Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Kategori: familie (side 1 af 3)

“Partneren”

Jeg havde forlængst besluttet, at den her blog ikke skulle ende som (endnu) en gravidblog, bare fordi jeg er med rogn. Men shit, det er svært ikke at falde i grøften, når det i sagens natur er det, der fylder allermest … og jeg så oven i købet er bundet til matriklen på Vesterbro pga. den dumme ryg og dermed oplever intet andet end det, der kommer til mig, og det jeg ser ud af forruden på bilen, når LL’s Handicapservice hver uge kører mig til kiropraktoren.

Så her kommer alligevel noget gravid-relateret. Bare fordi.

Noget, jeg virkelig værdsætter, er, når hjemmesider og informationsmedarbejdere uopfordret bruger betegnelsen “dig og din partner” eller “dig og faren eller medmoren” i stedet for bare at gå med den nemme, normative løsning: “mor og far”.

Jeg talte med min fagforening i forrige uge, fordi jeg åbenbart er så elendig til matematik, at jeg ikke kan regne de der skide barselsuger sammen. Og den mandlige informationsmedarbejder brugte netop vendingen “far eller medmor eller hvad-det-nu-er-for-en-konstellation”. Jeg måtte faktisk standse ham og rose. For selvom det er så uendeligt nemt for ham at formulere sig sådan, så er det så uendeligt betydningsfuldt for mig. Fordi jeg føler mig inkluderet.

Og nu besøgte jeg så lige Hvidovre Hospitals hjemmeside, hvor de også skriver ‘partneren’ alle steder i stedet for ‘faren’. Den kommunikationschef, der har ensrettet regionskommunikationen kunne vi altså godt indstille til en eller anden form for hæder.

Lesbisk kaffe og øl. Ja.

I GÅR KOM LL HJEM FRA ESPANJA!

(#jegvedgodtdetikkestavessådanmenseligehvorflotdetserud)

Jeg var imidlertid lovet væk til min kære mor i går efter fyraften, så gensynet måtte udsættes en smule. Min kære moder tilbringer et par dage i København, indlogeret på – overraskende – fancy hotel i Bredgade (“Det var et tilbud i Coop, ja, og så optjener jeg jo også 800 bonuspoint.”).

Så den stod på fiskerestaurant i Nyhavn. Jeg undgik med nød og næppe Papirøen. Som mit mødrende ophav ellers synes lød SÅ spændende. Orkede ikke lige at introducere hipstersegmentet for flagrende naturfarvet hør og pangfarvede brillestel. Og omvendt.

Jeg var hjemme ved 22-tiden, hvor LL og søster havde inviteret en flok venner til middag, og nåede lige en øl med dem, inden de drog mod Never, og jeg drog mod min seng.

LL + søster kom hjem lige præcis tyve minutter, før mit vækkeur ringede her til morgen. Og LL var totalt klar på morgenkaffe. Jaja, lysvågen og ikke spor fuld (not).

… Lige indtil jeg havde lavet kaffen og ville overlevere hende den på sengekanten … hvor hun pludselig sov tungt i en dunst af alkohol.

Det gør hun stadig, her en halv time senere. Hun vender sig om mod mig ca. en gang hvert kvarter med sådan helt pling-lysvågne øjne og tror selv, hun således narrer mig til at tro, at hun har været vågen hele tiden.

Som om.

Så nu drikker jeg hendes kaffe. You snooze (literally!), you loose.

LL fortalte i øvrigt, at hun havde mødt fremmed kvinde på Never. Kvinden havde henvendt sig og været lidt, sådan, insisterende hemmelig i sin kommunikation. Og på et tidspunkt i løbet af samtalen får fremmed kvinde sagt – uden forudgående snak om mig – at “LL måtte huske at fortælle sin dame, at hun har en lækker kæreste.”

Jeg slog det umiddelbart til side som en flirt. Altså med LL, ikke med mig. Hallo, det var jo en sindssygt elegant måde, at:

1) Fortælle LL at hun – hvilket sandt er – er hot
2) Inddirekte spørge, om hun havde en kæreste. Altså, hun gav jo fuld mulighed for, at LL kunne sige “nejnej, jeg har ikke en kæreste-hubbahubba!”

… Men LL insisterer på, at det ikke var flirty, og at der var noget blog-hemmeligt mærkværdighed over hendes formuleringer.

Så hvis du med LL’s VANVITTIGT præcise beskrivelse er:

  • Mellemhøj, altså sådan et hoveds penge lavere en LL på 180 cm 
  • Har mellemmørk-page-der-er-sådan-hverken-for-langt-eller-for-kort-og-ikke-helt-vildt-lebbet-og-heller-ikke-sådan-mor-page-agtig (flot, LL) 
  • Lidt til den buttede side (hey – no shame – vi er i samme båd!) 
  • Har “sådan ok stil, som hverken var superkikset eller superhip” 
  • Er “ret feminin, men alligevel ikke sådan overdrevet feminin” (kæft, det er heldigt, det her ikke er en mordsag! #værstesignalementever)

… Så sig frem! Hvem er du? Er du bloglæser? Jeg er så NYSGERRIG!

Okay.

I samme øjeblik, som jeg (lige nu!) listede over på LL’s side af sengen, for at snuppe hendes kaffe, slog hun øjnene op med et højt og klart “NEJ”. Så den gik ikke. Damen værner om sin kaffe.

Nå.

I aften skal vi spise indisk og høre jazz med mor-egernet. Jeg er ikke fan af jazz. Og det her er endda fusionsjazz. Hvilket muligvis ligger nederst på den jazz-skala, der i forvejen nærmer sig gulvbrædderne hastigt.

God weekend.

PS. Dobbeltbetydningen af overskriften blows. my. mind.
PPS. Bare rolig. Hashtags er ikke noget, jeg kommer til at gøre mig massivt i fremadrettet. 

Fra stress til meta-stress til ro til meta-ro (som faktisk er lige så godt som ro)

Jeg synes, det er pissesvært at være i trediverne. Sådan rigtigt i trediverne. Det var herrenemt at være tredive. Og enogtredive. Men treogtredive er altså en kælling.

Pludselig ligger hele resten af ens liv bare en lille smule og viser sig frem på stien foran. Hejhej, sådan ender det!

Jeg har – det ved I – haft en lang periode med stort stress. Over alt det med børn. Fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ville, og alligevel følte, jeg måtte tage stilling.

Vi snakker stress i en grad, så jeg kunne vågne om natten med hjertebanken over noget, der kun kunne defineres som lige dele 1) ubehag over ikke at have børn og 2) ubehag over ikke at have lyst til at have børn.

Til sidst tog vi en snak. Af den store slags, gjorde LL og jeg.

For måske vil jeg gerne have de børn. Børn er jo pissesøde. Jeg vil bare ikke have dem nu. Der er ikke plads til dem, hverken tidsmæssigt, følelsesmæssigt … eller pladsmæssigt (for hvor skulle jeg så gøre af mit tøj? Prioriteter.).

Og snakken endte simpelthen så fint. Med et håndslag. Og med kys. Men håndslaget var faktisk vigtigst. For vi besluttede – meget blabla-agtigt – at vi bestemmer os for, hvad vi gør, når jeg fylder 35. Ikke “inden jeg fylder 35”, nej – når. 

Og det smarte ved den lille sondring mellem “inden” og “når” er, at den betyder, jeg slet ikke behøver stresse mere. Lige nu. Det er helt ok, jeg ikke har lyst til at få børn lige nu, og det betyder ikke nødvendigvis, at jeg har truffet et stort forkromet valg om resten af mit liv. Jeg kender i øvrigt forbløffende mange, der fødte deres første kiddo omkring de 36-37. Alt i orden.

Det lyder garanteret sygt og hjernespinsagtigt, men det har på en eller anden måde givet mig en gevaldig (og tiltrængt) ro i hovedet. Nu er al metapanikken (panik over ikke at være panikken) lige som lagt på hylden. Indtil jeg fylder 35.

Halvandet skønne, rolige år. Og så tager vi den.

Og jeg ved godt, at I gerne vil spørge, “jojo, men hvad med LL, hvad vil hun?”. Og I får ikke svaret, for jeg har lovet min LL at holde hende så vidt muligt ude af bloggen. I hvert fald i den slags store, nære spørgsmål.

Hun er noget mindre ekshibitionistisk anlagt end undertegnede, og jeg øver mig i at respektere, at det ikke er alle, der bare som tommelfingerregel er helt ok med, at man deler deres hemmeligheder online. Og at man ikke altid ved, hvad dem, man elsker, betragter som personligt. Fordi man måske ikke selv ser de samme elementer som synderligt private.

Lige præcis den opsang har jeg fået af samtlige de kærester, jeg har haft i mit voksenliv: At jeg kæfter op om ting, der er fortalt mig i fortrolighed.

Og det skærer mig i hjertet hver gang, fordi jeg vitterligt ikke tænker det som en udlevering, mens jeg … udleverer.

Det hænger nok sammen med, at jeg personligt er ret okay med, at folk deler mine mere eller mindre pinagtige anekdoter, hvis jeg da ikke oven i købet kommer dem i forkøbet og selv underholder med dem først.

Og derfor glemmer jeg, at det ikke er alle, der er fino-fino med, at jeg hænger deres beskidte (eller bare helt rene og fine men (åbenbart) stadig private) tøj til tørre ude i den del af offentligheden, der udgør min sociale sfære.

Det eneste, der er værre end at blive bebrejdet, at man har fortalt noget, der (i bagklogskabens klare lys) ikke var for alles ører, er at få en hørt tydeligt hemmelig anekdote fortalt af sin significant other – fulgt op med beskeden: “og det er altså ikke noget, du skal sige til nogen.”

Som om jeg var sådan en, der gik og gjorde det. Men det er jeg. Jeg nægter åbenbart bare selv at betragte mig som en sådan. Så det.

Og derfor må I gætte jer til LL’s børnestandpunkt (jeg kan bare give et lille hint: Det er verdens sødeste).   

Ikke lige juletypen i dag, vel?

Der er noget mærkværdigt ved tilsyneladende at være den eneste i København, der skal på arbejde både i dag og i morgen. Hovedstaden er gået i sump, og jeg vil med derned, men kan ikke helt give slip.

Røg ikke desto mindre alligevel lige forbi lidt gløggarrangement (uden gløgg. Hvad fanden?) på Dyrhaven med alle Bedstebøssens de hjemvendte efter verdens mest effektive julegaveshopping på vej fra arbejde.

Jeg havde engang i slutningen af november besluttet, at jeg ville købe mine julegaver online i år og på den vis få lortet overstået på absolut nemmeste måde. Og således havde jeg lullet mig selv ind i en døset fantasi om, at gaverne jo nærmest allerede var udvalgt, bestilt, afsendt, hentet i pakkeboksen og lå i entreen i en stor pose og blot ventede på at blive fragtet til Aarhus i morgen.

Lige indtil jeg vågnede op. Og det var den 22. december. Og jeg havde købt nul julegaver.

Men jeg tog et lyn-raid ved 17-tiden i dag, sgu. Og gjorde det ret godt, hvis jeg selv skal sige det.

Far får feministisk litteratur, og det samme gør stedmoderen. Jeg tænker, at jeg – ved at give dem begge to lidt fra pensum (faren får Butlers “Gender Trouble”. Mere kreativ var jeg trods alt heller ikke) – holder de nok hinanden op på at få læst lortet i stedet for at dykke ned i endnu en Grisham-roman. Jeg føler hele tiden de to læser Grisham og John Irving. Krydet med lidt Siri Hustved måske.

Det burde ikke være muligt.

Vi skal på skiferie, hele den pukkelryggede (som tæller mig, LL, broren, faren, stedmoderen og hendes tre børn plus deres kærester og børn. Det bliver … jolly) til februar, så jeg forestiller mig, de har læst lortet til ende inden da. Så kan jeg høre dem i det på et hotel i Østrig.

Nå jo. Og Dyrhaven var fin nok i godt selskab, men jeg gider ikke mere. Der har været gløgg og evige udvekslinger af semi-ligegyldigheder skåret over kammen, “hvor skal du holde jul henne?” i fire dage i streg nu. Plus sporadisk spredt ud over hele december, selvfølgelig.

Og jeg vil hellere snakke om alt det vigtige. Livet, døden, kærligheden. Agtigt. Jeg kan ikke mere smalltalk. Og samtidig er jeg for træt til alt det andet.

Trænger faktisk til lige præcis sådan en aften, som jeg har nu. Hjemvendt fra Sønder Boulevard.

LL er draget Jyllands-over med 2xHund tidligt(!) i morges. Og jeg var en god med-lebbe, der stod op og sendte hende kærligt på vej med morgenkaffe ved sekstiden. Shit, jeg er sød alligevel.

Og nu ligger jeg her. Alene i dobbelthønen for første gang i tusind år. Og er helt, helt rastløs. Alle mine planer om neglelak og ansigtsmasker er gået fløjten til fordel for dødt blik, det værste fra Netflix og dårlig samvittighed over alt det tøj, jeg ikke når at vaske, førend jeg selv drager mod det aarhusianske ved fyraftenstide i morgen.

Jeg er ikke lige juletypen i dag, vel.

Torsdagsvemod og den gamle sang

Jeg er ramt af et mærkeligt vemod her til aften. Jeg ved godt, at lebbelivet stikker i øst og vest for tiden, men hey – lebbelivet er jo i bund og grund mit liv, så je ne regrette rien og alt det der.

Vemod hænger – tror jeg – sammen med, at jeg i aften for første gang i (no, seriously!) ugevis er helt alene. LL er på sit atelier, og jeg har været relativt tidligt fra arbejde (den var vel kvart i seks), stenet mine serier, spist noget chokolade, der ligger ret så tungt i maven, og snuppet en lille lur på sofaen.

… Og så vågnede jeg ellers med bankende hjerte og dirrende uro i kroppen over at – hmm – ikke komme for sent til noget, og heller ikke gå glip af noget eller have glemt noget.

Men en eller anden uro i spændingsfeltet derimellem. Rastløst ubehag og helt utryg sammensnørret hals.

Heldigvis har man vel taget et eller andet med sig fra uger i absolut meditationstystnad, og et par dybe indåndinger og selvberoligelse fik trods alt klemmen om halsen under kontrol.

Følelsen af vemod er her dog stadig. Det handler om efterår. Og helt generelt om at være i 30’erne. Tror jeg.

Jeg synes virkelig ikke, at 30’erne – ikke lige i dag i hvert fald – er sådan helt fab. Ansvar og ufrihed og hud der er mindre stram end i går. Og udefrakommende forventninger om at være bestemte steder i sit liv, som man så tydeligt mærker indefra, at man slet ikke har lyst til at indfri.

Og så alligevel?

(Here we go again)

Jeg tror – undskyld! – vi er tilbage ved det med børnene. De stresser mig, de små ikkeeksisterende fuckers.

Jeg føler intet behov for dem. Ikke før jeg pludselig sidder med min venindes knap etårige på skødet og ville lade ham gnave hul på min sindssygt fine Commes des Garcons-clutch og stoppe alt mit hår i kæften, hvis han bare blev siddende der med sin lille runde ryg mod mit bryst for evigt. Så blød.

Men ansvaret.

Jeg er simpelthen ikke moden til det. Og jeg tror ikke nødvendigvis, jeg bliver det. Spørgsmålet er så, om man bare skal æde den og sige til sig selv, at man nok modner med opgaven, eller om man skal … æde den og lade være med at få de skide unger, som går mig på nerverne, når de er andres, og jeg har blot det mindste travlt.

Hvilket jeg ofte har.

Nyt arbejde er lig med lange – sådan rigtigt lange – dage. Det er snarere reglen end undtagelsen, at jeg cykler derindefra kl. lidt-i-20. Og møder før klokken 9. Og det er helt ok. Det er pissesjovt og føles ikke som arbejde. Ikke før man kommer hjem og opdager, at dagen er gået og vækkeuret ringer igen klokken 6.15 dagen efter.

Og jeg ønsker det ikke anderledes.

Eller.

I øjeblikke fantaserer jeg om 1: freelanceliv eller 2: kommunale arbejdstider og afspadsering.

Men min erfaring med den type jobs er, at version #1 giver mig totalt angst, fordi jeg i virkeligheden er sindssygt ringe til at strukturere min tid og har alt for meget frihed til overspringshandlinger og refleksioner med eksistentielle kriser til følge. Og i øvrigt konsekvent er bange for ikke at gøre lortet godt nok og således har konstant ondt i maven, fordi jeg helt bestemt skuffer kunderne.

Og version #2 giver mig ubehag og dårlig selvfølelse, fordi jeg alt for let finder de laveste gærder og hopper over dem … kun for at opleve mishag over min egen minimale indsats.

Jeg har brug for drivet. For at noget holder mig til ilden, for jeg er ad helvede til ringe til at gøre det selv. Eller hvordan man nu bedst beskriver det.

Men det karrieredrive, jeg behøver – i hvert fald lige nu – udelukker børnene. I. Hvert. Fald. Lige. Nu.

Det lyder som en sindssyg sammenligning, men 2xHund er helt seriøst rigeligt ansvar til mig. Og med “rigeligt” mener jeg: “nærmest for meget”.

LL har også travlt men dog lidt mere fleksibilitet i sin hverdag, end jeg har.

Så aftalen er, at hun hunde-wise klarer den længere eftermiddagstur, mens jeg til gengæld ordner morgenturen og aftenturen. Og jeg hader det. Nej. Jeg hader det i glimt. Jeg hader, at mit vækkeur ringer tidligere end nogensinde hver eneste morgen. Og ikke, vel at mærke, så jeg kan komme op og have kvalitetstid og nyde kaffe på sengen med min dame, nej – så jeg kan hoppe i tøjet og smide to modvillige morgenhunde rundt om blokken. Og at det sidste, jeg skal inden jeg hopper til køjs er lige at drøne ud med to – igen modstridige – træthedshunde.

Franske bulldogs er pisseutaknemmelige på gåtursfronten.

Det er egentlig den del af hundeansvaret, der tilfalder mig. Og det er jo for intet at regne sammenlignet med at have en unge. Altså. Dels bliver jeg ikke vækket om natten. Dels er der ikke nogen, der skal forberedes morgenmad, tøj, madpakke, skoletaske, cykelhjelm til.

Jeg forstår ikke, hvordan forældre klarer det. Har dyb respekt men også dyb forundring, fordi jeg slet ikke kan mærke driften mod det i mig. Endsige fatte, hvordan nogen i universet får det til at hænge sammen. Og da slet ikke enlige forældre. Det er jo for vildt.

Jeg ser noget nuttet og velduftende med marcipankinder, som jeg faktisk godt tror kunne spises, hvis bare veninder gav lov (men mødre er så skide nærige omkring kannibalisme). Men jeg ser lige så tydeligt, hvordan der ikke ville være et eneste øjeblik, fra jeg vågnede, til jeg atter lå på puden, der ville være mit, hvis jeg havde børn.

Og det stresser mig.

Fordi man vel burde. Min mor synes, jeg burde. Min veninder, der har krydset floden og står på den anden side med forandrede kroppe og trætte øjne men blikke fyldt med kærlighed og lykke, er også rimelig pro. Samfundet stiller spørgsmålstegn ved, at det ikke er sket endnu. Nærmest i hvert fald.

Og måske var det, der skulle til, for at slukke for mit vemod bare, at jeg lige lettede trykket.

Og sådan kan man også nogle gange bruge en blog.

Nu som paneldeltager. Kvalifikation? Lebbe.

En af mine allerbedste veninder arbejder på psykologifakultetet ved det amerikanske universitet her i København. For et par uger siden spurgte hun mig, om jeg ville sidde med i et panel, som en af professorerne ville stable på benene denne uge i forbindelse med psykologiundervisningen.

“Hvorfor mig?” spurgte jeg meget naturligt.

“Fordi du er lebbe,” svarede min veninde.

Godt så.

Jeg skulle, forklarede veninde, være der for at repræsentere noget diversitet. Godt så (igen).

Da jeg efterfølgende i mailudveksling med underviseren fortalte, at jeg altså først var sprunget ud som 24-årig, så jeg ikke var sikker på, hvor godt det passede ind i emnet, fik jeg følgende svar retur:

“Not only is it OK, it is PERFECT. I would be eager for you to share this transition with the class as it is most likely that one of these young women will experience a similar transition.”

Den perfekte lebbe-transition. Skidegodt.

Og så mødte jeg ellers op forleden i Vestergade og trådte ind i et rum med knap 30 21-årige amerikanske (udelukkende kvindelige, i øvrigt) studerende.

Spottede straks på forreste række en seriøst turbo dyke.

Vi snakker korthårsfrisure, t-shirt med oprul på ærmerne, trainers og en gevaldig bredstilling i cowboybukserne. Ingen korslagte knæ her. Nå jo, og ikke mindst en holdning, der blev lidt mere rank og nysgerrig, da jeg som en del af min oplæg nævnte, at jeg var lesbisk.

Jeg fortalte min historie og gjorde et stort nummer ud af at være komplet naturlig omkring det her med at være homo. Fortalte om min kæreste, og om hvor helt almindeligt et liv, jeg har – fik endda hele flokken til at grine et par gange – blandt andet da jeg sagde:

” … And shortly after breaking up with my then-girlfriend I met my current girlfriend [LL]. And as good lesbians of course we bought a dog after having dated for three months.”

Transatlantiske lebbeklichéer for the win.

Og det var alt sammen rigtig fint og skidesjovt. Men dagen blev først noget helt ganske særligt, da jeg efter dobbelt-applaus og afsluttende spørgsmål fandt min jakke og var på vej ud af klasselokalet og tilbage på work.

Her stoppede en lidt forsagt kvinde – en af de studerende – mig i døren.

Jeg havde godt bemærket hende – hun sad lidt tilbage i rummet og havde kortklippet afro og sine Beats-høretelefoner hængende om halsen. Hun var den eneste anden på holdet, jeg helt umiddelbart havde skudt til at være lesbisk.

Hun kunne ikke kigge mig ind i øjnene. Var bare helt forsagt. Men mens hun kiggede halvt ned og halvt hen over skulderen på mig, fik hun fremstammet med verdens mindste stemme, at det virkelig havde betydet meget for hende, at jeg var en del af panelet:

“Jeg er ikke vant til at se mig selv repræsenteret. Det var virkelig rart,” fik hun hvisket.

Jeg spurgte hende lige ud af posen om hun var gay – jeg tænkte, at jeg ville gøre alt, der stod i min magt for at signalere, at det ikke er noget, man skal være bange for at snakke om, endsige flov over. Sgu!

Hun svarede (selvfølgelig) bekræftende, hvortil jeg udbrød:

“That’s GREAT!”

Hun viste sig at være fra Sydstaterne (“the deep-deep South”, som hun sagde), hvor man ikke just råber højt om sin seksualitet – især ikke hvis den afviger – og hun tilføjede:

“I just never really told anyone.”

Hun havde altid vidst hun var lebbe. Men hun havde slet ikke vovet at tænke over det, før hun fyldte 18. Hvor hun havde turdet mærket efter, men stadig holdt det for sig selv. Og nu var hun i København og havde været til en række arrangementer i Pride-ugen!

Et par af de andre paneldeltagere snakkede i forbindelse med deres fortælling om “adult transition” meget om den der store post-gymnasiale dannelsesrejse, alle danske unge fra et bestemt segment lige som har været på. Til Australien eller Indien eller Peru. Og om, hvor meget den rejse har formet dem.

Jeg har altid tænkt det som lidt banalt – det der, “jeg backpackede gennem Bolivia, og nu er jeg et helt andet menneske” – og jeg har ikke selv nogensinde rejst i længere end tre uger (hvis vi ser bort fra det år, jeg tilbragte i Odense), selvom jeg har været aldeles langt væk på mine kortere rejser.

Men efter at have mødt en kvinde som hende den unge lesbiske amerikaner kunne jeg pludselig forstå, hvor stor betydning det kan have at komme væk fra sine vante omgivelser og spejle sig i noget andet end sine nærmeste.

Og mit hjerte blødte en lille smule.

September bliver åbenbart aldrig min måned

Der er sket to virkeligt sjove ting i dag, som jeg havde glædet mig til at blogge om. Fordi de var så skønne og lesbiske og lå lige til den her lebbebloggers skrivelystne højreben.

Men det må blive en anden dag.

For oven i det sjove skete der også det fuldstændigt ubegribeligt hæslige, at der over middag var to ubesvarede opkald fra min moster. Og en sms fra samme med den foruroligende besked:

“Ring snarest. Det er vigtigt.”

Sidst jeg fik den type melding havde min far fået kræft. Forrige gang havde min mor.

Nå. Men en opringning senere kunne jeg erfare, at min mor – I ved, hende der gennemgik et rimeligt nederen kræftforløb for fem år siden – tidligt i morges er blevet fragtet i ambulance til Skejby Sygehus med kraftige hjertesmerter.

Så var kursen ligesom lagt for dén dag. Der kan åbenbart ikke gå en september uden seriøst dårlige nyheder på forældrefronten.

Hele dagen var et langt limbo i venten og samtaler med meget ulykkelig lillebror og trippen og følelsen af at være ubærligt langt væk fra Århus og alt for pleaser-agtig omkring nystartet job og forventninger og sådan.

Og nu – for en halv time siden – kunne jeg endelig tale med min lille mor, der har været til undersøgelser hele dagen. Og som kunne fortælle, at hendes store blodårer er helt okay, og at alt tyder på, der bare har været tale om en eller anden hjertekrampe. Som man kan medicinere forebyggende mod fremadrettet og som ikke er livstruende.

Alt det mascara på kinderne til (syv-ni-tretten) ingen verdens nytte.

Min mor er i øvrigt typen, der lå på sin båre med drop i armen bag i ambulancen og bad Falck-typerne slukke for sirenen, for “det var da ikke nødvendigt at vække hele kvarteret, bare fordi hun havde lidt ondt.”

Fuck, hvor jeg elsker hende.

(Og de to lebbehistorier kommer en af dagene.)

Min første mor-casting. Eller: Lebben som tredje brik i bøssernes kernefamilie.

Shit maaaan. Jeg tror, jeg har været til mor-casting uden at ville – endsige vide – det.

Perifær bøsseven fra gaaaamle dage skrev ud af det blå på Facen. Om vi skulle ses næste uge?

Klart, vi skulle!

Vi når at mødes og tale sammen i ti minutter max, før han fortæller, at han og manden gennem årevis går i børnetanker. I en grad, vel at mærke, hvor min gamle ven har været ude og snakke med regnbueforældre for at blive klogere på mulighederne. Og kender alt til lovgivning om rugemødre og til ret og rimelighed i forbindelse forældrefordeling i homofamilier.

Og så spurgte han, hvor jeg stod på det område?

Jeg fremlagde som så ofte før (det er nærmest blevet en af de der småirriterende automattaler, som man tager en dyb indånding for at kunne fuldføre i ét åndedrag), hvordan jeg simpelthen ikke ved, hvad jeg vil.

… Og børn er jo søde, men seriøst jeg synes næsten dagligt, at det er (for) meget arbejde og ansvar at have en hund. Og måske vil jeg slet ikke have børn men er bare så fedtet ind i samfundsnormer og semifremmede, der tillader sig at stille et opfølgende spørgende ‘hvorfor’, når man svarer negativt på, om man har børn.

Og så sad vi lidt der.

Og så snakkede vi lidt om løst og fast og sommerferie. Og så skiltes vi. Og først da jeg kom hjem, og LL spurgte, om det havde været hyggeligt, faldt tiøren.

Eller er jeg bare paranoid / har alt for høje tanker om mig selv?

Jeg kunne selvfølgelig spørge ham. Om det var det, der var hans mission. Men det virker også lidt konfronterende, gør det ikke?

Der kom et lesbisk brev (Juhu. Det er min yndlingsbrevtype)

Det sker jo, at jeg får brev fra frustrerede lebber. Det ELSKER jeg. Forleden fik jeg følgende:

Jeg tror personligt godt, at unavngiven lebbe (hendes identitet er selvfølgelig jeres yndlingslebbe bekendt) kan vænne sig til, at homodamer mestendels gerne liiiige vil have afklaret, om det her fører til noget med en flyttebil (eller i hvert fald et fælles hundehvalpsindkøb, host-host) inden for nærmeste fremtid.

Jeg husker i hvert fald ikke mange second-lebbedates, hvor der ikke faldt et par ord om, hvordan man så sit liv forme sig (børn? karriere? bolig?).

I øvrigt slog det mig i dag, at andelsbolig-ladcykel-bulldog(s) må være urbane homoers pendant til villa-volvo-vovhund. Jeg er herresat.

Jeg tror nu i øvrigt ikke, der blev diskuteret fremtidsplaner på min og LL’s anden date. Endsige evalueret efter første. Jeg var alt for panisk over at havne i nyt forhold så kort efter at have afsluttet mit forrige (megalesbisk, i øvrigt – sådan at være single i mindre en måned mellem sine langtidsforhold) til at kunne tale om den slags. Men har garanteret talt en masse om følelser alligevel.

Så det.

LL er i øvrigt herredårlig til at snakke om følelser. På nær når jeg har mine dramadage (ca. hver anden dag. Hver dag i kritiske uger), og hun pinner mig til sengen og siger, at hun altså gerne vil være min kæreste. Når nu det her med at dele hjem og kærlighed med mig tilsyneladende ikke er nok til at få mig overbevist. Tilsyneladende.

Jeg er sandsynligvis verdens dårligste kæreste. Og mindst stabile menneske. Eller i hvert fald mest usikre. Der kan seriøst gå mindre end to minutter, fra LL serverer morgenmad og kys for mig på sengen, til jeg er stensikker på, hun er ved at forlade mig.

Kudos til hende for at holde stand. Hun er sød nok.

Nå. Men kan I ikke lige hjælpe ny-lebben ovenfor? Hvad kan hun forvente – går der konsekvent følelser i den på second date i Lebbeland?

Intet nyt fra Vesterbrofronten. Tak.

Der er simpelthen så meget, jeg gerne vil skrive. Men jeg har så sindssygt travlt.

Jeg vil gerne skrive om hende lebben, der har sendt bud efter min adresse, så hun kan sende mig en hjemmelavet gave som tak for det råd (kort fortalt: drik dig fuld og knald den nærmeste lebbe), der hjalp hende ud af skabet (her et år senere er hun i lykkeligt lebbeforhold, nårrhh).

Og om de der fantastiske portrætter af butch-lebber, hvor jeg har lyst til at knalde hver og en.

Og ikke mindst om polemikken om Regnbuepladsen og idioterne i SparNord (gid, den homofobiske tåbebank må miste alle deres DINK-kunder i det lyserøde segment som følger!).

Og jeg ville nævne den nye halvdanske lebbefilm Dual, som jeg egentlig (fordi jeg er sygt vigtigt VIP-blogger) var inviteret til forpremiere på men glippede, fordi jeg har så fuldstændigt afskyeligt sindssygt travlt. Men den ser fin ud – jeg så traileren, da jeg i sidste uge var forbi Vester Vov Vov og se Only Lovers Left Alive (hvis nogen nogensinde har været skæbnesbestemt til på et eller andet tidspunkt i sin karriere at skulle spille vampyr, er det sgudda Tilda Swinton).

Der er simpelthen bare så meget på mit bord these days (og nej, det er faktisk ikke kæreste-sammenflytnings-kedeligheds-skoen, der trykker, som en kommenterende medlæser spurgte – tværtimod.

Faktisk har min Livslebbe og jeg haft lige præcis et par af den slags uger, hvor det er SÅ fantastisk at bo sammen, fordi vi ikke rigtigt ville se hinanden, hvis ikke det var fordi vi faldt i søvn i samme seng om natten. Det er røvssygt.

Men jeg har ved siden af i forvejen absurd travlt arbejde fået en lille og helt fantastisk bi-tjans, som jeg desværre ikke kan afsløre nærmere om, da I simpelthen så hurtigt ville finde MIN SANDE IDENTITET, så. Men det er noget nær drømme-bitjansen, omend den har bidraget til arbejdsnætter mere end én gang.

Så det. Alt vel ved Vesterbro-fronten. Skal nok øve mig i blogging snart igen.

Ældre indlæg