Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Kategori: fordomme (side 1 af 17)

HOMOFOBI ER KIKSET

SF Studios har lige offentliggjort traileren til årets store julefamiliefilm, “Jeg er William”. Jeg ved i sagens natur ikke præcis, hvad filmen handler om (og jeg ved ikke, om man kan læse lidt ung homoromantik ind i de blikke, de to unge drenge sender hinanden halvvejs gennem teaseren nedenfor – here’s to hoping!).

Men jeg ved, at onklen i filmen er en idiotisk homofob. Og jeg ved, at traileren fire gange på to minutter inkluderer ordet ‘homo’ brugt som skældsord. Jeg er helt ærligt lidt målløs. Er børnefilm virkelig ikke nået længere i 2017?

Det gør mig vred, at fans af filmen garanteret vil bringe nederen og letkøbte argumenter som nedenstående til bordet i deres forsvar af onklen og traileren/filmen:

1) “Det er jo bare for sjov – kan du ikke tage en joke?”

og

2) “Onklen er jo til grin – tydeligvis en fortabt type – og derfor er alt, hvad han siger kikset, det kan alle da se!”.

For den holder simpelthen ikke. Lige meget om børn(!!) kan aflæse onklen og hans udsagn som 100 pct. entydigt dumme (og kan de nu også det?), er replikkerne ikke desto mindre med til at reproducere en diskurs, som vi har kæmpet mod i så, så, så mange år.

Og selvom karakteren er en nar, kan replikken altså hurtigt få kultstatus alligevel. I husker måske – bare lige off the top of my head – “Spis nu skovsneglen, Mulle”.

Og vi har ikke brug for, at en netop så modtagelig målgruppe som børn får (yderligere) smag for at bruge “homo” nedsættende om alt fra pasta og golf … til hinanden. For “homo” som skældsord skal simpelthen bare ties ihjel præcis som hele den lange række begreber, der måske nok startede som uskyldige og neutrale termer, men som i de forkerte munde – og ytret med de forkerte intentioner! – får en helt anden klang.

For lige at opsummere:

‘HOMO’ ER IKKE ET SKÆLDORD, OG HOMOFOBI ER KIKSET (og det kan I jo fx lige gå ind og nævne på SF Studios facebookside, hvis I skulle få lyst … )

Det’ en ommer, SF Studios! (Apropos replikker, der lever videre)

Som ekstraglasur på toppen af kagen, valgte SF Studios for en stund at skjule alle kritiske kommentarer under opslaget på deres FB-side. Siden kom de heldigvis på bedre tanker og gjorde kommentarerne synlige igen, men der er stadig ikke skyggen af respons fra afsenderne. Til gengæld er det rart at se, hvor relativt enige alle kommentatorerne er om, at brugen af begrebet ‘homo’ i traileren er uhørt. Trods alt.

Åh! Og så har vi ikke engang talt om den ret så misogyne måde, filmen portrætterer kvinder på. Det må blive en anden dag.

Øhmn. Kan vi måske holde igen med shamingen … eller skal jeg bare græde mine hvide cis-tårer i stilhed?

Okay. Det her er sådan et træd-særdeles-forsigtigt-indlæg. Og jeg er faktisk i tvivl, om jeg bare burde holde käftan og tjekke mit privilegium. Men jeg faldt lige over den her artikel på Medium.com. Den hedder “To the cis person angrily sharing news of the Trump transgender military ban”.

Og dermed kunne den jo praktisk talt have heddet “Kære såkaldte lebbe”, for jeg var vred og frustreret og delte et indlæg i går, hvor det klart var netop den frustration og vrede, der blev brændstoffet bag. Og selvom jeg er lesbisk, bevares, er jeg stadig cis. Jeg ligner en stereotyp heteroseksuel kvinde. Deri ligger mit privilegium. Og derfor er det en lille smule farligt at skrive følgende.

For artiklen på Medium.com opfordrer til, at alle cis’er, der arrigt delte nyheden om Trumps seneste vanvidsdeklaration, måske skulle tage at kigge indad og se, hvad de selv gør for transkønnede/ikke-binære. Sådan i det daglige. Hvordan de selv aktivt i deres hverdag kunne bidrage til at beskytte og bakke op om transkønnede/ikke-binære. Og det er helt sikkert vigtigt og rigtigt. Vi kan alle sammen gøre mere.

Men nogle gange synes jeg altså også (og nu bliver det farligt), at der i feminismens/kønsaktivismens hellige navn bliver bidt lidt i nogle fodrende hænder (hvis vi et øjeblik kan bruge den metafor uden at lave et hierarki med mere-værd-mindre-værd og ‘fodrer’ og ‘fodret’).

For jeg vil godt vædde med, at der ikke er nogen cis’er, der har delt Trump-nyheden plus en vred kommentar i ond mening. Seriøst.

Og der går altså en lille smule shaming i den nogen gange (i hvert fald anskuet med mit privilegerede, ‘passer-ind-i-de-eksisterende-normer’ cis-blik, som jeg godt ved, jeg skal tjekke, og i stedet lytte til minoriteternes egen stemme. Og jeg er også opmærksom på, at jeg måske græder salte, hvide cis-tårer lige nu).

Men den shaming tror jeg bare ikke nødvendigvis er gavnligt for sagen. Den sag vi jo alle – allies, cis’er, non-binære, transkønnede, LGBTQI*’er og så videre – kæmper på samme side af, når vi bliver frustrerede over Trumps seneste ondskabsaktiviteter. Vi kæmper ‘bare’ med forskellige udgangspunkter.

Jeg ser det også i feministiske fora – at nybegyndere ud i feminismens skønne kunst stiller spage, nysgerrige rookie-spørgsmål, hvorefter de på det nærmeste bliver skriftligt angrebet af garvede feminister eller minoritetsrepræsentanter, der svarer, at disse FANME ikke skal agere Google for sådan en grønskolding, og at man må informere sig selv og komme ind i kampen, når man har educated sig.

Og jeg kan altså være bange for, at det skræmmer nogle potentielle fremtidige mega-allies væk.

Jeg forstår godt, at man som minoritetsrepræsentant kan blive træt og trist over igen og igen at skulle forklare sig. Og jeg forstår godt behovet for det indlæg på Medium.com. Det gør jeg vitterligt. Og jeg anerkender til fulde, at tiden er inde til, at de (vi) privilegerede træder i baggrunden og lader minoritetsstemmerne blive hørt (men så skal jeg måske alligevel bare holde min kæft og slet ikke publicere denne her svada?).

Men feminisme, antiracisme, krop- og kønsaktisme ligger mig meget på sinde. Det er kampe, jeg ønsker, at vi vinder, fordi det er det bedste for kollektivet – selvom jeg helt personligt (med undtagelse måske af kropskampen, idet jeg som plussize falder uden for idealet) kunne leve tilbagelænet og lykkeligt no matter what. Så jeg kæmper som allieret. Og jeg prøver at lytte. Og nu græder jeg lige lidt flere hvide cis-tårer afslutningsvist:

… Men kan vi ikke prøve med guleroden frem for skampisken af og til? Blive bedre til at skille modstandere fra uvidende/nyslåede allierede?

Og lad os så lige afslutningsvist huske:

*Tilføjelse: Og som klog bloglæser lige tilføjede henne på Facebook: “Det er svært at være allieret men husk *insert kærligt-skammende pegefinger* det er sværere at være dem man er allieret for.” Det kan næsten ikke siges sandere, vel?

Kønsforræderi, The Handmaid’s Tale, Tjetjenien og Eurovision (eller: Vi kommer vidt omkring)

Nå, menøhhh. Ser I “The Handmaid’s Tale“? Den formidable nye urovækkende dystopi af en HBO-serie? Nej? Så kom i gang!

Den handler om en ikke-så-fjern fremtid, hvor fertiliteten har sparket sig i en nærmest lodret kurve mod 0 pct. Så de kvinder, der stadig kan føde levende børn, bliver brugt som en slags avlsslaver for rige par, der ikke selv kan reproducere. Det hele startede i øvrigt lige så stille med, at kvinderne blev udelukket fra arbejdsmarkedet, frataget retten til ejendom og så – step-by-step – strammes grebet, der skues tilbage mod sært religiøse gamle dyder og eksempelvis lesbiske (‘kønsforrædere’) bliver iskoldt henrettet. Med mindre de selvfølgelig:

  1. Retter ind efter normen og gør op med deres forrykte afviger-fortid
  2. Er i stand til at føde børn

Serien er fuldstændigt overdrevet god. (Foruden en helt vildt spændende historie hører det i øvrigt også til på plus-siden, at Samira Wiley (kendt – og elsket – som Poussey i OITNB) spiller hovedpersonens kønsforræderiske veninde).

Fuldstændigt overdrevet god, ja. Og det siger jeg med fast blik og fuld overbevisning efter blot tre afsnit. Men hvorfor er den så god?

Jo. Det er der mange årsager til. Men det skyldes blandt andet, at det er så komplet urealistisk en historie. Altså det er jo totalt langt ude at forestille sig en verden, hvor en gal leder med forskruede idealer lige så langsomt tier/slår de minoriteter og myndighedspersoner ihjel, hvis overbevisning, han ikke deler.

Det kunne jo aldrig ske i virkeligheden. Vel?

On a totally unrelated note:

I ved godt, at de har initieret en decideret homoudrydning i Tjetjenien. Og for at føje spot til skade melder verificerede kilder (det lyder som fake news, men den er god forfærdeligt rædselsfuld nok) endda, at de tjetjenske myndigheder opfordrer de homoseksuelles familier til at slå deres eget kød og blod ihjel. Det er mere uhyggeligt, end jeg kan rumme.

Det creeper mig for sindssygt ud, når ‘reglerne ikke bliver overholdt’. Altså. Selv i krig er der regler. Udbrød hun barnligt naivt. Og Rusland forholder sig – næsten som man kunne forvente – totalt tavst. Det er jo en vanvittigt effektiv kampagne. Det her med at involvere familierne. 

Jeg tror faktisk, de tjetjenske myndigheder med deres aktion vil have udpræget succes med at få homoseksualitet til at ophøre med at eksistere i Tjetjenien. Jeg er fx ret sikker på, at en Gallup-undersøgelse henholdsvis før og efter, man indfører massehenrettelser af alle ‘kønsforrædere’, på fortryllet vis vil illustrere et betydeligt fald i antallet af homoseksuelle. Like magic!

Så! Støt lige Amnesty Internationals underskriftindsamling mod bortførelse og henrettelser af homoseksuelle mænd i Tjetjenien. (Og hvis nogen hører om andet, man kan gøre for at hjælpe – så del i kommentarfeltet!).

OG – igen – totaaalt ikkerelateret til ovenstående:

På lørdag er det jo tid til homojul internationalt melodunse aka Eurovision 2017. Traditionen tro mødes vi en ordentlig flok homoer hjemme hos os og live-kommenterer os gennem tre(?) timers balkjoler, fails og ballader.

Men i år foregår Eurovision i Ukraine. Og selvom man sikkert kan sige mange grimme ting om homonattelivet i Herning, så tror jeg alligevel, jeg ville foretrække Boxen frem for Kiev. 

I morges kunne P1 således fortælle flere slemme historier alene fra de seneste to uger – blandt andet den om et lesbisk par, der på et weekendophold i Ukraine blev overfaldet. Hvorfor? Well, fordi de besvarede et par andre restaurantgæsters spørgsmål om ‘hvor deres mænd var?’ med et ærligt, “der er ikke nogen mænd.” 

Kapow.

Så Eurovision – homohøjtiden – bliver altså i år fejret i et land, hvor programmmets kernepublikum er i konstant fare, og hvor det knapt er muligt at gennemføre en 200 meter pride-parade uden voldelige overfald. Skål.

Verden er af f***ing lave.

GIV ELSA EN DAMEKÆRESTE

Har I set, at #giveelsaagirlfriend hitter på Twitter i dag?

Jeg er vild med det. Og i sagens natur stor fortaler for homorepræsentation i mainstreammedier. Og nææææsten endnu større fan af alt, der er animeret. Jeg genser – og jeg lyver ikke – Skønheden og Udyret mindst en gang om året, når jeg er ked af det. Meget trygt. Vild med Disney, Pixar og Dreamworks. Og elsker selvfølgelig også alt det der Nightmare Before Christmas-, Mary & Max-, Triplets of Belleville-, Frankenweinie-værk.

Nå men altså. I lørdags var jeg i biografen og se ANGRY BIRDS THE MOVIE MED DANSK TALE 2D. Og jeg skal nok nå frem til pointen.

(Det var i øvrigt samme dag som jeg stod fadder (modder?) for bedstevenindens lille søde jordbærblonde baby (og nu venter spændt på, at baby ringer og udspørger mig om nadverbord og alt det der). Var meget nervøs for, om præst ville spørge mig, hvorvidt jeg var medlem af folkekirken for efterfølgende at smide mig på porten, men heldigvis er det der fadder (modder?) mest for syns skyld. Tror jeg. Nå. Sidespring.)

Jeg så ANGRY BIRDS THE MOVIE MED DANSK TALE 2D med dejlig veninde + venindes to børn, og den var … ganske og aldeles rædselsfuld. Nåede end ikke halvt i mål med middelmådigt forsøg på at vride et par års yderligere merchandise-salg ud af en allerede falleret finsk mobilspil.

Og nu når jeg til pointen.

For der er i filmen (hashtag-spoiler-alert!) et fuglepar, der mister deres lille fugleunge. Og jeg troede i så, så, så lang tid, at det var et lebbefuglepar. Hvilket gjorde mig glad og måske havde fået mig sneget op på et ikke-negativt antal stjerner i min samlede anmeldelse af ANGRY BIRDS THE MOVIE MED DANSK TALE 2D.

Hvorfor troede jeg, fuglene var lesbiske?

Jo.

1) Fuglen med den lyseste stemme var større end fuglen med den mørkeste stemme
2) Begge fugle var blå og havde laaaange øjenvipper
3) Jeg kan godt selv se, at homofordommene er strong with this one

Men til slut blev fuglene tiltalt hhv. Hr. og Fru. Og smadrede således mit spinkle håb (og filmens sidste chance for bare et score et enkelt pluspoint).

Og NU til pointen.

For helt alvorligt. Der skal så lidt til. Og man bliver så glad. Altså når homoer i popkultur spiller helt almindelige mennesker.

Jeg gik og lyttede til (nyt yndlingspodcast) Flash Forward forleden. Scenen var sat på en first date i fremtiden, hvor præmissen ligesom var, at man hver især kendte sit eget præcise dødstidpunkt og derfor måske skulle afveje den slags tidligt i et parforhold. Og parret på deres første date var i dette scenarie to kvinder. Og det var så lillebitte en detalje. Men så fint. Fordi det bare var helt normalt. Det kunne have været hvem-som-helst. Homoer! Heteroer! Mennesker!

… Og derfor gad jeg godt, at Elsa fra Frozen fik en damekæreste. For – som det så sandt bliver nævnt – kan det virkelig være sandt, at det i Disney-regi skal være mere almindeligt, at man falder for et UHYRE end for en af samme køn? Se, jeg sagde det jo. Jeg skulle nok få flettet mig tilbage til en slags pointe.

I øvrigt synes jeg, hvis ret skal være ret, at Frozen er noget af det ringeste, Disney har lavet længe. Så den samme dag, som jeg så Brave. Og JEG ved i hvert fald godt, hvem jeg helst ville knalde. Uden at det skal lyde (alt for) pædo.

Vi bør dvæle lidt ved det her.

God bekendt sendte følgende oversigt til mig:

14 TIMES SAMIRA WILEY COMPLETELY STOLE YOUR HEART IN 2014

Og den er bestemt værd at dvæle ved, selvom jeg helt overfladisk synes, Samira er en milliard gange lækrere i fangedragt end i gallaskrud.

Jeg har det faktisk ret dårligt med at være så forudsigelig, men for fanden.

… The poussay wants what the poussay wants. (see what I did there?)

De (aller-)allerværste lesbiske barer

Okay. Først og fremmest to anbefalinger:

1. Hvis ikke, I allerede er nede med Autostraddle, så er det bare med at komme … ned. Autostraddle er det velsagtens største lesbiske site out there, og de laver pissegode, dybe og sjove artikler. Klart anbefalingsværdigt!

2. Hvis I kan lide podcasts, og lige som undertegnede bare venter på næste episode af Serial (ja, det halvnye skud på This American Life-stammen har totalt afløst Savage Lovecast på toppladsen af min favoritliste) … Så håber jeg, at I også engang imellem trykker play på The Double X Gabfest. Det er ikke topprofessionelt og nogle gange lidt for snakkeagtigt, men faktisk samtidig et meget fint feministisk input to-go. 

Mens man venter. På Serial. Som I selvfølgelig hører. Ikke?
Nåmenokay, i hvert fald afslutter de tre snakkehoveder i Double X altid programmet med en række anbefalinger af alt fra bøger til artikler til musik til podcasts til standup-comedy. Og i forrige uge anbefalede deres lebberedaktør – og det er nu, de to punkter ovenfor bindes sammen, parat? – følgende artikel på Autostraddle:
The Worst Lesbian Bars
Journalisten bag denne artikel har simpelthen gennemgået samtlige skodanmeldelser af amerikanske lebbebarer på Yelp
Og det er så sjovt, tag fx denne beskrivelse af en ikke navngiven bar (frit oversat af undertegnede):
“Vi ankom omkring klokken halv tolv og skulle mødes med en ven til en drink, fordi “det her er stedet, hvor alle kommer.” Well. Hvis det her er alle, så opgraderer jeg mit Netflix-abonnement.”
… eller den her:
“Du tager ikke på club for at høre “The Macarena” eller Will Smiths “Getting Jiggy With It” på CD.”
Hele listen er hi-larious, og så fik den mig naturligvis til lige at tjekke Yelp-anmeldelserne af vores egne nationale homobeværtninger. 
Der er nærmest for få til, at det kan betale sig at anonymisere dem. Men jeg har gjort det alligevel. Ingen grund til at hænge hypotetiske barer, der i teorien kunne være indrettet i tidligere bordeller, ud offentligt, vel?
Og jeg faldt alligevel over et par fantastiske one-liners. De får lov til at stå på engelsk. 
Mit Såkaldt Lesbiske Liv præsenterer:
Det siger turisterne om vores homobarer!
  1. “You have to really like women to even want to sit here for a while.”
  2. “It’s a pretty little place but it’s tiny and there are grope-y old ladies. There are also very young, eager kids. Just another gay night in the great L word.”
  3. “If you’ve never been to a female equivalent of a meat market gay bar – here it is.”
  4. “It’s good fun for a night but I can’t imagine coming here more than once.”
  5. “A lot of femmes. If you’re a butch, you’ll probably get lucky easily. The women there are gay but nearly never queer. A bit too serious, but you won’t find better in the country.” 
… Og så lige den rigtigt sure, gæt selv hvor denne gæst har været:
“The wardrobe is exactly on the opposite side of the entrance, so everybody must walk between dancers in order to go in and out the club. That’s awful. But the most annoying thing of that place is the music: 80s and 70s trash and pop music that only an old man can remember … and even the DJ was not able to “synchronize” the rhythm between a song and the next one, generating a sense of disorder and frustration every time a new rhythm arrive on the dance floor.”
Som podcast-redaktøren kærligt udtrykker had/kærlighedsforholdet til lebbebarer:
Lesbian bars are awful. But they’re our awful.

Og barnet (der er et beer pong-hold) skal hedde …

Vi var jo som sagt eneste lebber til beer pong-festen. Og jeg havde hele ugen pralet på kontoret med, hvor sej (og lesbisk) min kæreste var til at kaste med runde ting.

Jeg havde ligesom brug for at afbøde stødet. For der kom jo også helt fremmede. Og jeg kunne godt regne ud, at segmentet nok ikke lige var af den homo-tunge slags.

Så jeg valgte at kalde vores beer pong-hold sådan her – og fandt (naturligvis) også på taglinen:

Så var isen ligesom brudt, og lesbianisme var blevet italesat af fisens ejermand som noget man faktisk gerne må snakke om.

Og den gik rent ind!

PS. Det er ikke min håndskrift. Seriøst. Min er grim(mere).
PPS. Vi kom næsten i finalen og hentede uendelige kudos, da vi rent faktisk var alvorligt på nippet til at slå CEO’en (som er gammel fraternity-knægt) ud af semifinalen.

Givskud Zoo. Typisk. Fucking. Lesbisk.

Jeg smuttede lige forbi en ret så lesbisk facebookgruppe forleden. Jeg likede den. Og – vupti – dukkede følgende recommendations op til mig: 

Jeg griner og græder på samme tid. Det er så … præcist. Og tænk engang at Facebook har en algoritme, der i praksis kan fortælle mig, at “Other lesbians also liked …”

Det er da ret vildt. Og det andet vilde er dette:

Givskud Zoo.

Jeg har været der. Måske to gange endda. Men ikke som sådan i lesbisk øjemed. Har dog måske haft damekæreste med til familiehejs i Givskud Zoo engang. Så det.

Min hjerne slår folder på sig selv i forsøget på at gennemskue det homorelaterede ved den dyrepark?

Hvorfor dukker Givskud Zoo op side om side med Anne Linnet, Linda P., Marie Key og (for crying out loud) Sarah-fra-X-Factor?

Linse Kessler kan vi også godt snakke lidt om. Hun er på en eller anden måde en ret perfekt stødpude (bryst-pun intended) mellem lebberne til venstre og så dyreparken. Hun er lige dele lebbeikon (tænker jeg) og dyreven, ikke?

Men jeg er stadig forvirret. Og like’de i øvrigt ikke Givskud Zoo.

Om bøf-frisure. Og om at være ene lebbe i hanegården. Og lidt om sexisme. Måske.

Åh ja. Jeg havde jo lovet jer to sjove historier. Hvilket måske er det dummeste i verden, man kan gøre.

Fordi:

1. Det er idiotisk ligefrem at hæve folks forventninger på forhånd.
2. Jeg er en slacker, der tilsyneladende reagerer på lovninger og deadlines med at stikke hovedet i jorden og aldrig nogensinde holde nævnte løfter.

Men altså. Den første sjove historie var faktisk slet ikke så sjov endda, og den har I fået, for det var bare fortællingen om min debut som lesbisk panelist.

Sjov oplevelse nummer to af to (og så får I altså ikke mere!) hændte samme dag som den første, da jeg vendte tilbage til work efter endt paneldebat.

Det er nok vigtigt indledningsvist at slå fast, at staben på mit nye job er noget anderledes kønsmæssigt sammensat end den var på min gamle fashionista-arbejdsplads med massiv overvægt af kvinder.

På mit nye arbejde er vi mig og elleve mænd.

Og jeg må indrømme, at hvor lidt jeg end bilder mig ind, jeg går op i køn, så er det faktisk virkelig befriende at arbejde med mænd. Især det sekund (der indtraf måske fire minutter inde i første arbejdsdag – jeg er ret hurtig til at vifte med lebbeflaget, ved I nok) de fatter, at jeg ikke har nogen som helst seksuel interesse i dem og heller vil behandles som et menneske end som en kvinde.

De er heldigvis mænd af det 21. århundrede – skidesøde og lige så usexistiske som mig. Umiddelbart.

Og det er måske en del af årsagen til, at jeg faktisk har lidt dårlig samvittighed over følgende optrin, der altså fandt sted forleden i frokoststuen:

Kollega er lige blevet klippet. Han “har fået bøf-frisure”, siger han.

Det udtryk kender jeg ikke, og jeg har ikke direkte udsyn til ham, så jeg kan ikke se håret.

Jeg spørger, om det hedder en bøf-frisure, fordi det er den frisure, ‘bøfferne’ nede i træningscentret har?

“Nej,” forklarer han:

“Det hedder bøf-frisure, fordi man er klippet helt kort i siderne og så har sådan en hårbøf liggende oven på hovedet.”

Og så forstår jeg. Og svarer:

“Nåeh. Det kalder jeg bare lebbehår.”

Hvorefter alle ti resterende mænd bryder sammen i grin og råber buuuurn af elvte kollega – ham med bøffen.

Måske er der alligevel noget underliggende sexisme på spil, når jeg faktisk kan få en følelse af at have skammet ham ved at drille og bruge samme jargon, som gutterne konstant fyrer gennem rummet i retning af hinanden men sjældent af mig?

I don’t know.

Det føles ikke homorelateret – mere bare generelt sexistisk i en uskyldig, men alligevel synlig og lidt irriterende, form. Selvom jeg vitterligt afsindigt godt kan lide mine nye kolleger. Og ikke mindst mit nye arbejde.

Nu som paneldeltager. Kvalifikation? Lebbe.

En af mine allerbedste veninder arbejder på psykologifakultetet ved det amerikanske universitet her i København. For et par uger siden spurgte hun mig, om jeg ville sidde med i et panel, som en af professorerne ville stable på benene denne uge i forbindelse med psykologiundervisningen.

“Hvorfor mig?” spurgte jeg meget naturligt.

“Fordi du er lebbe,” svarede min veninde.

Godt så.

Jeg skulle, forklarede veninde, være der for at repræsentere noget diversitet. Godt så (igen).

Da jeg efterfølgende i mailudveksling med underviseren fortalte, at jeg altså først var sprunget ud som 24-årig, så jeg ikke var sikker på, hvor godt det passede ind i emnet, fik jeg følgende svar retur:

“Not only is it OK, it is PERFECT. I would be eager for you to share this transition with the class as it is most likely that one of these young women will experience a similar transition.”

Den perfekte lebbe-transition. Skidegodt.

Og så mødte jeg ellers op forleden i Vestergade og trådte ind i et rum med knap 30 21-årige amerikanske (udelukkende kvindelige, i øvrigt) studerende.

Spottede straks på forreste række en seriøst turbo dyke.

Vi snakker korthårsfrisure, t-shirt med oprul på ærmerne, trainers og en gevaldig bredstilling i cowboybukserne. Ingen korslagte knæ her. Nå jo, og ikke mindst en holdning, der blev lidt mere rank og nysgerrig, da jeg som en del af min oplæg nævnte, at jeg var lesbisk.

Jeg fortalte min historie og gjorde et stort nummer ud af at være komplet naturlig omkring det her med at være homo. Fortalte om min kæreste, og om hvor helt almindeligt et liv, jeg har – fik endda hele flokken til at grine et par gange – blandt andet da jeg sagde:

” … And shortly after breaking up with my then-girlfriend I met my current girlfriend [LL]. And as good lesbians of course we bought a dog after having dated for three months.”

Transatlantiske lebbeklichéer for the win.

Og det var alt sammen rigtig fint og skidesjovt. Men dagen blev først noget helt ganske særligt, da jeg efter dobbelt-applaus og afsluttende spørgsmål fandt min jakke og var på vej ud af klasselokalet og tilbage på work.

Her stoppede en lidt forsagt kvinde – en af de studerende – mig i døren.

Jeg havde godt bemærket hende – hun sad lidt tilbage i rummet og havde kortklippet afro og sine Beats-høretelefoner hængende om halsen. Hun var den eneste anden på holdet, jeg helt umiddelbart havde skudt til at være lesbisk.

Hun kunne ikke kigge mig ind i øjnene. Var bare helt forsagt. Men mens hun kiggede halvt ned og halvt hen over skulderen på mig, fik hun fremstammet med verdens mindste stemme, at det virkelig havde betydet meget for hende, at jeg var en del af panelet:

“Jeg er ikke vant til at se mig selv repræsenteret. Det var virkelig rart,” fik hun hvisket.

Jeg spurgte hende lige ud af posen om hun var gay – jeg tænkte, at jeg ville gøre alt, der stod i min magt for at signalere, at det ikke er noget, man skal være bange for at snakke om, endsige flov over. Sgu!

Hun svarede (selvfølgelig) bekræftende, hvortil jeg udbrød:

“That’s GREAT!”

Hun viste sig at være fra Sydstaterne (“the deep-deep South”, som hun sagde), hvor man ikke just råber højt om sin seksualitet – især ikke hvis den afviger – og hun tilføjede:

“I just never really told anyone.”

Hun havde altid vidst hun var lebbe. Men hun havde slet ikke vovet at tænke over det, før hun fyldte 18. Hvor hun havde turdet mærket efter, men stadig holdt det for sig selv. Og nu var hun i København og havde været til en række arrangementer i Pride-ugen!

Et par af de andre paneldeltagere snakkede i forbindelse med deres fortælling om “adult transition” meget om den der store post-gymnasiale dannelsesrejse, alle danske unge fra et bestemt segment lige som har været på. Til Australien eller Indien eller Peru. Og om, hvor meget den rejse har formet dem.

Jeg har altid tænkt det som lidt banalt – det der, “jeg backpackede gennem Bolivia, og nu er jeg et helt andet menneske” – og jeg har ikke selv nogensinde rejst i længere end tre uger (hvis vi ser bort fra det år, jeg tilbragte i Odense), selvom jeg har været aldeles langt væk på mine kortere rejser.

Men efter at have mødt en kvinde som hende den unge lesbiske amerikaner kunne jeg pludselig forstå, hvor stor betydning det kan have at komme væk fra sine vante omgivelser og spejle sig i noget andet end sine nærmeste.

Og mit hjerte blødte en lille smule.

Ældre indlæg