Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Kategori: diskurs (side 1 af 6)

WTF, Rusland + Kudos, Cane

Influenza + nyt job + forpligtelser til højre og venstre = manglende bloggeroverskud. Men her er jeg igen. Trods alt.

Lige for tiden er jeg i en form for permanent state of you-must-be-kidding, når jeg læser homonyheder.

Skal vi tale lidt om en liste i russisk Maxim, der tilgiver en række kendte bøsser deres homoseksualitet, fordi disse stygge syndere trods alt har bragt god kunst til bordet:

The Russian edition of Maxim publishes list of “Gays we respect” 

WTF, Rusland.

Jeg er nået til et sted, hvor det mest bare er hovedrysten, jeg har til overs for deres balladerier. Lige indtil jeg stopper op og blot et øjeblik kommer i tanker om, hvor friggin’ creepy, det egentlig er, at et gigantisk land (hurtig googling: 143+ millioner mennesker. Oh yes.) bare har trukket ned over befolkningens hoveder, at homoseksualitet er syndigt/forbudt/strafbart. Hvis vi regner med de berømte 10 pct. af befolkningen, så er der omtrent 14 millioner mennesker i Rusland, som er meget, meget direkte berørt af den fuldstændigt fucked up lovgivning.

Nå jo.

På den dejlige side af sagerne, har tidligere X-factorvinder Cane besluttet at være talsperson for en form for kønnets opløsning herhjemme. Se artiklen her.

Jeg har den dybeste respekt for hen, og uden at det skal lyde alt for akademisk højpandet overklassefeministisk, så er det FANME vigtigt, at lige præcis et så folkeligt ikon som Cane tager bladet fra munden.

Selvfølgelig kommer vi i artiklen ikke uden om en masse mudder i pronominerne og deadnaming (hvilket jeg for nyligt lærte, det hedder, når man bruger en kønsopløst persons “døde” (tidligere) navn. Og jeg har ikke engang bevæget mig ned i kommentarerne. Turde ikke. Men det, at Cane insisterer på ikke at være transkønnet, ikke at være en mand, er så vildt og modigt og ganske fantastisk. Al opbakning herfra.

(Og ikke at det selvfølgelig skal komme an på det, men Cane behøvede altså heller ikke decideret at kredse timevis omkring min seng, før hen blev budt ombord. Så det.)

Har man kun bollet, hvis der har været penetration?

I lørdags tog jeg jo en impromptu bar-crawl med et par af de gode, og sandelig om ikke snakken faldt på, hvorvidt lebber kan bolle. Altså bolle-bolle.

Bøssen i selskabet mente, at med mindre der er tale om penetration, hedder det “at dyrke sex”. Ikke bolle. Og han begrundede, så vidt min alko-tågede hjerne erindrer, udsagnet med, at en af hans heteroveninder ikke tæller de mænd med på sin bollelisten, som ikke har haft deres pik oppe i hende.

For bare at tale lige ud af posen, ik’?

Men sådan leger vi altså ikke i lebbeland. Jeg vil mene, at jeg har bollet med/været i seng med alle de kvinder, der har rørt ved min fisse, hud mod hud. Men sjovt nok tæller jeg på præcis samme måde som bøssens veninde, hvis vi kigger på mine hetero encounters.

Det generer mig, kan jeg mærke. Fordi det vel handler om en eller anden helt dybt funderet iboende heteronormativitet. Eller det modsatte? Barren for, hvornår man boller, er sat lavere med damer? Men er det godt eller skidt? Jeg er for træt til at tage stilling.

Om ekskærester. I Lebbeland.

Det virker ikke okay at skrive et blogindlæg om noget andet end alt det tragiske, der udspillede sig i går og i nat. Men jeg er så mæt af danskheds-gradbøjninger – om fx hudfarver, der kan være “arabiske men lysere end normalt”. Hvad fanden foregår der? Bør man ikke – præcis som i alle andre minoritetssammenhænge – forsøge at pakke generaliseringerne, mærkaterne og normerne væk? Bare lidt?

Please.

Hvis jeg – apropos – derimod skulle sætte en lillebitte mærkat på min weekend, skal der stå “ekskærester” på den.

Fredag drak jeg en fyraftensøl, der blev til en fire-fem stykker, med min første damekæreste. Lad os kalde hende KB. Vi var sammen i tre år og brugte nogle timer på at remminiscere over hvor sindssygt unge og lidt dumme (søde), vi var.

Det var helt vildt rart at se hende – det sker for sjældent – fordi der var så meget, hun lærte mig – og fordi hun var prøveklud for så mange af mine helt tidligere og allerførste lesbiske erfaringer. Og jeg mener ikke kun alle dem i soveværelset (som dengang også agerede stue, garderobe og spisekrog, fordi vi boede på hvert vores lejede værelse i hvert vores bofællesskab. Fordi vi var 24).

Der er noget ømt over de der tidlige seriøse forhold. Fordi man er så defineret af sine første erfaringer. Der er bare ikke rigtigt noget, der trumfer at opleve ting for første gang, vel? Alt det næste er sammenligninger.

Nå. Siden drønede jeg hjem til LL, hentede Bedstebøssen med på vejen og så X Factor med rødvin i glasset. Og hverken værre eller bedre gik det, end at den der gruppe, som Blachman har samlet, og som lidt prætentiøst bare hedder deres efternavne, sang Fleet Foxes. Og ikke en hvilken som helst Fleet Foxes-sang, men den som jeg med min anden damekæreste øvede en yndig flerstemmig version af, mens vi stadig var sammen.

Jeg husker tydeligt, at vi engang i – hvad? 2009? 2010? – da vi var kærester, tilfældigt var ude at spadsere på Amager Fælled og bemærkede nogle lange, lange køer foran DR Byen.

Vi gik derover og opdagede, at køerne skyldtes X Factor-auditions, og debatterede længe, om vi skulle stille op. Med Fleet Foxes-sangen. Fordi vi ikke sang decideret dårligt/falsk, og fordi vores seksualitet potentielt kunne være en forlomme til i hvert fald én enkelt tv-appearance.

Lebbeduoen.

Og hun så åbenbart også X Factor i fredags. For netop, som jeg greb min telefon for at smide hende en sms (selvom vi faktisk ikke har snakket sammen i mange måneder), om at nogen havde stjålet vores glory, bippede en besked ind på iphonen og kom mig i forkøbet:

Det gør mig enormt glad, at jeg er på venskabelig talefod med mine ekskærester. Selvom det vel i lebbeland er mere reglen end undtagelsen.

Og det er da ikke altid nemt, bevares, men LL er et omtrent tusind gange større menneske end mig. Hun er virkelig chill-faktor 20. Det er dejligt. For hun skulle dælme lige prøve at være über friendly med sine ekser, så ville jeg freake. For sindssygt. Be warned.

NB: I øvrigt var det der med “trygt mellem to mænd” en hentydning til Thomas Blachmans ret irriterende kommentar til netop trioen og dennes kvindelige medlem, der stod i midten under deres optræden. Jeez.

Shit, det er gay.

Overhørt for en uges tid siden. I forbindelse med nogle kollegers programmeringsvanskeligheder (eller lignende nørdet):

Kollega #1: “Åh, det er så gay det der. Så nederen.”

Kollega #2: “Ja, det er virkelig gay, at det ikke virker.”

Mig, der kigger på over min skærm (og skærmbrille). Syngende på irettesættende-tante-måden: “Host-host, gay er ikke et skældsord!”

Kollegaer: “Nå nej. Undskyld.”

Og så igen på kontoret for tre dage siden:

Kollega #2: “Shit, det er gay. [hurtigt blik mod mig, der to be honest knap nok havde hørt hvad der blev snakket om]. Nej. Jeg mener nederen. Undskyld.”

Baby steps.

Den dag helvede frøs til is, og kommentarfeltet på Berlingske var en god oplevelse.

Jeg har haft en af de der weekender med talrige sociale forpligtelser og uhyggeligt meget rødvin (har I bemærket, hvordan vinen i glasset bliver mørkere, efterhånden som dagene bliver kortere? Suk. Rosé-sæsonen går på hæld).

Men så lå jeg (endelig!) lige her i sengen søndag middag og tog den sædvanlige trilletur gennem Facebook på mobilen. Og faldt over en artikel fra Berlingske om en lesbisk børnefamilie, der har oplevet bizar chikane i Mariager.

Kort fortalt er homoparret blevet bombarderet med sedler om syndig livsførelse + bibelske henvisninger … og så ellers madaffald (og det der er værre) drysset ud over græsplænen.

Sagen i sig selv er virkelig ubehagelig – og også tankevækkende, for med et herligt privilegeret københavnerlebbeliv har det vist aldrig sådan rigtigt slået mig, at der skulle være steder i Danmark, hvor det var decideret svært som lesbisk at være i fred i sit eget hjem.

Det må virkelig være hæsligt at flytte familien på landet i ønsket om idyl og natur – og så i stedet få naturen ind på livet i en noget mere konkret form end fantasien fordrede … i form af hundelort på vinduerne.

Charming.

Men en ting, der faktisk gjorde mig rigtig glad, var, da jeg efter at have læst artiklen, vendte tilbage til Facebook og kastede mig over kommentarsporet under linket. Normalt er det en handling, jeg er udmærket klar over sker i en form for særdeles opsøgende masochisme. Ligesom når man læser Ekstra Bladets kommentarspor under alle artikler, der bare lugter af ligestillingspolitik.

Men under Berlingskes artikel var der faktisk ingen onde tunger. Jo, der var en enkelt – en kvinde, som synes, det er forkert og føj, at homoer kan få børn. Fordi det er så syyynd for børnene. Men hun stod helt alene i det alenlange spor af kommentarer og var ganske solo i sit sølle forsvar, da en række læsere gav hende svar på tiltale.

Og det gjorde mig faktisk glad – at der på tværs af en lang række sociokulturelle skel (som det absolut kun er mine fordomme, der definerer (en kommentator hed Brian, en anden sad i en lædersofa på sit profilbillede) stod kommentatorerne faktisk sammen om at forsvare den lesbiske børnefamilie i Mariager. Og tak for det, søde Danmark.

Se selv:

Om bøf-frisure. Og om at være ene lebbe i hanegården. Og lidt om sexisme. Måske.

Åh ja. Jeg havde jo lovet jer to sjove historier. Hvilket måske er det dummeste i verden, man kan gøre.

Fordi:

1. Det er idiotisk ligefrem at hæve folks forventninger på forhånd.
2. Jeg er en slacker, der tilsyneladende reagerer på lovninger og deadlines med at stikke hovedet i jorden og aldrig nogensinde holde nævnte løfter.

Men altså. Den første sjove historie var faktisk slet ikke så sjov endda, og den har I fået, for det var bare fortællingen om min debut som lesbisk panelist.

Sjov oplevelse nummer to af to (og så får I altså ikke mere!) hændte samme dag som den første, da jeg vendte tilbage til work efter endt paneldebat.

Det er nok vigtigt indledningsvist at slå fast, at staben på mit nye job er noget anderledes kønsmæssigt sammensat end den var på min gamle fashionista-arbejdsplads med massiv overvægt af kvinder.

På mit nye arbejde er vi mig og elleve mænd.

Og jeg må indrømme, at hvor lidt jeg end bilder mig ind, jeg går op i køn, så er det faktisk virkelig befriende at arbejde med mænd. Især det sekund (der indtraf måske fire minutter inde i første arbejdsdag – jeg er ret hurtig til at vifte med lebbeflaget, ved I nok) de fatter, at jeg ikke har nogen som helst seksuel interesse i dem og heller vil behandles som et menneske end som en kvinde.

De er heldigvis mænd af det 21. århundrede – skidesøde og lige så usexistiske som mig. Umiddelbart.

Og det er måske en del af årsagen til, at jeg faktisk har lidt dårlig samvittighed over følgende optrin, der altså fandt sted forleden i frokoststuen:

Kollega er lige blevet klippet. Han “har fået bøf-frisure”, siger han.

Det udtryk kender jeg ikke, og jeg har ikke direkte udsyn til ham, så jeg kan ikke se håret.

Jeg spørger, om det hedder en bøf-frisure, fordi det er den frisure, ‘bøfferne’ nede i træningscentret har?

“Nej,” forklarer han:

“Det hedder bøf-frisure, fordi man er klippet helt kort i siderne og så har sådan en hårbøf liggende oven på hovedet.”

Og så forstår jeg. Og svarer:

“Nåeh. Det kalder jeg bare lebbehår.”

Hvorefter alle ti resterende mænd bryder sammen i grin og råber buuuurn af elvte kollega – ham med bøffen.

Måske er der alligevel noget underliggende sexisme på spil, når jeg faktisk kan få en følelse af at have skammet ham ved at drille og bruge samme jargon, som gutterne konstant fyrer gennem rummet i retning af hinanden men sjældent af mig?

I don’t know.

Det føles ikke homorelateret – mere bare generelt sexistisk i en uskyldig, men alligevel synlig og lidt irriterende, form. Selvom jeg vitterligt afsindigt godt kan lide mine nye kolleger. Og ikke mindst mit nye arbejde.

Nej. Lebben vælger *ikke* sine kampe (om mandagen)

Aha. Om mandagen er jeg så typen, der ikke vælger mine kampe. Tilsyneladende.

Var forbi døgnapoteket efter verdens længste arbejdsdag i går. På vegne af LL, der lå og vred sig hjemme i dobbeltsengen. Og ikke på den gode måde.

Bad om uspecificeret lægemiddel mod ondskab.

Apotekerdame: “Er det til dig?”

Mig: “Nej, det er til min kæreste.”

Apotekerdame: “Aha, så tænker jeg ikke, at der er noget graviditet inde i billedet [haha].”

Mig (demonstrativt og lidt for højt i tyst aftenapotek): “Øh. Det kunne der nu så sådan set godt have været, for min kæreste er en kvinde. Men nej. Der er ikke noget graviditet inde over.”

Apotekerdame: “Har han prøvet at tage medicin mod xxx før?”

Mig (come nu on): “Ja. Det har hun.”

Egentlig var der ikke noget at være flov over. Men jeg følte alligevel – da jeg bevægede mig fra skranken – lidt som typen der lige skulle råbe op om, at jeg diggede the punani ved enhver given lejlighed.

Også selvom jeg jo egentlig bare insisterede-agtigt på, at apotekerdame skulle se sin egen normative tilgang til sit fag i øjnene. Vi er ikke alle sammen kærester med mænd, iveller?

Note to self: Dit valg af pronomen handler ikke om mig.

Det her er så motherfucking dybt. Virkelig skarpt og præcist og meget, meget klogt.

Læs lige denne her kronik i Politiken, den hedder “Brug et kønsneutralt sprog” og gav mig lidt at tænke over.

Og når du har læst hele kronikken via linket ovenfor. Så læs lige konklusionen en ekstra gang:

“Jeg ønsker mig en debat, hvor man forstår, at et kønsneutralt sprog ikke handler om mænd og kvinder. Det handler om alle dem, der ikke er mænd og kvinder, og som derfor bliver tvunget til at springe ud af et urimeligt skab og ind i en verden, hvor det burde være en selvfølge at blive anerkendt på lige fod med alle andre – også i sproget.”

Mig gav det stof til eftertanke, fordi jeg vist selv er halvskyldig i at føle behov for – og krav om – at diskutere andre individers valg af pronomen. Selvfølgelig åbent og anerkendende. Men stadig diskuterende. Hvilket i sig selv er en form for – hmm – sætten-spørgsmålstegn-ved. Ikke-accept midt i accepten.

Jeg bliver alt for ofte for tiden konfronteret med mine egne firkantede normkasser, hvor meget jeg end gør for at undslippe dem.

Tak for kronikken, kloge menneske!

Det lesbiske parforholds matrix

Jeg hører jo stadig Dan Savage hver eneste uge. Det har aldrig været nogen hemmelighed. I sidste uge (eller var det i denne?) talte han om det her med roller i lesbiske parforhold.

Det tog vist sit udspring i, at der var en lebbe, der ringede ind, fordi hendes biseksuelle (CIS-kvinde)kæreste gjorde meget ud af hele tiden at sætte sig selv i den meget ‘feminine’ rolle i forholdet.

Noget med at gøre sig lækker (lingeri, etc.) på en måde, lebben aldrig havde oplevet tidligere (fuldblodslesbiske) kærester gøre, og på en måde, lebben synes konnoterede heterorelation. Hun følte, at bi-kæresten benyttede nogle tegn, som passede dårligt ind i en lebberelation.

… Agtigt og kort fortalt, ikk’?

De – Dan og hans til lejligheden indkaldte ekspert, Arielle Scarcella, der er en virkelig charmerende homo-vlogger (det er et ord) – konkluderede, at der nok faktisk ikke var nogle (homo?)forhold, der kunne bære, at det altid var den samme part, der ‘toppede’/var den aktive/handlende/’maskuline'(undskyld)/dominerende.

Og det fik mig til at tænke.

For faktisk tror jeg, det er meget sandt. Et lynhurtigt dyk ned i min egenindsamlede empiri – tre længere parforhold med tre på mange måder meget forskellige kvinder – fortæller mig i hvert fald, at der ofte er en eller anden form for – hmm – tovtrækkeri going on.

Jeg har nok altid været den (umiddelbart og synligt) mest ‘feminine’ i mine parforhold (bemærk: jeg bruger termerne “maskulint” og “feminint” i store fede gåseøjne og håber, alle faste læsere ved, at jeg ikke tror på noget som helst iboende kvindeligt og mandligt, der afhænger af vedhænget i trussen – eller manglen på samme. Både på trusser og vedhæng).

Jeg har sagt det før og siger det lige igen: Jeg går i kjoler, elsker min flydende eyeliner, har langt hår og bilder mig stadig ind, at jeg er ‘sådan en der går i høje hæle’, selvom det er seriøst længe siden, jeg har styltet den sidst.

Jeg kan godt lide, når mine kærester synes, jeg er sexet (whaaaat. Du er da vist helt speciel på det punkt, hva’?).

Og jeg føler mig personligt sexet, når jeg har sorte blonder inderst og røde læber yderst. Og jeg bilder mig ind, at mine kærester gennem årene er enige. Omvendt synes jeg klart, mine kærester (aaalle mine kærester) er mest sexede, når de har noget helt andet tøj på. Jeg er fx ret vild med noget så simpelt som en hvid hipstertrusser på min dame. Og kan skrive under på, skulle jeg mene, at hun også føler sig noget mere sexet i en sådan, end hun ville gøre med røde læber og hofteholder. Ikke at jeg ville være afvisende over for den påklædning på hende. Hun ville rocke den. Men. I ved.

Anyway.

Jeg kan godt lide at blive passet på – noget man vel typisk ville tilskrive ‘det feminine’ (stadig: gåseøjne). Mine kærester kan også godt lide at blive passet på. Muligvis har balancen været mere ‘jeg passes’/’de passer’ i begyndelsen og så udjævnet sig nærmest til 50/50 både/og hverken/eller, efterhånden som parforholdet har udviklet sig.

Måske efterhånden som man lærer det, der ligger under overfladen af feminine tegn, bedre at kende?

Men det er i den sammenhæng, at der har eksisteret det her lidt pudsige tovtrækkeri af og til. For hvem passer på hvem, når begge er pylrede?

Hos os skiftes vi til at bestemme. Både i og uden for soveværelset. Heldigvis.

Jeg havde på et tidspunkt en elsker, som var helt ovre i den anden grøft. Som udelukkende handlede i herretøjsbutikker, som gav mig teatersminke (teatersminke!), da jeg efter en uplanlagt sleep-over spurgte, om hun havde en mascara, jeg kunne låne? Ingen makeup i dén husholdning.

Hun var samtidig også meget artikuleret om, hvilken rolle hun gerne så mig i – og hvilken hun til gengæld kunne indtage.

Og det var faktisk helt vildt usexet. Først var det spændende, for nøjjjj hvor var der bare plads til, at jeg kunne være kvinde med et gigantisk K forrest. Plads til at blive passet på og forkælet. Nøjjj, hvor passede mine kjoler og hæle bare godt ind i en eller anden tilstræbt heteroseksuel relationsnorm.

Men så blev det … ulideligt.

Fordi jeg ikke er kvinde med stort k, når det kommer til stykket (primært fordi ‘kvinde med stort k’ ikke fucking findes). For jeg går ganske rigtigt i kjole, men jeg har ikke de karaktertræk, der – så’n rent stereotypt og normativt – passer til den mundering.

For jeg synes, det er fint nok at blive knaldet med en strap-on – men jeg synes også, det er ret sjovt og sexet at være den, der har den … strappet on.

Og det er faktisk derfor (og så fordi kvinder bare er wauuuw), tror jeg, at jeg har haft det markant meget bedre i (de fleste) forhold med kvinder end jeg havde det i forhold med mænd. Fordi det er min – personlige – oplevelse, at jeg her har mere plads til albuerum sammen med kvinder. Til at være gal og højtråbende og bestemme. Alle de dejlige egenskaber, vi alle sammen rummer og som ikke (ifølge normen i hvert fald) passer ned i en kjole.

Men måske siger det faktisk bare allermest om de mænd, jeg var sammen med back then? Eller om mig og mit frirum til at være mig.

Altså … der er vel ikke nogen, der er manden. Vel?

Der var arbejdsfestivitas i torsdags. Det er sgudda pudsigt, at vi – hver eneste gang kollegerne (og jeg selv, bevares) får blot et enkelt glas rødvin indenbords – skal tale om homoseksualitet.

Selve spørgsmålet “men hvem er så manden?” faldt (heldigvis) ikke. Men alle metaspørgsmålene – der nærmest er de samme, bare afledt af hvor dumt det er, det her med at tro, at nogen er manden – faldt.
I ved:
“Altså, der er vel ikke reelt set nogen, der er manden?” (spørgsmålstegn)
“I kan vel netop bestemme, hvem der er manden” (for en mand skal der jo for helvede være)
Jeg svarer pædagogisk, at vi nok som to kvinder har en helt anden frihed til selv at definere vores roller. Og at der selvfølgelig ikke er nogen, der er manden. Men muligvis nogle (i traditionel og normativ forstand) maskuline egenskaber, som vi forhandler mere om, end man måske gør i en klassisk heteroseksuel konstellation. Og sådan.
Jeg spekulerer for tiden meget over, hvorfor jeg blogger mindre. Men jeg tror – nogle gange – lidt, det skyldes, at jeg føler, jeg har oplevet alting. Fordi jeg jo som I ved er 200 år gammel. Eller også er heteroer bare sygt kedelige. Og stiller de samme spørgsmål – i mit segment blot indpakket i misforstået åbensind, som spørgsmålene ovenfor vidner om.
Eller hvad?
Jeg har fødselsdag i morgen, og jeg glæder mig til at se alle de bål, I til min ære brænder af rundt omkring. Jeg ved godt, at lebberne fester (for mig, forstås) på Amager Strand, men jeg har faktisk aldrig selv fejret Sankt Hans derude. Havner oftest i Enghave Parken eller Frederiksberg Have. Er det en fejl? Bør selv en menneskesky neurotikerlebbe bevæge sig til homo-Sankt Hans i morgen? 
Ældre indlæg