Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Kategori: Byliv (side 1 af 9)

SOMA er det nye FOMS er det nye FOMO

Vi holdt julefrokost i lørdags. Jeg har lyst til at skrive ‘traditionen tro’. Men jeg er oprigtigt i tvivl, om vi har gjort det før, eller om det bare føles som noget, vi helt sikkert bør gøre igen og igen og igen.

Vi var vel en 13-14 stykker til bords – tre heteroer og så ellers smukke repræsentanter fra LGBTQI*-spektret forresten. Som vanligt var det hjerterum mere end husrum, der drev foretagendet fremad på vores små 65 kvadratmeter. Nogle skulle kravle op i sofaen for at komme på plads ved bordet.

Endda var vi flere end først beregnet, fordi en af de dejligste bøsser i mit liv havde været til halvcrappy, småhomofobisk pligtfirmajulefrokost dagen forinden og af samme årsag havde forhånds-meldt-afbud til vores pga. udsigt til tømmermænd. Men da dagen oprandt trængte han simpelthen så meget til et fordomsfrit kram og lidt fjollegodt homoselskab, at han trodsede tømmermænd og ikke bare kom forbi men faktisk blev til alle (der ikke var i ulykkeligt alkoholfri omstændigheder!) havde indtaget så meget snaps, at de drog mod Nevermind.

Det var en af den slags aftner, hvor man bliver mindet om, hvor mange gode mennesker, man har samlet sammen i sit liv. Jeg kan ikke pinpointe præcis, hvad der gjorde selskabet så eminent – der var bare kærlighed, komplimenter og velvilje i luften, svin og fisk og æg på tallerkenen og intelligente, udviklende samtaler på tværs af bordet.

Jeg gik (ædru!) i seng klokken halv to med mild FOMO (som ellers for tiden er nærmest 100 pct. afløst af FOMS – fear of missing sleep) efter at have sendt alle mine yndlings videre på dødsruten mod Nevermind. Fanme sært at vade rundt uden den mindste promille i blodet og proppe glas i opvaskeren midt om natten, mens alle andre snapser den på favoritbaren inde ved Jarmers Plads. Er ikke decideret stolt af at erkende, hvor meget mit festlige liv hidtil har roteret om alkoholindtag. Men Nevermind på alko-tom mave. Det var mere end mild socialangst kunne holde til. Trods alt.

Men jeg savner simpelthen en fredagsøl, en god cocktail, et glas bobler helt vildt. Verdens mindste violin må være i fuld gang med at spille mig en serenade lige nu. Jeg ved det godt. Man må lide for babybyggeriet.

Til gengæld udmundede mit tiltagende SOMA (sorrow over missed alcohol) sig i følgende udvekskling mellem Bedstebøssen og jeg i sidste uge:

“Mig:
ÆV. JEG GAD GODT DRIKKE MIG GRATIS FULD TIL [unavngiven fest i reklamebranchen] PÅ FREDAG. Men jeg ligger som jeg har redt

BB:
Kan du ikke tage en fridag? Lige som når man er på slankekur?

Mig:
Jo – en cheat day, hvor man bare binger.

BB:
Det er der ikke nogle fostre, som har taget skade af.

Mig:
Føler slet ikke, jeg har drukket nok inden. Alle de spildte fredage. Uden alkohol.

BB:
Godt, vi drak 20 flasker vin i sommerhuset.”

… Touché.

Et andet ord for “slægt” på to bogstaver?

Og: To ugers ferie senere er jeg et aldeles nyt menneske. LL og jeg tilbragte en uge i Barcelona, som måske er min yndlingsby. Hvis vi ikke regner København med. Og Berlin. Og New York. Og Amsterdam. Og London. Og Rom. Ej okay.

Vi brugte kort fortalt otte dage på ikke at besøge så meget som et eneste museum, kirke, seværdighed, galleri, skulptur, ruin, mindesmærke. Men vi er en slags undskyldt, fordi vi har besøgt Barcelona før.

Til gengæld vadede vi byen tynd fra en ende til en anden og stoppede og drak cafe con leche og cervezas nærmest hele tiden. Og spiste os frygteligt fattige i formidabel lokal-ish cuisine. Fra tapas til tortillas til pinxtos og pimientos de padron (faktisk min favoritret. Favoritret er til gengæld mit favoritord. Favoritretfiliongongong).

Og pintxos er billige. Så vi spiste med andre ord afsindigt mange for at spise os fattige.

Vi nåede også forbi en homoboghandel, en michelinrestaurant, mange strande og et par homoklubber (med lokalt bosat tilflytterven som kyndig guide). Men mest spiste vi bare. Rigeligt og godt. Jeg vil gerne lave en guide, hvis I vil have det.

Vi boede i en fabelagtig airbnb i Poble Sec. Almindeligvis beboet af sød (bøsse-?)punker, der talte dårligt engelsk og var meget genert. På sådan en måde, hvor han halvvejs igennem sit forsøg på at vise os soveværelse-nummer-to gav op, fordi han obviously ikke vidste, om det var mest høfligt/politisk korrekt at antage, vi var homoer, der delte seng, eller heteroer, der ville blive stødt over ikke at besigtige rummet bag dør #2, der i øvrigt forblev hermetisk lukket hele ugen. Breaking: LL og jeg deler seng. Så er den kat ude af sækken.

Vi købte en ny espressokande til bøssepunkeren i afskedsgave. Den, han havde, manglede håndtaget og havde i øvrigt været alt for tæt på lejlighedens (forhåbentligt) eneste kakerlak.

Det var den rareste uge nogensinde. Fordi den var så psykopatisk velfortjent, tror jeg. Helt ind i knoglerne (som i ugens løb forsvandt bag tiltagende arkæologiske lag af tapas) havde vi fortjent den rejse. 2016 har været en forbandet lang lort. Men det var lige som om alt lort for en stund var glemt i 26 graders sol.

Imens blev det efterår herhjemme, men det gjorde ikke så meget, når nu Ferieuge Numero Dos aka The Copenhagen Staycation for en god dels vedkommende blev tilbragt indendøre med rødvin og godt selskab af den ene og anden slags.

Weekenden blev brugt i Århus (bolle-å), hvor min seriøst maximalt femårige lillebror havde den frækhed at tillade sig at fylde 30 år. Hvordan kan det lille møgbæst være rundet 30, når jeg stadig stikker armen frem for at holde ham i hånden, hvis vi skal over vejen? Ubegribeligt.

Her blev jeg igen glad for at have verdens sejeste familie. Jeg håber, I er mange derude, der kan glæde jer over lige så åbensindede familier som min. Der er simpelthen så stor rummelighed i mit bagland af brogede typer, der langt fra i den ældste generation tæller kosmopolitiske akademikere. Alle fordomme om landsbymentalitet kan stikkes skråt op. Det er i hvert fald ikke i min æt, DF finder deres stemmer. LL og jeg behandles 100 pct. lige som mine heterokusiner. Uden at der bliver blinket.

“Æt” er i øvrigt sådan et ord, jeg kun kender, fordi jeg har løst ufatteligt mange kryds-og-tværs’er i mit liv. “slægt” på to bogstaver. Værsgo.

Chateau Motel, eller: Lebben til heterofest

Jeg var på Chateau Motel i fredags. Gudfrimigvel. Først var jeg til jubilæumsfest for unavngiven københavnerpublikation, der lancerede deres magasin nummer 100. Derefter altså til fødselsdag for unavngiven dj på hovedstadens nye klub på det gamle Pan.

Jeg kom hjem spritstiv og stopmæt ved halv to-tiden uden at have brugt en krone. Der var ganske enkelt gratis burgere, øl og cocktails, hvor end man vendte sig hen på årets sidste rigtige sensommerdag.

En sand succesaften på den lesbiske målestok.

Men Chateau Motel var rimelig heteroseksuelt. Og en udmærket reminder om, hvor sjældent jeg egentlig går i byen-byen (Nevermind og Oscar fraregnet), og hvor endnu mere sjældent jeg går i heterobyen.

For nogle uger siden var jeg til et andet arrangement, hvor en cis-fyr lagde an på mig. Meget åbenlyst, endda. Det sker aldrig. Seriøst. Der er aldrig. nogen. sinde. mænd, der bager på mig. Og pludselig i det øjeblik gik det op for mig, at årsagen måske skal findes i det faktum, at jeg møder ualmindeligt få heteroseksuelle mænd i mit arbejds- og selskabsliv. Og altså ikke nødvendigvis i, at jeg er grim som arvesynden og har udstråling som en stuebirk. Så det.

Dog fandt mig og bedstebøssen hele vejen op i et lyserødt karaokerum aller øverst på chateauet, hvor vi skrålede til Sia, så min stemme helt forsvandt. Og så tog jeg hjem.

Jeg har da også brug for et safe space

Jeg kan ikke mønstre så meget som en lille bitte knivspids angst for et angreb på en dansk homoklub. Måske er det iskoldt, kynisk, måske er det naivt, måske jinxer jeg helt vildt, når jeg skriver sådan.

Men ligesom jeg aldrig sådan rigtigt har været terrorbange ved demonstrationer eller togskift på Nørreport, så er det også alt for uvirkeligt og fjernt at forestille sig at stå og skråle med på Loreens Euphoria det ene øjeblik for det næste at være rædselslagen og bange for at miste livet.

Jeg har ikke fantasien til det.

På den anden side strejfede tanken om, hvor genialt et terrormål, Gaystortion var, mig faktisk, da jeg gik mod Flensborggade for et par uger siden. Men den var væk lige så hurtigt, som den entrerede, var tanken.

Men det her med værdien af safe spaces gik alligevel pludseligt op for mig. Og jeg genkendte i artiklen This Is What Queer Bars Mean to LGBT People faktisk mange af de ord, jeg selv gennem årene har sat på den følelse (som jeg beskriver lige her – og omtrent et år tidligere her), der rammer mig, når jeg træder ind på Nevermind og ind til alle mine venner.

Ind til alle dem, jeg ikke behøver at springe ud over for igen og igen og igen.

Et lillebitte rum (mit lillebitte rum) hvor man jeg kysse min kæreste uden at nogen – nogen! – tænker over det. Eller bare lade mig falde bagover og blive grebet – indhyllet – af en ubeskrivelig accept og rummelighed.

Men det er først, når jeg træder ind i det rum, at jeg fatter, at den rummelighed måske ikke er der hele tiden.

Når jeg læser beskrivelser af den smerte og chikane, der følger med at være synligt queer (i alle gradbøjninger af begrebet), så skammer jeg mig en smule.

Fordi jeg seriøst har det sygt let med mit lange hår, min neglelak og mit medfødte x-kromosom. Jeg tør godt gå på Strøget fredag aften. Jeg gider ikke. Men jeg tør godt.

Jeg glemmer tit, at jeg tilhører en minoritet.

Og kan faktisk – selv når jeg skriver ordene “jeg tilhører en minoritet” – have en følelse af at lyve. For jeg har det jo pissenemt. Det er yderst sjældent, at jeg mærker bare fligen af homodiskrimination på egen krop. Sådan rigtigt. Og alligevel finder jeg tryghed og kærlighed i verdens små homohjørner, som jeg og LL altid opsøger, når vi rejser – jeg har gennem årene været på homobarer i store dele af verden.

(Og det her blev så endnu et efterhånden så klassisk starten-i-øst-enden-i-vest-indlæg. Og nu vil jeg sove. Nej vent. Jeg kan godt binde en sløjfe på indlægget. Genfinde den røde tråd. Faktisk kan jeg bare konkludere følgende … )

Og derfor er gay bars vigtige. Og derfor gør det ondt, at et amerikansk røvhul har ødelagt trygheden og taget livet af 50 uskyldige mennesker.

Boyfriend.dk-erotik og Gaystortion

Siden sidst:

Kender du nogen, der kalder deres fisse for ‘calzonen’? Ellers vil jeg godt trademarke.

Sidste weekend oprettede mig og min kære veninde K en fake boyfriend.dk-profil. Bare så vi kunne snage. Vi erfarede, at folk, der lægger erotiske billeder i deres galleri, typisk glemmer at tjekke baggrunden for Fætter BR-poser, medicinglas, snavsetøj og så fremdeles. Jeg blev i øvrigt meget bekymret for alle de nøgenbilleder-med-ansigter, man finder på boyfriend.dk. I disse hævnpornotider.

Gaystortion i Flensborggade var sjovt for alle på nær de her ca. 29 unger:

Eller måske var det faktisk også meget sjovt for dem.

Jeg holdt i øvrigt en slags effektiviseret LEAN-fest til Distortion på Vesterbro: Jeg ankom klokken kl. 19.15, var sejlende beruset kl. 20, gik hjem kl. 22.30 og sov så tungt kl. 23, at LL ikke kunne få liv i mig, selv da hun viftede en durumrulle under min næse.

Men hvor var det dog sjovt. Da de første par øl var kommet under vesten i hvert fald. Jeg tog hjem fra arbejde ved 18-tiden, fjernede en rugbrødsmad med fiskefrikadelle, tog pink læbestift på og vidste sådan ciiiirka, hvor mit gang (eller mit crowd eller mit slæng, hvis I forstår så’n en lille en) befandt sig (læs: i Flensborggade). Så jeg tænkte, at jeg da sagtens bare kunne gå af sted hjemmefra ædru og alene og uden præcise directions.

Den tanke fortrød jeg bitterligt, da jeg ramte Enghave Plads. Og yderligere, da jeg ramte Istedgade. Og fuldkomment, da jeg nåede Flensborggade og med rystende hænder måtte finde et hjørne med ryg mod mur og forsøge at overskue mængderne. Nåede flere gange at overveje at gå hjem igen. Så. Mange. Mennesker.

Meget overvældende omstændigheder for ædru type.

Men så kom først én skøn bøssebekendt og snart endnu en og fire og seks til, og så åbnede jeg den øl, som jeg (hvor grinagtigt) synes, det var for stigma at åbne, mens jeg stod alene. Omgivet af drikfældige/allerede druknede homoer. Flot.

Åh! Jeg føler mig simpelthen så hjemme, når jeg er sammen med mine homoer. Det er en vild og grænsende til sappy følelse af at høre til. Vi dannede en cirkel og grinede, så vi spyttede ned i vores plastikshotreagensglas.

Og i dag har jeg ondt i hovedet og lyst til at spise hele verden. Med salt på og dyppet i friture.

Lesbisk konference og/eller kult med Sofie Hagen som ypperstepræstinde

Jeg havde for cirka tusind år siden købt to billetter til ultraseje Sofie Hagens standup-show på Bremen i går. Jeg havde med andre ord købt mine billetter, da det der interview landede i Informeren og resulterede i, at showet blev rykket først fra lille forhalsscene til stor sal og siden blev meldt totalt udsolgt og flankeret af endnu et show dagen inden.

Jeg havde altså billetter til det rigtige show. Ikke til ekstraudgaven. Totalt firstmover.

Jeg havde købt en billet til mig og en til LL (som jeg funderer alvorligt på at omdøbe til DIE LEBENLESBEN. Det er pænt ik’?). Og vi glædede os som sindssyge.

I forgårs da vi havde gode venner til middag, glædede vi os stadig, for LL viste svage friskhedstegn, her knap en uge før Riget indleder planlagt atomkrig mod hendes fænomenale legeme.

Men i går var den gal. Feber og ubehag holdt LL i sengen. Hun insisterede imidlertid på, at jeg skulle tage af sted. RED DIG SELV! Så jeg inviterede i elvte time min veninde A med. A har jeg efterhånden kendt i mere end halvdelen af mit liv. Hvilket er en pænt syg tanke. Hun er noget af mit yndlings. Men lad nu det ligge.

A og jeg indfandt os før showstart på vores pladser.

Straks efter kom først én lebbebekendt hen forbi og sagde hej. Lige efter stødte endnu en perifær bekendt i udpræget lebbeantræk til med knus og hilsner til undertegnede, og knap gik der et minut, før tredje lebbebekendt (tilfældigvis med sæder på samme række som vores) indløste knuser på vej forbi (apropos: Jeg ved stadig ikke, hvad der er kutyme, når nogen skal forbi på biografsæderækken. Røv mod røv? Front mod røv? Skræv mod skræv?).

Min 100 procent heteroseksuelle (men til gengæld militant feministiske) veninde A var altså på mindre end to minutter vidne til tre tilfældige lebbemøder. Hvilket fik hende til at kigge mildt talt mistroisk på mig, som havde jeg konspiratorisk hevet hende med ind til en eller anden form for homokult-event.

Hun har (vist?) aldrig været med på Vela.

Alternativt tænkte hun (måske), at jeg var klodens mest populære lebbe. Men i virkeligheden var jeg jo bare taberen, der tog tidligt plads i salen og således kunne holde siddende audiens. For alle lebber kender hinanden. Det var i hvert fald tilsyneladende ikke på Bremen i går, at dén fordom skulle afkræftes.

Anyways. Sofie Hagen sparkede i øvrigt på det groveste røv. Hun er mit nye idol. Selvom jeg nærmest kunne være hendes mor. Hvis jeg havde fået hende som syvårig. Det vil sige ved en form for jomfruelig ufrugtbar befrugtning omtrent seks år før, jeg fik min første menstruation (dagen inden den obligatoriske bornholmerlejrtur i sjette klasse, for øvrigt. Tak for dén timing, blødningsguder).

Hvis I får mulighed for at se hendes show Bubblewrap, skal I virkelig springe til – magen til empowering og hylende morsom halvanden time har jeg ikke nydt … længe. Disclaimer: Hverken Sofie Hagen eller showet er lesbisk. Men det er ikke uden grund, at showet (obviously!) tiltrak et massivt lebbefølge. Stærke kvinder og sådan.

Og selvom telefonen var på vibration og ikke bare full-on lydløs-lydløs som vanligt, og selvom 15 pct. af mine tanker gik til hende hjemme i sengen på Vesterbro, var det alligevel forrygende forløsende at grine og tænke (85 pct.) ligegyldige tomhjernede ikke-kræfttanker. Bare lige nogle timer.

PS. Jeg begik lige den rookie mistake at google “lesben german” for at tjekke hvilket køn, “lesben” er. Gæt selv hvor mange grammatiklinks, der dukkede op versus hvor mange porno-ditto. Svaret er ingen. Ingen grammatiklinks. Min fornuft, som jeg ikke har synderligt stor tillid til, fortæller mig i øvrigt, at “lesben” nok er hunkøn. Så. Det.

Når der er reklamer for dobbeltdildoer i det offentlige rum (ja, når!).

Nå JO!

Altså. Der er selvfølgelig tusind grunde til, at Berlin er fantastisk. Og afsindigt billige C-vitamin-brusetabletter er bare en enkelt.

En anden er, når man en tidlig uskyldig onsdag aften på vej mod Freischwimmer, går forbi tre-fire af de her helt alment kendte reklameskilte, som altid er alle steder.

Således også i Berlin:

Og man noterer sig en ølreklame, en hemmelig reklame bag et træ, en reklame for noget slotshotel i Postdam

… Og så naturligvis en reklame for en dobbeltdildo, særligt velegnet til multiple orgasmer. Hallo. Amorelie (slogan: “Für noch mehr spaß am Liebesleben” … hvabehager).

I øvrigt skulle I lægge vejen forbi Freischwimmer, hvis I nogensinde er på berlinerkanter.

Freischwimmer er måske den fineste restauration, jeg kan komme i tanker om (ikke på hvid-dug-måden, mere på den der perfekt skramlede berliner-måde med virkelig god mad og stærke drinks oven i hatten). Og ret hip oveni, skulle jeg mene.

Restauranten har desuden udsigt til Club Der Visionaere, som blev selskabets endestation (og endeligt?) den aften. Det er en af den slags berlinerklubber, hvor der ikke rigtigt annonceres med nogen form for lukketid eller sidste udskænkning. Og hvor der altid står en gigantisk dansende flok, som helt tydeligt ikke lige har fået sovet hverken denne eller forrige nat. Og tilsyneladende har taget netop de midler i brug for at opretholde såvel feststemning som krop, som man kunne forestille sig.

Så hvis man er til den slags …

Berlin, karriere og navnet på min førstefødte.

Jeg er bombet. Vanvittigt bombet. Heldigvis har jeg ferie. Hele denne uge, faktisk. Og så en uge tilbage på work. Og så ti dages ferie. Og så starter jeg fanme nyt job. Et nyt og temmelig ambitiøst og lidt angstprovokerende men virkelig sejt sted.

For første gang i min såkaldte karriere skal jeg ikke arbejde i en iværksætteragtig mellemstor virksomhed, men derimod i en af de virkelige store. På corporate-måden. Sygt nok.

Jobskifte fik i øvrigt min fantastiske veninde A til at skrive følgende. Hendes med gråt:

Min talrige pops skyldes, at A på daværende tidspunkt var bristefærdigt gravid. Og burde poppe. Straks. Så jeg bidrog med lidt facebook-heppekor.

Måske virkede det, for nu er hun ikke gravid længere. Nu har hun nemlig født en lille datter, der med A’s vanligt forfejlede (og afsindigt elskelige!) sms-tasterier var “54 kg ved fødslen”.

Mon ikke damen mente centimeter?

Og bare fordi hun helt sikkert har for meget ammehjerne til at indvende noget – Endnu et eksempel på hvor meget dechifrering, det kræver at chatte med A:

Nå. Men nok om navnet på mit potentielle afkom. Ville i øvrigt have foreslået A det skønne dobbeltnavn til sin (på daværende tidspunkt) ufødte datter. Hvis ikke det var fordi, hun allerede havde lagt sig fast på noget (endnu) pænere. Og fordi hun pure havde ignoreret undertegnedes talrige opfordringer til at opkalde ungen efter … mig, selvfølgelig.

Anyways.

Fordi mit nye liv som konsulent (apropos arbitrære jobtitler) begynder lige om lidt, tager LL og jeg simpelthen helt spontant til Berlin i morgen. Den der med at trænge til at instagramme lidt fra et fremmed land. I ved. Og drikke noget apfelschorle + det, der er stærkere.

Egentlig ville vi bare have været på kanotur i vores miniferie. Fordi Susåen virkede som et overskueligt feriemål, og fordi det var på høje tid, at den her lille lesbiske husholdning føjede en Trangia og noget myggespray med datostempel efter 2011 til maskinparken.

Men så så vi vejrudsigten. Der simpelthen ser så ærgerlig ud, at det kun er dens egen mor, der kan elske den.

… Og – huhej – fik vi homohundene afsat til en fast passer (af den type, der klapper i hænderne, når vi spørger, om hun har tid, og tak for det!), booket et par billetter og et temmelig fancyt hotelværelse mellem Mitte og Kreuzberg, og nu tager vi simpelthen til Berlin.

Og det føles faktisk meget godt at bevæge sig sådan semirigtigt væk. LL og jeg trænger lidt til noget hånd-i-hånd-tid under (trods alt lidt) varmere himmelstrøg. 

Lesbisk kaffe og øl. Ja.

I GÅR KOM LL HJEM FRA ESPANJA!

(#jegvedgodtdetikkestavessådanmenseligehvorflotdetserud)

Jeg var imidlertid lovet væk til min kære mor i går efter fyraften, så gensynet måtte udsættes en smule. Min kære moder tilbringer et par dage i København, indlogeret på – overraskende – fancy hotel i Bredgade (“Det var et tilbud i Coop, ja, og så optjener jeg jo også 800 bonuspoint.”).

Så den stod på fiskerestaurant i Nyhavn. Jeg undgik med nød og næppe Papirøen. Som mit mødrende ophav ellers synes lød SÅ spændende. Orkede ikke lige at introducere hipstersegmentet for flagrende naturfarvet hør og pangfarvede brillestel. Og omvendt.

Jeg var hjemme ved 22-tiden, hvor LL og søster havde inviteret en flok venner til middag, og nåede lige en øl med dem, inden de drog mod Never, og jeg drog mod min seng.

LL + søster kom hjem lige præcis tyve minutter, før mit vækkeur ringede her til morgen. Og LL var totalt klar på morgenkaffe. Jaja, lysvågen og ikke spor fuld (not).

… Lige indtil jeg havde lavet kaffen og ville overlevere hende den på sengekanten … hvor hun pludselig sov tungt i en dunst af alkohol.

Det gør hun stadig, her en halv time senere. Hun vender sig om mod mig ca. en gang hvert kvarter med sådan helt pling-lysvågne øjne og tror selv, hun således narrer mig til at tro, at hun har været vågen hele tiden.

Som om.

Så nu drikker jeg hendes kaffe. You snooze (literally!), you loose.

LL fortalte i øvrigt, at hun havde mødt fremmed kvinde på Never. Kvinden havde henvendt sig og været lidt, sådan, insisterende hemmelig i sin kommunikation. Og på et tidspunkt i løbet af samtalen får fremmed kvinde sagt – uden forudgående snak om mig – at “LL måtte huske at fortælle sin dame, at hun har en lækker kæreste.”

Jeg slog det umiddelbart til side som en flirt. Altså med LL, ikke med mig. Hallo, det var jo en sindssygt elegant måde, at:

1) Fortælle LL at hun – hvilket sandt er – er hot
2) Inddirekte spørge, om hun havde en kæreste. Altså, hun gav jo fuld mulighed for, at LL kunne sige “nejnej, jeg har ikke en kæreste-hubbahubba!”

… Men LL insisterer på, at det ikke var flirty, og at der var noget blog-hemmeligt mærkværdighed over hendes formuleringer.

Så hvis du med LL’s VANVITTIGT præcise beskrivelse er:

  • Mellemhøj, altså sådan et hoveds penge lavere en LL på 180 cm 
  • Har mellemmørk-page-der-er-sådan-hverken-for-langt-eller-for-kort-og-ikke-helt-vildt-lebbet-og-heller-ikke-sådan-mor-page-agtig (flot, LL) 
  • Lidt til den buttede side (hey – no shame – vi er i samme båd!) 
  • Har “sådan ok stil, som hverken var superkikset eller superhip” 
  • Er “ret feminin, men alligevel ikke sådan overdrevet feminin” (kæft, det er heldigt, det her ikke er en mordsag! #værstesignalementever)

… Så sig frem! Hvem er du? Er du bloglæser? Jeg er så NYSGERRIG!

Okay.

I samme øjeblik, som jeg (lige nu!) listede over på LL’s side af sengen, for at snuppe hendes kaffe, slog hun øjnene op med et højt og klart “NEJ”. Så den gik ikke. Damen værner om sin kaffe.

Nå.

I aften skal vi spise indisk og høre jazz med mor-egernet. Jeg er ikke fan af jazz. Og det her er endda fusionsjazz. Hvilket muligvis ligger nederst på den jazz-skala, der i forvejen nærmer sig gulvbrædderne hastigt.

God weekend.

PS. Dobbeltbetydningen af overskriften blows. my. mind.
PPS. Bare rolig. Hashtags er ikke noget, jeg kommer til at gøre mig massivt i fremadrettet. 

Kvindefodbold og Tomb Raider. Så er der også noget til ALLE lebberne.

Rastløshed drev Bedstebøssen og undertegnede i bio i går. SPY på Fissetorvet. Rimelig radical lørdag aften.

Da filmen sluttede ved halv-tolvtiden, ville vi da lige ud have en enkelt. For at fejre, at SPY faktisk var ret sjov. Og sandelig om ikke det passede præcist med, at et par af de gode lebber skrev og spurgte, om jeg var ude?

Så efter på Sommerstedet forgæves at prøve at finde et bord blandt en milliard studenter? Konfirmander? – Ungdomstyper, i hvert fald – gav vi op og endte på den aldeles kønsløse sportsbar High Q på den modsatte side af Sønder Boulevard.

Hvor der – and I kid you not – var to fjernsyn tændt. Det er ikke i sig selv særligt sjovt. Det sjove kommer her:

På det ene tv viste de kvindefodbold (Canada vs. Kina, hvis ikke jeg tager fejl), og på det andet viste de Lara Croft. Som min gode gamle K noterede: “Så er der også noget til alle lebberne.”

Men omvendt ikke så meget til bøsserne. Bedstebøssen funderede længe og bestemte sig for, at han helst ville se Tomb Raider, hvis valget stod mellem det og damefodbold. Men tilføjede, at han hellere ville have set fodbold, hvis det var mænd, der spillede.

Han var bange for, det var sexistisk, men jeg forsikrede ham om, at det jo bare var liderligt.

Efter et par omgange, drog vi mod Vela, fordi en i selskabet – ingen nævnt – apparently ikke kan klare en bytur uden Red Bull længere. Hashtag #trediveplus.

Så vi tog på Vela. Sgu. Empowered og med planer om at take back Victoriagade.

Ankom til forkølet lebbefest: Der sad 15 lebber – vi talte dem! – fordelt ved borde og bar på Danmarks officielt eneste (hvis vi ser bort fra High Q, åbenbart) lebbebar.

19 inklusiv vores selskab. Tragisk. Gid, det var fordi de alle sammen var på Rafshaleøen.

Jeg hoppede med de andre ud for at ryge, lige i samme nu som den velkendte homobar-duo, ung lebbe + ung bøsse (efterskolevenner, gættede jeg på og fik siden bekræftet), ankom på cykel.

Ham gjaldende til hende: “Så er det bare med at komme ind og score.”

Vores – modne – selskab reagerede naturligvis med at chante “scor! scor! scor” efter den stakkels unglebbe, der var et sekund fra at vende om, men alligevel tog mod til sig og blev integreret i vores selskab.

“Jeg vil være hendes mentor,” som K proklamerede.

Om hun blev det, melder historien (endnu) intet om. For jeg kapitulerede som den første (uden Red Bull i årerne) klokken halv fem og drog hjem over i fuldt dagslys på sommerspontanbytursmåden.

Ældre indlæg