Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Kategori: chikane (side 1 af 5)

Kønsforræderi, The Handmaid’s Tale, Tjetjenien og Eurovision (eller: Vi kommer vidt omkring)

Nå, menøhhh. Ser I “The Handmaid’s Tale“? Den formidable nye urovækkende dystopi af en HBO-serie? Nej? Så kom i gang!

Den handler om en ikke-så-fjern fremtid, hvor fertiliteten har sparket sig i en nærmest lodret kurve mod 0 pct. Så de kvinder, der stadig kan føde levende børn, bliver brugt som en slags avlsslaver for rige par, der ikke selv kan reproducere. Det hele startede i øvrigt lige så stille med, at kvinderne blev udelukket fra arbejdsmarkedet, frataget retten til ejendom og så – step-by-step – strammes grebet, der skues tilbage mod sært religiøse gamle dyder og eksempelvis lesbiske (‘kønsforrædere’) bliver iskoldt henrettet. Med mindre de selvfølgelig:

  1. Retter ind efter normen og gør op med deres forrykte afviger-fortid
  2. Er i stand til at føde børn

Serien er fuldstændigt overdrevet god. (Foruden en helt vildt spændende historie hører det i øvrigt også til på plus-siden, at Samira Wiley (kendt – og elsket – som Poussey i OITNB) spiller hovedpersonens kønsforræderiske veninde).

Fuldstændigt overdrevet god, ja. Og det siger jeg med fast blik og fuld overbevisning efter blot tre afsnit. Men hvorfor er den så god?

Jo. Det er der mange årsager til. Men det skyldes blandt andet, at det er så komplet urealistisk en historie. Altså det er jo totalt langt ude at forestille sig en verden, hvor en gal leder med forskruede idealer lige så langsomt tier/slår de minoriteter og myndighedspersoner ihjel, hvis overbevisning, han ikke deler.

Det kunne jo aldrig ske i virkeligheden. Vel?

On a totally unrelated note:

I ved godt, at de har initieret en decideret homoudrydning i Tjetjenien. Og for at føje spot til skade melder verificerede kilder (det lyder som fake news, men den er god forfærdeligt rædselsfuld nok) endda, at de tjetjenske myndigheder opfordrer de homoseksuelles familier til at slå deres eget kød og blod ihjel. Det er mere uhyggeligt, end jeg kan rumme.

Det creeper mig for sindssygt ud, når ‘reglerne ikke bliver overholdt’. Altså. Selv i krig er der regler. Udbrød hun barnligt naivt. Og Rusland forholder sig – næsten som man kunne forvente – totalt tavst. Det er jo en vanvittigt effektiv kampagne. Det her med at involvere familierne. 

Jeg tror faktisk, de tjetjenske myndigheder med deres aktion vil have udpræget succes med at få homoseksualitet til at ophøre med at eksistere i Tjetjenien. Jeg er fx ret sikker på, at en Gallup-undersøgelse henholdsvis før og efter, man indfører massehenrettelser af alle ‘kønsforrædere’, på fortryllet vis vil illustrere et betydeligt fald i antallet af homoseksuelle. Like magic!

Så! Støt lige Amnesty Internationals underskriftindsamling mod bortførelse og henrettelser af homoseksuelle mænd i Tjetjenien. (Og hvis nogen hører om andet, man kan gøre for at hjælpe – så del i kommentarfeltet!).

OG – igen – totaaalt ikkerelateret til ovenstående:

På lørdag er det jo tid til homojul internationalt melodunse aka Eurovision 2017. Traditionen tro mødes vi en ordentlig flok homoer hjemme hos os og live-kommenterer os gennem tre(?) timers balkjoler, fails og ballader.

Men i år foregår Eurovision i Ukraine. Og selvom man sikkert kan sige mange grimme ting om homonattelivet i Herning, så tror jeg alligevel, jeg ville foretrække Boxen frem for Kiev. 

I morges kunne P1 således fortælle flere slemme historier alene fra de seneste to uger – blandt andet den om et lesbisk par, der på et weekendophold i Ukraine blev overfaldet. Hvorfor? Well, fordi de besvarede et par andre restaurantgæsters spørgsmål om ‘hvor deres mænd var?’ med et ærligt, “der er ikke nogen mænd.” 

Kapow.

Så Eurovision – homohøjtiden – bliver altså i år fejret i et land, hvor programmmets kernepublikum er i konstant fare, og hvor det knapt er muligt at gennemføre en 200 meter pride-parade uden voldelige overfald. Skål.

Verden er af f***ing lave.

Den dag helvede frøs til is, og kommentarfeltet på Berlingske var en god oplevelse.

Jeg har haft en af de der weekender med talrige sociale forpligtelser og uhyggeligt meget rødvin (har I bemærket, hvordan vinen i glasset bliver mørkere, efterhånden som dagene bliver kortere? Suk. Rosé-sæsonen går på hæld).

Men så lå jeg (endelig!) lige her i sengen søndag middag og tog den sædvanlige trilletur gennem Facebook på mobilen. Og faldt over en artikel fra Berlingske om en lesbisk børnefamilie, der har oplevet bizar chikane i Mariager.

Kort fortalt er homoparret blevet bombarderet med sedler om syndig livsførelse + bibelske henvisninger … og så ellers madaffald (og det der er værre) drysset ud over græsplænen.

Sagen i sig selv er virkelig ubehagelig – og også tankevækkende, for med et herligt privilegeret københavnerlebbeliv har det vist aldrig sådan rigtigt slået mig, at der skulle være steder i Danmark, hvor det var decideret svært som lesbisk at være i fred i sit eget hjem.

Det må virkelig være hæsligt at flytte familien på landet i ønsket om idyl og natur – og så i stedet få naturen ind på livet i en noget mere konkret form end fantasien fordrede … i form af hundelort på vinduerne.

Charming.

Men en ting, der faktisk gjorde mig rigtig glad, var, da jeg efter at have læst artiklen, vendte tilbage til Facebook og kastede mig over kommentarsporet under linket. Normalt er det en handling, jeg er udmærket klar over sker i en form for særdeles opsøgende masochisme. Ligesom når man læser Ekstra Bladets kommentarspor under alle artikler, der bare lugter af ligestillingspolitik.

Men under Berlingskes artikel var der faktisk ingen onde tunger. Jo, der var en enkelt – en kvinde, som synes, det er forkert og føj, at homoer kan få børn. Fordi det er så syyynd for børnene. Men hun stod helt alene i det alenlange spor af kommentarer og var ganske solo i sit sølle forsvar, da en række læsere gav hende svar på tiltale.

Og det gjorde mig faktisk glad – at der på tværs af en lang række sociokulturelle skel (som det absolut kun er mine fordomme, der definerer (en kommentator hed Brian, en anden sad i en lædersofa på sit profilbillede) stod kommentatorerne faktisk sammen om at forsvare den lesbiske børnefamilie i Mariager. Og tak for det, søde Danmark.

Se selv:

OLS – Oplysning til Lebber om Samfundet

Engang skrev jeg meget og åbent om sex. Det kan jeg faktisk godt savne lidt. Men hvorfor gør jeg det så ikke bare?

Det er der flere årsager til, men det handler blandt andet om, at bloggen har vokset sig større. Og måske også lidt om, at jeg har vokset mig ældre og mere voksen og kedelig og fast parforholdsagtig. For mit sexliv hænger jo ret uløseligt sammen med Livslebbens. Og hun er noget mere … diskret … end mig.

Men det handler mest om det første. Det med bloggens størrelse.

Det er nemlig ikke længere kun forsigtige lebber, der finder bloggen. Nu er det også nysgerrige mænd. Heteroseksuelle mænd, som helt tydeligt får et eller andet behov stillet ved at sende mig anonyme forespørgsler (klassikere som ”hvordan gør du”, fx) på mail eller i kommentarfeltet. Og det har jeg som udgangspunkt ikke noget imod at svare på, hvis der er tale om almen OLS (oplysning til lebber om samfundet).

Men jeg gider sgu ikke rigtig være genstand for en eller anden unavngiven dudes lyster.

Måske er det sygt knibsk, men det er faktisk rigtig træls at få mails med spørgsmål, som man i første omgang håndterer på infomåden (jo, nu skal du høre, det du kan gøre, er, at du kan …) og så får man mails retur, der beder om uddybende svar … på ophidselsesmåden.

Jeg er ikke en servicelebbe på dén måde.

Intet nyt fra Vesterbrofronten. Tak.

Der er simpelthen så meget, jeg gerne vil skrive. Men jeg har så sindssygt travlt.

Jeg vil gerne skrive om hende lebben, der har sendt bud efter min adresse, så hun kan sende mig en hjemmelavet gave som tak for det råd (kort fortalt: drik dig fuld og knald den nærmeste lebbe), der hjalp hende ud af skabet (her et år senere er hun i lykkeligt lebbeforhold, nårrhh).

Og om de der fantastiske portrætter af butch-lebber, hvor jeg har lyst til at knalde hver og en.

Og ikke mindst om polemikken om Regnbuepladsen og idioterne i SparNord (gid, den homofobiske tåbebank må miste alle deres DINK-kunder i det lyserøde segment som følger!).

Og jeg ville nævne den nye halvdanske lebbefilm Dual, som jeg egentlig (fordi jeg er sygt vigtigt VIP-blogger) var inviteret til forpremiere på men glippede, fordi jeg har så fuldstændigt afskyeligt sindssygt travlt. Men den ser fin ud – jeg så traileren, da jeg i sidste uge var forbi Vester Vov Vov og se Only Lovers Left Alive (hvis nogen nogensinde har været skæbnesbestemt til på et eller andet tidspunkt i sin karriere at skulle spille vampyr, er det sgudda Tilda Swinton).

Der er simpelthen bare så meget på mit bord these days (og nej, det er faktisk ikke kæreste-sammenflytnings-kedeligheds-skoen, der trykker, som en kommenterende medlæser spurgte – tværtimod.

Faktisk har min Livslebbe og jeg haft lige præcis et par af den slags uger, hvor det er SÅ fantastisk at bo sammen, fordi vi ikke rigtigt ville se hinanden, hvis ikke det var fordi vi faldt i søvn i samme seng om natten. Det er røvssygt.

Men jeg har ved siden af i forvejen absurd travlt arbejde fået en lille og helt fantastisk bi-tjans, som jeg desværre ikke kan afsløre nærmere om, da I simpelthen så hurtigt ville finde MIN SANDE IDENTITET, så. Men det er noget nær drømme-bitjansen, omend den har bidraget til arbejdsnætter mere end én gang.

Så det. Alt vel ved Vesterbro-fronten. Skal nok øve mig i blogging snart igen.

Fra venskabelig skamklipning til hårfjernings-onani. Sidespor, anyone?

Tilståelse:

Jeg har på indeværende tidspunkt skamklippet knap en håndfuld af mændene i mit liv.

Jeg ved ikke, hvorfor de som udgangspunkt (og helt fejlagtigt) tror, at jeg skulle være ferm med en trimmer, for jeg lægger aldrig skjul på det jungletema, jeg fx kører i egne nedre regioner.

I hvert fald tre stakkels hankønsvæsener har lagt isse til mine maltrakteringer, og alle tre har set lige slukørede ud, når jeg efterfølgende holdt spejlet op for dem. Men de har 100 pct. selv været uden om det. Hver og en.

Seriøst.

Jeg har hver gang fra begyndelsen sagt, at jeg ikke aner, hvad jeg gør med hverken en saks eller en trimmer. Det er bare som om, de ikke tror på det. Før det er for sent. Bare fordi jeg lægger en habil flydende eyeliner, betyder det ikke, jeg kan klippe et lige snit hen over nakken.

Og nu har jeg så fået det endelige bevis for, at jeg blandt mine venner tæller i hvert fald en enkelt med begyndende demens:

Jeg ved ikke, hvad han tænker på, min netop hjemvendte ven D (åh, jeg elsker, når mine expat-agtige karriere-udlandsdanskervenner er øjebliksvist arbejdsløse. For så kommer de hjem til mig. For en stund. Inden de atter drøner til seje hovedstæder og indtager stjernestillinger henne i verden).

Han lod mig klippe sig for en del år siden og har med ovennævnte udveksling lige gen-begået sit livs fejltagelse. Sit L-I-V-S fejltagelse.

Da jeg klippede ham sidst, erindrer jeg, at det endte med tårer (hans). Det var i øvrigt i samme periode, som jeg også hjalp ham med at købe lipgloss og sølvgamacher. Vi var dengang alle sammen helt normativt sikre på, at han var bøsse. I virkeligheden var han bare clubkid.

Jeg er egentlig en ret skrækkelig ven.

Hvis nogen stikker mig en lillefinger snupper jeg hele armen – og tillader mig at klippe munkefrisure i processen. Og hvis nogen ikke lærer af sine fejltagelser, kan jeg ikke stilles til ansvar for, at nogen gentager dem.

… Men nogen kan selvfølgelig tage revanche med middagen. Og lave noget med rosenkål, fx. Det har jeg aldrig lært at spise. Selvom hende gourmanden, jeg deler dyne med, har garanteret mig, at hun kan tilberede dem, så jeg ser stjerner (på den gode måde).

Jeg ville i øvrigt ønske, jeg kunne vise jer det billede, Bedstebøssen tog af mig for et par måneder tilbage, da jeg skulle trimme hans hår (helt alvorligt – lærer de det aldrig?). Men det kan jeg ikke. For så ser I mig jo. Men jeg kan fortælle, at jeg ser fuldstændig manisk ud, som jeg står der med buzzeren i hånden over hans hoved. Jeg er Dexter, og trimmeren er mit weapon of choice.

Og apropos buzz …

Jeg kan huske, dengang for åååår tilbage, hvor BB havde lånt min lejlighed, mens jeg var bortrejst (han boede dengang i delelejlighed og nød en uge med sin helt egen lånebolig). Han var ikke i lejligheden, da jeg kom hjem, og jeg var derfor gået i gang med at epilere mine ben. (I øvrigt: Det gør lige præcis så ondt, som man kunne frygte. Til gengæld efterlader det kun et par sår, der ikke heler pænt igen. Nogensinde.)

Egentlig kom BB bare forbi for at aflevere nøglen. Men da han hørte buzzeriet, stoppede han i entréen bag den lukkede dør til soveværelset, hvor jeg elektro-pincetterede derudaf. Jeg råbte “øjeblik” og slukkede maskineriet. Og så blev der stille. Lidt for længe. Indtil jeg spagt råbte:

“Jeg onanerer altså ikke. Det var ikke en vibrator, du kunne høre. Jeg lover det.”

Og det var nok sidespor for en enkelt dag, tænker jeg.

(PS. Jeg har tagget dette indlæg under både “chikane” og “hate crimes”. En dårlig klipning er også en slags forbrydelse).

Pas på hinanden ude i natten

Jeg skulle have været til housewarming i aften. Men jeg havde læst invitationen lidt forkert. Og jeg er smadret i hovedet og i asocialt humør, så nu har jeg i stedet bestilt indisk mad og har en undskyldning for at se hele niende sæson af It’s Always Sunny In Philadelphia.

Tænker jeg.

Og jeg kan godt lide det cyklisk smukke i, at jeg faktisk for ret præcist et år siden, da LL var til fødselsdag hos samme ven, som hun er ude at fejre i aften, også spiste indisk… og (opdager jeg lige nu og kommer lidt i trussen over) så ottende sæson af It’s Always Sunny.

OMG. Tradition, much?

Jeg fulgte lige damen til S-toget. Og kyssede hende farvel i afgangshallen på Valby Station.

Der var lyst og larmende og mange unge mennesker med Bacardi Breezers og dynejakker. Og pludselig føltes det megasårbart at kysse hende kun for at vende mig rundt og være alene. Blandt så mange, der havde set mig kysse en anden kvinde.

Hysterisk, måske. Men folk – omend mest mænd – bliver slået ned fra en kant af i København for tiden. For at vifte med homoflaget, altså. Det er megauhyggeligt.

Senest røg realitystjernen Gustav i asfalten med tilråbet “bøsserøv” til dessert i nat.

Det er simpelthen bare ikke i orden. Og lige meget hvor omsonst, det kan virke at anmelde det (“politiet kan jo alligevel ikke gøre noget”), så er det sindssygt vigtigt, at man anmelder overfald og hatecrimes ikke desto mindre. Fordi det er vigtigt, at hvert eneste tilfælde af homorelateret chikane optræder i statistikkerne.

Så det bliver synligt, at det fucking er et problem.

Selv havde jeg jo min gigantiske kamphund med, så jeg slap aldeles uskadt hjem til LL. Og jeg kan ikke love, at der er mere is tilbage, når hun vender snuden retur.

Svenske tilstande. Is that a thing?

Det her er virkelig et stærkt og velskrevet og præcist debatindlæg. Tænk hvis det en dag var i Jydepotten og ikke Informeren, man kunne læse den slags. Preaching to the choir og sådan.

“De negative konsekvenser af en mere åben og queer-præget tilgang til køn og seksualitet er til at overse, men i Danmark taler man med gru i stemmen om ’indoktrinering af børnene’, ’svenske tilstande’ og ’nedbrydelse af køn og kernefamilier’. Man taler i fuld alvor om, at samfundet jo ikke skal manipulere med børns seksualitet og ikke skal udfordre den sikre kønsidentitet. Men er det ikke netop, det vi gør?” – Camilla Tved.

Læs hele debatindlægget lige her på Information.dk

Mere om Rusland. Og ikke noget godt.

Nå men det her er da superskønt:

Vladimir Putin Nominated for a Nobel Peace Prize

Ifølge New York Times lød forklaringen på nomineringen sådan her:

“[He] actively promotes settlement of all conflicts arising on the planet […] Being the leader of one of the leading nations of the world, Vladimir Vladimirovich Putin makes efforts to maintain peace and tranquillity not only on the territory of his own country but also actively promotes settlement of all conflicts arising on the planet.”

Indstillingen handler selvfølgelig primært om den russiske præsidents konflikthåndtering i forbindelse med krig, men vi kunne da passende lige dvæle ved alt det smukke, han gør for at opretholde fred i hjemlandet også.
Snakker vi homorettigheder (selvom begrebet ‘rettigheder’ efterhånden er strukket til sit yderste) lyder nyeste russiske lovforslag at tvangsfjerne børn fra homoforældre, som man også gør det med børn af stofmisbrugere fx. 
Skidegodt.
I kan jo lige google “russian orphanage” og se lidt på, hvordan forholdene er på et russisk børnehjem. Det ser mægtig hyggeligt ud, ikke? 
I sidste uge fortalte (min elskede) Dan Savage, at flere homoforældre allerede er begyndt at flytte deres børn ud af landet, simpelthen for at sikre deres fremtid. 
Det. Er. Så. Uhyggeligt. 

Tilbage.

Tilbage i København. Uden det, der ligner aftaler hele weekenden (med undtagelse af en omgang eftermiddagshygge på sofaen hos højgravide A. i morgen). Det er godt nok. Ro på.

Det har været en helt afsindigt rodet uge i det århusianske. Jeg har godt nok været ked af det. Men nu sender min far kække sms’er fra post-op. Fx er han lige nu topstolt af allerede at være tilbage på fast føde (“…det er man normalt først efter fem dage. Og her sidder jeg og spiser kylling i karry!”) og stæser frem og tilbage med sit dropstativ på gangene på amtssygehuset.

De små sejre og sådan.

Nå. Jeg har planer om at bruge dagen på at få lidt orden på mit hjem. Og hvis I har tid, kan I se denne her video, der trods et noget amerikansk tilsnit alligevel rørte mig ret så meget.

I al sin enkelthed.

Det kom i øvrigt bag på mig, at der er friggin’ 29 stater i USA, hvor det er fuldt lovligt at nægte at servicere homoer. Det er jo for sygt. Det er mere end halvdelen!

Lidt om lesbisk opmærksomhed og sådan. Og lidt noget vrøvl. Og undskyld.

Gør det mig egentlig til et dårligt menneske, at jeg stadig bliver helt stolt og føler mig lidt som noget særligt, når jeg kysser med min damekæreste i det offentlige rum?

Jeg ville på en måde ønske, jeg bare var sådan en, der ikke gav en skid for, hvad andre tænkte om mig.

Men det holder jeg nok op med omtrent i samme uge, som jeg holder op med at blamere mig over for semifremmede mennesker. Eller i det åndedrag, hvor jeg pludselig også viser mig at være et toptjekket individ med styr på mine aftaler.

Det vil sige aldrig. Den fangede I godt, ikke?

I morges, fx, da jeg måtte tage 1A på arbejde, fordi jeg havde efterladt min cykel ved Hovedbanen efter spontantur til Sveriges største mad-eksportør (vidste I det? IKEA eksporterer flere köttbullar end Kalle eksporterer kaviar), da fulgtes jeg med Livslebben, hvis cykel i nærmest al den tid, vi har kendt hinanden, har stået efterladt ude i forstæderne med en tiltagende bortrustet kæde. Hun kender med andre ord efterhånden det københavnske busnet ganske tilbundsgående.

Nå. Da jeg skulle af bussen, gjorde jeg et gigantisk nummer ud af at kysse-kysse-kysse hende. Og kunne ikke lade være med at tænke, at “nu tænker alle mennesker omkring os sikkert deres.”

I virkeligheden var der garanteret ikke et øje, der bemærkede os.

Det minder mig i øvrigt om en kronik, jeg læste for nyligt. Den er lige her og hedder “Jeg kysser ikke en kvinde, fordi jeg gerne vil have en trekant med dig”. Den handler om en nyforelsket kvinde, der er træt af at blive passet op af liderlige mandfolk, når hun kysser med sin kvindekæreste på en trappesten ved København H.

Kort fortalt.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes om den. For jeg er egentlig komplet enig med kronikøren i, at man skal kunne passe sig selv i det offentlige rum – også selvom man kysser (med en af sit eget køn). Og så tænker jeg også lidt semikynisk, at nederen tilnærmelser er noget, man som kvinde får uanset seksualitet. At dét så i øvrigt er et problem for sig – og et strukturelt af slagsen – er en anden sag. Det er vel mere kvinder, end det nødvendigvis er lebber, der ikke kan være i fred på gaden. Åh. At de fleste lebber så faktisk – har jeg hørt – er kvinder, er selvfølgelig en form for dobbelt-op.

Men anyways – det der med antastninger: En del af mig kan altså på en måde godt lide opmærksomheden. Nogle gange. På gode dage. Af og til.

Eller – jeg er i hvert fald … opmærksom på den.

I øvrigt er det, nu jeg tænker efter, tusind år siden nogen i det offentlige rum har råbt efter mig og LL. En del af mig er lidt stødt (“så jeg er ikke lækker nok til jeres trekanter, som jeg alligevel ikke vil deltage i, eller hvad?”). En anden er egentlig bare lettet.

Disclaimer: 
Jeg ved seriøst ikke, om jeg i virkeligheden mener et eneste ord af ovenstående bavl. Jeg er ikke i stand til at sammensætte to intelligente tanker lige nu. Den er helt gal. Jeg er træt. Og så synes jeg også bare, det er så synd for homoer i de lande, hvor man ikke bare får en lummer kommentar men et fucking slag over nakken for at vise same sex-ømhed i det offentlige rum. Men omvendt skal man jo ikke forklejne hjemlige problemer, bare fordi konsekvenserne er mere alvorlige i, say, Rusland.

Hold da kæft en sludder for en sladder. Jeg beklager og henviser til føromtalte træthed.

Nå. Nu til yoga med den rare hippiedame og derefter hjem til Vesterbro, hvor min århusianske bästis og hendes lillebitte baby venter på mig hjemme i min stue. Måske med aftensmad, hvis man er heldig?

Ældre indlæg