Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Kategori: diskrimination (side 1 af 5)

Øhmn. Kan vi måske holde igen med shamingen … eller skal jeg bare græde mine hvide cis-tårer i stilhed?

Okay. Det her er sådan et træd-særdeles-forsigtigt-indlæg. Og jeg er faktisk i tvivl, om jeg bare burde holde käftan og tjekke mit privilegium. Men jeg faldt lige over den her artikel på Medium.com. Den hedder “To the cis person angrily sharing news of the Trump transgender military ban”.

Og dermed kunne den jo praktisk talt have heddet “Kære såkaldte lebbe”, for jeg var vred og frustreret og delte et indlæg i går, hvor det klart var netop den frustration og vrede, der blev brændstoffet bag. Og selvom jeg er lesbisk, bevares, er jeg stadig cis. Jeg ligner en stereotyp heteroseksuel kvinde. Deri ligger mit privilegium. Og derfor er det en lille smule farligt at skrive følgende.

For artiklen på Medium.com opfordrer til, at alle cis’er, der arrigt delte nyheden om Trumps seneste vanvidsdeklaration, måske skulle tage at kigge indad og se, hvad de selv gør for transkønnede/ikke-binære. Sådan i det daglige. Hvordan de selv aktivt i deres hverdag kunne bidrage til at beskytte og bakke op om transkønnede/ikke-binære. Og det er helt sikkert vigtigt og rigtigt. Vi kan alle sammen gøre mere.

Men nogle gange synes jeg altså også (og nu bliver det farligt), at der i feminismens/kønsaktivismens hellige navn bliver bidt lidt i nogle fodrende hænder (hvis vi et øjeblik kan bruge den metafor uden at lave et hierarki med mere-værd-mindre-værd og ‘fodrer’ og ‘fodret’).

For jeg vil godt vædde med, at der ikke er nogen cis’er, der har delt Trump-nyheden plus en vred kommentar i ond mening. Seriøst.

Og der går altså en lille smule shaming i den nogen gange (i hvert fald anskuet med mit privilegerede, ‘passer-ind-i-de-eksisterende-normer’ cis-blik, som jeg godt ved, jeg skal tjekke, og i stedet lytte til minoriteternes egen stemme. Og jeg er også opmærksom på, at jeg måske græder salte, hvide cis-tårer lige nu).

Men den shaming tror jeg bare ikke nødvendigvis er gavnligt for sagen. Den sag vi jo alle – allies, cis’er, non-binære, transkønnede, LGBTQI*’er og så videre – kæmper på samme side af, når vi bliver frustrerede over Trumps seneste ondskabsaktiviteter. Vi kæmper ‘bare’ med forskellige udgangspunkter.

Jeg ser det også i feministiske fora – at nybegyndere ud i feminismens skønne kunst stiller spage, nysgerrige rookie-spørgsmål, hvorefter de på det nærmeste bliver skriftligt angrebet af garvede feminister eller minoritetsrepræsentanter, der svarer, at disse FANME ikke skal agere Google for sådan en grønskolding, og at man må informere sig selv og komme ind i kampen, når man har educated sig.

Og jeg kan altså være bange for, at det skræmmer nogle potentielle fremtidige mega-allies væk.

Jeg forstår godt, at man som minoritetsrepræsentant kan blive træt og trist over igen og igen at skulle forklare sig. Og jeg forstår godt behovet for det indlæg på Medium.com. Det gør jeg vitterligt. Og jeg anerkender til fulde, at tiden er inde til, at de (vi) privilegerede træder i baggrunden og lader minoritetsstemmerne blive hørt (men så skal jeg måske alligevel bare holde min kæft og slet ikke publicere denne her svada?).

Men feminisme, antiracisme, krop- og kønsaktisme ligger mig meget på sinde. Det er kampe, jeg ønsker, at vi vinder, fordi det er det bedste for kollektivet – selvom jeg helt personligt (med undtagelse måske af kropskampen, idet jeg som plussize falder uden for idealet) kunne leve tilbagelænet og lykkeligt no matter what. Så jeg kæmper som allieret. Og jeg prøver at lytte. Og nu græder jeg lige lidt flere hvide cis-tårer afslutningsvist:

… Men kan vi ikke prøve med guleroden frem for skampisken af og til? Blive bedre til at skille modstandere fra uvidende/nyslåede allierede?

Og lad os så lige afslutningsvist huske:

*Tilføjelse: Og som klog bloglæser lige tilføjede henne på Facebook: “Det er svært at være allieret men husk *insert kærligt-skammende pegefinger* det er sværere at være dem man er allieret for.” Det kan næsten ikke siges sandere, vel?

Trump gør det igen

Jeg er ikke den første og heller ikke den sidste, der siger det her. Og jeg er ikke engang tilnærmelsesvist den, der formår at sige det mest elegant – endsige den der siger det mindst klichebåret. Men.

Donald Trump gør mig bange.

Jeg kan snildt grine af SNLs parodier og al hans håndtryks-ståen-forrest-på-gruppebilledet-wrestle-fjollethed. Men man må ikke glemme, at der bag alle fjollerierne sidder en gal mand. Med magt. Med mest magt i verden.

I ved det nok allerede – jeg læste det netop på BuzzFeed – men here goes: Mr. President of the USA har besluttet, at transkønnede ikke længere er velkomne i det amerikanske militær.

Han sendte følgende melding ud over tre tweets (!) i morges, US time:

“After consultation with my Generals and military experts, please be advised that the United States Government will not accept or allow // Transgender individuals to serve in any capacity in the U.S. Military. Our military must be focused on decisive and overwhelming // victory and cannot be burdened with the tremendous medical costs and disruption that transgender in the military would entail. Thank you.”

Jeg er pacifist til benet med roser i geværet og alting, og for min skyld kunne vi snildt *nedlægge* militæret. Imagine if we could. Men det er for så vidt underordnet i den her sammenhæng. For her må vi forholde os til tingenes tilstand. Militæret er en kæmpeinstitution i USA – og en institution, der er forbundet med ære og stolthed og support-the-troops og thank-you-for-serving.

Og den institution vil man med ovenstående vedtagelse udelukke en række mennesker fra at være en del af. Med verdens dummeste begrundelse: For det er altså ualmindeligt fucked up at bruge begreber som “disruption” som argument mod transkønnede i militæret. Det handler jo alt sammen om at fremmedgøre. Understrege et ‘dem’ og et ‘os’.

Fy fan, det er ufint. Læs artiklen her.

Kønsforræderi, The Handmaid’s Tale, Tjetjenien og Eurovision (eller: Vi kommer vidt omkring)

Nå, menøhhh. Ser I “The Handmaid’s Tale“? Den formidable nye urovækkende dystopi af en HBO-serie? Nej? Så kom i gang!

Den handler om en ikke-så-fjern fremtid, hvor fertiliteten har sparket sig i en nærmest lodret kurve mod 0 pct. Så de kvinder, der stadig kan føde levende børn, bliver brugt som en slags avlsslaver for rige par, der ikke selv kan reproducere. Det hele startede i øvrigt lige så stille med, at kvinderne blev udelukket fra arbejdsmarkedet, frataget retten til ejendom og så – step-by-step – strammes grebet, der skues tilbage mod sært religiøse gamle dyder og eksempelvis lesbiske (‘kønsforrædere’) bliver iskoldt henrettet. Med mindre de selvfølgelig:

  1. Retter ind efter normen og gør op med deres forrykte afviger-fortid
  2. Er i stand til at føde børn

Serien er fuldstændigt overdrevet god. (Foruden en helt vildt spændende historie hører det i øvrigt også til på plus-siden, at Samira Wiley (kendt – og elsket – som Poussey i OITNB) spiller hovedpersonens kønsforræderiske veninde).

Fuldstændigt overdrevet god, ja. Og det siger jeg med fast blik og fuld overbevisning efter blot tre afsnit. Men hvorfor er den så god?

Jo. Det er der mange årsager til. Men det skyldes blandt andet, at det er så komplet urealistisk en historie. Altså det er jo totalt langt ude at forestille sig en verden, hvor en gal leder med forskruede idealer lige så langsomt tier/slår de minoriteter og myndighedspersoner ihjel, hvis overbevisning, han ikke deler.

Det kunne jo aldrig ske i virkeligheden. Vel?

On a totally unrelated note:

I ved godt, at de har initieret en decideret homoudrydning i Tjetjenien. Og for at føje spot til skade melder verificerede kilder (det lyder som fake news, men den er god forfærdeligt rædselsfuld nok) endda, at de tjetjenske myndigheder opfordrer de homoseksuelles familier til at slå deres eget kød og blod ihjel. Det er mere uhyggeligt, end jeg kan rumme.

Det creeper mig for sindssygt ud, når ‘reglerne ikke bliver overholdt’. Altså. Selv i krig er der regler. Udbrød hun barnligt naivt. Og Rusland forholder sig – næsten som man kunne forvente – totalt tavst. Det er jo en vanvittigt effektiv kampagne. Det her med at involvere familierne. 

Jeg tror faktisk, de tjetjenske myndigheder med deres aktion vil have udpræget succes med at få homoseksualitet til at ophøre med at eksistere i Tjetjenien. Jeg er fx ret sikker på, at en Gallup-undersøgelse henholdsvis før og efter, man indfører massehenrettelser af alle ‘kønsforrædere’, på fortryllet vis vil illustrere et betydeligt fald i antallet af homoseksuelle. Like magic!

Så! Støt lige Amnesty Internationals underskriftindsamling mod bortførelse og henrettelser af homoseksuelle mænd i Tjetjenien. (Og hvis nogen hører om andet, man kan gøre for at hjælpe – så del i kommentarfeltet!).

OG – igen – totaaalt ikkerelateret til ovenstående:

På lørdag er det jo tid til homojul internationalt melodunse aka Eurovision 2017. Traditionen tro mødes vi en ordentlig flok homoer hjemme hos os og live-kommenterer os gennem tre(?) timers balkjoler, fails og ballader.

Men i år foregår Eurovision i Ukraine. Og selvom man sikkert kan sige mange grimme ting om homonattelivet i Herning, så tror jeg alligevel, jeg ville foretrække Boxen frem for Kiev. 

I morges kunne P1 således fortælle flere slemme historier alene fra de seneste to uger – blandt andet den om et lesbisk par, der på et weekendophold i Ukraine blev overfaldet. Hvorfor? Well, fordi de besvarede et par andre restaurantgæsters spørgsmål om ‘hvor deres mænd var?’ med et ærligt, “der er ikke nogen mænd.” 

Kapow.

Så Eurovision – homohøjtiden – bliver altså i år fejret i et land, hvor programmmets kernepublikum er i konstant fare, og hvor det knapt er muligt at gennemføre en 200 meter pride-parade uden voldelige overfald. Skål.

Verden er af f***ing lave.

Et af de der indlæg, der starter med The Wire og slutter med et rant om ordet “lesbisk”

Nå. Fordi der ikke er nok Westworld, og fordi LL ikke er hoppet på SKAM, har denne lille lesbiske husholdning endelig kastet sig over The Wire (jeg dukker mig lige, mens seriefeinschmeckere kaster sko i hovedet på mig, fordi jeg endnu ikke har set bedste HBO-serie nogensinde). Vi når ikke langt ind i første sæson, før det viser sig, at den ene kriminalinspektør er lesbisk. “Hun er lesbisk,” siger jeg. “Hun er lesbisk!”

LL mumler et, “mhmhm”. Nogle scener s(c)enere, skal lebben Kima forklare ny kollega, at hun foretrækker the poon. Kima er i øvrigt sygt lækker og ligner en blanding mellem Nicki Minaj (*swoon*) og en … lebbe.

Kima the wire lesbian

Og det bliver tåkrummende. Ikke i serien, men i mig. Fordi der stadig, efter ti års lesbianisme på egen krop, er et eller andet fordækt over ordet. Lesbisk.

Det er som om (og jeg beklager over for tudsegamle læsere, hvis jeg har skrevet præcis det samme før) at det bare aldrig udelukkende er en nøgtern, ligegyldig beskriver, ik’? Det er altid en lille smule intimt. Som om man ikke kan sige “lesbisk” uden at hinte til sex.

I formelle sammenhænge, hvor jeg skal nævne min kæreste, sniger jeg mig altid udenom ordet. “Min kæreste er en kvinde”, “jeg er homo”, “min kæreste hun hedder …”. Som om selv “jeg er til kvinder” er mindre slibrigt end “lesbisk”. Lesbisk konnoterer sex. Også når man egentlig bare snakker om seksualitet. Ik?

Lad mig gerne være i fred med mit Public Display af homo-Affection

For et par uger siden var jeg i sommerhus med kær gammel veninde, som jeg simpelthen ser for sjældent – i hvert fald for sjældent på den der intense tomandsmåde, der lidt kendetegnede tyvernes venindeforhold. Korte cafeture bliver der af og til tid til, når vi en sjælden gang imellem befinder os på samme side af Storebælt uden business- eller familieforpligtelser. Bare sjældent de der lange kævlere, hvor man rent faktisk bliver klog på, hvad den anden reelt går og roder med.
Men fanme nej. Så let slipper knap tyve års venskab altså ikke fra os. Så i hendes tætpakkede familiebil (der vel at mærke var pakket med dyner, gin og tonic. Ikke med børn) drog vi mod et svigerfamiliært sommerhus og pimpede til tonerne af vor ungdoms Belle & Sebastian, Magnetic Fields og Morrissey. Som vi i øvrigt ikke har rykket os en tomme væk fra. Jeg prøvede faktisk at introducere veninde for Nicki Minaj. Hun gled ligesom af på det.
Nå.
Men vi kom på et tidspunkt i løbet af knap 48 timers maratonsamtale til at snakke om det her med hypersensitive homoer. Hvordan man nogle gange som homo kommer til at tage det mere nært end man (måske!) behøver, når fremmede – garanteret velmenende – heteroseksuelle allierede påtaler, hvor ”søde man ser ud”, som man sidder der og holder i hånd o. lign.
Veninde er, vil jeg mene, så langt ude i heterohjørnet af Kinsey-skalaen, som det er fysisk muligt.
For ville man ikke sige det samme til et heteroseksuelt romantisk solnedgangstableau? Altså påtale nuttethedsfaktoren? Jeg tror nej. Jeg tror, at den situation, der udløser – hvad der for afsenderen føles som – en neutral kompliment (og komplimenter kan vi vel aldrig få for mange af, vel?) slet ikke ville blive registreret, hvis det var et helt almindeligt dødeligt mand-og-kvinde-par der sad der og holdt om i fredagssolen.
Veninde var uenig. Og eksemplificerede med udgangspunkt i sine egne handlinger (hun er fantastisk sød til at rose og anerkende, når hun bemærker noget fint). Hun ville – og har tidligere – påtale begge typer situationer. , når nu det sker respektfuldt og anerkendende?

Men er min veninde normen? Og hvorfor kan jeg ikke sætte en finger på, hvorfor det alligevel føles lidt særligt synligt, når fremmede italesætter ens homo-PDA … når nu det sker respektfuldt og anerkendende?

Jeg har da også brug for et safe space

Jeg kan ikke mønstre så meget som en lille bitte knivspids angst for et angreb på en dansk homoklub. Måske er det iskoldt, kynisk, måske er det naivt, måske jinxer jeg helt vildt, når jeg skriver sådan.

Men ligesom jeg aldrig sådan rigtigt har været terrorbange ved demonstrationer eller togskift på Nørreport, så er det også alt for uvirkeligt og fjernt at forestille sig at stå og skråle med på Loreens Euphoria det ene øjeblik for det næste at være rædselslagen og bange for at miste livet.

Jeg har ikke fantasien til det.

På den anden side strejfede tanken om, hvor genialt et terrormål, Gaystortion var, mig faktisk, da jeg gik mod Flensborggade for et par uger siden. Men den var væk lige så hurtigt, som den entrerede, var tanken.

Men det her med værdien af safe spaces gik alligevel pludseligt op for mig. Og jeg genkendte i artiklen This Is What Queer Bars Mean to LGBT People faktisk mange af de ord, jeg selv gennem årene har sat på den følelse (som jeg beskriver lige her – og omtrent et år tidligere her), der rammer mig, når jeg træder ind på Nevermind og ind til alle mine venner.

Ind til alle dem, jeg ikke behøver at springe ud over for igen og igen og igen.

Et lillebitte rum (mit lillebitte rum) hvor man jeg kysse min kæreste uden at nogen – nogen! – tænker over det. Eller bare lade mig falde bagover og blive grebet – indhyllet – af en ubeskrivelig accept og rummelighed.

Men det er først, når jeg træder ind i det rum, at jeg fatter, at den rummelighed måske ikke er der hele tiden.

Når jeg læser beskrivelser af den smerte og chikane, der følger med at være synligt queer (i alle gradbøjninger af begrebet), så skammer jeg mig en smule.

Fordi jeg seriøst har det sygt let med mit lange hår, min neglelak og mit medfødte x-kromosom. Jeg tør godt gå på Strøget fredag aften. Jeg gider ikke. Men jeg tør godt.

Jeg glemmer tit, at jeg tilhører en minoritet.

Og kan faktisk – selv når jeg skriver ordene “jeg tilhører en minoritet” – have en følelse af at lyve. For jeg har det jo pissenemt. Det er yderst sjældent, at jeg mærker bare fligen af homodiskrimination på egen krop. Sådan rigtigt. Og alligevel finder jeg tryghed og kærlighed i verdens små homohjørner, som jeg og LL altid opsøger, når vi rejser – jeg har gennem årene været på homobarer i store dele af verden.

(Og det her blev så endnu et efterhånden så klassisk starten-i-øst-enden-i-vest-indlæg. Og nu vil jeg sove. Nej vent. Jeg kan godt binde en sløjfe på indlægget. Genfinde den røde tråd. Faktisk kan jeg bare konkludere følgende … )

Og derfor er gay bars vigtige. Og derfor gør det ondt, at et amerikansk røvhul har ødelagt trygheden og taget livet af 50 uskyldige mennesker.

Had er had.

Det er ikke til at bære. Stadig ikke. Det er ikke til at bære, at Pia K. står der foran den amerikanske ambassade og bruger det her rædselsfulde angreb som afsæt til igen at hive sin dumme luk grænserne-dagsorden på banen.

Det er ikke til at bære, at det her bliver vand på islamofobernes mølle. For som Yannick Nehemiah Antonio Harrison siger (jeg kan ikke rigtigt sige det bedre) –

Og henne i udlandet siger Aaron Butterfield det bedst:

Det her handler – ganske som Yannick skriver – om heterosexisme. Lad os holde fast i det. Og stå sammen om at bekæmpe hadet. Alt hadet for helvede.

#THOUGHTSWITHORLANDO

Åh, for fanden i helvede.

Mens jeg i morges så småt var ved at vågne i et sommerhus ved Kalundborg, blev 50 uskyldige mennesker slået ihjel af en gal gun man på homoklubben Pulse i Orlando, Florida.

Det er den mest dødbringende massakre i USA siden Virginia Tech. Og det er næsten ikke til at bære. Jeg har faktisk ikke rigtigt ord. Det er simpelthen bare så, så, så rædselsfuldt.

Lad nu bare folk få lov til at elske dem, de elsker.

#thoughtswithorlando

The Lesbian Gaze – eller: Lebben som creep

Det er mærkeligt og lidt i tråd med den måde, jeg husker fra mine tidligt lesbiske dage, at jeg undrede mig over, at nogle butch-damer på Vela opførte sig over for femmerne. Sådan en slags tilstræbt heterosexisme. Næsten er karikeret. A la den måde lædermændene i Grease opførte sig, når Pink Ladies gik forbi, I ved.

Objetificering og male gaze. Eller. Måske en slags lesbian gaze.

Sådan bliver jeg lidt, når jeg indtager lebbemedieprodukter. Jeg sætter al kunstnerisk-kritisk sans til side og fokuserer udelukkende på, om 1) damerne er lækre, og 2) om jeg tænder på handlingen. Om den er sexet. Ikke om den er dyb, smuk, interessant, intelligent. Kun sexet.

Kender I det?

Nå, men så vidt jeg husker er erkendelse første skridt på vejen til forandring.

Shit, det er gay.

Overhørt for en uges tid siden. I forbindelse med nogle kollegers programmeringsvanskeligheder (eller lignende nørdet):

Kollega #1: “Åh, det er så gay det der. Så nederen.”

Kollega #2: “Ja, det er virkelig gay, at det ikke virker.”

Mig, der kigger på over min skærm (og skærmbrille). Syngende på irettesættende-tante-måden: “Host-host, gay er ikke et skældsord!”

Kollegaer: “Nå nej. Undskyld.”

Og så igen på kontoret for tre dage siden:

Kollega #2: “Shit, det er gay. [hurtigt blik mod mig, der to be honest knap nok havde hørt hvad der blev snakket om]. Nej. Jeg mener nederen. Undskyld.”

Baby steps.

Ældre indlæg

© 2019 Mit såkaldt lesbiske liv

Tema af Anders NorenOp ↑