ’nuff said. Jeg ville personligt blive megaglad for sådan en lille pin, faktisk (hint-hint). Via etsy.

Gaveforslag #2
Shit man. Faldt lige i sjove-t-shirts-fælden. Jeg hader i virkeligheden festivalfænomenet med kække slogans på brystet. Men jeg tror ikke, jeg ville blive decideret vred, hvis nogen havde de her bluser på. Faktisk. Og jeg kunne måske også selv finde på at tage dem på, når jeg skulle træne. Og det er jo også en form for blåstempling.


Via: http://etsy.me/1ObOqb5

Via: http://ebay.to/1OI2765


Via: http://etsy.me/1Nc0w44

Gaveforslag #1
Til lebben, der har alt, foreslår jeg en vibrator belagt med 24 karat guld. Fordi din elskede(s) fisse da har fortjent lidt iskoldt ædelmetal at varme sig på. Den koster lige knap 8.000 dollars, det svarer vel til godt og vel 50.000 gode danske kroner. Du får også en æske at opbevare den i. Så de penge er da godt givet ud. Køb den her.

Søvnløshed afføder prætentiøs solo-læseklub. – Eller: Gender Trouble er jo absurd svær læsning.


Nå, men jeg fik endelig læst The Goldfinch færdig forleden nat. Den er fin nok. Fatter måske ikke helt Pulitzer-hæder, men bevares – den er bestemt god. Det var måske et fattigt amerikansk læseår i fjor.

Jeg tænker, at hvis man kunne lide Franzens Freedom (det kunne jeg faktisk ikke – bare skyd mig) og Safran Foers Incredibly-det-ene-og-Extremely-det-andet (måske min yndlingsbog). Så kan man også li’ goldfinchen.

Men det er slet ikke det, det skal handle om.

For da jeg havde læst sidste linje, var jeg stadig søvnløs og desperat og samtidig for doven til at lette mig fra sengen og finde noget letlæseligt a la boligindretning (svagt punkt for feng shui, bare skyd mig igen) i reolen inde i stuen.

Så jeg greb Gender Trouble, som jeg købte online i et prætentiøst øjeblik i vinter og siden har haft liggende på mit sengebord, uåbnet. Og så læste jeg en tolv-femten sider. Måske tyve. Der egentlig mest tjente det formål at trætte mig nok til, at jeg faldt i søvn og drømte en rimelig rædselsfuld og antiqueer mareridtsdrøm, som jeg vågnede af med bankende hjerte et par timer senere.

Jeg ved ikke helt, hvor jeg vil hen med det her. Men hold-nu-kæft, Judiths bibel er svær at læse. Det redder mig nok lidt, at jeg har skimmet nogle CliffsNotes og fordøjet et par uddrag på mit tilvalgsfag i Genusvetenskap for otte år siden. Og – nåja – at jeg har bibeholdt en sund interesse for feminisme og queerteori i det hele taget.

Så jeg ved ligesom overordnet og cirka, hvad det er jeg læser. Hvem der er morderen, så at sige (det var butleren, der gjorde det. Ha! Shit manner. Det er først, idet jeg skriver disse linjer, at det falder mig ind, præcis HVOR sindssygt sjovt det faktisk er. Butleren, I ved. JUDITH Butleren. Sådan, såkaldte lebbe. Hvor vover nogen at kalde dig humorforladt).

Nå. Men skal jeg læse videre, eller er CliffsNotes okay?

Når der er reklamer for dobbeltdildoer i det offentlige rum (ja, når!).

Nå JO!

Altså. Der er selvfølgelig tusind grunde til, at Berlin er fantastisk. Og afsindigt billige C-vitamin-brusetabletter er bare en enkelt.

En anden er, når man en tidlig uskyldig onsdag aften på vej mod Freischwimmer, går forbi tre-fire af de her helt alment kendte reklameskilte, som altid er alle steder.

Således også i Berlin:

Og man noterer sig en ølreklame, en hemmelig reklame bag et træ, en reklame for noget slotshotel i Postdam

… Og så naturligvis en reklame for en dobbeltdildo, særligt velegnet til multiple orgasmer. Hallo. Amorelie (slogan: “Für noch mehr spaß am Liebesleben” … hvabehager).

I øvrigt skulle I lægge vejen forbi Freischwimmer, hvis I nogensinde er på berlinerkanter.

Freischwimmer er måske den fineste restauration, jeg kan komme i tanker om (ikke på hvid-dug-måden, mere på den der perfekt skramlede berliner-måde med virkelig god mad og stærke drinks oven i hatten). Og ret hip oveni, skulle jeg mene.

Restauranten har desuden udsigt til Club Der Visionaere, som blev selskabets endestation (og endeligt?) den aften. Det er en af den slags berlinerklubber, hvor der ikke rigtigt annonceres med nogen form for lukketid eller sidste udskænkning. Og hvor der altid står en gigantisk dansende flok, som helt tydeligt ikke lige har fået sovet hverken denne eller forrige nat. Og tilsyneladende har taget netop de midler i brug for at opretholde såvel feststemning som krop, som man kunne forestille sig.

Så hvis man er til den slags …

Kvindefodbold og Tomb Raider. Så er der også noget til ALLE lebberne.

Rastløshed drev Bedstebøssen og undertegnede i bio i går. SPY på Fissetorvet. Rimelig radical lørdag aften.

Da filmen sluttede ved halv-tolvtiden, ville vi da lige ud have en enkelt. For at fejre, at SPY faktisk var ret sjov. Og sandelig om ikke det passede præcist med, at et par af de gode lebber skrev og spurgte, om jeg var ude?

Så efter på Sommerstedet forgæves at prøve at finde et bord blandt en milliard studenter? Konfirmander? – Ungdomstyper, i hvert fald – gav vi op og endte på den aldeles kønsløse sportsbar High Q på den modsatte side af Sønder Boulevard.

Hvor der – and I kid you not – var to fjernsyn tændt. Det er ikke i sig selv særligt sjovt. Det sjove kommer her:

På det ene tv viste de kvindefodbold (Canada vs. Kina, hvis ikke jeg tager fejl), og på det andet viste de Lara Croft. Som min gode gamle K noterede: “Så er der også noget til alle lebberne.”

Men omvendt ikke så meget til bøsserne. Bedstebøssen funderede længe og bestemte sig for, at han helst ville se Tomb Raider, hvis valget stod mellem det og damefodbold. Men tilføjede, at han hellere ville have set fodbold, hvis det var mænd, der spillede.

Han var bange for, det var sexistisk, men jeg forsikrede ham om, at det jo bare var liderligt.

Efter et par omgange, drog vi mod Vela, fordi en i selskabet – ingen nævnt – apparently ikke kan klare en bytur uden Red Bull længere. Hashtag #trediveplus.

Så vi tog på Vela. Sgu. Empowered og med planer om at take back Victoriagade.

Ankom til forkølet lebbefest: Der sad 15 lebber – vi talte dem! – fordelt ved borde og bar på Danmarks officielt eneste (hvis vi ser bort fra High Q, åbenbart) lebbebar.

19 inklusiv vores selskab. Tragisk. Gid, det var fordi de alle sammen var på Rafshaleøen.

Jeg hoppede med de andre ud for at ryge, lige i samme nu som den velkendte homobar-duo, ung lebbe + ung bøsse (efterskolevenner, gættede jeg på og fik siden bekræftet), ankom på cykel.

Ham gjaldende til hende: “Så er det bare med at komme ind og score.”

Vores – modne – selskab reagerede naturligvis med at chante “scor! scor! scor” efter den stakkels unglebbe, der var et sekund fra at vende om, men alligevel tog mod til sig og blev integreret i vores selskab.

“Jeg vil være hendes mentor,” som K proklamerede.

Om hun blev det, melder historien (endnu) intet om. For jeg kapitulerede som den første (uden Red Bull i årerne) klokken halv fem og drog hjem over i fuldt dagslys på sommerspontanbytursmåden.

Ældre indlæg