Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Kategori: Byliv (side 2 af 9)

Lesbisk afsløring. Igen. Det er ved at være old news.

Jesus. Melodunse blev en fest af dimensioner. Også selvom jeg – da 15 mennesker havde indtaget vores stue ved 19-tiden – helt ærligt et øjeblik var lidt loren.

Det er hverken første eller sidste gang i mit liv, jeg – uanset hvor meget jeg har glædet mig forud – får lyst til at gemme mig, når jeg bliver tvunget ind store selskaber. Også selvom der ikke er tale om tvang. Og også selvom der er tale om store selskaber, jeg selv har inviteret, bestående rub og stub  af folk, jeg holder ubetinget af.

Men alle bar for en stund over med stramtandet lebbeværtinde, og så fik jeg bare lige lov at sidde lidt. I ro og fred. Og så gik den sære følelse over helt af sig selv, og vi heppede os gennem tre timers transmission direkte fra Wien, som var det en fodboldkamp. Med hi-fives når der var douze points til Sverige og buh, når topscoren gik til Rusland.

Da udsendelsen sluttede ved ettiden, crankede vi op for Dansevise og Hallo Hallo og selvfølgelig Måns … og siden Beyoncé, indtil underboen ved 4-tiden bankede på med den klassiske bøn. Som vi respekterede. Ish. Vi skruede ned, dansede en time længere og fangede så en taxi mod centrum da solen for længst var stået op, og vi var lige omkring seks standhaftige tilbage.

Hoppede først på Masken – med besked i indgangen om, at de altså havde lukket. Samlede et par af LLs damer op og derfra videre til Gay med besked om, at de altså lukkede en halv time senere.

På vej fra Masken til Gay stødte der flere af LLs lebber til. Heriblandt en, der havde været en del af selskabet på Oscar i sidste uge. Hun trak mig til side i morgengryet i homotrekanten mellem Masken, Gay og Never Mind (hvor vi – you guessed it – også endte, da Gay blændede op for lyset og gennede os mod udgangen). Og hun ville tale helt hemmeligt. Jeg var fuld og kæk og ikke helt frisk på hemmeligheder og holdt godt fat i Bedstebøssens arm.

Da hun – som var hun i færd med at afsløre sit allerinderste – spurgte, om det var mig der var den der lesbiske blogger? Jeg benægtede kækt. Og hun troede på mig. Men det kunne mit ego jeg alligevel ikke holde ud. Så jeg gik til bekendelse. Hvorefter hun omtrent tyve gange fortalte mig, at jeg var noget af det sjoveste.

Det er ved at være der, hvor det sker hver eneste gang, jeg er i selskab med fremmede lebber. I ved jo godt hvem jeg er, så snart vi hilser. Sværere er det heller ikke at lægge en småbuttet sortklædt lebbe med to franske bulldogs sammen med en LL og en adresse på Vesterbro, vel?

Men det ændrer altså ikke på, at jeg fastholder anonymiteten her på bloggen. Det gør det hele lidt sjovere. Trods alt.

Jeg tænker, vi var hjemme ved syvtiden. Men jeg ved det ikke. I går gik med så godt som en fuld sæson af The Returned, de barskeste tømmermænd i mands minde, en smule restemad og seng, seng seng. Dage, der forsvinder.

Frozen, frigide lebber og voksenaftaler

Lige vågnet op med en god dosis af verdens mest privilegerede følelse i maven. Resten af maven er proppet med rødvin og ceviche oven på formidabelt middagsselskab i går aftes.

Jeg har brugt de seneste par uger (måske endda måneder?) på at fundere over, at 30’erne lidt har indhentet mig efterhånden.

… Uden at jeg rigtigt har bemærket transitionen, er byture og forfester (det koncept, altså!) blevet afløst af middage og decideret nedskrevne kalenderaftaler alle fredage flere måneder frem i tiden.

I går spiste vi (jeg er apparently blevet sådan en, der bare gør det nemt og siger “vi” fra begyndelsen) på Østerbro hos et par bøsser med et par lebber plus det løse. Endda et par lebber, som jeg ikke blot aldrig tidligere havde hilst på, men også et par lebber, der var omtrent ti år ældre end mig og ret seje. Men heldigvis også helt enormt søde på en aldeles ikke intimiderende måde.

Snakken faldt – naturligvis – i aftnens løb på det vanvittige postyr omkring den der Frozen-koncert, hvortil en af voksenlebberne nævnte, at hele Frozen jo er én stor spring ud-historie: “Let it go!”

OMG.

Jeg havde aldrig hørt den tolkning, men det er åbenbart halv-alment kendt. Elsa, snedronningen gør endelig op med heteroforventningerne og sådan.

“Men hvorfor flytter hun så op på det bjerg,” spurgte en af bøsserne?

Fordi hun er kold og frigid. Hun er jo lesbisk, hun har ikke brug for det der sex, det er slut nu, lesbian bed death, lød mit svar, som derfra blev en form for aftnens tørt-ironiske samtale-hjørnesten.

Kender I det?

At der altid er én vittighed, som bliver en slags omdrejningspunkt, man kan vende tilbage til. Jeg elsker det. Det giver samtaleselskaber en harmoni og struktur, der næsten minder om et standup-show. Og næste gang man ses er det glemt. Så det gælder om at gribe fast og presse den citron for al saft og kraft, mens man kan.

Som aftnen skred frem steg selskabets promille, som det sig hør og bør, men den her lille arbejdslebbe (der – hey! – havde været oppe klokken 06 for at løbe) var mest bare træt.

Så mens resten af selskabet snakkede om Nevermind, pakkede hun lige så stille sammen.

Eller, først blev der faktisk snakket Jolene og Kødbyen, indtil en af voksenlebberne skar igennem og sagde, “I ved jo, at vi ender på Nevermind alligevel, så hvorfor ikke bare tage den direkte vej og droppe svinkeærinderne?”, og således  stoppede diskussionen.

Men jeg tog min LL og 2xBulldog (der ikke blot var inviteret men krævet medbragt) og gik mod Nørreport. Men Nørreport var lukket, LLs cykel punkteret, og taxaerne ignorerede benhårdt vores lille menageri, så det endte med følgende noget usikre men dog ret nuttede set-up:

Mig på min cykel med Homohunden i kurven og LL på bagagebæreren med mindstehunden i favnen.

Noget slingrende (både i hovedet og på cykelstien) nåede vi Vbro i godt behold. Så det.

Og tænkt så ellers lige lidt mere over det der med Frozen, mens jeg pakker tømmermænd og hvad-har-vi sammen og får konstrueret en indkøbsseddel til i aften, hvor det er hos os middagsselskabet skal stå.

Middagsselskabermiddagsselskabermiddagsselskaber.

Middag med homoerne + Sams Bar-effekten

Fredag = middag med homoerne og X factor på projektoren et sted på Frederiksberg – og hvordan kunne Danmark sende Jógvan [:jæg’varn] i finalen oh my god hvor hører forkølet indierock bare ingenlunde hjemme i bedste statsfinansierede sendetid?

En del rødvin og herlige diskussioner (om hvad? Jeg kan ikke huske det. Rødvin har samme effekt på konversationserindringer, som danskvand har på rødvinspletter. Eftersigende).

Opbrud ved to-tiden.

En del af selskabet drog på Amigo Bar, som – undskyld mig meget – vist ikke helt kan gå under betegnelsen homobar længere, ahva? Et stort, heteroseksuelt kødmarked. Så vi gik igen. Overvejede Vela men kunne ikke helt overskue at være de gamle ovre i hjørnet. Tog i stedet på unavngiven bar i nærheden og efter en bakke med ti-shots-for-hundrede-kroner (det var den type etablissement), endte vi – som man jo gør – på Nevermind.

Og igen blev jeg så lykkelig. For hvor vildt er det at bo i en (alt andet lige) storby, tage i byen med sin kæreste og sin bedste ven, træde ind i et lokale, der vibrerer af god stemning, og på vej til garderoben 1) få øjenkontakt og derfra verdens største knuser af Sin Nye Ven, 2) mærke en ikke helt diskret hånd på sin venstre balle, vende sig og få verdens største knuser af en anden af de gode bøsser, og 3) dreje sig en kvart omgang og støde frontalt ind i en tredje af de virkelig fab?

Altså. Tænk lige hvor forrygende det er at have et sted, man potentielt faktisk ville kunne opsøge solo og alligevel være ret så sikker på at møde nogen man kendte! Det giver mig den vildeste optur. Det er totalt Cheers og alle kender dit navn (sagde hun uden det mindste gran af ironi. I’m that famous) og “Norm!”. Og her stopper den associationsstrøm, det er vist til alles bedste.

Jeg er simpelthen så stor fan af bøsser. Og ingen hemmelighed skal det være, at det da bestemt også tildels skyldes, at bøsser er ret så glade for mig. Helt generelt. Hver og en. Allesammen.

På toilettet ventede mig og damen foran i køen meget længe foran låst wc-dør. Indtil vi for tredje gang banker høfligt på og ikke en men to mænd træder ud, begge i færd med at lyne op. De forlader det lille toilet, og jeg high-fiver med min tissetrængende kø-kammerat over, at vores venten ikke var in vain, for den havde jo det smukke formål at de to herrer, tænker jeg, fik tilfredsstillet en eller anden form for behov.

Klokken lidt over seks trillede LL og undertegnede forbi Burger King, inden vi cyklede hjem og gik ret så lykkelige omkuld. Og klokken middag blev hundene leveret nyluftede og trætte til døren af verdens bedste dog sitter. Og nu skal vi se The Jinx som er et udmærket plaster på det åbne sår, som Serial har efterladt i vores true crime story-hungrende bughule. Bestemt anbefalelsesværdigt her to og en halv episode inde i løjerne.

Jeg ved i øvrigt ikke helt, hvad/hvor bughulen er. Bare lige for the record.

Lesbiske næsten-afsløringer på Amigo Bar.

Guddddddd. Jeg har helt glemt at fortælle om utroligt sært sammentræf, der hændte for lige præcis en uge siden. Det kan I altså godt glæde jer til, skulle jeg hilse og sige.

Okay. Torsdag i sidste uge havde vi workmiddag. Vi var på Les Trois Cochons – de tre grise – på Værnedamsvej, og jeg var den eneste der skulle have rokkevinge og således ikke entrecôte. Jeg er ellers, tror jeg, den eneste der rent faktisk kan udtale entrecôte. Arngtrøkåt. Right?

Derfra tog vi på Amigo Bar. Mit forslag. Vi var eneste ankomne ud over et par bøsser, der hang i baren, men vi startede festen, for nørderne fra work skal altid bestille shots. Mange shots, og jeg blev så frygteligt fuld, at jeg vraltede derfra ved totiden på den der måde, hvor jeg ikke helt kan huske, hvilken vej jeg cyklede hjem.

Fredag tog to kolleger på skift lur med den mindste af homohundene på maven i mødelokalesofaen. Og vi andre så ligblege og coladrikkende til.

Shit mand.

Men fra jeg tog hjem fra Amigo Bar, og til jeg tog på arbejde svinske fem timer senere, hændte der det, at jeg modtog følgende besked på Facebook:

Og det i sig selv er selvfølgelig mildt sagt ikke imponerende. Idet mit fulde navn i sagens natur fremgår af dankortets forside.

Det mærkværdige er, at beskedens afsender er en vis lebbe, der i tidernes morgen faktisk – så vidt jeg husker – var den første, der var dedikeret nok lebbelivsfan til at gennemføre lidt research a la Holmes (Sherlock, ikke John) og afdække min SANDE IDENTITET … Som hun afslørede for mig pr. mail til min store begejstring engang for flere år siden.

Vi har aldrig mødt hinanden, og gjorde det så altså heller ikke denne gang. Men soooooon. Sooooon.

HOV!

I øvrigt er hun en af de seje, seje lebber bag Danmarks nye fantastiske lebbeblogkollektiv Lesbiske Noter, som jeg jo lidt har en finger (ikke sådan en finger) med i spillet om tilblivelsen af. Det er nemlig mig, der har formidlet den første kontakt imellem damerne, som jeg virkelig beundrer for deres forrygende skriverier!

Læs med der. Bare glem mig (ej please nej). Red dig selv – følg Lesbiske Noter … og læs i øvrigt lidt flere roser af deres koncept lige her på Lebbelivet.

Ny gammel lebbevinbar?

Okay. Er der nogen, der ved noget om det her?

En vinbar der med egne ord med “forførende bartenderinder tilbyder et bredt sortiment af fyldige argentinske vine og lækre tapas. På dansegulvet kan du slænge dig til sprøde tangotoner fra husorkesterets flotte fyre, eller du kan møde nye flammer i vores mørke hjørner. Vi kalder baren for Pat’ og Platter. – Og vi glæder os til at se dig!”

De har lige liket Lebbelivet ovre på Facebook. Og det liker jeg naturligvis. Og jeg kan godt se, de ikke har opdateret siden 2012. Men har de nogensinde eksisteret? Er jeg gået helt bag af dansen? Hvor? Hvad? Hvem?

Singlelebber snakker stadig om sex. For your information.

Okay. Om to dage er det en måned siden, I hørte fra mig sidst. Jeg har holdt en slags semibevidst blogfri. Fordi jeg trængte. Eller, egentlig var det ikke som sådan blog-fri, jeg trængte til, men jeg trængte noget så grusomt til at holde computerfri, når jeg havde fri-fri.

Jeg kører den ned med titimers arbejdsdage og har gjort det i efterhånden en del måneder. Som følger har jeg hverken været verdens bedste kæreste, ven … eller menneske. 

Og sådan skal det ikke være. 

Lige nu kan og vil jeg ikke skære ned på arbejdet. Det skal nok komme en dag. Og jeg vil ikke være mindre kæreste og ven. 

Og derfor lider bloggen. Men jeg vil ikke lukke den. Fordi jeg faktisk elsker den. Helt vildt højt. Min lille legeplads.
SÅ! Hvis vi nu aftaler, at I får et indlæg om ugen – flere når jeg orker – kan vi så ikke stadig være bedstevenner? Så vil jeg til gengæld fortælle jer om min lesbiske nytårsfest, der stak mere af, end jeg havde forventet.
LL og undertegnede skulle have en flok af hendes damer til middag. 

Jeg havde opstillet alle mulige nervøsitetskriterier (ikke noget abegilde, folk skal tage videre og feste, ikke for meget larm, jeg vil som den eneste have fuld tilladelse til at forlade festen, fordi jeg er en dramaqueen, der har krav på helt særlige omstændigheder, der ikke gælder for andre. Og sådan). 

Hvorfor alle disse regler? Fordi jeg var pisseangst for at feste med otte mennesker, som ikke var mine egne rigtige venner. Okay syv. Og så selvfølgelig en enkelt der har været min kæreste i 3+ år. Men alligevel!
Det endte naturligvis som den slags typisk gør:
Som et abegilde, hvor folk dansede i sofaen til den lyse morgen, hvor jeg selv stod for at smadre aftenens eneste glas, hvor jeg larmede ad helvede til og excellerede som 30-second-dj … og først forlod festen, da jeg gik kold i min seng ved femtiden.
Fantastisk aften. 

Og fordi jeg åbenbart kun selv kender lebber af racen fast-parforhold-på-femte-år, var det ualmindeligt forfriskende at feste med en flok singledamer.
Fordi der så bliver snakket om skægpest over østerserne: 

Haha – Den der med at kollega venligt gør en opmærksom på lette hudafskrabninger om munden og spørger bekymret til forkert valg af creme og parfumeallergi? … Når der i realiteten bare er tale om følgeskader oven på en nat fyldt med cunnilingus. 

Smukt. 

Af en eller anden grund er de første sandheder, der ryger af bordet, når man går fra date-fasen til fast parforholdsfasen, alle dem der handler om sex. Detaljeret sex. 

Hvorfor snakker vi aldrig mere om sex?

Julefrokoster. Flertal.

Huha. Årets to eneste rigtige julefrokoster havde valgt at lægge sig skulder om skulder fredag og lørdag denne weekend. Og det havde sikkert fungeret fint-fint, hvis jeg var 22. Men jeg er 33.

… Og sov således til klokken 17 i går, førend jeg greb efter iPhonen og Facebook og invitationen til lørdagens julefrokost i håbet om, at ankomsttidspunktet var klokken otte. Og ikke klokken 18.30.

Det var klokken 18.30, og i løbet af den næste halvanden time var jeg flyvende frem og tilbage og ja-ja-jeg-kan-sagtens-have-det-samme-tøj-på-som-jeg-havde-til-festen-i-går. Og lidt tørshampo, så er frisuren så god som ny.

Mine bagstive rystefingre fik både hældt en reparationsbajer indenbords og hældt 3/4 af en helt mørkerød Essie-neglelak ud i/over håndvasken på toilettet, klattet lidt flydende eyeliner ud over kinderne, og købt samt indpakket en gave til pakkelegen.

Gaven var i øvrigt to sladderblade, rullet sammen på en måde, der gjorde dem til legens mest eftertragtede pakke under navnet “dildoen”.

Og det var så hyggeligt. Og sjovt. Og bralret. Og jeg holdt ud til klokken halv et på en 1:2-blanding af øl og apollinaris. Og da jeg rejste mig fra bordet og hentede min jakke, fik jeg ros. Der var åbenbart nær ved foretaget væddemål om, hvor længe jeg ville holde. Så tiltagende klatøjet tog jeg mig nemlig ud, som aftenen skred frem (og ikke kun på grund af den flydende eyeliner).

Fredagens julefrokost var i øvrigt på arbejdsmåden.

Og her skal man huske, at jeg på min nye arbejdsplads er absolut alderspræsident. På den måde, hvor alle andre er 30 eller yngre. Og mænd. På nær min yndlings-sidekick, K, der både er kvinde og jævnaldrende (og hende, jeg kan sende et sigende blik, når nørderne begynder at købe hævn-webdomænenavne hen over flæskestegen. Shit, jeg holder meget af K.).

Åh ja. Og lidt apropos:

Jeg har aldrig hørt om snapsministre før, og da jeg fik reglerne for den kække lille juleleg forklaret, gav det minus mening: En udvælges som snapsminister (naturligvis kendetegnet ved overdimensioneret nissehue, jeg havde ikke forventet det anderledes), og denne kan så udfordres, hvis man ønsker at overtage hvervet.

Udfordringen består selvfølgelig, som dansk drukkultur fordrer, i, at udfordreren og siddende snapsminister sammen drikker en skål. Kapitulerer snapsministeren (hvis fx tre-fire gæster udfordrer i rap), må han overgive titel og nissehue til udfordreren.

Jeg synes, indledningsvist, at det virkede som det dummeste koncept i byen. For hvem skulle dog ønske at udfordre, når en udfordring betød frivilligt snapsindtag, og belønningen var retten til at iklæde sig en syntetisk nissehue og en lige så forloren titel?

Jeg tog fejl. På mærkværdig vis blev der kamp om den titel i en grad, så tre medarbejdere rallede rundt i hjørnet før klokken 22. Færdige af snaps.

En enkelt drink på Condesa med de seks, der stadig stod, kindkys og hurra, og en (genial) beslutning om at skifte fra høje hæle til Converse, inden jeg drog over brostensbelagte stræder mod Vesterbrogade og julefest på Revolt ved to-tiden.

Og sikken fest. Der for mit vedkommende sluttede ved 4-tiden, omtrent da BB og venner besluttede sig for at drage mod Nevermind. Og jeg (heldigvis) satte gummihælen i og cyklede hjemover.

Og plantede mig på puden med ånde af den slags, der fik sidedamen i dobbeltsengen til at prikke mig på skulderen og bede mig vende hovedet den anden vej, fordi hun faktisk blev fuld af, at jeg trak vejret i hendes retning.

December, for fanden.

De (aller-)allerværste lesbiske barer

Okay. Først og fremmest to anbefalinger:

1. Hvis ikke, I allerede er nede med Autostraddle, så er det bare med at komme … ned. Autostraddle er det velsagtens største lesbiske site out there, og de laver pissegode, dybe og sjove artikler. Klart anbefalingsværdigt!

2. Hvis I kan lide podcasts, og lige som undertegnede bare venter på næste episode af Serial (ja, det halvnye skud på This American Life-stammen har totalt afløst Savage Lovecast på toppladsen af min favoritliste) … Så håber jeg, at I også engang imellem trykker play på The Double X Gabfest. Det er ikke topprofessionelt og nogle gange lidt for snakkeagtigt, men faktisk samtidig et meget fint feministisk input to-go. 

Mens man venter. På Serial. Som I selvfølgelig hører. Ikke?
Nåmenokay, i hvert fald afslutter de tre snakkehoveder i Double X altid programmet med en række anbefalinger af alt fra bøger til artikler til musik til podcasts til standup-comedy. Og i forrige uge anbefalede deres lebberedaktør – og det er nu, de to punkter ovenfor bindes sammen, parat? – følgende artikel på Autostraddle:
The Worst Lesbian Bars
Journalisten bag denne artikel har simpelthen gennemgået samtlige skodanmeldelser af amerikanske lebbebarer på Yelp
Og det er så sjovt, tag fx denne beskrivelse af en ikke navngiven bar (frit oversat af undertegnede):
“Vi ankom omkring klokken halv tolv og skulle mødes med en ven til en drink, fordi “det her er stedet, hvor alle kommer.” Well. Hvis det her er alle, så opgraderer jeg mit Netflix-abonnement.”
… eller den her:
“Du tager ikke på club for at høre “The Macarena” eller Will Smiths “Getting Jiggy With It” på CD.”
Hele listen er hi-larious, og så fik den mig naturligvis til lige at tjekke Yelp-anmeldelserne af vores egne nationale homobeværtninger. 
Der er nærmest for få til, at det kan betale sig at anonymisere dem. Men jeg har gjort det alligevel. Ingen grund til at hænge hypotetiske barer, der i teorien kunne være indrettet i tidligere bordeller, ud offentligt, vel?
Og jeg faldt alligevel over et par fantastiske one-liners. De får lov til at stå på engelsk. 
Mit Såkaldt Lesbiske Liv præsenterer:
Det siger turisterne om vores homobarer!
  1. “You have to really like women to even want to sit here for a while.”
  2. “It’s a pretty little place but it’s tiny and there are grope-y old ladies. There are also very young, eager kids. Just another gay night in the great L word.”
  3. “If you’ve never been to a female equivalent of a meat market gay bar – here it is.”
  4. “It’s good fun for a night but I can’t imagine coming here more than once.”
  5. “A lot of femmes. If you’re a butch, you’ll probably get lucky easily. The women there are gay but nearly never queer. A bit too serious, but you won’t find better in the country.” 
… Og så lige den rigtigt sure, gæt selv hvor denne gæst har været:
“The wardrobe is exactly on the opposite side of the entrance, so everybody must walk between dancers in order to go in and out the club. That’s awful. But the most annoying thing of that place is the music: 80s and 70s trash and pop music that only an old man can remember … and even the DJ was not able to “synchronize” the rhythm between a song and the next one, generating a sense of disorder and frustration every time a new rhythm arrive on the dance floor.”
Som podcast-redaktøren kærligt udtrykker had/kærlighedsforholdet til lebbebarer:
Lesbian bars are awful. But they’re our awful.

Det blev langt. Men hey – så er der også billeder.

Huha. Hamburg. Det var sidste weekend.

Og med vanligt held (ikke uligt det, Bedstebøssen lagde for dagen, da vi var i Marokko for en tre års tid siden, og han bestilte to returbilletter til os. Vel at mærke med ud- og hjemrejse samme dag) strejkede Deutsche Bahn på livet løs, netop den fredag vi skulle af sted.

Dog var der heldigvis sat busser ind fra rundt regnet Nykøbing Falster, så vi byttet vores bordreservation på fin restaurant i en hambursk bankbox fredag aften til om lørdagen og indtog istedet vores tinbryllupsmiddag (det er ti år, hvis du skulle spørge fra nogen) i om muligt endnu finere omgivelser:

Jeg vidste ikke, hvilken der var wienerschnitzlen, og hvilken der var fiskefileten. Seriøst.

Afficionados vil nok ganske rigtigt genkende etablissementet som cafeteriaet på Rødby-Puttgarten-færgen.

Faktisk blev vi allerede, da vi skulle ombord på bussen fra Nykøbing anbefalet at hoppe ombord på bagerste bus. Men den så så proppet ud. Så vi valgte den forreste – til chaufførens tydelige overraskelse. Denne forreste bus indeholdt nemlig, erfarede vi, et fodboldhold og et par kasser bajer eller mange med samt et minianlæg af en slags. Vi snakker tur med herreholdet til Hamburg.

Havde vi – BB og undertegnede – nu forestillet os, at vi skulle sidde med næsen i hver vores roman, havde vi ikke været blege for næsevrængeri og sure miner.

Men heldigvis havde vi faktisk sat den første flaske champagne til livs allerede på togstrækningen fra Hovedbanen (det er ikke hver dag, man fejrer tiårsdag), og var således i mindst lige så højt humør som selskabet. Vi bød dem også på fint at drikke.

Holddaop, hvor fint.

Og sådan nåede vi langt mere opstemte og besofne frem til Hamburg Hauptbahnhof, end vi havde forventet at være med fire timers forsinkelse og busrøv. Vi droppede vores tasker forbi meget fint hotel, som vi havde bestilt værelse på i gensidig enighed om, at vi fanme var voksne og havde råd til den slags (hvilket vores respektive bankbøger har lidt ondt i maven over her to uger senere).

Tog en enkelt drink i baren og en taxa til Skt. Georg. Det kvarter, vi havde fået udpeget som det homoseksuelle.

Håhåhå. Og i dette øjeblik går der noget tåbeligt op for mig. For i fuldskabsiver besluttede vi da vist, hvis ikke min hukommelse bedrager mig, at lade som om, vi var ægte ægtefolk på hotellet. Således tjekkede vi ind som et brudepar, hvorefter vi på vej fra hotellet spørger samme receptionspersonale, som vi knap en time tidligere har omtalt hinanden “my husband” og “my wife” overfor, hvor vi finder homokvarteret.

Vi ville være verdens værste spioner. I hvert fald efter champagne, jägerbombs og tyske hoteldrinks.

Nå, Men af sted med os til Skt. Georg. Derfra ind på nærmeste bar med en regnbuevimpel. Derfra hurtigt rendez-vous med to unge bøsser og en bartender, der fortæller om en formidabel niårsjubilæumsfest på et sted hvis navn, det netop tog mig tyve minutters aktiv Google Street View-tid at genkalde mig: Stedet hed Fundbureau (hjørnet Stresemannstraße / Max-Brauer-Allee), og festen var for klubben Mis-Shapes og ganske, ganske forunderlig. På den der måde, hvor der for en gangs skyld (som det aldrig rigtigt er tilfældet i København) er plads til alle. Alle.

Og høj musik og små rum og graffiti og homoer og heteroer og øl i små tykke flasker og beton på gulvet og musik, musik, musik.

Og SHIT, hvor er der mange pæne lebber i Tyskland. Bliver forundret, hver gang jeg nærmer mig vore naboer mod syd. Og tænker igen med en lille smule fortrydelse på, at jeg aldrig har været single, lesbisk og i Tyskland på samme tid. Men heldigvis er jeg jo godt dækket ind derhjemme. Og kigge, dét må man. Og alt det der, man glæder sig over og siger til sig selv, og som betyder, at man faktisk tager hjem fra byen, når man bliver træt og ikke, når de sidste går hjem.

Og træt, det blev jeg. Klokken omtrent halv seks. Efter 12 timers party, hvis vi regner en ganske festligt togtur med. Og det gør vi.

Fik slæbt BB med mig, fandt en kebab med noget kål og forsøgte vores held (i ved – intet) i tre forskellige af de der fabuløse fotoautomater. De slugte vel i alt 8 af vores surttjente euro uden at spytte et eneste bryllupsbillede retur.

I stedet snappede jeg dette foto uden på en af automaterne. Det gjorde mig glad i min lykkelige tyske morgenrus, og det gør mig stadig glad lige nu. Es gibt mehr Lesben (und Leben) als du denkst.

Og mere om Hamburg en anden dag. Og om denne senest overståede weekend, som bød på så meget kærlighed og mad og alting, at det næsten er for meget af det gode. Og må man egentlig være så heldig?

So long og tak fordi der ikke er J-dag (håber jeg) i Tyskland.

I eftermiddag tager jeg til Hamburg med Allerbedstebøssen (BB) under armen. Vi kan nemlig dette efterår fejre, at det er lige præcis 10 år siden, vi tilfældigvis sad i den samme rus-rundkreds på KUA og blev instant friends. Så vidt jeg husker over en Sony-Ericsson-telefon, der lidt lignede noget, Apple kunne have skabt. Lidt.

Vi skal bo på et hotel, der hedder Mövenpick, men som vi allerede har omdøbt til Vienetta. Og hvis man ikke kan få is i receptionen, så drukner jeg mig i Spree’en (ordn’ det, Slettigud).

Som jeg opsummerede weeekendens agenda til LL i går aftes, så er planen, at vi skal opleve lidt, spise mere og drikke mest. Og jeg glæder mig som et lille barn. Jeg har været i Hamburg et par gange, og byen har virkelig vundet mit lille Aarhus-hjerte. Berlin light.

Og hvad vi også skal fejre – foruden tinbrylluppet – er, at vi uden at vide der, har planlagt bryllupsrejsen i præcis samme weekend, som den skrækkelige J-dag falder herhjemme. Så ud over at være i fantastisk selskab på et hotel, der rimer på is, i en by med god øl og mad og festivitas, så slipper vi sandelig også for proletarbranderter og umotiveret julemusik i november.

Win-win.

Ældre indlæg Nyere indlæg