Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Kategori: forfængelighed (side 1 af 7)

Nørd vs. Lebbe, eller: “Mine fingre fejler ikke noget.”

Af og til består en del af mit arbejde i at teste nye versioner af en helt bestemt iPhone app sammen med nørderne oppe fra udviklingsteamet.

Jeg er nemlig berømt vidt og bredt som master-crasheren, der kan få alt til at gå i stykker. Det gør mig til et bundsolidt og nærmest uundværligt test-subject, når man skal sikre sig at noget elektronisk vitterligt er komplet umuligt at smadre.

Således sad vi der om mødebordet, og pludselig gad app’en ikke lege på min telefon. Jeg rapporterer min fejl til nørderne, der ikke forstår, hvad der kan være galt.

Så en af dem siger, halvt i sjov:

“Er du sikker på, det ikke er din finger, der er noget galt med?”

Jeg tager en dyb indånding. Fanger hans blik.

Holder en middellang kunstpause og kan se, hvordan han 1) fortryder sit ordvalg, og 2) ikke helt ved, om vi kan tage den hele vejen ud over kækhedsrampen.

Men det kan vi. For jeg svarer:

“Honey. Tro mig. De her fingre fejler absolut ikke noget. Der er i hvert fald hidtil ingen, der har beklaget sig.”

Nørd: 0 / Lebbe: 1

Burde tagge indlægget under “subtile insinueringer”.

Lesbisk, much?

I sidste uge skrev min ekskæreste, der er kunstner, og spurgte, om jeg ville være med i en video, hun skulle til at lave.

Kort fortalt ville hun stille skarpt på det betydelige selvsmageri, der eksisterer i kunstverdenen, så hun ville høre, om jeg lige havde ti minutter til at rose hende til skyerne, mens kameraet rullede?

Og det kunne jeg da sagtens.

Så i min frokostpause satte vi os ned til noget vand, og jeg lod komplimenterne flyde. Hvilket var en lidt speciel oplevelse, fordi vi faktisk ikke ser hinanden særligt tit. Så de komplimenter, det kunne blive til, pegede egentlig meget tilbage på dengang, vi var kærester, hvilket efterhånden er seks år siden.

Og det er altså mærkeligt at sidde og udelukkende positiv-reminiscere over noget, der var engang.

Men også meget sødt.

Hun var min første lebbekæreste, og alting var meget højspændt og uudholdeligt dramatisk men samtidig også meget dybt og inderligt. Som forhold nok typisk er i den periode, hvor man nærmest kan få hovedpine af at skulle definere sig selv og prøve alting for første gang.

Der var fernisering på videoen forleden, og min ekskæreste havde naturligvis inviteret mig og LL med til åbningen. Jeg spurgte LL, om hun havde lyst, selvom vi jo faktisk havde aftalt ingen planer denne weekend.

Hun sagde pænt nej tak.

Og her skal det indføjes, at hun altså er aldeles rummelig på eksfronten. Men mærkeligt nok følte hun ikke lige for at bruge sin fredag på at høre sin kæreste øse komplimenter ud over sin eks.

Det lesbiske parforholds matrix

Jeg hører jo stadig Dan Savage hver eneste uge. Det har aldrig været nogen hemmelighed. I sidste uge (eller var det i denne?) talte han om det her med roller i lesbiske parforhold.

Det tog vist sit udspring i, at der var en lebbe, der ringede ind, fordi hendes biseksuelle (CIS-kvinde)kæreste gjorde meget ud af hele tiden at sætte sig selv i den meget ‘feminine’ rolle i forholdet.

Noget med at gøre sig lækker (lingeri, etc.) på en måde, lebben aldrig havde oplevet tidligere (fuldblodslesbiske) kærester gøre, og på en måde, lebben synes konnoterede heterorelation. Hun følte, at bi-kæresten benyttede nogle tegn, som passede dårligt ind i en lebberelation.

… Agtigt og kort fortalt, ikk’?

De – Dan og hans til lejligheden indkaldte ekspert, Arielle Scarcella, der er en virkelig charmerende homo-vlogger (det er et ord) – konkluderede, at der nok faktisk ikke var nogle (homo?)forhold, der kunne bære, at det altid var den samme part, der ‘toppede’/var den aktive/handlende/’maskuline'(undskyld)/dominerende.

Og det fik mig til at tænke.

For faktisk tror jeg, det er meget sandt. Et lynhurtigt dyk ned i min egenindsamlede empiri – tre længere parforhold med tre på mange måder meget forskellige kvinder – fortæller mig i hvert fald, at der ofte er en eller anden form for – hmm – tovtrækkeri going on.

Jeg har nok altid været den (umiddelbart og synligt) mest ‘feminine’ i mine parforhold (bemærk: jeg bruger termerne “maskulint” og “feminint” i store fede gåseøjne og håber, alle faste læsere ved, at jeg ikke tror på noget som helst iboende kvindeligt og mandligt, der afhænger af vedhænget i trussen – eller manglen på samme. Både på trusser og vedhæng).

Jeg har sagt det før og siger det lige igen: Jeg går i kjoler, elsker min flydende eyeliner, har langt hår og bilder mig stadig ind, at jeg er ‘sådan en der går i høje hæle’, selvom det er seriøst længe siden, jeg har styltet den sidst.

Jeg kan godt lide, når mine kærester synes, jeg er sexet (whaaaat. Du er da vist helt speciel på det punkt, hva’?).

Og jeg føler mig personligt sexet, når jeg har sorte blonder inderst og røde læber yderst. Og jeg bilder mig ind, at mine kærester gennem årene er enige. Omvendt synes jeg klart, mine kærester (aaalle mine kærester) er mest sexede, når de har noget helt andet tøj på. Jeg er fx ret vild med noget så simpelt som en hvid hipstertrusser på min dame. Og kan skrive under på, skulle jeg mene, at hun også føler sig noget mere sexet i en sådan, end hun ville gøre med røde læber og hofteholder. Ikke at jeg ville være afvisende over for den påklædning på hende. Hun ville rocke den. Men. I ved.

Anyway.

Jeg kan godt lide at blive passet på – noget man vel typisk ville tilskrive ‘det feminine’ (stadig: gåseøjne). Mine kærester kan også godt lide at blive passet på. Muligvis har balancen været mere ‘jeg passes’/’de passer’ i begyndelsen og så udjævnet sig nærmest til 50/50 både/og hverken/eller, efterhånden som parforholdet har udviklet sig.

Måske efterhånden som man lærer det, der ligger under overfladen af feminine tegn, bedre at kende?

Men det er i den sammenhæng, at der har eksisteret det her lidt pudsige tovtrækkeri af og til. For hvem passer på hvem, når begge er pylrede?

Hos os skiftes vi til at bestemme. Både i og uden for soveværelset. Heldigvis.

Jeg havde på et tidspunkt en elsker, som var helt ovre i den anden grøft. Som udelukkende handlede i herretøjsbutikker, som gav mig teatersminke (teatersminke!), da jeg efter en uplanlagt sleep-over spurgte, om hun havde en mascara, jeg kunne låne? Ingen makeup i dén husholdning.

Hun var samtidig også meget artikuleret om, hvilken rolle hun gerne så mig i – og hvilken hun til gengæld kunne indtage.

Og det var faktisk helt vildt usexet. Først var det spændende, for nøjjjj hvor var der bare plads til, at jeg kunne være kvinde med et gigantisk K forrest. Plads til at blive passet på og forkælet. Nøjjj, hvor passede mine kjoler og hæle bare godt ind i en eller anden tilstræbt heteroseksuel relationsnorm.

Men så blev det … ulideligt.

Fordi jeg ikke er kvinde med stort k, når det kommer til stykket (primært fordi ‘kvinde med stort k’ ikke fucking findes). For jeg går ganske rigtigt i kjole, men jeg har ikke de karaktertræk, der – så’n rent stereotypt og normativt – passer til den mundering.

For jeg synes, det er fint nok at blive knaldet med en strap-on – men jeg synes også, det er ret sjovt og sexet at være den, der har den … strappet on.

Og det er faktisk derfor (og så fordi kvinder bare er wauuuw), tror jeg, at jeg har haft det markant meget bedre i (de fleste) forhold med kvinder end jeg havde det i forhold med mænd. Fordi det er min – personlige – oplevelse, at jeg her har mere plads til albuerum sammen med kvinder. Til at være gal og højtråbende og bestemme. Alle de dejlige egenskaber, vi alle sammen rummer og som ikke (ifølge normen i hvert fald) passer ned i en kjole.

Men måske siger det faktisk bare allermest om de mænd, jeg var sammen med back then? Eller om mig og mit frirum til at være mig.

Hold nu kæft med de sammenligninger. Sagde lebben til sig selv.

Der var siiindssygt mange lebber i København i pinsen. Eller også har de været her hele tiden og benyttede bare solskinsvejret til at komme frem fra deres … huller.

Der passerede et lebbepar med barnevogn forbi mig om søndagen på Frederiksberg et sted. Og de så noget så søde og voksne ud. Jeg tog mig selv (that’s what she said) i at tænke, åh – gid min egen lille homokonstellation så blot tilnærmelsesvis lige så sød ud.

Og så kiggede jeg ned af mig selv. Som jeg sad der på christianiacykelladdet med vind i håret, smil om læben, to topnuttede hunde foran mig og verdens bedste lebbe ved styret bag mig. På vej ud i det blå med kirsebær og kolbekaffe.

Og så gav jeg mig selv:

1. Et halvhårdt mentalt slag i baghovedet over evig-pessimisme og undervurdering af egne omstændigheder.

2. Lov til at nyde, at alt faktisk bare er helt vildt godt og fint. Uden sammenligning.

Lesbisk & mistroisk i forholdet 1:1

Jeg ved ikke, om I ved det.

Men jeg har  jo valgt at slå følge med en lesbisk gourmand. Ja. Livslebben er sådan helt afsindigt god til at lave mad – på den måde, hvor selv fucking kogte ris smager bedre, når hun tilbereder dem. Jeg er i løbet af de seneste tre år blevet degraderet til en form for opvasker. Og det er for det bedste, vi kan jo ikke spise rugbrødsmadder hver dag. Vel?

Nå. Men i går aftes biksede hun lige en hurtig salat sammen af noget bulgur og feta og værk (suppe på et søm), vi tøjrede hundene i den sidste sol og indtog aftensmaden udendørs omme bag karréen på græshøjen. I ved.

Den ene hund parkerede sig op af hendes ben, den anden lagde sig med en pind i græsset på min modsatte side. Mit hoved lå på LLs skulder, hendes hånd på mit ben. Sol i ansigtet.

Og der sad vi så et øjeblik – helt mætte og tilfredse.

En kvinde stoppede op en fem meters penge fra os. Smilede. Og da hun gik videre forbi os, kiggede hun op og sagde, “I ser simpelthen så dejlige ud”.

Først blev jeg glad. På den selvfede måde. For vi var sgudda et lille lebbeidyllisk postkort i det øjeblik.

Men bagefter kom jeg i tvivl, om jeg burde være blevet lidt forarget. For gav du, fremmede dame, egentlig min kæreste og undertegnede en kompliment, eller var der bare tale om politisk korrekt solen sig i egen åbenhed? Ville du have italesat scenariet, hvis LL (eller jeg) havde været en mand?

Åh, den lesbiske mistroiskhed.

Jeg valgte nu faktisk bare at gribe komplimentet og gå med det. For vi var fan’me søde.

Valeria Lukyanova – den menneskelige Barbie-dukke

I kender det godt. Det sekund, man søger efter “Ukranian”, og Google hjælpsomt foreslår Ukrainian politics? Ukranian crisis? News? Language? Flag? … og man med skamfuldt bøjet hoved afslutter: “Ukranian … human Barbie doll”.

I har måske endda hørt om hende den ukrainske menneskedukke, Valeria Lukyanova
… Som selv ifølge artiklen i GQ nægter enhver lighed med Barbie og kun har vedkendt sig at have fået lavet én plastikoperation (brysterne).

Trofaste læsere kender min fascination af Barbie. Jeg er ikke så stolt af den, fascinationen, men den er der, og den er betydelig. Derfor googlede jeg også i morges Valeria. Bare for lige at kigge.
Og artiklen fra GQ er faktisk rigtig interessant, blandt andet fordi den sætter fokus på det mærkeligt feministiske i Valerias projekt. 
Jeg kan ikke finde ud af, om det er søgt, men netop i Ukraine hvor piger ‘fødes til at blive hustruer og mødre’, har Valeria faktisk taget en eller anden form for kontrol tilbage. Hun har – med egne ord – ikke formet sig som en dukke for mændenes skyld men snarere for sin egen.

Som artiklen konkluderer:


“Valeria has gotten a degree of power, a degree of control, and a major say in her own destiny. It could be that the world […] have misjudged the Human Barbie in a fundamental way. Her steady drift from reality […] is not about submissiveness, fame, or snagging a husband. It could be about finding a way out, however random, bizarre, and costly the route appears from the outside. It could be about gaining some measure of freedom.”

Det er sgudda et interessant perspektiv. 
Og ret meget et stort fuck you til feminismens svar på den hvide heteroseksuelle mands overtag – nemlig at anskue kårene for kvinder i Østeuropa gennem den vestlige velstillede verdens feminisme. 
Selvfølgelig kan og bør præmissen diskuteres (‘skønhed’ som en way out er vel overordnet anskuet en lidt ærgerlig rute at være tvunget ind på) og debatteres, men interessant er det da. 
Og underligt respektindgydende. 
Et andet afsnit i artiklen, som jeg bed mærke i, er det, der handler om, hvordan en heteroseksuel mand – journalisten i dette tilfælde – reagerer på hendes skønhed. For selvom hun ‘burde’ være idealkvinden, støbt i idealets form, reagerer journalisten sådan her ved deres første møde:

“Her beauty, though I hesitate to use the term, is pitched at the exact precipice where the male gaze curdles in on itself. Her features are the features we men playfully ascribe to ideal women; it’s how we draw them in manga and comics and video games. Except we don’t expect them to comply with this oppressive fantasy so fully. As a result, she almost throws our idea of a supervixen back in our face.”


Anyway. Læs artiklen – den er velskrevet og god. 
Især hvis man er lidt fascineret af det her plastic fantastic-værk. Og får sine fordomme lige tilbage i synet, når man læser, at transformationen ikke er noget, hun har gjort ‘for en mand’. Snarere tværtom. For at slippe for mændene.
At kvinden så er rygende racist sætter vi lige til side. Hun har nogle ret forskruede idealer og forestillinger om skønhed … nå ja og om (host host) dimensioner(!). Men projektet – at tage sin krop tilbage, midlerne underordnet – er da spændende.

Singlemænd, stribede stiletter og tørre nætter. Det er der, lebberne vil have.

Jeg har for en stund afbrudt AdBlocker på Facebook. Fordi jeg bare godt gad se, hvordan sitet tager sig ud for almindeligt dødelige mennesker, der ikke har fundet det smarteste (gratis, lebber! Gratis!) værktøj, der overhovedet eksisterer til Chrome.

Det tager sig så, viser det sig, så tåbeligt ud, at man snart sagt græmmes. Nu er jeg ikke en af dem, der flaunter hverken mine seksuelle eller romantiske præferencer, endsige har tilsluttet mig horderne af facebooktyper, der skilter med min “is now in a relationship with”-status nogetsteds.

Men tænk sig, at deres algoritme alligevel ikke er solid nok til at gennemskue, at jeg er til damer?

Altså. I en evig crawlen gennem min side burde Facebook være stødt på ord som “lesbisk”, “homo” og ikke mindst “Regnbueplads” bare den seneste uge.

Og alligevel er det her de reklamer, der bliver mig vist:

Det er jo for vildt. To gange singlesites med billeder af mænd, jeg ikke engang i mine heterodage ville have skænket to på hinanden følgende blikke.

Jeg var meget til britpop og lidende øjenbryn dengang. Fyrene til højre ser alt for sunde ud.

Og så har vi et par stiletter, hvis væsentligste kvalitet tilsyneladende er, at de er billige. At designet fint stemmer overens med prislappen, lader vi passere.

Dog kunne man måske påpege, at Facebook havde fanget, at jeg er mere lipstick end butch. Jævnfør hæle frem for trainers.

Men jeg tror desværre. det er for flotte tanker at have om mediet, at de tager højde for den slags minoritetsbaserede subgrupper. Jeg tror hælene hænger sammen med mit køn. Som jeg viiiist har opgivet (tjekker lige. Nej. Fanme. Jeg har ikke opgivet mit køn. Altså er Facebook klog nok – eller jeg normativ nok – til at fange mit køn ud fra mine oplysninger. Men ikke at jeg er lebbe.

Nu føler jeg pludselig, at det er mig, der har gjort noget galt. Har jeg ikke været lesbisk nok på min profil? Og hvor lesbisk er lesbisk nok? Og eksisterer der et for lesbisk? I think not. I think bestemt not.)

Og så endeligt DryNites. Jeg håbede sådan, at produktet var et tisselagen af den slags, man trods alt kunne drømme om blev kanaliseret i min reklameretning, fordi Facebook tænkte, at jeg var ret kinky. Men nej. Der er tale om bleer i størrelser der mildt talt ikke lapper over med min. Og altså en direkte markedsføring til moren i mig. Hun findes bare ikke.

[Genstarter AdBlock]

Porno som selskabsleg og lort som lagen-aktivitet. Eller not.

Altså. Jeg laver også rigtig, rigtig meget megaalvorligt og ægte arbejde på mit job. Det lover jeg. Det er bare sjældent de beretninger, der er sjovest at fortælle her.

I fredags snakkede vi fx om scat. Altså lortesex. Og det fik mig til at tænke.

Åbenhed og ggg til trods må jeg nemlig se i øjnene, at dér går der altså en eller anden form for grænse for mig. Lige der ved lorten. Og ikke tidligere end der, egentlig.

I ved – hvis en kæreste viste sig at være til fx voksenbabyleg (hypotetisk!), så tror jeg godt, jeg kunne æde alle mine fordomme og gøre det for hendes skyld.

Umiddelbart tror jeg ikke, jeg personligt ville blive opstemt af det, selvom det selvfølgelig er umuligt at spå om. For sex handler jo også om at se sin partner blive tændt, og hvis det var voksenbleer og overdimensionerede pusleborde, der rokkede hendes båd, så kan det da godt være, entusiasmen kunne smitte. Bevares.

Men lort.

Dér står jeg altså af og får lyst til at sige ‘adddd’, selvom jeg selvfølgelig lader være, fordi det er fucking respektløst.

(Undskyld-undskyld-undskyld til LL, hvis hun læser med og har undertrykt og hemmeligholdt en indædt hang til bæ-sex i alle disse år. Vi kan godt prøve. Prøve. Eller. Åh. Helst ikke. I øvrigt har jeg også allerede spurgt. Og LL insisterer på, at lort altså ikke gør det for hende. Heller ikke voksenbaby. Siger hun. Siger hun).

Nå.

Men det snakkede vi altså om på work i dag. Det startede med, at en kollega i en eller anden sammenhæng sagde Centipede, hvortil en anden spørgende svarede “Human Centipede?”, og en tredje – rammende! – tilføjer: “det er den klammeste film, jeg nogensinde ikke har set.”

Og da gik det op for mig, at den klammeste film, jeg personligt ikke har set, må være (trommehvirvel):

“Two girls, One cup”

Link-klikkeri og googlesøgninger er på eget ansvar. Jeg har ikke selv været forbi. Jeg kender storylinen, dog. Og holder af at kunne kalde det “storylinen”, når nu den – ifølge troværdige kilder – lyder nogenlunde sådan her:

En pige skider i en kop, en anden pige drikker (spiser?) koppens indhold. Og brækker sig (selvfølgelig). I koppen. Hvorefter pige #1 spiser (drikker?) den klumpede refill. Og brækker sig. I koppen. Og så fremdeles.

Flot.

Nå. Derfra gik snakken over porno. Ja. Jeg har et ret fedt arbejde. Vi kom blandt andet forbi pandaporno, idet det viser sig at en af de eneste måder, man kan få de fine sort/hvide bamser til at yngle i fangenskab, er ved at vise dem porno med pandaer, der knalder i det fri.

Det er sgudda fedt.

Vi talte om, hvorvidt der også laves menneske/panda-porno. Hvortil fantastisk kollega svarede:

“Jeg er sikker på, at der et eller andet sted derude befinder sig en panda-sexslave, som bliver brugt i porno.”

Og ellers må der jo helt bestemt eksistere porno med mennesker, der har sex med andre mennesker iklædt pandakostumer. Apropos fastelavn. Og apropos fastelavn og pandaer: En anden kollegas kæreste var faktisk klædt ud som panda på sit arbejde i fredags. Viser det sig. Så det.

Nå.

Men derfra fortalte kollega om en mægtig sjov selskabsleg, som jeg helt klart skal lege, næste gang den står på druk.

Legen går kort fortalt ud på at finde på så langt ude afsindig en fetich, at den umuligt kan eksistere i pornografiform. Og så at tjekke – fx på Pornhub – om den kan findes. Eksisterer den, drikker man.

Og som kollega slutteligt understregede:

“Alt findes. Alt.”

Hørt i modeugen #1

Det var godt nok to bøsser, der diskuterede det i går. Men egentlig passer det lige så godt på lebber:

Modebøsse #1:
“Altså. Han var helt vildt lækker. Jeg er bare i tvivl, om han var lækker på ‘jeg-vil-gerne-have-ham’-måden eller på ‘jeg-vil-gerne-være-ham’-måden.”

Modebøsse #2:
“Ja. Det er homoens evige dilemma. Balancen mellem jalousi og liderlighed.”

Apropos Laura Christensens bryster.

Fra venskabelig skamklipning til hårfjernings-onani. Sidespor, anyone?

Tilståelse:

Jeg har på indeværende tidspunkt skamklippet knap en håndfuld af mændene i mit liv.

Jeg ved ikke, hvorfor de som udgangspunkt (og helt fejlagtigt) tror, at jeg skulle være ferm med en trimmer, for jeg lægger aldrig skjul på det jungletema, jeg fx kører i egne nedre regioner.

I hvert fald tre stakkels hankønsvæsener har lagt isse til mine maltrakteringer, og alle tre har set lige slukørede ud, når jeg efterfølgende holdt spejlet op for dem. Men de har 100 pct. selv været uden om det. Hver og en.

Seriøst.

Jeg har hver gang fra begyndelsen sagt, at jeg ikke aner, hvad jeg gør med hverken en saks eller en trimmer. Det er bare som om, de ikke tror på det. Før det er for sent. Bare fordi jeg lægger en habil flydende eyeliner, betyder det ikke, jeg kan klippe et lige snit hen over nakken.

Og nu har jeg så fået det endelige bevis for, at jeg blandt mine venner tæller i hvert fald en enkelt med begyndende demens:

Jeg ved ikke, hvad han tænker på, min netop hjemvendte ven D (åh, jeg elsker, når mine expat-agtige karriere-udlandsdanskervenner er øjebliksvist arbejdsløse. For så kommer de hjem til mig. For en stund. Inden de atter drøner til seje hovedstæder og indtager stjernestillinger henne i verden).

Han lod mig klippe sig for en del år siden og har med ovennævnte udveksling lige gen-begået sit livs fejltagelse. Sit L-I-V-S fejltagelse.

Da jeg klippede ham sidst, erindrer jeg, at det endte med tårer (hans). Det var i øvrigt i samme periode, som jeg også hjalp ham med at købe lipgloss og sølvgamacher. Vi var dengang alle sammen helt normativt sikre på, at han var bøsse. I virkeligheden var han bare clubkid.

Jeg er egentlig en ret skrækkelig ven.

Hvis nogen stikker mig en lillefinger snupper jeg hele armen – og tillader mig at klippe munkefrisure i processen. Og hvis nogen ikke lærer af sine fejltagelser, kan jeg ikke stilles til ansvar for, at nogen gentager dem.

… Men nogen kan selvfølgelig tage revanche med middagen. Og lave noget med rosenkål, fx. Det har jeg aldrig lært at spise. Selvom hende gourmanden, jeg deler dyne med, har garanteret mig, at hun kan tilberede dem, så jeg ser stjerner (på den gode måde).

Jeg ville i øvrigt ønske, jeg kunne vise jer det billede, Bedstebøssen tog af mig for et par måneder tilbage, da jeg skulle trimme hans hår (helt alvorligt – lærer de det aldrig?). Men det kan jeg ikke. For så ser I mig jo. Men jeg kan fortælle, at jeg ser fuldstændig manisk ud, som jeg står der med buzzeren i hånden over hans hoved. Jeg er Dexter, og trimmeren er mit weapon of choice.

Og apropos buzz …

Jeg kan huske, dengang for åååår tilbage, hvor BB havde lånt min lejlighed, mens jeg var bortrejst (han boede dengang i delelejlighed og nød en uge med sin helt egen lånebolig). Han var ikke i lejligheden, da jeg kom hjem, og jeg var derfor gået i gang med at epilere mine ben. (I øvrigt: Det gør lige præcis så ondt, som man kunne frygte. Til gengæld efterlader det kun et par sår, der ikke heler pænt igen. Nogensinde.)

Egentlig kom BB bare forbi for at aflevere nøglen. Men da han hørte buzzeriet, stoppede han i entréen bag den lukkede dør til soveværelset, hvor jeg elektro-pincetterede derudaf. Jeg råbte “øjeblik” og slukkede maskineriet. Og så blev der stille. Lidt for længe. Indtil jeg spagt råbte:

“Jeg onanerer altså ikke. Det var ikke en vibrator, du kunne høre. Jeg lover det.”

Og det var nok sidespor for en enkelt dag, tænker jeg.

(PS. Jeg har tagget dette indlæg under både “chikane” og “hate crimes”. En dårlig klipning er også en slags forbrydelse).

Ældre indlæg