Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Kategori: anbefalinger (side 2 af 8)

Lesbisk konference og/eller kult med Sofie Hagen som ypperstepræstinde

Jeg havde for cirka tusind år siden købt to billetter til ultraseje Sofie Hagens standup-show på Bremen i går. Jeg havde med andre ord købt mine billetter, da det der interview landede i Informeren og resulterede i, at showet blev rykket først fra lille forhalsscene til stor sal og siden blev meldt totalt udsolgt og flankeret af endnu et show dagen inden.

Jeg havde altså billetter til det rigtige show. Ikke til ekstraudgaven. Totalt firstmover.

Jeg havde købt en billet til mig og en til LL (som jeg funderer alvorligt på at omdøbe til DIE LEBENLESBEN. Det er pænt ik’?). Og vi glædede os som sindssyge.

I forgårs da vi havde gode venner til middag, glædede vi os stadig, for LL viste svage friskhedstegn, her knap en uge før Riget indleder planlagt atomkrig mod hendes fænomenale legeme.

Men i går var den gal. Feber og ubehag holdt LL i sengen. Hun insisterede imidlertid på, at jeg skulle tage af sted. RED DIG SELV! Så jeg inviterede i elvte time min veninde A med. A har jeg efterhånden kendt i mere end halvdelen af mit liv. Hvilket er en pænt syg tanke. Hun er noget af mit yndlings. Men lad nu det ligge.

A og jeg indfandt os før showstart på vores pladser.

Straks efter kom først én lebbebekendt hen forbi og sagde hej. Lige efter stødte endnu en perifær bekendt i udpræget lebbeantræk til med knus og hilsner til undertegnede, og knap gik der et minut, før tredje lebbebekendt (tilfældigvis med sæder på samme række som vores) indløste knuser på vej forbi (apropos: Jeg ved stadig ikke, hvad der er kutyme, når nogen skal forbi på biografsæderækken. Røv mod røv? Front mod røv? Skræv mod skræv?).

Min 100 procent heteroseksuelle (men til gengæld militant feministiske) veninde A var altså på mindre end to minutter vidne til tre tilfældige lebbemøder. Hvilket fik hende til at kigge mildt talt mistroisk på mig, som havde jeg konspiratorisk hevet hende med ind til en eller anden form for homokult-event.

Hun har (vist?) aldrig været med på Vela.

Alternativt tænkte hun (måske), at jeg var klodens mest populære lebbe. Men i virkeligheden var jeg jo bare taberen, der tog tidligt plads i salen og således kunne holde siddende audiens. For alle lebber kender hinanden. Det var i hvert fald tilsyneladende ikke på Bremen i går, at dén fordom skulle afkræftes.

Anyways. Sofie Hagen sparkede i øvrigt på det groveste røv. Hun er mit nye idol. Selvom jeg nærmest kunne være hendes mor. Hvis jeg havde fået hende som syvårig. Det vil sige ved en form for jomfruelig ufrugtbar befrugtning omtrent seks år før, jeg fik min første menstruation (dagen inden den obligatoriske bornholmerlejrtur i sjette klasse, for øvrigt. Tak for dén timing, blødningsguder).

Hvis I får mulighed for at se hendes show Bubblewrap, skal I virkelig springe til – magen til empowering og hylende morsom halvanden time har jeg ikke nydt … længe. Disclaimer: Hverken Sofie Hagen eller showet er lesbisk. Men det er ikke uden grund, at showet (obviously!) tiltrak et massivt lebbefølge. Stærke kvinder og sådan.

Og selvom telefonen var på vibration og ikke bare full-on lydløs-lydløs som vanligt, og selvom 15 pct. af mine tanker gik til hende hjemme i sengen på Vesterbro, var det alligevel forrygende forløsende at grine og tænke (85 pct.) ligegyldige tomhjernede ikke-kræfttanker. Bare lige nogle timer.

PS. Jeg begik lige den rookie mistake at google “lesben german” for at tjekke hvilket køn, “lesben” er. Gæt selv hvor mange grammatiklinks, der dukkede op versus hvor mange porno-ditto. Svaret er ingen. Ingen grammatiklinks. Min fornuft, som jeg ikke har synderligt stor tillid til, fortæller mig i øvrigt, at “lesben” nok er hunkøn. Så. Det.

“They can, but not all will”

Jeg faldt lige over denne meget, meget fine tegneserie, der forklarer, hvordan penis, vagina (og alt der imellem i alle former) i virkeligheden opfører sig ret ens. Erektioner er ikke forbeholdt penisejermænd, fx.

Tegneserien er lige her nedenfor, og jeg skal huske et lille tip-med-hatten til Pink News, hvor jeg fandt den, og selvfølgelig også til Erika Moen, den seje tegner bag striben.

Det, jeg så godt kan lide ved tegneserien er, at den er vanvittigt elegant og konsekvent i sin politiske korrekthed. Når der tales om, hvad henholdsvis fisser og pikke kan, beskrives det hver eneste gang, at det altså ikke er alle, der kan det. Et eksempel:

“So both dicks and pussies can (though not all will) get hard and wet”.

Meget, meget fint.

Gnubber ferskenen

Can’t talk right now – this chick’s dick is in my mouth.

Og vi siger tak til Peaches for at tage begrebet NOT SAFE FOR WORK til helt nyt niveau med videoen til “Rub”. Bemærk, at du muligvis skal havde bekræftet, at du er ok med “mature content” for at se videoen … For mature content, det er det bestemt.

Husker stadig den der Vice-fest for godt og vel ti år siden, hvor hun spillede den frækkeste koncert ude på Refshaleøen. Det var tider.

https://player.vimeo.com/video/147527929
Peaches – Rub (Uncensored) from Peaches on Vimeo.

Søvnløshed afføder prætentiøs solo-læseklub. – Eller: Gender Trouble er jo absurd svær læsning.


Nå, men jeg fik endelig læst The Goldfinch færdig forleden nat. Den er fin nok. Fatter måske ikke helt Pulitzer-hæder, men bevares – den er bestemt god. Det var måske et fattigt amerikansk læseår i fjor.

Jeg tænker, at hvis man kunne lide Franzens Freedom (det kunne jeg faktisk ikke – bare skyd mig) og Safran Foers Incredibly-det-ene-og-Extremely-det-andet (måske min yndlingsbog). Så kan man også li’ goldfinchen.

Men det er slet ikke det, det skal handle om.

For da jeg havde læst sidste linje, var jeg stadig søvnløs og desperat og samtidig for doven til at lette mig fra sengen og finde noget letlæseligt a la boligindretning (svagt punkt for feng shui, bare skyd mig igen) i reolen inde i stuen.

Så jeg greb Gender Trouble, som jeg købte online i et prætentiøst øjeblik i vinter og siden har haft liggende på mit sengebord, uåbnet. Og så læste jeg en tolv-femten sider. Måske tyve. Der egentlig mest tjente det formål at trætte mig nok til, at jeg faldt i søvn og drømte en rimelig rædselsfuld og antiqueer mareridtsdrøm, som jeg vågnede af med bankende hjerte et par timer senere.

Jeg ved ikke helt, hvor jeg vil hen med det her. Men hold-nu-kæft, Judiths bibel er svær at læse. Det redder mig nok lidt, at jeg har skimmet nogle CliffsNotes og fordøjet et par uddrag på mit tilvalgsfag i Genusvetenskap for otte år siden. Og – nåja – at jeg har bibeholdt en sund interesse for feminisme og queerteori i det hele taget.

Så jeg ved ligesom overordnet og cirka, hvad det er jeg læser. Hvem der er morderen, så at sige (det var butleren, der gjorde det. Ha! Shit manner. Det er først, idet jeg skriver disse linjer, at det falder mig ind, præcis HVOR sindssygt sjovt det faktisk er. Butleren, I ved. JUDITH Butleren. Sådan, såkaldte lebbe. Hvor vover nogen at kalde dig humorforladt).

Nå. Men skal jeg læse videre, eller er CliffsNotes okay?

Ellen Page + Julianne Moore = lesbisk (u)lykke

Der var engang, jeg aldrig tudede. Altså. Lige meget hvor meget jeg blinkede, var øjnene lige knastørre, mens veninderne græd til film, bøger, anything.

Det var dengang.

Jeg har den seneste uge tudet over:

  • Tekst på Medium om to shelter-hunde der blev reddet fra aflivning i elvte time
  • Video med amerikanske soldater, der kommer hjem til deres hunde
  • Video med dykkere, som bliver kysset af nogle megasøde(!) søløver
  • Video med amerikanske soldater, der kommer hjem til deres børn
  • Sæsonfinalen (sæson syv) af Community
  • Blogpost med billeder af verdens forfald, skraldeøer, skovrydninger og sådan
  • Video med amerikanske soldater, der kommer hjem til deres kærester

… Og så har jeg også lige tudet til den her trailer:

Jeg er MEGAfan af Julianne Moore, og Ellen Page har jeg elsket siden Juno (og hun er tydeligvis sit absolut mest lækre lesbiske selv i Freeheld). Som gammel The Office-fan gør det mig for øvrigt heller ikke decideret ulykkelig at se Steven Carrell (som bøsseadvokat) i en af de andre bærende roller.

Freeheld berører, så vidt jeg kan udlede af traileren, dele af den lovgivning, der HELDIGVIS med den seneste amerikanske konstitutionsændring – så vidt jeg kan forstå – hører fortiden til (I må gerne rette mig, hvis jeg tager fejl?).

Men der har været så, så, så mange historier om homoer, der er blevet nægtet adgang til deres elskede hospitaliserede livspartners dødsleje, fordi de ikke var “lovmæssige ægtefæller” … fordi de fucking ikke KUNNE BLIVE lovmæssige ægtefæller. Rædselsfuldt.

Men det gør ikke filmen mindre vigtig.

Og jeg glæder mig i hvert fald helt sindssygt meget til at se Freeheld. Der er ikke meget info at hente på IMDB endnu – filmen får amerikansk premiere til oktober, så mon ikke den rammer Danmark engang i 2018 … 

De (aller-)allerværste lesbiske barer

Okay. Først og fremmest to anbefalinger:

1. Hvis ikke, I allerede er nede med Autostraddle, så er det bare med at komme … ned. Autostraddle er det velsagtens største lesbiske site out there, og de laver pissegode, dybe og sjove artikler. Klart anbefalingsværdigt!

2. Hvis I kan lide podcasts, og lige som undertegnede bare venter på næste episode af Serial (ja, det halvnye skud på This American Life-stammen har totalt afløst Savage Lovecast på toppladsen af min favoritliste) … Så håber jeg, at I også engang imellem trykker play på The Double X Gabfest. Det er ikke topprofessionelt og nogle gange lidt for snakkeagtigt, men faktisk samtidig et meget fint feministisk input to-go. 

Mens man venter. På Serial. Som I selvfølgelig hører. Ikke?
Nåmenokay, i hvert fald afslutter de tre snakkehoveder i Double X altid programmet med en række anbefalinger af alt fra bøger til artikler til musik til podcasts til standup-comedy. Og i forrige uge anbefalede deres lebberedaktør – og det er nu, de to punkter ovenfor bindes sammen, parat? – følgende artikel på Autostraddle:
The Worst Lesbian Bars
Journalisten bag denne artikel har simpelthen gennemgået samtlige skodanmeldelser af amerikanske lebbebarer på Yelp
Og det er så sjovt, tag fx denne beskrivelse af en ikke navngiven bar (frit oversat af undertegnede):
“Vi ankom omkring klokken halv tolv og skulle mødes med en ven til en drink, fordi “det her er stedet, hvor alle kommer.” Well. Hvis det her er alle, så opgraderer jeg mit Netflix-abonnement.”
… eller den her:
“Du tager ikke på club for at høre “The Macarena” eller Will Smiths “Getting Jiggy With It” på CD.”
Hele listen er hi-larious, og så fik den mig naturligvis til lige at tjekke Yelp-anmeldelserne af vores egne nationale homobeværtninger. 
Der er nærmest for få til, at det kan betale sig at anonymisere dem. Men jeg har gjort det alligevel. Ingen grund til at hænge hypotetiske barer, der i teorien kunne være indrettet i tidligere bordeller, ud offentligt, vel?
Og jeg faldt alligevel over et par fantastiske one-liners. De får lov til at stå på engelsk. 
Mit Såkaldt Lesbiske Liv præsenterer:
Det siger turisterne om vores homobarer!
  1. “You have to really like women to even want to sit here for a while.”
  2. “It’s a pretty little place but it’s tiny and there are grope-y old ladies. There are also very young, eager kids. Just another gay night in the great L word.”
  3. “If you’ve never been to a female equivalent of a meat market gay bar – here it is.”
  4. “It’s good fun for a night but I can’t imagine coming here more than once.”
  5. “A lot of femmes. If you’re a butch, you’ll probably get lucky easily. The women there are gay but nearly never queer. A bit too serious, but you won’t find better in the country.” 
… Og så lige den rigtigt sure, gæt selv hvor denne gæst har været:
“The wardrobe is exactly on the opposite side of the entrance, so everybody must walk between dancers in order to go in and out the club. That’s awful. But the most annoying thing of that place is the music: 80s and 70s trash and pop music that only an old man can remember … and even the DJ was not able to “synchronize” the rhythm between a song and the next one, generating a sense of disorder and frustration every time a new rhythm arrive on the dance floor.”
Som podcast-redaktøren kærligt udtrykker had/kærlighedsforholdet til lebbebarer:
Lesbian bars are awful. But they’re our awful.

Det blev langt. Men hey – så er der også billeder.

Huha. Hamburg. Det var sidste weekend.

Og med vanligt held (ikke uligt det, Bedstebøssen lagde for dagen, da vi var i Marokko for en tre års tid siden, og han bestilte to returbilletter til os. Vel at mærke med ud- og hjemrejse samme dag) strejkede Deutsche Bahn på livet løs, netop den fredag vi skulle af sted.

Dog var der heldigvis sat busser ind fra rundt regnet Nykøbing Falster, så vi byttet vores bordreservation på fin restaurant i en hambursk bankbox fredag aften til om lørdagen og indtog istedet vores tinbryllupsmiddag (det er ti år, hvis du skulle spørge fra nogen) i om muligt endnu finere omgivelser:

Jeg vidste ikke, hvilken der var wienerschnitzlen, og hvilken der var fiskefileten. Seriøst.

Afficionados vil nok ganske rigtigt genkende etablissementet som cafeteriaet på Rødby-Puttgarten-færgen.

Faktisk blev vi allerede, da vi skulle ombord på bussen fra Nykøbing anbefalet at hoppe ombord på bagerste bus. Men den så så proppet ud. Så vi valgte den forreste – til chaufførens tydelige overraskelse. Denne forreste bus indeholdt nemlig, erfarede vi, et fodboldhold og et par kasser bajer eller mange med samt et minianlæg af en slags. Vi snakker tur med herreholdet til Hamburg.

Havde vi – BB og undertegnede – nu forestillet os, at vi skulle sidde med næsen i hver vores roman, havde vi ikke været blege for næsevrængeri og sure miner.

Men heldigvis havde vi faktisk sat den første flaske champagne til livs allerede på togstrækningen fra Hovedbanen (det er ikke hver dag, man fejrer tiårsdag), og var således i mindst lige så højt humør som selskabet. Vi bød dem også på fint at drikke.

Holddaop, hvor fint.

Og sådan nåede vi langt mere opstemte og besofne frem til Hamburg Hauptbahnhof, end vi havde forventet at være med fire timers forsinkelse og busrøv. Vi droppede vores tasker forbi meget fint hotel, som vi havde bestilt værelse på i gensidig enighed om, at vi fanme var voksne og havde råd til den slags (hvilket vores respektive bankbøger har lidt ondt i maven over her to uger senere).

Tog en enkelt drink i baren og en taxa til Skt. Georg. Det kvarter, vi havde fået udpeget som det homoseksuelle.

Håhåhå. Og i dette øjeblik går der noget tåbeligt op for mig. For i fuldskabsiver besluttede vi da vist, hvis ikke min hukommelse bedrager mig, at lade som om, vi var ægte ægtefolk på hotellet. Således tjekkede vi ind som et brudepar, hvorefter vi på vej fra hotellet spørger samme receptionspersonale, som vi knap en time tidligere har omtalt hinanden “my husband” og “my wife” overfor, hvor vi finder homokvarteret.

Vi ville være verdens værste spioner. I hvert fald efter champagne, jägerbombs og tyske hoteldrinks.

Nå, Men af sted med os til Skt. Georg. Derfra ind på nærmeste bar med en regnbuevimpel. Derfra hurtigt rendez-vous med to unge bøsser og en bartender, der fortæller om en formidabel niårsjubilæumsfest på et sted hvis navn, det netop tog mig tyve minutters aktiv Google Street View-tid at genkalde mig: Stedet hed Fundbureau (hjørnet Stresemannstraße / Max-Brauer-Allee), og festen var for klubben Mis-Shapes og ganske, ganske forunderlig. På den der måde, hvor der for en gangs skyld (som det aldrig rigtigt er tilfældet i København) er plads til alle. Alle.

Og høj musik og små rum og graffiti og homoer og heteroer og øl i små tykke flasker og beton på gulvet og musik, musik, musik.

Og SHIT, hvor er der mange pæne lebber i Tyskland. Bliver forundret, hver gang jeg nærmer mig vore naboer mod syd. Og tænker igen med en lille smule fortrydelse på, at jeg aldrig har været single, lesbisk og i Tyskland på samme tid. Men heldigvis er jeg jo godt dækket ind derhjemme. Og kigge, dét må man. Og alt det der, man glæder sig over og siger til sig selv, og som betyder, at man faktisk tager hjem fra byen, når man bliver træt og ikke, når de sidste går hjem.

Og træt, det blev jeg. Klokken omtrent halv seks. Efter 12 timers party, hvis vi regner en ganske festligt togtur med. Og det gør vi.

Fik slæbt BB med mig, fandt en kebab med noget kål og forsøgte vores held (i ved – intet) i tre forskellige af de der fabuløse fotoautomater. De slugte vel i alt 8 af vores surttjente euro uden at spytte et eneste bryllupsbillede retur.

I stedet snappede jeg dette foto uden på en af automaterne. Det gjorde mig glad i min lykkelige tyske morgenrus, og det gør mig stadig glad lige nu. Es gibt mehr Lesben (und Leben) als du denkst.

Og mere om Hamburg en anden dag. Og om denne senest overståede weekend, som bød på så meget kærlighed og mad og alting, at det næsten er for meget af det gode. Og må man egentlig være så heldig?

Transparent. En(dnu) en anbefaling.

Ej. Har I set Transparent? Jeg er lige præcis to afsnit fra at have slugt hele første (og indtil videre eneste, men Amazon har vist allerede lovet en sæson to) sæson på omtrent en enkelt aften.

Og jeg er helt forgabt.

Transparent handler – for de håbløst uindviede – om en far til tre voksne børn, der i en ret sen alder, han er vel i 70’erne?, springer ud som transkønnet.

Det er så smukt og rørende og trist og livsbekræftende og tankevækkende, og hvad har vi.

Jeg ved ikke, om jeg bare er et sted lige nu, der er en lille smule skrøbeligt, eller om jeg bare har andendagstømmermænd af værste skuffe. Men i hvert fald skal jeg godt nok tage mig sammen for ikke at få våde øjne over melankolske pianorenderinger af “Somebody That I Used To Know” som den der følger på scenen, hvor alle tre børn skrider fra deres fars talentshow (“Trans Got Talent”).

Serien skildrer seksualitet i alle mulige afskygninger, der er lesbianisme, næ-egentlig-ikke-så-meget-bøsserepræsentation (eller husker jeg galt?) og masser af mere eller mindre udpræget heteroseksualitet også. Og det er fedt. Klart. Men det er faktisk mere al identitetssnakken og ikke mindst undertonen af … tristesse, der betager mig.  Sådan en dyb, ulykkelig ensomhed, der alligevel ikke kan stoppe karaktererne fra at følge deres hjerters veje.

Transparent kan streames via Amazon, hvis nogen skulle være interesserede. Men gem den til en dag med overskud. Tror jeg nok.

*edit: Har rettet transseksuel til transkønnet to steder i teksten!

Fra et sted til et helt andet. Og det slutter med en (varm!) anbefaling.

Jeg har rykket mit vækkeur ind i vores walk-in-closet.

Ja, du hørte rigtigt. Walk-in-closet. LL har lavet ekstrarummet om til et walk-in-closet. Det var så godt nok, viser det sig, en gigantisk fejl (min, bevares), fordi det faktisk er en meget, meget ødsel brug af otte kvadratmeter. Så det bliver lavet om i nær fremtid. Men så længe det varer og sådan (prik prik prik).

Nå.

Men jeg har altså rykket mit elskede wake-up-light-fra-Philips ind i garderoben.

Så jeg ikke kan nå det fra sengen. Smart.

Jeg tror nok, LL syntes, det var ret sindssygt: Som om det skulle kunne gøre en forskel på mine morgenrutiner, at jeg ikke længere bare kunne dappe mig til ti minutters ekstra på langs direkte fra dynerne.

Men hun må æde sin gamle hat, må hun:

I tirsdags var jeg ude at løbe fra morgenstunden (i øvrigt er det jødiske afsnit af Vestre Kirkegård i grå morgentåge ikke så creepy, som man måske kunne tro).

Og i morges hoppede jeg direkte over i svømmehallen (efter lige at have haft samtlige enkeltdele ude af min undertøjsskuffe i forsøget på at finde bortkommen badedragt. Måtte tage til takke med prikket bikini til sidst. Men kom af sted! Trods alt).

Og der stod jeg så ude foran et par minutter i halv syv sammen med de andre morgentyper. Inden jeg drønede gennem badeafsnittet (jajaja, jeg vaskede mig grundigt på alle de afmærkede steder på figuren og alt det) og som den allerførste dyppede mine morgentæer i bassinet, der var helt blikstille oven på natten (i hvert fald indtil jeg plaskede mig i).

Juhu.

Og nu er kunsten så bare ikke at tro, jeg er sådan en motionstosse, der skal sætte verdens største og mest crazy mål for mig selv.

Et godt eksempel på, hvor galt det kan gå med dét, er fx, da Bedstebøssen og jeg var ude at løbe sammen i sommer – første løbetur i hundrede år – og allerede efter 200 meter snakkede vi om, at vi måske skulle melde os til en halvmarathon. Bare en halv. For hvor svært kunne det være, når nu vi allerede … kunne løbe tohundrede meter.

Det der med at pushe egne forventninger så højt til vejrs, at man er fuldstændig 100 pct. sikker på ikke at kunne indfri dem – det øver jeg mig i at lade være med.

Og det gør jeg blandt andet med hjælp fra verdens sejeste personlige træner.

(Det bliver lidt anbefalingsagtigt herfra og ud, men læs lige med alligevel. For det er faktisk vigtigt)

Nina Q kan nemlig noget, som jeg aldrig har oplevet før med nogen som helst forsøg på dialog med nogen om træning.

Hun hev fat i mig i foråret – vi er gode gamle bekendte – fordi hun vidste, jeg skrev Lebbelivet.

Hun ville gerne starte en blog, hvor hun kunne videregive sine råd om sundhed og motion – hun er uddannet fitnessinstruktør og snart også terapeut – og ville gerne i gang med promoveringen i god tid.

… Så jeg gav hende mine få sporadiske tips, og til gengæld gav hun mig så et tilpasset træningsforløb, hvor vi træner sammen fra tid til anden, og jeg altid lige kan sende hende et billede eller en trist smiley på en dårlig dag og få lidt opbakning retur.

Den aftale er jeg i øvrigt ret sikker på, hun har med alle sine kunder. Og den gør en verden til forskel.

Og så tvinger hun mig ned i tempo:

Jeg er typen, der – når jeg træner (og der går ofte længe imellem) – helst skal have ondt og være ved at brække mig bagefter. Ellers føles det ikke, som om jeg har gjort noget. Ikke nok i hvert fald.

Men Nina er langsomt ved at lære mig, at det er meget bedre at lytte lidt til sig selv og søge at få energi ud af sin træning i stedet for at gå efter at være helt drænet efter sine strabadser. Det er så svært. Men så berigende.

Hun tvang mig til at stoppe, før jeg var helt ødelagt – jeg var ikke engang halvt ødelagt! – sidst vi besøgte Fitnessdk. Og fik mig til at føle, det var okay.

Jeg tager hendes input med mig hver dag og det gør mig gladere, end jeg har været længe. Altså, at jeg sådan kunne forlade svømmebassinet efter 25 minutter og blot 700 meters bryst og fortælle mig selv, at jeg er fucking sej, i stedet for at råbe indvendig, at jeg er en taber, fordi jeg ikke lige tog en hel kilometer, nu jeg var i gang.

Tak, Nina!

Truism: Når man er syg, må man stjæle fra BuzzFeed

Jeg har underdrejet mig med en ordentlig omgang forkølelse.

En omgang forkølelse, vel at mærke, der gjorde virkelig vellykket middag med gode venner på Osteria 16 i lørdags lidt mindre sjov. Men også kun lidt. Fordi det er svært at smage nuancerne i råmarineret scampi, når ens næse er så stoppet, at selv yoganæseskyllekanden må give op og vende om i døren. Døren er mit højre næsebor i denne her metafor.

Men det skal ikke stoppe mig. Så her har I lidt eksternt indhold til underhold:

22 of the realest lesbian problems

Møhø.

Ældre indlæg Nyere indlæg