Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Kategori: Best of… (side 1 af 2)

De der kiksede lesbian first dates (der aldrig bliver til flere)

Håhåhå. Jeg sidder i toget. På vej til IKEA. Jeg er ikke helt så sur mere. Dels fordi der er udsigt til billig (man er vel lebbe) fransk hotdog i nær fremtid. Men også fordi S-togkørsel (pudsigt nok foreslår iPhone-stavekontrollen “togkæreste” – et ord jeg må have opfundet ved en forlængst bortglemt lejlighed) i forstadsland bringer minder tilbage om de helt kiksede first dates, jeg og lebbebekendte alle har været på efter korte virtuelle Boyfriend.dk-rendez vous’er.

Jeg husker fra egne og andres historier:

– Den unge mor i Albertslund (23 år, to børn og en mand der stadig boede på sofaen – hvordan havnede jeg der?)
– Jongløren (enough said – prøv selv at sige ‘cirkusskole’ med et straight face)
– Hende, der kun havde barberet en af to armhuler – uden i øvrigt at forklare hvilket statement der lå bag. Om noget.

Fortsæt selv listen.

Kh. N.

Lidt (meget) om porno

Det her indlæg er, som man siger henne i Amerika, “NOT SAFE FOR WORK”. Det skal nemlig handle lidt om porno.

Lebben I Mit Liv er i Jylland, hvilket betyder, at efterladte græsenker må underholde sig selv. Når katten er ude…

Jeg bliver altid en lille smule træt, når jeg hører kvinder (og mænd) tale om, hvor lidt ‘visuelle’ kvinder er i deres fantasier. Nu kan jeg selvfølgelig ingenlunde tale generelt. Men jeg er personligt ganske visuel. Og jeg ser porno, ja jeg gør så.

OMG! Jeg ser porno. Jeg ser porno. Jeg. Ser. Porno.

Det er faktisk et af de tabuer, jeg meget lidt gerne fortæller om i samtale med mindre nære bekendte. Faktisk kan det også være svært for mig at tale med de nære om. Jeg ved ikke, hvorfor – men tilsyneladende er det stadig totalt tabubelagt, at man som kvinde har en seksualitet, der ikke koncentrerer sig om at tilfredsstille nogen anden end sig selv. Og især at man benytter stimuli i form af levende billeder, gud forbyde det.

Når jeg skal finde porno, kigger jeg gerne under videoerne på Klitoro, som er en blog jeg også tidligere har henvist til. Ellers besøger jeg Pornhub.com, men det er altid lidt farligt, for jeg bliver helt ked af det og tænder helt og aldeles af over at skulle sortere forbi videotitler som “Two hot bitches get fucked hard up the ass” eller “Big titted redhead milf gets what she deserves” for at finde mit fix

Sådan rigtig ked af det.

Men jeg dækker for frontpage-skærmen med min hånd, klikker på ‘Categories’, og klikker mig så videre – ikke til fanebladet ‘Lesbian’ (der er mere mandlig fantasi om lesbianisme, end der er tale om egentlig lesbisk sex: Uhada, hvor det får mig og mine lange, lange(!) polerede negle til at stønne sådan at slikke på en dildo med lukkede øjne), men derimod til kategorien “Female Friendly”.

Her er der nemlig rigtig gode lebbesexvideoer at finde, hvor man fornemmer, at der rent faktisk opnås nogle rigtige orgasmer – og gives nogle dybfølte og nydelsesfulde ditto. Begge dele er vigtigt.

Man kan med held pejle efter videoer fra produktionsselskabet Lesbea. Fx denne her:

Den ligger lige på grænsen. Altså mellem lebbesex til mænd og lebbesex til lebber. For de er næsten for pæne og perfekte, kvinderne. Men der sker et eller andet, og der bliver delt om ikke flere – så trods alt én – helt ægte orgasme ud. Ligner det.
Jeg tror det i hvert fald – for jeg kender godt de der efterveer, hvor man slet ikke kan tåle at blive rørt mellem benene lige efter, man er kommet.  Og så er det altså også noget ret rutineret tungeføring, hun lægger for dagen, hende den anden.

Endnu en sladrehank er, at der bliver sakset i videoen. Jeg tror nemlig ikke – og her er det udelukkende mine fordomme, der taler, jeg undskylder på forhånd – at heteromænd på udkig efter lesbisk porno interesserer sig synderligt meget for saksesex. Fordi saksen måske ikke (i hvert fald ikke hvis man ikke ved, hvordan det føles) er en specielt æstetisk stilling. Men lortet virker.

Pornodebatten er for mig at se lige så svær at gribe om som prostitutions-debatten. Måske endda sværere. Fordi der er så skidemange brodne kar i begge brancher. Så mange triste skæbner.

Og disse er for mig at se vigtigere at tage hånd om end ‘den lykkelige luder/pornostjernes’ ret til at udføre det arbejde, hun elsker. For dem med privilegierne, der rent faktisk vælger karrierer som prostitutter eller porno-starletter, skal sgu nok finde en vej rundt om reglerne, hvis man lovgiver mod skidtet. Ikke at jeg mener, man nødvendigvis skal lovgive om porno. Det skal jeg lige tænke lidt mere over, om jeg har en holdning til, førend jeg ytrer mig/den.

Men de der purunge østeuropæiske piger, man fra tid til anden falder over, hvis man ikke vælger sin porno bæredygtigt, de gør mig så ked af det. De er der sgu ikke efter at have fravalgt karrierer som jurister og hjertekirurger. Tror jeg. Igen: fordomme.

Under alle omstændigheder.

Man skal selvfølgelig gå efter bæredygtigt produceret porno – jeg har hørt godt om, selvfølgelig, svenske Dirty Diaries og alt hvad Candida Royalle (bag Femme Productions) rører (høhø) ved. I det hele taget virker lesbisk porno altså også bare lidt mindre smertefuldt. Jeg har så usandsynligt svært ved porno hvor kvinder har et lidende udtryk i øjnene. Det har de ikke i videoen ovenfor. Og det har de generelt ikke i videoer fra Lesbea. Eller Dirty Diaries.

Under alle omstændigheder: Enjoy!

I blev skabt som mand og kvinde – Mit Såkaldt Lesbiske Liv til kirkebryllup

I går var jeg til bryllup. I Jylland. Langt inde i Jylland.

De seneste par år har jeg været til en tre-fire bryllupper, men ingen af disse har været kirkebryllupper. I går var jeg til kirkebryllup. I Jylland. Langt inde i Jylland.

Det var for så vidt et rigtig fint bryllup – det var min dejlige kusine, der blev gift – der er bare alligevel en lang række klare forskelle på de borgerlige bryllupper, jeg har været til de seneste år og så dette.

Især gjorde turen i kirken mig paf.

Det er vel gået de færreste homonæser (“homonæse” lyder lidt som noget, man kan dyppe sine pomfritter i) forbi, at kirken nu er forpligtet til også at vie to mænd og to kvinder. Med hinanden, forstås. Jeg tror, der går nogle år endnu, inden bigami lovliggøres. 


For mig er det en ligegyldig sejr. Bestemt er det da kun rimeligt, at en statsstøttet institution ikke må diskriminere, men jeg skulle nu ikke nyde noget af et kirkebryllup under alle omstændigheder. 

Og faren er for mig at se, at denne lillebitte mikrosejr vil blive brugt som et (ligegyldigt) eksempel på, at homoer da har rettigheder – at regeringen da lytter, når homoerne klager (“nu fik I denne her, så kan I sgudda heller ikke forlange mere.”).

Nå, men foruden faktum, at jeg ikke er det mindste kristen (jojo, jeg blev konfirmeret dengang. Men jeg har også stadig den “Absolute Let’s Dance ’95“-cd, jeg købte sammen med mit konfirmationsanlæg, så det var ikke helt forgæves!), bryder jeg mig simpelthen bare heller ikke om biblens måde at snakke om parforholdet på.

Tag nu bare i går til brylluppet. I Jylland. Langt inde i Jylland.

Præsten var meget sød og talte om kærlighed. På den der ekstremt normative måde, præster taler om kærlighed og ægteskab.

Talen til de nygifte-in-spe handlede nemlig i uhyggeligt høj grad om, hvor vigtigt det er, at bruden giver sin mand frihed (og naturligvis om hvor dejligt det var, at min kusine netop formåede at give sin kommende husbond frie tøjler).

Hvorherrebe-fucking-vares. Hvad med brudens frihed? Hva’? Hvad med den? 

Jeg ved godt, det måske lyder som om, jeg hidser mig unødigt op. Men det kræver ikke særligt meget refleksion at se normerne i den opstilling, gør det? Kvinden skal give manden frihed = Manden har brug for frihed, fordi han (modsat kvinden) er aktivt handlende. Kvinden vil helst bare sidde passivt derhjemme (og allerhelst med sin mand – men det behov skal hun undertrykke)?

Jeg synes faktisk, at netop italesættelsen af det heteroseksuelle ægteskab er et supervigtigt sted at påbegynde en bekæmpelse af normerne.

For det er jo i familierne, normerne reproduceres og snart bliver til et fuldt års barsel til kvinden (for manden har jo brug for sin frihed), hvilket igen fører til lavere anciennitet (og dårligere pensionsopsparinger!) til kvinden, når hun er tilbage på arbejdsmarkedet, hvilket igen fører til, at kvinden fravælges til de højeste og bedst betalte stillinger, hvilket igen reproducerer billedet af manden som den aktivt handlende med den høje stilling og minus forpligtelser på hjemmefronten (“han har jo brug for sin frihed”) – og så er cirklen sluttet, og kvinder vil for evigt få 18 pct. mindre i løn end deres mandlige kolleger.

Men det var et sidespor.

Jeg var jo til kirkebryllup. Og selve præstens tale var ikke det eneste, der faldt mig for brystet. Der var jo nemlig også det her med salmerne:

“Med guldkæde himlens gud / binder brudgom til sin brud”. 

Sådan lyder de sidste to linjer i tredje vers af salme nr. 699 i Den Danske Salmebog, “Glæderig og underfuld”.

Jeg bed især mærke i ordene “sin brud”. Med fed streg under “sin”. Ejefald. Possessivt pronomen.

Jeg bryder mig vitterligt ikke om – og I må gerne kalde mig nærtagende – at kvinden på den måde beskrives som mandens ejendom. 

Ikke i det 21. århundrede for fuck’s sake.

Samme tankegang går jo igen i hele ritualet, hvor kvinden som et andet objekt overdrages fra én mand (faderen) til en anden (gommen). Jeg ved godt, det bare er ritualer og bunder i tudsegamle traditioner, men det er virkeligt skammeligt, hvis I spørger mig.

Så få dog det skide ægteskabsritual revideret. Altså – er kirkevielsen ikke lidt blevet overhalet af virkeligheden? Både i hetero- og homoøjemed?

Som min kære bror (og så mange andre) siger:

“Det er da på sin plads, at homoer kan bliver viet i kirken nu, anskuet som et ligestillings-/antidiskriminationsspørgsmål. Men jeg fatter simpelthen ikke, hvis der er nogen homoer, der har lyst til at blive viet et sted, som i udgangspunktet ikke rigtigt anerkender institutionen.”

Hvis homoer skal vies i kirken, synger man så:

“Med guldkæde himlens gud / binder bruden til sin brud”. 

Og her har jeg slet ikke nævnt en anden kirkevielsesklassiker, salme nr. 738, der bærer titlen: 

“I blev skabt som mand og kvinde”. 

I kan læse hele salmeteksten her. 

Det var lige før, man skulle blive kirkeligt viet bare for at kunne synge den salme i en kirke spækket til randen med homoer. Og se præstens ansigtsudtryk.

Tre fingre, tak

I 2005 var jeg i New York. Jeg var nok ret irriterende selskab, vil min heteroseksuelle veninde og rejsefælle mene. For jeg var helt hooked på alt, der lugtede lesbisk (dvs. af makrel).

Jeg nåede således på en uge blandt andet forbi:

1. En queerfeministisk tegneserieoplæsning i Bronx

2. Et vaskeægte New Yorker-lebbedisko – i øvrigt i selskab med frontfiguren (hotttt) fra Hercules and Love Affair. Jeg fik kontakt til hende gennem en fælles ven på nu hedengange MySpace.com (jaja, jeg ved godt, det stadig findes, men I ved også godt, hvad jeg mener). Hendes kæreste var også sød nok (…).

3. Den famøse femi-boghandel Bluestockings, hvor jeg købte mig fattig i bøger, jeg stadig stolt har stående i reolen. Jeg har læst ca. halvdelen. Måske. Men de signalerer det helt rigtige på hylden.

4. New York Gay Pride. Det var vitterligt (promise) et tilfælde, at der var pride, mens jeg var derovre. Men fanden heller, om ikke jeg slæbte min veninde med til lebbeparade. Sikkert flankeret af masser af bedrevidende nyudsprungen martyrsludder: “Jamen du forstår slet ikke, hvor svært det kan være at være en minoritet…”

Nå. Men til lebbepriden tog jeg et foto. Et rigtigt fedt foto, syntes jeg dengang. Og det samme syntes jeg sjovt nok her til aften. Jeg har nok ikke syntes det så meget i mellemtiden. 

Fotoet forestiller ryggen af en kvinde. Iført hvid wifebeater og tribaltatoveringer. Bag på toppen står der med sprittusch:

“Three fingers, please”

Jeg prøvede først at genfinde fotoet på min harddisk, men jeg har vist skiftet computer (naturligvis fra én mac til en anden) så mange gange, at gamle fotos er røget i et sving på et tidspunkt. Eller også er det bare så småt på tide at blive genforenet med min eksterne harddisk, der stadig bor hos en ekskæreste?

Foto #1 – Three Fingers Please

Nå. Men efter at have ledt forgæves i iPhoto (der vitterligt er Apples akilleshæl – my GOD, et skodprogram), googlede jeg ordene på t-shirten, “three fingers please“, og fandt ret nemt frem til Foto #1 (til højre).

Først tænkte jeg, det var lige godt satans. Det er sgudda det foto, jeg tog. Og ganske rigtigt var billedet taget til NY-pride i 2005, fremgik det af billedteksten på den i øvrigt udmærkede lebbeblog, hvorfra billedet stammer.

Men jeg erindrede ikke, at kvinden på mit foto havde blond page. Så jeg ledte videre. Og pludselig kom jeg i tanker om, at mit foto sgudda måtte være at finde på min MySpace-profil! Den har ikke har besøgt i årevis. Men den ligger tilsyneladende stadig, hvor den gjorde. Koden var nem nok at gætte – den samme, som jeg stadig bruger til alting. Egentlig ikke så smart, men altså.

Foto #2 – Three Fingers Please

Og ganske rigtigt – der lå mit billede! Det mærkelige er, at “min lebbe” – ganske som jeg huskede – har mørkt, kort hår. Men t-shirten er sgudda den samme, er den ikke? 

Døm lige selv på foto #2 og opklar gerne mysteriet for mig. Selvom mysterier faktisk er sjovest, når de er uopklarede.

Det allermærkeligste er, at det jo MÅ være den samme kvinde – tjek tatoveringerne! Jeg tænker paryk. Men det er også så trist og nem en forklaring…


Under alle omstændigheder er det sgudda meget sjovt, at der nu figurerer to billeder af samme (måske) kvinde iført samme undertrøje på det store stygge interweb. 

Det andet sjove er, at jeg et sekund troede, det første foto var taget af undertegnede. Det siger lidt om mit massivt forstyrrede ego, for billedkvaliteten er da mildt sagt en anden på mit eget snapshot. 

Pinligt.

Familiefester med fremmede familier

Min kærestes familie har accepteret mig 100 pct. som deres svigertype. Jeg gør deres datter glad, ergo er jeg elskværdig. På samme måde har min familie accepteret min kæreste. Og det gælder altså inklusiv dem, der har rundet 70 år – både på min og kærestens side.

Det er helt vidunderligt og ret sejt – også selv det fanme var det mindste, man kunne forvente. Vi er ret heldige.

Anderledes kan det være at være til, let’s say, bryllup. Hos fx en heteroseksuel veninde. For hendes morfar er ikke nødvendigvis lige så tolerant – eller har måske bare aldrig behøvet tage stilling til sin egen holdning til homoer, fordi hans egne børnebørn er lykkeligt forenet i hellige mand-plus-kvinde-relationer. Eller i hvert fald godt på vej til at blive det.

Bryllupper er nogle af de mest homo-synlige steder, jeg har oplevet at befinde mig de seneste år. For der er man så. Naturligvis inviteret med vedhæng m/k af sine fantastiske og komplet åbensindede venner.

Første udfordring opstår allerede, når man sætter sig til bords. For man sidder jo gerne parvis til bryllupper. Og det kan virkelig fucke en bordplans herlige dikotomiske yin/yang/mand/kvinde-fordeling gevaldigt op, at jeg skal sidde ved siden af en dame. En dame! Har man hørt magen?

Men også bare blikkene. De er jo ikke uvenlige. Bare nysgerrige. Og de ved godt, at det er uhøfligt at stirre, så de gør det diskret. Eller “diskret”. Og der står man så og har lyst til at give slip på sin kærestes hånd.

Og så er der selvfølgelig også gerne ham der bordherren, der efter fem glas udmærket vin og en god omgang smalltalk mener, at det er på tide at spørge lidt ind til, om der nu også er en, der er manden i forholdet. Jeg plejer altid, når folk spørger (og forventer at jeg med mine skørter og lange lokker – og min kæreste med Converse og korthårsfrisure, svarer, at Lebben I Mit Liv naturligvis er manden i forholdet), at svare, at der naturligvis er en, der er manden. Og at det naturligvis er mig.

Uhada, hvor jeg provokerer, hva’?

Det mest frygtede er dog spørgsmålet:

“Men hvordan gør I (det) så?”

Det hører dog til sjældenhederne. Heldigvis. Min bedste bøsse plejer bare at være ærlig. Forklare pædagogisk og anatomisk detaljeret. Selv dodger jeg ca. halvdelen af gangene. Mere eller mindre elegant. Og fortæller intimiderende explicit den anden halvdel.

Hvad gør du?

Ugens gåde: Drengen fanden varm kvinde(?)

Jeg ved godt, jeg bruger alt for meget dyrebar blogplads på de hersens metaindlæg, der tager udgangspunkt i googlesøgninger, som bringer folk forbi Mit Såkaldt Lesbiske Liv. Men de er seriøst kilde til daglige grin. Her er de seneste sjove…


Allerførst er der selvfølgelig mængden af dyresexrelaterede søgninger, som bringer folk forbi, fordi jeg skriver (for?) meget om verdens sødeste hund. Og om sex.
Dyresexsøgningerne spænder fra den ligefremme:
– “Hund knepper dame”

…til den mere fagsprogligt korrekte:

– “Hund bedækker kvinde”

…til den kortfattede og effektive:

– “Kvinde hanhund” (der selvfølgelig i princippet også kan handle om indkøb af ornespray)

…og endelig til den ordblinde. Det skærer mig i hjertet, at denne har ført en gæst forbi:

– “Hund knebber kvinde


Men! Det er ikke kun liderbukke på udkig efter næste dyresex-fix, der søger sig forbi mig og mit lebbeliv. Min yndlingssøgning fra den senest uge er fx denne: 

– “Hvorfor er lebber så grimme?”


Google kan svare på alt. Vent lige. Jeg bliver faktisk nødt til selv lige at google det, inden jeg går videre.


Så er jeg tilbage.  Jeg prøvede i øvrigt at lade Google autoudfylde “hvorfor er lebber så g…” (lidt lige som
“lesbian b…”), men den hoppede Google ikke på. Det skuffede mig lidt. Men jeg fandt i hvert fald ikke umiddelbart svaret på, hvorfor lebber er grimme.

Til gengæld fandt jeg denne vittighed:

Spørgsmål: Hvorfor er lesbiske så blege?

Svar: De får for lidt jern og for meget slik.

Jeg synes ikke, den er sjov. Lidt sjov. Men ikke meget. Nå. Men min yndlingssøgning i dag er helt sikker denne:

“drengen fanden varm kvinder”

Den mystificerer mig. Meget. Er det en oversættelse af “the boy fucks hot women“? Og hvorfor “drengen” i bestemt form? Og hvorfor den arbitrære oversættelse af “fanden”? Er det “fanden” som i “for fuck’s sake” eller hvad?

Det kan man lige tænke lidt over.

Og så har jeg jo nær glemt søgningen:

“Lesbiske i ske sammen”

Først tænkte jeg, “hvad fanden?”. Men så gik det op for mig, at søgningen garanteret er en billedsøgning efter det der liiiidt irriterende og meeeeeget ikoniske sort/hvid-foto. Du ved godt, hvilket et jeg taler om.

Konklusion: Dyresex fører flere søgninger til bloggen end lesbisk interesse.

En dybfølt undskyldning. Hvor homo-normativt

Jeg fik en opsang af en (meget klog) veninde i går. Hun læser min blog, og hun er hamrende heteroseksuel med børn (flertal), mand og samtalekøkken. Og så er hun noget af det sejeste, jeg kender.

Og mine evindelige skriverier om to alt for rigidt definerede grupper – heteroerne på den ene side og så os (eller “vi”? Damn, det kommer til at holde mig vågen i nat) homoer på den anden – var faldet hende for brystet.

For som hun sagde (frit genfortalt):

Jo, I like the dick, men jeg er fanme ikke af den grund den stereotype heterokvinde, du tegner på bloggen.
Heldigvis ved jeg, at hun holder meget af mig – og jeg af hende. Og netop derfor var det ufarligt og enormt interessant at snakke med hende om det her. Det var en metasnak, fordi hun godt ved, at jeg ikke mener al min gule galde helt så slemt, som det måske fremgår her (og i samme åndedrag blev jeg lige nu i dette øjeblik meget bevidst om, at alle, der læser med her og ikke kender mig ude i virkeligheden må tro, at jeg er den vredeste ondskabskusse. Dem, der kender mig i virkeligheden, ved, at jeg er det).

Og hun har ret, hende min veninde. Jeg gør et stort nummer ud af at positionere mig som – og klart definere – minoriteten her på Mit Såkaldt Lesbiske Liv. Heldigvis ved min veninde godt, at jeg skarpvinkler. Men snakken var interessant ikke desto mindre.

Veninden er nemlig sådan en hetero, der har opfordret pædagogerne henne i den ældstes børnehave til at holde medarbejderseminar om “Køn og Italesættelse” (jeg sagde jo, at hun var sej) – og til husbondens store morskab siger hun, hver gang hun snakker om fremtidige kærester med sin søn: “Når du engang møder en sød dreng eller pige…”. Hendes mand kalder det kærligt demonstrativt. Jeg synes bare, at det er cooool.

For selvfølgelig findes de derude, de heteroer, der ikke lever den røvsyge norm med lyserøde prinsesseblade til døtrene, det ved jeg jo udmærket godt (jeg omgiver mig for en stor dels vedkommende med netop dem. Altså heteroerne – ikke prinsessebladene!). Og det skal jeg huske.

Men min veninde og jeg blev i samme snak også enige om behovet for alligevel at tale om undtagelsen fra normen – at tale om minoriteten. For som hendes bøsseven havde sagt til hende en dag:

“Forestil dig fx, at du gik i biografen, tændte fjernsynet, læste bøger, og at alle hovedpersonerne – alle hovedpersonerne! – havde homoseksuelle og kun homoseksuelle romancer.”

Et meget fint og brugbart eksempel på, hvordan verden ville se ud, hvis homoerne var majoriteten. For man mangler bare noget at spejle sig i engang imellem – når man godt kan lide the pussy. Og selv har en, forstås.

Og nej, jeg har ikke en skid ondt af mig selv – eller af homoer generelt i Danmark. Det har jeg ikke, nej. Jeg har ondt af homoer i Ukraine, på Jamaica og i Sudan. Ikke i Danmark.

Men der er en forskel på, hvordan man behandles qua sin seksualitet – også i Danmark. Det er naivt at tro andet. Jeg kunne indtil sidste uge have trukket folkekirken og ægteskabsritualet frem som et strålende eksempel. Men selvom vi fik noget ændring på banen på den front (og godt for det), var det ikke den sidste kamp. Heller ikke på dansk jord. For fanden – man har jo ikke indføjet homohad under hate crime-lovgivningen uden grund.

Og Mit Såkaldt Lesbiske Liv er mit frirum til at være lebbe for alle pengene. Men også mit frirum til at italesætte alle normerne – og alle undtagelserne for normerne. Og jeg skal nok huske de seje blandt heteroerne også. Det lover jeg. 

Pan og de sure lebber

Jeg har været på Pan to gange. Første gang var før jeg havde været sammen med damer. Jeg var derinde med mine bøsser og fandt det vidunderligt. Jeg er en skidegod fag hag, måske fordi jeg går i kjoler.

Er din veninde korthåret, og vil hun knalde?

Første gang jeg var på Pan, scorede jeg en mand. Vi var måske de eneste heteroseksuelle derinde – sådan lidt en Adam&Eva-situation – han var fra Århus, og jeg bryder lige nu mit hoved med at erindre hvad fanden han hed (og kommer i dette øjeblik i tanker om, at han vist ikke er noteret på min bolleliste – I ved, det der primitive forsøg på at holde styr på, hvem man har været i seng med. Nå. Så må han blive indført som “ham-på-Pan-der-var-fra-Århus-og-havde-en-ret-så-grim-brun-Jack&Jones-agtig-læderjakke”).

Anden gang jeg var på Pan var i forlængelse af, at jeg var blevet lebbesingle for første gang. Min første damekæreste og jeg var gået fra hinanden efter tre år sammen, og jeg var efter mange tårer ved at være parat til at sondre det lesbiske terræn. Så at sige.
Pan fandtes faktisk ikke mere men afholdt dengang (som nu, tror jeg) fra tid til anden “Pan Retro”-arrangementer på det, der i dag hedder K3, og som i tidernes morgen (aka 2004) husede det gamle Pan. Jeg kan for øvrigt slet ikke klare termen ‘retro’. Men det er en anden historie.

Nå, men vi var på Pan – mig og et par venner. Jeg skulle ud og vifte med mine nyfundne singleøren. Jeg havde taget min fineste grønternede kjole på til røde læber og glædede mig lidt til at se på damer, men fik mig en gevaldig lang næse, da vi ankom til Knabrostræde 3.

Lidt på samme måde som min oplevelse på Kifak, havde jeg også på K3 en følelse af ikke at høre til. Der er simpelthen så mange grimme lebber. Det er ikke sødt at sige, men hvor fanden ser man ellers folk gå i byen i de der t-shirts, man kan købe med mængderabat i Føtex?

Og det jeg siger handler ingenlunde om, at jeg selv er smuk – endsige gennemsnitlig. Jeg prøver bare i det mindste at kamuflere brede hofter og vigende hage bag lidt pænt hår og høje hæle. Og det var heller ikke kun de uformelige t-shirts, der gjorde ankomstfornemmelsen flad. Et helt diskotek spækket med oplandslebber, der sidder i grupper og drikker fortyndet fadøl, mens de skuler til nabobordet, hvor deres ekskæresters nye ekskærester fletter fingre med andre kæresters one night stands, er bare ikke nogen god fest.

Det gjorde mig ret bedrøvet at opleve, husker jeg.

Jeg sad lidt tilbage med en “shit, er det dét her, jeg er blevet single for…”-følelse. Og var på vej hjem. Men så kom en kvinde over til mig på vegne af sin veninde. Sødt nok. Veninden, på vis vegne kvinden over for mig henvendte sig, kendte mit ansigt fra Boyfriend.dk og havde endvidere læst nogle klummer, jeg skrev for en nu hedengangen københavnersprøjte. Hun synes, jeg var sjov.

Jeg spurgte – and this is a true story:

“Er din veninde korthåret, og vil hun knalde?”

Og så hentede kvinden sin smukke korthårede veninde og drønede selv hjem. Vi drak en drink eller to og tog hjem til hende.

Den korthårede knaldevillige endte i øvrigt med at blive min lebbekæreste #2.

Men-stru-a-tion og eventyret om den mugne tampon

Der er altid en enkelt gammel sur mand, der kalder det “at være lebber”.

“Din lebber,” siger han. Det er noget af det grimmeste.

Det eneste, der er tilnærmelsesvis i samme kaliber er, når min far siger “menstruation”. Han udtaler det nemlig “men-stru-A-tion”. Stavelse for stavelse. Med tryk på a’et. Og det har han gjort, siden jeg kom i puberteten. Jeg var 12 år, første gang jeg satte mig på toilettet og så ned i mine (blod)røde trusser. Det var i øvrigt dagen inden, jeg skulle med klassen på lejrtur på Bornholm. Ret strengt.

Jeg tror, min far kaldte – og kalder – det sådan i et forsøg på at virke heeeelt cool med det, sådan lidt “Jeg har ikke et problem med den kvindelige cyklus, næ nej, jeg kan sagtens sige ‘menstruation’ helt langsomt, niks, det gør mig ikke hverken flov eller utilpas, for jeg er nemlig slet ikke typen, der behøver at mumle den slags overhovedet.”

Demonstrativ coolness. Ret irriterende.

Min kæreste kalder det konsekvent “sit lort”. Det er der noget hjerteskærende sødt over. Seriøst. Jeg smelter. “Jeg har fået mit lort.” Nårh!

Jeg prøver at kalde det “menstru-tion”. Eller bare “mens”. I et forsøg på i hvert fald ikke at sige det ligesom min far.

Min gamle roomie sagde “kommunister i lysthuset”.

Jeg husker i øvrigt tydeligt, at jeg ved synet af de tilsølede trusser kaldte på min mor. Hun kom ud på toilettet til mig – jeg har nok lydt ret chokeret – og sagde “Nå, nu har du fået menstruation, lille lebbeblogger.” (det sagde hun ikke. Hun sagde mit navn. Eller måske ‘trold’. Det kalder hun mig i øvrigt stadig. Altså ‘trold’, ikke mit navn. Eller lebbeblogger for den sags skyld. Eller altså, jo, hun kalder mig mit navn. Det er bare ikke så bemærkelsesværdigt, tænker jeg.).

OMG. Aldrig indføringshylster igen.

Så fandt hun et tommetykt ikke-mærkevare-bind til mig. Og startede en livslang fobi mod verdens højeste lyd: Rittsssjj’et af en klisterstrimmel, der rives løs fra en Sloggi-trusse.

Af samme grund blev jeg noget så glad, da jeg ikke bare opdagede tamponer – men oven i købet også lærte at bruge dem på en måde, hvor de ikke føltes, som om de sad halvt nede ad benet. Og sådan var jeg så glad i mange år. Indtil jeg sprang ud som vred feminist. For hvad fanden er det for et kapitalistiskhvidemandshegemoni, der har fundet på Tampax?

Men i forgårs viste det sig, at antikapitalisme kun er én af flere grunde til at undgå tamponer. Jeg præsenterer hermed historien bag billedet til højre.

En kvinde kom tilfældigvis inden indføring til at poppe sin Kotex-tampon (Tampax i USA) ud af indføringshylstret. Dette var synet, der åbenbarede sig. Muggen og klam.

Og værst af alt: Da kvinden klagede, blev hun mødt med følgende svar:

“Det sker ofte – det gør ingen skade.”
Jeg bruger stadig tamponer. Men jeg tjekker dem altid inden. Og en af dagene køber jeg en såkaldt menses-kop: En smart, genbrugelig gummianordning – en slags tragt uden hul igennem – som du sætter op og tømmer efter et halvt døgns tid. Skidesmart. Skideøkonomisk. Skidesundt (lortet kan koges).

Er det bohème at være lebbe?

Jeg ved godt, at halvdelen af mine indlæg er hamrende nostalgiske og røvkedelige plus navlebeskuende. Men spring-ud-historier er bare godt stof – især når folk reagerer så forskelligartet, som de gør.

Anyways. Jeg kom pludselig i tanker om min vidunderlige veninde A’s mor og om hendes ord, da A dengang for en seks-syv år siden annoncerede, at nu var jeg, hendes gode veninde, altså blevet kærester med en dame.

A er den veninde, jeg har tilbragt flest telefoniske timer sammen med. Måske også flest face-to-face-timer, egentlig.

Vi gik i sin tid på efterskole sammen, og efter endt ophold flyttede hun tilbage til Sjælland, mens jeg tog kampen op på (og med) gymnasiet i Århus (der holdt jeg ud et år, for øvrigt. Så “tog jeg orlov”. Og endte med den fri ungdomsuddannelse og så et studenterkursus irriterende mange år senere. Dumme Lebbe).

A og jeg talte i telefon sammen hver dag. Hver. Dag. Og det var altså før mobilen. Eller lige præcis samtidig med den. Der var én på efterskolen, der havde mobiltelefon. Jeg fik min første i 1.G. Jeg havde “en Mobilix” (det var dengang man kunne vælge imellem TO modeller, når man købte sit abonnement. Og de hed det samme som selskabet. Sødt nok.). A havde en Sonofon, fordi Sonofon havde sådan et fint logo med en delfin. Hun havde Unibank, fordi deres logo var en enhjørning. Sødt nok.

OMG, jeg husker pludselig: Til sidst kørte A’s forældre hende sgudda til Århus og debatterede alvorligt med mine forældre muligheden for, at hun kunne flytte ind på gæsteværelset ved siden af mit værelse i mine forældres bungalow. Fordi det sandsynligvis ville blive billigere at leje et værelse, end at finansiere vores crazy telefonregninger. Det endte heldigvis med, at jeg i stedet flyttede til København. Klogt.

Anyway. Vi besøgte naturligvis hinanden hver weekend (jeg lover altså, at der ikke var noget hankypanky – selvom jeg egentlig i bakspejlet er ret sikker på, A havde været game, hvis jeg havde foreslået det – men det var jeg da aaaalt for genert til. Det jeg prøver at sige er, at A var en slut. Og at jeg ved, at hun læser med her.

I øvrigt var jeg ikke kun for genert, men også for heteroseksuel. Vi var med andre ord bare venner, A og jeg.

Anyway. Disse besøg i hinandens barndomshjem gør, at jeg den dag i dag nyder hendes forældres selskab rigtig meget – og omvendt. På alle leder, hendes forældre nyder mit, A nyder mine forældres, mine forældre nyder A’s. Er I med? (Min mor kalder stadig A. for sin steddatter.)

Derfor havde A’s mor selvfølgelig også en holdning, da jeg sprang ud omtrent otte år efter vores første møde. Holdningen var denne:

“Ja? Lesbisk? Ih, hvor dejligt. Det kan jeg sagtens forstå. Hun (mig) har også altid været så boheeeeeme.”

Sådan sagde hun ifølge A, og med “bohème” tror jeg mest, moderen mente, at jeg havde mørkt hår og lidt ligner en jøde i den rigtige lyssætning. Eller en roma.

(Er det virkelig bohème at være lebbe?)

Ældre indlæg