Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Kategori: Bøsser (side 1 af 2)

Skal vi virkelig klappe i hænderne over Pixars animerede homokortfilm i 2017?

// Disclaimer: Jeg har – efter at have udgivet indlægget nedenfor – erfaret, at jeg har været aaaalt for hurtig på homoaftrækkeren. “In a Heartbeat” er nemlig, viser det sig, ikke en Pixar-produktion. Men derimod en Kickstarter-finansieret “in the style of Pixar”-kortfilm. Fordi der har været nok mennesker, der mente, verden havde brug for en homotegnefilm til, at projektet kunne crowd-fundes. Og det er jo sådan set meget sympatisk. Så nedenstående multinational-koncern-pink-washing-kritik kan I i princippet stikke skråt op. Det er reelt fake news. Bare kald mig Breitbart. //

Har I set den? ‘In a Heartbeat’ – den nye ‘animated short’ fra Pixar? Også kaldet Pixars take på en #evak? Ellers kan I se den nedenfor. Den er megasød. Og jeg tudede også lidt. Men.

Jeg synes helt ærligt, at den lugter en lille smule af pink-washing. Pixar er sgu hoppet en postgang for sent på mangfoldighedsbussen til, at filmen bør gå viralt og “tage internettet med storm” (som BoredPanda rapporterer).

Here’s why:

a) Filmen røvsyg, sådan rent  narrativt (Spoiler alert): Dreng er forelsket i dreng. Dreng tør ikke helt vise sin forelskelse. Dreng ender ved et uheld med at blæse sin forelskelse ud over hall’en på deres skole. Drengs hjerte brister. Dreng bliver flov og flygter ud bag et træ. Anden dreng opsøger ham og heler hans hjerte. Love. The End.

b) Animationsstilen er gammeldags (tænk tidlig Toy Story blandet med et SpongeBob SquarePants-agtigt 2D-hjerte).

c) Havde historien handlet om heteroseksuel forelskelse, ville den være endt i papirkurven på Pixars pitch-kontor. Den er simpelthen for tynd. Og det er simpelthen ikke længere sensationelt nok at to fyre er forelskede til, at det kan bære en i forvejen tynd historie.

Hvis Pixar havde lavet den her kortfilm for ti år, nay, fem år siden. Så havde jeg måske været på halen over progressiv amerikansk multikoncern.

Men nu er de jo bare medløbere.

Det er lidt som med den flotte regnbuefarvede Tuborg Pride Edition-dåse. Jeg blev så glad, da jeg så den. For de drikker Tuborg i stor stil i både Rusland og Tyrkiet. Som i: i stor stil(!).

Men ved I hvad? Jeg forhørte mig hos bekendt på Carlsberg (der jo ejer Tuborg), og Pride-udgaven bliver udelukkende lanceret på det danske marked. Det bliver altså ingen regnbuedåser på Den Røde Plads. Og det hele bliver sgu lidt fladt, når Tuborg samtidig er garant for de mest stereotype mandehørmsreklamer.

Og det er fanme for nemt at købe ind i homohypen men ikke walk-the-walk hele vejen ud i de afkroge, hvor det er reelt svært at være homo og kontroversielt, når en gigakoncern viser sine sande (regnbue)farver. Ligesom det også er for let at lave en homokortfilm knap et år efter, at hele verden har heppet på #Evak, og efter at HBO har fornyet “Looking” i hvert fald én gang.

Og bare fordi DET ER FØRSTE GANG, PIXAR VISER HOMOKÆRLIGHED, så skal vi altså ikke klappe i hænderne, når de gør det alt, alt for sent (og i øvrigt lader skærmen gå i sort inden det afsluttende filmkys, så vi blot ser de to homodrenges hjerter forenes mod en sort baggrund. Gab. De har sgudda snavet på tegnefilm lige siden #udensamtykke-kysset i Tornerose).

Nå. /rant over. Her er filmen:

Når det ikke er en hate crime at kalde mig for en uduelig homo

I vinter kunne Bedstebøssen og jeg fejre vores smukke kobberbryllup, der markerer vores første tolv-og-et-halvt-års venskab (og jeg tvivler faktisk på, at der på noget tidspunkt er gået mere end et par uger, uden vi har set hinanden). Vi valgte at udskyde bryllupsrejsen, idet der kom en masse arbejde i vejen. Men til august rejser vi på vores rrromantiske jubilæumstur.

Vi har vidst i årevis, hvor turen skulle gå hen og skyndte os derfor også at sikre vores billetter til MAMMA MIA – THE PARTY, så snart de blev frigivet.

Ja. Vi fejrer vores kobberbryllup på en forloren græsk taverna i Stockholm til tonerne af af ABBA. Mindre kunne ikke gøre det.

Men som de jubeltosser, vi nu engang er (I husker nok, da vi skulle til Marokko i 2011 og kom til at købe ud-og hjemrejsen til samme dag), havde vi end ikke overvejet at tjekke københavnske homoeventkalendre, før vi i dyre domme (seriøst, de tager kassen for the full dinner experience) købte billetterne til … lørdag den 19. august.

LL, der forlængst har accepteret at, “når man er kærester med den såkaldte lebbe, er man også lidt kærester med Bedstebøssen”, kaldte os et par uduelige amatørhomoer, fordi vi simpelthen har formået at bestille homobryllupsrejse væk fra hovedstaden præcis den ene lørdag om året, hvor der er Pride i København. Og vi gav hende 100 pct. ret.

Og nu ligger vi så i håbløs mailkorrespondance med folkene bag MAMMA MIA – THE PARTY (jeg tror, man får fire ekstra dage i homo-Skærsilden, hvis man ikke skriver det med versaler) for allernådigst at få lov til at flytte oplevelsen til en dag, hvor der ikke er homojul i hjemlandet. Og som Bedstebøssen tilføjede: “måske kan vi endda få det flyttet til der, hvor der er Stockholm Pride, og køre dobbelt-op”.

Men først venter lige en (ægte!) romantisk getaway med LL i London. Vi rejser i eftermiddag (indsæt emoji med hjerteøjne).

Update: Yay! Vi har fået flyttet billetterne til ugen efter. Jeg er en slags lykkelig. Hvilket måske/måske ikke er titlen på en TV2-sang.

Kønsforræderi, The Handmaid’s Tale, Tjetjenien og Eurovision (eller: Vi kommer vidt omkring)

Nå, menøhhh. Ser I “The Handmaid’s Tale“? Den formidable nye urovækkende dystopi af en HBO-serie? Nej? Så kom i gang!

Den handler om en ikke-så-fjern fremtid, hvor fertiliteten har sparket sig i en nærmest lodret kurve mod 0 pct. Så de kvinder, der stadig kan føde levende børn, bliver brugt som en slags avlsslaver for rige par, der ikke selv kan reproducere. Det hele startede i øvrigt lige så stille med, at kvinderne blev udelukket fra arbejdsmarkedet, frataget retten til ejendom og så – step-by-step – strammes grebet, der skues tilbage mod sært religiøse gamle dyder og eksempelvis lesbiske (‘kønsforrædere’) bliver iskoldt henrettet. Med mindre de selvfølgelig:

  1. Retter ind efter normen og gør op med deres forrykte afviger-fortid
  2. Er i stand til at føde børn

Serien er fuldstændigt overdrevet god. (Foruden en helt vildt spændende historie hører det i øvrigt også til på plus-siden, at Samira Wiley (kendt – og elsket – som Poussey i OITNB) spiller hovedpersonens kønsforræderiske veninde).

Fuldstændigt overdrevet god, ja. Og det siger jeg med fast blik og fuld overbevisning efter blot tre afsnit. Men hvorfor er den så god?

Jo. Det er der mange årsager til. Men det skyldes blandt andet, at det er så komplet urealistisk en historie. Altså det er jo totalt langt ude at forestille sig en verden, hvor en gal leder med forskruede idealer lige så langsomt tier/slår de minoriteter og myndighedspersoner ihjel, hvis overbevisning, han ikke deler.

Det kunne jo aldrig ske i virkeligheden. Vel?

On a totally unrelated note:

I ved godt, at de har initieret en decideret homoudrydning i Tjetjenien. Og for at føje spot til skade melder verificerede kilder (det lyder som fake news, men den er god forfærdeligt rædselsfuld nok) endda, at de tjetjenske myndigheder opfordrer de homoseksuelles familier til at slå deres eget kød og blod ihjel. Det er mere uhyggeligt, end jeg kan rumme.

Det creeper mig for sindssygt ud, når ‘reglerne ikke bliver overholdt’. Altså. Selv i krig er der regler. Udbrød hun barnligt naivt. Og Rusland forholder sig – næsten som man kunne forvente – totalt tavst. Det er jo en vanvittigt effektiv kampagne. Det her med at involvere familierne. 

Jeg tror faktisk, de tjetjenske myndigheder med deres aktion vil have udpræget succes med at få homoseksualitet til at ophøre med at eksistere i Tjetjenien. Jeg er fx ret sikker på, at en Gallup-undersøgelse henholdsvis før og efter, man indfører massehenrettelser af alle ‘kønsforrædere’, på fortryllet vis vil illustrere et betydeligt fald i antallet af homoseksuelle. Like magic!

Så! Støt lige Amnesty Internationals underskriftindsamling mod bortførelse og henrettelser af homoseksuelle mænd i Tjetjenien. (Og hvis nogen hører om andet, man kan gøre for at hjælpe – så del i kommentarfeltet!).

OG – igen – totaaalt ikkerelateret til ovenstående:

På lørdag er det jo tid til homojul internationalt melodunse aka Eurovision 2017. Traditionen tro mødes vi en ordentlig flok homoer hjemme hos os og live-kommenterer os gennem tre(?) timers balkjoler, fails og ballader.

Men i år foregår Eurovision i Ukraine. Og selvom man sikkert kan sige mange grimme ting om homonattelivet i Herning, så tror jeg alligevel, jeg ville foretrække Boxen frem for Kiev. 

I morges kunne P1 således fortælle flere slemme historier alene fra de seneste to uger – blandt andet den om et lesbisk par, der på et weekendophold i Ukraine blev overfaldet. Hvorfor? Well, fordi de besvarede et par andre restaurantgæsters spørgsmål om ‘hvor deres mænd var?’ med et ærligt, “der er ikke nogen mænd.” 

Kapow.

Så Eurovision – homohøjtiden – bliver altså i år fejret i et land, hvor programmmets kernepublikum er i konstant fare, og hvor det knapt er muligt at gennemføre en 200 meter pride-parade uden voldelige overfald. Skål.

Verden er af f***ing lave.

Bøsser, lebber og dem midt i mellem.

I aften skal jeg til fest hos nogle bøsser. Der kommer 57. Bøsser, lebber og dem midt i mellem. Og min ven har været sammen med syv af dem. Så.

Det blev langt. Men hey – så er der også billeder.

Huha. Hamburg. Det var sidste weekend.

Og med vanligt held (ikke uligt det, Bedstebøssen lagde for dagen, da vi var i Marokko for en tre års tid siden, og han bestilte to returbilletter til os. Vel at mærke med ud- og hjemrejse samme dag) strejkede Deutsche Bahn på livet løs, netop den fredag vi skulle af sted.

Dog var der heldigvis sat busser ind fra rundt regnet Nykøbing Falster, så vi byttet vores bordreservation på fin restaurant i en hambursk bankbox fredag aften til om lørdagen og indtog istedet vores tinbryllupsmiddag (det er ti år, hvis du skulle spørge fra nogen) i om muligt endnu finere omgivelser:

Jeg vidste ikke, hvilken der var wienerschnitzlen, og hvilken der var fiskefileten. Seriøst.

Afficionados vil nok ganske rigtigt genkende etablissementet som cafeteriaet på Rødby-Puttgarten-færgen.

Faktisk blev vi allerede, da vi skulle ombord på bussen fra Nykøbing anbefalet at hoppe ombord på bagerste bus. Men den så så proppet ud. Så vi valgte den forreste – til chaufførens tydelige overraskelse. Denne forreste bus indeholdt nemlig, erfarede vi, et fodboldhold og et par kasser bajer eller mange med samt et minianlæg af en slags. Vi snakker tur med herreholdet til Hamburg.

Havde vi – BB og undertegnede – nu forestillet os, at vi skulle sidde med næsen i hver vores roman, havde vi ikke været blege for næsevrængeri og sure miner.

Men heldigvis havde vi faktisk sat den første flaske champagne til livs allerede på togstrækningen fra Hovedbanen (det er ikke hver dag, man fejrer tiårsdag), og var således i mindst lige så højt humør som selskabet. Vi bød dem også på fint at drikke.

Holddaop, hvor fint.

Og sådan nåede vi langt mere opstemte og besofne frem til Hamburg Hauptbahnhof, end vi havde forventet at være med fire timers forsinkelse og busrøv. Vi droppede vores tasker forbi meget fint hotel, som vi havde bestilt værelse på i gensidig enighed om, at vi fanme var voksne og havde råd til den slags (hvilket vores respektive bankbøger har lidt ondt i maven over her to uger senere).

Tog en enkelt drink i baren og en taxa til Skt. Georg. Det kvarter, vi havde fået udpeget som det homoseksuelle.

Håhåhå. Og i dette øjeblik går der noget tåbeligt op for mig. For i fuldskabsiver besluttede vi da vist, hvis ikke min hukommelse bedrager mig, at lade som om, vi var ægte ægtefolk på hotellet. Således tjekkede vi ind som et brudepar, hvorefter vi på vej fra hotellet spørger samme receptionspersonale, som vi knap en time tidligere har omtalt hinanden “my husband” og “my wife” overfor, hvor vi finder homokvarteret.

Vi ville være verdens værste spioner. I hvert fald efter champagne, jägerbombs og tyske hoteldrinks.

Nå, Men af sted med os til Skt. Georg. Derfra ind på nærmeste bar med en regnbuevimpel. Derfra hurtigt rendez-vous med to unge bøsser og en bartender, der fortæller om en formidabel niårsjubilæumsfest på et sted hvis navn, det netop tog mig tyve minutters aktiv Google Street View-tid at genkalde mig: Stedet hed Fundbureau (hjørnet Stresemannstraße / Max-Brauer-Allee), og festen var for klubben Mis-Shapes og ganske, ganske forunderlig. På den der måde, hvor der for en gangs skyld (som det aldrig rigtigt er tilfældet i København) er plads til alle. Alle.

Og høj musik og små rum og graffiti og homoer og heteroer og øl i små tykke flasker og beton på gulvet og musik, musik, musik.

Og SHIT, hvor er der mange pæne lebber i Tyskland. Bliver forundret, hver gang jeg nærmer mig vore naboer mod syd. Og tænker igen med en lille smule fortrydelse på, at jeg aldrig har været single, lesbisk og i Tyskland på samme tid. Men heldigvis er jeg jo godt dækket ind derhjemme. Og kigge, dét må man. Og alt det der, man glæder sig over og siger til sig selv, og som betyder, at man faktisk tager hjem fra byen, når man bliver træt og ikke, når de sidste går hjem.

Og træt, det blev jeg. Klokken omtrent halv seks. Efter 12 timers party, hvis vi regner en ganske festligt togtur med. Og det gør vi.

Fik slæbt BB med mig, fandt en kebab med noget kål og forsøgte vores held (i ved – intet) i tre forskellige af de der fabuløse fotoautomater. De slugte vel i alt 8 af vores surttjente euro uden at spytte et eneste bryllupsbillede retur.

I stedet snappede jeg dette foto uden på en af automaterne. Det gjorde mig glad i min lykkelige tyske morgenrus, og det gør mig stadig glad lige nu. Es gibt mehr Lesben (und Leben) als du denkst.

Og mere om Hamburg en anden dag. Og om denne senest overståede weekend, som bød på så meget kærlighed og mad og alting, at det næsten er for meget af det gode. Og må man egentlig være så heldig?

So long og tak fordi der ikke er J-dag (håber jeg) i Tyskland.

I eftermiddag tager jeg til Hamburg med Allerbedstebøssen (BB) under armen. Vi kan nemlig dette efterår fejre, at det er lige præcis 10 år siden, vi tilfældigvis sad i den samme rus-rundkreds på KUA og blev instant friends. Så vidt jeg husker over en Sony-Ericsson-telefon, der lidt lignede noget, Apple kunne have skabt. Lidt.

Vi skal bo på et hotel, der hedder Mövenpick, men som vi allerede har omdøbt til Vienetta. Og hvis man ikke kan få is i receptionen, så drukner jeg mig i Spree’en (ordn’ det, Slettigud).

Som jeg opsummerede weeekendens agenda til LL i går aftes, så er planen, at vi skal opleve lidt, spise mere og drikke mest. Og jeg glæder mig som et lille barn. Jeg har været i Hamburg et par gange, og byen har virkelig vundet mit lille Aarhus-hjerte. Berlin light.

Og hvad vi også skal fejre – foruden tinbrylluppet – er, at vi uden at vide der, har planlagt bryllupsrejsen i præcis samme weekend, som den skrækkelige J-dag falder herhjemme. Så ud over at være i fantastisk selskab på et hotel, der rimer på is, i en by med god øl og mad og festivitas, så slipper vi sandelig også for proletarbranderter og umotiveret julemusik i november.

Win-win.

Shit, det er gay.

Overhørt for en uges tid siden. I forbindelse med nogle kollegers programmeringsvanskeligheder (eller lignende nørdet):

Kollega #1: “Åh, det er så gay det der. Så nederen.”

Kollega #2: “Ja, det er virkelig gay, at det ikke virker.”

Mig, der kigger på over min skærm (og skærmbrille). Syngende på irettesættende-tante-måden: “Host-host, gay er ikke et skældsord!”

Kollegaer: “Nå nej. Undskyld.”

Og så igen på kontoret for tre dage siden:

Kollega #2: “Shit, det er gay. [hurtigt blik mod mig, der to be honest knap nok havde hørt hvad der blev snakket om]. Nej. Jeg mener nederen. Undskyld.”

Baby steps.

Min første mor-casting. Eller: Lebben som tredje brik i bøssernes kernefamilie.

Shit maaaan. Jeg tror, jeg har været til mor-casting uden at ville – endsige vide – det.

Perifær bøsseven fra gaaaamle dage skrev ud af det blå på Facen. Om vi skulle ses næste uge?

Klart, vi skulle!

Vi når at mødes og tale sammen i ti minutter max, før han fortæller, at han og manden gennem årevis går i børnetanker. I en grad, vel at mærke, hvor min gamle ven har været ude og snakke med regnbueforældre for at blive klogere på mulighederne. Og kender alt til lovgivning om rugemødre og til ret og rimelighed i forbindelse forældrefordeling i homofamilier.

Og så spurgte han, hvor jeg stod på det område?

Jeg fremlagde som så ofte før (det er nærmest blevet en af de der småirriterende automattaler, som man tager en dyb indånding for at kunne fuldføre i ét åndedrag), hvordan jeg simpelthen ikke ved, hvad jeg vil.

… Og børn er jo søde, men seriøst jeg synes næsten dagligt, at det er (for) meget arbejde og ansvar at have en hund. Og måske vil jeg slet ikke have børn men er bare så fedtet ind i samfundsnormer og semifremmede, der tillader sig at stille et opfølgende spørgende ‘hvorfor’, når man svarer negativt på, om man har børn.

Og så sad vi lidt der.

Og så snakkede vi lidt om løst og fast og sommerferie. Og så skiltes vi. Og først da jeg kom hjem, og LL spurgte, om det havde været hyggeligt, faldt tiøren.

Eller er jeg bare paranoid / har alt for høje tanker om mig selv?

Jeg kunne selvfølgelig spørge ham. Om det var det, der var hans mission. Men det virker også lidt konfronterende, gør det ikke?

Facebook, lebbe-brudeparret … og katten i favnen?

Fødselsdags-/Skt. Hansfejring endte simpelthen så fantastisk i går. Med rose og Kronenbourg … og poker! Og et improviseret Skt. Hansbål, der måske mest var en halv chili (heksen) på det ene gasblus. Vi nåede aldrig i Enghaveparken.

Jeg har i virkeligheden set uhyggeligt få af alle de fødselsdagsbål, der hvert år tændes landet over i min ære. Men lad nu det ligge.

Har I set den nye “Pride”-stickerpakke i chatten ovre på Facebook?

Jeg synes, den var ret sød. Indtil jeg så lebbebrudeparret (første billede, nederste venstre hjørne). Sådan helt tæt på.

HVAD FANDEN?

Jeg synes faktisk, de helt generelt holder sig meget elegant for fine til at køre løs på stereotypen. Men hallo. Kat? Lebber med kat? Det tangerer sgudda fordom af øverste skuffe.

Jeg får sådan en (sikkert i øvrigt lige så fordomsfuld) ide, om at det må være bøsser, der har lavet ikonerne. Det må være noget, der sidder fast inden i mig fra dengang for mange år siden, hvor jeg sad i Ørstedsparken med en håndfuld bøsser (tilfælde) og rejste mig for at tage hjem til min kæreste. Og blev mødt med spørgsmålet,

“Nå, skal du hjem og dyrke friktionssex?”

Jeg ved godt, det var for sjov. Men jeg synes ikke, det var sjovt. Jeg synes det var nedladende. Og lidt irriterende på samme måde, som når rendyrkede bøsser siger “adddddrrr” ved tanken om fisser. Og lidt lige som stereotyp-katten på brudedamerne ovenfor.

Måske er jeg bare nærtagende. Og måske er nogle af bøsserne lige så nedladende stereotypt fremstillet. Jeg kan bare ikke se det, fordi jeg ikke føler mig personligt ramt.

Åh.

Noget om royal homofili og fladskærme. Fordi fredag.

Sådan. Nu er der flyttet en fladskærm (ha! Jeg skrev “fladskræm”. Passende) ind i det lille hjem, som jeg om tre timer og 42 minutter officielt deler med Livslebben. Det er vildt nok.

Og fladskræmslet er for øvrigt slet ikke hverken så stort eller slemt, som jeg var bange for.

Lige nu gør LL rent i sin gamle lejlighed (jeg tilbød at hjælpe. Det gjorde jeg altså), og jeg passer hunde og smiler, hver gang jeg tænker på de omtrent ti millioner gange, vi sagde “hjem” og “hjemme hos os” i den lejede kassevogn, som LL hentede mig i efter arbejde.

Og apropos arbejde brugte vi frokostpausen på at tale om royale homoer på work i dag.

Det hele startede med, at jeg vovede at nævne, at jeg synes Lordes debutalbum er pissegodt. Og at jeg er vild med “Royals”. Stadigvæk, ja.

Og.

Fordi jeg gerne ender som vittighedens numse, gik der omtrent to sekunder, fra den bekendelse faldt, til der sad tre kolleger og skraldgrinende blev enige om, at jeg sad derhjemme hver aften med tylskørt og tiara og græd ned i mine havregryn, mens jeg nynnede “I’ll never be roooyal, rooooyal”.

Ren voksenmobning.

Jeg modsatte mig naturligvis. For selvfølgelig kan jeg nå at blive kongelig. Lad os fx sige, at Mary smutter fra Frede, eksemplificerede jeg.

“… Og at du holder op med at være lebbe,” indskød min kollega, H.

God pointe.

Og så talte vi ellers om alle de taxachauffører, H. har talt med, og som må have koordineret deres røverhistorier ret præcist … med mindre der rent faktisk er noget om de-der-rygter, der siger, at Prins Henrik fra tid til anden får unge mænd fragtet på erotiske besøg på en eller anden yacht nord for København.

Har I hørt noget om det?

Egentlig er det vildt at tænke på, at danske kongelige faktisk er længere nede på evolutionstrappen end amerikanske fodboldspillere, når det kommer til seksualitet og åbenhed om samme.

Hvor kunne det bare være helt fantastisk fedt, hvis en af prinserne – eller et par af de unger, kronprinseparret har spyttet ud – viser sig at være homoer.

Åh, manner.

Ældre indlæg