Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Kategori: familie (side 2 af 3)

Ting, der er dødssyge

Ved I, hvad der er dødssygt?

At sidde tre timer med milde tømmermænd og post-modeugens svar på jetlag i et tog til Brande en lørdag eftermiddag. Blive hentet på stationen af mor, der kommer direkte fra Aarhus, og fragtet videre ud i den midt-/vestjyske intethed og overnatte på en dum gæsteseng.

Vågne søndag, spise to rundstykker med smør, få sug i maven af ubehag, idet ens mor bøjer sig fremover ved morgenbordet, og man kan se, at der hvor venstre side af kavalergangen burde forme sig til et bryst, er der bare et tomt ar. Fuckinglorteskodbrystkræft. Som indtil videre har haft et godt tag i fire kvinder i min mors gren af la famiglia.

Tilbringe seks timer i et fælleshus med fællessang og fællesskål og give hånd til 100 mennesker. Det gør man, der hvor min mor kommer fra. Giver hånd til alle – ALLE – gæster. Også selvom det betyder, at 100 fremmede højrehænder har trykket min i dag. Vasker lige hænder. Igen. Og alkogel.

Spise natmad klokken atten. Sådan er det til firsårsfødselsdage.

Blive fragtet tilbage til Brande ved syvtiden og kastet på et tog, hvor sidekvinde ikke har fattet, at stille-delen af den kupe, vi har mast os ind i, også omfatter høj(jjjj) Beyonce-bas i høretelefoner.

Være for indestængt og madbombet til at prikke til hende. Glæde sig lidt (midt i egen indestængthed) over, at det tydeligvis generer anden sidekammerat mere, end det generer undertegnede. Hun skærer tænder og sender blikke. Hæ.

Hoppe af tog på Hovedbanen tre timer senere. Have svagt håb om, at LL måske har låst sig ind og venter i sengen på Vesterbro som en form for overraskelse. Fordi man ikke rigtigt-rigtigt har set hinanden siden tirsdag(!). Selvom hun hele tiden har sagt, hun var hjemme hos sig selv

Låse sig ind i tom, tom, tom og mørk lejlighed. Suk.

Vide at man skal op om knap otte timer og arbejde fem lange dage, før man har weekend igen.

Dét er dødssygt.

Lebbekys på G-Bar + hypersentimentalitet på familiemåden.

Åh-hada. Fredag efter work drønede jeg hjem, smed en bunke tøj i min kuffert, drønede ud af døren og mødtes med LL plus 2xHund ved toget til Jylland. Skålede i en enkelt medbragt Kronenbourg. Det var jo fredag, og vi har jo vores ritualer, selv når nogen blæser på dem.

Det føles i øvrigt afsindigt grænseoverskridende at drikke øl i toget. Det er på en eller anden måde bare en helt bestemt type, der gør det. Fx hende, jeg sad overfor på vej hjem fra det jyske i dag. Som lugtede af værtshus i en grad, så jeg et øjeblik fik angst over, om jeg var taget til vigtigt møde i Midtjylland iklædt overtøj, der stadig stank af den brandert, LL og undertegnede fremviste på århusianske G-Bar oven på min kære mors yderst festlige 60-års fødselsdag lørdag. 
Åh, en fest. For dælan da. Min mor er helt vildt sej. Nogle gange glemmer jeg, hvor sej hun er. Fordi hun også til tider er irriterende og normativ og moragtig. Men så er det heldigt nok, at halvdelen af hendes en milliard veninder holdt tale om interrail og antikapitalistisk jul i 70’erne. Og kunne minde mig om det. Altså at hun er sej.
Jeg holdt også tale. Og begyndte (næsten) ikke at tude, da jeg fik improviseret mig ud et sted, hvor jeg ikke helt kunne bunde i bar’ kærlighed til eget ophav.
Min mor er på ingen måde min bedste veninde. Jeg har det i det hele taget lidt stramt med dem, der baaare er bedstevenner med deres mor. Men min mor er en konstant klippe, som altid har min ryg, når lokummet brænder. Og det mindede hendes tåbelige kræftsygdom for fem år siden, en episode som virkelig har domineret mine forældreminder det seneste tiår, mig i allerhøjeste grad om. Midt i talen foran 50 indbudte. 
Jeg gider ikke lige undvære hverken hende eller min far foreløbigt. Please.
Nå. Festen sluttede ved 03-tiden på Århus’ (bilder jeg mig ind?) største homobar. Hvor LL og jeg helt pubertært snavede hinanden i gulvet i en time uden øje for noget som helst andet, inden vi snøvlede os hjem på min fars gæsteseng.  
PS. Da jeg gik i ottende klasse og vi havde diktat (har man egentlig stadig det? Jeg var vild med det. Fordi jeg var pissedygtig til det. Fx var jeg en af de eneste til min afgangsprøve, der kunne stave til det drønsvære snydeord “trawler”). 
Nå. 
Men dengang i ottende skulle vi skrive “pubertet”. Pu-ber-tet. Og jeg stavede forkert. Jeg skrev “pupertet”. Og en af mine klassekammerater grinede. Det har jeg aldrig sluppet. Og alligevel kommer jeg den dag i dag stadig i tvivl om det er med b eller p, når jeg skal skrive det. Lige indtil jeg i mit hoved hører Lortelukas (det øgenavn står jeg faktisk ved den dag i dag. Godt man er bloggers anonymous) sige “Haha, ‘puPertet’. Kikset.” Og så ved jeg, hvordan man staver. Lortelukas hjalp mig på den måde til et grammatisk bedre liv. Tak, Lortelukas.

Hørt i julen #2

I min mors familie står den altid på den helt store julefrokost første juledag. Hos min mormor. Og ve den, der vover at foreslå, om man kunne erstatte skagenssildene med en omgang karry-ditto – eller fx nøjes med én slags sauce til risalamanden.

Det er for så vidt hyggeligt nok, hvis vi alle sammen hopper med på præmissen om, at dem, der er ældst, naturligvis ved bedst (og har meget bedre styr på, hvordan jeg ideelt lever mit liv smukkest). I ved, familieagtigt.

Nå.

Min kusine – der er en del år yngre end mig og bor et sted i provinsen langt med sin ægtemand (et bryllup, i øvrigt, jeg tidligere har beskrevet her på bloggen) – har for godt en måned siden fået en søn og således givet den midtjyske matriark, vi kalder Bedste, sit første oldebarn.

Det er ret big news.

Og der stod vi så og beundrede – og bevares, jeg synes babyer er mægtig søde og fine og små og dufter herligt, jeg har intet imod dem. Og denne var bestemt et særligt fint eksemplar, hvor man ikke engang behøvede lyve, mens man roste.

Min moster, som jeg holder uendeligt meget af, men som nærmest slet ikke kender mig længere (og vice versa), siger så efterfølgende:

“Ja, når du selv for børn en dag, så skal du jo også forholde dig til … indsæt-en-eller-anden-grænseoverskridende-fysisk-biologisk-kropslig-malfunktion-der-følger-i-røven-af-fødslen-og-som-ingen-har-lyst-til-at-høre-om-og-som-min-venligt-stemte-psyke-derfor-i-dette-øjeblik-har-fortrængt.” 

Jeg svarer:

“Ahhr, skal vi nu ikke lige holde os til, hvis jeg får børn en dag…”

Hun siger helt kort:

“Nej. Du skal da have børn.”

Jeg siger – høfligt:

“Ahhrrrrr … det ved jeg altså ikke.”

Hun siger – i bedste mening, ingen tvivl om det:

“Jo! Dine gener bliver du nødt til at føre videre, alt andet ville være et tab for menneskeheden.”

Jeg svarer – i en mild trods, der måske hører mere til i puberteten end i trediverne, men what the heck:

“Hmm. Nu er det jo faktisk ikke engang sikkert, hvis jeg vælger at få børn, at det bliver mine gener, der bliver ført videre. Det kunne jo også være LLs.”

Hun:

“Ej. Så må I få et hver. Du skal da have et barn. Der er et lebbepar her i byen, der har været gravide samtidig. Det er da smart.”

Godt så.

* Disclaimer – Min mors familie er på alle måder afsindigt inkluderende. Fx har ingen nogensinde så meget som løftet et øjenbryn over, at jeg pludselig kom hjem med damekærester i stedet for mænd. Moderskabet er bare undtagelsen og helligt ad helvede til. * 

Hørt i julen #1

Min mor (i bilen på vej fra julefrokost på pligtmåden):

“… Men det er ikke så let at finde en mand. Der er ikke så mange dejlige mænd på min alder, der ikke er taget.”

Mig:

“Så find en kvinde.”

Min mor:

“Hva’?”

Mig:

“Så find en dejlig kvinde i stedet for en dejlig mand.”

Min mor:

“Jamen, der er heller ikke så mange dejlige kvinder på min alder.”

Det skal vi fejre!

Åh! Jeg havde en vidunderlig forlænget weekend i det østrigske. For fanden da. Når man er voksen og arbejdende og kæreste og alt det der, så er det så SYGT privilegeret at have tre dages uforstyrret kvalitetstid med en af de allerældste og bedste.

Vi talte meget om det her med, at spontanitet virkelig er noget, man skal – høhø – planlægge og bevidst prioritere, desto ældre man bliver, fordi der bare er så mange faktorer der fucker med impulsiviteten, når man også skal gå tur med en hund eller afdrage på en lejlighed og sådan.

Men det er slet ikke det, det skal handle om lige nu. For jeg ville faktisk bare lige dele den her glædelige nyhed.

Nu er der nemlig ikke betænkningstid og prøveperiode og hvad har vi, før man som (lesbisk) medmor kan kalde sig, well, medmor.

Min veninde Kosmopolitten har som nævnt tilbragt mange år i Mellemøsten og fortalte mig så sent som her i weekenden, at hun i fx Egypten har oplevet en herlig tradition for at fejre, når tingene går godt. Så vi fejrede fx med champagne lørdag formiddag, at jeg var vågnet helt ustresset og glad efter lidt rigeligt arbejdspres gennem en periode.

Og det, at to kvinder nu kan blive mor og medmor fra fødslen, som Politiken skriver i dag, dét skal da også fejres.

Tilbage.

Tilbage i København. Uden det, der ligner aftaler hele weekenden (med undtagelse af en omgang eftermiddagshygge på sofaen hos højgravide A. i morgen). Det er godt nok. Ro på.

Det har været en helt afsindigt rodet uge i det århusianske. Jeg har godt nok været ked af det. Men nu sender min far kække sms’er fra post-op. Fx er han lige nu topstolt af allerede at være tilbage på fast føde (“…det er man normalt først efter fem dage. Og her sidder jeg og spiser kylling i karry!”) og stæser frem og tilbage med sit dropstativ på gangene på amtssygehuset.

De små sejre og sådan.

Nå. Jeg har planer om at bruge dagen på at få lidt orden på mit hjem. Og hvis I har tid, kan I se denne her video, der trods et noget amerikansk tilsnit alligevel rørte mig ret så meget.

I al sin enkelthed.

Det kom i øvrigt bag på mig, at der er friggin’ 29 stater i USA, hvor det er fuldt lovligt at nægte at servicere homoer. Det er jo for sygt. Det er mere end halvdelen!

Mere om det med børn. Eller: “Hånden dyyybt ned i hvepsereden”

Wow.

Hold da kæft nogle omfangsrige kommentarer, I har lagt henne under det der indlæg om at få/ikke få børn. Tak for alle jeres holdningstilkendegivelser.

Jeg kan allerede fornemme, hvordan det her risikerer at blive så betændt, at det bliver faaaarligt for en lille konfliktsky høne med evig angst for at blive hadet og misforstået som undertegnede.

Men!

Jeg synes, det er tankevækkende, at der som en understrøm i faktisk samtlige kommentarer under gårsdagens indlæg eksisterer et klart ideal, nemlig at:

Man skal da have børn. 

Måske er det havnet der mellem linjerne helt ubevidst – det, tror jeg egentlig, er tilfældet. Men hvis man kigger efter det, er holdningen lidt, at et fravalg af børn (og selve brugen af begrebetet ‘fravalg’ i denne sammenhæng vender jeg tilbage til) altid bunder i, at man fx befinder sig i en situation, hvor (også) andre positiver mangler i livet: Man er ikke sammen med den rigtige partner eller har ikke fundet ‘den store kærlighed’. Altså lidt, at det ikke-at-få-børn er det ‘mindre gode valg’. Agtigt.

Og det skurrer i mine ører.

Åhada.

Jeg får hele tiden lyst til at indskyde i bisætninger, at jeg personligt bare er i tvivl, om jeg vil have de fjollede unger. Jeg har hverken taget stilling for eller imod.

Jeg har masser af kærlighed at give og tror (på gode dage), at jeg ville blive en fab forælder. Men jeg ved simpelthen ikke, om jeg køber den der med, at det at få børn er den absolutte altruistiske handling.

Det er ikke mit indtryk, at forældre er særligt meget mindre egoistiske end os barnløse (og SÅ havnede hånden i hvepsereden) – og bevares, man skal da ofre sig for et andet væsen – men uden sammenligning ellers: det skal man altså også, når man har en hund. Eller en kæreste. Eller et job.

Og er der ikke også gennem historien et par eksempler på nogle sindssygt selvopofrende barnløse kvinder, nu vi graver helt dybt ned i argumentationsposen? Jeanne D’Arc? Florence Nightingale? Mother Theresa?

Det er som om man ikke engang kan tale om det ‘ikke at få børn’ som et decideret valg. Det bliver altid formuleret som et fravalg, se bare i kommentarerne under indlægget i går: “nu hvor jeg har fundet den rigtige kærlighed, SÅ skal jeg have børn.”

Jeg ville gerne hen et sted, hvor jeg kunne træffe valget – det ene eller det andet – uden at alle så den ene mulighed som et fravalg.

Fordi jeg føler, jeg allerede her i valgprocessen er enormt farvet af, at der – dybest set – er et rigtigt valg (børn) og et forkert valg/fravalg (ikke børn). Hvis jeg vælger at få børn, tror jeg ikke, der er nogen, der vil spørge mig hvorfor, jeg har valgt sådan. Men vælger jeg at lade være – så kommer spørgsmålene.

Derfor gad jeg i virkeligheden godt høre forældre, der var ærlige nok til at sige højt, at det også er et fravalg at FÅ børn. For mine venner fortæller mig, at det af og til er netop sådan, det forholder sig … men kun under fire øjne.

Men igen:

Jeg er i tvivl. Ad helvede til. LL bliver verdens bedste mor, ingen tvivl om det, og jeg har også selv et udmærket potentiale, skulle jeg mene. Masser af kærlighed fx. Men jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver parat til at opgive et liv, jeg faktisk holder helt vildt meget af – med udeliv, træning, kærestetid, spontane venneaftaler, en hel dag foran computeren med serier – for moderskabet.

Men det er umuligt at træffe et oplyst valg, så længe ‘fravalget’ (eller lad os sige tilvalget af sig selv og et rigt socialt/arbejdsmæssigt liv) er så tabubelagt.

En veninde fortalte for nyligt om en undersøgelse, der peger på, at forældre er ulykkelige. At mennesker med børn – sådan helt gennemsnitligt – er mindre lykkelige end mennesker uden børn. Helt fra ungerne bliver født … og lige til de flytter hjemmefra. Sgu. Jeg fandt lige en artikel om undersøgelsen i Berlingske.

Det er da også tankevækkende?

Jeg tør godt sige det: Løftebrud.

For en del år siden sad jeg med i en workshopgruppe, der skulle kortlægge hvilke hangups, der får mænd til at fravælge den barsel, som de faktisk har ret til. Det var sindssygt spændende. En større fagforening havde samlet repræsentanter fra alle lag, der skulle diskutere fordele, ulemper og muligheder.

Min fantastiske veninde A og jeg var sammen med et par flere castet som pro-øremærket-barsel-feminister, og en gut som Henning Dyremose kom også lige forbi og fortalte om TDC’s succes med en barselsordning hvor også mænd blev tilgodeset (hvilket i øvrigt er absolut eneste vej frem, hvis mine jævnaldrende veninder skal slippe for at blive spurgt til jobsamtaler, om der ligger “en stor rejse” i deres nærmeste fremtid. Seriøst. Så dårligt pakker HR-typerne ind, at de ikke gider fødedygtige og -parate kvinder ude i en række af de danske virksomheder.)

Vi blev så fucking kloge på den workshop. Og jeg tror faktisk, at langt de fleste, der var udvalgt, fordi de stillede sig kritisk over for tvunget barsel, fx selvstændige, blev overbevist om det smarte ved ordningen. Alle nordiske eksempler viser, at mændene tager deres barsel, når den øremærkes dem. 
Og de ikke bare tager den. De fucking nyder tid sammen med deres barn.

Og samtidig giver øremærkningen også en mulighed for at aftabuisere barselsmænd som “umandige” (sikke noget pjat i øvrigt) – for pludselig med øremærkningen er “det jo noget de skal”. Og langsomt holder det op med at være en ulempe at ansætte kvinder i starten af 30’erne, langsomt lukkes løngabet på rystende 18 pct. mellem kønnene, og langsomt opnår vi egentlig ligestilling. Fordi ansvaret på hjemmefronten fucking også deles lige over. 

Sgu!
Og nu kaster regeringen så deres mærkesag på gulvet. Bye-bye øremærket barsel. Løftebrud. Fan’me.

Jeg er dybt forarget. Men min veninde A siger det så meget bedre over på Facen, så jeg låner hendes kommentar:

Regeringen har eksemplerne fra Island, Norge og Sverige imod sig – OVEN I forskningen, der viser, at langt de fleste mænd GERNE vil tage mere barsel men møder modstand fra arbejdspladsen. Den her diskussion baserer sig ikke på fakta, fordi fakta er, at vi forskelsbehandler, og øremærket barsel VIRKER, diskussionen kan kun handle om, hvorvidt man tror på, at sociale strukturer skal ændres ved et indgreb, fordi vi ønsker at kvinder ikke bliver sat tilbage på pension, karrierer osv., fordi de groft sagt bliver ‘tvunget’ på barsel af vores forældrerollestereotyper – eller om man er liberalist/familiekonservativ og synes, at folk selv skal rode med skidtet. Og al respekt for dem, der har den holdning. Jeg gider bare ikke høre flere såkaldte socialister lade som om at det totalt unfair at ‘gribe ind i familien’

Fuck. Hvor er hun klog. Jeg var lige ved at sige “den klogeste”. Men jeg vælter mig faktisk i kloge veninder. Men A er på en delt førsteplads.

Hvis du vil læse mere, er nyheden fx at finde her på Politikens hjemmeside.
Og her giver Information et udmærket oprids af fordelene ved øremærket barsel.

Om at låne bøger af sin mor. Ufrivilligt – Eller: “Men husk adressen”

Jeg har en vane. En rigtig vane. Jeg har ikke betragtet den som en decideret dårlig vane, før jeg oplevede min mor gøre præcis det samme i går.
Here goes. Det er det her, jeg gør (på en lidt cute måde), og som min mor også gør, viser det sig (på en sindssygt irriterende måde).
 
Altså. Hvis jeg fx har:
  • Lavet en kop kaffe
  • Fundet en bog, hun skal læse
  • Smurt en bolle
  • Hentet hundesnoren
…så insisterer jeg på at aflevere nævnte genstand i hånden på Livslebben. Ikke på bordet, der står lige ved siden af. I hånden. Også selvom LL har hænderne fulde. Jeg er nået frem til, at det handler om, at hun skal tage imod min gave. Tage imod den.
Det påtaler LL. Hver gang. Og griner lidt af det. På den der “jeg bærer over med den der tossede tendens, fordi jeg synes, du er fucking dejlig”-måde. 
Så jeg troede, det var en lidt dejlig og quirky tendens. Jeg tog fejl. For i går aftes fandt jeg ud af, hvor jeg har den forbandede uvane fra. 
Jeg var træt. Ville bare sidde og stene lidt i sofaen. Men min mor insisterede på at udføre sit yndlingsritual på mig.
Der er naturligvis tale om bog-anbefalingen.
Jeg kommer fra et hjem med uanede hyldemetervis af romaner. Og min mor var nok blevet tvunget til selv at flytte ind i skabet, hvis ikke hun for efterhånden en del år tilbage havde besluttet sig for, at ugentlige besøg på biblio trods alt var en bedre ide end flere tilkøb til BILLY-systemet (ha! Jeg googlede “IKEA reol”. Resten foreslog Google selv). 
Det betyder, at hun altid har i hvert fald tre bøger liggende i læsekø.
To af dem langede hun over sofabordet til mig i går. Og insisterede på, at jeg tog imod. I hånden. De kunne ikke bare ligge på sofabordet. Selvom jeg havde hænderne fulde af kaffe og fjernbetjeninger (åh, store kabelpakke. Du bliver min død). Jeg skulle tage imod dem. I hånden.
”Dem her har jeg lige lånt. Den der er fjortendageslån, den skal afleveres på torsdag. Så den skal du læse først. Den anden skal du bare nå at læse, inden du tager hjem.”
Jo tak. For jeg har, forstås, ingen selvstændig ide om, hvilken lekture jeg foretrækker. Mor.
En bog mere blev fundet i reolen. Overleveret til mig. Med krav om hånd-til-hånd-levering (okay, LL, jeg gi’r mig – det er jo helt vildt belastende. Jeg vil aldrig igen afkræve dig at tage imod noget på den måde.)
”Den her har jeg læst. Den har jeg fået i gave. Så den kan du bare tage med hjem. Men husk adressen.”
Seriøst. ”Husk adressen”. Jeg havde ikke engang bedt om den bog.
I morges, da jeg lånte hendes cykel bad hun mig om at ”passe rigtig godt på nøglen”. Og i går sagde hun, at jeg skulle ”huske at stille mælken i køleskabet”.
Jeg elsker min mor. Helt vildt højt. Men shite, hvor gør det ikke særligt meget ikke at bo under samme tag og/eller i samme by som hende til hverdag.

Bøf Bearnaise med Bedstebøssen på Boulevarden

I går bød Bedstebøssen på Boeuf Bearnaise på boulevarden (alliteration for the win).

Vi kævlede og kævlede, og det var formidabelt at se ham efter måske to uger uden rigtig bøssetid.

Kender I de der venner, hvor man aldrig rigtigt taler om, hvad der er sket siden sidst, fordi man altid er 100 pct. opdateret og kan hoppe direkte til den rigtige snak?

Sådan plejer det totalt at være med BB, men sikkert fordi vi begge har haft så travlt den seneste tid, skulle vi ligesom lige finde ind forbi trivialiteterne først: “hvad lavede du sidste weekend?”, “hvordan har xx det?”, “går det godt på arbejdet?”.

Ikke at vi ikke kom igennem opremsningerne og ind til det gode. Det tog bare lige en times tid, før vi landede der.

En del af mig savner dengang for fem år siden, da jeg var roommates med søde M. ude i Nord(læder)vest, og hun megagrinede, når hun gik forbi mit værelse, hvor BB og jeg ofte hang ud. Fordi det eneste hun kunne høre gennem døren var vores spæde røster, der sang med på Abba-karaokevideoer fra YouTube.

Eller dengang for syv år siden, hvor jeg boede inde ved Søerne og skrev min BA sammen med BB på mindre end en uge. Først med tandpine, dernæst i herlig morfinrus som resultat af udtrukken visdomstand. Men vi klarede den. Og vi fik 10.

Eller dengang jeg boede i Indre By og et par gange arbejdede bag baren på Vela, og BB naturligvis var med hele vejen. Og vi spiste franske hotdogs fra 7eleven på vej hjem, mens solen stod op. Og blev enige om, at det værste der kunne ske var, hvis vi tabte nævnte hotdogs. Det værste.

Eller alle fredagsbarerne på uni, alle de nætter vi sov sammen, fordi vi ikke gad tage hjem til os selv, al kaffen, alle søndagene, alle scoringerne. BB og jeg har ikke kun hørt hinanden dyrke sex. Vi har set det. Set det.

I et vemodigt øjeblik ville jeg gerne være 23 igen. Eller 25. Eller 27.

Men det er virkelig også toppen at være 32. For i de sanseløse bytures, al usikkerhedens og den endeløse weltschmerz’ sted er er jo landet noget mindst ligeså fint.

Nemlig en helt ny ro – og en historie om et venskab, der fylder fucking ti år næste sommer. Ti år!

Og så står man her så småt på vippen til midt-i-30’erne. Går stadig i byen og har ikke umiddelbart planer om familieliv. Men er pludselig også fornuftig nok til at vende snuden hjem fra middagsselskabet ved totiden, fordi man skal tidligt op lørdag. Og ikke gider have tømmermænd. Og egentlig havde planlagt en weekend-telttur med Livslebben på en naturlejrplads i Tisvildeleje i dag. Men nok godt kan se, at en regnvejrsgåtur på Fælleden er mere realistisk. Hej efterår.

Egentlig er alting jo faktisk bare præcis, som det skal være.

Ældre indlæg Nyere indlæg