Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Kategori: forfængelighed (side 2 af 7)

Sig ja til kjolen, mother of all dykes

Okay.

Nu ved jeg ikke, om I har Netflix. Og nu ved jeg heller ikke, om I har knækket koden til at switche IP-adresse, så I kan se aaaalle de fantastiske amerikanske reality-programmer, man ikke kan se på Netflix fra Danmark.

Men jeg har både det ene og det andet.

Og det betyder, at min mandagsslapperaften (som i øvrigt blev indledt med årets første løbetur, så kom ikke her og sig grimme ting om, at jeg spiste cheerios til aftensmad) bliver brugt i selskab med anden sæson af et ganske afskyeligt, komplet ligegyldigt og ganske … ganske vidunderligt tv-format, der hedder (mundret):

“Say YES to the Dress – Bridesmaids’ Edition”

Intelligent mandagsunderholdning.

Her følger vi i en kjolesalon de flokke af brudepiger, der har indvilliget i at betale $200-1000 for en satin(og/eller chiffon)sag, de ikke selv vælger. Og det er ganske fornøjeligt.

Særligt sødt bliver det i andet afsnit af anden sæson, hvor en mægtig rar brudekvindes mægtig rare brudepigetvillingesøster skal i en kjole … for første gang i femten år, vel at mærke. Søsteren er nemlig kamplesbisk og har sin ligeså kamplesbiske kæreste med i brudesalonen.

Det er et virkelig sødt og helt enormt hjertevarmt lille optrin, der udspiller sig omkring det her med at tage en kjole på for et andet menneskes skyld, lige meget hvor utilpas man føler sig. Og sjovt at se, hvordan kropsholdning og mimik (nå ja og frisure) kan gøre, at to enæggede tvillingekvinder kan se  forskellige ud.

Og så i øvrigt også kudos til amerikansk ligegyldighedsfjernsyn for rent faktisk at behandle homoseksualitet aldeles fordomsfrit – det bliver ligesom bare fremlagt som endnu en udfordring i brudesalonen – ligesom dagen før, hvor en maid of honor og bedsteveninde gennem årevis kun ville være med i brudeselskabet, hvis hun måtte have en pink kjole på. Selvom alle andre skulle have grå kjoler på. Totalt de store konflikter, der bliver løst alligevel.

Nå, men det var bare det.

Hvis vi begynder med lesbisk håndbold og slutter med Dita von Teese, så er I helt med, ikke?

Jeg får slet ikke skrevet lige så meget, som jeg gerne ville. Og den dårlige samvittighed hamrer på yderdøren, og jeg prøver ikke at lytte. Og jeg skylder stadig de trofaste lidt bevis for min diminutive Ruslands-demo.

Men.

Jeg har en hundehvalp. For eksempel. Og det er så fucking fedt. Og hårdt og røvsygt. Og meganuttet. I vilkårlig rækkefølge.

Lige nu ser LL – you guessed it – håndbold.

Kort efter vi havde mødt hinanden (og efterfølgende ca. en gang i kvartalet) tog vi en semi-ophedet diskussion om, hvorvidt der var større repræsentation af lebber i kontaktsport, end i den såkaldt virkelige verden.

Hun mente – og mener – nej og har en vis førstehåndserfaring (der dog hendes … førstehåndsmøder (host-host) … taget i betragtning taler til min fordel).

Jeg mener klart ja – og peger en flot finger i retning af Anja Andersen og co.

Vi bliver helt sikkert aldrig enige, med mindre nogen kan lægge iskoldt fakta på bordet, for vi var lige igennem den igen. Og nu har jeg lige googlet “Line Jørgensen lesbian”. Og nynner TV2 imens.

Jeg blev ikke klogere. LL mener at vide, at Line Jørgensen (Voldum) helt sikkert ikke er lesbian. Men med de skuldre og den fremtoning er jeg stærkt i tvivl, ikke desto mindre.

Nå.

Men derudover var jeg til julefrokost i fredags. Og lå brak det meste af lørdagen – med undtagelse af de plus/minus fyrre gange jeg og LL stod uden for døren helt tyste og øvede alene hjemme med 2xbulldog.

Det gik pissegodt. Hvilket forhåbentlig betyder mere hundefrit parforhold til mig. Juhu! Det kan måske lyde kontraintuitivt, men en del af årsagen til, at vi erhvervede Hund#2, var faktisk, så Homohunden kunne lade os være i fred engang imellem. Please.

Og det ser ud til, det virker. Problematisk er det dog, at Mindstehunden reagerer med kraftig gøen på sexscener i film. Vi så otte afsnit af The Tunnel (den fransk/britiske udgave af Broen, som jeg aldrig lige fik set) i går – tømmermænd, sagde jeg jo – og når der blev knaldet på skærmen, blev der gøet i stuen.

Den reaktion skal vi liiige have hevet ud af kræet snarest, tænker jeg.

Jeg forlod i øvrigt fredagens julefrokost ved totiden, da resten af festen tog videre til parallelfrokost i modebranchen. Jeg mødtes med BB og tilbragte dernæst to spritstive timer på Cosy, og de var godt givet ud.

Vi mødte nemlig fx en flok bøsser, der insisterede på, at jeg mindede svært om Dita von Teese. Hvilket bestemt er en kompliment, der ikke har anden klangbund i virkeligheden end en rød læbestift og en sirligt sat rockabilly-inspireret pandekrølle.

Men tak alligevel, dejlige mænd.

Så det.

Og nu har jeg for øvrigt oprettet tagget ‘håndbold’. Fordi man fanme ikke kan drive en lebbeblog uden. Sgudda.

Helt enkelt: Byt tøj og lign en lebbe på under fem minutter.

Jeg kan faktisk rigtig godt lide den her fotoserie. Fordi den er fin, og fordi damerne bliver toplækre i deres kæresters tøj. Kunstneren/fotografen bag hedder Hana Pesut, og du kan finde flere tøjbyttebilleder via linket lige her.

Sincerelyhana.com

Dog må jeg – når jeg ser ned over rækken af switcharoo-billeder – sande, at min såkaldte gaydar er helt og holdent bundet op på, at jeg skyder alle kvinder i mandetøj til at være lebber.

Og det er vel trods alt ikke helt nok. Og temmeligt normativt, ville nogen måske endog tilføje.

Manden på fotoet ovenfor ligner i øvrigt i høj grad (og lav opløsning) en ung udgave af min far. Sært nok. Kvinden ligner ikke min mor, dog. Bare sådan fyi.

Om Sinead og Cyrus og hår i skridtet

I går gik op i hat (I ved, den der lille røde plastik-én, der sidder på låget af den dyreste og absolut bedste kvalitetstequila i verden) og briller. 
Og Miley Cyrus og Sinead O’Connor. Og meget høje røster. Og en omgang Venner for livet (I ved, den der festleg hvor man tager stilling til, hvem i selskabet, man mener, bliver rigest, har de mest perverse fantasier, har ydet mest oralsex, etc.).

Jeg endte med følgende kategorier:
Hvem fjerner mest hår i skridtet (da jeg fortalte LL det – hun kunne desværre ikke joine os i går, fordi hun stadig kæmper med en crazy mavevirus, staklen – sagde hun mistroisk: “Fik du den?”. Og ja. Det undrede også mig. Jeg lader lidt for ofte stå til i de regioner, hvilket LL’s skepsis også udmærket bevidner.
Hvem har flottest hår (jeg takker)
Hvem skal helt sikkert med til Eurovision (errrm …) 
Alt imens kunne jeg se kategorier som “hvem er klogest”, “hvem har de pæneste tæer” og “hvem knalder mest” flyve hen over bordet mellem mine inviterede gæster. Men jeg skal ikke klage. Jeg er jo den, der med størst sandsynlighed skal til Melodi Grand Prix næste år. Så det.
Og i det mindste fik jeg ikke “hvem flytter først til provinsen”…
I øvrigt var også både “Hvem er mest Miley Cyrus”(!) og “Hvem bliver først bedstevenner med Miley Cyrus”i spil. Der havde nemlig været en ret heftig debat tidligere på aftenen om, hvorvidt Wrecking Ball-videoen er frigjort eller taler sig ind i en kvinden-som-objekt-tradition. 
Der var delte meninger, det 100 pct. grundfeministiske selskab tiltrods. Nogen var af den opfattelse, at videoen simpelthen bare viser en ung kvinde, der har taget sin seksualitet tilbage på en måde, som vi – alle i 30’erne – bare er for gamle til at forstå, mens andre mente, at så meget nøgenhed og suggestiv hoftevriden ikke kan ses adskilt fra en (musikvideo)historie, hvor kvinden typisk fremstilles ret pornografisk. 
Hvad synes I?
Og har I overhovedet fulgt debatten om Sinead O’Connors åbne brev til Miley som følger af netop Wrecking Ball-videoen, der er inspireret af videoen til “Nothing Compares 2U”? Og Mileys retur-tweet? Og nu også Sineads svar #2
Det er en ret spændende konflikt (hvis man kan lide: 1. sladder og 2. feminisme og 3. pop)!

Lebben til galla. Igen. Stadig i (for) korte skørter. Fy.

I aften skal jeg til et af de der modearrangementer, som en awkward penguin som undertegnede egentlig gerne bare undgik.

Var de dog i det mindste med ledsager, den slags gilder. Så kunne man putte sig bag en Livslebbe. Eller en Bedstebøsse, når nu LL er sat skakmat af sygdom.

Men det er de aldrig. Altså inkl. ledsager.

I stedet er de inkl. rigtig mange, rigtigt høje og rigtigt tynde damer med pæn hud og høje kindben. Som helt sikker ikke har læbestift på tænderne og med garanti ikke er iklædt noget-fra-H&M.

Og så mig.

Man skal egentlig have lang kjole på. Men jeg blæser det altså et stykke. Igen. Og tager den samme flotte nederdel på, som jeg havde på til forårets fashion-gallagilde. Og tvivler ærligt talt på, der er nogen modediktator, som bemærker det.

Og det tegner ad helvede til, at jeg netop har forladt mit brusebad med praktisk talt et brandsår på maveskindet, fordi den her skide (og meget søde!) bygning er indrettet sådan, at hvis nogen skruer op for den kolde hane nede på anden sal, så skifter min vandtemperatur fra behagelig lunken til en flodstrøm fra helvede på et sekund.

For sivan da.

Nå. Men mon ikke maden er god, og HKH Kronprinsessen siger nogle søde ting. Nu hælder jeg snart en klassisk alene-vodka op, og så af sted. Og som LL siger: Det er jo endt med at blive meget sjovt samtlige de seneste gange, jeg har været af sted. Alle før-afgangs-neuroser til trods.

En slags lesbisk frisørfangenskab.

I går bestilte jeg tid til en klipning i dag. Jeg er dårlig til at bestille tid til aftaler, der ligger længere ude i fremtiden end 24 timer, så jeg blev svært glad, da det var muligt at komme til hos rockabillydamerne på Gråbrødre Torv med så kort frist.

Men så let skulle det sandelig heller ikke være.

For her til formiddag ringede de fra salonen og fortalte, at min (min!) frisør var blevet syg. Ligesom alle andre. På nær mig. Mit immunforsvar er tilsyneladende lavet af jernbeton (ikke jinxe, ikke jinxe).

Så jeg måtte jage videre, for nu ville jeg klippes i dag.

Jeg fandt en udmærket salon på Vesterbro, der havde tid. Og først for sent – efter endt booking – så jeg billedet af frisøren. Hun ligner en lebbe. På den korthårede og lidt seje måde.

Det bekymrer mig.

Det tager alligevel i hvert fald en halv time at blive klippet. Og jeg er verdens værste smalltalker. Og bliver tæerkrummende genert, når jeg skal tale med fremmede lebber. Især når jeg er fanget undet et åndssvagt frisørslag.

Mit eneste håb er, at det lille bitte portrætfoto bare fik asymmetrisk provinsfrisørhår til at ligne en småcool lebbe ‘do. Det var jo et sort/hvid foto, så dybest set kunne der gemme sig nogle kobberrøde reflekser i pandehåret.

Og så lover – lover – jeg, at jeg ikke bliver fornærmet, hvis venner og kolleger (endsige Livslebben) ikke kan se, der er røget ti centimeter senere i dag. Det er det dummeste i verden – I ved, kvinder der bliver småsure, når man ikke kan se, at deres lange hår, der stadig er langt, er blevet (lidt) kortere.

Come nu on.

Glatbarberet, trimmet eller urskov?

Jeg har fået et brev. Og et spørgsmål. Kort og lige til sagen. Sådan her lyder det:

Nuvel. 
Godt spørgsmål. Og jeg vil ingenlunde gøre mig klog på “hvad kvinder foretrækker”, for mon ikke, der er temmeligt delte meninger om den sag?
Men! Personligt er jeg ikke til glatbarberede fisser overhovedet. 
Jeg synes, det er ret usexet, faktisk, når en voksen kvinder lidt ligner et lille barn mellem benene. Men der er bestemt delte meninger, og jeg har været sammen med kvinder, der foretrak den frisure både på sig selv og på deres elskere. Det kunne de nu godt pakke sammen, når det var mig, de var i trusserne på. Jeg synes slet ikke, det er rart at være glatbarberet, så den stil har jeg faktisk ikke kørt i virkelig mange år. 
Jeg synes, det kradser. – Ud over at det ikke behager mig rent æstetisk, altså.
Egentlig kan jeg rigtig godt lide at kigge på urskoven, som du kalder den. Jeg synes, der er noget formidabelt naturligt over en god 70’er-busk, men rent logistisk foretrækker jeg ved nærkontakt et noget mere trimmet … havebed. 
Mest fordi det er lidt irriterende at få hår i munden. 
Så en trimmet trekant – gerne relativt korthåret der, hvor der skal være plads til min tunge. Det må være svaret. Men jeg taler absolut kun for mig selv. Dog har jeg indtryk af, at de fleste af mine veninder – lebber såvel som heteroer – dyrker nogenlunde samme klipning. En kontrolleret naturlighed. Så at sige.

Med veninden under bruseren – I ved godt hvad jeg mener. Måske.

Nå. Men jeg startede så dagen med en spinningtime klokken syv.

Pause. Pause. Pause.

For første gang i to år.

Pause (der fx kan udnyttes til at indsætte passende mængder applaus).

Nu sidder jeg i høje hæle (for første gang i i hvert fald to måneder) på mit kontor og sveder al min nøje påførte ansigstcreme lige ned i culturaen. Egentlig er det skyr. Men pludselig virkede det svært prætentiøst at spise skyr oven på en spinningtime. Så jeg løj. Men det er altså skyr. Endda økologisk.

Fuck dig, Lebbe (altså mig).

Nå. Reelt set begynder arbejdsdagen først om tretten minutter, så et blogindlæg er vel egentlig på sin plads – især fordi jeg har været totalt fraværende de seneste to dage på grund af venindebesøg helt fra Århus. Veninde-med-baby-besøg. Nårrh.

Nå. Men spinning gik glimrende, skodform til trods.

Og til spinningtimer er alle kvinder lebber. Lidt som med katte i mørket. Seriøst. Mennesker med bryster ser aldrig heteroseksuelle ud i cykeltøj.

Fint med mig.

Efter timen skulle jeg i bad, men jeg var faktisk kun kommet op og af sted (jeg stod op, da vækkeuret ringede kvart over seks! Åh nej. Nu løj jeg igen. Jeg snoozede én gang. Men hallo! Fireogtyve minutter over nul-sex er vel også en slags bedrift), fordi jeg havde aftalt med min veninde S., at nu – NU – gjorde vi det sgu. Kom af sted sammen.

… Så jeg endte med at bade på mit arbejde.

Fordi jeg pludselig synes, det var frygteligt akavet at skulle stå under bruser med god gammel veninde, der endda kender mig helt tilbage fra mine heteroseksuelle dage. Gad vide hvor nylesbisk mine gamle venner egentlig anskuer mig, her syv-otte år inde i mit homoforetagende?

Well. Det var ikke så meget for mig, jeg tænkte det ville blive akavet, egentlig. Bevares, jeg er ret blufærdig et eller andet sted derinde bag ved al sprøjeorgasmesnakken, men det var faktisk mere fordi, jeg ville være ked af, hvis S. troede, at jeg stod og seksuella-vurderede (det er et ord) hende. For det gør jeg altså ikke, når jeg står under bruseren

… Ikke med mine veninder i hvert fald. Seriøst. Og nu lyver jeg ikke. Jeg har en meget klar mental barriere, der adskiller veninder og potentielle elskere.

Måske handler afgrænsningen også meget om, at jeg foretrækker mine damer bredskuldrede, korthårede og i sneakers, og selvom S. nyligt har tillagt sig en – i øvrigt meget klædelig (hvis du læser med, S.!) – kort page, så kvalificerer hun altså ikke.

Nå + i øvrigt:

Da jeg åbnede døren til badet, efter jeg var kommet i tøjet og var ved at frisere mig, møder nyansat praktikant selvfølgelig ind i samme sekund. Og nu er jeg sikker på, hun tror, jeg bor her helt hemmeligt. Jeg havde lyst til at løbe efter hende og råbe, at jeg altså bare havde været til spinning.

Men var det ikke netop det, man ville bruge som undskyldning, hvis man boede på sit kontor?

Lidt om lesbisk opmærksomhed og sådan. Og lidt noget vrøvl. Og undskyld.

Gør det mig egentlig til et dårligt menneske, at jeg stadig bliver helt stolt og føler mig lidt som noget særligt, når jeg kysser med min damekæreste i det offentlige rum?

Jeg ville på en måde ønske, jeg bare var sådan en, der ikke gav en skid for, hvad andre tænkte om mig.

Men det holder jeg nok op med omtrent i samme uge, som jeg holder op med at blamere mig over for semifremmede mennesker. Eller i det åndedrag, hvor jeg pludselig også viser mig at være et toptjekket individ med styr på mine aftaler.

Det vil sige aldrig. Den fangede I godt, ikke?

I morges, fx, da jeg måtte tage 1A på arbejde, fordi jeg havde efterladt min cykel ved Hovedbanen efter spontantur til Sveriges største mad-eksportør (vidste I det? IKEA eksporterer flere köttbullar end Kalle eksporterer kaviar), da fulgtes jeg med Livslebben, hvis cykel i nærmest al den tid, vi har kendt hinanden, har stået efterladt ude i forstæderne med en tiltagende bortrustet kæde. Hun kender med andre ord efterhånden det københavnske busnet ganske tilbundsgående.

Nå. Da jeg skulle af bussen, gjorde jeg et gigantisk nummer ud af at kysse-kysse-kysse hende. Og kunne ikke lade være med at tænke, at “nu tænker alle mennesker omkring os sikkert deres.”

I virkeligheden var der garanteret ikke et øje, der bemærkede os.

Det minder mig i øvrigt om en kronik, jeg læste for nyligt. Den er lige her og hedder “Jeg kysser ikke en kvinde, fordi jeg gerne vil have en trekant med dig”. Den handler om en nyforelsket kvinde, der er træt af at blive passet op af liderlige mandfolk, når hun kysser med sin kvindekæreste på en trappesten ved København H.

Kort fortalt.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes om den. For jeg er egentlig komplet enig med kronikøren i, at man skal kunne passe sig selv i det offentlige rum – også selvom man kysser (med en af sit eget køn). Og så tænker jeg også lidt semikynisk, at nederen tilnærmelser er noget, man som kvinde får uanset seksualitet. At dét så i øvrigt er et problem for sig – og et strukturelt af slagsen – er en anden sag. Det er vel mere kvinder, end det nødvendigvis er lebber, der ikke kan være i fred på gaden. Åh. At de fleste lebber så faktisk – har jeg hørt – er kvinder, er selvfølgelig en form for dobbelt-op.

Men anyways – det der med antastninger: En del af mig kan altså på en måde godt lide opmærksomheden. Nogle gange. På gode dage. Af og til.

Eller – jeg er i hvert fald … opmærksom på den.

I øvrigt er det, nu jeg tænker efter, tusind år siden nogen i det offentlige rum har råbt efter mig og LL. En del af mig er lidt stødt (“så jeg er ikke lækker nok til jeres trekanter, som jeg alligevel ikke vil deltage i, eller hvad?”). En anden er egentlig bare lettet.

Disclaimer: 
Jeg ved seriøst ikke, om jeg i virkeligheden mener et eneste ord af ovenstående bavl. Jeg er ikke i stand til at sammensætte to intelligente tanker lige nu. Den er helt gal. Jeg er træt. Og så synes jeg også bare, det er så synd for homoer i de lande, hvor man ikke bare får en lummer kommentar men et fucking slag over nakken for at vise same sex-ømhed i det offentlige rum. Men omvendt skal man jo ikke forklejne hjemlige problemer, bare fordi konsekvenserne er mere alvorlige i, say, Rusland.

Hold da kæft en sludder for en sladder. Jeg beklager og henviser til føromtalte træthed.

Nå. Nu til yoga med den rare hippiedame og derefter hjem til Vesterbro, hvor min århusianske bästis og hendes lillebitte baby venter på mig hjemme i min stue. Måske med aftensmad, hvis man er heldig?

En snedig lesbisk ræv

Se! Det her er, hvad der sker, når man kalder en photoshop-teknisk begavet læser for en snedig ræv.

En læser, der kalder sig Anonyma, skrev mig en mail med et klogt gæt på, hvem der gemmer sig bag lebbeskærmen. Jeg kaldte hende en snedig ræv – qua det præcise og korrekte bud på min identitet.

Og så fik jeg ovenstående billede retur.

Det er fan art, det er! Og når man har fans, er man faktisk kendt. Så jeg er faktisk kendt.

Og jeg er så vild med det billede, at jeg ville have det som baggrund på mit skrivebord, hvis ikke det ville føre til for mange og for nysgerrige spørgsmål.

PS. Ræve er ret søde, og jeg har tagget dette indlæg med “hunde”, fordi jeg ikke synes, man skal snydes for ovenstående billede, bare fordi jeg ikke har et ræve-tag. Egentlig burde jeg tagge indlægget i samtlige kategorier fra “hahaha” til “Typisk lesbisk”, bare for at sikre mig at alle ser det.

Nårhh. Ræv.

Ældre indlæg Nyere indlæg